Det er en grundsætning i faget økonomi at frihandel – fravær af handelshindringer – øger de deltagende landes vækst og velstand. Det sker ved at landene så vidt muligt specialiserer sig i det de er bedst til og har lettest ved. De kan og bør ikke lave alt selv, men hellere få de varer de har behov for ved en kombination af 1) egen produktion og 2) udveksling af varer og tjenesteydelser gennem køb og salg hen over landegrænserne.
Inden for landegrænserne bestemmer markedsmekanismerne hvad den enkelte specialiserer sig i. Det er lidt anderledes ved international handel. Her kan politiske forhold mellem landene, økonomiske gruppeinteresser i det enkelte land, samt ønske om at stimulere landets eget næringsliv motivere til at lægge told på varer eller forbyde import af bestemte varer fra bestemte lande. I sjældnere tilfælde kan det også gælde eksporten, f.eks. våbenindustriens produkter.
Fordi spørgsmålet om frihandel er politiseret, er der behov for at forklare hvorfor handel mellem landene altid er fordelagtig hvis man alene ser på den økonomiske grundinteresse: en så stor som mulig indkomst pr. indbygger på grundlag af de produktive ressourcer landet råder over.
Kan det betale sig for et rigt land med generelt effektiv produktion at købe ind hos den fattige nabo? Er det klogt for det fattige land at gøre sig afhængig af den rige nabo?
Den virkelige økonomi er mangfoldig og kompleks, men en simpel lignelse kan om ikke bevise, så illustrere hvorfor svaret på spørgsmålene er ja. Den kommer her.
Malerne Søren og Peter var begge dygtige, men Søren var dygtigere end Peter. Søren kunne tapetsere og male en dagligstue på 16 timer, Peter skulle bruge 18 timer. For at udføre et arbejde af den type forlangte de begge 15.000 kroner, svarende til ligevægtsprisen på det åbne marked.
Søren havde som husmaler hvad man kalder absolut fordel: Han var mere effektiv og kunne derfor – ved at sælge sin ydelse til ligevægtsprisen – tjene mere pr. time. Nærmere betegnet:
Søren: 15.000 kr. / 16 ≈ 940 kr.
Peter : 15.000 kr. / 18 ≈ 835 kr.
Søren begyndte at male og sælge billeder og blev en efterspurgt portrætmaler. Han solgte et standardportræt for 100.000 kr. Ved den pris havde han en jævn strøm af kunder. Det tog ham typisk 60 timer at lave et billede. Peter kunne også male billeder. Han solgte et færdigt billede for 50.000 kr. efter at have arbejdet på det i 100 timer. Deres timeløn var:
Søren: 100.000 kr. / 60 ≈ 1665 kr.
Peter : 50.000 kr. / 100 = 500 kr.
Søren havde derfor også absolut fordel inden for portrætmaling. Hans position svarer til det rige land med den effektive produktion over hele linjen.
Et år skulle Søren have sat sin stue i stand og bad Peter gøre det til standardprisen 15.000 kr., hvilket Peter sagde ja til.
Søren kunne selv klare opgaven på 16 timer mod Peters 18. Derved ville han spare de 15.000 kr. som Peters arbejde kostede. Men Søren skulle i så fald afse 16 timer til at gøre det. I den tid kunne han som portrætmaler tjene 1665 kr. x 16 ≈ 26.500 kr. Ved at Peter mod betaling malede stuen mens Søren selv malede portrætter, undgik sidstnævnte et indtægtstab på:
26.500 kr.
– 15.000 kr.
____________
11.500 kr.
Peter var tilfreds med de 15.000 kr. han fik for at male stuen. Hvis han i stedet havde brugt de 18 timer på at male portrætter, ville han kun have tjent 500 kr. x 18 = 9000 kr. Det ville medføre et indtægtstab på:
15.000 kr.
– 9.000 kr.
____________
6.000 kr.
Peter havde komparativ fordel inden for husmaling. Selv om Søren havde absolut fordel på begge områder, kunne det betale sig for dem at specialisere sig i det de hver især var bedst til. For Peter: det han var ’mindst dårlig’ til i sammenligning med Søren. For Søren: det han i særlig grad var bedre til end Peter. De maksimerede begge deres indtjening. Ingen af parterne blev snydt eller udbyttet. Peter kunne have valgt at arbejde for en anden end Søren, men ville ikke have tjent flere penge af den grund.
De vurderede mulighederne ved at se på deres offeromkostning (opportunity cost): den indtjening de skulle give afkald på ved at træffe det valg de faktisk traf. Eftersom dette beløb for dem begge enten var mindre end (Søren) eller lig med (Peter) den faktisk opnåede indtjening, var specialiseringen en fornuftig beslutning.
Da Peter en dag fik lyst til at investere i portrætkunst, købte han et billede hos Søren for 100.000 kr. Hvis han selv ville fremstille en mængde af varen ’portræt’ til en tilsvarende markedsværdi (2 x 50.000 kr. = 100.000 kr.), skulle han give afkald på at arbejde som husmaler i 200 timer, nemlig den tid det ville tage ham at male to billeder med samme salgsværdi som Sørens ene billede. Beløbet han gik glip af, ville være ca. 835 kr. x 200 ≈ 167.000 kr. Ved at købe Sørens billede undgik han et indtægtstab på 167.000 kr. – 100.000 kr. = 67.000 kr.
Her var det Peter der fik et positivt økonomisk resultat ud af at udnytte sin komparative fordel som husmaler. Søren kunne have valgt at sælge portrættet til en anden end Peter, men ville ikke have tjent flere penge af den grund. Samlet set er der balance i relationen. Det er indbringende for begge parter at udveksle varer og tjenesteydelser med hinanden.
Tænk på Søren og Peter som to lande der ud fra de givne markedsvilkår specialiserer sig i hver sin økonomiske aktivitet. Specialiseringen danner grundlag for fordelagtig handel hen over grænserne.
De to ‘lande’ specialiserer sig efter deres forskellige relative faktorudrustning: Søren har en fordel inden for produktionsfaktoren human kapital. Peter har en fordel inden for produktionsfaktoren arbejdskraft. De besidder begge to ressourcer på begge områder og kunne derfor inden for det begrænsede område vi taler om her, være selvforsynende (praktisere autarki). Men det ville ikke være til deres fordel.
Relativ faktorudrustning kan ændre sig over tid. Peter kan vælge at supplere sin arbejdskraft med mere af produktionsfaktoren kapital. Hvis han i begyndelsen nøjes med elementært udstyr som pensler, spartler, stiger, tapetbord, spande etc., vil det inden længe være oplagt at investere i affugtningsudstyr, klistermaskine, vægsliber, en smart håndværkerbil o.l. På den måde kan han øge sin arbejdsproduktivitet.
Det er sandsynligt at han kun på kortere sigt kan øge sin personlige indtjening væsentligt ad den vej, for konkurrencen med andre malere der gør det samme, vil virke dæmpende på markedets ligevægtspris og dermed også den pris han kan forlange. Men hvis han undlader at opgradere sin kapital, vil han miste sin konkurrencedygtighed og blive tvunget til enten at arbejde for en lavere timeløn (idet hans tidsforbrug bliver for stort i sammenligning med andre malere) eller at forlade markedet. Den komparative fordel er en relativ og foranderlig størrelse. Komparativ fordel kan ikke redde økonomien i et land der undlader at investere og udvikle. Men princippet gælder ikke desto mindre.