Pariserkommunen

Min udlægning af Pariserkommunen 1871 blev bragt i Radio 24syv i januar 2016 med Mads Østergaard som tilrettelægger. Efter radiostationens lukning var podcasten utilgængelig et stykke tid. Men efter venlig tilladelse fra det nye 24syv er der atter adgang til at høre den via dette link.

Om teori og teoriers rolle i historiefaget

[Denne tekst er redigerede forelæsningsnoter fra d. 8. oktober 2021. Forelæsningen bygger for en stor del på Gabriel Abend: “The Meaning of ’Theory’”, Sociological Theory bd. 26 (2008), s. 173-199, herunder to af denne artikels referencer: Donald N. Levine: Social Theory as a Vocation: Engaging with Future Challenges (1997) og Jeffrey C. Alexander: Positivism, Presuppositions and Current Controversies (Theoretical Logic in Sociology) (1982).]

Teori er et bredt begreb som omfatter mange former og retninger. Historiefaget har som helhed en pluralistisk tilgang til teoriforståelse og teoribrug. Også dette oplæg giver afkald på en essentiel definition; bemærk imidlertid at andre fag bygger på mere restriktive bestemmelser. Også i historie er der forskellige opfattelser af hvilket niveau af teoretisk beredskab der kræves for at producere stærke og holdbare analyser. Det ignorerer vi her og går pragmatisk til værks. Formålet er at opbygge en større fortrolighed med de muligheder der er for at tilegne sig, forstå og anvende teori, ikke at opbygge en forståelse af teori som emne i sig selv. Eller sagt på en anden måde: Emnet er ikke teoretisk praksis (teoriudvikling, metateori), men praktisk teori (teoretiske argumenter brugt på noget andet end teorien selv).

Lad os alligevel se på hvad ordet teori betyder, forstået som dets afgrænsning fra det som ikke er teori. Man kan kalde det teoribegrebets strukturelle semantik:

1) Teori repræsenterer det abstrakte (modsat det empiriske eller håndgribelige). Jo mere løsrevet et argument (om f.eks. en årsagssammenhæng) er fra det som umiddelbart kan sanses, måles, vejes og registreres, desto mere har det en teoretisk karakter.

2) Teori repræsenterer det generelle (modsat det specifikke). I jo højere grad en serie fænomener kan beskrives ved deres fælles træk, som en klasse, strukturelt afgrænset fra andre klasser, desto mere teoretisk præget er beskrivelsen.

3) Teori er en kontemplativ aktivitet (modsat en praktisk). Teori er ikke et værktøj, en algoritme eller et oversættelsesmiddel, men et sæt overvejelser om beskaffenheder og sammenhænge. Teori indebærer typisk reduktionisme. Vil man bruge teori til at forstå et historisk emne eller spørgsmål, skal man arbejde sig ind i den tilhørende teori og håbe forståelsen kommer; det er ikke en mekanisk-instrumentel aktivitet.

4) Teori er eksegese (modsat heuristik). I forhold til tekster af enhver art bruger man teori til systematisk at forklare, tolke, kommentere, kritisere – dette i modsætning til mere tilfældige fund, iagttagelser, sonderinger eller synspunkter.

Er teori en højere, bedre, mere avanceret form for viden end den som er konkret, specifik, praktisk og tilfældig? Det korte svar er ja. Betragt følgende tre udsagn:

1) Lone er kassedame og tjener 130 kr. i timen. Birgit er advokatfuldmægtig og tjener 260 kr. i timen. 

Dette er empirisk viden i rå form: observationer, data.

2) Højere uddannelse er forbundet med højere løn end lavere uddannelse. 

Denne generalisering (på grundlag af mange observationer i stil med forrige udsagn) udgør en kendsgerning: systematiseret viden om et sagsforhold.

3) Uddannelse er en investering i human kapital. Investeret kapital giver et afkast. Forskellen mellem høj løn og lav løn udgør afkastet på human kapital.

Dette er teori: På grundlag af en flerhed af begreber (kapital, human kapital, afkast) som er abstrakte (de udspringer ikke af de konkrete observationer) fremsættes en forklaring på den konstaterede sammenhæng.

Eksemplet giver ikke en udtømmende forklaring på hvorfor forskellige typer ansatte får forskellig aflønning for deres arbejde, men dog en realistisk og relevant delforklaring som bygger på generalisering og abstrakte begreber. Vil man forholde sig til forklaringen, måske for at udvikle eller kritisere den, skal man gå helhjertet ind på den teoretiske tankegang. Det er ikke nok f.eks. at anføre empiriske modeksempler. Konsoliderede kendsgerninger er et skridt fremad, men først den teoretiske ramme giver en dybere viden. Eksemplet viser dog også at teori er afhængig af empiri.

Det er muligt at opbygge en teori på et mangelfuldt datagrundlag, måske blot løse kendsgerninger og intuitioner. Det behøver ikke at være en dårlig teori af den grund. En hypotese kan være rigtig selv om den ikke ved sin undfangelse er underbygget på anden måde end ved argumentets indre sammenhængskraft. Men når dette er tilfældet, bliver empirisk trykprøvning af teorien så meget desto mere relevant.

Teori er ikke ren og ubesmittet logik, og bør derfor understøttes af håndgribelige observationer. Bemærk dog at der ikke ligger en mere ’egentlig’ virkelighed bagved eller ved siden af teorien. Teorien er i sig selv en repræsentation af virkeligheden, blot i et andet og forståelsesmæssigt mere avanceret format end den jævne beskrivelse af det ene eller det andet fænomen. Megen kultur- og samfundsteori er ’født’ med en historisk dimension, dvs. omfatter de forandringer af teoriens genstand der med tiden sker, fra dens oprindelse og videre over forskellige udviklingsfaser.   

Teori kan være vanskelig at operationalisere. Som historiker er man typisk ikke meget trænet i aktiv, bevidst teoribrug. Faget arbejder oftest med specifikke begivenhedsforløb og unikke tilstande der formidles til modtageren i narrativ form eller ved påpegning af forskelle og ligheder fra periode til periode og fra sted til sted. Det behøver man ikke lave om på. Konkret, begivenhedsorienteret fremstilling af hvad der fandt sted i en mere eller mindre fremmedartet fortid, er en naturlig del af historiefaget. Man skal ikke som historiker at være nervøs for at ens arbejde ikke dur medmindre det i et og alt er styret af abstrakt teori. Teorier kan i nogle tilfælde fungere rammesættende og får dermed en styrende rolle, uden nødvendigvis at spille en synlig rolle i hoveddelen af fremstillingen.

Teori kan virke på forskellige abstraktionsniveauer og have forskellige formater. Når man beskriver overordnede sammenhænge i den historiske fænomenverden eller generaliserer forskellige fænomener ved hjælp af abstrakte betegnelser, er der et teoretisk islæt. To eksempler:

1) Urbanisering var i moderne europæisk historie en væsentlig kilde til øget økonomisk vækst.

I dette eksempel opsummerer ordet ”urbanisering” den historiske tendens til at flere og flere mennesker med tiden bor i større og større bymæssige bebyggelser. Begrebet ”økonomi” er en abstraktion over processerne produktion, fordeling og forbrug og deres samvirke. Imellem disse to teoretiske punkter etableres en forbindelse: Urbanisering kan medføre (og vil typisk medføre) at økonomiens samlede omfang bliver større (vokser), altså en generel årsagssammenhæng. Ydermere er ordet ”moderne” en abstraktion over flere sammenhørende, historisk betingede tendenser. Den korte sætning bygger altså på teori, hvilket faktisk betyder noget i praksis: Hvis man sætter sig ind i økonomisk teori, særligt vækstteori, opnår man en dybere og mere præcis forståelse af sammenhængen mellem urbanisering og økonomisk vækst.  

2) Den sociale lagdeling er ifølge Marx bestemt ved modsætningen – og komplementariteten – mellem borgerskabet og arbejderklassen, eller med hans egne ord: bourgeoisiet og proletariatet.

For at forstå denne sætning skal man acceptere at sociale roller med mange empiriske variationer og nuancer reduceres til to forsimplede positioner. Positionerne definerer hinanden i kraft af måden varer og arbejdskraft udveksles på i det markedsøkonomiske system, med penge som medium. Teorien opstiller et system med to pladser. Disse er gensidigt betingende via en bestemt økonomisk relation som i kraft af sin stærke binding af aktørerne også er en social relation, der igen definerer samfundets beskaffenhed som helhed: det kapitalistiske system. Relationen er en bestemmende struktur. Igen afhænger en nøjere forståelse af at man arbejder sig ind i teorien. Behersker man teori, bliver det lettere at forholde sig til hvad man læser. Teori er ‘stærk’ viden.

Hvis et af disse to eller lignende eksempler forekommer i en historisk tekst, kan de dog godt læses intuitivt og uden at gå i dybden. De benyttede begreber giver en vis mening ved deres umiddelbare, gængse betydningsindhold. Har man tidligere set lignende sætninger i andre sammenhænge, læser man dem efterhånden som en kode der binder teksterne sammen og giver en første anelse om en mere vidtgående forståelse. For den videbegærlige står vejen til en sådan bedre forståelse åben. Man følger vejen ved at tilegne sig teorien – ved at uddybe sin viden om dens begrebsverden og indre sammenhæng. Det er som sagt muligt at begynde i det små. Men man kan ikke kalde en historisk tekst teoretisk alene fordi den indeholder spredte teoretiske elementer. Det afhænger af hvor mættet teksten er med den type stof. En teoretisk præget argumentationskæde skal i sin helhed hæve sig op over det rent empiriske. Men der må gerne være empiriske islæt, ja selv lange passager domineret af det empiriske stof.

Bredden i definitionen legitimerer dog ikke den opfattelse at alting er teori. At ’ikke-teori’ findes, fremgår af et tredje eksempel:

3) H.C. Andersen blev født i 1805. Hans barndomshjem var fattigt, men han blev en berømt forfatter og indgår i Danmarks litterære kanon. Han døde i 1875.

Leksikalske oplysninger og annalistik kan godt indgå i problemorienteret historisk argumentation, men kun rent understøttende. Det er ikke i sig selv meriterende. En vigtig undtagelse herfra er hvis man erstatter etableret faktuel viden med ny viden som er bedre i overensstemmelse med virkeligheden, eller, sagt mere enkelt, hvis man retter fejl og unøjagtigheder i den hidtil gældende opfattelse.

En række eksempler kan demonstrere hvordan forskellige typer af erkendelse hver for sig hæver sig over ren opregning og banale forløbsbeskrivelser, men ikke gør det i samme grad. I den følgende opstilling markeres en bevægelse fra det mere empiriske til det mere teoretiske:

1) Iagttagelser: I modsætning til for 40 år siden er Danmarks befolkning i dag voksende.

2) Metodiske antagelser og greb: De sociale medier er fulde af løgn, men ikke desto mindre vigtige kilder til stemninger og perceptioner.

3) Korrelationer: Folk med lave indkomster har flere helbredsproblemer.

4) Enkle og sammensatte udsagn om sagsforhold: Socialdemokratiet var i mange år det dominerende regeringsparti, men for at opnå parlamentarisk flertal var det afhængigt af andre partier og gik til tider i regeringssamarbejde med disse.

5) Lovmæssige sammenhænge: Lavere skatter øger arbejdsudbuddet. – Imperier crasher ved overstretch.

6) Klassifikationer, taxonomier: Man skelner mellem tre velfærdsmodeller: 1) liberal, 2) konservativ, 3) socialdemokratisk.  – Socialgrupper er en inddeling af befolkningen efter status, beroende på erhvervsfunktion, indkomst og uddannelse.

7) Definitioner: Modernitet er en funktion af Nationalstat, Kapitalisme, Sekularisering, Differentiering.

8) Begreber med komplekst struktureret indhold: Feudalisme; Det atlantiske system; Eurocentrisme; Keynesianisme.

9) Modeller: AGIL er en generel strukturfunktionalistisk samfunds- og gruppemodel med navn efter sine fire hovedfunktioner: Adaptation (til det omgivende miljø) – Goal Attainment (styring, beslutningstagning) – Integration (offentlighed, civilt liv) – Latency (kulturel reproduktion, familie).

10) Grundsætninger, generelle antagelser: Magten er indlejret i sproget. – Økonomiske beslutninger er eksekvering af rationelle valg.

Det kan diskuteres om det enkelte punkt har fået den præcist rigtige placering, men i store træk burde retningen være tydelig. Typernes forskellighed viser teoribegrebets fleksibilitet. Eksemplerne understøtter en refleksion over hvad man måske mangler i sit ræsonnement for at gøre det mere helstøbt og overbevisende. Ud fra den viden man allerede har – ens lokalisering inden for rammen af de 10 punkter – kan man finde inspiration i de ni øvrige. Nogle gange kan man kreativt bygge videre på sin tankegang ved hjælp af en stærkere teoretisering, andre gange kan man vinde ved at inddrage mere håndfast empiri. Helt undvære den teoretiske dimension kan man imidlertid ikke.   

Teorier er tit rettet mod et bestemt genstandsområde, men dette kan være bredt. Nogle akademiske fag har et indarbejdet, bredt accepteret teoretisk system. Blandt samfundsfagene gælder dette i særlig grad økonomi. Historie og sociologi er mere eklektiske og diversificerede, men de adskiller sig fra hinanden ved at sociologi er stærkt teoretisk funderet, på den ene eller den anden måde, mens historikeres brug af teori ofte er stærkt underspillet og optræder implicit, mere som en i situationen egnet ramme end som en nødvendig platform.

Nogle teorier er specialiserede og hælder i retning af at fortælle én bestemt historie om et bestemt hjørne af den samfundsmæssige virkelighed. Det gælder en række af de teorier man forbinder med fænomenet identitetspolitik, eksempelvis feministisk teori og postkolonial teori. Marxistisk teori er ligesom disse direkte forbundet med politiske anskuelser og mål, men har spillet en mere tværgående rolle, dækkende mange forskellige fag og undersøgelsesfelter. Marxismen har derved et universelt perspektiv, men forbliver ikke desto mindre koblet til en særlig ideologi.

Én form for teori bygger på en bestemt erkendemåde eller metode, men ikke et fast verdensbillede i form af ideologi eller en rigid opfattelse af hvad samfundets styrende kræfter er. Ideen i såkaldt grounded theory eller middle-range theory er at bevægelsen hen mod en abstrakt forståelse finder sted uden overskæring af forbindelsen til det empiriske. Tværtimod tager man udgangspunkt heri ved at indsamle materiale der knytter sig til et givet emne eller problemfelt og derefter sortere og nærstudere materialet uden at være styret af en bestemt hypotese eller model der er antaget på forhånd. Der findes særlige greb man med fordel kan benytte, men teorien skal stadig vristes ud af materialet ved konkret og direkte analyse som besvarer de spørgsmål der rejser sig. Denne procedure kan virke tillokkende på historikere, bl.a. fordi den bekræfter deres selvbillede, og kan sikkert være en god inspirationskilde. Man skal dog være opmærksom på at det er en niche i det større teoretiske landskab – et enkelt tilbud blandt mange. Grounded theory-metoden kan ikke alene opfylde behovet for at sætte sig ind i teori.

Der findes forfærdelig mange teorier med et afgrænset virkefelt. Dette er ikke ensbetydende med at de kommer og går i hastig rækkefølge. Efterhånden som de erkendelsesmæssige dagsordener og værdinormer ændrer sig, udvikles og forandres teorierne også, men bevarer ikke desto mindre en stabil kerne. Selv når sådanne teorier ophører med at være ’populære’ (i betydningen: have en stor tilhængerskare og fungere som ramme eller inspirationskilde for mange empiriske undersøgelser) forlænges deres aktive levetid ved at de bliver pejlemærker. De markerer en fase i forskningen, som måske endda stadig er værd at tage udgangspunkt i, nemlig som en form for negativt eksempel der ikke længere gør god fyldest som gyldig og tilstrækkelig erkendelse, men heller ikke lader sig ignorere som værende overstået og reduceret til ren fortid. Mange historikere har den erfaring med f.eks. modernitetsteori eller verdenssystemteori. Man oplever ikke at kunne komme videre på teoriens grundlag og lægger måske distance til dens værdinormer eller finder dens horisont indskrænket og utilstrækkelig, men kan på den anden side heller ikke udfylde dens plads med en ny teori som er i stand til at udføre samme funktion i det erkendelsesmæssige system.     

Andre specifikke teorier viser sig langtidsholdbare i en mere positiv forstand. F.eks. kan Thomas Hobbes (1588-1679) stadig citeres som en autoritet i egen gyldig ret inden for politisk teori, ikke blot som en genstand for teorihistorisk undersøgelse. Et mere nutidigt eksempel med relevans for virkelig mange historikere, vel et flertal, er den såkaldte cleavage-teori der i sin klassiske form hidrører fra Seymour Martin Lipset (1922-2006) og Stein Rokkan (1921-1979). Teorien beskriver hvordan bestemte typer af sociale, geografiske, kulturelle og økonomiske skillelinjer (cleavages) definerer moderne samfunds partisystemer og dermed en væsentlig del af deres politiske struktur. Teorien muliggør systematisk sammenligning af forskellige lande og udgør et overbevisende alternativ til vilkårlige ad hoc-kriterier.

Sidst men ikke mindst skal nævnes de meget ambitiøse helhedsteorier som nogle – måske med en sarkastisk undertone – betegner som grand theory. Hermed menes teorier som tilstræber at forklare ’det hele’, ikke i bogstavelig forstand, men som en sammenhængende fremstilling af hvordan samfundet som helhed er beskaffent, vel at mærke ikke kun i ontologisk forstand (’Hvordan er samfundet beskaffent?’), men også epistemologisk (’Hvordan kan vi bedst muligt erkende hvordan samfundet er beskaffent?’). Teorien bliver derved ikke kun en teori om noget ydre, men nok så meget – måske endnu mere – en teori om sig selv (metateori). Disse teorier har været, er stadig og vil vedblivende være meget indflydelsesrige. I nogle tilfælde tegnes de af nogle få dominerende skikkelser, i andre er der tale om et bredere felt af skabere. Det er vigtigt for en historiker at være bevidst om rækkevidden af disse teorier og om forskelle og spændvidde inden for typen. For vælger man at arbejde inden for en af typens begrebsverdener og tilhørende metodik, køber man en særdeles omfattende pakke og vælger samtidig – i det mindste i den aktuelle sammenhæng – de andre pakker fra.

Reelt er man ikke bundet. Det er muligt at skifte perspektiv og operere inden for forskellige begrebsverdener og samfundsopfattelser. Netop ud fra denne pragmatiske betragtning er det imidlertid vigtigt at kunne skelne mellem de forskellige ’store teorier’. Ved evnen til sammenligning indser man bedre både muligheder og begrænsninger inden for hver af dem. Man opnår dermed en form for autonomi i ens egen forståelse, hvilket er sværere hvis man overvældes af teoriens intellektuelle kraft og ikke er i stand til at foretage en saglig relativisering af den erkendelse den leverer. For at hjælpe denne skelneevne på vej afsluttes denne forelæsning med en række ultrakorte beskrivelser af en række af disse teorier med mere universelt sigte. Nogle markante navne inden for hver af dem angives som mulig nøgle for dem der vil vide mere om sagen:    

Strukturalisme: De enkelte pladser i et fast begrebsligt eller socialt system er defineret ved deres forhold til de øvrige pladser. Pladserne er permanente, men relationen mellem dem kan ændre karakter, og indehaverne af pladserne kan byttes ud, hvorved strukturen får (historisk) dynamik selv om den i sig selv er statisk. Inspireret af sprog- og litteraturteori. Eksempler:  Claude Lévi-Strauss, Pierre Bourdieu, Hayden White.

Funktionalisme: Samfundsmæssige systemer er bygget op af differentierede enheder (med forskellig funktion) som både har et indre liv og interagerer med de andre enheder. De forskellige og separat virkende, men samordnede funktioner gør systemet stærkt og levedygtigt og stabiliserer det i forhold til den ydre verden (naturlige omgivelser og andre samfundsmæssige systemer). Samordningen sker via løbende feedback-processer som muliggør en balance mellem rutine, tilpasning og forandring. Eksempler: Talcott Parsons, Niklas Luhmann.

Kritisk teori: Filosofisk metodik som problematiserer og destabiliserer elementer i oplysningstænkning og fremskridtsoptimisme med henblik på at forstå hvorfor disse ikke har ført til den forjættede emancipation af mennesket. Blandt undersøgelsesfelterne tælles instrumentalisering af ideer gennem diskurser og kulturformer, som fører til nye, perverteret-moderne former for hegemoni: fascisme, biopolitik. Eksempler: Frankfurterskolen, Michel Foucault

Rational Choice: Aktører, enten rene enkeltindivider eller individer i organisationer, disponerer og handler på måder som fremmer deres egen interesse. Samfundet som helhed er produktet heraf. Teorien kan tilføres historisk dynamik gennem læren om institutioner, dvs. rammen af normer og mentaliteter som i større eller mindre grad tillader særlig kreativitet og risikovilje at komme til udfoldelse (eller det modsatte). Eksempler: Adam Smith, Joseph Schumpeter, James Buchanan, Gary Becker.

Fænomenologisk tilgang: Den nære, direkte, detaljerede skildring af interaktion og diskurs som foretrukket antropologisk og historisk erkendelsesmiddel. Begivenheder bliver tilgængelige og meningsfulde, og dermed mulige genstande for fortolkning, når de oversættes til eller medieres gennem sprogligt-litterær form uden et teoretisk filter eller kvantificering. Kan være en variant af eller beslægtet med socialkonstruktivisme: Mennesker skaber og skabes af deres miljø i en fælles kulturel proces. Eksempler: Carlo Ginzburg, Clifford Geertz.

Aktør-netværksteori: På grundlag af den ontologiske præmis at alle enheder i et miljø – besjælede eller ubesjælede, materielle eller immaterielle – er aktanter (eller ligefrem: aktører), bestemmes forskningens opgave som værende alene at beskrive systemiske relationer mellem enhederne eller årsagskæder som de indgår i. ”Mennesket” og dets intentioner og ideologier fraskrives en privilegeret rolle, ligesom overordnede forklaringer i form af samfundsteorier afvises. Eksempler: Bruno Latour, John Law. 

Narrativ teori: Et omfattende felt som bl.a. reflekterer over den kendsgerning at historieskrivning fremstår som en fortælling, dvs. en meningsfuld repræsentation af signifikante begivenheder i det menneskelige samfund, vist som et fremadskridende forløb. Bl.a. drøftes i hvilken grad og hvordan historieskrivning opnår ægte og dækkende forklaringskraft (i modsætning til vilkårlige anekdoter). Det drøftes også hvilket slægtskab der består mellem historieskrivning og fiktion, og hvorvidt man kan sige at den narrative modus slår igennem i andre fag og discipliner og erkendelse generelt. Et stærkt aktuelt tema er håndteringen af tidsdimensionen (periodisering samt forskellige, skiftende/overlappende tidsperspektiver). Eksempler: Louis Mink, Frank Ankersmit, Reinhart Koselleck.

Development Aid: A Very Brief Introduction

How did Western development aid develop during the 1960s and -70s?

In the 1960s Western development aid was simple, seemingly. Concepts and strategies were shared by OECD member countries. The main doctrine was investment and transfer of knowhow. Real capital was supplied, and local managers were trained. It happened in the form of development projects.

A project was an exemplary activity. Ideally, for every foreign expert there was a local counterpart who would disseminate skills and knowledge to others. Later, local savings were supposed to pay for investment in more machinery and equipment. The expected result was sustained economic growth and the abolishment of poverty. 

During Western industrialization increased levels of investment did in fact go hand in hand with technology transfer. By the middle of the 20th century the American economist Walt Rostow raised the idea that all economic modernization followed the same path. An increased rate of investment was decisive. Another economist, Alexander Gerschenkron, claimed that backward countries could move quickly ahead. When they applied known robust solutions, they could skip trial and error.

That didn’t work in the development projects of the 1960’s. The gap in capital and skill resources between many former colonies and the developed world was wider than between England and continental Europe in the 19th century.

Technology transfer back then took place between profit-driven market economies propped up by the state. Post-colonial development assistance was different. The new independent states were short of many resources, including efficient and committed leaders and civil servants.

Big sums of money were spent on investment, but there was a lack of complementary structures, and the sense of commitment and ownership to projects wasn’t strong enough.

Donors carried a responsibility as well. For managers and staff, it was hard to admit in front of politicians and taxpayers that projects didn’t go the way they were supposed to.

Nevertheless, by 1970 it was clear that problems were serious. Also, renewed anticolonial feelings and the demand for a new international economic order generated pressure on the aid system. The request for pattern-breaking change was translated into the notion that investment should be directly aligned with people’s basic needs.

More attention was now given to infrastructure and utilities: clean water, better roads, physical planning, basic health service. These were not new items, but priorities were shifted. Aid from wealthy nations could help fill out a serious gap, start virtuous circles and empower ordinary people.

With more direct access to useful resources, people’s lives would be better. They could more easily engage in market-related economic activities such as creating businesses or supplying labour. It was hoped that the problem of missing ownership to projects could be reduced.

This was sound thinking. Yet many difficulties persisted. A clear effect of aid on overall development failed to appear. The result was so-called donor fatigue.

The heavy debt incurred by developing countries while growth rates remained low undermined faith in the capacity and political will to govern responsibly. The scene was now set for a new donor strategy: the promotion of good governance.

Third World leaders did not admit systemic dysfunction or own policy failure. They were more inclined to demand compensation for the global economic downturn, high energy prices and massive inflation in those days. It was a deadlock. Indeed, the 1980s later became known as the lost decade for development.

What were the main reasons for Denmark to engage in this field?

Denmark had multiple motives for taking part in the development effort. In the 1950’s there was a desire to ‘put Denmark on the map’. The process of decolonization was underway, and Denmark saw an opening. As a small nation, Danish influence was nil. But now, by multilateral diplomacy and contributions to aid, Denmark might be noticed.

It was first imagined that the best channel was the United Nations. Here, Denmark could earn prestige and project a nation-brand. At the end of the 1950’s, the idea matured of including a bilateral dimension. This meant to carry on in the UN, yet also establish a program of direct assistance to specific countries. This required expansion of annual funds and a more elaborate administrative apparatus. After little hesitation, it was put into practice. A decade later, the Danish government began to aim for a place at the top of the donor hierarchy in terms of aid funding as a percentage of gross national income.

Real humanitarian concern was in fact present among politicians and opinion makers. They felt there was a need and an obligation to eradicate poverty and create a more equitable world. This consideration co-existed with a feeling that if no action were taken, global instability might arise. However, less idealistic motives were present as well.

Development programs and projects were a showcase for products, services, and ideas that Denmark hoped to export on commercial terms. For the moment, it would either be given away or financed on favourable terms. But to a large extent aid was tied to goods and services provided by Danish firms and organizations.

There was, in other words, an important return flow. There was no guarantee of future profits. Still, development assistance represented a potential. And even if net earnings never materialized, one part of the sunk cost stimulated the Danish private sector economy. Development aid enjoyed support from business circles.

Popular movements and NGOs were in favour too. The Government had set up institutions where they would be heard. For that reason, it was easy to mobilize expertise for giving inputs and participating in the practical execution. This led to professionalization. NGOs became dependent on the system for financing projects. Young activists found an appealing way to move into a career. The state found a new way to bring talented people into the fold.

Those serving as agents abroad in development programs would bring back knowledge about the greater world. As they moved into other spheres of activity, they arrived there endowed with useful knowledge. The process of globalisation was getting under way, so the timing was good.

In conclusion, the Danish engagement in the international push for development served several purposes: traditional foreign policy, nation-branding, export promotion, formation of human capital, and the adaptation of Denmark to a globalising world. There was also the good feeling of doing the right thing by helping others. Whether the assistance brought about development in a real sense became a relatively minor issue.

250 Years with Hegel: Philosophy of History and History of the World

[This is a summary of my Danish language article “Historiefilosofi og verdenshistorie: G.W.F. Hegel 1770-2020”, Historisk Tidsskrift 2021:1, pp. 151-200, available at https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/127110]

Jürgen Habermas recently declared that with G.W.F. Hegel (1770-1831) Western thought crossed the threshold to full modernity. Hegel solved the riddle of how to reconcile permanent ethical values with the immense variability and changing manifestations of human behaviour, culture, politics, and institutions. He introduced the concept of a self-evolving World Spirit based on the fundamental urge to achieve individual freedom within a just and well-ordered commonwealth of men and women. ‘World Spirit’ is a metaphor for the collective preservation and application of ideas to that effect and – particularly ­­– the ongoing conscious reflection on the process, i.e., philosophy. History – material and spiritual, of people and of elite – is the substance and result of the action. It is a totality and must be conceived of as such. Past and present events merge into one coherent and sufficient picture. Consequently, on the premises given by Hegel’s style of thought, mature insight is the tool of freedom and augurs the end of history as we know it.

The present article serves as a general introduction to Hegel’s philosophy of history, beginning with its reception. The approach is limited to the historical and political context, ignoring ontological and epistemological aspects. Philosophically, Marxism was a subset of Hegelianism, yet Marx’ own claim of a materialist turn, rejecting Hegel’s idealism while preserving his method, soon became a source of doubt and controversy. Marxian notions of purely techno-economic determination and denial of gradual societal evolution – as opposed to dialectics – were called into question. True innovation was first provided by Antonio Gramsci who strove to reintroduce national culture and institutions of civil society into political analysis. Among other Italian philosophers Benedetto Croce represented a politically liberal version of Hegelianism. In the Soviet Union, Stalinism distorted and abused the pre-World War I tradition but did not cause its complete disruption.

In mid-20th century Germany, the Frankfurt School to a large degree based its ‘critical theory’ on Hegelian patterns of thought, although abandoning any hope that the end of history, conditioned by clear insight and social emancipation, was due any time soon. In France, the most influential Hegelian, Alexandre Kojève, provided a platform for agents of mainstream politics and social engineering to incorporate society’s fundamental contradictions into a progressive reform process, including the welfare state and European integration, all under the guidance of an academically trained elite. Together with the Frankfurt School this marked a change of direction for Hegel-inspired political philosophy. Critical, yet constructive self-insight in established centres of governance substituted revolutionary Marxism.

Recent decades have witnessed an upturn for the politico-ethical dimensions of Hegelian philosophy, focusing, among other things, on the potential of dialectical historical thinking to further atonement and reconciliation, following the unjust suffering caused by war, exploitation, discrimination etc. that leave communities and nations divided and individuals wounded and mortified after the event.

The following section of the article is a short paraphrase of Hegel’s Lectures on the Philosophy of History. The intention is to provide a clearer image of the substance of history according to Hegel than is usually given by the ultra-short introductions of textbooks dealing with historiography in general. One important element is the role of Christianity. First, the new faith helped disrupt the authoritarian and soulless Roman Empire. It then provided the foundations of modern Europe by combining an appealing liberating, even egalitarian ethos with a firm institutional base, including the congregation and ecclesiastical organization. Yet according to Hegel the liberating Christian endeavour was soon held back by feudal institutions which were counterproductive in and by themselves and stimulated greed and corruption within the ranks of the church. However, Reformation and stable monarchies of nation-states cleared the road for further progress. Even so, its proper achievement required a new political mindset authorizing the rule of law, an independent civil society, and free exchange of opinions, including the right to criticize authorities that ultimately relied on the will of a sovereign. But then again, this new mindset, that emerged as truly influential during the French revolution, turned out to be capable of producing terror and chaos as well, after which authority necessarily came in new demand. Hegel’s ideal was a well-ordered society with a high level of individual freedom, all based on Christian values and a strong but tolerant and liberal state. He saw the Prussian state of his time to represent best practice but remained aware of the inherent conflicts or dialectical tensions of the system. Paradoxical as it may sound, Hegel did not fail in his admiration of French republican ideals. 

Finally, the influence of the Hegelian model on historiography today is discussed by way of a few salient examples from the field of general economic history, political economy, and global history. Expressing classical modern values and faith in the idea of progress through systemic change, the model retains a solid yet contested position, opposed for instance by global historians who shun euro-centric versions of history. In this field of enquiry there is nevertheless an ongoing dialogue. However, one is also able to spot interventions where the whole set of issues raised by Hegel’s philosophy of history, indeed the entire train of classical Western thought on history and politics, is being ignored and forgotten in favour of dualistic denunciations of standpoints that are deemed offensive, measured against values defined within a framework of identity politics. This is illustrated by a recent debate in the journal Security Dialogue regarding possible racist tendencies within political science.

Solidarity Forever? Swedish Wage Levels as an Index of Working Class Marginalisation in Post-Golden Age Scandinavia

Paper presented at the conference on Wages and Global Development since the 1950s/1960s, University of Artois (Arras, France), 9-10 April 2015, organized by Professor Michel-Pierre Chélini. Please read the revised version here.

Abstract:

In Sweden, over the 1960s, -70s and part of the -80s, pay equalization took place across industries, forms of employment and the gender gap. Subsequently, both the gender- and the industry-based differential among wage earners remained within the limited range now arrived at. Contrary to these fixations, wages began to diverge downwards relative to salaries after c. 1990. All the while, the quantitative balance between blue-collar workers and salaried employees shifted too, in favour of the latter group. This process was gradual and went in the same direction throughout the entire period. Enhanced human capital is a valid partial explanation for both changes, yet the increasingly globalized economic regime plays some role in the relative decline of wages. Blue-collar workers are more liable to lose their jobs because of outsourcing, relocation or new trade patterns. They have fewer attractive alternatives in the predominantly white-collar and gender biased (towards women) labour market of the public sector. For the collective of unionized workers, traditional solidarity is still the best available response to these challenges. For the individual, though, opting out of the blue-collar group is probably the better alternative. Even the better-situated portions of the working class seem caught in a process of socio-economic marginalisation.  

Tankelyn: En økonomi

I podcast-serien Tankelyn (12 afsnit) fortæller forskere fra Københavns Universitet om små og store verdener, f.eks. “En økonomi“. Jeg medvirker i dette afsnit sammen med Simon Boserup, Økonomisk Institut.

Et akademisk lavpunkt for KU. Om udgivelsen Reality Lost

På Københavns Universitets Center for Information og Boblestudier (CIBS) har lederen, professor Vincent Hendricks, sammen med ph.d.-stipendiat Mads Vestergaard udgivet et længere skrift i e-bogform. Titlen er Reality Lost: Markets of Attention, Misinformation and Manipulation, Cham CH (Springer Nature) 2019, https://doi.org/10.1007/978-3-030-00813-0. Jeg opfatter bogen som et statement der skal vise kvaliteten af den forskning der finder sted på CIBS; i hvert fald er den i sit tekniske format bygget op som en akademisk monografi med klassisk kapitelinddeling, navngivne underafsnit og et dokumentationsapparat i form af henvisninger, fodnoter og litteraturliste.

Dette apparat er dog utraditionelt udformet. De fleste henvisninger til trykt litteratur sker i parenteser indsat i brødteksten (desværre ofte uden at angive det specifikke sted i bogen eller artiklen der henvises til), mens de talrige henvisninger til websites er anbragt i fodnoter. Litteraturlisten sidst i bogen omfatter ikke disse webkilder. Dermed sløres det i hvilken grad forfatterne bygger på fund på nettet, sammenlignet med den trykte litteratur. De to medieformater markerer ikke nødvendigvis en forskel i lødighed. Mange fine klassiske værker så vel som nye forskningsbidrag kan downloades. Men da mange af bogens henvisninger er til mere flygtige og usikre kilder, forekommer adskillelsen suspekt. Læseren møder mod slutningen en nydelig litteraturliste fyldt med bøger udgivet på universitetsforlag og artikler fra forskningstidsskrifter, men der gives ikke noget samlet overblik over de talrige andre steder der danner belæg for forfatternes påstande. Resultatet er et falsk indtryk af traditionel akademisk soliditet. Indtrykket bestyrkes af at forfatterne intetsteds gør sig overvejelser over kildegrundlaget.

Bogen er et katalog eller eksempelsamling som opregner: 1) trusler mod det demokratiske samfund i form af informationsoverskud/ opmærksomhedsunderskud; 2) dårlig, fordrejet og løgnagtig nyhedsformidling; 3) politisk manipulation via medierne; 4) opblæste kampagner uden substans; 5) forskellige formater af det førnævnte; 6) populistiske klangbunde for falske budskaber; og 7) demokratiets svære kår når borgerne går misinformerede rundt. Det beskrives hvordan digitaliseringen af samfundet ved massedatabaserede informationsmonopoler og overvågningsteknikker kan føre til totalitær styreform.

En stærk ubalance kendetegner fremstillingen. Budskabet er alarmistisk, uden modererende overvejelser vedrørende truslernes faktiske gennemslagskraft; modsatrettede tendensers styrke; produktivitets- og velfærdsgevinster skabt gennem tech-sektoren og e-medier; eller demokratiets grad af robusthed og evne til at opretholde sig selv. Forfatterne evner ikke at kortlægge grænseområdet mellem suspekte og legitime udnyttelser af den moderne medieverdens og informatikkens potentialer.

Retorikken svarer hertil: En rablende diskurs fuld af kulørte vendinger med hyppige indslag af den talte sprogform, som man kender det fra Vincent Hendricks’ hyppige optrædener i medier og forsamlinger. Uforholdsmæssigt mange eksempler vedrører præsident Trumps valgkamp og den nuværende amerikanske regerings omgang med vælgere og medier. Andre favorittemaer er det skumle erhvervsliv i skikkelse af tech-virksomhederne. Især de store af dem modtager en skævvreden og ensidig behandling af deres rolle i samfundet. Mangfoldigheden i branchen beskrives ikke. Mange argumenter kendes igen fra debatten i de daglige nyheds- og opinionsmedier. Den spidsvinklede polemik der kan tolereres her, transplanteres uden videre ind i en angiveligt forskningsmæssig publikation hvilket har fatale følger for dennes troværdighed og seriøsitet. Bogen er ironisk nok selv et eksempel på den højtråbende, konfrontationssøgende og ensidige kommunikationsform som det er forfatternes angivelige målsætning at afsløre og kritisere.

Forfatterne gør sig flere steder skyldige i manipulation af kendsgerninger, fusk i argumentationen, misvisende tilegnelse af andre forfatteres arbejde, og almindelig inkompetence. Eksempler på dette gennemgås i det følgende i nogenlunde den rækkefølge de optræder. Læseren bedes bære over med den omstændelige fremlæggelse. Den er nødvendig for konkret at påvise hvor uvederhæftig bogen er.

På s. xii (i bogens ”Introduction”) omtales afhængighed af annoncører som et incitament til at tiltrække læsere ved hjælp af konfliktstof og sensationer, hvilket truer selv den etablerede presses troværdighed og integritet. Der kan let, hedder det, gå en lige linje fra at være til fals for annoncekroner til ”misinformation, populisme og politisk manipulation”. Der henvises her til et søjlediagram som viser hvordan der i syv EU-lande er et større eller mindre misforhold mellem borgernes opfattelse af hvor stor en andel af landets befolkning der er født i udlandet, og hvor stor en andel der faktisk er født i udlandet. Der etableres imidlertid ingen sammenhæng mellem påstanden om pressens misinformation og det viste diagram. Diagrammet illustrerer perceptionen blandt borgerne i de pågældende lande, men det er da på ingen måde givet at det er pressens skyld hvis perceptionen ikke stemmer med de faktiske forhold. Med andre ord, forfatterne postulerer en sammenhæng som ikke hverken dokumenteres eller på anden måde underbygges af den graf der henvises til.

En central præmis for forfatterne er at overfloden af information i det moderne samfund har sit modstykke og komplement i underskuddet af opmærksomhed: Et menneske har nu en gang et begrænset antal timer til sin rådighed og en begrænset perceptorisk og intellektuel kapacitet. Forfatterne bringer på s. 2 et kort citat af nobelpristageren i økonomi Herbert A. Simon som netop går ud på at informationsrigdom indebærer knaphed på opmærksomhed. Forfatterne udlægger citatet, som er fra 1971, sådan at Simon ”profetisk” omtalte ”det kommende informationssamfund”. Men der står ingenting om dette, hverken i det direkte citat eller i den kontekst det er trukket ud af, nemlig et symposiebidrag under titlen ”Designing Organizations for an Information-Rich World”. Tværtimod fremgår det tydeligt af Simons bidrag til denne publikation at han ikke agerede profet, men talte om et allerede længe eksisterende fænomen. Problemet med opmærksomhedsunderskud kan imidlertid løses og bliver løst på løbende basis, nemlig ved selektion og strukturering af information på grundlag af relevante kriterier og ved hjælp af passende teknologi og organisation, samt en pragmatisk tilgang. Dette er netop hvad Simons berømte begreber – fra andre dele af hans arbejde – om bounded rationality og satisficing går ud på. I modsætning til forfatterne havde Simon et optimistisk syn på vore muligheder for at håndtere en stor og voksende data- og informationsmængde. Hendricks og Vestergaard misbruger Simon ved at klippe de par linjer ud der kunne understøtte deres egen opfattelse, og ignorere resten.

Som et eksempel på hvordan mediefolk – f.eks. via fake news – tilegner sig folks opmærksomhed og sælger den videre til annoncørerne, omtaler Hendricks og Vestergaard s. 8-10 hvordan en avis i New York i 1835 publicerede en sensationel pseudo-saglig artikelserie om en civilisation af bevingede flagermus-mennesker på månen. De angiver ingen kilder til deres oplysninger. Det forekommer imidlertid helt usandsynligt at forfatterne skulle have identificeret deres case ved egne studier i de oprindelige kilder. En søgning viser da også at episoden allerede for længst er grundigt dækket i litteraturen. Det er en grov forsyndelse mod gældende normer for forskningsarbejde ikke at angive hvorfra man har sin viden.

Historien om månevæsenerne peger desuden på endnu en indholdsmæssig brist i forfatternes arbejde. De gengiver uden forbehold historien som et rammende eksempel på fake news og vildledning af offentligheden. De inddrager ikke den kendsgerning at der var tale om en fiktion, der som et illusionsskabende virkemiddel benyttede tilliden til journalistisk pålidelighed, og bag denne også videnskabelig pålidelighed i form af astronomiske observationer af månen. Forfatterne mangler begreb om tekstuelle genrer og deres pragmatik. Mange af sensationspressens læsere er udmærket klar over at artiklerne de lader sig underholde af, er fyldt med løgn. Men de vælger at læse dem fordi de netop gerne vil underholdes, og fordi de måske opfatter historierne som en relevant form for udfordring af etableret viden og autoritet. Det er et kendt litterært virkemiddel at benytte en ramme af forstillet fakticitet. Nogle læsere, til tider mange, bliver faktisk vildledt derved, men problemet er at hvis ikke der er en gråzone af tvivl, udebliver den litterære effekt som forfatteren (eller i filmmediet: instruktøren) tilstræber. Om man kan lide det eller ej, er dette en del af måden menneskelig kommunikation virker på.

Senere (s. 67-69) anføres et eksempel på egentlig, politisk målrettet løgn og manipulation via pressen, nemlig da Benjamin Franklin i en Boston-avis i 1782, midt under Uafhængighedskrigens fredsforhandlinger, fabrikerede en ’dokumenteret’ historie om grusomme drab på nordamerikanske kolonister begået af den britiske konges indfødte allierede. Også dette eksempel står underligt uformidlet, uden refleksion over hvad det betyder for vor forståelse af lignende fænomener i nyere og nyeste tid, særligt i betragtning af den helterolle i historien Benjamin Franklin traditionelt tillægges. Det er symptomatisk at henvisningerne (noterne 19 og 20) er yderst summariske, nemlig dels den kortfattede introduktion til kildegengivelsen hos National Archives, dels seks linjer på et blogindlæg fra begyndelsen af 2017, vel omkring den tid Hendricks’ og Vestergaards manuskript var under affattelse. Man får den tanke at eksemplet er et tilfældigt fund, der er medtaget for at gøre teksten ’dybere’. Men en egentlig fortolkning af eksemplet udebliver, og den ret omfattende eksisterende forskningslitteratur om sagen nævnes ikke.

Forfatterne gengiver et par steder den af mange accepterede nulsums-kliché om at hvis man ikke betaler for produktet, så er man produktet. På s. 11 suppleres denne prætenderede dybsindighed med en bemærkning om at det er ligesom på et spillekasino: Jo mere kundeaktivitet, desto større fortjeneste til ejerne. Og hvordan underbygger forfatterne så dette? Enkelt: ”Like Robert de Niro says in Casino the movie: In the casino, the cardinal rule is to keep them playing and keep them coming back. The longer they play, the more they lose. In the end, we get it all.”

Der er i den citerede replik intet som uddyber eller tydeliggør hvad forfatterne allerede har sagt én gang. Den er med andre ord overflødig. Tilsyneladende udspringer citeringen blot af et desperat behov for at sætte en reference på. Dertil kommer at der ikke er nogen egentlig kildeangivelse i form af instruktørens navn, filmens premiere-år eller det tidspunkt i filmen eller den sammenhæng replikken optræder i. Citatet ser ud til at stamme fra en tilfældig erindring som derefter er søgt bekræftet via en af de mange samlinger af populære citater på internettet. Med andre ord: en overflødig og meningsløs reference der yderligere belastes af suspekt citatteknik.

Hendricks og Vestergaard fremturer på s. 54 med endnu et vilkårligt citat fra en film med Robert de Niro: “’It is what it is,’ as Robert De Niro says in Heat. The world is what it is.” Igen sker det uden mening, sammenhæng og præcis henvisning.

På s. 29-30 omtales ”a power law distribution”. Vendingen henviser til den type af hyppighedsfordelinger hvor få enheder er højfrekvente mens de fleste kun optræder få gange. Fordelingen vises grafisk efter aftagende hyppighed så figuren danner en stejl aftrapning fulgt af en ”lang hale”. Et almindeligt eksempel er den store hyppighed som få populære bøger efterspørges med hos boghandleren eller på biblioteket mens de øvrige titler der er til rådighed, har langt færre hits hos kunder eller lånere, mange kun forsvindende få. Hendricks og Vestergaard illustrerer dette med en besynderlig grafisk figur, hvis proveniens ikke oplyses. Den ser ud til at være sakset fra en tvivlsom populærpublikation. I figuren sammenlignes power law-fordelingen med den kendte klokkeformede normalfordelingskurve. De to kurver er angivet med samme målestok og fremstilles i det hele taget som om de var umiddelbart sammenlignelige. Det er de ikke. ”Power law”-kurven illustrerer et antal diskrete enheder, ordnet efter den hyppighed de optræder med, begyndende med den enhed der har flest hits, dernæst den der har næstflest, dernæst igen den der har tredjeflest og så fremdeles, aftrappet så de mindst hyppigt forekommende enheder optræder længst ude til højre på aksen. Normalfordelingskurven viser hyppighed på en helt anden måde, nemlig andelen af samtlige poster ordnet efter posternes grad af afvigelse fra en gennemsnitlig værdi. Det kan f.eks. være individers højde, specifikt spredningen omkring den gennemsnitlige højde, der måles på denne måde. I den førstnævnte fordeling indgår ikke nogen middelværdi, hverken som den centralværdi målingerne grupperes efter eller på anden måde. Grunden til at de to kurver fremstår så fuldkommen forskelligt, er at de slet ikke måler på samme måde, hvilket Hendricks og Vestergaard tilsyneladende antager at de gør.

På s. 36 henviser de to til Jean Baudrillards Simulacra and Simulation. Der anføres ikke noget sidetal i henvisningen, så det er svært at tjekke om den rammer hovedet på sømmet. Meget tyder på at det ikke er tilfældet. Baudrillard er kendt for at mene at den medialiserede tegnverden bliver til en egen virkelighed som mennesker i dag tilbringer en stor del af deres tid i, på bekostning af den trivielle fysiske og sociale dagligdag. Tegnene mister deres referentialitet i dette ords konventionelle betydning og henviser kun til hinanden. Men er det dette synspunkt Hendricks og Vestergaard trækker på? Som så ofte bruger de kun få ord på at udrede sagen, så læseren er i tvivl. Konteksten indikerer imidlertid at de på vilkårlig vis instrumentaliserer Baudrillard med henblik på egne formål. Baudrillards dybe kritik får ingen plads, men fortrænges straks af et udsagn om at grænsen mellem nyheder og underholdning ”sløres”. Så falder den virkelige pointe, nemlig at den hele politiske virkelighed er en medieskabt illusion som politikerne holder vedlige for at skjule oplysningsprojektets fallit (s. 37). Belægget for dette er en hjemmeside for ”Nihilistisk Folkeparti” som Mads Vestergaard selv lægger navn til. Det må være rart at kunne påkalde sig selv som autoritet, især hvis det kan ske på en måde så man optræder i samme liga som Jean Baudrillard – som trods en ujævn karriere var en stor tænker.

Den ringe tillid til politikerne og det politiske system fastholdes andre steder: ”If politics is all about winning the horse race and voter maximization, reality may lose out. One would think that politics is supposed to solve real problems. … If there is no ambition to solve real problems, then politics is reduced to showbiz and speculation in sending, creating, or struggling over political signals and symbols.” (s. 39). Læg mærke til retorikken: Semantisk eksekveres en naiv og populistisk afstandtagen fra politikerne, men med en gardering i form af det hypotetiske ”may” og det konditionelle ”if”. Et rent og skært taskenspillertrick. Man siger dristigt det hele, men kan ikke fastholdes på udsagnet hvis nogen skulle finde på at rejse en indvending.

Forfatterne ved altid bedre end andre: ”Thus, a political bubble is defined as a situation in which a political item gets a measure of attention in the media far exceeding what the political substance justifies.” (s. 45). De har ingen tiltro til at befolkningen evner at tage stilling til hvad der er væsentligt og hvad der ikke er. Dette kunne godt opfattes som sympati for en elitær holdning til politik. Men det er nok for hård en tolkning. Der er i hvert fald mere i det. Udsagnet falder efter en længere diskussion af ”symbolpolitik”, særligt med udgangspunkt i den danske udlændingepolitik, som forfatterne ikke bryder sig om. Symbolpolitik er et reelt fænomen og værd at diskutere, også i denne forbindelse. Men Hendricks og Vestergaard er ikke til lange analyser hvor tingene ses fra flere sider. Deres stil er de raske udsagn og kontante domme som alle synes rettet mod at fremstille dem selv som progressive intellektuelle med de rigtige meninger.

På s. 46-48 framer Hendricks og Vestergaard endnu et rask udsagn – om ”investering og spekulation” som billede på politik – ved at påkalde John Maynard Keynes. De citerer ham (s. 46), men på anden hånd, hvilket medfører at den pågældende passage (fra General Theory) forvanskes. I den ægte version skelner Keynes mellem enterprise og speculation; i forfatternes udgave erstattes førstnævnte med investment. Dette er uheldigt, eftersom spekulation (i kortsigtede svingninger i et papirs værdi) også kræver investering, i lighed med et langsigtet værdiskabende projekt, som var hvad Keynes sigtede til med ordet enterprise.

Denne lille fordrejning er dog ikke katastrofal for forståelsen af udsagnets indhold. Problemet opstår idet forfatterne opstiller de to typer aktivitet på finansmarkedet som et sindbillede på det politiske systems svigt. De gør gældende at ”investering” svarer til saglige, problemløsende initiativer og beslutninger mens ”spekulation” repræsenterer den kortsigtede jagen efter vælgernes gunst gennem symbolpolitik. Men der er den afgørende forskel mellem det allegoriske billede (børsen) og det allegorien skal repræsentere (politik), at politisk opportunisme indikerer en perverteret form for målrationalitet, mens individuelle køb og salg på børsen i begge de to nævnte tilfælde, ’investering’ og spekulation, sigter mod et legitimt mål, nemlig at tjene penge. De to forfattere afhandler hele affæren over mindre end to tryksider og når derfor ingen vegne hen. Som teksten står, er der to muligheder: Enten må allegorien opgives, eller også må man overveje den mulighed at den af forfatterne så forkætrede symbolpolitik faktisk i de rette hænder kan have til formål at opnå resultater der ikke opfylder selviske og opportunistiske målsætninger, men i deres substans er fornuftige og retfærdige – trods de beskidte tricks der benyttes i professionel politik.

Dele af kapitel 5, med titlen ”Fact Resistance, Populism, and Conspiracy Theories”, illustrerer på bedste vis bogens forcerede stil garneret med henkastede belæg. Fra nederst s. 89 til og med s. 92 mobiliserer forfatterne følgende kilder: Jobs bog, filosofferne Schopenhauer, Leibniz og Voltaire, forfatteren Dostojevskij, og økonomen G. Mankiw, med henblik på at forklare baggrunden for populisme. Det er alt sammen enten meget ambitiøst, eller også er det name-dropping. Men noget længere fremme, s. 97, nedbrydes enhver ærefrygt over den store lærdom der ad den vej måtte have sneget sig ind under huden på læseren. Her bringes nemlig, over hele siden, en ”figur” (nummereret 5.8, efter alle kunstens regler) som skal kaste lys over konspirationsteoretikerens arbejde: at forbinde punkter i medielandskabet til et samlet skræmmebillede. Figuren viser netop et ”forbind-prikkerne-i-nummerrækkefølge”-billede. Det forestiller en dreng der løber væk fra et spøgelse. Det ser ud til at være hentet i en aktivitetsbog af den slags man giver børn til en lang biltur. Det er sandt – se selv efter! Sammesteds, vel for at sætte trumf på argumentet, sammenfattes konspirationsteoretikernes fælles leveregel i citatet ”Trust no one!” – med tv-serien X-files behørigt anført som kilde. Forfatterne mener, som tidligere forklaret, at virkeligheden sløres af medierne. Men de har vist selv vanskeligt ved at opretholde klare skel mellem forskellige genrer og sociokulturelle sfærer.

Forfatterne ligger under for teknologiforskrækkelse. Det er ikke en angst for teknik i sig selv, men for hvad der sker når teknik indgår i et innovativt samspil med organisation og kapitalinvestering. Forfatterne er på linje med den amerikanske forsker Shoshana Zuboff og hendes begreb om overvågningskapitalisme. Hun er da også den sidste forfatter der henvises til (s. 137). Det er naturligvis ikke belastende. Men enøjetheden, den komplette mangel på registrering af andre opfattelser af situationen, udgør et problem. Det hedder med brask og bram (s. 129): “The main reason data is valuable when pooled and aggregated into Big Data is that it enables predictions of the future.”

Hendricks og Vestergaard som ellers er så glade for filmmediet, undlader her at henvise til Minority Report (Steven Spielberg, 2002), hvor midlet til at forudsige borgernes fremtidige handlinger ganske vist ikke er Big Data, men synskhed hos en særlig gruppe tech-bevæbnede elitepolitifolk – ikke desto mindre er analogien med Hendricks’ og Vestergaards verdensbillede slående. I den citerede passage gøres der et forbehold idet forfatterne antyder at der også er andre anvendelser, som dog er mindre vigtige. Man kunne dog med fordel have nævnt nogle af de muligheder der ligger i massedata og kunstig intelligens: Det kunne være hurtig og præcis diagnostik; eller det kunne være autonomt arbejdende maskiner som dels kan give arbejdskraftbesparelser, dels gøre det muligt at udføre arbejde i fjendtlige og farlige omgivelser. Ud fra denne mere optimistiske betragtning udgør Big Data et vigtigt råstof som kan udnyttes til en udvikling der er til menneskets og samfundets bedste. Hendricks og Vestergaard holder sig dog, her som andetsteds, til skræmmebillederne.

Bogen er, bogstavelig talt, under al kritik. Den er ikke kun dårlig på én måde, men på mange. Det generelle indtryk er formmæssigt sjusk og indholdsmæssig uvederhæftighed. Den tanke har slået mig at der måske er tale om en spøg, en test af offentlighedens og forskningskollegernes årvågenhed der skal vise hvor mange gale streger man kan slippe af sted med uden det bliver bemærket. Inspirationen kunne være hentet i Sokal-affæren i 1996 hvor fysikeren Alan Sokal i tidsskriftet Social Text fik optaget en med vilje absurd artikel med henblik på at demonstrere visse problematiske sider ved kulturfagene. Af forskellige grunde, relateret til CIBS’ institutionelle tilknytning til Københavns Universitet og finansielle afhængighed af Carlsbergfondet, tror jeg dog næppe det er komediespil – i hvert fald ikke på anden måde end at man forventer at slippe fra det uden markante ridser i lakken.

Se også Techlash: Hendricks og kompagni til kamp for demokratiet i Afrika.