Brølet og vreden. Hendricks og Stjernfelt raser mod techgiganterne

Der er problemer med de store it-platforme Facebook, Google og Twitter. De benyttes til at agitere for Islamisk Stat og til fjendtlig indgriben fra russisk side i den vestlige verdens politiske processer. Deres størrelse, rækkevidde og uigennemskuelighed sætter datasikkerheden på spil og muliggør monopoldannelse. Der mangler international konsensus om en effektiv og retfærdig model for beskatning af dem. Offentlig regulering må overvejes.

Professorerne Vincent Hendricks og Frederik Stjernfelt har for nylig i Politikens kronik[1] sammen med to andre forfattere, begge knyttet til Hendricks’ Center for Information og Boblestudier, benyttet dette som udgangspunkt for en ubalanceret, overdreven, historieløs og generelt uvederhæftig hudfletning af disse firmaer, med brod mod også de naive myndigheder og den godtroende offentlighed som har ladet det komme så vidt at ”oplysningsprojektet er kommet i modvind i informationstidsalderen”.

Kommercialisering og markedsdominans fremstilles som nye trusler, som om magtfulde og manipulerende annonceafhængige massemedier ikke var set før. At problemet nu skulle være mangefold værre, står som en ren påstand.

Begrebet monopol benyttes flere gange uden at komme ind på at internettet er en mangfoldig verden med relativt let adgang til oprettelse af egen hjemmeside og med mange stærke mindre og mellemstore aktører som virker i demokratiets, kulturens og oplysningens tjeneste. Disse kræfter er ikke i fare for at blive marginaliseret, passiviseret eller fortrængt trods den kamp om den offentlige arena som finder sted.

Forfatterne skræmmer os med at Google har en ”markedsandel” på omkring 90 pct. En markedsandel for hvad? Nye søgninger på nettet formentlig. Men borgernes færden på nettet består af andet end stikordsbaserede søgninger. Man bruger også på forhånd kendte links, databaser, traditionelle nyhedskilder på nettet etc. Ingen er prisgivet Google. Og selv om Google ikke skal være hævet over kritik, kontrol og om nødvendigt regulering, er det stadig en fremragende service som af en legitim erhvervsvirksomhed stilles til rådighed for den globale offentlighed. I kraft af det tekniske systems snilde og høje produktivitet kan det ske mod forholdsvis beskedne modydelser.

Der tales om ”en uoverskuelig krise for musikere, forfattere, journalister osv. – alle dem, der nu ikke længere bliver ordentligt lønnet for at producere indhold.” I det omfang der gøres vold på ophavsrettigheder, må staten og domstolene tage affære. Bortset herfra er det vel ikke negativt at alternative aktører inden for underholdning og journalistik får en chance for at blive kendt og anerkendt. Nogle af dem kan endda tjene gode penge på det indhold de leverer. Inden for alle områder af kulturen er der masser af dygtige mennesker der ikke kan leve af det. Sådan er det jo, som M. Vestager sagde i anden sammenhæng. Indtil videre er der ikke tegn på at den kreative klasse snart bukker under i fattigdom.

Techgiganterne benytter ”en opmærksomhedsbaseret algoritmedrevet forretningsmodel”, som det hedder med lettere diabolsk ordvalg. Problemet med styret, selektiv feedback baseret på i forvejen kendte præferencer og livsstilstræk hos platformenes brugere udlægges således: ”Det er som på et kasino: Tricket er at få spillerne til at blive ved med at satse, i sidste instans tager kasinoet det hele. På nettet kan det betyde, at brugeren lukkes – og let selv lukker sig – mere og mere inde i en boble af konspirationsteorier, løgne og fingerede nyheder designet til den pågældende bruger.” Målrettede analysebaserede overtalelsesteknikker blev som system udviklet inden for moderne markedsføring for adskillige årtier siden. Trods deres dubiøse karakter har de ikke slavebundet masserne endnu og gør det næppe heller fremover. Kritik er på sin plads, men den overspændte retorik med signaturbegrebet ”boble” i en central rolle er useriøs og synes mest af alt beregnet på at skabe opmærksomhed om den kække og uforfærdede budbringer.

Kronikken omtaler en debattør som blev ramt af en kort karantæne på Facebook. Forfatterne mener at dette ”kan sammenlignes med, at Mahmouds [debattørens] bankkonto blev frosset, så han ikke længere havde adgang til sin egen opsparing.” Det lyder næsten som om bankkontoen faktisk blev spærret. Den slags hører man jo. Forhåbentlig er det ikke et suggestivt manipulerende twist på historien, men blot et forsøg på billeddannelse. Men holder sammenligningen? Kan det passe at karantæne fra Facebook svarer til at blive afskåret fra sine penge så man kan ikke kan få mad, betale husleje osv.? Næppe. Men ytringsfriheden er truet, må vi forstå.

Der er igen tale om en opskruet, alarmistisk retorik som skal placere forfatterne som samfundets vågne øje og hvasse pen, på vagt mod kræfter der truer demokratiets institutioner og værdier. Med bragesnak iscenesætter forfatterne sig – via deres akademiske akkreditiver – som uforfærdede repræsentanter for forskningen. Men retorikken er pinlig og kontraproduktiv og sætter humanister i et dårligt lys som letantændelige gemytter, alt for ivrige efter at markere sig og vække opsigt. Fortsæt ad den vej, og humaniora ender i pauseklovnens rolle.

Full disclosure: Denne blogs indehaver ser generelt med skepsis og mistro på Center for Information og Boblestudier (alene navnet!) og har tidligere ytret sig kritisk om centerleder Vincent Hendricks’ synspunkter. Se ”… en ny form for ansvarlighed … psr” og ”Vi har behov for samfundsansvarlig forskning”.

[1] Ytringsfrihed er blevet kapitaliseret af techgiganter, fredag d. 20. april 2018.