Jeg har bidraget med nogle udtalelser til sidste del af Videnskab.dk’s artikel om handelskrig.
Alle indlæg på denne blog
Techlash: Hendricks og kompagni til kamp for demokratiet i Afrika
Folkene fra Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet vrider igen hænder over hvordan de store tech-firmaer truer demokrati og menneskerettigheder.[1] Facebook og andre påstås at understøtte hetzkampagner i afrikanske valgkampe og at bidrage til opvigling af had mellem etniske grupper. Det er en trussel mod ”spirende demokratier”. Samtidig plyndrer de landenes data-ressourcer – folk der bruger digital infrastruktur, udleverer jo deres data til infrastrukturens ejere. Det er ”digital kolonialisme”, får vi at vide. En markant karakteristik. Men indlægget består af en serie springvise, usammenhængende påstande uden dokumentation. Referencerne er spredte meningstilkendegivelser på niveau med forfatternes egne. Meget er uden formelt belæg. Argumenterne kan imidlertid spores til forskellige hjemsteder for politisk aktivisme på nettet. Ikke et ondt ord om dem, men det er ikke passende kilder til et indlæg som støtter sig til forfatternes status som forskere.
Der tages ikke hensyn til at politisk vold er endemisk i mange afrikanske lande, uanset gennem hvilke kanaler kommunikationen finder sted. Der er ingen refleksion over at importen af vestlig teknologi bringer fordele med sig i form af økonomisk udvikling og vækst (det gjorde den også under den virkelige kolonialisme). Der er ingen diskussion af specifikke problemer, eksempelvis kvaliteten af og graden af adgang til digitale tjenesteydelser i ulandene. Det er en hetz-lignende retorik som ikke bringer nogen oplysning med sig, men måske kan tjene til at profilere Centeret. Det er svært at få øje på noget andet motiv. Trist at Københavns Universitets navn benyttes til dette uvederhæftige formål.
Forfatterne lægger ud med at citere den ugandiske oppositionspolitiker Bobi Wines kritik af at Danmark yder udviklingsbistand til Uganda. Men hverken bistanden eller Wines kritik af den knytter sig til digitale strukturer og medier. Deres indledning er med andre ord simpel manipulation.
Sproget er sine steder infantilt og ubehjælpsomt. Dette kan være en kilde til moro, som når det at anlægge jernbaner bliver til ”bygge togskinner”. Værre er det når udlægningen af et citat fra Facebook-manageren Andrew Bosworth forkludres. Han skrev, i et kontroversielt internt notat fra 2016, at det at forbinde folk med hinanden er et godt formål, og at Facebooks mission vedblivende er at forbinde folk med hinanden, selv om platformen også bruges af bøller og terrorister. Det tolker forfatterne sådan at ”[målet] for de digitale koloniherrer synes … at hellige midlerne”. Selv om man finder Bosworths statement hjerteløst, kan man ikke tolke det sådan at målet i hans øjne helliger midlet, uagtet alt andet. Er forfatternes fordrejning på dette punkt tilsigtet eller et produkt af ringe formuleringsevne? Det er i begge tilfælde endnu et trin nedad i faglig og politisk seriøsitet for boblecenteret.
Se også Brølet og vreden. Hendricks og Stjernfelt raser mod techgiganterne.
[1] Silas L. Marcker, Mads Vestergaard & Vincent F. Hendricks: Nutidens kolonialisme er digital, Politiken, tirsdag d. 23. oktober 2018.
Brølet og vreden. Hendricks og Stjernfelt raser mod techgiganterne
Der er problemer med de store it-platforme Facebook, Google og Twitter. De benyttes til at agitere for Islamisk Stat og til fjendtlig indgriben fra russisk side i den vestlige verdens politiske processer. Deres størrelse, rækkevidde og uigennemskuelighed sætter datasikkerheden på spil og muliggør monopoldannelse. Der mangler international konsensus om en effektiv og retfærdig model for beskatning af dem. Offentlig regulering må overvejes.
Professorerne Vincent Hendricks og Frederik Stjernfelt har for nylig i Politikens kronik[1] sammen med to andre forfattere, begge knyttet til Hendricks’ Center for Information og Boblestudier, benyttet dette som udgangspunkt for en ubalanceret, overdreven, historieløs og generelt uvederhæftig hudfletning af disse firmaer, med brod mod også de naive myndigheder og den godtroende offentlighed som har ladet det komme så vidt at ”oplysningsprojektet er kommet i modvind i informationstidsalderen”.
Kommercialisering og markedsdominans fremstilles som nye trusler, som om magtfulde og manipulerende annonceafhængige massemedier ikke var set før. At problemet nu skulle være mangefold værre, står som en ren påstand.
Begrebet monopol benyttes flere gange uden at komme ind på at internettet er en mangfoldig verden med relativt let adgang til oprettelse af egen hjemmeside og med mange stærke mindre og mellemstore aktører som virker i demokratiets, kulturens og oplysningens tjeneste. Disse kræfter er ikke i fare for at blive marginaliseret, passiviseret eller fortrængt trods den kamp om den offentlige arena som finder sted.
Forfatterne skræmmer os med at Google har en ”markedsandel” på omkring 90 pct. En markedsandel for hvad? Nye søgninger på nettet formentlig. Men borgernes færden på nettet består af andet end stikordsbaserede søgninger. Man bruger også på forhånd kendte links, databaser, traditionelle nyhedskilder på nettet etc. Ingen er prisgivet Google. Og selv om Google ikke skal være hævet over kritik, kontrol og om nødvendigt regulering, er det stadig en fremragende service som af en legitim erhvervsvirksomhed stilles til rådighed for den globale offentlighed. I kraft af det tekniske systems snilde og høje produktivitet kan det ske mod forholdsvis beskedne modydelser.
Der tales om ”en uoverskuelig krise for musikere, forfattere, journalister osv. – alle dem, der nu ikke længere bliver ordentligt lønnet for at producere indhold.” I det omfang der gøres vold på ophavsrettigheder, må staten og domstolene tage affære. Bortset herfra er det vel ikke negativt at alternative aktører inden for underholdning og journalistik får en chance for at blive kendt og anerkendt. Nogle af dem kan endda tjene gode penge på det indhold de leverer. Inden for alle områder af kulturen er der masser af dygtige mennesker der ikke kan leve af det. Sådan er det jo, som M. Vestager sagde i anden sammenhæng. Indtil videre er der ikke tegn på at den kreative klasse snart bukker under i fattigdom.
Techgiganterne benytter ”en opmærksomhedsbaseret algoritmedrevet forretningsmodel”, som det hedder med lettere diabolsk ordvalg. Problemet med styret, selektiv feedback baseret på i forvejen kendte præferencer og livsstilstræk hos platformenes brugere udlægges således: ”Det er som på et kasino: Tricket er at få spillerne til at blive ved med at satse, i sidste instans tager kasinoet det hele. På nettet kan det betyde, at brugeren lukkes – og let selv lukker sig – mere og mere inde i en boble af konspirationsteorier, løgne og fingerede nyheder designet til den pågældende bruger.” Målrettede analysebaserede overtalelsesteknikker blev som system udviklet inden for moderne markedsføring for adskillige årtier siden. Trods deres dubiøse karakter har de ikke slavebundet masserne endnu og gør det næppe heller fremover. Kritik er på sin plads, men den overspændte retorik med signaturbegrebet ”boble” i en central rolle er useriøs og synes mest af alt beregnet på at skabe opmærksomhed om den kække og uforfærdede budbringer.
Kronikken omtaler en debattør som blev ramt af en kort karantæne på Facebook. Forfatterne mener at dette ”kan sammenlignes med, at Mahmouds [debattørens] bankkonto blev frosset, så han ikke længere havde adgang til sin egen opsparing.” Det lyder næsten som om bankkontoen faktisk blev spærret. Den slags hører man jo. Forhåbentlig er det ikke et suggestivt manipulerende twist på historien, men blot et forsøg på billeddannelse. Men holder sammenligningen? Kan det passe at karantæne fra Facebook svarer til at blive afskåret fra sine penge så man kan ikke kan få mad, betale husleje osv.? Næppe. Men ytringsfriheden er truet, må vi forstå.
Der er igen tale om en opskruet, alarmistisk retorik som skal placere forfatterne som samfundets vågne øje og hvasse pen, på vagt mod kræfter der truer demokratiets institutioner og værdier. Med bragesnak iscenesætter forfatterne sig – via deres akademiske akkreditiver – som uforfærdede repræsentanter for forskningen. Men retorikken er pinlig og kontraproduktiv og sætter humanister i et dårligt lys som letantændelige gemytter, alt for ivrige efter at markere sig og vække opsigt. Fortsæt ad den vej, og humaniora ender i pauseklovnens rolle.
Full disclosure: Denne blogs indehaver ser generelt med skepsis og mistro på Center for Information og Boblestudier (alene navnet!) og har tidligere ytret sig kritisk om centerleder Vincent Hendricks’ synspunkter. Se ”… en ny form for ansvarlighed … psr” og ”Vi har behov for samfundsansvarlig forskning”.
[1] Ytringsfrihed er blevet kapitaliseret af techgiganter, fredag d. 20. april 2018.
Bitcoin (med historisk perspektiv)
På forespørgsel har jeg i punktform opsummeret mit syn på bitcoin som økonomisk-historisk fænomen.
Bitcoin er en form for penge (universelt middel til værdimåling, værdiopbevaring, markedstransaktioner), men har en særlig kombination af egenskaber som gør det til noget nyt:
1) Bitcoin har ingen iboende værdi som f.eks. guld eller sølv eller cowries har. Man kan måske sætte spørgsmålstegn ved om sidstnævnte (skaller af havsnegle), der historisk har været benyttet som en stabil pengeform, virkelig har en iboende værdi, men svaret må blive at det har de: De kan bruges som smykker (ligesom metaller og perler kan) og er underlagt knaphed, dvs. det kræver en arbejdsindsats at skabe disse penge. De kan ikke uden videre hentes på stranden af enhver der har lyst, for ikke alle bor tæt ved en strand hvor skallerne kan høstes. Også bitcoin er underlagt knaphed via en fysisk begrænsning som det kræver arbejde at overkomme (processorkraft, elforbrug og mandetimer). Dette giver dog ikke bitcoin iboende, altså forbrugsmæssig, værdi uden for den rene pengeverden.
2) Der findes andre pengeformer uden iboende værdi, i særdeleshed papirpenge, og i særdeleshed igen papirpenge som ikke på anfordring kan indløses med guld, sølv eller tilsvarende. Men den store forskel er at papirpenge normalt indgår i en stabil institutionel sammenhæng, idet staten garanterer for deres brugbarhed som lovligt betalingsmiddel og inden for visse grænser påtager sig at sikre pengenes stabile værdi. Det sidste er i den grad ikke tilfældet med bitcoin, som med stor sandsynlighed ville blive erklæret ulovlige hvis de havde form af fysiske penge.
3) Bitcoin bygger på en ny teknologi (blockchain). Denne teknologi garanterer transaktionernes autenticitet og gør det dermed muligt at nære tillid til at den individuelle ejendomsret til pengene er sikret på nogenlunde betryggende vis. Teknologien indebærer også at de tekniske omkostninger ved at køre bitcoinsystemet og afvikle dettes enkelte transaktioner er ret beskedne (indtil videre i hvert fald). Som det næsten altid er tilfældet, bygger den nye teknologi oven på ældre teknologi, nemlig det klassiske bogholderi hvori hovedbogen (the ledger) er et kerneelement. Ved hjælp af moderne informationsteknologi kan bogholderiet, som dokumenter og afbalancerer de mange individuelle transaktioner, gøres til et kollektivt/delt anliggende. Den ”delte hovedbog” (shared ledger) giver den enkelte aktør sikkerhed for at ”de andre” (de øvrige parthavere i et spredt, men altså samtidig integreret system) ikke snyder.
4) Bitcoin er ikke institutionelt koblet til hverken et eller flere enkelte landes pengesystem eller til de internationale betalingssystemer som bakkes op af stater, centralbanker og private pengeinstitutter der er underlagt regulering.
5) Betragtes disse egenskaber i forening, ses at bitcoin er rent virtuelle penge – noget reelt nyt i historien. Bitcoin bygger dog ikke på blind tillid, men på en begrundet tillid til at besiddelse og omsætning har en sikker form. Bitcoin er sikret mod inflation ved at tilvæksten i mængden af dem er begrænset ved den arbejdsmæssige procedure (mining) hvorigennem nye bitcoins skabes.
6) Bitcoin inviterer til spekulation, dvs. håb om gevinst via fortsat prisstigning. Der er til dels tale om en bobleeffekt som ikke er ganske fri for at minde om et pyramidespil. Det skal dog inddrages i vurderingen at mængden af bitcoins i omløb er og vil vedblive at være temmelig begrænset; dette er som nævnt indbygget i systemet. Det taler for at bitcoin på længere sigt har en relativt stabil værdi, en markedsbalance over for andre valutaer, de være sig reelle eller virtuelle. Bitcoin er pt en boble, men det er ikke ensbetydende med at den går i opløsning når den begynder at tabe luft.
7) Hvorfor er bitcoin opstået i den aktuelle kontekst? En delvis forklaring er at blockchain-teknologien har gjort det muligt, men det er ikke det vigtigste. Det egentlige spørgsmål er hvad der gør bitcoin eftertragtelsesværdig som en særlig transaktionsform, altså efterspørgselssiden. Her er der for det første et element af teknisk rationalisering: Man kan bypasse traditionelle betalingsformidlere og på den måde spare penge ved at eliminere gebyrer, tidsmæssige forsinkelser, bureaukrati etc. De omkostningsbesparende potentialer er grunden til at også almindelige finansielle firmaer og institutioner interesserer sig for blockchain-teknologien.
8) Der er dog også andre grunde: Bitcoin unddrager sig, i hvert fald i øjeblikket, at myndighederne overvåger og sanktionerer transaktionerne. Derfor er bitcoin interessant i forbindelse med skatteunddragelse, hvidvaskning, hælertransaktioner, betaling for smuglervarer og hvad man eller kan finde på af økonomiske mellemværender knyttet til kriminalitet.
9) Der kan også være aktører der er mere ideologisk/idealistisk motiveret og ser bitcoin som en form for autonomi, New Age-økonomi, indhegning af det private, flugt fra overvågningssamfundet, virkeliggørelse af den sande globalisering m.m.
10) Hvad mon der sker med bitcoin? Bitcoin kommer ikke til at fortrænge det gængse pengesystem. Det bliver i det lange løb for besværligt og dyrt at lave den nødvendige udvidelse af pengemængden ved hjælp af det nuværende mining-system. Ganske vist kan dette problem for en tid holdes på afstand ved at kursen på bitcoin bliver ved med at stige, sådan at selv store transaktioner kan klares med en lille nominel værdi. Men en sådan fortsat værdistigning (appreciering) vil bære spekulationsaspektet med sig og gøre bitcoin for risikabelt som betalingsmiddel for flertallet af rationelle økonomiske aktører.
11) Den nuværende tillid til bitcoin-betalingers sikkerhed er rationel nok, men det betyder ikke at systemet er vandtæt. Det er tænkeligt at nogen en dag opdager en vej til at manipulere med den kollektive hovedbog til egen fordel. Hvis dette sker, vil enhver tillid til bitcoin formentlig forsvinde. Afhængigt af bitcoins andel af den samlede transaktionsmængde vil det kunne skabe større eller mindre negative følgevirkninger i det øvrige finansielle system.
11) Hvis man forestiller sig at bitcoin udvikler sig til andet og mere end den sandkasse det er nu, vil der komme en regulering fra offentlig side som vil gøre det mindre attraktivt for de nuværende brugere at være med. Det mest sandsynlige er at bitcoin og andre krypto- og/eller rent virtuelle valutaer beholder en marginal plads i det globale finansielle system, mens den del af bitcoins teknologi der styrer transaktionerne og gør dem sikre, integreres i mainstream-finansvæsenet. Den nuværende boble vil enten briste eller tabe luft i markant grad, men nye spekulationsbobler i bitcoin kan ikke udelukkes.
Marxismen og historien
Oprindelig holdt som forelæsning ved Saxo-Instituttets BA-kursus i historiografi d. 4. april 2017. Bearbejdet og forsynet med henvisninger marts 2018.
For en til to generationer siden vandt marxismen en tid bredere indpas på universiteterne, herunder historiefaget. I flere større vestlige nationer, England, Frankrig, Italien og USA, var aftrykket på fagets mainstream ganske stort, men ikke i Danmark. Trods stor interesse og et stærkt engagement hos mange i 1970’erne, især blandt studerende, men også forskere og andre kandidater, er kun få danske historiske værker båret af en marxistisk historieopfattelse blevet stående. Marxismens og arbejderbevægelsens indre historie danner en undtagelse fra denne regel, men nok mest på grund af fravær af konkurrence fra andre skoler på netop dette område. I dag vil kun ganske få historikere ansat ved de højere læreanstalter vedkende sig at arbejde efter klassisk marxistisk metode. I samtiden var der ikke desto mindre en del røre om sagen på institutterne – senere afløst af en nok så påfaldende tavshed om de spørgsmål som få år forinden havde sat sindene i bevægelse. Samfundet ændrede sig, og marxismens dagsordener blev afløst af andre. Der opstod også en konsensus om at marxisme var en indskrænket og forældet tænkemåde og dertil politisk belastet, i en sådan grad at mange omgærder deres andel i denne nære fortid med tavshed. Hos enkelte kan tiden vel ligefrem være forbundet med skam og skyld.[1]
Men marxismen figurerer stadig i historiografiske værker og det ikke kun fordi den repræsenterer en episode i det sene 20. århundredes lærdomshistorie og videnssociologi. Marxistisk orienteret forskning har kastet lærdom af sig som er gledet ind i historiefagets mainstream, både direkte fra sine oprindelige kilder i det 19. århundrede og fra det 20. århundredes universitetsmarxisme. Foruden at være en strømning i fagets fremadskridende genealogi, i perioder synlig og mærkbar, senere fortyndet og fortrængt, påkalder marxismen sig særlig interesse fordi den mere direkte og konsekvent end de fleste andre ideologiske elementer der gør sig gældende i forskningens tankeverden,[2] knyttede sig til de store sociale og politiske spændinger og konflikter i det 20. århundrede.
Marxismen er ikke en snæver faglig ”skole” – alene af den grund at den ikke tilhører ét bestemt fag, men udgør en bredere verdensanskuelse baseret på en særlig metodisk tilgang. Af samme grund kan man heller ikke – langt fra – sige at marxismen blot er en særlig nuance, en toning af en fælles grundfarve eller en mindre variation inden for f.eks. historiefagets fælles mønster. I marxistisk tænkning spiller den historiske dimension ikke desto mindre en særlig rolle. Marxismen er ”historiserende” – altid historiserende[3] – men ikke af den grund tilbageskuende og passivt kontemplativ.
En marxistisk historiker indskrænker ikke sin tænkemåde til sit eget tematiske, kronologiske eller geografiske specialområde, men står på en bredere platform: En historiefilosofi som omfatter både den historiske udviklings mekanismer og kadencer og en substantiel fortælling om forskellige samfundstyper, om konkrete instanser af disse typer, og om de begivenheder der har medført at én form for systemisk stabilitet er blevet afløst af en anden.[4]
Endnu et træk gør den marxistiske historieopfattelse speciel: En særlig politisk dimension: En eksistentiel om ikke pligt, så opfordring til at udnytte indsigten i samfundets virkelige indretning, historiens retning, og ikke mindst: den aktuelle politiske situation, til at hjælpe historien på vej. Et centralt begreb i den marxistiske tankeverden, som ikke indskrænker sig til det historiske, er praksis.[5]
Med dette begreb tager man fat på et af marxismens paradokser. Der er en forestilling om at historien, uanset hvad hver enkelt siger, tænker eller gør, har en retning, nemlig mod afskaffelse af fattigdom og nød, sociale hierarkier, og politisk undertrykkelse. Hvorfor, må man spørge, er det ud fra denne ’teleologiske’ position positivt, grænsende til et krav, selv at have en politisk praksis? Der er i marxismen en modstrid – om man vil: en dialektisk spænding – mellem determinisme og voluntarisme.
En opblødning af spændingen – eller igen i dialektikkens termer: en syntese – beror på at en væsentlig del af den måde det historiske udviklingsmønster sætter sig igennem på, er ved omfattende sociale konflikter – klassekamp – som engagerer grupper og individer, altså mennesker. Processen er ikke styret af en modsigelsesfri algoritme som styrer ad den korteste og letteste vej mod det forventede, men hypotetiske mål. Den præges af irgange, miskonceptioner, fejltagelser og åbent eller latent voldelige konflikter. De som besidder ”indsigt i nødvendigheden”,[6] kan bidrage til at forkorte vejen. De gør sig dermed til virkelige historiske subjekter.
Der er imidlertid ingen garanti for at retningen faktisk bliver fulgt. Historien rummer bestemte strukturelle potentialer for fysisk behovstilfredsstillelse (via teknologi og arbejde) og social emancipation (via politik), men det kan alt sammen kun blive til virkelighed ved rationel politisk handlen, byggende på indsigt. Denne indsigt er ikke en teknokratisk analyse med opskriften på ”det gode samfund”, f.eks. i form af den rette velfærdsmodel, men et politisk program med strategi og taktik som kræver partidannelse og vilje og evne til at erobre og bruge magten. Vi taler om klassekamp og revolution. Det er et hårdt program, så meget desto mere fordi revolutionære projekter ofte bevæger sig i en utilsigtet, ikke ønskværdig retning og munder ud i enten nederlag eller pervertering.
Marxismen som platform for en historiker lyder på den måde nærmest urealistisk, men der er en anden side af sagen. Man kan godt tænke om verden på en bestemt måde og se positivt på et politisk program og en politisk stil uden personligt at have anden praksis end den akademiske, som jo i øvrigt også kan påvirke samfundets magtforhold. Dertil kommer at marxismens eget idésystem, så ambitiøst og krævende det end kan lyde, aldrig er tilstrækkeligt for en professionel historiker. Der er masser af historisk viden og anden historisk, økonomisk og politisk teori som også en marxistisk orienteret fagperson har behov for, både i sine almindelige professionelle, embedslignende roller og som politisk tænkende historiker. Kun en mindre del af denne viden er overhovedet dækket af den særlige marxistiske tankeverden.
Dette er knap så banalt som det lyder. Nogle marxister, uden for, men også i den akademiske verden, har gennem årene ladet forstå at marxistiske analyser er selve erkendelsens kerne og resten nærmest et hjælpeapparat, i det omfang det ikke er borgerlig ideologi som måske nok rummer positive indsigter på det ene eller det andet område, men grundlæggende fordrejer eller afviser den eneste rigtige forståelse. Men insisterer man på at alle problemer i forståelse af historie og samfund og politik har et marxistisk svar, bliver man sørgeligt skuffet.
Det er farligt at lade sig opsluge af én idé. Marxismen har appel som en teori der kan bruges til at hænge idealer og engagement – og de historiske kendsgerninger – op på et konsistent begrebsapparat. Drømmen om en ”videnskabelig” enhedstænkemåde kan dog reelt aldrig blive virkelig på et teoretisk-intellektuelt plan. Men det er værre endnu: Marxismen som politisk tankegang og praksis er ikke et specielt renfærdigt eller nobelt projekt. Mange påstår det at det modsatte er tilfældet, med tanke på Stalin, Mao og flere andre, også mere anonyme historiske aktører, som – angiveligt i den gode sags tjeneste – har gjort sig skyldige i omfattende politiske forbrydelser i form af folkemord, massedrab, almindelige drab, tortur, vilkårlig frihedsberøvelse m.m. Alt dette er en del af kommunismens og dermed også marxismens historie. Der er ikke tale om en kollektiv skyld, men historiens begivenheder er en påmindelse om fornuften i at holde en distance og skepsis, også, måske i særdeleshed, til tanker man finder appellerende.
’I gamle dage’, dvs. før Første Verdenskrig, var der ikke så mange marxistiske historikere i den vestlige verdens universitetsmiljøer, og tilvæksten var heller ikke meget stærk i mellemkrigstiden. Kulminationen fandt sted i tidsrummet mellem 1945 og 1980. Ikke desto mindre er den marxistiske tradition efterhånden meget lang. Kerneelementerne i dens historieopfattelse stammer fra Karl Marx (1818-1883) selv og hans nære ven og medarbejder Friedrich Engels (1820-1895), som begge trådte ind på scenen i 1840’erne. Klangbunden for deres arbejde ændrede sig ganske meget i de følgende årtier. Senere marxister virkede igen under nye betingelser, hvilket påvirkede deres historiebillede og metoder. Det er bestemt muligt at opstille en fællesnævner, men for at komme lidt ud over de klassiske hovedbegreber om produktivkræfter og produktionsforhold osv., jf. note 4, tager vi her fat i nogle af marxismens udviklingsfaser.
Marx overtog sin opfattelse af historiens progressive hovedfaser fra den store tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831), som så faserne som den materielle, sociale og politiske verdens gradvise virkeliggørelse af en såkaldt verdensånds potentiale for et bedre liv, levet her på jorden, men i pagt med Gud. Ideen var altså den i sidste instans drivende kraft. Men Marx var filosofisk materialist. Han vendte Hegels vision på hovedet og så det dennesidige som kilden til forandring og fremskridt. En væsentlig pointe var at ideerne, både de religiøse, filosofiske, juridiske og politiske, i sidste instans var bestemt af de skiftende materielle rammer vi lever under.
Marx var samtidig tilhænger af den dialektiske tænkemåde hos Hegel, dvs. at man kan se en ting under to synsvinkler hvoraf ingen har absolut forrang over den anden. Ideer er faktisk virksomme. Derfor kritiserede han en anden prominent samtidig tænker, Ludwig Feuerbach (1804-1872), for at gå galt i byen med sin religionskritik.[7] Marx ville ikke gå med til at religionen var et rent gøglebillede der hurtigt kunne pilles ned i en oplyst verden. Pointen var at ikke alene religionen, men alle mulige ”herskende tanker” afspejlede de herskendes interesser. Tanker og ideer blev accepteret af de herskende selv og af de undergivne fordi de dannede et sammenhængende verdensbillede såvel kausalt som moralsk. Billedet gav mening til tidens materielle og sociale afsavn og lidelser, og det skabte et intellektuelt og mentalt rum til at håndtere de eksistentielle anfægtelser, som verdens bryderier gav anledning til.
At ideerne har så stærk en autoritet, hænger ifølge Marx sammen med fænomenet fremmedgørelse, en kombineret materielt-kulturel blokering af evnen til at sætte spørgsmålstegn ved det gældende verdensbillede og gennemskue tingenes rette sammenhæng. Under kapitalismen står ”varens fetich-karakter” centralt: Produkter udveksles mellem individer med et abstrakt værdibegreb – typisk udtrykt i penge – som fælles målestok. Dette værdibegreb omfatter også den menneskelige arbejdskraft, som er produktionens ’levende’, virksomme input. Produktionens institutionelle ramme indbefatter i ethvert samfund socioøkonomiske magtrelationer og besiddelsesprivilegier. Men under kapitalismen ”skjules” disse af logisk set retfærdige markedstransaktioner hvor arbejdsindsats byttes mod den pengeløn som er arbejdskraftens pris. Denne ikke alene accepterede, men psykologisk internaliserede repræsentation, er hverken bedrag eller løgn – vareproduktion og udveksling på markedet er virkelig kapitalismens bærende institutioner – men abstraktionen fjerner opmærksomheden fra det konkret tingslige og mellemmenneskelige. Det forhold at lønnens størrelse, målt som andel af værditilvæksten, ikke kun er et økonomisk, men et socialt spørgsmål, bliver gemt væk ved en begrebsdannelse, som er praktisk at navigere efter i hverdagslivet og derfor umulig at give afkald på, men ikke desto mindre rummer en ”vareverdenens mystik”, som er historisk knyttet til det moderne samfund i og med at den ikke optrådte i tidligere produktionsmåder – og forventedes at forsvinde igen ved overgangen til et socialistisk samfund.[8]
Denne forståelse er del af en ideologi. I dag er ideologi en neutral betegnelse for sammenhængende erkendelser og rationaler som imidlertid er omgærdet af sociale interesser og derfor har en bias eller tendens. Ordet ideologi fandtes også før Marx begyndte at benytte det, men havde andre betydninger. Den betydning vi i dag kender og anerkender, stammer i mange væsentlige træk fra Marx og Engels, men blev relanceret og bearbejdet i det 20. århundrede af bl.a. den tyske sociolog Karl Mannheim (1893-1947).[9]
Kapitalismen var tydeligt historisk defineret hos Marx, men selv om de klassiske grundbegreber var til stede, jf. note 4, var der i begyndelsen ikke meget kød på den historiske del af hans analyse. Meget tyder på at Marx i begyndelsen troede en filosofisk historieforståelse var nok. 1840’erne var et revolutionært årti. Marx og Engels forudså (i Det kommunistiske Manifest, 1848) at proletariatet, eller arbejderklassen, samfundets laveste økonomiske klasse, ønskede og evnede at smide sine lænker og derfor med sit enorme antal ville sætte sig i spidsen for en revolution som vendte op og ned på de gamle magtforhold og satte en ny dagsorden. Dennes øverste punkt var et opgør med klassesamfundet til fordel for et kollektivt system hvor alle var lige, også økonomisk, i og med at forvaltningen af kapitalen blev et kollektivt anliggende mellem frit associerede mennesker.
Forestillingerne om den politiske vej til et nyt samfund og om hvordan et nyt system konkret skulle skrues sammen, var meget tågede. Foreløbig betød det ikke så meget, for revolutionen i 1848 og bevægelserne i årene deromkring fejlede, dvs. der var ikke et akut behov for en konkret plan for ansvarstynget styring af samfundet.
Foruden den tyske filosofi byggede Marx sit politiske tankeunivers på den franske politik, forstået som den revolutionære tradition i dette land, især 1789, som havde demonstreret at opstand kunne medføre bredere social bevægelse. Men en gentagelse heraf kom altså ikke. Marx blev nu grebet af en motivation for bedre at forstå kapitalismens egenskaber og virkemåde, herunder at identificere dens kriser, altså hvad der i sidste instans kunne bringe den til fald og dermed virkeliggøre den historiefilosofiske vision. Proletariatet evnede ikke umiddelbart at gøre sig gældende som historisk subjekt. Marx gik i gang med grundige studier, byggende på tidens engelske nationaløkonomi, som førte til det ufuldendte hovedværk Kapitalen (citeret ovenfor). Det blev ikke en komplet analyse, og en del af de færdige resultater viste sig ikke at holde stik. Især den benyttede arbejdsværdilære, overtaget fra de klassiske økonomer, viste sig som et utilstrækkeligt instrument for forståelse af markedets virkemåde og prisdannelsen. Den såkaldte marginalistiske revolution, således benævnt på grund af begrebet marginalnyttes centrale betydning, slog igennem nogle år senere og lagde grunden til den i dag fremherskende økonomiske forståelse.
Ikke desto mindre ramte Marx rigtigt på nogle væsentlige områder. Han påviste at kapitalismens kriser bundede i overproduktion/underefterspørgsel med svigtende afsætning i større dele af økonomien. Konkurrencen om at opnå ansættelse holdt arbejdernes løn nede. Priskonkurrencen på et marked med begrænset efterspørgsel lagde et pres på profitterne. For at overleve og klare sig bedst muligt måtte fabrikanterne indføre arbejdskraftbesparende kapital for at dæmpe omkostningerne hvilket gav endnu skarpere konkurrence som til sidst førte til afsætningskrise, fabrikslukninger, arbejdsløshed, endnu mindre efterspørgsel osv.
Vigtige elementer af denne analyse er blevet ført videre i det 20. århundrede, ikke kun blandt marxister, men også hos en liberalistisk orienteret økonom som Joseph Schumpeter, som gav mekanismen et positivt fortegn og kaldte den ”kreativ destruktion”. Han anså mekanismen for en nyttig kilde til fornyelse og tillagde de negative virkninger mindre betydning. Også i forståelsen af teknologiudviklingens rolle i økonomi og historie er Marx en vigtig kilde.[10]
Når det kapitalistiske system rammes af en større økonomisk krise, sker der ofte en ”reaktualisering” af Marx. Vi har senest set det i forbindelse med finanskrisen fra 2008 og ca. fem år frem. Grundmotivet forbliver det samme, nemlig tendensen til at systemet graver sin egen grav i og med at profitmotivets dynamik slår om i helt modsatrettede resultater fordi den enkelte kapitalist ikke evner at hverken overskue eller tage ansvar for konsekvenserne af de individuelt motiverede handlinger. Hver gang rejser spørgsmålet sig om systemet formår at rette sig selv op, eller om krisen vil medføre en grundlæggende destabilisering, dvs. hvad man i en anden tid ville have kaldt en revolutionær situation. Det første har indtil videre været tilfældet – et symptom på at den revolutionære marxismes tilhængere har undervurderet kapitalismens tilpasningsevne og fornyelseskraft.
I seneste omgang er der kommet nye dimensioner ind. I de eksisterende vestlige velfærdssamfund bekymrer man sig ikke så meget om revolutionen, men om graden af (stigende) ulighed i samfundet. Den franske økonom Thomas Piketty slår i sin bog Kapitalen i det 21. århundrede (Le capital au 21e siècle, 2013) på at kriser og de politisk drevne reformer de affødte i midten af det 2o. århundrede, har ringe effekt på den andel af det økonomiske resultat der som profit tilfalder kapitalen. Via sit afkast vokser kapitalen, med sjældne undtagelser, relativt stærkere end økonomiens samlede omfang, dvs. samfundet polariseres for så vidt angår materiel velstand og økonomiske reserver. En endnu mere pessimistisk version findes i Walter Scheidels The Great Leveler (2017), hvis makrohistoriske hovedtese er at social udjævning kun sker i kølvandet på storkrige, revolutioner og epidemier. Begivenheder af den art medfører så mange negative konsekvenser for fattig som for rig at det ikke er noget man skal ønske sig, uanset hvor meget man higer efter formue- og indkomstmæssig udjævning og eliminering af ellers tilsyneladende uantastelige magt- og statusforskelle.
Dette er ikke eksempler på marxistisk historiografi, men dog på at elementer og motiver fra marxismens historieforståelse og tematiske horisont stadig er aktive og øver en indflydelse på dagens forsøg på at komme til en afklaring af hvad det er for en situation vi befinder os i, og i hvad retning vi bevæger os.
Forrige gang vi i større omfang så noget lignende, var under krisen i 1970’erne og -80’erne. Når man ser tilbage i dag, er det almindeligt at tale om hvor kulørt, spændende og excentrisk en tid det var – dog med undtagelse af den fremherskende munkemarxisme, som det nedsættende hedder. Ikke desto mindre var vigtige analyser som i historisk-økonomisk lys blotlagde 70’er-krisens baggrund og mekanismer, af marxistisk tilsnit. De kombinerede investeringsforløbet under efterkrigstidens højkonjunktur med klassekompromiset og korporatismen i samme periode og belyste hvordan den fra Marx velkendte profitklemme undergravede konsensus og bragte systemets basismodsætninger til udbrud.[11]
Den foreløbige konklusion er at den marxistiske historieopfattelse ikke er nogen universalnøgle til fagets problemer, men på den anden side har givet nogle vigtige produktive impulser hvis særlige profil stadig ses i moderne historieskrivning. Det gælder specielt på områder som teknologiens rolle som motor for samfundsudviklingen; for det kapitalistiske systems op- og især nedture; og for sammenhængen – eller rettere: den dybe integration – mellem det økonomiske og det sociale niveau, eller om man vil, mellem produktionssystemet og klasserelationerne.
Mange medgiver at marxismens historiske grundmodel kombineret med den specifikke forståelse af det kapitalistiske system har sat en dagsorden og indstiftet en begrebsverden som har åbnet for gode bidrag til dybere forståelse af også den produktionsmåde som gik forud for kapitalismen, altså feudalismen (marxismens terminologi knytter en bred betydning til dette begreb). Historikere fremhæver tit og gerne at virkeligheden er mangfoldig og kombinationerne af dens i forvejen mangfoldige elementer endnu mere mangfoldige, således at man skal tage sig i agt for generaliseringer og abstraktioner. Men søger man de fælles elementer der kendetegner vor forståelse af det middelalderlige agrarsamfund, med dettes indbyrdes svagt integrerede lokalenheder, og af dette samfunds overgang til den moderne kapitalisme, har en marxistisk tilgang vist sig produktiv.[12] Tilbøjeligheden i marxismen til syntese og teoretisering er på den anden side ikke ensbetydende med fravær af nuancer og indbyrdes kontrovers. Debatten om udviklingen af en tidlig agrar kapitalisme i England regnes blandt historiografiens klassikere.[13]
Det foregående omhandler bidrag til om ikke en konsensus, så en liberal samklang af tolkninger på tværs af det politiske spektrum. Man skal dog passe på med at harmonisere for meget. Vi har indtil nu set tingene i lyset af den klassiske marxisme, som – med sine rødder i den tid hvor arbejderbevægelsens første pionerer trådte frem på scenen og talte for socialismens retfærdige sag, bl.a. med historiske argumenter – let antager et skær af uskyld og romantik. Sådan blev det ikke ved med at være. Den historiske dagsorden ændrede sig, og den marxistiske historieopfattelse tillagde sig nye facetter. Den blev ikke gennemgribende forandret, men noget skete. Det hang sammen med dels kapitalismens uventede levedygtighed som system, dels arbejderbevægelsens politiske erfaringer.
Allerede Marx oplevede en ny skuffelse over revolutionen da Pariserkommunen i 1871 trods høj mobilisering under en graverende krise for det gamle system led et blodigt nederlag. Mere og mere stod det klart at den socialistiske bevægelse ikke stod på sikker grund. Da den atter begyndte at vinde frem, var det med det reformistiske tyske socialdemokrati i spidsen. Forståelsen af kapitalismens økonomiske og sociale system og samfundets historiske bevægelsesmønstre forblev nogenlunde intakt, men i stigende grad blev det set som ikke blot nødvendigt, men også attraktivt at arbejde inden for systemets rammer frem for at igangsætte en revolution, med alle dennes risici og omkostninger. I historieopfattelsen indebar dette at en virkelig, proaktiv omkalfatring af samfundet ikke blev anset for nødvendig, eller – hvilket beløber sig til det samme – den kunne udskydes på ubestemt tid. En af de fremtrædende tyske teoretikere, Eduard Bernstein (1850-1932), udtrykte det så radikalt at ”målet er intet, bevægelsen alt”.[14] For en anden, endnu mere central skikkelse i SPD, Karl Kautsky (1854-1938), forblev ’revolutionen’ et ikon til mobilisering og ideologisk grænsedragning; den praktiske politik var dog aldrig revolutionær.[15] Omkring udbruddet af Første Verdenskrig, hvor situationen ellers manede til pessimisme vedrørende en fredelig og gradvis vej frem, luftede Kautsky ligefrem den mulighed at kapitalismen var ved at antage universel international karakter på en godartet måde. Imperialismen kunne gå hen og slå om i en globalisering, hvor staternes ekspansionstrang blev erstattet af en fælles international økonomisk orden.[16] Implicit udgjorde dette et nyt og bedre rum for en reform-orienteret socialisme. Den senere afkolonisering og opbygning af velfærdsstater og frihandelsordninger forlener hans ord med en profetisk klang.
I Rusland tænkte nogle tidlige socialister i sidste fjerdedel af det 19. århundrede i en helt anden politisk retning, men med udgangspunkt i den samme problemstilling: Hvordan var en overgang til et andet samfund tænkelig? Eftersom Rusland var økonomisk efterblevet og havde stærkt behov for moderniserende sociale reformer, meldte den idé sig at man kunne springe kapitalismens normale fase over og bygge et nyt samfund med udgangspunkt i de traditionelle landsbyfællesskaber.[17] Disse forestillinger kom ikke nogen vegne, men tråden blev taget op af bolsjevikkerne (en fraktion i det russiske Socialdemokrati) med V.I. Lenin (1870-1924) i spidsen. Lenin delte Kautskys og andres opfattelse af at kapitalismen, via imperialismen, havde antaget karakter af et verdenssystem. Næste led i hans ræsonnement var at når alle lande på den måde var integreret i kapitalismen, kunne revolutionen også bryde ud overalt. Man behøvede ikke bekymre sig om at det økonomiske udviklingsniveau skulle være modent til forandring. Det var nok at der dels var en krise i det gamle regime, dels et velorganiseret og beslutsomt lederskab – partiet, arbejderklassens avantgarde – som kunne erobre og fastholde den politiske magt. En russisk revolution ville før eller siden brede sig til andre lande, herunder dem med en moden kapitalisme, forstået inden for den klassiske marxismes makrohistoriske skema.[18]
Med Oktoberrevolutionen og bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917 fik denne anskuelse en platform, og der skete, ikke en transformation, men en markant forskydning inden for den marxistiske historieforståelse. Forståelsen af statens rolle, det politiske niveau og evnen til at mobilisere masserne og organisere en revolution vandt stærkt frem på bekostning af de socialdemokratiske marxisters kontemplative, henholdende og stedse mere tilpasningsorienterede syn på det kapitalistiske system og de politiske opgaver. Lenins tanker markerede et brud med den klassiske tese om at samfundets økonomiske udviklingsniveau i sidste instans betingede tankegange og politisk handlerum. Formelt gjaldt dette stadig, men det tidspunkt hvor ”sidste instans” var relevant at se på, blev i praksis udsat i det uendelige. Indtil da handlede det om at opnå og bevare magten i staten. Omvendt havde reformisterne i arbejderbevægelsen fastholdt at det økonomiske grundlag var styrende, men samtidig udsat opgøret med kapitalismen til et uvist tidspunkt i en fjern fremtid.
Dette antyder et dilemma og et svagt punkt i det marxistiske syn på historien, som ligger allerede i Marx’ klassiske formuleringer: Den afgørende vægt der lægges på at forene analyse og forståelse med revolutionær antikapitalistisk praksis. Denne kongstanke har legitimeret bolsjevikkernes fastholden af magten i Rusland gennem det 20. århundrede. En af ideologiens komponenter var den dialektiske og historiske materialisme, dvs. en marxistisk tænkning om historien som på visse vitale punkter var tilpasset så den passede med SUKP’s politik. Den kinesiske revolution og dele af den antikolonialistiske bevægelse fulgte de samme tankebaner om en global imperialistisk kapitalisme som genstand for et nødvendigt voldeligt oprør – i det enkelte land, forankret i de enkelte landes stater, men med et stadigt internationalt perspektiv og ønske om at eksportere revolutionen. Marxismen blev dermed en hovedpine i de liberale kapitalistiske økonomier og statssystemer op gennem det 20. århundrede.
Det er moralsk og politisk rimeligt nok at mene at bolsjevikkernes brud med den ikkevoldelige, men stadig marxistisk tonede arbejderbevægelse i de vestlige lande blev fatal. Moralske domme i historiske anliggender kræver på den anden side inddragelse af tidens præmisser, aktørernes forudsætninger og udfaldsrummets større eller mindre åbenhed. Man kan derfor også anlægge en anden synsvinkel, nemlig at Lenin som politiker var en ægte revolutionær marxist, som ikke lod sig domesticere, men besad viljen og evnen til, under delvis tilfældige og kaosagtige krisevilkår, faktisk at gennemføre en revolution med det formål at opbygge en alternativ, socialistisk samfundsmodel.[19] At forsøget udartede til en tragedie, var ikke givet i situationen. Men den revolutionære politiske doktrins løfter om fremgang og frigørelse blev ikke indfriet. En simpel politisk-moralsk lære af historien er måske at uanset hvor meget samfundet trænger til forandring, og hvor store uretfærdigheder der end trives inden for de eksisterende rammer, er det et problematisk og farligt forehavende at gennemføre et oprør som fejer den bestående stat til side.
Op gennem det 20. århundrede tror jeg denne forståelse gradvis har vundet indpas hos mange med oprindelig sympati for ideen om revolution. Marxismen blev i stigende grad en kommenterende kritisk teori, stadig kritisk over for kapitalismen, men også teoretisk problematiserende i forhold til sig selv og i stigende grad afstandtagende over for den sovjetiske udgave af marxismen. Kapitalismens tilpasningsevne og potentiale for selvreformering anerkendtes af nogle. En del marxistiske intellektuelle forblev ikke desto mindre knyttet til den kommunistiske bevægelse, antagelig fordi denne blev anset for det mest seriøse og virkelighedsnære bud på et reelt politisk virke i samfundet uden for læreanstalterne. Af ikke helt indlysende grunde blev det anset for u-attraktivt, måske også umuligt, at forsøge at fortsætte den marxistiske tradition inden for dennes originale historiske ramme, Socialdemokratiet. Marxismens mere omfattende om end kortvarige popularitet på universiteterne udgjorde, paradoksalt nok, en blandt flere strømninger der bidrog til at forme kapitalismens begyndende reorientering og selvfornyelse ved den store efterkrigshøjkonjunkturs udfasning.
Universitetsmarxismen fik dermed en tidsbegrænset egen rolle i historien; det er dog marxismens betydning i det bredere samfund der gør det vigtigt for historikere af alle ideologiske afskygninger at kende og forstå den.
Noter:
[1] Det samme gælder det underliggende engagement i marxistisk – eller i hvert fald venstreorienteret – politik. Så meget desto mere oplysende er Ole Nyengs artikel ”Vi var revolutionen” i Weekendavisen d. 16. februar 2018, som refererer en samtale mellem Ole Nyeng selv, Søren Espersen, Per Clausen og Uffe Elbæk om livet i og omkring VS i Aalborg i 1970’erne. Ingen af de nævnte kom fra historiefagets rækker.
[2] Om sammenhængen mellem forskning og ideologi, se Karl Mannheim: Ideology and Utopia, London 1936, og Ann Swidler & Jorge Arditi: The New Sociology of Knowledge, Annual Review of Sociology, bd. 20 (1994), s. 305-329.
[3] Efter det indledende slagord hos Fredric Jameson: The Political Unconscious: Narrative as a Socially Symbolic Act, Ithaca, NY (Cornell University Press) 1981, s. 9.
[4] Jf. Karl Marx: Til kritikken af den politiske økonomi. Forord. Opr. Berlin 1859 [Zur Kritik der politischen Ökonomie], her efter Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte skrifter, bd. 1, København (Forlaget Tiden) 1952, s. 355-357:
”… I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed ud fra modsigelserne i det materielle liv, ud fra den forhåndenværende konflikt mellem samfundets produktivkræfter og produktionsforhold. En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes.
I store omrids kan man betegne den asiatiske, den antikke, den feudale og den moderne borgerlige produktionsmåde som progressive epoker i den økonomiske samfundsformation. De borgerlige produktionsforhold er den sidste antagonistiske form for den samfundsmæssige produktionsproces, antagonistisk ikke i betydning af individuel antagonisme, men af en antagonisme, der vokser frem af individernes sociale livsbetingelser; de produktivkræfter, som udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, skaber imidlertid tillige de materielle betingelser for løsningen af denne antagonisme. Med denne samfundsformation ender derfor det menneskelige samfunds forhistorie.”
[5] Étienne Balibar: The Philosophy of Marx, London (Verso) 2007 [1. udg. La Philosophie de Marx, Paris 1993], s. 16-27.
[6] Det bevingede ord om frihed som indsigt i nødvendigheden stammer umiddelbart fra Friedrich Engels som i en serie polemiske skrifter fra 1870’erne, tilsammen kendt som ”Anti-Dühring”, krediterede Hegel for denne erkendelse og gav belæg for det ved et citat fra værket Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse (endelig udgave 1830): ”Blind ist die Notwendigkeit nur, insofern dieselbe nicht begriffen wird, …” Senere kritikere har set sentensen som oplæg til kommunistisk newspeak: Ufrihed er frihed – man skal blot indse at ufriheden er ”nødvendig”.
[7] Teser om Feuerbach, http://www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1845/tesfeuer.htm
[8] Karl Marx: Kapitalen, Kbh. (Rhodos) 1970 (oversat fra Das Kapital, Dietz Verlags udgave 1962-66, 1. udgave 1867-1894), 1. bog, s. 172-175, 179.
[9] Jf. note 2.
[10] John E. Elliott: Marx and Schumpeter on Capitalism’s Creative Destruction: A Comparative Restatement, The Quarterly Journal of Economics, bd. 95 (1980:1), s. 45-68; Nathan Rosenberg: Karl Marx on the Economic Role of Science, Journal of Political Economy, bd. 82 (1974:4), s. 713-728.
[11] Stephen A. Marglin & Juliet B. Schor: The Golden Age of Capitalism, Reinterpreting the Postwar Experience, Oxford (Clarendon) 1990. I dansk sammenhæng: Flemming Arentoft, Morten Daugaard, Niels Ole Finnemann, Kristian Berg Nielsen, Jens V. Svendsen: Den lange vej gennem krisen, Aarhus (Modtryk) 1976. Ingen af de her nævnte forfattere er faghistorikere.
[12] Rodney Hilton: Feudalism in Europe: Problems for Historical Materialists, New Left Review I/147 (1984), s. 84-93 (kort, med fokus på kerneproblemer i forståelsen af den feudale produktionsmåde); Perry Anderson: Lineages of the Absolutist State, London (New Left Books) 1974 (langsigtet udvikling, historisk detaljeret).
[13] T.H. Aston & C.H.E. Philpin (red.): The Brenner Debate: Agrarian Class Structure and Economic Development in Pre-Industrial Europe, Cambridge University Press 1985.
[14] „ … ich habe für das, was man gemeinhin unter ‚Endziel des Sozialismus’ versteht, außerordentlich wenig Sinn und Interesse, dieses Ziel, was immer es sei, ist mir gar nichts, die Bewegung alles“. Citeret efter Franz Walter: Wie Bernstein die SPD zum Beben brachte, http://www.spiegel.de/einestages/verkannter-vordenker-a-946432.html. Se nærmere i David W. Morgan: The Father of Revisionism Revisited: Eduard Bernstein, The Journal of Modern History, bd. 51 (1979), s. 525-532.
[15] Stephen Eric Bronner: Karl Kautsky and the Twilight of Orthodoxy, Political Theory, bd. 10 (1982), s. 580-605.
[16] Karl Kautsky i Die Neue Zeit, September 1914, her efter New Left Review I/59 (1970), s. 41-46.
[17] Alan Kimball: The Russian Past and the Socialist Future in the Thought of Peter Lavrov, Slavic Review, bd. 30 (1971), s. 28-44.
[18] Tamás Krausz: Reconstructing Lenin: An Intellectual Biography, New York (NYU Press/Monthly Review Press) 2015, s. 283-286; Niels Erik Rosenfeldt: Lenin. En revolutionær fundamentalist, København (Høst & Søn) 2008, s. 89f.
[19] Tamás Krausz: Reconstructing Lenin, s. 356f, 359f.
Stormen på Børsen 1918
Den 11. februar 2018 var hundredeårsdagen for “Stormen på Børsen”. Deltagere fra et demonstrationstog af radikaliserede arbejdere trængte ind i Børsbygningen. Det var ikke en fredelig happening, men en temmelig voldsom affære, som politiet bragte til afslutning med ligeledes håndfaste midler. Arbejdermuseet har lavet en særlig temaside om den ikoniske begivenhed, se https://www.arbejdermuseet.dk/viden-samlinger/temaer/stormen-paa-boersen-1918/
Ifølge senere beretninger fra to fremtrædende skikkelser i datidens syndikalistiske bevægelse, Andreas Fritzner og Christian Christensen, var aktionen planlagt på forhånd af en lille gruppe fra denne kreds; udførelsen bar dog præg af tilfældigheder og manglende kontrol over forløbet.
Denne version af historien er blevet gengivet i mange senere fremstillinger. I udlægningen på Arbejdermuseets nye hjemmeside siges ikke noget om forberedelsen. Det er nok klogt eftersom grundlaget i de nævnte beretninger er spinkelt. Ingen andre historiske kilder bekræfter eller blot sandsynliggør at en lille gruppe havde lagt planer om at gøre Børsen til mål for en aktion.
Tværtimod tyder politiets efterforskning og det retslige efterspil på at tilfældige omstændigheder afledte demonstrationen fra den planlagte rute og igangsatte stormløbet på Børsbygningen. Kildematerialet hertil er blevet undersøgt og drøftet af Thomas Müller i hans historiespeciale fra 2016: “Stormen på Børsen. Det retslige efterspil” (Københavns Universitet 2016).
Dermed være ikke sagt at Stormen på Børsen var en ikke-begivenhed. Det var en tydelig markering af radikaliseringen inden for betragtelige dele af arbejderklassen og arbejderbevægelsen. Men syndikalisternes ledere var måske mindre militante og målrettede end man normalt antager. Thomas Müllers resultater vil forhåbentlig blive gransket af andre specialister på dette område. Det er tænkeligt at det vil føre til en revurdering af Stormen på Børsen og en mere kritisk og forbeholden formidling af beretningsmaterialet end den man i dag ser.
Konkurrence
Dette podcast fra d2r indgår i serien Europas idéhistoriske rødder. Mit bidrag handler om forholdet mellem konkurrence og ligevægt på markedet.
Finanskriser
Et podcast fra Radio Clio. Jeg besvarer spørgsmål, vekslende med redaktionelle indslag.
Danish Economic History: First World War
Dette er første version af artiklen Wartime and Post-war Economies (Denmark). Den er lidt længere end den publicerede udgave.
Abstract
From 1914 to 1918, moving from peak to trough, Danish GDP per capita dropped by 16 percent However, resources spent on mobilization were modest and the war took only a small toll on Danish citizens’ lives and assets. The major source of economic problems was the disturbance of international trade by blockade warfare and belligerent powers’ pressure on neutrals to scale down business with the other side. Faced with supply shortage and inflation, the Danish government, counselled by a corporative body, to an increasing extent distributed resources on a discretionary basis in order to keep the economy running and prevent social deprivation.
Introduction
Three motives shaped the Danish economy during the Great War. Supply shortage due to reduced imports was the root problem. First, it caused direct disturbance of the economic flow. Furthermore, it stimulated inflation, as idle money chased a limited amount of goods. Finally, depleted stocks of real capital and materials reduced productivity, and boosted speculation and cheating. However, while challenges presented themselves already as of August 1914, they took more than two years to develop into a serious economic downturn.
A moderate level of state regulation evolved into a system akin to command economy, with a dwindling role for competitive market forces. The enhanced regulation was at the same time conflict-ridden and – by force majeure – consensus-driven. It was successful under the circumstances. Public intervention showed itself able to redress social imbalances and uphold some degree of equity, thus strengthening the case against pure laissez-faire economy. Nevertheless, by 1918, business was weary of regulation, unemployment high, and worker militancy on the rise. When the war ended, the need for reinstating market forces as the core institution of economic life was widely acknowledged, even if reluctantly by Labour and social-liberals. Over the war years, the latter party formed the government, supported by the former. In spite of the backlash, the experience of these abnormal years became instrumental in shaping economic and social policy and forms of governance, especially in times of crisis but even under prosperity.
The economic history of Denmark under the First World War is reasonably well mapped territory, yet modern monographs on the subject are rare. The most comprehensive account is still Einar Cohn (1928)[1], which in an abridged version is also available in English (Cohn 1930)[2]. Even earlier, Johannes Dalhoff (1921)[3] had summarized and explained events on the labour market. Svend Aage Hansen (1974)[4] in his magisterial work on economic growth in Denmark presented a brief, very much to the point analysis of the most important tendencies at the economic level. The same author, together with Ingrid Henriksen (1980)[5], has also produced a broader survey focusing on social developments depicted on an economic background. In a collective work on Danish monetary history, published by Denmark’s Central Bank, Erling Olsen (1968)[6] provided a thorough yet accessible discussion of how the often difficult and controversial monetary affairs of the time were handled. A major work of recent years is Kasper Elmquist Jørgensen (2005)[7] who assembles a number of studies with the interplay between state and business as the unifying theme. Steen Andersen & Kurt Jacobsen (2008, 2009)[8] move in the same area, yet with special reference to Alexander Foss (1858-1925), an industrialist who played important roles in both domestic regulation policy and bilateral trade talks. A recommendable short introduction to the overall situation of Denmark during the war, drawing lines to past and future developments, is Carsten Due-Nielsen (1985)[9].
The present survey begins with the impact of the war as such, followed by a short evaluation of economic growth 1910-29. The next two sections deal, respectively, with economic regulation and the labour market. Subsequently, foreign economic relations and their political setting are discussed. Brief mention is made of some important monetary and financial tendencies before the conclusive section on post-war development and the longer-term significance of the regulative and redistributive measures taken 1914-18.
Population and territory
An immediate impact of the outbreak of hostilities in 1914 was the convening of former conscripts who were obliged under the law to render national service. More than actual preparation for war, the assembly of this so-called ‘defence force’, which boosted the size of the army to 58,000 men, served to make manifest the willingness of the Danish state to enforce its neutrality and sovereignty in case of a direct assault. This was primarily to be achieved by defending Copenhagen, the capital, in whose fortified periphery most of the soldiers were quartered. Even at low level of alert, the summoning of the force was costly. Its members were drawn on short notice directly from those in active employment. Besides some net loss of production, there were public expenses not only to run the military outfits but also to secure the livelihood of the married men’s families. On the other hand, unemployed or people not currently in the workforce filled many of the positions left vacant. Furthermore, leave was granted for harvest work and the like. Gradually, the force was downsized, as direct Danish involvement in the war became more and more improbable.
In a Danish context, the one single most important economic event resulting from the First World War was the reunion of Northern Schleswig with Denmark. Holstein and Schleswig, a pair of ethnically German duchies, had been removed from the Danish monarch’s possessions in the Second Schleswig War of 1864 and subsequently incorporated into the German Empire. However, most people immediately south of the border were Danish-speaking and Danish minded. Being a minority population within the entire province, they felt alienated; in the Kingdom of Denmark, the idea of an unjust separation was strong as well. The Versailles Treaty provided for a referendum over the issue in 1920. In the same year, 165,000 people – approximately 5 percent of the entire Danish-speaking population – and the territory they inhabited were transferred from the German Reich to the Kingdom of Denmark.
Apart from a couple of random minor incidents and minelaying in inner territorial waters, no military operations took place in Danish national space. However, casualties occurred by the thousands among the Danish-speaking male population of Schleswig who at the time were German citizens. Ex-servicemen of that group, some of them wounded or traumatized, would shortly after the war change their nationality to Danish. Two hundred and seventy-five Danish registered merchant vessels were sunk in international waters, causing the loss of about 700 sailors’ lives.
Aggregate economic output
With a 5 % rise in per capita GDP, compared to 1913, 1914 was a remarkably prosperous year for Denmark. The surge in economic activity was export-driven, as demand from belligerent nations shifted upwards, leading to increased sales at higher prices, especially in agricultural produce. Four years dominated by negative growth followed, due to severe shortage of imported input commodities, most notably coal and fertilizers. The year 1919 saw a remarkable recovery, and by 1922 – after a crisis-ridden 1921 – GDP/c had definitely risen above the pre-war level.
In a middle-term perspective (1910-1929), an estimated growth rate of 1.46 % p.a. suggests that the delay caused by the war was not very serious (Figure 1). It is equally obvious though, that 1917 and 1918 were bad years, significantly below trend values. Other neutral countries in the region exhibit a similar structural pattern. However, among the Scandinavian nations, the years of recession were milder in Norway. Sweden’s experience over the war years was more similar to that of Denmark, but Sweden as well as Norway enjoyed higher growth 1910-1929, whether stated in actual terms or judged by estimated trends, which take into account the negative impact of the war years on the longer-term growth pattern. Norway and Sweden, on the other hand, were on a lower income level than Denmark, so a catch-up process unconnected with wartime events may have been under way. The Netherlands, however, were on the same income level as Denmark before the war. Its economy both recovered faster and grew more vigorously during the 1920s. Relatively speaking, then, Denmark did no fare too well in economic terms during and after the war.
Economic regulation
A central issue in August 1914 was steady supply of household staples and other products essential to the economy. The notion of secure supply included not just availability per se, but even price stability. If prices became significantly higher at the current level of income, it would jeopardize household budgets and thereby basic material welfare. The threat seemed urgent, as demand was likely to shift upwards on the world market when belligerent nations mobilized available resources for their own purposes. Furthermore, the situation gave incentive to stockpiling. Hence, the Danish government set up a special permanent commission of 12 members with ample powers to make inquiries and recommend measures to procure and distribute goods, if necessary by expropriation. The commission was also, when deeming it necessary, entrusted with the task of suggesting export prohibition and/or state-imposed maximum prices. In the matching legislative work the goods in question were defined as “foodstuffs and merchandise that society must by necessity have at its disposal”,[10] so it was a wide mandate.
The commission was made up of leaders from business organizations and labour unions, active businessmen from several fields, an economics professor, the mayor of Copenhagen, the commissary general, and a civil servant of the Ministry of the Interior, under which the commission belonged.[11] By virtue of its broad composition, combining specific expertise with representation of various social interests, the members were successful in getting things done. Based on an extensive network encompassing virtually all economic spheres, information was accessible. Recommendations enjoyed legitimacy in broad circles when carried into effect by the Ministry. Perhaps the members themselves were a bit impressed by the solemn, crisis-inspired confidence vested in them. Nevertheless, while seeking collaboration they at the same time defended the interests of their own group – and probably those of their immediate personal network. Rhetorical appeals to the common good were made and tactical alliances formed.
Even before the commission was established, on August 6, the Government introduced export embargo on feeding stuff, grain and grain products, potatoes and flour; gold and silver; fuels and lubricants; weapons, ammunition and explosives; cables; motor vehicles; wood and steel; instruments, machines and appliances for the manufacture of weapons.[12] Over the next half year, more precautions were taken, including new items on the embargo list and government participation in the funding of marine insurance in order to uphold shipping in and out of Danish ports even under the increased risk of loss due to naval warfare.
Another area of early intervention was bread-prices, a sensitive issue in most economies other than the very rich. Agriculture weighed heavily in the economic composition of the country, yet before the war there was no talk of self-sufficiency in grain. The predominant specialization in production based on livestock required more fodder, of various types, than was available by local cultivation so import of grain took place as well. Diminishing supply from abroad would not stop farmers from feeding with grain types used for bread; on the contrary, with solid international demand for meat and milk products, they were unwilling to guarantee the supply of grain to flourmills. Market prices did not compensate for the opportunity cost of reducing animal husbandry. Thus, the stage was set for controversy. For the remainder of 1914 nothing significant happened apart from some government procurement of grain on the international market and deliberations on how to handle the problem. At the beginning of 1915, however, as inflationary pressure built up, the government introduced maximum prices on rye loaves, together with a mandatory minimum weight of each loaf passed over the counter. Rye, not wheat, was singled out first because rye bread formed the core of Danish lunch habits, especially among the lower income brackets due to its cheapness.
The measures mentioned so far became paradigmatic for the rest of the war period, their coverage becoming only more extensive in line with the sanding up of normal supply channels. With maximum prices came also the obligation to deliver so that suppliers would not circumvent regulation by moving their goods to where competitive market forces still prevailed. Farms, for instance, were obliged to deliver determined minimum amounts of grain based on their size and soil quality. On the other hand, maximum prices were set with a view to maintaining a normal level of sellers’ proceeds, taking due account of rising input prices. Transgressors were liable to a fine, and the authorities counted on members of the public to report irregularities. In less closely monitored lines of merchandise, some manufacturers and merchants took advantage of the free rein by splitting one intermediate transaction up in several, each time entailing phony value-added in order to disguise supernormal profits.
With time, the basic economic conditions imposed by the war seriously reduced the amount of goods available for distribution. State subsidies in cases where real costs ruled out low price ceilings encouraged overconsumption among those with ample purchasing power. With unrestricted German submarine warfare and the American turn in favour of the continental blockade in 1917, it proved necessary to introduce rationing in order to guarantee basic provisions, especially in protection of those of scarce means. The supply situation was never worse than ordinary consumers had access to sufficient quantities of victuals, soap, fuel and the like. However, in spite of all regulation, living costs were getting high and many were unable to compensate by raising their own income. The situation of vulnerable households was somewhat relieved by the targeted handing out of benefits in kind or money transfer. Local authorities were in charge of these precautions and adapted the form to local needs defined by demographic and industrial composition.
Labour market
On the surface, the situation had limited effect on the labour market and its institutions, except for the surge in militancy and radical socialist politics towards the end of the war that occurred in many countries. Nonetheless, a thrill was in the air. In the decade and a half before 1914, the Danish labour market had undergone a remarkable development. At the turn of the century, employers’ organisations and labour unions had made a grand compromise at the core of which lay mutual recognition, stable procedures to handle conflicts, and binding commitment to terms laid down in collective agreements. The state ultimately enforced the arrangement by a special labour court. In the same period, workers’ unemployment funds became officially recognized and let themselves regulate, in return for sizeable subsidies. The affiliation of unemployment funds with trade unions provided incentive for more workers than before to join the latter, thus reinforcing their representative power.
1914-1918 became a testing ground for this collaborative system. During the first half of the period, unions and their membership showed restraint in demands under the impression of the fundamental uncertainties of the war. As one would expect, an erosion of real wages took place (Table 1), even though business was quite good. For the time being, unemployment figures remained low (Figure 2).
Things began to change about halfway through the war. As employment opportunities became scarcer without halting inflation, workers’ real income came under increased pressure and the more so because agreed minimum wage rates remained in force longer than it took prices to go significantly up. In the end, the search for a compromise resulted in an indexing system that granted the same rise to all male blue-collar workers regardless of previous hourly earnings,[13] making it somewhat easier for low-income groups with little bargaining power on the local level to keep pace. After the war, this system was retained for some time and later reintroduced, indeed, it was officially acknowledged by means of a particular price index with focus on wage-earners’ expenses, calculated by Statistics Denmark. The system lasted until about 1980, by which time it had become more a trigger of inflation than a way to achieve balance.
The real test of collaborative labour relations came as the war approached its end and economic conditions worsened. Paradoxically, spirits tended to rise in popular circles. Left wing factions within the labour movement began to mobilize based on opposition to the capitalist system that –as they perceived it – had given rise to the war. Against this backdrop, industrial action, anti-militarism and radical politics in general gained a footing in wider circles among urban workers. In several unions Syndicalists and revolutionary Marxists, forerunners of the Communist movement of the inter-war years, either posed a threat to established leadership or did in fact take over. Overall, radicals were a minority, but the increased influence of their views set a new tone for industrial relations. A nervous mood was present among employers. Instead of paying militant workers back in kind, they relied on their counterparts in the reformist labour movement and reaffirmed their loyalty to the system of collaboration. For either side much depended on preserving the corporatist wartime management of society.
Nevertheless, anti-establishment sentiments among rank-and-file, from 1916/17 manifest by a significantly raised level of industrial conflict (Table 1), were strong enough to trigger important changes. As of 1 January 1920, the eight-hour day came into force in the urban industries, dependent not on legislation, but on collective agreement. In addition, the wage boost of that period permanently increased wages’ share of national income.[14] Thus, the immediate post-war situation was a window of opportunity for Labour to shift the socio-economic power balance.
International trade and trade diplomacy
The major threat against Denmark on the politico-military level came from Germany, towards whom the Danish government found itself obliged to conduct a policy of accommodation. This course of action was limited by the need to uphold trustworthy neutrality, lest the Allied and especially the British refuse to recognize Denmark’s impartial status. As far as economic cooperation was concerned, the relations with the UK were more troubled during the war than those with Germany. Before the war, these two nations ranked, respectively, as number one and two in total Danish foreign trade volume (Tables 2-3). Britain’s leading place resulted from its massive import of Danish butter and bacon; in fact, Denmark ran a considerable trade surplus. Conversely, German exports to Denmark normally outweighed its imports, although by a lesser margin than the British deficit vis-à-vis Denmark.
During the war, it was in Germany’s best interest to uphold ingoing trade with Denmark, above all in the area of foodstuffs. German dependence on continental suppliers was among the reasons for war in the first place; after it broke out, the severing of all overseas trade links with Germany was an important element in British war plans. However, as long as neutral status was recognized there was no formal obstacle to selling Danish foodstuffs to Germany. The traffic was only seriously disturbed in 1918 as the German economy approached breakdown. The frictions of the war economy gradually limited volumes, but the land border between Denmark and Germany largely prevented the UK from stopping the trade by naval blockade. Nevertheless, the issue was sensitive, for good reasons. One cause of disagreement between Denmark and the UK was possible abuse of goods exported bona fide from the UK by re-export to Germany.
For the Allies, extension of maritime war to the Baltic, including occupation of Danish territory, was not a relevant option. So much the more reason had the British to take advantage of Danish dependence on coal and other vital commodities, delivered in exchange for butter and bacon. The UK preferred not to alienate an old partner completely, possibly pushing the Danes into the arms of the enemy, but was in a position to impose requirements in order to minimize Denmark’s role as a supply base for Germany. Denmark possessed only little room for manoeuvre.
This contradiction of interests played out over several rounds of negotiations, each time aggravating Denmark’s situation until all British supplies – with the important exception of coal – had been stopped by October 1917. In 1915, the Danish Ministry of Foreign Affairs gave up negotiating and managing deals governing private firms’ affairs and mode of conduct. Instead, a few representatives of business organisations, among these the chairman of the Federation of Danish Industries, A. Foss, took it upon themselves to seek an understanding and establish the necessary trade agreements through talks with British diplomats in Copenhagen and London. The British War Office demanded opportunity to monitor and control the compliance of Danish firms with ever tighter rules set up to prevent that merchandise from the UK serve to free other resources for export to Germany.
The daily conduct of business was largely left to the trade organizations, especially Danish Industries, whose individual members were, in fact, more likely than others to try to circumvent rules. Agriculture was, by force of Denmark’s neutrality, more at liberty to continue trade with Germany as they saw fit, even though the Allies towards the end of the war, following the American involvement, put more pressure on the Danes to downsize even the selling of domestic meat, butter and livestock to Germany. Allied officials argued that as long as exports on their part supported the Danish economy in any notable way, Danish trade with Germany constituted a breach of confidence and an affront to the allied nations whose population had to bear the brunt of the war.
It was in the German interest to prevent Danish compliance with allied demands and, on the contrary, make the Danes give priority to the German market. Some pressure arose from the fact that Denmark received products from Germany also, which Denmark’s own industry was unable to provide. Conversely, the Danish side claimed with success that business in general would slow down without inputs from overseas, a prospect harmful to the Danish export ability vis-à-vis Germany. Nevertheless, reassurances had to be made, soothing for instance German preoccupation with growing activism of allied agents in Copenhagen, meddling with the affairs of local industry and retrieving intelligence regarding German affairs.
The task was made easier by the fact that the foreign secretary himself, Erik Scavenius (1877-1962), and other leading diplomats were well attuned to German discourse and lines of procedure. It all came naturally because Germany was, literally, Denmark’s closest neighbour and hegemon of the region. Germany was also an object of resentment in nationalist circles after Danish defeat in the Second Schleswig War 1864. It was so much the more important that official representation and declared policies were not anti-German, but governed by considerations of Realpolitik, dialogue-oriented and formally on the amicable side, all of which was appreciated by the cadre of the Auswärtiges Amt (Foreign Ministry) in Berlin. Even so, neither in relation to Germany, did Danish trade policy 1914-18 reside exclusively within the inter-state framework, but included business organizations functioning as direct counterparts in bilateral agreements.
This so-called business diplomacy has drawn considerable attention, especially as far as the complicated relationship with the British is concerned. Private negotiators acted independently, but not completely on their own as they consulted with the Foreign Ministry and sought approval on a continuous basis. The obvious motive for this setup was making sure that whichever agreements were made did not conflict with the security of the state. The already strong involvement of leading business representatives in the wartime management of society facilitated this objective.
On the other hand, the reasons in the first place for outsourcing the conduct of talks across the North Sea seem overdetermined and open to debate. The official apparatus may not have possessed the knowledge, skills and manpower required to arrange, implement and enforce complicated trade deals that on top were subject to frequent changes. It may also have been a matter of diplomatic convenience, as Germany perhaps felt intense trade dealings with the Allies less offensive when delegated to non-governmental agents. On the other hand, Sweden was, for better or worse, capable of mustering the resources for settling affairs under direct state auspices. From the outset, the Swedes were motivated by a greater eagerness to demand compliance with previously established rights of neutral nations, rules that the scale and scope of the current war successively undermined. However, when they finally yielded and began pragmatic accommodation by unprincipled deals, it still happened under tight political management.[15] By comparison then, the Danish solution did not necessarily reflect particular tactical and logistical ingenuity, but was one among two or more viable options.
Given these premises, the business leaders undoubtedly rendered society a service but were driven, inevitably, by self-interest inasmuch as their objective was to achieve supplies of commodities vital for the running of their companies. They probably considered themselves lucky by being able to keep events under their own direct control.
Monetary and financial affairs
A short liquidity crisis accompanied the outbreak of war. A run on the banks was building up because an increasing amount of people preferred cash rather than deposits, and gold or silver rather than notes. Stock exchange listing was briefly suspended. Jointly, the central bank and government took the immediate precautions of rationing bank withdrawals and suspending convertibility to gold. Excess demand of silver was neutralized by issuing notes of smaller denomination than usually. Funds were made available for extraordinary state expenditure. After raising the bank rate in conformity with developments in other Western European countries, the central bank was granted greater discretionary power. Rule-bound limits of cash supply were expanded in order to guarantee a normal level of transactions. A new semi-normal state of affairs followed the initial turbulence. In relation to other currencies, the krone, put in rough terms, remained on its pre-war parity value as long as the war was going on, but then fell drastically;[16] the latter fact came to define the monetary policy of the 1920s. The balance of payments caused no alarm. Figures are incomplete, but after the war, apparently, external debt as percentage of national income was smaller than before.[17] Beneath the tranquil surface, however, financial flows changed their pattern as did terms of trade and relative prices generally. Generous granting of credit supported sale of Danish products to the Central Powers. Opinions on monetary policy and its relationship with national and international politics differed a great deal among bankers and university economists.
The stock market leaned to the bullish side during the first years of the war, especially of course in industries that benefited from wartime demand. [18] In Denmark, the already important shipping trade was highly profitable. Merchant vessels found rich opportunities as belligerent nations’ ships left the free commercial circuit. Customers accepted high freight rates in order to pay for the elevated risk level at sea and in anticipation of rising prices on end markets. The wartime profiteer became an icon of public resentment. It is not quite clear though, to what extent extraordinary profits resulted from either abuse or perhaps from entrepreneurial capacity and a legitimate appetite for risk.
Volatility and relatively high share prices was a symptom of accumulating problems. In objective terms, the economy was in recession; nevertheless, a willingness to invest was present. This is small wonder, seeing that inflation made it less attractive to hold liquid funds, yet banks were loaded with deposits. Possibilities for increased spending were limited, apart from the odd extravagances of the nouveaux riches. Like everything else, the supply of solid consumer goods appealing to the well-to-do was gradually drying out. The building trade was slowing down due to lack of materials.[19] Investment in real capital still took place, but was hampered by the prevalent condition of short supply. With great risk at hand everywhere in economic life, even some who were not by inclination opportunistic rent-seekers must have felt the urge to speculate.
The post-war economy
With the end of the war, the worst tensions soon relieved. After most restrictions on trade had been lifted internationally, a short-lived boom set in. Stocks were replenished, lacking reinvestment carried out, and peace and rising wages celebrated by consumers. This compensated the downturn of the previous two years and reset turnover to a normal level. However, it did not imply anything like a complete structural renormalization of the economy.
In Denmark, the payment of debt owed by foreigners contributed to financing the recovery. The positive balance on the nation’s external account – a result of the extraordinary demand directed towards a neutral country – was soon exhausted, and so were other funds. A massive public deficit, having been run in order to prop up the economy and secure adequate living standards across the social spectrum, must now be phased out. In itself, this was no cause for alarm but uncertainty was rife due to supply side problems. A number of firms in which substantial investments had been made were unsuccessful in reorienting their activities towards peacetime conditions with falling prices and changing demand structure. Inevitably, some of these enterprises built on an overly optimistic risk assessment.
Unfortunately, not only private investors lost their stakes. Banks who had ignored the difference between being illiquid and being insolvent incurred irreparable losses as loans turned sour. It happened on such a scale that in 1922 the largest bank in Denmark went bankrupt and had to be reconstructed, being, in modern-day parlance, too big to fail. Many minor banks were reconstructed, taken over by competitors or liquidated during the 1920s. The immediate cause of this long-drawn crisis was professional neglect on the part of bankers, but behind it all lay also the pressure during the war years to recirculate abundant deposits generated by the discrepancy between realized earnings and, in the next phase of the monetary cycle, more and more limited natural outlets for investment and purchasing power. The lack of firm financial regulation was also to blame.[20]
These events contributed to a lack of stability and feeling of uncertainty in the post-war period, despite a reasonable overall growth level. Real wages rose, but on an irregular basis. Unemployment figures too fluctuated a great deal, without any permanent decrease compared to the final war years. Overall, the economic situation was far from satisfactory, but neither was it alarming. Policy-makers were much in doubt regarding what to do even though options were limited within the narrow, pre-Keynesian horizon of those years.
The big question was the exchange rate. Fearing inflation, the ideal was a return to the pre-war par value of the krone, as stipulated by the gold standard. A minority of advisers spoke in favour of a somewhat lower parity, but this was a difference in degree, not in kind. At any rate, in 1923 the government and the central bank jointly decided to pursue a tight monetary policy. A high interest level would attract foreign exchange and facilitate an expansion of the national gold stock. Indeed, in 1926 the krone reacquired its pre-war value and was made redeemable in gold the following year. The dark side of such reassurance was a relatively high level of unemployment. Decision-makers, convinced that the economy was back on a sound footing, were unable to envisage the international breakdown of the gold standard a half-decade later.
In the meantime, the pendulum had swung away from regulation and redistribution but did not again reach the opposite extreme. The public sector’s size measured against national income diminished after the peak year 1918 but remained several percentage points above the pre-war level throughout the liberalizing 1920s and continued its rise after that.[21] Later regulation and redistribution, during the Great Depression as well as the Second World War, drew on the experience of the First, but with direct business interests in a less prominent if still active role. The corporatist approach remained a permanent feature though, as did of course the conviction that market mechanisms could and should be bypassed when required by the public interest.
The origin of this new socio-political setup in the First World War was not the result of random events that triggered a path-dependent chain of other, analogous events, yet might never have happened had the Great War failed to materialize. It was contingent on broader, structural transformation in the spheres of political economy and mass politics. Nevertheless, there is little doubt that 1914-18 was a transformative period in Denmark, shaping the agenda for future social and civil governance.
[1] Einar Cohn: Danmark under den store Krig. En økonomisk Oversigt, Copenhagen 1928.
[2] Einar Cohn: ”Denmark in the Great War”, in: James T. Shotwell (ed.): Sweden, Norway, Denmark and Iceland in the World War, New Haven 1930, pp. 409-558.
[3] Johannes Dalhoff: “Krigsaarenes Lønpolitik. Foredrag i Nationaløkonomisk Forening den 30. November 1920”, Nationaløkonomisk Tidsskrift, 3rd series, Vol. 29, No. 4, 1921, pp. 1-36.
[4] Svend Aage Hansen: Økonomisk vækst i Danmark, Vol. II, 1914-1970, Copenhagen 1974.
[5] Svend Aage Hansen & Ingrid Henriksen: Dansk socialhistorie 1914-39. Sociale brydninger, Copenhagen 1980.
[6] Erling Olsen: ”Perioden 1914-1931”, in: Erling Olsen & Erik Hoffmeyer: Dansk pengehistorie 1914-1960, Danmarks Nationalbank 1968, pp. 11-152.
[7] Kasper Elmquist Jørgensen: Studier i samspillet mellem stat og erhvervsliv i Danmark under 1. verdenskrig, Copenhagen Business School 2005.
[8] Steen Andersen & Kurt Jacobsen: Foss, Copenhagen 2008. Eidem: ”Fra åben til reguleret økonomi: Foss, Rode og Den Overordentlige Kommission”, Økonomi og Politik Vol. 82, No. 3, 2009, pp. 15-28.
[9] Carsten Due-Nielsen: “Denmark and the First World War”, Scandinavian Journal of History , Volume 10, No. 1, 1985, pp. 1-18.
[10] Den overordentlige kommission af 8. august 1914. Virksomheden fra 8. august til 7. november 1914. Beretning – aktstykker, p. 15, http://www.kb.dk/e-mat/ww1/130018363977.pdf (retrieved 15/02 2017).
[11] Ibid., p. 16f.
[12] Ibid., p. 19.
[13] A. Kocik & Henry Grünbaum: ”Organisationens historie”, pp. 115-117, 127, in: Under Samvirkets Flag. DSF 1898-1948, Danish Confederation of Trade Unions 1948, pp. 99-225.
[14] Niels Kærgård: Økonomisk vækst. En økonometrisk analyse af Danmark 1870-1981, Copenhagen 1991, p. 143, especially Figure 6.7.
[15] Kurt Bergendahl: ”Trade and Shipping Policy in the War” [Part II of “Sweden in the World War”], p. 120-24, in: James T. Shotwell (ed.): Sweden, Norway, Denmark and Iceland in the World War, New Haven 1930, pp. 43-124.
[16] Hans Chr. Johansen: Dansk økonomisk statistik 1814-1980 (Danish historical statistics 1814-1980), Copenhagen 1985, Tables 6.4 and 6.5.
[17] Based on Hans Chr. Johansen: Dansk økonomisk statistik 1814-1980 (Danish historical statistics 1814-1980), Copenhagen 1985, Tables 4.8 and 10.1, 1907, 1912, 1923 and subsequent years.
[18] Einar Cohn: Danmark under den store Krig. En økonomisk Oversigt, Copenhagen 1928, p. 314f.
[19] Ibid., pp. 85, 189-91.
[20] Full story in Per H. Hansen: På glidebanen til den bitre ende. Dansk bankvæsen I krise, 1920-1933, Odense 1996.
[21] Rolf Norstrand: De offentlige udgifters vækst i Danmark, University of Copenhagen, Department of Economics (Blue Memo No. 41), 1975.