Jan Pedersen

I sin omfattende anmeldelse af Thorsten Borring Olesens bog Den svære dans – Danmark og det europæiske samarbejde (2022) i Historisk Tidsskrift 2024:2 anker lektor, ph.d. Alexandre Bernier over at der i bogen sker en “sammenstilling mellem Putin på den ene side og bl.a. Hitler og Stalin på den anden”. Han mener det er et dubiøst greb som savner faglig begrundelse (s. 468).

Men sammenligningen er relevant og i orden. Hitler var en excentrisk og egenrådig, men veltalende og karismatisk diktator i en europæisk stormagt. Hans styre tillod ikke opposition. Medierne var kontrolleret af magthaverne. Staten var groft undertrykkende og betjente sig af vilkårlige fængslinger, deportationer, interneringer og drab. Virkemidlerne var blandede: dels et formelt retsvæsen (uden retssikkerhed), dels særligt autoriserede korps og agenturer inden for et uigennemskueligt statsapparat der dog i et og alt var underlagt lederen.

Hitlers styre opnåede legitimitet i befolkningen gennem løfter om en strålende fremtid, patriotisme understøttet af svulstig nationalhistorisk mytologi, og forestillinger om en særlig kulturel overlegenhed som angiveligt blev undergravet af ydre og indre fjender. Militaristisk mentalitet blev systematisk indpodet i ungdommen.

Hitler talte om fred, men hans militær overskred uprovokeret nabolandes grænser og besatte deres territorium.

Putin vil ikke som Hitler masseudrydde jøderne, men hvis det er en formildende omstændighed, er den ikke særlig flatterende. Holocaust har en særlig plads i historien som den meningsløse grusomheds moderne højdepunkt. Man kan godt sammenligne andre diktatorer med Hitler uden at sammenligningen behøver passe på alle punkter. Det vigtige er at en sammenligning giver mening, og det gør den mellem Putin og Hitler.

Stalin var en ryggesløs sovjetisk diktator, kendt for sin mangel på skånsel og krav om uindskrænket loyalitet fra sine underordnede. Han herskede gennem frygt. Putins adfærd mimer ofte disse træk, omend i mindre rabiat form og mindre skala.

Stalins og Putins udenrigspolitiske strategi ligner hinanden: Politisk, økonomisk og militær kontrol over staterne i det gamle russiske imperium og dets nærområde. Den taktiske hovedlinje er også den samme: Fravær af værdibaserede forståelser og alliancer med andre stater.

Hitler og Stalin tåler sammenligning med hinanden, og Putin tåler sammenligning med dem begge. Når Bernier taler disse paralleliseringer ned, skyldes det ikke at han sympatiserer med, men dog forstår Putin, som det om lidt vil fremgå. Til gengæld er han fuld af foragt over for de vestlige landes politik og lederskab, særlig Europas, idet han skriver:

Vort finansielle system lider under “overdreven pengeskabelse og øget gældsætning” (s. 462)

” … eliten i Bruxelles [er] i stigende grad er ude af trit med virkeligheden for de befolkninger, der udgør EU.” (s. 466)

“Vesten brugte Ukraine som en brik i det store geopolitiske spil mellem primært USA og Kina” (s. 463), men fattede ikke “hvor stor en bommert Vesten begik ved at undervurdere Ruslands vilje til at tage kampen op” (sst.)

“… vestlige ledere [lod sig] fra begyndelsen af konflikten … rive med af deres egen propaganda og begyndte at tro på den, …”[men] Ukraine taber krigen, og Europa taber krigen.” (s. 464)

To af de største EU-medlemsstater har indrømmet “at de ikke har overholdt Minsk-aftalerne, der skulle dæmpe konflikten i Donbas.” (sst., note 18)

“Europa vil søge sin død på Ukraines sletter” (s. 465, citat af Manuel Todd, men med forfatterens tilslutning: “Det ser ud til, at denne nye forudsigelse er ved at gå i opfyldelse” (sst.))

Den anden side er ikke så belastet af sine gerninger, fremgår det:

Sanktionerne mod Rusland “virker ikke kun kontraproduktive, men har også givet anledning til udbredt misbilligelse af en straffemetode, som resten af verden ikke længere accepterer” (s. 462)

“… den hensynsløse udvidelse af NATO helt op til Ruslands grænser var hovedansvarlig for, at konflikten overhovedet kunne blusse op” (s. 462f)

Det var vestligt pres der fik “Kiev til at droppe den for Ukraine fordelagtige fredsaftale, som Rusland tilbød i bytte for Ukraines neutralitet i Istanbul ultimo april 2022” (s. 464f)

Viktor Orbán har sagt at “det at tro på, at resten af verden ville stå på Vestens side, var et tegn på arrogance. To år senere synes hans opfattelse at være tættest på den realitet, vi ser i dag” (s. 466)

Under Putins forsæde (på BRIKS+ topmødet i Kazan) forsamledes i oktober 2024 repræsentanter for “46% af verdens befolkning … organiseret omkring fælles mål … en voksende alliance af suveræne nationer, der er i stand til at blive enige om og organisere sig omkring fælles mål.” (s. 476f)

“… det er næppe overraskende, at flere og flere lande uden for Vesten interesserer sig for Kazan-kommunikéet og for det, der ligner et nyt Bretton Woods og en ny Westfalen-traktat, …” (s. 477)

Læst samlet indebærer disse citater (og anmeldelsen generelt) at Rusland har legitime politiske mål i Ukraine-konflikten; at Putin står som den politiske leder af en ny anti-vestlig koalition som indbefatter det globale syd; at vestlige ledere ikke forstår hverken Ruslands position eller de tektoniske skift i den internationale politiske struktur og derfor ikke evner at varetage deres staters og befolkningers interesser.

Bernier har ikke dermed sagt at han støtter Putins krig, hvad han næppe gør. Men hans synspunkter indebærer at Ukraines militære modstand og Vestens støtte til denne er et futilt projekt som kun fører til død og ødelæggelse.

Udgangspunktet for denne opfattelse er den realistiske skole i den akademiske disciplin man kalder ‘international politik’ (international relations), som ser forholdet mellem stormagterne som et sikkerhedsspil hvor den enkelte stats målsætning er overlevelse, enhver er sig selv nærmest, og den nøgterne, interessebaserede udenrigspolitik trumfer ideologier og andre politiske værdier. Det bedste man kan håbe på, er magtbalance.

Dette teoretiske instrumentarium har ofte vist sig nyttigt i akademiske analyser af politik og historie. Det kan også mobiliseres politisk, f.eks. til, som Bernier, at argumentere for at Vesten burde have været mere forsigtig og imødekommende i sin omgang med Rusland efter Den Kolde Krig. Men det kan også bruges i en argumentation for at Vesten mere ivrigt burde have søgt at stække Ruslands indflydelse og militære magt, netop for at undgå at en situation som den nuværende opstod.

Inden for den akademiske ramme er det imidlertid ikke muligt at afgøre hvem der har ret. Valget af udenrigspolitisk linje er et politisk spørgsmål. Afgørelser kan i nogen grad understøttes af videnskabelig analyse, men ikke af det alene. For det første er der, som netop nævnt, forskellige mulige udfaldsrum inden for et givet verdensbillede. For det andet er der konkurrerende teorier, ligesom det historiske erfaringsgrundlag er mangfoldigt.

Det internationale system afhænger ikke kun af statiske politiske enheder der definerer sig i forhold til hinanden via evige magthaveres perceptioner, analyser og valg. Magthaverne sættes fra tid til anden fra bestillingen, politiske systemer forandrer sig, og på den globale scene kan stormagter, selv imperier, stige og falde i magt og indflydelse. Det kan foregå både i krig og ad fredelige veje.

En del akademikere inden for fag som statskundskab og historie har et forfængeligt syn på sig selv og deres fag idet de bilder sig ind 1) at deres teorier kombineret med empirisk viden gør det muligt at udsige sikre domme om verdens nuværende tilstand og sandsynlige fremtidige udvikling; 2) at de derfor mere end andre besidder nøglen til de bedste politiske afgørelser (policy) der kan træffes inden for rammen af den stat og det samfund de lever i (polity).

Drømmen om gennem universiteterne at virkeliggøre ideen om filosof-kongen kan føre til mærkelige resultater. Her har vi set et eksempel på en historiker der ud fra sit engagement i verdens på mange måder bedrøvelige tilstand samt en respekteret politologisk teori (dog med begrænset rækkevidde) når frem til at despoten og aggressoren Vladimir Putin ikke med rimelighed kan sammenlignes med andre brutale diktatorer fra det seneste århundredes Europa.

Alexandre Bernier er hverken den første eller den eneste danske historiker der har indtaget denne position. Måske er synspunktet ganske udbredt. Desværre, for det svækker viljen til at Vestens stater og borgere træder op mod den trussel som Putin udgør, ikke i et akademisk scenario, men i det faktiske samfund. En fjende står foran os, som kan give mange og store problemer.

”Hvor mange økonomer skal der til for at skifte en udbrændt pære?” Svar: ”Ingen ­– udbud og efterspørgsel sørger for at det sker.”

I en ny rapport[1] vender De Økonomiske Råds Formandskab sig mod en opprioritering af de erhvervsfaglige uddannelser (tidligere kendt som lærlingeuddannelsen) på bekostning af gymnasieuddannelsen. Vi har faglærte arbejdere nok, det har vi altid haft, og sådan vil det formentlig også være i fremtiden, når blot man udviser tålmodighed og lader markedspladsens tryllestøv få tid til at virke.[2] Ligevægt på arbejdsmarkedet opstår spontant gennem fire mekanismer: skift i lønstruktur, ændringer i det internationale handelsmønster, ny teknologi, samt migration. Disse faktorer vil ”på sigt” sørge for et godt match mellem udbud og efterspørgsel på arbejdskraft.[3]

Vil man understøtte håndværkeruddannelserne, bør det ifølge vismændene ikke ske ved at omdirigere de unges uddannelsesvalg og mindske strømmen til gymnasiet. Det er økonomisk set en dårlig idé. Hver person der flyttes væk, vil modtage lavere livsindkomst, ligesom indbetalingen til samfundets fælles kasse i form af skatter og afgifter bliver mindre.[4] Gymnasieuddannede har nemlig højere indkomster end ikke-gymnasieuddannede: De tjener mere og betaler mere i skat. At pille ved adgangen til gymnasiet indebærer et samfundsøkonomisk tab.

Denne analyse bygger på alment anerkendte læresætninger: 1) Den økonomiske vækst i samfundet er afhængig af stigende produktivitet, og produktivitetsudviklingen er i væsentlig grad knyttet til investering i human kapital, som igen er afhængig af de muligheder for formel uddannelse der er til rådighed; 2) den enkeltes produktivitet spejles i hans eller hendes aflønning.[5]

Eksempelvis ingeniørens arbejdskraft bygger på langvarig skoling. Ingeniøren yder med sin systematisk erhvervede viden og kunnen solide bidrag til værditilvæksten i produktionen ved at identificere, planlægge og implementere de bedst egnede af de foreliggende tekniske løsningsmuligheder. Dette underbygger muligheden for at producere store mængder af varer og tjenesteydelser der kan afsættes til en høj pris. Ingeniører bidrager også mere end andre faggrupper til videreudvikling af teknologien, dvs. hæve loftet for produktivitetsudviklingen. Da ingeniørkvalifikationerne er relativt knappe – ikke alle orker eller evner at gennemføre uddannelsen – honoreres deres indehavere med højere løn end andre. Det sørger markedsmekanismen for.

Vismændene indrømmer at der kan være rationelle og legitime grunde til at man ønsker at fremme de faglige uddannelser, selv hvis det skal være på gymnasiets bekostning, men fastholder at det ud fra en økonomisk betragtning er uhensigtsmæssigt.[6] Konklusionen ligger tæt på synspunkter hos f.eks. Det Radikale Venstre og Dansk Magisterforening om at mere uddannelse altid er af det gode, og at enhver afvigelse herfra spejler enten en mangel på oplysning og indsigt eller ideologiske fordomme.

Det er ærgerligt at vismændene så ubekymret og uforbeholdent støtter den tankegang under påberåbelse af deres egen sagkundskab funderet i økonomisk teori. De har nemlig ikke fået det hele med, trods en generelt tålmodig og grundig argumentation i rapporten.

De går ud fra at lønnen afspejler den givne gruppes gennemsnitlige produktivitet.[7] Økonomer argumenterer ellers altid for at man skal anlægge en marginal betragtning. Personer udstyret med en gymnasial (og ofte videregående) uddannelse har forskellig produktiv formåen i reale termer, også selv om de hæver nogenlunde den samme løn. Dette betyder at hvis man afskærer en mindre gruppe fra gymnasiet – nemlig de mindst kapable ud fra gymnasieskolens målsætning – vil det økonomiske tab ved at de pågældende dirigeres i en anden retning være relativt lille, ligesom ressourcebesparelsen ved at lukke pladser på uddannelsen vil være relativt stor. Ikke alle tabte studentereksamener er tabte ingeniører.

Vismændene går imidlertid ud fra at det økonomiske tab ved enhver bortsparet plads svarer til gennemsnittet af uddannelsens fremtidige værdi for de enkelte og samfundet. Men så længe det kun er de mindst gymnasieegnede der formenes adgang, og så længe der anvises egnede alternativer for de uheldige, vil det økonomiske tab være, ja, marginalt, hvilket her er det samme som lille.[8]

Også vismændenes antagelser om sammenhængen mellem løn og produktivitet er problematiske, om end det ikke hverken kan eller skal anfægtes at en sådan sammenhæng faktisk er til stede. Ifølge den gængse antagelse om løndannelse ved fuldkommen konkurrence vil lønnen i et givet job ligge på niveau med det beløb som den ekstra produktion der kommer ud af den sidst ansattes arbejde, kan indhente på varemarkedet. Eller sagt på en anden måde: Arbejdsgiveren hyrer folk op til det punkt hvor udgiften til den marginale arbejders løn netop modsvares af det marginale provenu ansættelsen resulterer i.

Denne markedsmekanisme bidrager stærkt til ligevægtsskabelsen på arbejdsmarkedet og til at arbejdsmarkedet og varemarkedet indgår i en samlet ligevægt hvor lønmodtagerne kan finde jobs og arbejdsgiverne kan finde ansatte der er villige til at arbejde for en driftsmæssigt bæredygtig løn.

Så langt, så godt. Men vismændene går for vidt når de hævder at lønnen ækvivalerer produktiviteten, dvs. direkte og i reale termer modsvarer den værditilvækst der kommer ud af lønmodtagerens arbejde. Løndannelsen bliver, ud over frikonkurrencemodellens markedsmekanisme, også styret af forhandlingsprocesser, af historisk nedarvede lønhierarkier og af sociokulturelle normer, og ydermere af opdelingen af arbejdsmarkedet i segmenter der påvirker hinanden uden at være fuldt integreret, i særdeleshed skellet mellem det private og det offentlige arbejdsmarked.

Den enkelte økonomiske aktør opererer ikke på et fuldt transparent og fleksibelt arbejdsmarked, men er nødt til dels at bruge tommelfingerregler, dels at tænke ’strategisk’ for at nå frem til rationelle beslutninger. Her er ’uddannelse’, f.eks. gymnasieuddannelsen, ofte og i høj grad i spil. Den fungerer som markør for begge parter i en transaktion. Den repræsenterer et produktivt potentiale, som imidlertid kan have en delvist fiktiv karakter.

I det omfang dette er tilfældet, bliver lønnen en direkte funktion af uddannelsesniveauet, ikke af det som uddannelsen sætter lønmodtageren i stand til at yde i rollen som producent. Inden for rammen af nationalregnskabets bogholderi vil den udbetalte løn stadig udgøre modtagerens bidrag til værditilvæksten. Dette vil langtfra være en total forvrængning af det ’virkelige’ billede, men afvigelser af en vis størrelse vil utvivlsomt optræde.

Relevansen for den aktuelle debat er at de føromtalte marginale gymnasieuddannede personer, som kunne være målgruppen for en omdirigering til de erhvervsfaglige uddannelser, helt eller delvis opnår deres lønmæssige uddannelsespræmier uden i strikt økonomisk forstand at være ’berettiget’ til det. Men de nyder godt af den prestige uddannelsen besidder, det være sig af traditionsbårne eller pragmatiske årsager.

Med lidt ond vilje kan man sige at der ligger et element af rent-seeking i dette. Det er dog ikke ud fra suspekte motiver, men en konsekvens af den værdi uddannelse tilskrives i samfundet baseret på de normer dets velsituerede medlemmer hylder. Tendensen understøttes af at både kolleger i de pågældendes fag og nogle lærere på de institutioner der uddanner dem, nødigt ser den prestige og økonomiske værdi deres område nyder, blive problematiseret, men i heftige vendinger går imod alle ændringer i uddannelseslandskabet. Meningerne er dog delte idet andre lærere tværtimod ser en mulighed for at opretholde f.eks. gymnasieskolens prestige ved at udvise selvjustits og insistere på at de faglige normer kan og bør holdes i hævd gennem adgangskrav og anden aktiv prioritering mellem forskellige ungdomsuddannelser som kan medføre at færre får adgang til de hellige haller.

Den vigtigste pointe i forhold til vismændenes analyse er at deres påstået skarpe og solide skillelinje mellem et ’politisk’ synspunkt og en rent fagøkonomisk betragtning har store huller. Antagelserne om uddannelse som en værdiskabende produktionsfaktor og om arbejdsmarkedets evne til at bringe sig selv i ligevægt er overordnet rigtige nok, men de er for generelle og derfor utilstrækkelige. En økonomisk betragtningsvinkel bør indbefatte flere elementer. Når det sker, åbnes gode muligheder for at diskutere hvor høj de unges gymnasiefrekvens bør være, hvordan adgangskriterierne skal være, og hvilken balance der er passende mellem gymnasiesektoren og andre uddannelser. Arbejdsmarkedet indeholder ligevægtsskabende kræfter, men nogle gange har de brug for en hjælpende hånd – også uddannelsespolitisk – for at slå igennem. Nogen skal udskifte pæren.

Dette ændrer sig ikke principielt ved den store ungdomsuddannelsesreform der nu er på bedding. Heller ikke her er det rimeligt alene at lægge til grund at jo flere uddannelsesår og jo højere eksamener vi får, desto rigere bliver samfundet.       

[1] ”Erhvervsuddannelse”, kapitel 4 i Diskussionsoplæg udarbejdet af formandskabet for De Økonomiske Råd til møde i Det Økonomiske Råd tirsdag den 8. oktober 2024, s. 189-243.

[2] ”Erhvervsuddannelse”, s. 201 (boks 4.1), 202, 203, 235.

[3] ”Erhvervsuddannelse”, s. 193.

[4] ”Erhvervsuddannelse”, s. 192.

[5] ”Erhvervsuddannelse”, s. 204, 213, 234, 235, 238. Henvisningerne gælder det sidste af de to punkter. Det første punkt er ikke ekspliciteret i rapporten, men antages ikke desto mindre at udgøre en del af grundlaget.

[6] ”Erhvervsuddannelse”, s. 238.

[7] ”Erhvervsuddannelse”, s. 204

[8] Vismændene kommer flygtigt ind på denne sammenhæng idet de forudser lavere produktivitet og lavere løn hvis de videregående uddannelser i stigende grad frekventeres af ”personer, der har ringere boglige evner” (s. 225), men drager ikke de videre konsekvenser.