”Hvor mange økonomer skal der til for at skifte en udbrændt pære?” Svar: ”Ingen – udbud og efterspørgsel sørger for at det sker.”
I en ny rapport[1] vender De Økonomiske Råds Formandskab sig mod en opprioritering af de erhvervsfaglige uddannelser (tidligere kendt som lærlingeuddannelsen) på bekostning af gymnasieuddannelsen. Vi har faglærte arbejdere nok, det har vi altid haft, og sådan vil det formentlig også være i fremtiden, når blot man udviser tålmodighed og lader markedspladsens tryllestøv få tid til at virke.[2] Ligevægt på arbejdsmarkedet opstår spontant gennem fire mekanismer: skift i lønstruktur, ændringer i det internationale handelsmønster, ny teknologi, samt migration. Disse faktorer vil ”på sigt” sørge for et godt match mellem udbud og efterspørgsel på arbejdskraft.[3]
Vil man understøtte håndværkeruddannelserne, bør det ifølge vismændene ikke ske ved at omdirigere de unges uddannelsesvalg og mindske strømmen til gymnasiet. Det er økonomisk set en dårlig idé. Hver person der flyttes væk, vil modtage lavere livsindkomst, ligesom indbetalingen til samfundets fælles kasse i form af skatter og afgifter bliver mindre.[4] Gymnasieuddannede har nemlig højere indkomster end ikke-gymnasieuddannede: De tjener mere og betaler mere i skat. At pille ved adgangen til gymnasiet indebærer et samfundsøkonomisk tab.
Denne analyse bygger på alment anerkendte læresætninger: 1) Den økonomiske vækst i samfundet er afhængig af stigende produktivitet, og produktivitetsudviklingen er i væsentlig grad knyttet til investering i human kapital, som igen er afhængig af de muligheder for formel uddannelse der er til rådighed; 2) den enkeltes produktivitet spejles i hans eller hendes aflønning.[5]
Eksempelvis ingeniørens arbejdskraft bygger på langvarig skoling. Ingeniøren yder med sin systematisk erhvervede viden og kunnen solide bidrag til værditilvæksten i produktionen ved at identificere, planlægge og implementere de bedst egnede af de foreliggende tekniske løsningsmuligheder. Dette underbygger muligheden for at producere store mængder af varer og tjenesteydelser der kan afsættes til en høj pris. Ingeniører bidrager også mere end andre faggrupper til videreudvikling af teknologien, dvs. hæve loftet for produktivitetsudviklingen. Da ingeniørkvalifikationerne er relativt knappe – ikke alle orker eller evner at gennemføre uddannelsen – honoreres deres indehavere med højere løn end andre. Det sørger markedsmekanismen for.
Vismændene indrømmer at der kan være rationelle og legitime grunde til at man ønsker at fremme de faglige uddannelser, selv hvis det skal være på gymnasiets bekostning, men fastholder at det ud fra en økonomisk betragtning er uhensigtsmæssigt.[6] Konklusionen ligger tæt på synspunkter hos f.eks. Det Radikale Venstre og Dansk Magisterforening om at mere uddannelse altid er af det gode, og at enhver afvigelse herfra spejler enten en mangel på oplysning og indsigt eller ideologiske fordomme.
Det er ærgerligt at vismændene så ubekymret og uforbeholdent støtter den tankegang under påberåbelse af deres egen sagkundskab funderet i økonomisk teori. De har nemlig ikke fået det hele med, trods en generelt tålmodig og grundig argumentation i rapporten.
De går ud fra at lønnen afspejler den givne gruppes gennemsnitlige produktivitet.[7] Økonomer argumenterer ellers altid for at man skal anlægge en marginal betragtning. Personer udstyret med en gymnasial (og ofte videregående) uddannelse har forskellig produktiv formåen i reale termer, også selv om de hæver nogenlunde den samme løn. Dette betyder at hvis man afskærer en mindre gruppe fra gymnasiet – nemlig de mindst kapable ud fra gymnasieskolens målsætning – vil det økonomiske tab ved at de pågældende dirigeres i en anden retning være relativt lille, ligesom ressourcebesparelsen ved at lukke pladser på uddannelsen vil være relativt stor. Ikke alle tabte studentereksamener er tabte ingeniører.
Vismændene går imidlertid ud fra at det økonomiske tab ved enhver bortsparet plads svarer til gennemsnittet af uddannelsens fremtidige værdi for de enkelte og samfundet. Men så længe det kun er de mindst gymnasieegnede der formenes adgang, og så længe der anvises egnede alternativer for de uheldige, vil det økonomiske tab være, ja, marginalt, hvilket her er det samme som lille.[8]
Også vismændenes antagelser om sammenhængen mellem løn og produktivitet er problematiske, om end det ikke hverken kan eller skal anfægtes at en sådan sammenhæng faktisk er til stede. Ifølge den gængse antagelse om løndannelse ved fuldkommen konkurrence vil lønnen i et givet job ligge på niveau med det beløb som den ekstra produktion der kommer ud af den sidst ansattes arbejde, kan indhente på varemarkedet. Eller sagt på en anden måde: Arbejdsgiveren hyrer folk op til det punkt hvor udgiften til den marginale arbejders løn netop modsvares af det marginale provenu ansættelsen resulterer i.
Denne markedsmekanisme bidrager stærkt til ligevægtsskabelsen på arbejdsmarkedet og til at arbejdsmarkedet og varemarkedet indgår i en samlet ligevægt hvor lønmodtagerne kan finde jobs og arbejdsgiverne kan finde ansatte der er villige til at arbejde for en driftsmæssigt bæredygtig løn.
Så langt, så godt. Men vismændene går for vidt når de hævder at lønnen ækvivalerer produktiviteten, dvs. direkte og i reale termer modsvarer den værditilvækst der kommer ud af lønmodtagerens arbejde. Løndannelsen bliver, ud over frikonkurrencemodellens markedsmekanisme, også styret af forhandlingsprocesser, af historisk nedarvede lønhierarkier og af sociokulturelle normer, og ydermere af opdelingen af arbejdsmarkedet i segmenter der påvirker hinanden uden at være fuldt integreret, i særdeleshed skellet mellem det private og det offentlige arbejdsmarked.
Den enkelte økonomiske aktør opererer ikke på et fuldt transparent og fleksibelt arbejdsmarked, men er nødt til dels at bruge tommelfingerregler, dels at tænke ’strategisk’ for at nå frem til rationelle beslutninger. Her er ’uddannelse’, f.eks. gymnasieuddannelsen, ofte og i høj grad i spil. Den fungerer som markør for begge parter i en transaktion. Den repræsenterer et produktivt potentiale, som imidlertid kan have en delvist fiktiv karakter.
I det omfang dette er tilfældet, bliver lønnen en direkte funktion af uddannelsesniveauet, ikke af det som uddannelsen sætter lønmodtageren i stand til at yde i rollen som producent. Inden for rammen af nationalregnskabets bogholderi vil den udbetalte løn stadig udgøre modtagerens bidrag til værditilvæksten. Dette vil langtfra være en total forvrængning af det ’virkelige’ billede, men afvigelser af en vis størrelse vil utvivlsomt optræde.
Relevansen for den aktuelle debat er at de føromtalte marginale gymnasieuddannede personer, som kunne være målgruppen for en omdirigering til de erhvervsfaglige uddannelser, helt eller delvis opnår deres lønmæssige uddannelsespræmier uden i strikt økonomisk forstand at være ’berettiget’ til det. Men de nyder godt af den prestige uddannelsen besidder, det være sig af traditionsbårne eller pragmatiske årsager.
Med lidt ond vilje kan man sige at der ligger et element af rent-seeking i dette. Det er dog ikke ud fra suspekte motiver, men en konsekvens af den værdi uddannelse tilskrives i samfundet baseret på de normer dets velsituerede medlemmer hylder. Tendensen understøttes af at både kolleger i de pågældendes fag og af nogle lærere på de institutioner der uddanner dem, nødigt ser den prestige og økonomiske værdi deres område nyder, blive problematiseret, men i heftige vendinger går imod alle ændringer i uddannelseslandskabet. Meningerne er dog delte idet andre lærere tværtimod ser en mulighed for at opretholde f.eks. gymnasieskolens prestige ved at udvise selvjustits og insistere på at de faglige normer kan og bør holdes i hævd gennem adgangskrav og anden aktiv prioritering mellem forskellige ungdomsuddannelser som kan medføre at færre får adgang til de hellige haller.
Den vigtigste pointe i forhold til vismændenes analyse er at deres påstået skarpe og solide skillelinje mellem et ’politisk’ synspunkt og en rent fagøkonomisk betragtning har store huller. Antagelserne om uddannelse som en værdiskabende produktionsfaktor og om arbejdsmarkedets evne til at bringe sig selv i ligevægt er overordnet rigtige nok, men de er for generelle og derfor utilstrækkelige. En økonomisk betragtningsvinkel bør indbefatte flere elementer. Når det sker, åbnes gode muligheder for at diskutere hvor høj de unges gymnasiefrekvens bør være, hvordan adgangskriterierne skal være, og hvilken balance der er passende mellem gymnasiesektoren og andre uddannelser. Arbejdsmarkedet indeholder ligevægtsskabende kræfter, men nogle gange har de brug for en hjælpende hånd – også uddannelsespolitisk – for at slå igennem. Nogen skal udskifte pæren.
Dette ændrer sig ikke principielt ved den store ungdomsuddannelsesreform der nu er på bedding. Heller ikke her er det rimeligt alene at lægge til grund at jo flere uddannelsesår og jo højere eksamener vi får, desto rigere bliver samfundet.
[1] ”Erhvervsuddannelse”, kapitel 4 i Diskussionsoplæg udarbejdet af formandskabet for De Økonomiske Råd til møde i Det Økonomiske Råd tirsdag den 8. oktober 2024, s. 189-243.
[2] ”Erhvervsuddannelse”, s. 201 (boks 4.1), 202, 203, 235.
[3] ”Erhvervsuddannelse”, s. 193.
[4] ”Erhvervsuddannelse”, s. 192.
[5] ”Erhvervsuddannelse”, s. 204, 213, 234, 235, 238. Henvisningerne gælder det sidste af de to punkter. Det første punkt er ikke ekspliciteret i rapporten, men antages ikke desto mindre at udgøre en del af grundlaget.
[6] ”Erhvervsuddannelse”, s. 238.
[7] ”Erhvervsuddannelse”, s. 204
[8] Vismændene kommer flygtigt ind på denne sammenhæng idet de forudser lavere produktivitet og lavere løn hvis de videregående uddannelser i stigende grad frekventeres af ”personer, der har ringere boglige evner” (s. 225), men drager ikke de videre konsekvenser.