Fra corona-årets undervisning: Finanskrisen

I marts måned 2020 blev den normale undervisning ved Københavns Universitet suspendenderet for at hæmme spredningen af covid-19. I stedet trådte forskellige former for fjernundervisning via internettet. Fra blogindlægget du læser nu, linkes til tre sæt ‘forelæsningsnoter’ som jeg lagde op på Absalon-hjemmesiden for kurset Økonomiske kriser og krisepolitik i Nordamerika og Vesteuropa i det 20. og 21. århundrede (KA).  Noterne er en erstatning for den del af de normale undervisningstimer hvor læreren giver sin udlægning af det læste stof. Det drejer sig her om uddrag af bøger samt artikler om Finanskrisen. Se Finanskrisen (1), Finanskrisen (2) og Finanskrisen (3).

Se også Fra corona-årets undervisning: Globalhistorie.

Fra corona-årets undervisning: Globalhistorie

I marts måned 2020 blev den normale undervisning ved Københavns Universitet suspendenderet for at hæmme spredningen af covid-19. I stedet trådte forskellige former for fjernundervisning via internettet. Fra blogindlægget du læser nu, linkes til to sæt ‘forelæsningsnoter’ med øvelsesspørgsmål som jeg lagde op på Absalon-hjemmesiden for kurset Globalhistorie (3. semester). Noterne er en erstatning for den del af de normale undervisningstimer hvor læreren giver sin udlægning af det læste stof. Det drejer sig her om i alt tre bøger med globalhistorisk fokus. Se Landes og McNeill samt Pomeranz: Great Divergence.

Se også Fra corona-årets undervisning: Finanskrisen.

Techlash: Hendricks og kompagni til kamp for demokratiet i Afrika

Folkene fra Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet vrider igen hænder over hvordan de store tech-firmaer truer demokrati og menneskerettigheder.[1] Facebook og andre påstås at understøtte hetzkampagner i afrikanske valgkampe og at bidrage til opvigling af had mellem etniske grupper. Det er en trussel mod ”spirende demokratier”. Samtidig plyndrer de landenes data-ressourcer – folk der bruger digital infrastruktur, udleverer jo deres data til infrastrukturens ejere. Det er ”digital kolonialisme”, får vi at vide. En markant karakteristik. Men indlægget består af en serie springvise, usammenhængende påstande uden dokumentation. Referencerne er spredte meningstilkendegivelser på niveau med forfatternes egne. Meget er uden formelt belæg. Argumenterne kan imidlertid spores til forskellige hjemsteder for politisk aktivisme på nettet. Ikke et ondt ord om dem, men det er ikke passende kilder til et indlæg som støtter sig til forfatternes status som forskere.

Der tages ikke hensyn til at politisk vold er endemisk i mange afrikanske lande, uanset gennem hvilke kanaler kommunikationen finder sted. Der er ingen refleksion over at importen af vestlig teknologi bringer fordele med sig i form af økonomisk udvikling og vækst (det gjorde den også under den virkelige kolonialisme). Der er ingen diskussion af specifikke problemer, eksempelvis kvaliteten af og graden af adgang til digitale tjenesteydelser i ulandene. Det er en hetz-lignende retorik som ikke bringer nogen oplysning med sig, men måske kan tjene til at profilere Centeret. Det er svært at få øje på noget andet motiv. Trist at Københavns Universitets navn benyttes til dette uvederhæftige formål.

Forfatterne lægger ud med at citere den ugandiske oppositionspolitiker Bobi Wines kritik af at Danmark yder udviklingsbistand til Uganda. Men hverken bistanden eller Wines kritik af den knytter sig til digitale strukturer og medier. Deres indledning er med andre ord simpel manipulation.

Sproget er sine steder infantilt og ubehjælpsomt. Dette kan være en kilde til moro, som når det at anlægge jernbaner bliver til ”bygge togskinner”. Værre er det når udlægningen af et citat fra Facebook-manageren Andrew Bosworth forkludres. Han skrev, i et kontroversielt internt notat fra 2016, at det at forbinde folk med hinanden er et godt formål, og at Facebooks mission vedblivende er at forbinde folk med hinanden, selv om platformen også bruges af bøller og terrorister. Det tolker forfatterne sådan at ”[målet] for de digitale koloniherrer synes … at hellige midlerne”. Selv om man finder Bosworths statement hjerteløst, kan man ikke tolke det sådan at målet i hans øjne helliger midlet, uagtet alt andet. Er forfatternes fordrejning på dette punkt tilsigtet eller et produkt af ringe formuleringsevne? Det er i begge tilfælde endnu et trin nedad i faglig og politisk seriøsitet for boblecenteret.

Se også Brølet og vreden. Hendricks og Stjernfelt raser mod techgiganterne.

[1] Silas L. Marcker, Mads Vestergaard & Vincent F. Hendricks: Nutidens kolonialisme er digital, Politiken, tirsdag d. 23. oktober 2018.

Tulipanboblen 1637

I 2014 blev jeg i Radio 24syv-programmet Millionærklubben interviewet om den hollandske tulipanboble. Efter radiostationens lukning er podcastet desværre ikke længere tilgængeligt på nettet.

Nogle mener at grunden til at tulipanboblen i sin sidste fase blev blæst så voldsomt op i offentligheden, var at kontrakter om fremtidige køb af tulipanløg ad politisk vej blev gjort ikke-bindende. Det betød at store potentielle tab aldrig blev realiseret – og at store gevinster heller ikke blev det. Køberen kunne i henhold til de nye regler give afkald på at modtage varen (tulipanløgene) mod i stedet at betale en moderat kompensation til sælgerne. Disse var naturligvis utilfredse. Men punkteringen af boblen ændrer ikke ved at den havde nået et stort omfang. Priserne må før indgrebet være blevet blæst så meget op at det akut kaldte på netop et offentligt annullerende indgreb. Under normale omstændigheder vil myndighederne ikke undergrave tilliden til de økonomiske institutioner ved at ændre reglerne for iganværende transaktioner.

Brølet og vreden. Hendricks og Stjernfelt raser mod techgiganterne

Der er problemer med de store it-platforme Facebook, Google og Twitter. De benyttes til at agitere for Islamisk Stat og til fjendtlig indgriben fra russisk side i den vestlige verdens politiske processer. Deres størrelse, rækkevidde og uigennemskuelighed sætter datasikkerheden på spil og muliggør monopoldannelse. Der mangler international konsensus om en effektiv og retfærdig model for beskatning af dem. Offentlig regulering må overvejes.

Professorerne Vincent Hendricks og Frederik Stjernfelt har for nylig i Politikens kronik[1] sammen med to andre forfattere, begge knyttet til Hendricks’ Center for Information og Boblestudier, benyttet dette som udgangspunkt for en ubalanceret, overdreven, historieløs og generelt uvederhæftig hudfletning af disse firmaer, med brod mod også de naive myndigheder og den godtroende offentlighed som har ladet det komme så vidt at ”oplysningsprojektet er kommet i modvind i informationstidsalderen”.

Kommercialisering og markedsdominans fremstilles som nye trusler, som om magtfulde og manipulerende annonceafhængige massemedier ikke var set før. At problemet nu skulle være mangefold værre, står som en ren påstand.

Begrebet monopol benyttes flere gange uden at komme ind på at internettet er en mangfoldig verden med relativt let adgang til oprettelse af egen hjemmeside og med mange stærke mindre og mellemstore aktører som virker i demokratiets, kulturens og oplysningens tjeneste. Disse kræfter er ikke i fare for at blive marginaliseret, passiviseret eller fortrængt trods den kamp om den offentlige arena som finder sted.

Forfatterne skræmmer os med at Google har en ”markedsandel” på omkring 90 pct. En markedsandel for hvad? Nye søgninger på nettet formentlig. Men borgernes færden på nettet består af andet end stikordsbaserede søgninger. Man bruger også på forhånd kendte links, databaser, traditionelle nyhedskilder på nettet etc. Ingen er prisgivet Google. Og selv om Google ikke skal være hævet over kritik, kontrol og om nødvendigt regulering, er det stadig en fremragende service som af en legitim erhvervsvirksomhed stilles til rådighed for den globale offentlighed. I kraft af det tekniske systems snilde og høje produktivitet kan det ske mod forholdsvis beskedne modydelser.

Der tales om ”en uoverskuelig krise for musikere, forfattere, journalister osv. – alle dem, der nu ikke længere bliver ordentligt lønnet for at producere indhold.” I det omfang der gøres vold på ophavsrettigheder, må staten og domstolene tage affære. Bortset herfra er det vel ikke negativt at alternative aktører inden for underholdning og journalistik får en chance for at blive kendt og anerkendt. Nogle af dem kan endda tjene gode penge på det indhold de leverer. Inden for alle områder af kulturen er der masser af dygtige mennesker der ikke kan leve af det. Sådan er det jo, som M. Vestager sagde i anden sammenhæng. Indtil videre er der ikke tegn på at den kreative klasse snart bukker under i fattigdom.

Techgiganterne benytter ”en opmærksomhedsbaseret algoritmedrevet forretningsmodel”, som det hedder med lettere diabolsk ordvalg. Problemet med styret, selektiv feedback baseret på i forvejen kendte præferencer og livsstilstræk hos platformenes brugere udlægges således: ”Det er som på et kasino: Tricket er at få spillerne til at blive ved med at satse, i sidste instans tager kasinoet det hele. På nettet kan det betyde, at brugeren lukkes – og let selv lukker sig – mere og mere inde i en boble af konspirationsteorier, løgne og fingerede nyheder designet til den pågældende bruger.” Målrettede analysebaserede overtalelsesteknikker blev som system udviklet inden for moderne markedsføring for adskillige årtier siden. Trods deres dubiøse karakter har de ikke slavebundet masserne endnu og gør det næppe heller fremover. Kritik er på sin plads, men den overspændte retorik med signaturbegrebet ”boble” i en central rolle er useriøs og synes mest af alt beregnet på at skabe opmærksomhed om den kække og uforfærdede budbringer.

Kronikken omtaler en debattør som blev ramt af en kort karantæne på Facebook. Forfatterne mener at dette ”kan sammenlignes med, at Mahmouds [debattørens] bankkonto blev frosset, så han ikke længere havde adgang til sin egen opsparing.” Det lyder næsten som om bankkontoen faktisk blev spærret. Den slags hører man jo. Forhåbentlig er det ikke et suggestivt manipulerende twist på historien, men blot et forsøg på billeddannelse. Men holder sammenligningen? Kan det passe at karantæne fra Facebook svarer til at blive afskåret fra sine penge så man kan ikke kan få mad, betale husleje osv.? Næppe. Men ytringsfriheden er truet, må vi forstå.

Der er igen tale om en opskruet, alarmistisk retorik som skal placere forfatterne som samfundets vågne øje og hvasse pen, på vagt mod kræfter der truer demokratiets institutioner og værdier. Med bragesnak iscenesætter forfatterne sig – via deres akademiske akkreditiver – som uforfærdede repræsentanter for forskningen. Men retorikken er pinlig og kontraproduktiv og sætter humanister i et dårligt lys som letantændelige gemytter, alt for ivrige efter at markere sig og vække opsigt. Fortsæt ad den vej, og humaniora ender i pauseklovnens rolle.

Full disclosure: Denne blogs indehaver ser generelt med skepsis og mistro på Center for Information og Boblestudier (alene navnet!) og har tidligere ytret sig kritisk om centerleder Vincent Hendricks’ synspunkter. Se ”… en ny form for ansvarlighed … psr” og ”Vi har behov for samfundsansvarlig forskning”.

[1] Ytringsfrihed er blevet kapitaliseret af techgiganter, fredag d. 20. april 2018.

Stormen på Børsen 1918

Den 11. februar 2018 var hundredeårsdagen for “Stormen på Børsen”. Deltagere fra et demonstrationstog af radikaliserede arbejdere trængte ind i Børsbygningen. Det var ikke en fredelig happening, men en temmelig voldsom affære, som politiet bragte til afslutning med ligeledes håndfaste midler. Arbejdermuseet har lavet en særlig temaside om den ikoniske begivenhed, se https://www.arbejdermuseet.dk/viden-samlinger/temaer/stormen-paa-boersen-1918/

Ifølge senere beretninger fra to fremtrædende skikkelser i datidens syndikalistiske bevægelse, Andreas Fritzner og Christian Christensen, var aktionen planlagt på forhånd af en lille gruppe fra denne kreds; udførelsen bar dog præg af tilfældigheder og manglende kontrol over forløbet.

Denne version af historien er blevet gengivet i mange senere fremstillinger. I udlægningen på Arbejdermuseets nye hjemmeside siges ikke noget om forberedelsen. Det er nok klogt eftersom grundlaget i de nævnte beretninger er spinkelt. Ingen andre historiske kilder bekræfter eller blot sandsynliggør at en lille gruppe havde lagt planer om at gøre Børsen til mål for en aktion.

Tværtimod tyder politiets efterforskning og det retslige efterspil på at tilfældige omstændigheder afledte demonstrationen fra den planlagte rute og igangsatte stormløbet på Børsbygningen. Kildematerialet hertil er blevet undersøgt og drøftet af Thomas Müller i hans historiespeciale fra 2016: “Stormen på Børsen. Det retslige efterspil” (Københavns Universitet 2016).

Dermed være ikke sagt at Stormen på Børsen var en ikke-begivenhed. Det var en tydelig markering af radikaliseringen inden for betragtelige dele af arbejderklassen og arbejderbevægelsen. Men syndikalisternes ledere var måske mindre militante og målrettede end man normalt antager. Thomas Müllers resultater vil forhåbentlig blive gransket af andre specialister på dette område. Det er tænkeligt at det vil føre til en revurdering af Stormen på Børsen og en mere kritisk og forbeholden formidling  af beretningsmaterialet end den man i dag ser.