Jeg har til Sjællandske Medier (12/03/2022) skrevet en kronik ved toårsdagen for den store nedlukning d. 11. marts 2020. Det er en refleksion over det fælles historiske perspektiv i disse års store kriser og udfordringer. Kronikken kan findes frem gennem KB’s indgang til Infomedia (kræver login) via dette link: https://apps-infomedia-dk.ep.fjernadgang.kb.dk/MedieArkiv/link?articles=e8b9f12c eller ved søgning på >To år med Corona: En ny epoke?<
Ordlyden gengives her:
Der er gået to år siden den store COVID-19-nedlukning, og vi er kommet ud på den anden side med skindet på næsen. Landets ledere udviste handlekraft og befolkningen solidaritet. Det var slemt for de syge og kostede samfundet mange penge. Nogle grupper betalte en ekstra pris, ikke mindst børnene, som blev unddraget deres skolegang. Men det er fortid nu, virussen er på retur, og vi er bedre skikket til at håndtere den næste gang. Pandemien gav også skubbet til visse permanente forandringer, f.eks. mere fjernarbejde, som kan være et gode for mange. Længslen efter det normale har dog været styrende for ønsker og forventninger til fremtiden i løbet af de to år.
Det ønske bliver ikke opfyldt lige nu. Krigen er brudt ud. Det er ikke en tilfældig episode, men en stor sikkerhedspolitisk udfordring, også på den anden side af våbenhvile og eventuel fredsslutning i Ukraine. Det er næppe muligt at overdrive betydningen af hvad der sker på slagmarken i disse dage. Påtrængende problemer af stor alvor kræver altid fuld opmærksomhed, også på bekostning af andre vigtige ting.
På længere sigt er det noget andet. På samme måde som pandemien blev overvundet, bliver Rusland en dag tvunget til at tøjle sin aggression over for naboerne. Ligesom med truslen om nye pandemier lærer vi at håndtere sikkerhedstruslen fra den kant og får forhåbentlig lange perioder med fred.
Men der er meget andet at tænke på. For ti år siden levede vi stadig i slutningen af en stor finanskrise, som de mest pessimistiske fik talt op til en trussel om globalt økonomisk sammenbrud og den liberale kapitalismes endeligt. Kombinationen af COVID-19-efterdønninger i de globale værdikæder, det ødelagte forhold til Rusland og omstillingen fra fossilt brændsel, tegner i dag til at udløse en energiforsyningskrise; denne kan igen nære en i forvejen problematisk inflation i økonomien. Der er ikke udsigt til harmoni og ligevægt i den kommende tid.
I mit fag, historie, tænker man ofte over forholdet mellem på den ene side de genkommende kriser, katastrofer og transformationer, på den anden side den langsigtede udvikling. De enkelte store begivenheder er ikke ligegyldige sving og hældninger på vejen, men former retningen. Det er populært at sammenfatte serier af sådanne begivenheder i perioder, f.eks. mellemkrigstiden 1918-1939, Den Kolde Krig 1947-1991, eller – med en kobling af krige og kriser der hører sammen – Det Korte 20. Århundrede 1914-1991.
Er der mon noget periodeskabende i vor tids begivenheder, når man ser dem samlet? COVID-19-nedlukningen er et godt udgangspunkt for at skitsere et bekræftende svar, også selv om den i sig selv er et overstået kapitel med kun beskedne spor i hverdagen.
Nøgleordet er den rolle og den vægt, staten har i samfundet. Vi fik et varsel om det allerede under finanskrisen, da det blev klart, at penge- og kreditsystemet trængte til øget overvågning og kontrol. Også en stærk konjunkturregulerende økonomisk politik fik dengang en genopblomstring, som er fortsat under COVID-19-krisen. Denne kaldte desuden på øget statslig aktivisme i den løbende sundhedspolitik, herunder en omfattende og for nogle kontroversiel regulering af civilsamfundet.
Samfundsudviklingen må forventes at fortsætte i dette spor. Den sikkerhedspolitiske ændring kræver penge, beslutningsevne og måske nye former for militær mobilisering af borgerne. Energiforsyning, infrastruktur og ikke mindst den bredere klimapolitik, med CO2-reduktion, diverse afværgeforanstaltninger og fremme af biodiversitet, er også investeringstung og kan ikke drives af markedet – men nok stadig i betydelig grad gennem markedet. Alt sammen indebærer, at en øget andel af samfundets pengestrømme kanaliseres gennem de offentlige kasser og styres af eksperter og politikere.
Dette er ikke i sig selv periodedannende. Vi er vant til en stærk og omfattende stat. Det nye ligger i bruddet med gamle vaner og forhåbninger. Som almindelige borgere ser vi det offentlige som et serviceorgan, vi betaler til kollektivt, men nyder godt af individuelt. Vi skal nu vænne os til omlægninger, som kan lede ressourceandele væk fra de almindelige velfærdsforanstaltninger – sundhed, pleje, uddannelse og social forsikring – over mod ting, der skal beskytte hele samfundet mod trusler ’udefra’, såvel naturmiljøet som andre stater. Det er ikke sikkert, det går sådan med prioriteringen, men det er meget muligt.
I det politiske spektrum har højrefløjen for længst accepteret et højt niveau af skatteopkrævning, men fundet tryghed i, at der er opnået en konsensusbåret balance, hvor man kan nøjes med at hyggeskændes med de røde om marginale beløb. Centrum-højre skal nu vænne sig til stigende skattetryk.
Venstrefløjen får det værre. Mange her glæder sig til den større og mere aktive stat ud fra en forventning om, at når valgte politikere bestemmer over pengene og kan fordele dem efter bedste samfundsmæssige interesse, bliver det mere ’demokratisk’, end når private borgere gør det via markedet. Det bliver en skuffelse. Jo større opgaverne og beløbene er, desto større bliver også behovet for stram økonomistyring baseret på ekspertanalyser. Modellernes estimerede marginalnytte, ikke forsamlingshusdemokratiet kommer til at stå for afgørelserne. De store beslutninger træffes stadig af valgte politikere med ideologisk hældning, men forhåbentlig nogen som evner at sætte sig ud over den daglige pression fra vælgerkoalitioner og erhvervsgrupper. Dette brud med vaner og forventninger ses mange steder i verden og signalerer et periodeskift. Det er imidlertid ikke udvidelsen af staten i Vesten der kommer til at danne egentlig historisk epoke, men udfaldet af den globale konkurrence mellem dette system og Kinas autoritære statskapitalisme.