Vismændene, løndannelsen og manglen på faglærte

”Hvor mange økonomer skal der til for at skifte en udbrændt pære?” Svar: ”Ingen ­– udbud og efterspørgsel sørger for at det sker.”

I en ny rapport[1] vender De Økonomiske Råds Formandskab sig mod en opprioritering af de erhvervsfaglige uddannelser (tidligere kendt som lærlingeuddannelsen) på bekostning af gymnasieuddannelsen. Vi har faglærte arbejdere nok, det har vi altid haft, og sådan vil det formentlig også være i fremtiden, når blot man udviser tålmodighed og lader markedspladsens tryllestøv få tid til at virke.[2] Ligevægt på arbejdsmarkedet opstår spontant gennem fire mekanismer: skift i lønstruktur, ændringer i det internationale handelsmønster, ny teknologi, samt migration. Disse faktorer vil ”på sigt” sørge for et godt match mellem udbud og efterspørgsel på arbejdskraft.[3]

Vil man understøtte håndværkeruddannelserne, bør det ifølge vismændene ikke ske ved at omdirigere de unges uddannelsesvalg og mindske strømmen til gymnasiet. Det er økonomisk set en dårlig idé. Hver person der flyttes væk, vil modtage lavere livsindkomst, ligesom indbetalingen til samfundets fælles kasse i form af skatter og afgifter bliver mindre.[4] Gymnasieuddannede har nemlig højere indkomster end ikke-gymnasieuddannede: De tjener mere og betaler mere i skat. At pille ved adgangen til gymnasiet indebærer et samfundsøkonomisk tab.

Denne analyse bygger på alment anerkendte læresætninger: 1) Den økonomiske vækst i samfundet er afhængig af stigende produktivitet, og produktivitetsudviklingen er i væsentlig grad knyttet til investering i human kapital, som igen er afhængig af de muligheder for formel uddannelse der er til rådighed; 2) den enkeltes produktivitet spejles i hans eller hendes aflønning.[5]

Eksempelvis ingeniørens arbejdskraft bygger på langvarig skoling. Ingeniøren yder med sin systematisk erhvervede viden og kunnen solide bidrag til værditilvæksten i produktionen ved at identificere, planlægge og implementere de bedst egnede af de foreliggende tekniske løsningsmuligheder. Dette underbygger muligheden for at producere store mængder af varer og tjenesteydelser der kan afsættes til en høj pris. Ingeniører bidrager også mere end andre faggrupper til videreudvikling af teknologien, dvs. hæve loftet for produktivitetsudviklingen. Da ingeniørkvalifikationerne er relativt knappe – ikke alle orker eller evner at gennemføre uddannelsen – honoreres deres indehavere med højere løn end andre. Det sørger markedsmekanismen for.

Vismændene indrømmer at der kan være rationelle og legitime grunde til at man ønsker at fremme de faglige uddannelser, selv hvis det skal være på gymnasiets bekostning, men fastholder at det ud fra en økonomisk betragtning er uhensigtsmæssigt.[6] Konklusionen ligger tæt på synspunkter hos f.eks. Det Radikale Venstre og Dansk Magisterforening om at mere uddannelse altid er af det gode, og at enhver afvigelse herfra spejler enten en mangel på oplysning og indsigt eller ideologiske fordomme.

Det er ærgerligt at vismændene så ubekymret og uforbeholdent støtter den tankegang under påberåbelse af deres egen sagkundskab funderet i økonomisk teori. De har nemlig ikke fået det hele med, trods en generelt tålmodig og grundig argumentation i rapporten.

De går ud fra at lønnen afspejler den givne gruppes gennemsnitlige produktivitet.[7] Økonomer argumenterer ellers altid for at man skal anlægge en marginal betragtning. Personer udstyret med en gymnasial (og ofte videregående) uddannelse har forskellig produktiv formåen i reale termer, også selv om de hæver nogenlunde den samme løn. Dette betyder at hvis man afskærer en mindre gruppe fra gymnasiet – nemlig de mindst kapable ud fra gymnasieskolens målsætning – vil det økonomiske tab ved at de pågældende dirigeres i en anden retning være relativt lille, ligesom ressourcebesparelsen ved at lukke pladser på uddannelsen vil være relativt stor. Ikke alle tabte studentereksamener er tabte ingeniører.

Vismændene går imidlertid ud fra at det økonomiske tab ved enhver bortsparet plads svarer til gennemsnittet af uddannelsens fremtidige værdi for de enkelte og samfundet. Men så længe det kun er de mindst gymnasieegnede der formenes adgang, og så længe der anvises egnede alternativer for de uheldige, vil det økonomiske tab være, ja, marginalt, hvilket her er det samme som lille.[8]

Også vismændenes antagelser om sammenhængen mellem løn og produktivitet er problematiske, om end det ikke hverken kan eller skal anfægtes at en sådan sammenhæng faktisk er til stede. Ifølge den gængse antagelse om løndannelse ved fuldkommen konkurrence vil lønnen i et givet job ligge på niveau med det beløb som den ekstra produktion der kommer ud af den sidst ansattes arbejde, kan indhente på varemarkedet. Eller sagt på en anden måde: Arbejdsgiveren hyrer folk op til det punkt hvor udgiften til den marginale arbejders løn netop modsvares af det marginale provenu ansættelsen resulterer i.

Denne markedsmekanisme bidrager stærkt til ligevægtsskabelsen på arbejdsmarkedet og til at arbejdsmarkedet og varemarkedet indgår i en samlet ligevægt hvor lønmodtagerne kan finde jobs og arbejdsgiverne kan finde ansatte der er villige til at arbejde for en driftsmæssigt bæredygtig løn.

Så langt, så godt. Men vismændene går for vidt når de hævder at lønnen ækvivalerer produktiviteten, dvs. direkte og i reale termer modsvarer den værditilvækst der kommer ud af lønmodtagerens arbejde. Løndannelsen bliver, ud over frikonkurrencemodellens markedsmekanisme, også styret af forhandlingsprocesser, af historisk nedarvede lønhierarkier og af sociokulturelle normer, og ydermere af opdelingen af arbejdsmarkedet i segmenter der påvirker hinanden uden at være fuldt integreret, i særdeleshed skellet mellem det private og det offentlige arbejdsmarked.

Den enkelte økonomiske aktør opererer ikke på et fuldt transparent og fleksibelt arbejdsmarked, men er nødt til dels at bruge tommelfingerregler, dels at tænke ’strategisk’ for at nå frem til rationelle beslutninger. Her er ’uddannelse’, f.eks. gymnasieuddannelsen, ofte og i høj grad i spil. Den fungerer som markør for begge parter i en transaktion. Den repræsenterer et produktivt potentiale, som imidlertid kan have en delvist fiktiv karakter.

I det omfang dette er tilfældet, bliver lønnen en direkte funktion af uddannelsesniveauet, ikke af det som uddannelsen sætter lønmodtageren i stand til at yde i rollen som producent. Inden for rammen af nationalregnskabets bogholderi vil den udbetalte løn stadig udgøre modtagerens bidrag til værditilvæksten. Dette vil langtfra være en total forvrængning af det ’virkelige’ billede, men afvigelser af en vis størrelse vil utvivlsomt optræde.

Relevansen for den aktuelle debat er at de føromtalte marginale gymnasieuddannede personer, som kunne være målgruppen for en omdirigering til de erhvervsfaglige uddannelser, helt eller delvis opnår deres lønmæssige uddannelsespræmier uden i strikt økonomisk forstand at være ’berettiget’ til det. Men de nyder godt af den prestige uddannelsen besidder, det være sig af traditionsbårne eller pragmatiske årsager.

Med lidt ond vilje kan man sige at der ligger et element af rent-seeking i dette. Det er dog ikke ud fra suspekte motiver, men en konsekvens af den værdi uddannelse tilskrives i samfundet baseret på de normer dets velsituerede medlemmer hylder. Tendensen understøttes af at både kolleger i de pågældendes fag og af nogle lærere på de institutioner der uddanner dem, nødigt ser den prestige og økonomiske værdi deres område nyder, blive problematiseret, men i heftige vendinger går imod alle ændringer i uddannelseslandskabet. Meningerne er dog delte idet andre lærere tværtimod ser en mulighed for at opretholde f.eks. gymnasieskolens prestige ved at udvise selvjustits og insistere på at de faglige normer kan og bør holdes i hævd gennem adgangskrav og anden aktiv prioritering mellem forskellige ungdomsuddannelser som kan medføre at færre får adgang til de hellige haller.

Den vigtigste pointe i forhold til vismændenes analyse er at deres påstået skarpe og solide skillelinje mellem et ’politisk’ synspunkt og en rent fagøkonomisk betragtning har store huller. Antagelserne om uddannelse som en værdiskabende produktionsfaktor og om arbejdsmarkedets evne til at bringe sig selv i ligevægt er overordnet rigtige nok, men de er for generelle og derfor utilstrækkelige. En økonomisk betragtningsvinkel bør indbefatte flere elementer. Når det sker, åbnes gode muligheder for at diskutere hvor høj de unges gymnasiefrekvens bør være, hvordan adgangskriterierne skal være, og hvilken balance der er passende mellem gymnasiesektoren og andre uddannelser. Arbejdsmarkedet indeholder ligevægtsskabende kræfter, men nogle gange har de brug for en hjælpende hånd – også uddannelsespolitisk – for at slå igennem. Nogen skal udskifte pæren.

Dette ændrer sig ikke principielt ved den store ungdomsuddannelsesreform der nu er på bedding. Heller ikke her er det rimeligt alene at lægge til grund at jo flere uddannelsesår og jo højere eksamener vi får, desto rigere bliver samfundet.       


[1] ”Erhvervsuddannelse”, kapitel 4 i Diskussionsoplæg udarbejdet af formandskabet for De Økonomiske Råd til møde i Det Økonomiske Råd tirsdag den 8. oktober 2024, s. 189-243.

[2] ”Erhvervsuddannelse”, s. 201 (boks 4.1), 202, 203, 235.

[3] ”Erhvervsuddannelse”, s. 193.

[4] ”Erhvervsuddannelse”, s. 192.

[5] ”Erhvervsuddannelse”, s. 204, 213, 234, 235, 238. Henvisningerne gælder det sidste af de to punkter. Det første punkt er ikke ekspliciteret i rapporten, men antages ikke desto mindre at udgøre en del af grundlaget.

[6] ”Erhvervsuddannelse”, s. 238.

[7] ”Erhvervsuddannelse”, s. 204

[8] Vismændene kommer flygtigt ind på denne sammenhæng idet de forudser lavere produktivitet og lavere løn hvis de videregående uddannelser i stigende grad frekventeres af ”personer, der har ringere boglige evner” (s. 225), men drager ikke de videre konsekvenser.

Økonomi for historikere 12-13: Forelæsning

Gennnem linket på denne linje kan du lytte til en forelæsning (15. maj 2023) for Københavns Universitets BA-studerende i historie. Den indgår som sjette forelæsning (se også Økonomi for historikere 1-4,  Økonomi for historikere 5-6Økonomi for historikere 7-8Økonomi for historikere 9 og Økonomi for historikere 10-11, i et syvugers kursusmodul om økonomi og økonomisk historie. Du kan også tilgå de slides som blev vist. Læs vejledningen nedenfor hvis du vil have bedst muligt udbytte af materialet.

Forelæsningen er et første oplæg til to senere dobbelttimer om følgende emner:

10) Den offentlige sektor og velfærdsstaten

11) Miljø og klima

Forud for timerne læses forskellig litteratur som indgår i kursets eksamenspensum. Det er ikke nødvendigt at have læst materialet for at følge med i forelæsningen.

Forelæsningens slides er nummererede (øverst til højre på hvert af dem). Nedenfor kan du se på hvilke tidspunkter i forelæsningen de blev vist. Det giver dig en mulighed for at skifte billede på det rigtige tidspunkt hvis du ser på slide-serien samtidig med at du lytter til forelæsningen.

Du kan også vælge at begynde med at blade gennem serien af slides og så gå hen til det tilsvarende sted i lydfilen hvis du finder noget af særlig interesse. Billedernes numre og de omtrentlige positioner de skal ses fra, er:

#01 00:00:00

#02 00:01:37

#03 00:12:40

#04 00:21:00

#05 00:28:18

#06 00:36:52

#07 00:43:20

#08 00:50:25

#09 00:58:28

#10 01:01:46

#11 01:02:47

#12 01:04:38

#13 01:06:44

#14 01:13:58

#15 01:20:26

#16 01:23:58

#17 01:38:58

Se også posten Hvad er økonomi?

Økonomi for historikere 10-11: Forelæsning

Gennnem linket på denne linje kan du lytte til en forelæsning (8. maj 2023) for Københavns Universitets BA-studerende i historie. Den indgår som femte forelæsning (se også Økonomi for historikere 1-4,  Økonomi for historikere 5-6, Økonomi for historikere 7-8 og Økonomi for historikere 9) i et syvugers kursusmodul om økonomi og økonomisk historie. Du kan også tilgå de slides som blev vist. Læs vejledningen nedenfor hvis du vil have bedst muligt udbytte af materialet.

Forelæsningen er et første oplæg til to senere dobbelttimer om følgende emner:

10) International økonomi

11) Samfundsmodeller og sociale konflikter i økonomisk perspektiv

Forud for timerne læses forskellig litteratur som indgår i kursets eksamenspensum. Det er ikke nødvendigt at have læst materialet for at følge med i forelæsningen.

Forelæsningens slides er nummererede (øverst til højre på hvert af dem). Nedenfor kan du se på hvilke tidspunkter i forelæsningen de blev vist. Det giver dig en mulighed for at skifte billede på det rigtige tidspunkt hvis du ser på slide-serien samtidig med at du lytter til forelæsningen.

Du kan også vælge at begynde med at blade gennem serien af slides og så gå hen til det tilsvarende sted i lydfilen hvis du finder noget af særlig interesse. Billedernes numre og de omtrentlige positioner de skal ses fra, er:

#01 00:00:00

#02 00:01:12

#03 00:02:42

#04 00:38:35

#05 00:59:00

#06 01:03:10

#07 01:07:29

#08 01:10:15

#09 01:18:28

#10 01:19:00

#11 01:22:45

Se også posten Hvad er økonomi?

Økonomi for historikere 9: Forelæsning

Gennnem linket på denne linje kan du lytte til en forelæsning (1. maj 2023) for Københavns Universitets BA-studerende i historie. Den indgår som fjerde forelæsning (se også Økonomi for historikere 1-4,  Økonomi for historikere 5-6 og Økonomi for historikere 7-8) i et syvugers kursusmodul om økonomi og økonomisk historie. Du kan også tilgå de slides som blev vist. Læs vejledningen nedenfor hvis du vil have bedst muligt udbytte af materialet.

Forelæsningen er et første oplæg til en senere dobbelttime om følgende emne:

9) Økonomifagets historiske udvikling og rolle i samfundet

Desuden giver forelæsningen en opsummering af de otte første dobbelttimer og sammenhængen mellem dem.

Forud for timerne læses forskellig litteratur som indgår i kursets eksamenspensum. Det er ikke nødvendigt at have læst materialet for at følge med i forelæsningen.

Forelæsningens slides er nummererede (øverst til højre på hvert af dem). Nedenfor kan du se på hvilke tidspunkter i forelæsningen de blev vist. Det giver dig en mulighed for at skifte billede på det rigtige tidspunkt hvis du ser på slide-serien samtidig med at du lytter til forelæsningen.

Du kan også vælge at begynde med at blade gennem serien af slides og så gå hen til det tilsvarende sted i lydfilen hvis du finder noget af særlig interesse. Billedernes numre og de omtrentlige positioner de skal ses fra, er:

#01 00:00:00

#02 00:02:00

#03 00:05:32

#04 00:14:02

#05 00:16:38

#06 00:20:24

#07 00:27:32

#08 00:36:53

#09 00:46:04

#10 00:56:28

#11 01:00:48

#12 01:06:20

#13 01:11:06

#14 01:16:08

#15 01:22:40

#16 01:25:10

#17 01:27:46

Se også posten Hvad er økonomi?

Økonomi for historikere 7-8: Forelæsning

Gennnem linket på denne linje kan du lytte til en forelæsning (24. april 2023) for Københavns Universitets BA-studerende i historie. Den indgår som tredje forelæsning (se også Økonomi for historikere 1-4 og Økonomi for historikere 5-6) i et syvugers kursusmodul om økonomi og økonomisk historie. Du kan også tilgå de slides som blev vist. Læs vejledningen nedenfor hvis du vil have bedst muligt udbytte af materialet.

Forelæsningen er et første oplæg til to senere dobbelttimer om hver sit emne:

7) Den økonomiske politik

8) Danmarks økonomiske historie

Forud for timerne læses forskellig litteratur som indgår i kursets eksamenspensum. Det er ikke nødvendigt at have læst materialet for at følge med i forelæsningen.

Forelæsningens slides er nummererede (øverst til højre på hvert af dem). Nedenfor kan du se på hvilke tidspunkter i forelæsningen de blev vist. Det giver dig en mulighed for at skifte billede på det rigtige tidspunkt hvis du ser på slide-serien samtidig med at du lytter til forelæsningen.

Du kan også vælge at begynde med at blade gennem serien af slides og så gå hen til det tilsvarende sted i lydfilen hvis du finder noget af særlig interesse. Billedernes numre og de omtrentlige positioner de skal ses fra, er:

#01 00:00:00

#02 00:00:20

#03 00:01:40

#04 00:07:23

#05 00:14:36

#06 00:31:00

#07 00:37:28

#08 00:39:36

#09 00:42:38

#10 00:46:40

#11 00:47:30

#12 00:49:30

#13 00:51:25

#14 00:52:38

#15 00:56:00

#16 00:58:34

#17 00:59:42

#18 01:05:12

#19 01:08:09

#20 01:15:10

#21 01:15:18

#22 01:16:26

#23 01:17:46

#24 01:21:19

#25 01:27:35

Se også posten Hvad er økonomi?

Økonomi for historikere 5-6: Forelæsning

Gennnem linket på denne linje kan du lytte til en forelæsning (17. april 2023) for Københavns Universitets BA-studerende i historie. Den indgår som anden forelæsning (se også Økonomi for historikere 1-4) i et syvugers kursusmodul om økonomi og økonomisk historie. Du kan også tilgå de slides som blev vist. Læs vejledningen nedenfor hvis du vil have bedst muligt udbytte af materialet.

Forelæsningen er et første oplæg til to senere dobbelttimer om hver sit emne:

5) Vækst og transformation

6) Firmaet

Forud for timerne læses forskellig litteratur som indgår i kursets eksamenspensum. Det er ikke nødvendigt at have læst materialet for at følge med i forelæsningen.

Forelæsningens slides er nummererede (øverst til højre på hvert af dem). Nedenfor kan du se på hvilke tidspunkter i forelæsningen de blev vist. Det giver dig en mulighed for at skifte billede på det rigtige tidspunkt hvis du ser på slide-serien samtidig med at du lytter til forelæsningen.

Du kan også vælge at begynde med at blade gennem serien af slides og så gå hen til det tilsvarende sted i lydfilen hvis du finder noget af særlig interesse. Billedernes numre og de omtrentlige positioner de skal ses fra, er:

#01 00:00:00

#02 00:02:37

#03 00:06:28

#04 00:16:25

#05 00:19:37

#06 00:23:30

#07 00:27:11

#08 00:30:05

#09 00:31:00

#10 00:33:55

#11 00:37:20

#12 00:38:57

#13 00:41:30

#14 01:04:04

#15 01:09:30

#16 01:13:10

#17 01:14:55

#18 01:16:48

#19 01:17:08

#20 01:17:45

#21 01:20:05

#22 01:20:37

#23 01:22:06

#24 01:22:37

Se også posten Hvad er økonomi?

Økonomi for historikere 1-4: Forelæsning

Gennnem linket på denne linje kan du lytte til en forelæsning (27. marts 2023) for Københavns Universitets BA-studerende i historie. Den indgår i et syvugers kursusmodul om økonomi og økonomisk historie. Du kan også tilgå de slides som blev vist. Læs vejledningen nedenfor hvis du vil have bedst muligt udbytte af materialet.

Forelæsningen er et første oplæg til fire senere dobbelttimer om hver sit særlige emne:

1) Hovedfaser i økonomisk historie

2) Prisdannelse og konkurrence

3) Arbejdskraft og kapital

4) Penge

Forud for timerne læses forskellig litteratur som indgår i kursets eksamenspensum. Nogle af forfatterne eller titlerne omtales kort undervejs i forelæsningen, men det er ikke nødvendigt at have læst materialet for at følge med i forelæsningen.

Forelæsningens slides er nummererede (øverst til højre på hvert af dem). Nedenfor kan du se på hvilke tidspunkter i forelæsningen de blev vist. Det giver dig en mulighed for at skifte billede på det rigtige tidspunkt hvis du ser på slide-serien samtidig med at du lytter til forelæsningen.

Du kan også vælge at begynde med at blade gennem billederne og så gå hen til det tilsvarende sted i lydfilen hvis du finder noget af særlig interesse. Billedernes numre og de omtrentlige positioner de skal ses fra, er:

#01 00:00:00

#02 00:01:00

#03 00:04:45

#04 00:15:30

#05 00:20:45

#06 00:23:45

#07 00:26:40

#08 00:29:00

#09 00:31:00

#10 00:33:30

#11 00:37:10

#12 00:39:00

#13 00:40:00

#14 00:42:15

#15 00:44:15

#16 00:45:40

#17 00:48:30

#18 00:48:40

#19 01:06:30

#20 01:06:35

#21 01:15:10

#22 01:16:10

#23 01:19:30

#24 01:21:30

#25 01:23:00

#26 01:23:20

#27 01:30:00

#28 01:40:30

Se også posten Hvad er økonomi?

Hvad er økonomi?

Her kan du lytte til en forelæsning (Københavns Universitet, d. 14. november 2022) som introducerer studerende på historiefagets BA-uddannelse til emnet økonomi. Du kan også tilgå de slides som blev vist. I det følgende angives for hvert nummereret slide det omtrentlige tidspunkt i lydfilen hvor det omtales:

#01 00:01:55

#02 00:03:30

#03 00:07:20

#04 00:18:20

#05 00:24:05

#06 00:43:00

#07 00:50:40

#08 00:54:50

#09 01:13:35

#10 01:17:20

#11 01:18:45

Se også posten Økonomi for historikere 1-4

Svensk værk om økonomisk historie

[Denne anmeldelse er trykt i tidsskriftet Fabrik og Bolig, 2021]

Lena Andersson-Skog m.fl. (red.): Vad är ekonomisk historia?, Lund 2020 (Studentlitteratur),  363 s., SEK 309.

I Skandinavien har Sverige gennem mange år været førende inden for økonomisk historie, hvilket klart illustreres af denne vellykkede bog. Hele 25 forfattere fra syv forskellige læreanstalter hvor disciplinen trives, har bidraget til de i alt 13 kapitler. Den tematiske og metodiske spændvidde inden for det relativt beskedne sideantal er stor uden at bogen af den grund virker fragmenteret. Det er en lærebog beregnet på grundkurser i økonomisk historie, men kan med udbytte læses af alle interesserede, også de allerede indviede. Som støtte til undervisningen er hvert kapitel forsynet med en række arbejdsspørgsmål samt en kort litteraturvejledning og en noget længere ukommenteret litteraturliste. Dette øger bogens brugbarhed som en hurtig, men solid indgang til de emner den dækker. Fremstillingsstilen er pædagogisk og ukunstlet, hvilket givetvis også er nødvendigt. Stoffet er nogle steder ret vanskeligt og komprimeret; mange studerende vil have svært ved at kapere alle pointerne ved deres egen første læsning. Men suppleret med en nærmere gennemgang i undervisningslokalet frembyder bogen en introduktion der er både klar og dybtgående. Man kan godt nå gennem den på et semester.

Faget økonomisk historie har rødder tilbage til midten af det 19. århundrede. I mellemtiden har der været adskillige forgreninger og brud, som det vil tage for lang tid at opregne her. Sagt meget groft kan man i dag skelne mellem tre retninger. Den første er forholdsvis konventionel historieskrivning, blot om emner der er relateret til økonomien, f.eks. industrihistorie eller firmahistorie. Den anden er økonomisk teori appliceret på fortidige begivenheder. Den tredje retning, som er den dominerende i Sverige, betragter økonomisk historie som en hybrid eller ligefrem et selvstændigt fag. Det er en variant af historiefaget, dvs. fortiden studeres med bredt sigte og med henblik på det historisk specifikke. Men økonomisk historie tager afsæt i et mere omfattende beredskab inden for økonomisk teori og statistisk metode end historiefagets hovedstrøm er villig til at stræbe efter. Derfor praktiseres økonomisk historie en del steder i særlige ’institutioner’ som hverken er økonomiske eller historiske institutter, men uddanner kandidater og ph.d.er i selvstændige programmer med rødder i både det samfundsvidenskabelige og det humanistiske.  Langt det største af disse særlige institutter hører hjemme ved Lunds universitet.

Et af de indledende kapitler handler om teorier inden for økonomisk historie. De mange begreber introduceres så hurtigt og kort at den ikke-initierede kan få behov for supplerende læsning eller anden hjælp til tilegnelsen. En ting fremgår dog tydeligt, nemlig at man langt hen benytter sig af økonomisk mainstream-teori, men også af såkaldt heterodoks (afvigende) teori samt diverse teoretiske nicher for at kunne anlægge forskellige perspektiver på stoffet. Det fremhæves også at nyere økonomisk historie lægger vægt på kønsperspektivet. I det følgende kapitel om fagets metode gennemgås først en række principper og greb som man også finder hos andre historikere. Derefter kommer et afsnit om tidsserier og andet statistisk materiale samt de i nogle tilfælde ret avancerede modeller og teknikker der kan komme i spil for at udnytte disse kilder på rette måde.

De efterfølgende kapitler handler om hvert deres emne eller problemfelt. De er alle interessante og brugbare. Enkelte forekommer dog værd at fremhæve, heriblandt kapitel 5 om vækst og transformation, som med sine 36 sider er bogens længste. Det forener en historisk oversigt med en klar gengivelse af de adskillige teoretiske figurer som gennem tiden er blevet udviklet for at forklare den moderne højvækst. Nogle teorier konkurrerer mod hinanden om indflydelse, men nye tendenser kan lige så let ses som en løbende tilvækst i viden om hvad økonomisk vækst er og hvilke faktorer den er betinget af. Med sine diskussioner af hvorvidt vækstens langtidstrend i den seneste tid er skiftet varigt nedad eller ikke, og hvorvidt de metoder vi bruger til at måle vækst, overhovedet er retvisende og passer til vor tids forandringsprocesser, bliver dette kapitel om et af den økonomiske histories mest centrale temaer ført fint ajour.

Også kapitlet om økonomi og miljø imponerer. Efter indledende bemærkninger om hvad der adskiller generel miljøhistorie fra økonomisk miljøhistorie, vælger forfatterne klogt at fokusere på energiforbruget, som altid har formet historien på afgørende måder og i dag står endnu mere centralt end tidligere på grund af problemet med drivhusgasserne, især CO2-udslippet. I fremstillingen er der en fin balance mellem på den ene side de akutte behov for at handle, på den anden side et syn på miljø og klima som noget der, både på markedet og politisk, prissættes og prioriteres i forhold til andre ting. Man kan ikke i praksis redde kloden alene ved moralsk holdning og fast vilje. I et optimistisk økonomisk perspektiv er forventningen at ny teknologi vil ændre de relative priser, altså billiggøre miljøinvesteringer, således at det bliver lettere at gøre mere for at løse klimaproblemerne uden at opgive alle andre ting man sætter pris på – både bogstavelig talt og i betydningen: at værdsætte noget. Eftersom både den fremtidige værdi af et investeringsbeløb (målt ved rentesatsen) og teknologiens udviklingshastighed er vanskelige at estimere, indebærer denne forhåbning ikke just en løsning på prioriteringsproblemet i dag, men teori og erfaring illustrerer ikke desto mindre vigtigheden af at træffe valgene ud fra realistiske, sagligt begrundede forventninger både om klimaproblemets omfang og tendens og om de nuværende og fremtidige muligheder, økonomisk så vel som teknisk, for at håndtere det.

På grund af en anmeldelses begrænsede plads skal kun endnu ét kapitel fremhæves, nemlig det om finansmarkeder og penge. Det udmærker sig ved en kort og klar bestemmelse af hvad penge overhovedet er. Den traditionelle definition går ud på at penge har tre funktioner: prismålestok, omsætningsmiddel og værdiopbevaringsmiddel. Forfatterne tilføjer at penge er uløseligt knyttet til kredit: Når en betaling med metalbaserede eller rent symbolske penge (mønter og sedler) udsættes, gives der kredit. En monetær transaktion finder sted forud for den endelige afbalancering mellem parterne. Identiteten gælder også den anden vej: At give kredit er at skabe penge. Penge repræsenterer en forbrugsmulighed, hvilket netop er indbegrebet af kredit. Disse bestemmelser er væsentlige for at forstå det finansielle systems historiske udvikling og tager desuden brodden af de senere års kritik af de finansielle institutioner for at bygge på spekulative fiktioner frem for solide og ordentlige, ’rigtige’ penge. Den opfattelse at fremtidige betalinger er lige så virkelige som nutidige, har gjort sig gældende lige siden købmandsvæsenets opståen.

Mens kapitlet således står for en afdæmonisering af den finansielle branche, lægges der på den anden side ikke skjul på at det finansielle system er arnestedet for store økonomiske kriser. Eksemplerne opregnes, og der gøres rede for hvordan institutionelle regimenter har svinget mellem liberalistiske og stramt regulerede former. Man kunne nok i det lys have ønsket sig en udlægning af hvorfor netop det finansielle system er en vedvarende kilde til destabilisering af det samlede økonomiske system, eller med andre ord, hvorfor det er så vanskeligt at ramme et reguleringsniveau der opfylder Guldlok-kriteriet: Ikke for stramt og ikke for løst, men lige tilpas. Teori herom er jo udviklet. Man må på den anden side erkende at forfatterne har opereret inden for en meget snæver pladsramme og derfor været tvunget til her og der at vælge relevant stof fra.

Generelt skal man lede længe for at finde fejl og kritisable punkter. Den faglige kvalitet er helt enkelt høj fra forfatternes side, og man fornemmer også en kompetent og omhyggelig redigering bag færdiggørelsen af det samlede værk. Men selvfølgelig er der lidt. I kapitlet om arbejdsmarkedet konstateres at man for godt 100 år siden kunne finde eksempler på at kvinder der arbejdede på akkord som cigarmagere, ikke var underlagt diskrimination i forhold til mandlige kolleger. Dette forholdsvis spinkle materiale fører til en spekulation om at hvis løn blev gjort præstationsafhængig inden for enhver given jobkategori, ville køn miste betydning i løndannelsen. Kapitlet indeholder også, i forlængelse heraf, nogle opsigtsvækkende påstande om at lønhøjde før 1900 ’i stor udstrækning’ var uafhængig af køn, og at man ikke kan tage for givet at løndiskriminationen var større for 125 år siden end den er i dag. Denne tolkning synes styret af en ideologisk insisteren på at påståede forbedringer af kvinders stilling i samfundet dølger sandheden om den strukturelle diskrimination. Symptomatisk for dette figurerer Lars Svenssons arbejde om udfyldelsen af det meste af det gamle løngab via skift i både udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet ikke i litteraturlisten.

Et andet kritikpunkt er fraværet af den økonomiske politiks historie. Der er et udmærket kapitel om staten og statens roller, som imidlertid er meget langsigtet og strukturelt orienteret og ikke dækker den keynesiansk orienterede (og senere Keynes-kritiske) udformning og eksekvering af finans-, penge-, valuta- og arbejdsmarkedspolitik. Heller ikke de økonomiske udfordringer som de voksende velfærdsydelser frembyder, indgår. Det er lidt ærgerlige lakuner i en bog hvis formål er at give en bred introduktion til økonomisk historie. Pragmatisk set er det imidlertid klart at et enkelt bind ikke kan dække det hele. Det er godt nok at dække det meste. Både i anslag, disponering og indhold er der tale om et fint værk som redaktører og forfattere alle har ære af, og som i de kommende år vil være til stor nytte for læsere i hele Skandinavien.  

D. 11. marts og historiens gang

Jeg har til Sjællandske Medier (12/03/2022) skrevet en kronik ved toårsdagen for den store nedlukning d. 11. marts 2020. Det er en refleksion over det fælles historiske perspektiv i disse års store kriser og udfordringer. Kronikken kan findes frem gennem KB’s indgang til Infomedia (kræver login) via dette link: https://apps-infomedia-dk.ep.fjernadgang.kb.dk/MedieArkiv/link?articles=e8b9f12c eller ved søgning på >To år med Corona: En ny epoke?<

Ordlyden gengives her:

Der er gået to år siden den store COVID-19-nedlukning, og vi er kommet ud på den anden side med skindet på næsen. Landets ledere udviste handlekraft og befolkningen solidaritet. Det var slemt for de syge og kostede samfundet mange penge. Nogle grupper betalte en ekstra pris, ikke mindst børnene, som blev unddraget deres skolegang. Men det er fortid nu, virussen er på retur, og vi er bedre skikket til at håndtere den næste gang. Pandemien gav også skubbet til visse permanente forandringer, f.eks. mere fjernarbejde, som kan være et gode for mange. Længslen efter det normale har dog været styrende for ønsker og forventninger til fremtiden i løbet af de to år.

Det ønske bliver ikke opfyldt lige nu. Krigen er brudt ud. Det er ikke en tilfældig episode, men en stor sikkerhedspolitisk udfordring, også på den anden side af våbenhvile og eventuel fredsslutning i Ukraine. Det er næppe muligt at overdrive betydningen af hvad der sker på slagmarken i disse dage. Påtrængende problemer af stor alvor kræver altid fuld opmærksomhed, også på bekostning af andre vigtige ting.

På længere sigt er det noget andet. På samme måde som pandemien blev overvundet, bliver Rusland en dag tvunget til at tøjle sin aggression over for naboerne. Ligesom med truslen om nye pandemier lærer vi at håndtere sikkerhedstruslen fra den kant og får forhåbentlig lange perioder med fred.

Men der er meget andet at tænke på. For ti år siden levede vi stadig i slutningen af en stor finanskrise, som de mest pessimistiske fik talt op til en trussel om globalt økonomisk sammenbrud og den liberale kapitalismes endeligt. Kombinationen af COVID-19-efterdønninger i de globale værdikæder, det ødelagte forhold til Rusland og omstillingen fra fossilt brændsel, tegner i dag til at udløse en energiforsyningskrise; denne kan igen nære en i forvejen problematisk inflation i økonomien. Der er ikke udsigt til harmoni og ligevægt i den kommende tid.

I mit fag, historie, tænker man ofte over forholdet mellem på den ene side de genkommende kriser, katastrofer og transformationer, på den anden side den langsigtede udvikling. De enkelte store begivenheder er ikke ligegyldige sving og hældninger på vejen, men former retningen. Det er populært at sammenfatte serier af sådanne begivenheder i perioder, f.eks. mellemkrigstiden 1918-1939, Den Kolde Krig 1947-1991, eller – med en kobling af krige og kriser der hører sammen – Det Korte 20. Århundrede 1914-1991.

Er der mon noget periodeskabende i vor tids begivenheder, når man ser dem samlet? COVID-19-nedlukningen er et godt udgangspunkt for at skitsere et bekræftende svar, også selv om den i sig selv er et overstået kapitel med kun beskedne spor i hverdagen.

Nøgleordet er den rolle og den vægt, staten har i samfundet. Vi fik et varsel om det allerede under finanskrisen, da det blev klart, at penge- og kreditsystemet trængte til øget overvågning og kontrol. Også en stærk konjunkturregulerende økonomisk politik fik dengang en genopblomstring, som er fortsat under COVID-19-krisen. Denne kaldte desuden på øget statslig aktivisme i den løbende sundhedspolitik, herunder en omfattende og for nogle kontroversiel regulering af civilsamfundet.

Samfundsudviklingen må forventes at fortsætte i dette spor. Den sikkerhedspolitiske ændring kræver penge, beslutningsevne og måske nye former for militær mobilisering af borgerne. Energiforsyning, infrastruktur og ikke mindst den bredere klimapolitik, med CO2-reduktion, diverse afværgeforanstaltninger og fremme af biodiversitet, er også investeringstung og kan ikke drives af markedet – men nok stadig i betydelig grad gennem markedet. Alt sammen indebærer, at en øget andel af samfundets pengestrømme kanaliseres gennem de offentlige kasser og styres af eksperter og politikere.

Dette er ikke i sig selv periodedannende. Vi er vant til en stærk og omfattende stat. Det nye ligger i bruddet med gamle vaner og forhåbninger. Som almindelige borgere ser vi det offentlige som et serviceorgan, vi betaler til kollektivt, men nyder godt af individuelt. Vi skal nu vænne os til omlægninger, som kan lede ressourceandele væk fra de almindelige velfærdsforanstaltninger – sundhed, pleje, uddannelse og social forsikring – over mod ting, der skal beskytte hele samfundet mod trusler ’udefra’, såvel naturmiljøet som andre stater. Det er ikke sikkert, det går sådan med prioriteringen, men det er meget muligt.

I det politiske spektrum har højrefløjen for længst accepteret et højt niveau af skatteopkrævning, men fundet tryghed i, at der er opnået en konsensusbåret balance, hvor man kan nøjes med at hyggeskændes med de røde om marginale beløb. Centrum-højre skal nu vænne sig til stigende skattetryk.

Venstrefløjen får det værre. Mange her glæder sig til den større og mere aktive stat ud fra en forventning om, at når valgte politikere bestemmer over pengene og kan fordele dem efter bedste samfundsmæssige interesse, bliver det mere ’demokratisk’, end når private borgere gør det via markedet. Det bliver en skuffelse. Jo større opgaverne og beløbene er, desto større bliver også behovet for stram økonomistyring baseret på ekspertanalyser. Modellernes estimerede marginalnytte, ikke forsamlingshusdemokratiet kommer til at stå for afgørelserne. De store beslutninger træffes stadig af valgte politikere med ideologisk hældning, men forhåbentlig nogen som evner at sætte sig ud over den daglige pression fra vælgerkoalitioner og erhvervsgrupper.  Dette brud med vaner og forventninger ses mange steder i verden og signalerer et periodeskift. Det er imidlertid ikke udvidelsen af staten i Vesten der kommer til at danne egentlig historisk epoke, men udfaldet af den globale konkurrence mellem dette system og Kinas autoritære statskapitalisme.