Solidarity Forever? Swedish Wage Levels as an Index of Working Class Marginalisation in Post-Golden Age Scandinavia

This paper was presented at the conference on Wages and Global Development since the 1950s/1960s, University of Artois (Arras, France), 9-10 April 2015, organized by Professor Michel-Pierre Chélini. The intended volume containing the contributions will probably be published at the end of 2021.

Abstract:

In Sweden, over the 1960s, -70s and part of the -80s, pay equalization took place across industries, forms of employment and the gender gap. Subsequently, both the gender- and the industry-based differential among wage earners remained within the limited range now arrived at. Contrary to these fixations, wages began to diverge downwards relative to salaries after c. 1990. All the while, the quantitative balance between blue-collar workers and salaried employees shifted too, in favour of the latter group. This process was gradual and went in the same direction throughout the entire period. Enhanced human capital is a valid partial explanation for both changes, yet the increasingly globalized economic regime plays some role in the relative decline of wages. Blue-collar workers are more liable to lose their jobs because of outsourcing, relocation or new trade patterns. They have fewer attractive alternatives in the predominantly white-collar and gender biased (towards women) labour market of the public sector. For the collective of unionized workers, traditional solidarity is still the best available response to these challenges. For the individual, though, opting out of the blue-collar group is probably the better alternative. Even the better-situated portions of the working class seem caught in a process of socio-economic marginalisation.  

Et akademisk lavpunkt for KU. Om udgivelsen Reality Lost

På Københavns Universitets Center for Information og Boblestudier (CIBS) har lederen, professor Vincent Hendricks, sammen med ph.d.-stipendiat Mads Vestergaard udgivet et længere skrift i e-bogform. Titlen er Reality Lost: Markets of Attention, Misinformation and Manipulation, Cham CH (Springer Nature) 2019, https://doi.org/10.1007/978-3-030-00813-0. Jeg opfatter bogen som et statement der skal vise kvaliteten af den forskning der finder sted på CIBS; i hvert fald er den i sit tekniske format bygget op som en akademisk monografi med klassisk kapitelinddeling, navngivne underafsnit og et dokumentationsapparat i form af henvisninger, fodnoter og litteraturliste.

Dette apparat er dog utraditionelt udformet. De fleste henvisninger til trykt litteratur sker i parenteser indsat i brødteksten (desværre ofte uden at angive det specifikke sted i bogen eller artiklen der henvises til), mens de talrige henvisninger til websites er anbragt i fodnoter. Litteraturlisten sidst i bogen omfatter ikke disse webkilder. Dermed sløres det i hvilken grad forfatterne bygger på fund på nettet, sammenlignet med den trykte litteratur. De to medieformater markerer ikke nødvendigvis en forskel i lødighed. Mange fine klassiske værker så vel som nye forskningsbidrag kan downloades. Men da mange af bogens henvisninger er til mere flygtige og usikre kilder, forekommer adskillelsen suspekt. Læseren møder mod slutningen en nydelig litteraturliste fyldt med bøger udgivet på universitetsforlag og artikler fra forskningstidsskrifter, men der gives ikke noget samlet overblik over de talrige andre steder der danner belæg for forfatternes påstande. Resultatet er et falsk indtryk af traditionel akademisk soliditet. Indtrykket bestyrkes af at forfatterne intetsteds gør sig overvejelser over kildegrundlaget.

Bogen er et katalog eller eksempelsamling som opregner: 1) trusler mod det demokratiske samfund i form af informationsoverskud/ opmærksomhedsunderskud; 2) dårlig, fordrejet og løgnagtig nyhedsformidling; 3) politisk manipulation via medierne; 4) opblæste kampagner uden substans; 5) forskellige formater af det førnævnte; 6) populistiske klangbunde for falske budskaber; og 7) demokratiets svære kår når borgerne går misinformerede rundt. Det beskrives hvordan digitaliseringen af samfundet ved massedatabaserede informationsmonopoler og overvågningsteknikker kan føre til totalitær styreform.

En stærk ubalance kendetegner fremstillingen. Budskabet er alarmistisk, uden modererende overvejelser vedrørende truslernes faktiske gennemslagskraft; modsatrettede tendensers styrke; produktivitets- og velfærdsgevinster skabt gennem tech-sektoren og e-medier; eller demokratiets grad af robusthed og evne til at opretholde sig selv. Forfatterne evner ikke at kortlægge grænseområdet mellem suspekte og legitime udnyttelser af den moderne medieverdens og informatikkens potentialer.

Retorikken svarer hertil: En rablende diskurs fuld af kulørte vendinger med hyppige indslag af den talte sprogform, som man kender det fra Vincent Hendricks’ hyppige optrædener i medier og forsamlinger. Uforholdsmæssigt mange eksempler vedrører præsident Trumps valgkamp og den nuværende amerikanske regerings omgang med vælgere og medier. Andre favorittemaer er det skumle erhvervsliv i skikkelse af tech-virksomhederne. Især de store af dem modtager en skævvreden og ensidig behandling af deres rolle i samfundet. Mangfoldigheden i branchen beskrives ikke. Mange argumenter kendes igen fra debatten i de daglige nyheds- og opinionsmedier. Den spidsvinklede polemik der kan tolereres her, transplanteres uden videre ind i en angiveligt forskningsmæssig publikation hvilket har fatale følger for dennes troværdighed og seriøsitet. Bogen er ironisk nok selv et eksempel på den højtråbende, konfrontationssøgende og ensidige kommunikationsform som det er forfatternes angivelige målsætning at afsløre og kritisere.

Forfatterne gør sig flere steder skyldige i manipulation af kendsgerninger, fusk i argumentationen, misvisende tilegnelse af andre forfatteres arbejde, og almindelig inkompetence. Eksempler på dette gennemgås i det følgende i nogenlunde den rækkefølge de optræder. Læseren bedes bære over med den omstændelige fremlæggelse. Den er nødvendig for konkret at påvise hvor uvederhæftig bogen er.

På s. xii (i bogens ”Introduction”) omtales afhængighed af annoncører som et incitament til at tiltrække læsere ved hjælp af konfliktstof og sensationer, hvilket truer selv den etablerede presses troværdighed og integritet. Der kan let, hedder det, gå en lige linje fra at være til fals for annoncekroner til ”misinformation, populisme og politisk manipulation”. Der henvises her til et søjlediagram som viser hvordan der i syv EU-lande er et større eller mindre misforhold mellem borgernes opfattelse af hvor stor en andel af landets befolkning der er født i udlandet, og hvor stor en andel der faktisk er født i udlandet. Der etableres imidlertid ingen sammenhæng mellem påstanden om pressens misinformation og det viste diagram. Diagrammet illustrerer perceptionen blandt borgerne i de pågældende lande, men det er da på ingen måde givet at det er pressens skyld hvis perceptionen ikke stemmer med de faktiske forhold. Med andre ord, forfatterne postulerer en sammenhæng som ikke hverken dokumenteres eller på anden måde underbygges af den graf der henvises til.

En central præmis for forfatterne er at overfloden af information i det moderne samfund har sit modstykke og komplement i underskuddet af opmærksomhed: Et menneske har nu en gang et begrænset antal timer til sin rådighed og en begrænset perceptorisk og intellektuel kapacitet. Forfatterne bringer på s. 2 et kort citat af nobelpristageren i økonomi Herbert A. Simon som netop går ud på at informationsrigdom indebærer knaphed på opmærksomhed. Forfatterne udlægger citatet, som er fra 1971, sådan at Simon ”profetisk” omtalte ”det kommende informationssamfund”. Men der står ingenting om dette, hverken i det direkte citat eller i den kontekst det er trukket ud af, nemlig et symposiebidrag under titlen ”Designing Organizations for an Information-Rich World”. Tværtimod fremgår det tydeligt af Simons bidrag til denne publikation at han ikke agerede profet, men talte om et allerede længe eksisterende fænomen. Problemet med opmærksomhedsunderskud kan imidlertid løses og bliver løst på løbende basis, nemlig ved selektion og strukturering af information på grundlag af relevante kriterier og ved hjælp af passende teknologi og organisation, samt en pragmatisk tilgang. Dette er netop hvad Simons berømte begreber – fra andre dele af hans arbejde – om bounded rationality og satisficing går ud på. I modsætning til forfatterne havde Simon et optimistisk syn på vore muligheder for at håndtere en stor og voksende data- og informationsmængde. Hendricks og Vestergaard misbruger Simon ved at klippe de par linjer ud der kunne understøtte deres egen opfattelse, og ignorere resten.

Som et eksempel på hvordan mediefolk – f.eks. via fake news – tilegner sig folks opmærksomhed og sælger den videre til annoncørerne, omtaler Hendricks og Vestergaard s. 8-10 hvordan en avis i New York i 1835 publicerede en sensationel pseudo-saglig artikelserie om en civilisation af bevingede flagermus-mennesker på månen. De angiver ingen kilder til deres oplysninger. Det forekommer imidlertid helt usandsynligt at forfatterne skulle have identificeret deres case ved egne studier i de oprindelige kilder. En søgning viser da også at episoden allerede for længst er grundigt dækket i litteraturen. Det er en grov forsyndelse mod gældende normer for forskningsarbejde ikke at angive hvorfra man har sin viden.

Historien om månevæsenerne peger desuden på endnu en indholdsmæssig brist i forfatternes arbejde. De gengiver uden forbehold historien som et rammende eksempel på fake news og vildledning af offentligheden. De inddrager ikke den kendsgerning at der var tale om en fiktion, der som et illusionsskabende virkemiddel benyttede tilliden til journalistisk pålidelighed, og bag denne også videnskabelig pålidelighed i form af astronomiske observationer af månen. Forfatterne mangler begreb om tekstuelle genrer og deres pragmatik. Mange af sensationspressens læsere er udmærket klar over at artiklerne de lader sig underholde af, er fyldt med løgn. Men de vælger at læse dem fordi de netop gerne vil underholdes, og fordi de måske opfatter historierne som en relevant form for udfordring af etableret viden og autoritet. Det er et kendt litterært virkemiddel at benytte en ramme af forstillet fakticitet. Nogle læsere, til tider mange, bliver faktisk vildledt derved, men problemet er at hvis ikke der er en gråzone af tvivl, udebliver den litterære effekt som forfatteren (eller i filmmediet: instruktøren) tilstræber. Om man kan lide det eller ej, er dette en del af måden menneskelig kommunikation virker på.

Senere (s. 67-69) anføres et eksempel på egentlig, politisk målrettet løgn og manipulation via pressen, nemlig da Benjamin Franklin i en Boston-avis i 1782, midt under Uafhængighedskrigens fredsforhandlinger, fabrikerede en ’dokumenteret’ historie om grusomme drab på nordamerikanske kolonister begået af den britiske konges indfødte allierede. Også dette eksempel står underligt uformidlet, uden refleksion over hvad det betyder for vor forståelse af lignende fænomener i nyere og nyeste tid, særligt i betragtning af den helterolle i historien Benjamin Franklin traditionelt tillægges. Det er symptomatisk at henvisningerne (noterne 19 og 20) er yderst summariske, nemlig dels den kortfattede introduktion til kildegengivelsen hos National Archives, dels seks linjer på et blogindlæg fra begyndelsen af 2017, vel omkring den tid Hendricks’ og Vestergaards manuskript var under affattelse. Man får den tanke at eksemplet er et tilfældigt fund, der er medtaget for at gøre teksten ’dybere’. Men en egentlig fortolkning af eksemplet udebliver, og den ret omfattende eksisterende forskningslitteratur om sagen nævnes ikke.

Forfatterne gengiver et par steder den af mange accepterede nulsums-kliché om at hvis man ikke betaler for produktet, så er man produktet. På s. 11 suppleres denne prætenderede dybsindighed med en bemærkning om at det er ligesom på et spillekasino: Jo mere kundeaktivitet, desto større fortjeneste til ejerne. Og hvordan underbygger forfatterne så dette? Enkelt: ”Like Robert de Niro says in Casino the movie: In the casino, the cardinal rule is to keep them playing and keep them coming back. The longer they play, the more they lose. In the end, we get it all.”

Der er i den citerede replik intet som uddyber eller tydeliggør hvad forfatterne allerede har sagt én gang. Den er med andre ord overflødig. Tilsyneladende udspringer citeringen blot af et desperat behov for at sætte en reference på. Dertil kommer at der ikke er nogen egentlig kildeangivelse i form af instruktørens navn, filmens premiere-år eller det tidspunkt i filmen eller den sammenhæng replikken optræder i. Citatet ser ud til at stamme fra en tilfældig erindring som derefter er søgt bekræftet via en af de mange samlinger af populære citater på internettet. Med andre ord: en overflødig og meningsløs reference der yderligere belastes af suspekt citatteknik.

Hendricks og Vestergaard fremturer på s. 54 med endnu et vilkårligt citat fra en film med Robert de Niro: “’It is what it is,’ as Robert De Niro says in Heat. The world is what it is.” Igen sker det uden mening, sammenhæng og præcis henvisning.

På s. 29-30 omtales ”a power law distribution”. Vendingen henviser til den type af hyppighedsfordelinger hvor få enheder er højfrekvente mens de fleste kun optræder få gange. Fordelingen vises grafisk efter aftagende hyppighed så figuren danner en stejl aftrapning fulgt af en ”lang hale”. Et almindeligt eksempel er den store hyppighed som få populære bøger efterspørges med hos boghandleren eller på biblioteket mens de øvrige titler der er til rådighed, har langt færre hits hos kunder eller lånere, mange kun forsvindende få. Hendricks og Vestergaard illustrerer dette med en besynderlig grafisk figur, hvis proveniens ikke oplyses. Den ser ud til at være sakset fra en tvivlsom populærpublikation. I figuren sammenlignes power law-fordelingen med den kendte klokkeformede normalfordelingskurve. De to kurver er angivet med samme målestok og fremstilles i det hele taget som om de var umiddelbart sammenlignelige. Det er de ikke. ”Power law”-kurven illustrerer et antal diskrete enheder, ordnet efter den hyppighed de optræder med, begyndende med den enhed der har flest hits, dernæst den der har næstflest, dernæst igen den der har tredjeflest og så fremdeles, aftrappet så de mindst hyppigt forekommende enheder optræder længst ude til højre på aksen. Normalfordelingskurven viser hyppighed på en helt anden måde, nemlig andelen af samtlige poster ordnet efter posternes grad af afvigelse fra en gennemsnitlig værdi. Det kan f.eks. være individers højde, specifikt spredningen omkring den gennemsnitlige højde, der måles på denne måde. I den førstnævnte fordeling indgår ikke nogen middelværdi, hverken som den centralværdi målingerne grupperes efter eller på anden måde. Grunden til at de to kurver fremstår så fuldkommen forskelligt, er at de slet ikke måler på samme måde, hvilket Hendricks og Vestergaard tilsyneladende antager at de gør.

På s. 36 henviser de to til Jean Baudrillards Simulacra and Simulation. Der anføres ikke noget sidetal i henvisningen, så det er svært at tjekke om den rammer hovedet på sømmet. Meget tyder på at det ikke er tilfældet. Baudrillard er kendt for at mene at den medialiserede tegnverden bliver til en egen virkelighed som mennesker i dag tilbringer en stor del af deres tid i, på bekostning af den trivielle fysiske og sociale dagligdag. Tegnene mister deres referentialitet i dette ords konventionelle betydning og henviser kun til hinanden. Men er det dette synspunkt Hendricks og Vestergaard trækker på? Som så ofte bruger de kun få ord på at udrede sagen, så læseren er i tvivl. Konteksten indikerer imidlertid at de på vilkårlig vis instrumentaliserer Baudrillard med henblik på egne formål. Baudrillards dybe kritik får ingen plads, men fortrænges straks af et udsagn om at grænsen mellem nyheder og underholdning ”sløres”. Så falder den virkelige pointe, nemlig at den hele politiske virkelighed er en medieskabt illusion som politikerne holder vedlige for at skjule oplysningsprojektets fallit (s. 37). Belægget for dette er en hjemmeside for ”Nihilistisk Folkeparti” som Mads Vestergaard selv lægger navn til. Det må være rart at kunne påkalde sig selv som autoritet, især hvis det kan ske på en måde så man optræder i samme liga som Jean Baudrillard – som trods en ujævn karriere var en stor tænker.

Den ringe tillid til politikerne og det politiske system fastholdes andre steder: ”If politics is all about winning the horse race and voter maximization, reality may lose out. One would think that politics is supposed to solve real problems. … If there is no ambition to solve real problems, then politics is reduced to showbiz and speculation in sending, creating, or struggling over political signals and symbols.” (s. 39). Læg mærke til retorikken: Semantisk eksekveres en naiv og populistisk afstandtagen fra politikerne, men med en gardering i form af det hypotetiske ”may” og det konditionelle ”if”. Et rent og skært taskenspillertrick. Man siger dristigt det hele, men kan ikke fastholdes på udsagnet hvis nogen skulle finde på at rejse en indvending.

Forfatterne ved altid bedre end andre: ”Thus, a political bubble is defined as a situation in which a political item gets a measure of attention in the media far exceeding what the political substance justifies.” (s. 45). De har ingen tiltro til at befolkningen evner at tage stilling til hvad der er væsentligt og hvad der ikke er. Dette kunne godt opfattes som sympati for en elitær holdning til politik. Men det er nok for hård en tolkning. Der er i hvert fald mere i det. Udsagnet falder efter en længere diskussion af ”symbolpolitik”, særligt med udgangspunkt i den danske udlændingepolitik, som forfatterne ikke bryder sig om. Symbolpolitik er et reelt fænomen og værd at diskutere, også i denne forbindelse. Men Hendricks og Vestergaard er ikke til lange analyser hvor tingene ses fra flere sider. Deres stil er de raske udsagn og kontante domme som alle synes rettet mod at fremstille dem selv som progressive intellektuelle med de rigtige meninger.

På s. 46-48 framer Hendricks og Vestergaard endnu et rask udsagn – om ”investering og spekulation” som billede på politik – ved at påkalde John Maynard Keynes. De citerer ham (s. 46), men på anden hånd, hvilket medfører at den pågældende passage (fra General Theory) forvanskes. I den ægte version skelner Keynes mellem enterprise og speculation; i forfatternes udgave erstattes førstnævnte med investment. Dette er uheldigt, eftersom spekulation (i kortsigtede svingninger i et papirs værdi) også kræver investering, i lighed med et langsigtet værdiskabende projekt, som var hvad Keynes sigtede til med ordet enterprise.

Denne lille fordrejning er dog ikke katastrofal for forståelsen af udsagnets indhold. Problemet opstår idet forfatterne opstiller de to typer aktivitet på finansmarkedet som et sindbillede på det politiske systems svigt. De gør gældende at ”investering” svarer til saglige, problemløsende initiativer og beslutninger mens ”spekulation” repræsenterer den kortsigtede jagen efter vælgernes gunst gennem symbolpolitik. Men der er den afgørende forskel mellem det allegoriske billede (børsen) og det allegorien skal repræsentere (politik), at politisk opportunisme indikerer en perverteret form for målrationalitet, mens individuelle køb og salg på børsen i begge de to nævnte tilfælde, ’investering’ og spekulation, sigter mod et legitimt mål, nemlig at tjene penge. De to forfattere afhandler hele affæren over mindre end to tryksider og når derfor ingen vegne hen. Som teksten står, er der to muligheder: Enten må allegorien opgives, eller også må man overveje den mulighed at den af forfatterne så forkætrede symbolpolitik faktisk i de rette hænder kan have til formål at opnå resultater der ikke opfylder selviske og opportunistiske målsætninger, men i deres substans er fornuftige og retfærdige – trods de beskidte tricks der benyttes i professionel politik.

Dele af kapitel 5, med titlen ”Fact Resistance, Populism, and Conspiracy Theories”, illustrerer på bedste vis bogens forcerede stil garneret med henkastede belæg. Fra nederst s. 89 til og med s. 92 mobiliserer forfatterne følgende kilder: Jobs bog, filosofferne Schopenhauer, Leibniz og Voltaire, forfatteren Dostojevskij, og økonomen G. Mankiw, med henblik på at forklare baggrunden for populisme. Det er alt sammen enten meget ambitiøst, eller også er det name-dropping. Men noget længere fremme, s. 97, nedbrydes enhver ærefrygt over den store lærdom der ad den vej måtte have sneget sig ind under huden på læseren. Her bringes nemlig, over hele siden, en ”figur” (nummereret 5.8, efter alle kunstens regler) som skal kaste lys over konspirationsteoretikerens arbejde: at forbinde punkter i medielandskabet til et samlet skræmmebillede. Figuren viser netop et ”forbind-prikkerne-i-nummerrækkefølge”-billede. Det forestiller en dreng der løber væk fra et spøgelse. Det ser ud til at være hentet i en aktivitetsbog af den slags man giver børn til en lang biltur. Det er sandt – se selv efter! Sammesteds, vel for at sætte trumf på argumentet, sammenfattes konspirationsteoretikernes fælles leveregel i citatet ”Trust no one!” – med tv-serien X-files behørigt anført som kilde. Forfatterne mener, som tidligere forklaret, at virkeligheden sløres af medierne. Men de har vist selv vanskeligt ved at opretholde klare skel mellem forskellige genrer og sociokulturelle sfærer.

Forfatterne ligger under for teknologiforskrækkelse. Det er ikke en angst for teknik i sig selv, men for hvad der sker når teknik indgår i et innovativt samspil med organisation og kapitalinvestering. Forfatterne er på linje med den amerikanske forsker Shoshana Zuboff og hendes begreb om overvågningskapitalisme. Hun er da også den sidste forfatter der henvises til (s. 137). Det er naturligvis ikke belastende. Men enøjetheden, den komplette mangel på registrering af andre opfattelser af situationen, udgør et problem. Det hedder med brask og bram (s. 129): “The main reason data is valuable when pooled and aggregated into Big Data is that it enables predictions of the future.”

Hendricks og Vestergaard som ellers er så glade for filmmediet, undlader her at henvise til Minority Report (Steven Spielberg, 2002), hvor midlet til at forudsige borgernes fremtidige handlinger ganske vist ikke er Big Data, men synskhed hos en særlig gruppe tech-bevæbnede elitepolitifolk – ikke desto mindre er analogien med Hendricks’ og Vestergaards verdensbillede slående. I den citerede passage gøres der et forbehold idet forfatterne antyder at der også er andre anvendelser, som dog er mindre vigtige. Man kunne dog med fordel have nævnt nogle af de muligheder der ligger i massedata og kunstig intelligens: Det kunne være hurtig og præcis diagnostik; eller det kunne være autonomt arbejdende maskiner som dels kan give arbejdskraftbesparelser, dels gøre det muligt at udføre arbejde i fjendtlige og farlige omgivelser. Ud fra denne mere optimistiske betragtning udgør Big Data et vigtigt råstof som kan udnyttes til en udvikling der er til menneskets og samfundets bedste. Hendricks og Vestergaard holder sig dog, her som andetsteds, til skræmmebillederne.

Bogen er, bogstavelig talt, under al kritik. Den er ikke kun dårlig på én måde, men på mange. Det generelle indtryk er formmæssigt sjusk og indholdsmæssig uvederhæftighed. Den tanke har slået mig at der måske er tale om en spøg, en test af offentlighedens og forskningskollegernes årvågenhed der skal vise hvor mange gale streger man kan slippe af sted med uden det bliver bemærket. Inspirationen kunne være hentet i Sokal-affæren i 1996 hvor fysikeren Alan Sokal i tidsskriftet Social Text fik optaget en med vilje absurd artikel med henblik på at demonstrere visse problematiske sider ved kulturfagene. Af forskellige grunde, relateret til CIBS’ institutionelle tilknytning til Københavns Universitet og finansielle afhængighed af Carlsbergfondet, tror jeg dog næppe det er komediespil – i hvert fald ikke på anden måde end at man forventer at slippe fra det uden markante ridser i lakken.

Se også Techlash: Hendricks og kompagni til kamp for demokratiet i Afrika.

Danmarkshistorien: Rettelse af tre fejl

I mit bidrag til Danmarkshistorien: Samfund, livsformer og politik, Gads Forlag 2019, er der opstået to meningsforstyrrende fejl ved forlagets opsætning af bogen.

På s. 326, venstre spalte, lidt under midten, henvises til ”Følgende tabel”, hvis oplysninger kommenteres i afsnittet. Men tabellen er ikke med.

Inklusive tabellen skal passagen lyde:

Følgende tabel giver en summarisk korrektion: Ved periodens begyndelse lå Danmark velstandsmæssigt i den øverste ende af gruppen på otte lande (plads 2 fra oven), men var ved dens afslutning gledet mod midten (plads 4). Efter denne målestok ser Danmarks svage vækst i de senere år ikke helt så mørk ud.

S. 330f slutter et afsnit således: ”Rationelle løsninger vanskeliggøres af, at landbruget ikke alene er internationalt konkurrenceudsat og generelt kan henvise til nødvendigheden af at holde omkostningerne nede”. Herefter mangler et stykke tekst.

Der skulle samlet have stået:

Rationelle løsninger vanskeliggøres af, at landbruget ikke alene er internationalt konkurrenceudsat og generelt kan henvise til nødvendigheden af at holde omkostningerne nede. Det har særlig betydning, at reguleringer skal tage hensyn til EU’s fælles landbrugspolitik og miljødirektiver, der kun langsomt lader sig forandre. 

Herefter følger overskriften ”INDUSTRIEN M.M.”

Lige efter s. 414 bringes rubrikken HVEM SKREV HVAD? Ved en fejl har man ikke krediteret mig for en del af det jeg (JP) har bidraget med, nemlig tekstboksen på s. 370, som giver en forklaring på ”Keynesiansk reguleringspolitik og økonomiske balanceproblemer”, samt ”Udbudsøkonomi (supply-side economics)”.

BNP og BFI: Må vi få en forklaring?

I Finansministeriet kan de regne — men kan de også skrive? På Ministeriets hjemmeside finder man [nu fjernet (januar 2021)] en Fagordbog “med forklaringer på de mest gængse udtryk i finanspolitikken”: https://www.fm.dk/borger/fagordbog (senest besøgt 29.11.2018). Begrebet bruttonationalprodukt (BNP) forklares på denne måde:

“Bruttonationalproduktet (BNP) er en samlet betegnelse for værditilvæksten i landet og svarer til værdien af den samlede private og offentlige produktion (output) fratrukket værdien af de anvendte ressourcer i produktionen (input). BNP opgøres i markedspriser.”

I en netpublikation fra Nationalbanken hedder det mere udførligt:

“BNP er den centrale størrelse i nationalregnskabet og kan opgøres fra tre forskellige vinkler, nemlig fra produktions-, anvendelses- og indkomstsiden. BNP opgjort fra produktionssiden repræsenterer markedsværdien, målt i kroner, af den endelige produktion i en given periode, dvs. værdien af den samlede produktion minus værdien af de råvarer og halvfabrikata, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen. Alternativt kan BNP anskues fra anvendelsessiden, hvor BNP er lig med summen af forbrug, investeringer og nettoeksport. Endelig kan BNP betragtes som værdien af den samlede indkomst, som fordeles mellem lønmodtagere, virksomheder og det offentlige.” (Paul Lassenius Kramp: “Bruttonationalprodukt og velfærd”, s. 95: http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2010/06/bruttonationalpro_kvo2_2010.pdf (besøgt 29/11.2018).

Er det mon den samme definition, blot udtrykt på forskellig måde? Der er enighed om at BNP er værdien af den samlede produktion, dog efter et fradrag. P.L. Kramp fra Nationalbanken siger, specifikt og restriktivt, at det er “værdien af de råvarer og halvfabrikata, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen” (fed skrift tilføjet), som skal trækkes fra. Finansministeriet siger,  mere generelt, “fratrukket værdien af de anvendte ressourcer i produktionen (input).” Det springende punkt er hvad ordet “input” dækker. Hvis “input” betyder andet og mere end “råvarer og halvfabrikata”, er de to definitioner forskellige.

En klar afgørelse fås ved at se på Danmarks Statistiks definition. I redegørelsen for input-output tabellen for 2011 står at en given branches “samlede input udgøres af forbrug af varer og tjenester i produktionen (opdelt på danskproducerede og importerede), produktionsskatter, netto, samt aflønning af produktionsfaktorerne, dels i form af aflønning af ansatte, dels som bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst.” (Nationalregnskab 2014, juniversion, s. 156: https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=19012&sid=natregn2014 (besøgt 29.11.2018).

Med andre ord: Foruden forbrug af indkøbte varer og tjenester omfatter input aflønningen af arbejdskraften og kapitalen (produktionsfaktorerne). Dermed bliver Finansministeriets definition absurd: Trækker man faktoraflønningerne fra (som del af det samlede input), fjerner man det meste af værditilvæksten, som det jo netop var meningen man skulle måle! Værditilvæksten udgøres af den udbetalte løn + virksomhedens overskud + nettoproduktionsskatterne. Samtidig repræsenterer aflønningen af produktionsfaktorerne et input. Hvis produktionsfaktorerne ikke blev aflønnet, ville de naturligvis aldrig gå med til at deltage og skabe værdi i produktionen.

Konklusion: Finansministeriets og Nationalbankens definitioner er vitterlig forskellige, og det er Nationalbankens der er den rigtige.

Man kan på tilsvarende måde undre sig over definitionen på bruttofaktorindkomst (BFI) i samme Fagordbog. BFI, hedder det, ”er et mål for produktionen eller værditilvæksten i samfundet opgjort i faktorpriser (markedsprisen fratrukket produktskatter (fx moms og punktafgift) og andre produktionsskatter (fx ejendomsskatter og vægtafgift)).” I parentesens forklaring af hvad faktorpriser er, har  man glemt at ikke alene skatter og afgifter, men også råvarer og andre materialer (de indkøbte input) skal trækkes fra markedsprisen for at nå frem til faktorprisen, dvs. aflønningen af produktionsfaktorerne.

Jeg blev opmærksom på disse problemer efter at en studerende spurgte om Finansministeriets Fagordbog var en god kilde i forbindelse med begrebsafklaring. Det sagde jeg ja til som en selvfølge. Efter en øvelse hvor flere studerende havde benyttet denne kilde, kom jeg i tvivl og besluttede at se nærmere på det. Jeg forelagde mine anfægtelser for Ministeriet i en mail d. 15. november i år, men har ikke i skrivende stund modtaget noget svar.

Bitcoin (med historisk perspektiv)

På forespørgsel har jeg i punktform opsummeret mit syn på bitcoin som økonomisk-historisk fænomen.

Bitcoin er en form for penge (universelt middel til værdimåling, værdiopbevaring, markedstransaktioner), men har en særlig kombination af egenskaber som gør det til noget nyt:

1) Bitcoin har ingen iboende værdi som f.eks. guld eller sølv eller cowries har. Man kan måske sætte spørgsmålstegn ved om sidstnævnte (skaller af havsnegle), der historisk har været benyttet som en stabil pengeform, virkelig har en iboende værdi, men svaret må blive at det har de: De kan bruges som smykker (ligesom metaller og perler kan) og er underlagt knaphed, dvs. det kræver en arbejdsindsats at skabe disse penge. De kan ikke uden videre hentes på stranden af enhver der har lyst, for ikke alle bor tæt ved en strand hvor skallerne kan høstes. Også bitcoin er underlagt knaphed via en fysisk begrænsning som det kræver arbejde at overkomme (processorkraft, elforbrug og mandetimer). Dette giver dog ikke bitcoin iboende, altså forbrugsmæssig, værdi uden for den rene pengeverden.

2) Der findes andre pengeformer uden iboende værdi, i særdeleshed papirpenge, og i særdeleshed igen papirpenge som ikke på anfordring kan indløses med guld, sølv eller tilsvarende. Men den store forskel er at papirpenge normalt indgår i en stabil institutionel sammenhæng, idet staten garanterer for deres brugbarhed som lovligt betalingsmiddel og inden for visse grænser påtager sig at sikre pengenes stabile værdi. Det sidste er i den grad ikke tilfældet med bitcoin, som med stor sandsynlighed ville blive erklæret ulovlige hvis de havde form af fysiske penge.

3) Bitcoin bygger på en ny teknologi (blockchain). Denne teknologi garanterer transaktionernes autenticitet og gør det dermed muligt at nære tillid til at den individuelle ejendomsret til pengene er sikret på nogenlunde betryggende vis. Teknologien indebærer også at de tekniske omkostninger ved at køre bitcoinsystemet og afvikle dettes enkelte transaktioner er ret beskedne (indtil videre i hvert fald). Som det næsten altid er tilfældet, bygger den nye teknologi oven på ældre teknologi, nemlig det klassiske bogholderi hvori hovedbogen (the ledger) er et kerneelement. Ved hjælp af moderne informationsteknologi kan bogholderiet, som dokumenter og afbalancerer de mange individuelle transaktioner, gøres til et kollektivt/delt anliggende. Den ”delte hovedbog” (shared ledger) giver den enkelte aktør sikkerhed for at ”de andre” (de øvrige parthavere i et spredt, men altså samtidig integreret system) ikke snyder.

4) Bitcoin er ikke institutionelt koblet til hverken et eller flere enkelte landes pengesystem eller til de internationale betalingssystemer som bakkes op af stater, centralbanker og private pengeinstitutter der er underlagt regulering.

5) Betragtes disse egenskaber i forening, ses at bitcoin er rent virtuelle penge – noget reelt nyt i historien. Bitcoin bygger dog ikke på blind tillid, men på en begrundet tillid til at besiddelse og omsætning har en sikker form. Bitcoin er sikret mod inflation ved at tilvæksten i mængden af dem er begrænset ved den arbejdsmæssige procedure (mining) hvorigennem nye bitcoins skabes.

6)  Bitcoin inviterer til spekulation, dvs. håb om gevinst via fortsat prisstigning. Der er til dels tale om en bobleeffekt som ikke er ganske fri for at minde om et pyramidespil. Det skal dog inddrages i vurderingen at mængden af bitcoins i omløb er og vil vedblive at være temmelig begrænset; dette er som nævnt indbygget i systemet. Det taler for at bitcoin på længere sigt har en relativt stabil værdi, en markedsbalance over for andre valutaer, de være sig reelle eller virtuelle. Bitcoin er pt en boble, men det er ikke ensbetydende med at den går i opløsning når den begynder at tabe luft.

7) Hvorfor er bitcoin opstået i den aktuelle kontekst? En delvis forklaring er at blockchain-teknologien har gjort det muligt, men det er ikke det vigtigste. Det egentlige spørgsmål er hvad der gør bitcoin eftertragtelsesværdig som en særlig transaktionsform, altså efterspørgselssiden. Her er der for det første et element af teknisk rationalisering: Man kan bypasse traditionelle betalingsformidlere og på den måde spare penge ved at eliminere gebyrer, tidsmæssige forsinkelser, bureaukrati etc. De omkostningsbesparende potentialer er grunden til at også almindelige finansielle firmaer og institutioner interesserer sig for blockchain-teknologien.

8) Der er dog også andre grunde: Bitcoin unddrager sig, i hvert fald i øjeblikket, at myndighederne overvåger og sanktionerer transaktionerne. Derfor er bitcoin interessant i forbindelse med skatteunddragelse, hvidvaskning, hælertransaktioner, betaling for smuglervarer og hvad man eller kan finde på af økonomiske mellemværender knyttet til kriminalitet.

9) Der kan også være aktører der er mere ideologisk/idealistisk motiveret og ser bitcoin som en form for autonomi, New Age-økonomi, indhegning af det private, flugt fra overvågningssamfundet, virkeliggørelse af den sande globalisering m.m.

10) Hvad mon der sker med bitcoin? Bitcoin kommer ikke til at fortrænge det gængse pengesystem. Det bliver i det lange løb for besværligt og dyrt at lave den nødvendige udvidelse af pengemængden ved hjælp af det nuværende mining-system. Ganske vist kan dette problem for en tid holdes på afstand ved at kursen på bitcoin bliver ved med at stige, sådan at selv store transaktioner kan klares med en lille nominel værdi. Men en sådan fortsat værdistigning (appreciering) vil bære spekulationsaspektet med sig og gøre bitcoin for risikabelt som betalingsmiddel for flertallet af rationelle økonomiske aktører.

11) Den nuværende tillid til bitcoin-betalingers sikkerhed  er rationel nok, men det betyder ikke at systemet er vandtæt. Det er tænkeligt at nogen en dag opdager en vej til at manipulere med den kollektive hovedbog til egen fordel. Hvis dette sker, vil enhver tillid til bitcoin formentlig forsvinde. Afhængigt af bitcoins andel af den samlede transaktionsmængde vil det kunne skabe større eller mindre negative følgevirkninger i det øvrige finansielle system.

11) Hvis man forestiller sig at bitcoin udvikler sig til andet og mere end den sandkasse det er nu, vil der komme en regulering fra offentlig side som vil gøre det mindre attraktivt for de nuværende brugere at være med. Det mest sandsynlige er at bitcoin og andre krypto- og/eller rent virtuelle valutaer beholder en marginal plads i det globale finansielle system, mens den del af bitcoins teknologi der styrer transaktionerne og gør dem sikre, integreres i mainstream-finansvæsenet. Den nuværende boble vil enten briste eller tabe luft i markant grad, men nye spekulationsbobler i bitcoin kan ikke udelukkes.

Marxismen og historien

Oprindelig holdt som forelæsning ved Saxo-Instituttets BA-kursus i historiografi d. 4. april 2017. Bearbejdet og forsynet med henvisninger marts 2018.

For en til to generationer siden vandt marxismen en tid bredere indpas på universiteterne, herunder historiefaget. I flere større vestlige nationer, England, Frankrig, Italien og USA, var aftrykket på fagets mainstream ganske stort, men ikke i Danmark. Trods stor interesse og et stærkt engagement hos mange i 1970’erne, især blandt studerende, men også forskere og andre kandidater, er kun få danske historiske værker båret af en marxistisk historieopfattelse blevet stående. Marxismens og arbejderbevægelsens indre historie danner en undtagelse fra denne regel, men nok mest på grund af fravær af konkurrence fra andre skoler på netop dette område. I dag vil kun ganske få historikere ansat ved de højere læreanstalter vedkende sig at arbejde efter klassisk marxistisk metode. I samtiden var der ikke desto mindre en del røre om sagen på institutterne – senere afløst af en nok så påfaldende tavshed om de spørgsmål som få år forinden havde sat sindene i bevægelse. Samfundet ændrede sig, og marxismens dagsordener blev afløst af andre. Der opstod også en konsensus om at marxisme var en indskrænket og forældet tænkemåde og dertil politisk belastet, i en sådan grad at mange omgærder deres andel i denne nære fortid med tavshed. Hos enkelte kan tiden vel ligefrem være forbundet med skam og skyld.[1]

Men marxismen figurerer stadig i historiografiske værker og det ikke kun fordi den repræsenterer en episode i det sene 20. århundredes lærdomshistorie og videnssociologi. Marxistisk orienteret forskning har kastet lærdom af sig som er gledet ind i historiefagets mainstream, både direkte fra sine oprindelige kilder i det 19. århundrede og fra det 20. århundredes universitetsmarxisme. Foruden at være en strømning i fagets fremadskridende genealogi, i perioder synlig og mærkbar, senere fortyndet og fortrængt, påkalder marxismen sig særlig interesse fordi den mere direkte og konsekvent end de fleste andre ideologiske elementer der gør sig gældende i forskningens tankeverden,[2] knyttede sig til de store sociale og politiske spændinger og konflikter i det 20. århundrede.

Marxismen er ikke en snæver faglig ”skole” – alene af den grund at den ikke tilhører ét bestemt fag, men udgør en bredere verdensanskuelse baseret på en særlig metodisk tilgang. Af samme grund kan man heller ikke – langt fra – sige at marxismen blot er en særlig nuance, en toning af en fælles grundfarve eller en mindre variation inden for f.eks. historiefagets fælles mønster. I marxistisk tænkning spiller den historiske dimension ikke desto mindre en særlig rolle. Marxismen er ”historiserende” – altid historiserende[3] – men ikke af den grund tilbageskuende og passivt kontemplativ.

En marxistisk historiker indskrænker ikke sin tænkemåde til sit eget tematiske, kronologiske eller geografiske specialområde, men står på en bredere platform: En historiefilosofi som omfatter både den historiske udviklings mekanismer og kadencer og en substantiel fortælling om forskellige samfundstyper, om konkrete instanser af disse typer, og om de begivenheder der har medført at én form for systemisk stabilitet er blevet afløst af en anden.[4]

Endnu et træk gør den marxistiske historieopfattelse speciel: En særlig politisk dimension: En eksistentiel om ikke pligt, så opfordring til at udnytte indsigten i samfundets virkelige indretning, historiens retning, og ikke mindst: den aktuelle politiske situation, til at hjælpe historien på vej. Et centralt begreb i den marxistiske tankeverden, som ikke indskrænker sig til det historiske, er praksis.[5]

Med dette begreb tager man fat på et af marxismens paradokser. Der er en forestilling om at historien, uanset hvad hver enkelt siger, tænker eller gør, har en retning, nemlig mod afskaffelse af fattigdom og nød, sociale hierarkier, og politisk undertrykkelse. Hvorfor, må man spørge, er det ud fra denne ’teleologiske’ position positivt, grænsende til et krav, selv at have en politisk praksis? Der er i marxismen en modstrid – om man vil: en dialektisk spænding – mellem determinisme og voluntarisme.

En opblødning af spændingen – eller igen i dialektikkens termer: en syntese – beror på at en væsentlig del af den måde det historiske udviklingsmønster sætter sig igennem på, er ved omfattende sociale konflikter – klassekamp – som engagerer grupper og individer, altså mennesker. Processen er ikke styret af en modsigelsesfri algoritme som styrer ad den korteste og letteste vej mod det forventede, men hypotetiske mål. Den præges af irgange, miskonceptioner, fejltagelser og åbent eller latent voldelige konflikter. De som besidder ”indsigt i nødvendigheden”,[6] kan bidrage til at forkorte vejen. De gør sig dermed til virkelige historiske subjekter.

Der er imidlertid ingen garanti for at retningen faktisk bliver fulgt. Historien rummer bestemte strukturelle potentialer for fysisk behovstilfredsstillelse (via teknologi og arbejde) og social emancipation (via politik), men det kan alt sammen kun blive til virkelighed ved rationel politisk handlen, byggende på indsigt. Denne indsigt er ikke en teknokratisk analyse med opskriften på ”det gode samfund”, f.eks. i form af den rette velfærdsmodel, men et politisk program med strategi og taktik som kræver partidannelse og vilje og evne til at erobre og bruge magten. Vi taler om klassekamp og revolution. Det er et hårdt program, så meget desto mere fordi revolutionære projekter ofte bevæger sig i en utilsigtet, ikke ønskværdig retning og munder ud i enten nederlag eller pervertering.

Marxismen som platform for en historiker lyder på den måde nærmest urealistisk, men der er en anden side af sagen. Man kan godt tænke om verden på en bestemt måde og se positivt på et politisk program og en politisk stil uden personligt at have anden praksis end den akademiske, som jo i øvrigt også kan påvirke samfundets magtforhold. Dertil kommer at marxismens eget idésystem, så ambitiøst og krævende  det end kan lyde, aldrig er tilstrækkeligt for en professionel historiker. Der er masser af historisk viden og anden historisk, økonomisk og politisk teori som også en marxistisk orienteret fagperson har behov for, både i sine almindelige professionelle, embedslignende roller og som politisk tænkende historiker. Kun en mindre del af denne viden er overhovedet dækket af den særlige marxistiske tankeverden.

Dette er knap så banalt som det lyder. Nogle marxister, uden for, men også i den akademiske verden, har gennem årene ladet forstå at marxistiske analyser er selve erkendelsens kerne og resten nærmest et hjælpeapparat, i det omfang det ikke er borgerlig ideologi som måske nok rummer positive indsigter på det ene eller det andet område, men grundlæggende fordrejer eller afviser den eneste rigtige forståelse. Men insisterer man på at alle problemer i forståelse af historie og samfund og politik har et marxistisk svar, bliver man sørgeligt skuffet.

Det er farligt at lade sig opsluge af én idé. Marxismen har appel som en teori der kan bruges til at hænge idealer og engagement – og de historiske kendsgerninger – op på et konsistent begrebsapparat. Drømmen om en ”videnskabelig” enhedstænkemåde kan dog reelt aldrig blive virkelig på et teoretisk-intellektuelt plan. Men det er værre endnu: Marxismen som politisk tankegang og praksis er ikke et specielt renfærdigt eller nobelt projekt. Mange påstår det at det modsatte er tilfældet, med tanke på Stalin, Mao og flere andre, også mere anonyme historiske aktører, som – angiveligt i den gode sags tjeneste – har gjort sig skyldige i omfattende politiske forbrydelser i form af folkemord, massedrab, almindelige drab, tortur, vilkårlig frihedsberøvelse m.m. Alt dette er en del af kommunismens og dermed også marxismens historie. Der er ikke tale om en kollektiv skyld, men historiens begivenheder er en påmindelse om fornuften i at holde en distance og skepsis, også, måske i særdeleshed, til tanker man finder appellerende.

’I gamle dage’, dvs. før Første Verdenskrig, var der ikke så mange marxistiske historikere i den vestlige verdens universitetsmiljøer, og tilvæksten var heller ikke meget stærk i mellemkrigstiden. Kulminationen fandt sted i tidsrummet mellem 1945 og 1980. Ikke desto mindre er den marxistiske tradition efterhånden meget lang. Kerneelementerne i dens historieopfattelse stammer fra Karl Marx (1818-1883) selv og hans nære ven og medarbejder Friedrich Engels (1820-1895), som begge trådte ind på scenen i 1840’erne. Klangbunden for deres arbejde ændrede sig ganske meget i de følgende årtier. Senere marxister virkede igen under nye betingelser, hvilket påvirkede deres historiebillede og metoder. Det er bestemt muligt at opstille en fællesnævner, men for at komme lidt ud over de klassiske hovedbegreber om produktivkræfter og produktionsforhold osv., jf. note 4, tager vi her fat i nogle af marxismens udviklingsfaser.

Marx overtog sin opfattelse af historiens progressive hovedfaser fra den store tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831), som så faserne som den materielle, sociale og politiske verdens gradvise virkeliggørelse af en såkaldt verdensånds potentiale for et bedre liv, levet her på jorden, men i pagt med Gud. Ideen var altså den i sidste instans drivende kraft. Men Marx var filosofisk materialist. Han vendte Hegels vision på hovedet og så det dennesidige som kilden til forandring og fremskridt. En væsentlig pointe var at ideerne, både de religiøse, filosofiske, juridiske og politiske, i sidste instans var bestemt af de skiftende materielle rammer vi lever under.

Marx var samtidig tilhænger af den dialektiske tænkemåde hos Hegel, dvs. at man kan se en ting under to synsvinkler hvoraf ingen har absolut forrang over den anden. Ideer er faktisk virksomme. Derfor kritiserede han en anden prominent samtidig tænker, Ludwig Feuerbach (1804-1872), for at gå galt i byen med sin religionskritik.[7] Marx ville ikke gå med til at religionen var et rent gøglebillede der hurtigt kunne pilles ned i en oplyst verden. Pointen var at ikke alene religionen, men alle mulige ”herskende tanker” afspejlede de herskendes interesser. Tanker og ideer blev accepteret af de herskende selv og af de undergivne fordi de dannede et sammenhængende verdensbillede såvel kausalt som moralsk. Billedet gav mening til tidens materielle og sociale afsavn og lidelser, og det skabte et intellektuelt og mentalt rum til at håndtere de eksistentielle anfægtelser, som verdens bryderier gav anledning til.

At ideerne har så stærk en autoritet, hænger ifølge Marx sammen med fænomenet fremmedgørelse, en kombineret materielt-kulturel blokering af evnen til at sætte spørgsmålstegn ved det gældende verdensbillede og gennemskue tingenes rette sammenhæng. Under kapitalismen står ”varens fetich-karakter” centralt: Produkter udveksles mellem individer med et abstrakt værdibegreb – typisk udtrykt i penge – som fælles målestok. Dette værdibegreb omfatter også den menneskelige arbejdskraft, som er produktionens ’levende’, virksomme input. Produktionens institutionelle ramme indbefatter i ethvert samfund socioøkonomiske magtrelationer og besiddelsesprivilegier. Men under kapitalismen ”skjules” disse af logisk set retfærdige markedstransaktioner hvor arbejdsindsats byttes mod den pengeløn som er arbejdskraftens pris. Denne ikke alene accepterede, men psykologisk internaliserede repræsentation, er hverken bedrag eller løgn – vareproduktion og udveksling på markedet er virkelig kapitalismens bærende institutioner – men abstraktionen fjerner opmærksomheden fra det konkret tingslige og mellemmenneskelige. Det forhold at lønnens størrelse, målt som andel af værditilvæksten, ikke kun er et økonomisk, men et socialt spørgsmål, bliver gemt væk ved en begrebsdannelse, som er praktisk at navigere efter i hverdagslivet og derfor umulig at give afkald på, men ikke desto mindre rummer en ”vareverdenens mystik”, som er historisk knyttet til det moderne samfund i og med at den ikke optrådte i tidligere produktionsmåder – og forventedes at forsvinde igen ved overgangen til et socialistisk samfund.[8]

Denne forståelse er del af en ideologi. I dag er ideologi en neutral betegnelse for sammenhængende erkendelser og rationaler som imidlertid er omgærdet af sociale interesser og derfor har en bias eller tendens. Ordet ideologi fandtes også før Marx begyndte at benytte det, men havde andre betydninger. Den betydning vi i dag kender og anerkender, stammer i mange væsentlige træk fra Marx og Engels, men blev relanceret og bearbejdet i det 20. århundrede af bl.a. den tyske sociolog Karl Mannheim (1893-1947).[9]

Kapitalismen var tydeligt historisk defineret hos Marx, men selv om de klassiske grundbegreber var til stede, jf. note 4, var der i begyndelsen ikke meget kød på den historiske del af hans analyse. Meget tyder på at Marx i begyndelsen troede en filosofisk historieforståelse var nok. 1840’erne var et revolutionært årti. Marx og Engels forudså (i Det kommunistiske Manifest, 1848) at proletariatet, eller arbejderklassen, samfundets laveste økonomiske klasse, ønskede og evnede at smide sine lænker og derfor med sit enorme antal ville sætte sig i spidsen for en revolution som vendte op og ned på de gamle magtforhold og satte en ny dagsorden. Dennes øverste punkt var et opgør med klassesamfundet til fordel for et kollektivt system hvor alle var lige, også økonomisk, i og med at forvaltningen af kapitalen blev et kollektivt anliggende mellem frit associerede mennesker.

Forestillingerne om den politiske vej til et nyt samfund og om hvordan et nyt system konkret skulle skrues sammen, var meget tågede. Foreløbig betød det ikke så meget, for revolutionen i 1848 og bevægelserne i årene deromkring fejlede, dvs. der var ikke et akut behov for en konkret plan for ansvarstynget styring af samfundet.

Foruden den tyske filosofi byggede Marx sit politiske tankeunivers på den franske politik, forstået som den revolutionære tradition i dette land, især 1789, som havde demonstreret at opstand kunne medføre bredere social bevægelse. Men en gentagelse heraf kom altså ikke. Marx blev nu grebet af en motivation for bedre at forstå kapitalismens egenskaber og virkemåde, herunder at identificere dens kriser, altså hvad der i sidste instans kunne bringe den til fald og dermed virkeliggøre den historiefilosofiske vision. Proletariatet evnede ikke umiddelbart at gøre sig gældende som historisk subjekt. Marx gik i gang med grundige studier, byggende på tidens engelske nationaløkonomi, som førte til det ufuldendte hovedværk Kapitalen (citeret ovenfor). Det blev ikke en komplet analyse, og en del af de færdige resultater viste sig ikke at holde stik. Især den benyttede arbejdsværdilære, overtaget fra de klassiske økonomer, viste sig som et utilstrækkeligt instrument for forståelse af markedets virkemåde og prisdannelsen. Den såkaldte marginalistiske revolution, således benævnt på grund af begrebet marginalnyttes centrale betydning, slog igennem nogle år senere og lagde grunden til den i dag fremherskende økonomiske forståelse.

Ikke desto mindre ramte Marx rigtigt på nogle væsentlige områder. Han påviste at kapitalismens kriser bundede i overproduktion/underefterspørgsel med svigtende afsætning i større dele af økonomien. Konkurrencen om at opnå ansættelse holdt arbejdernes løn nede. Priskonkurrencen på et marked med begrænset efterspørgsel lagde et pres på profitterne. For at overleve og klare sig bedst muligt måtte fabrikanterne indføre arbejdskraftbesparende kapital for at dæmpe omkostningerne hvilket gav endnu skarpere konkurrence som til sidst førte til afsætningskrise, fabrikslukninger, arbejdsløshed, endnu mindre efterspørgsel osv.

Vigtige elementer af denne analyse er blevet ført videre i det 20. århundrede, ikke kun blandt marxister, men også hos en liberalistisk orienteret økonom som Joseph Schumpeter, som gav mekanismen et positivt fortegn og kaldte den ”kreativ destruktion”. Han anså mekanismen for en nyttig kilde til fornyelse og tillagde de negative virkninger mindre betydning. Også i forståelsen af teknologiudviklingens rolle i økonomi og historie er Marx en vigtig kilde.[10]

Når det kapitalistiske system rammes af en større økonomisk krise, sker der ofte en ”reaktualisering” af Marx. Vi har senest set det i forbindelse med finanskrisen fra 2008 og ca. fem år frem. Grundmotivet forbliver det samme, nemlig tendensen til at systemet graver sin egen grav i og med at profitmotivets dynamik slår om i helt modsatrettede resultater fordi den enkelte kapitalist ikke evner at hverken overskue eller tage ansvar for konsekvenserne af de individuelt motiverede handlinger. Hver gang rejser spørgsmålet sig om systemet formår at rette sig selv op, eller om krisen vil medføre en grundlæggende destabilisering, dvs. hvad man i en anden tid ville have kaldt en revolutionær situation. Det første har indtil videre været tilfældet – et symptom på at den revolutionære marxismes tilhængere har undervurderet kapitalismens tilpasningsevne og fornyelseskraft.

I seneste omgang er der kommet nye dimensioner ind. I de eksisterende vestlige velfærdssamfund bekymrer man sig ikke så meget om revolutionen, men om graden af (stigende) ulighed i samfundet. Den franske økonom Thomas Piketty slår i sin bog Kapitalen i det 21. århundrede (Le capital au 21e siècle, 2013) på at kriser og de politisk drevne reformer de affødte i midten af det 2o. århundrede, har ringe effekt på den andel af det økonomiske resultat der som profit tilfalder kapitalen. Via sit afkast vokser kapitalen, med sjældne undtagelser, relativt stærkere end økonomiens samlede omfang, dvs. samfundet polariseres for så vidt angår materiel velstand og økonomiske reserver. En endnu mere pessimistisk version findes i Walter Scheidels The Great Leveler (2017), hvis makrohistoriske hovedtese er at social udjævning kun sker i kølvandet på storkrige, revolutioner og epidemier. Begivenheder af den art medfører så mange negative konsekvenser for fattig som for rig at det ikke er noget man skal ønske sig, uanset hvor meget man higer efter formue- og indkomstmæssig udjævning og eliminering af ellers tilsyneladende uantastelige magt- og statusforskelle.

Dette er ikke eksempler på marxistisk historiografi, men dog på at elementer og motiver fra marxismens historieforståelse og tematiske horisont stadig er aktive og øver en indflydelse på dagens forsøg på at komme til en afklaring af hvad det er for en situation vi befinder os i, og i hvad retning vi bevæger os.

Forrige gang vi i større omfang så noget lignende, var under krisen i 1970’erne og -80’erne. Når man ser tilbage i dag, er det almindeligt at tale om hvor kulørt, spændende og excentrisk en tid det var – dog med undtagelse af den fremherskende munkemarxisme, som det nedsættende hedder. Ikke desto mindre var vigtige analyser som i historisk-økonomisk lys blotlagde 70’er-krisens baggrund og mekanismer, af marxistisk tilsnit. De kombinerede investeringsforløbet under efterkrigstidens højkonjunktur med klassekompromiset og korporatismen i samme periode og belyste hvordan den fra Marx velkendte profitklemme undergravede konsensus og bragte systemets basismodsætninger til udbrud.[11]

Den foreløbige konklusion er at den marxistiske historieopfattelse ikke er nogen universalnøgle til fagets problemer, men på den anden side har givet nogle vigtige produktive impulser hvis særlige profil stadig ses i moderne historieskrivning. Det gælder specielt på områder som teknologiens rolle som motor for samfundsudviklingen; for det kapitalistiske systems op- og især nedture; og for sammenhængen – eller rettere: den dybe integration – mellem det økonomiske og det sociale niveau, eller om man vil, mellem produktionssystemet og klasserelationerne.

Mange medgiver at marxismens historiske grundmodel kombineret med den specifikke forståelse af det kapitalistiske system har sat en dagsorden og indstiftet en begrebsverden som har åbnet for gode bidrag til dybere forståelse af også den produktionsmåde som gik forud for kapitalismen, altså feudalismen (marxismens terminologi knytter en bred betydning til dette begreb). Historikere fremhæver tit og gerne at virkeligheden er mangfoldig og kombinationerne af dens i forvejen mangfoldige elementer endnu mere mangfoldige, således at man skal tage sig i agt for generaliseringer og abstraktioner. Men søger man de fælles elementer der kendetegner vor forståelse af det middelalderlige agrarsamfund, med dettes indbyrdes svagt integrerede lokalenheder, og af dette samfunds overgang til den moderne kapitalisme, har en marxistisk tilgang vist sig produktiv.[12] Tilbøjeligheden i marxismen til syntese og teoretisering er på den anden side ikke ensbetydende med fravær af nuancer og indbyrdes kontrovers. Debatten om udviklingen af en tidlig agrar kapitalisme i England regnes blandt historiografiens klassikere.[13]

Det foregående omhandler bidrag til om ikke en konsensus, så en liberal samklang af tolkninger på tværs af det politiske spektrum. Man skal dog passe på med at harmonisere for meget. Vi har indtil nu set tingene i lyset af den klassiske marxisme, som – med sine rødder i den tid hvor arbejderbevægelsens første pionerer trådte frem på scenen og talte for socialismens retfærdige sag, bl.a. med historiske argumenter – let antager et skær af uskyld og romantik. Sådan blev det ikke ved med at være. Den historiske dagsorden ændrede sig, og den marxistiske historieopfattelse tillagde sig nye facetter. Den blev ikke gennemgribende forandret, men noget skete. Det hang sammen med dels kapitalismens uventede levedygtighed som system, dels arbejderbevægelsens politiske erfaringer.

Allerede Marx oplevede en ny skuffelse over revolutionen da Pariserkommunen i 1871 trods høj mobilisering under en graverende krise for det gamle system led et blodigt nederlag. Mere og mere stod det klart at den socialistiske bevægelse ikke stod på sikker grund. Da den atter begyndte at vinde frem, var det med det reformistiske tyske socialdemokrati i spidsen. Forståelsen af kapitalismens økonomiske og sociale system og samfundets historiske bevægelsesmønstre forblev nogenlunde intakt, men i stigende grad blev det set som ikke blot nødvendigt, men også attraktivt at arbejde inden for systemets rammer frem for at igangsætte en revolution, med alle dennes risici og omkostninger. I historieopfattelsen indebar dette at en virkelig, proaktiv omkalfatring af samfundet ikke blev anset for nødvendig, eller – hvilket beløber sig til det samme – den kunne udskydes på ubestemt tid. En af de fremtrædende tyske teoretikere, Eduard Bernstein (1850-1932), udtrykte det så radikalt at ”målet er intet, bevægelsen alt”.[14] For en anden, endnu mere central skikkelse i SPD, Karl Kautsky (1854-1938), forblev ’revolutionen’ et ikon til mobilisering og ideologisk grænsedragning; den praktiske politik var dog aldrig revolutionær.[15] Omkring udbruddet af Første Verdenskrig, hvor situationen ellers manede til pessimisme vedrørende en fredelig og gradvis vej frem, luftede Kautsky ligefrem den mulighed at kapitalismen var ved at antage universel international karakter på en godartet måde. Imperialismen kunne gå hen og slå om i en globalisering, hvor staternes ekspansionstrang blev erstattet af en fælles international økonomisk orden.[16] Implicit udgjorde dette et nyt og bedre rum for en reform-orienteret socialisme. Den senere afkolonisering og opbygning af velfærdsstater og frihandelsordninger forlener hans ord med en profetisk klang.

I Rusland tænkte nogle tidlige socialister i sidste fjerdedel af det 19. århundrede i en helt anden politisk retning, men med udgangspunkt i den samme problemstilling: Hvordan var en overgang til et andet samfund tænkelig? Eftersom Rusland var økonomisk efterblevet og havde stærkt behov for moderniserende sociale reformer, meldte den idé sig at man kunne springe kapitalismens normale fase over og bygge et nyt samfund med udgangspunkt i de traditionelle landsbyfællesskaber.[17] Disse forestillinger kom ikke nogen vegne, men tråden blev taget op af bolsjevikkerne (en fraktion i det russiske Socialdemokrati) med V.I. Lenin (1870-1924) i spidsen. Lenin delte Kautskys og andres opfattelse af at kapitalismen, via imperialismen, havde antaget karakter af et verdenssystem. Næste led i hans ræsonnement var at når alle lande på den måde var integreret i kapitalismen, kunne revolutionen også bryde ud overalt. Man behøvede ikke bekymre sig om at det økonomiske udviklingsniveau skulle være modent til forandring. Det var nok at der dels var en krise i det gamle regime, dels et velorganiseret og beslutsomt lederskab – partiet, arbejderklassens avantgarde – som kunne erobre og fastholde den politiske magt. En russisk revolution ville før eller siden brede sig til andre lande, herunder dem med en moden kapitalisme, forstået inden for den klassiske marxismes makrohistoriske skema.[18]

Med Oktoberrevolutionen og bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917 fik denne anskuelse en platform, og der skete, ikke en transformation, men en markant forskydning inden for den marxistiske historieforståelse. Forståelsen af statens rolle, det politiske niveau og evnen til at mobilisere masserne og organisere en revolution vandt stærkt frem på bekostning af de socialdemokratiske marxisters kontemplative, henholdende og stedse mere tilpasningsorienterede syn på det kapitalistiske system og de politiske opgaver. Lenins tanker markerede et brud med den klassiske tese om at samfundets økonomiske udviklingsniveau i sidste instans betingede tankegange og politisk handlerum. Formelt gjaldt dette stadig, men det tidspunkt hvor ”sidste instans” var relevant at se på, blev i praksis udsat i det uendelige. Indtil da handlede det om at opnå og bevare magten i staten. Omvendt havde reformisterne i arbejderbevægelsen fastholdt at det økonomiske grundlag var styrende, men samtidig udsat opgøret med kapitalismen til et uvist tidspunkt i en fjern fremtid.

Dette antyder et dilemma og et svagt punkt i det marxistiske syn på historien, som ligger allerede i Marx’ klassiske formuleringer: Den afgørende vægt der lægges på at forene analyse og forståelse med revolutionær antikapitalistisk praksis. Denne kongstanke har legitimeret bolsjevikkernes fastholden af magten i Rusland gennem det 20. århundrede. En af ideologiens komponenter var den dialektiske og historiske materialisme, dvs. en marxistisk tænkning om historien som på visse vitale punkter var tilpasset så den passede med SUKP’s politik. Den kinesiske revolution og dele af den antikolonialistiske bevægelse fulgte de samme tankebaner om en global imperialistisk kapitalisme som genstand for et nødvendigt voldeligt oprør – i det enkelte land, forankret i de enkelte landes stater, men med et stadigt internationalt perspektiv og ønske om at eksportere revolutionen. Marxismen blev dermed en hovedpine i de liberale kapitalistiske økonomier og statssystemer op gennem det 20. århundrede.

Det er moralsk og politisk rimeligt nok at mene at bolsjevikkernes brud med den ikkevoldelige, men stadig marxistisk tonede arbejderbevægelse i de vestlige lande blev fatal. Moralske domme i historiske anliggender kræver på den anden side inddragelse af tidens præmisser, aktørernes forudsætninger og udfaldsrummets større eller mindre åbenhed. Man kan derfor også anlægge en anden synsvinkel, nemlig at Lenin som politiker var en ægte revolutionær marxist, som ikke lod sig domesticere, men besad viljen og evnen til, under delvis tilfældige og kaosagtige krisevilkår, faktisk at gennemføre en revolution med det formål at opbygge en alternativ, socialistisk samfundsmodel.[19] At forsøget udartede til en tragedie, var ikke givet i situationen. Men den revolutionære politiske doktrins løfter om fremgang og frigørelse blev ikke indfriet. En simpel politisk-moralsk lære af historien er måske at uanset hvor meget samfundet trænger til forandring, og hvor store uretfærdigheder der end trives inden for de eksisterende rammer, er det et problematisk og farligt forehavende at gennemføre et oprør som fejer den bestående stat til side.

Op gennem det 20. århundrede tror jeg denne forståelse gradvis har vundet indpas hos mange med oprindelig sympati for ideen om revolution. Marxismen blev i stigende grad en kommenterende kritisk teori, stadig kritisk over for kapitalismen, men også teoretisk problematiserende i forhold til sig selv og i stigende grad afstandtagende over for den sovjetiske udgave af marxismen. Kapitalismens tilpasningsevne og potentiale for selvreformering anerkendtes af nogle. En del marxistiske intellektuelle forblev ikke desto mindre knyttet til den kommunistiske bevægelse, antagelig fordi denne blev anset for det mest seriøse og virkelighedsnære bud på et reelt politisk virke i samfundet uden for læreanstalterne. Af ikke helt indlysende grunde blev det anset for u-attraktivt, måske også umuligt, at forsøge at fortsætte den marxistiske tradition inden for dennes originale historiske ramme, Socialdemokratiet. Marxismens mere omfattende om end kortvarige popularitet på universiteterne udgjorde, paradoksalt nok, en blandt flere strømninger der bidrog til at forme kapitalismens begyndende reorientering og selvfornyelse ved den store efterkrigshøjkonjunkturs udfasning.

Universitetsmarxismen fik dermed en tidsbegrænset egen rolle i historien; det er dog marxismens betydning i det bredere samfund der gør det vigtigt for historikere af alle ideologiske afskygninger at kende og forstå den.

Noter:

[1] Det samme gælder det underliggende engagement i marxistisk – eller i hvert fald venstreorienteret – politik. Så meget desto mere oplysende er Ole Nyengs artikel ”Vi var revolutionen” i Weekendavisen d. 16. februar 2018, som refererer en samtale mellem Ole Nyeng selv, Søren Espersen, Per Clausen og Uffe Elbæk om livet i og omkring VS i Aalborg i 1970’erne. Ingen af de nævnte kom fra historiefagets rækker.

[2] Om sammenhængen mellem forskning og ideologi, se Karl Mannheim: Ideology and Utopia, London 1936, og Ann Swidler & Jorge Arditi: The New Sociology of Knowledge, Annual Review of Sociology, bd. 20 (1994), s. 305-329.

[3] Efter det indledende slagord hos Fredric Jameson: The Political Unconscious: Narrative as a Socially Symbolic Act, Ithaca, NY (Cornell University Press) 1981, s. 9.

[4] Jf. Karl Marx: Til kritikken af den politiske økonomi. Forord. Opr. Berlin 1859 [Zur Kritik der politischen Ökonomie], her efter Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte skrifter, bd. 1, København (Forlaget Tiden) 1952, s. 355-357:

”… I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed ud fra modsigelserne i det materielle liv, ud fra den forhåndenværende konflikt mellem samfundets produktivkræfter og produktionsforhold. En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes.

I store omrids kan man betegne den asiatiske, den antikke, den feudale og den moderne borgerlige produktionsmåde som progressive epoker i den økonomiske samfundsformation. De borgerlige produktionsforhold er den sidste antagonistiske form for den samfundsmæssige produktionsproces, antagonistisk ikke i betydning af individuel antagonisme, men af en antagonisme, der vokser frem af individernes sociale livsbetingelser; de produktivkræfter, som udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, skaber imidlertid tillige de materielle betingelser for løsningen af denne antagonisme. Med denne samfundsformation ender derfor det menneskelige samfunds forhistorie.”

[5]  Étienne Balibar: The Philosophy of Marx, London (Verso) 2007 [1. udg. La Philosophie de Marx, Paris 1993], s. 16-27.

[6]  Det bevingede ord om frihed som indsigt i nødvendigheden stammer umiddelbart fra Friedrich Engels som i en serie polemiske skrifter fra 1870’erne, tilsammen kendt som ”Anti-Dühring”, krediterede Hegel for denne erkendelse og gav belæg for det ved et citat fra værket Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse (endelig udgave 1830): ”Blind ist die Notwendigkeit nur, insofern dieselbe nicht begriffen wird, …” Senere kritikere har set sentensen som oplæg til kommunistisk newspeak: Ufrihed er frihed – man skal blot indse at ufriheden er ”nødvendig”.

[7] Teser om Feuerbach, http://www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1845/tesfeuer.htm

[8] Karl Marx: Kapitalen, Kbh. (Rhodos) 1970 (oversat fra Das Kapital, Dietz Verlags udgave 1962-66, 1. udgave 1867-1894), 1. bog, s. 172-175, 179.

[9] Jf. note 2.

[10] John E. Elliott: Marx and Schumpeter on Capitalism’s Creative Destruction: A Comparative Restatement, The Quarterly Journal of Economics, bd. 95 (1980:1), s. 45-68; Nathan Rosenberg: Karl Marx on the Economic Role of Science, Journal of Political Economy, bd. 82 (1974:4), s. 713-728.

[11] Stephen A. Marglin & Juliet B. Schor: The Golden Age of Capitalism, Reinterpreting the Postwar Experience, Oxford (Clarendon) 1990. I dansk sammenhæng: Flemming Arentoft, Morten Daugaard, Niels Ole Finnemann, Kristian Berg Nielsen, Jens V. Svendsen: Den lange vej gennem krisen, Aarhus (Modtryk) 1976. Ingen af de her nævnte forfattere er faghistorikere.

[12] Rodney Hilton: Feudalism in Europe: Problems for Historical Materialists, New Left Review I/147 (1984), s. 84-93 (kort, med fokus på kerneproblemer i forståelsen af den feudale produktionsmåde); Perry Anderson: Lineages of the Absolutist State, London (New Left Books) 1974 (langsigtet udvikling, historisk detaljeret).

[13] T.H. Aston & C.H.E. Philpin (red.): The Brenner Debate: Agrarian Class Structure and Economic Development in Pre-Industrial Europe, Cambridge University Press 1985.

[14] „ … ich habe für das, was man gemeinhin unter ‚Endziel des Sozialismus’ versteht, außerordentlich wenig Sinn und Interesse, dieses Ziel, was immer es sei, ist mir gar nichts, die Bewegung alles“. Citeret efter Franz Walter: Wie Bernstein die SPD zum Beben brachte, http://www.spiegel.de/einestages/verkannter-vordenker-a-946432.html. Se nærmere i David W. Morgan: The Father of Revisionism Revisited: Eduard Bernstein, The Journal of Modern History, bd. 51 (1979), s. 525-532.

[15] Stephen Eric Bronner: Karl Kautsky and the Twilight of Orthodoxy, Political Theory, bd. 10 (1982), s. 580-605.

[16] Karl Kautsky i Die Neue Zeit, September 1914, her efter New Left Review I/59 (1970), s. 41-46.

[17] Alan Kimball: The Russian Past and the Socialist Future in the Thought of Peter Lavrov, Slavic Review, bd. 30 (1971), s. 28-44.

[18] Tamás Krausz: Reconstructing Lenin: An Intellectual Biography, New York (NYU Press/Monthly Review Press) 2015, s. 283-286; Niels Erik Rosenfeldt: Lenin. En revolutionær fundamentalist, København (Høst & Søn) 2008, s. 89f.

[19] Tamás Krausz: Reconstructing Lenin, s. 356f, 359f.