Svensk værk om økonomisk historie

[Denne anmeldelse er trykt i tidsskriftet Fabrik og Bolig, 2021]

Lena Andersson-Skog m.fl. (red.): Vad är ekonomisk historia?, Lund 2020 (Studentlitteratur),  363 s., SEK 309.

I Skandinavien har Sverige gennem mange år været førende inden for økonomisk historie, hvilket klart illustreres af denne vellykkede bog. Hele 25 forfattere fra syv forskellige læreanstalter hvor disciplinen trives, har bidraget til de i alt 13 kapitler. Den tematiske og metodiske spændvidde inden for det relativt beskedne sideantal er stor uden at bogen af den grund virker fragmenteret. Det er en lærebog beregnet på grundkurser i økonomisk historie, men kan med udbytte læses af alle interesserede, også de allerede indviede. Som støtte til undervisningen er hvert kapitel forsynet med en række arbejdsspørgsmål samt en kort litteraturvejledning og en noget længere ukommenteret litteraturliste. Dette øger bogens brugbarhed som en hurtig, men solid indgang til de emner den dækker. Fremstillingsstilen er pædagogisk og ukunstlet, hvilket givetvis også er nødvendigt. Stoffet er nogle steder ret vanskeligt og komprimeret; mange studerende vil have svært ved at kapere alle pointerne ved deres egen første læsning. Men suppleret med en nærmere gennemgang i undervisningslokalet frembyder bogen en introduktion der er både klar og dybtgående. Man kan godt nå gennem den på et semester.

Faget økonomisk historie har rødder tilbage til midten af det 19. århundrede. I mellemtiden har der været adskillige forgreninger og brud, som det vil tage for lang tid at opregne her. Sagt meget groft kan man i dag skelne mellem tre retninger. Den første er forholdsvis konventionel historieskrivning, blot om emner der er relateret til økonomien, f.eks. industrihistorie eller firmahistorie. Den anden er økonomisk teori appliceret på fortidige begivenheder. Den tredje retning, som er den dominerende i Sverige, betragter økonomisk historie som en hybrid eller ligefrem et selvstændigt fag. Det er en variant af historiefaget, dvs. fortiden studeres med bredt sigte og med henblik på det historisk specifikke. Men økonomisk historie tager afsæt i et mere omfattende beredskab inden for økonomisk teori og statistisk metode end historiefagets hovedstrøm er villig til at stræbe efter. Derfor praktiseres økonomisk historie en del steder i særlige ’institutioner’ som hverken er økonomiske eller historiske institutter, men uddanner kandidater og ph.d.er i selvstændige programmer med rødder i både det samfundsvidenskabelige og det humanistiske.  Langt det største af disse særlige institutter hører hjemme ved Lunds universitet.

Et af de indledende kapitler handler om teorier inden for økonomisk historie. De mange begreber introduceres så hurtigt og kort at den ikke-initierede kan få behov for supplerende læsning eller anden hjælp til tilegnelsen. En ting fremgår dog tydeligt, nemlig at man langt hen benytter sig af økonomisk mainstream-teori, men også af såkaldt heterodoks (afvigende) teori samt diverse teoretiske nicher for at kunne anlægge forskellige perspektiver på stoffet. Det fremhæves også at nyere økonomisk historie lægger vægt på kønsperspektivet. I det følgende kapitel om fagets metode gennemgås først en række principper og greb som man også finder hos andre historikere. Derefter kommer et afsnit om tidsserier og andet statistisk materiale samt de i nogle tilfælde ret avancerede modeller og teknikker der kan komme i spil for at udnytte disse kilder på rette måde.

De efterfølgende kapitler handler om hvert deres emne eller problemfelt. De er alle interessante og brugbare. Enkelte forekommer dog værd at fremhæve, heriblandt kapitel 5 om vækst og transformation, som med sine 36 sider er bogens længste. Det forener en historisk oversigt med en klar gengivelse af de adskillige teoretiske figurer som gennem tiden er blevet udviklet for at forklare den moderne højvækst. Nogle teorier konkurrerer mod hinanden om indflydelse, men nye tendenser kan lige så let ses som en løbende tilvækst i viden om hvad økonomisk vækst er og hvilke faktorer den er betinget af. Med sine diskussioner af hvorvidt vækstens langtidstrend i den seneste tid er skiftet varigt nedad eller ikke, og hvorvidt de metoder vi bruger til at måle vækst, overhovedet er retvisende og passer til vor tids forandringsprocesser, bliver dette kapitel om et af den økonomiske histories mest centrale temaer ført fint ajour.

Også kapitlet om økonomi og miljø imponerer. Efter indledende bemærkninger om hvad der adskiller generel miljøhistorie fra økonomisk miljøhistorie, vælger forfatterne klogt at fokusere på energiforbruget, som altid har formet historien på afgørende måder og i dag står endnu mere centralt end tidligere på grund af problemet med drivhusgasserne, især CO2-udslippet. I fremstillingen er der en fin balance mellem på den ene side de akutte behov for at handle, på den anden side et syn på miljø og klima som noget der, både på markedet og politisk, prissættes og prioriteres i forhold til andre ting. Man kan ikke i praksis redde kloden alene ved moralsk holdning og fast vilje. I et optimistisk økonomisk perspektiv er forventningen at ny teknologi vil ændre de relative priser, altså billiggøre miljøinvesteringer, således at det bliver lettere at gøre mere for at løse klimaproblemerne uden at opgive alle andre ting man sætter pris på – både bogstavelig talt og i betydningen: at værdsætte noget. Eftersom både den fremtidige værdi af et investeringsbeløb (målt ved rentesatsen) og teknologiens udviklingshastighed er vanskelige at estimere, indebærer denne forhåbning ikke just en løsning på prioriteringsproblemet i dag, men teori og erfaring illustrerer ikke desto mindre vigtigheden af at træffe valgene ud fra realistiske, sagligt begrundede forventninger både om klimaproblemets omfang og tendens og om de nuværende og fremtidige muligheder, økonomisk så vel som teknisk, for at håndtere det.

På grund af en anmeldelses begrænsede plads skal kun endnu ét kapitel fremhæves, nemlig det om finansmarkeder og penge. Det udmærker sig ved en kort og klar bestemmelse af hvad penge overhovedet er. Den traditionelle definition går ud på at penge har tre funktioner: prismålestok, omsætningsmiddel og værdiopbevaringsmiddel. Forfatterne tilføjer at penge er uløseligt knyttet til kredit: Når en betaling med metalbaserede eller rent symbolske penge (mønter og sedler) udsættes, gives der kredit. En monetær transaktion finder sted forud for den endelige afbalancering mellem parterne. Identiteten gælder også den anden vej: At give kredit er at skabe penge. Penge repræsenterer en forbrugsmulighed, hvilket netop er indbegrebet af kredit. Disse bestemmelser er væsentlige for at forstå det finansielle systems historiske udvikling og tager desuden brodden af de senere års kritik af de finansielle institutioner for at bygge på spekulative fiktioner frem for solide og ordentlige, ’rigtige’ penge. Den opfattelse at fremtidige betalinger er lige så virkelige som nutidige, har gjort sig gældende lige siden købmandsvæsenets opståen.

Mens kapitlet således står for en afdæmonisering af den finansielle branche, lægges der på den anden side ikke skjul på at det finansielle system er arnestedet for store økonomiske kriser. Eksemplerne opregnes, og der gøres rede for hvordan institutionelle regimenter har svinget mellem liberalistiske og stramt regulerede former. Man kunne nok i det lys have ønsket sig en udlægning af hvorfor netop det finansielle system er en vedvarende kilde til destabilisering af det samlede økonomiske system, eller med andre ord, hvorfor det er så vanskeligt at ramme et reguleringsniveau der opfylder Guldlok-kriteriet: Ikke for stramt og ikke for løst, men lige tilpas. Teori herom er jo udviklet. Man må på den anden side erkende at forfatterne har opereret inden for en meget snæver pladsramme og derfor været tvunget til her og der at vælge relevant stof fra.

Generelt skal man lede længe for at finde fejl og kritisable punkter. Den faglige kvalitet er helt enkelt høj fra forfatternes side, og man fornemmer også en kompetent og omhyggelig redigering bag færdiggørelsen af det samlede værk. Men selvfølgelig er der lidt. I kapitlet om arbejdsmarkedet konstateres at man for godt 100 år siden kunne finde eksempler på at kvinder der arbejdede på akkord som cigarmagere, ikke var underlagt diskrimination i forhold til mandlige kolleger. Dette forholdsvis spinkle materiale fører til en spekulation om at hvis løn blev gjort præstationsafhængig inden for enhver given jobkategori, ville køn miste betydning i løndannelsen. Kapitlet indeholder også, i forlængelse heraf, nogle opsigtsvækkende påstande om at lønhøjde før 1900 ’i stor udstrækning’ var uafhængig af køn, og at man ikke kan tage for givet at løndiskriminationen var større for 125 år siden end den er i dag. Denne tolkning synes styret af en ideologisk insisteren på at påståede forbedringer af kvinders stilling i samfundet dølger sandheden om den strukturelle diskrimination. Symptomatisk for dette figurerer Lars Svenssons arbejde om udfyldelsen af det meste af det gamle løngab via skift i både udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet ikke i litteraturlisten.

Et andet kritikpunkt er fraværet af den økonomiske politiks historie. Der er et udmærket kapitel om staten og statens roller, som imidlertid er meget langsigtet og strukturelt orienteret og ikke dækker den keynesiansk orienterede (og senere Keynes-kritiske) udformning og eksekvering af finans-, penge-, valuta- og arbejdsmarkedspolitik. Heller ikke de økonomiske udfordringer som de voksende velfærdsydelser frembyder, indgår. Det er lidt ærgerlige lakuner i en bog hvis formål er at give en bred introduktion til økonomisk historie. Pragmatisk set er det imidlertid klart at et enkelt bind ikke kan dække det hele. Det er godt nok at dække det meste. Både i anslag, disponering og indhold er der tale om et fint værk som redaktører og forfattere alle har ære af, og som i de kommende år vil være til stor nytte for læsere i hele Skandinavien.  

D. 11. marts og historiens gang

Jeg har til Sjællandske Medier (12/03/2022) skrevet en kronik ved toårsdagen for den store nedlukning d. 11. marts 2020. Det er en refleksion over det fælles historiske perspektiv i disse års store kriser og udfordringer. Kronikken kan findes frem gennem KB’s indgang til Infomedia (kræver login) via dette link: https://apps-infomedia-dk.ep.fjernadgang.kb.dk/MedieArkiv/link?articles=e8b9f12c eller ved søgning på >To år med Corona: En ny epoke?<

Ordlyden gengives her:

Der er gået to år siden den store COVID-19-nedlukning, og vi er kommet ud på den anden side med skindet på næsen. Landets ledere udviste handlekraft og befolkningen solidaritet. Det var slemt for de syge og kostede samfundet mange penge. Nogle grupper betalte en ekstra pris, ikke mindst børnene, som blev unddraget deres skolegang. Men det er fortid nu, virussen er på retur, og vi er bedre skikket til at håndtere den næste gang. Pandemien gav også skubbet til visse permanente forandringer, f.eks. mere fjernarbejde, som kan være et gode for mange. Længslen efter det normale har dog været styrende for ønsker og forventninger til fremtiden i løbet af de to år.

Det ønske bliver ikke opfyldt lige nu. Krigen er brudt ud. Det er ikke en tilfældig episode, men en stor sikkerhedspolitisk udfordring, også på den anden side af våbenhvile og eventuel fredsslutning i Ukraine. Det er næppe muligt at overdrive betydningen af hvad der sker på slagmarken i disse dage. Påtrængende problemer af stor alvor kræver altid fuld opmærksomhed, også på bekostning af andre vigtige ting.

På længere sigt er det noget andet. På samme måde som pandemien blev overvundet, bliver Rusland en dag tvunget til at tøjle sin aggression over for naboerne. Ligesom med truslen om nye pandemier lærer vi at håndtere sikkerhedstruslen fra den kant og får forhåbentlig lange perioder med fred.

Men der er meget andet at tænke på. For ti år siden levede vi stadig i slutningen af en stor finanskrise, som de mest pessimistiske fik talt op til en trussel om globalt økonomisk sammenbrud og den liberale kapitalismes endeligt. Kombinationen af COVID-19-efterdønninger i de globale værdikæder, det ødelagte forhold til Rusland og omstillingen fra fossilt brændsel, tegner i dag til at udløse en energiforsyningskrise; denne kan igen nære en i forvejen problematisk inflation i økonomien. Der er ikke udsigt til harmoni og ligevægt i den kommende tid.

I mit fag, historie, tænker man ofte over forholdet mellem på den ene side de genkommende kriser, katastrofer og transformationer, på den anden side den langsigtede udvikling. De enkelte store begivenheder er ikke ligegyldige sving og hældninger på vejen, men former retningen. Det er populært at sammenfatte serier af sådanne begivenheder i perioder, f.eks. mellemkrigstiden 1918-1939, Den Kolde Krig 1947-1991, eller – med en kobling af krige og kriser der hører sammen – Det Korte 20. Århundrede 1914-1991.

Er der mon noget periodeskabende i vor tids begivenheder, når man ser dem samlet? COVID-19-nedlukningen er et godt udgangspunkt for at skitsere et bekræftende svar, også selv om den i sig selv er et overstået kapitel med kun beskedne spor i hverdagen.

Nøgleordet er den rolle og den vægt, staten har i samfundet. Vi fik et varsel om det allerede under finanskrisen, da det blev klart, at penge- og kreditsystemet trængte til øget overvågning og kontrol. Også en stærk konjunkturregulerende økonomisk politik fik dengang en genopblomstring, som er fortsat under COVID-19-krisen. Denne kaldte desuden på øget statslig aktivisme i den løbende sundhedspolitik, herunder en omfattende og for nogle kontroversiel regulering af civilsamfundet.

Samfundsudviklingen må forventes at fortsætte i dette spor. Den sikkerhedspolitiske ændring kræver penge, beslutningsevne og måske nye former for militær mobilisering af borgerne. Energiforsyning, infrastruktur og ikke mindst den bredere klimapolitik, med CO2-reduktion, diverse afværgeforanstaltninger og fremme af biodiversitet, er også investeringstung og kan ikke drives af markedet – men nok stadig i betydelig grad gennem markedet. Alt sammen indebærer, at en øget andel af samfundets pengestrømme kanaliseres gennem de offentlige kasser og styres af eksperter og politikere.

Dette er ikke i sig selv periodedannende. Vi er vant til en stærk og omfattende stat. Det nye ligger i bruddet med gamle vaner og forhåbninger. Som almindelige borgere ser vi det offentlige som et serviceorgan, vi betaler til kollektivt, men nyder godt af individuelt. Vi skal nu vænne os til omlægninger, som kan lede ressourceandele væk fra de almindelige velfærdsforanstaltninger – sundhed, pleje, uddannelse og social forsikring – over mod ting, der skal beskytte hele samfundet mod trusler ’udefra’, såvel naturmiljøet som andre stater. Det er ikke sikkert, det går sådan med prioriteringen, men det er meget muligt.

I det politiske spektrum har højrefløjen for længst accepteret et højt niveau af skatteopkrævning, men fundet tryghed i, at der er opnået en konsensusbåret balance, hvor man kan nøjes med at hyggeskændes med de røde om marginale beløb. Centrum-højre skal nu vænne sig til stigende skattetryk.

Venstrefløjen får det værre. Mange her glæder sig til den større og mere aktive stat ud fra en forventning om, at når valgte politikere bestemmer over pengene og kan fordele dem efter bedste samfundsmæssige interesse, bliver det mere ’demokratisk’, end når private borgere gør det via markedet. Det bliver en skuffelse. Jo større opgaverne og beløbene er, desto større bliver også behovet for stram økonomistyring baseret på ekspertanalyser. Modellernes estimerede marginalnytte, ikke forsamlingshusdemokratiet kommer til at stå for afgørelserne. De store beslutninger træffes stadig af valgte politikere med ideologisk hældning, men forhåbentlig nogen som evner at sætte sig ud over den daglige pression fra vælgerkoalitioner og erhvervsgrupper.  Dette brud med vaner og forventninger ses mange steder i verden og signalerer et periodeskift. Det er imidlertid ikke udvidelsen af staten i Vesten der kommer til at danne egentlig historisk epoke, men udfaldet af den globale konkurrence mellem dette system og Kinas autoritære statskapitalisme.

Pariserkommunen

Min udlægning af Pariserkommunen 1871 blev bragt i Radio 24syv i januar 2016 med Mads Østergaard som tilrettelægger. Efter radiostationens lukning var podcasten utilgængelig et stykke tid. Men efter venlig tilladelse fra det nye 24syv er der atter adgang til at høre den via dette link.

Om teori og teoriers rolle i historiefaget

[Denne tekst er redigerede forelæsningsnoter fra d. 8. oktober 2021. Forelæsningen bygger for en stor del på Gabriel Abend: “The Meaning of ’Theory’”, Sociological Theory bd. 26 (2008), s. 173-199, herunder to af denne artikels referencer: Donald N. Levine: Social Theory as a Vocation: Engaging with Future Challenges (1997) og Jeffrey C. Alexander: Positivism, Presuppositions and Current Controversies (Theoretical Logic in Sociology) (1982).]

Teori er et bredt begreb som omfatter mange former og retninger. Historiefaget har som helhed en pluralistisk tilgang til teoriforståelse og teoribrug. Også dette oplæg giver afkald på en essentiel definition; bemærk imidlertid at andre fag bygger på mere restriktive bestemmelser. Også i historie er der forskellige opfattelser af hvilket niveau af teoretisk beredskab der kræves for at producere stærke og holdbare analyser. Det ignorerer vi her og går pragmatisk til værks. Formålet er at opbygge en større fortrolighed med de muligheder der er for at tilegne sig, forstå og anvende teori, ikke at opbygge en forståelse af teori som emne i sig selv. Eller sagt på en anden måde: Emnet er ikke teoretisk praksis (teoriudvikling, metateori), men praktisk teori (teoretiske argumenter brugt på noget andet end teorien selv).

Lad os alligevel se på hvad ordet teori betyder, forstået som dets afgrænsning fra det som ikke er teori. Man kan kalde det teoribegrebets strukturelle semantik:

1) Teori repræsenterer det abstrakte (modsat det empiriske eller håndgribelige). Jo mere løsrevet et argument (om f.eks. en årsagssammenhæng) er fra det som umiddelbart kan sanses, måles, vejes og registreres, desto mere har det en teoretisk karakter.

2) Teori repræsenterer det generelle (modsat det specifikke). I jo højere grad en serie fænomener kan beskrives ved deres fælles træk, som en klasse, strukturelt afgrænset fra andre klasser, desto mere teoretisk præget er beskrivelsen.

3) Teori er en kontemplativ aktivitet (modsat en praktisk). Teori er ikke et værktøj, en algoritme eller et oversættelsesmiddel, men et sæt overvejelser om beskaffenheder og sammenhænge. Teori indebærer typisk reduktionisme. Vil man bruge teori til at forstå et historisk emne eller spørgsmål, skal man arbejde sig ind i den tilhørende teori og håbe forståelsen kommer; det er ikke en mekanisk-instrumentel aktivitet.

4) Teori er eksegese (modsat heuristik). I forhold til tekster af enhver art bruger man teori til systematisk at forklare, tolke, kommentere, kritisere – dette i modsætning til mere tilfældige fund, iagttagelser, sonderinger eller synspunkter.

Er teori en højere, bedre, mere avanceret form for viden end den som er konkret, specifik, praktisk og tilfældig? Det korte svar er ja. Betragt følgende tre udsagn:

1) Lone er kassedame og tjener 130 kr. i timen. Birgit er advokatfuldmægtig og tjener 260 kr. i timen. 

Dette er empirisk viden i rå form: observationer, data.

2) Højere uddannelse er forbundet med højere løn end lavere uddannelse. 

Denne generalisering (på grundlag af mange observationer i stil med forrige udsagn) udgør en kendsgerning: systematiseret viden om et sagsforhold.

3) Uddannelse er en investering i human kapital. Investeret kapital giver et afkast. Forskellen mellem høj løn og lav løn udgør afkastet på human kapital.

Dette er teori: På grundlag af en flerhed af begreber (kapital, human kapital, afkast) som er abstrakte (de udspringer ikke af de konkrete observationer) fremsættes en forklaring på den konstaterede sammenhæng.

Eksemplet giver ikke en udtømmende forklaring på hvorfor forskellige typer ansatte får forskellig aflønning for deres arbejde, men dog en realistisk og relevant delforklaring som bygger på generalisering og abstrakte begreber. Vil man forholde sig til forklaringen, måske for at udvikle eller kritisere den, skal man gå helhjertet ind på den teoretiske tankegang. Det er ikke nok f.eks. at anføre empiriske modeksempler. Konsoliderede kendsgerninger er et skridt fremad, men først den teoretiske ramme giver en dybere viden. Eksemplet viser dog også at teori er afhængig af empiri.

Det er muligt at opbygge en teori på et mangelfuldt datagrundlag, måske blot løse kendsgerninger og intuitioner. Det behøver ikke at være en dårlig teori af den grund. En hypotese kan være rigtig selv om den ikke ved sin undfangelse er underbygget på anden måde end ved argumentets indre sammenhængskraft. Men når dette er tilfældet, bliver empirisk trykprøvning af teorien så meget desto mere relevant.

Teori er ikke ren og ubesmittet logik, og bør derfor understøttes af håndgribelige observationer. Bemærk dog at der ikke ligger en mere ’egentlig’ virkelighed bagved eller ved siden af teorien. Teorien er i sig selv en repræsentation af virkeligheden, blot i et andet og forståelsesmæssigt mere avanceret format end den jævne beskrivelse af det ene eller det andet fænomen. Megen kultur- og samfundsteori er ’født’ med en historisk dimension, dvs. omfatter de forandringer af teoriens genstand der med tiden sker, fra dens oprindelse og videre over forskellige udviklingsfaser.   

Teori kan være vanskelig at operationalisere. Som historiker er man typisk ikke meget trænet i aktiv, bevidst teoribrug. Faget arbejder oftest med specifikke begivenhedsforløb og unikke tilstande der formidles til modtageren i narrativ form eller ved påpegning af forskelle og ligheder fra periode til periode og fra sted til sted. Det behøver man ikke lave om på. Konkret, begivenhedsorienteret fremstilling af hvad der fandt sted i en mere eller mindre fremmedartet fortid, er en naturlig del af historiefaget. Man skal ikke som historiker at være nervøs for at ens arbejde ikke dur medmindre det i et og alt er styret af abstrakt teori. Teorier kan i nogle tilfælde fungere rammesættende og får dermed en styrende rolle, uden nødvendigvis at spille en synlig rolle i hoveddelen af fremstillingen.

Teori kan virke på forskellige abstraktionsniveauer og have forskellige formater. Når man beskriver overordnede sammenhænge i den historiske fænomenverden eller generaliserer forskellige fænomener ved hjælp af abstrakte betegnelser, er der et teoretisk islæt. To eksempler:

1) Urbanisering var i moderne europæisk historie en væsentlig kilde til øget økonomisk vækst.

I dette eksempel opsummerer ordet ”urbanisering” den historiske tendens til at flere og flere mennesker med tiden bor i større og større bymæssige bebyggelser. Begrebet ”økonomi” er en abstraktion over processerne produktion, fordeling og forbrug og deres samvirke. Imellem disse to teoretiske punkter etableres en forbindelse: Urbanisering kan medføre (og vil typisk medføre) at økonomiens samlede omfang bliver større (vokser), altså en generel årsagssammenhæng. Ydermere er ordet ”moderne” en abstraktion over flere sammenhørende, historisk betingede tendenser. Den korte sætning bygger altså på teori, hvilket faktisk betyder noget i praksis: Hvis man sætter sig ind i økonomisk teori, særligt vækstteori, opnår man en dybere og mere præcis forståelse af sammenhængen mellem urbanisering og økonomisk vækst.  

2) Den sociale lagdeling er ifølge Marx bestemt ved modsætningen – og komplementariteten – mellem borgerskabet og arbejderklassen, eller med hans egne ord: bourgeoisiet og proletariatet.

For at forstå denne sætning skal man acceptere at sociale roller med mange empiriske variationer og nuancer reduceres til to forsimplede positioner. Positionerne definerer hinanden i kraft af måden varer og arbejdskraft udveksles på i det markedsøkonomiske system, med penge som medium. Teorien opstiller et system med to pladser. Disse er gensidigt betingende via en bestemt økonomisk relation som i kraft af sin stærke binding af aktørerne også er en social relation, der igen definerer samfundets beskaffenhed som helhed: det kapitalistiske system. Relationen er en bestemmende struktur. Igen afhænger en nøjere forståelse af at man arbejder sig ind i teorien. Behersker man teori, bliver det lettere at forholde sig til hvad man læser. Teori er ‘stærk’ viden.

Hvis et af disse to eller lignende eksempler forekommer i en historisk tekst, kan de dog godt læses intuitivt og uden at gå i dybden. De benyttede begreber giver en vis mening ved deres umiddelbare, gængse betydningsindhold. Har man tidligere set lignende sætninger i andre sammenhænge, læser man dem efterhånden som en kode der binder teksterne sammen og giver en første anelse om en mere vidtgående forståelse. For den videbegærlige står vejen til en sådan bedre forståelse åben. Man følger vejen ved at tilegne sig teorien – ved at uddybe sin viden om dens begrebsverden og indre sammenhæng. Det er som sagt muligt at begynde i det små. Men man kan ikke kalde en historisk tekst teoretisk alene fordi den indeholder spredte teoretiske elementer. Det afhænger af hvor mættet teksten er med den type stof. En teoretisk præget argumentationskæde skal i sin helhed hæve sig op over det rent empiriske. Men der må gerne være empiriske islæt, ja selv lange passager domineret af det empiriske stof.

Bredden i definitionen legitimerer dog ikke den opfattelse at alting er teori. At ’ikke-teori’ findes, fremgår af et tredje eksempel:

3) H.C. Andersen blev født i 1805. Hans barndomshjem var fattigt, men han blev en berømt forfatter og indgår i Danmarks litterære kanon. Han døde i 1875.

Leksikalske oplysninger og annalistik kan godt indgå i problemorienteret historisk argumentation, men kun rent understøttende. Det er ikke i sig selv meriterende. En vigtig undtagelse herfra er hvis man erstatter etableret faktuel viden med ny viden som er bedre i overensstemmelse med virkeligheden, eller, sagt mere enkelt, hvis man retter fejl og unøjagtigheder i den hidtil gældende opfattelse.

En række eksempler kan demonstrere hvordan forskellige typer af erkendelse hver for sig hæver sig over ren opregning og banale forløbsbeskrivelser, men ikke gør det i samme grad. I den følgende opstilling markeres en bevægelse fra det mere empiriske til det mere teoretiske:

1) Iagttagelser: I modsætning til for 40 år siden er Danmarks befolkning i dag voksende.

2) Metodiske antagelser og greb: De sociale medier er fulde af løgn, men ikke desto mindre vigtige kilder til stemninger og perceptioner.

3) Korrelationer: Folk med lave indkomster har flere helbredsproblemer.

4) Enkle og sammensatte udsagn om sagsforhold: Socialdemokratiet var i mange år det dominerende regeringsparti, men for at opnå parlamentarisk flertal var det afhængigt af andre partier og gik til tider i regeringssamarbejde med disse.

5) Lovmæssige sammenhænge: Lavere skatter øger arbejdsudbuddet. – Imperier crasher ved overstretch.

6) Klassifikationer, taxonomier: Man skelner mellem tre velfærdsmodeller: 1) liberal, 2) konservativ, 3) socialdemokratisk.  – Socialgrupper er en inddeling af befolkningen efter status, beroende på erhvervsfunktion, indkomst og uddannelse.

7) Definitioner: Modernitet er en funktion af Nationalstat, Kapitalisme, Sekularisering, Differentiering.

8) Begreber med komplekst struktureret indhold: Feudalisme; Det atlantiske system; Eurocentrisme; Keynesianisme.

9) Modeller: AGIL er en generel strukturfunktionalistisk samfunds- og gruppemodel med navn efter sine fire hovedfunktioner: Adaptation (til det omgivende miljø) – Goal Attainment (styring, beslutningstagning) – Integration (offentlighed, civilt liv) – Latency (kulturel reproduktion, familie).

10) Grundsætninger, generelle antagelser: Magten er indlejret i sproget. – Økonomiske beslutninger er eksekvering af rationelle valg.

Det kan diskuteres om det enkelte punkt har fået den præcist rigtige placering, men i store træk burde retningen være tydelig. Typernes forskellighed viser teoribegrebets fleksibilitet. Eksemplerne understøtter en refleksion over hvad man måske mangler i sit ræsonnement for at gøre det mere helstøbt og overbevisende. Ud fra den viden man allerede har – ens lokalisering inden for rammen af de 10 punkter – kan man finde inspiration i de ni øvrige. Nogle gange kan man kreativt bygge videre på sin tankegang ved hjælp af en stærkere teoretisering, andre gange kan man vinde ved at inddrage mere håndfast empiri. Helt undvære den teoretiske dimension kan man imidlertid ikke.   

Teorier er tit rettet mod et bestemt genstandsområde, men dette kan være bredt. Nogle akademiske fag har et indarbejdet, bredt accepteret teoretisk system. Blandt samfundsfagene gælder dette i særlig grad økonomi. Historie og sociologi er mere eklektiske og diversificerede, men de adskiller sig fra hinanden ved at sociologi er stærkt teoretisk funderet, på den ene eller den anden måde, mens historikeres brug af teori ofte er stærkt underspillet og optræder implicit, mere som en i situationen egnet ramme end som en nødvendig platform.

Nogle teorier er specialiserede og hælder i retning af at fortælle én bestemt historie om et bestemt hjørne af den samfundsmæssige virkelighed. Det gælder en række af de teorier man forbinder med fænomenet identitetspolitik, eksempelvis feministisk teori og postkolonial teori. Marxistisk teori er ligesom disse direkte forbundet med politiske anskuelser og mål, men har spillet en mere tværgående rolle, dækkende mange forskellige fag og undersøgelsesfelter. Marxismen har derved et universelt perspektiv, men forbliver ikke desto mindre koblet til en særlig ideologi.

Én form for teori bygger på en bestemt erkendemåde eller metode, men ikke et fast verdensbillede i form af ideologi eller en rigid opfattelse af hvad samfundets styrende kræfter er. Ideen i såkaldt grounded theory eller middle-range theory er at bevægelsen hen mod en abstrakt forståelse finder sted uden overskæring af forbindelsen til det empiriske. Tværtimod tager man udgangspunkt heri ved at indsamle materiale der knytter sig til et givet emne eller problemfelt og derefter sortere og nærstudere materialet uden at være styret af en bestemt hypotese eller model der er antaget på forhånd. Der findes særlige greb man med fordel kan benytte, men teorien skal stadig vristes ud af materialet ved konkret og direkte analyse som besvarer de spørgsmål der rejser sig. Denne procedure kan virke tillokkende på historikere, bl.a. fordi den bekræfter deres selvbillede, og kan sikkert være en god inspirationskilde. Man skal dog være opmærksom på at det er en niche i det større teoretiske landskab – et enkelt tilbud blandt mange. Grounded theory-metoden kan ikke alene opfylde behovet for at sætte sig ind i teori.

Der findes forfærdelig mange teorier med et afgrænset virkefelt. Dette er ikke ensbetydende med at de kommer og går i hastig rækkefølge. Efterhånden som de erkendelsesmæssige dagsordener og værdinormer ændrer sig, udvikles og forandres teorierne også, men bevarer ikke desto mindre en stabil kerne. Selv når sådanne teorier ophører med at være ’populære’ (i betydningen: have en stor tilhængerskare og fungere som ramme eller inspirationskilde for mange empiriske undersøgelser) forlænges deres aktive levetid ved at de bliver pejlemærker. De markerer en fase i forskningen, som måske endda stadig er værd at tage udgangspunkt i, nemlig som en form for negativt eksempel der ikke længere gør god fyldest som gyldig og tilstrækkelig erkendelse, men heller ikke lader sig ignorere som værende overstået og reduceret til ren fortid. Mange historikere har den erfaring med f.eks. modernitetsteori eller verdenssystemteori. Man oplever ikke at kunne komme videre på teoriens grundlag og lægger måske distance til dens værdinormer eller finder dens horisont indskrænket og utilstrækkelig, men kan på den anden side heller ikke udfylde dens plads med en ny teori som er i stand til at udføre samme funktion i det erkendelsesmæssige system.     

Andre specifikke teorier viser sig langtidsholdbare i en mere positiv forstand. F.eks. kan Thomas Hobbes (1588-1679) stadig citeres som en autoritet i egen gyldig ret inden for politisk teori, ikke blot som en genstand for teorihistorisk undersøgelse. Et mere nutidigt eksempel med relevans for virkelig mange historikere, vel et flertal, er den såkaldte cleavage-teori der i sin klassiske form hidrører fra Seymour Martin Lipset (1922-2006) og Stein Rokkan (1921-1979). Teorien beskriver hvordan bestemte typer af sociale, geografiske, kulturelle og økonomiske skillelinjer (cleavages) definerer moderne samfunds partisystemer og dermed en væsentlig del af deres politiske struktur. Teorien muliggør systematisk sammenligning af forskellige lande og udgør et overbevisende alternativ til vilkårlige ad hoc-kriterier.

Sidst men ikke mindst skal nævnes de meget ambitiøse helhedsteorier som nogle – måske med en sarkastisk undertone – betegner som grand theory. Hermed menes teorier som tilstræber at forklare ’det hele’, ikke i bogstavelig forstand, men som en sammenhængende fremstilling af hvordan samfundet som helhed er beskaffent, vel at mærke ikke kun i ontologisk forstand (’Hvordan er samfundet beskaffent?’), men også epistemologisk (’Hvordan kan vi bedst muligt erkende hvordan samfundet er beskaffent?’). Teorien bliver derved ikke kun en teori om noget ydre, men nok så meget – måske endnu mere – en teori om sig selv (metateori). Disse teorier har været, er stadig og vil vedblivende være meget indflydelsesrige. I nogle tilfælde tegnes de af nogle få dominerende skikkelser, i andre er der tale om et bredere felt af skabere. Det er vigtigt for en historiker at være bevidst om rækkevidden af disse teorier og om forskelle og spændvidde inden for typen. For vælger man at arbejde inden for en af typens begrebsverdener og tilhørende metodik, køber man en særdeles omfattende pakke og vælger samtidig – i det mindste i den aktuelle sammenhæng – de andre pakker fra.

Reelt er man ikke bundet. Det er muligt at skifte perspektiv og operere inden for forskellige begrebsverdener og samfundsopfattelser. Netop ud fra denne pragmatiske betragtning er det imidlertid vigtigt at kunne skelne mellem de forskellige ’store teorier’. Ved evnen til sammenligning indser man bedre både muligheder og begrænsninger inden for hver af dem. Man opnår dermed en form for autonomi i ens egen forståelse, hvilket er sværere hvis man overvældes af teoriens intellektuelle kraft og ikke er i stand til at foretage en saglig relativisering af den erkendelse den leverer. For at hjælpe denne skelneevne på vej afsluttes denne forelæsning med en række ultrakorte beskrivelser af en række af disse teorier med mere universelt sigte. Nogle markante navne inden for hver af dem angives som mulig nøgle for dem der vil vide mere om sagen:    

Strukturalisme: De enkelte pladser i et fast begrebsligt eller socialt system er defineret ved deres forhold til de øvrige pladser. Pladserne er permanente, men relationen mellem dem kan ændre karakter, og indehaverne af pladserne kan byttes ud, hvorved strukturen får (historisk) dynamik selv om den i sig selv er statisk. Inspireret af sprog- og litteraturteori. Eksempler:  Claude Lévi-Strauss, Pierre Bourdieu, Hayden White.

Funktionalisme: Samfundsmæssige systemer er bygget op af differentierede enheder (med forskellig funktion) som både har et indre liv og interagerer med de andre enheder. De forskellige og separat virkende, men samordnede funktioner gør systemet stærkt og levedygtigt og stabiliserer det i forhold til den ydre verden (naturlige omgivelser og andre samfundsmæssige systemer). Samordningen sker via løbende feedback-processer som muliggør en balance mellem rutine, tilpasning og forandring. Eksempler: Talcott Parsons, Niklas Luhmann.

Kritisk teori: Filosofisk metodik som problematiserer og destabiliserer elementer i oplysningstænkning og fremskridtsoptimisme med henblik på at forstå hvorfor disse ikke har ført til den forjættede emancipation af mennesket. Blandt undersøgelsesfelterne tælles instrumentalisering af ideer gennem diskurser og kulturformer, som fører til nye, perverteret-moderne former for hegemoni: fascisme, biopolitik. Eksempler: Frankfurterskolen, Michel Foucault

Rational Choice: Aktører, enten rene enkeltindivider eller individer i organisationer, disponerer og handler på måder som fremmer deres egen interesse. Samfundet som helhed er produktet heraf. Teorien kan tilføres historisk dynamik gennem læren om institutioner, dvs. rammen af normer og mentaliteter som i større eller mindre grad tillader særlig kreativitet og risikovilje at komme til udfoldelse (eller det modsatte). Eksempler: Adam Smith, Joseph Schumpeter, James Buchanan, Gary Becker.

Fænomenologisk tilgang: Den nære, direkte, detaljerede skildring af interaktion og diskurs som foretrukket antropologisk og historisk erkendelsesmiddel. Begivenheder bliver tilgængelige og meningsfulde, og dermed mulige genstande for fortolkning, når de oversættes til eller medieres gennem sprogligt-litterær form uden et teoretisk filter eller kvantificering. Kan være en variant af eller beslægtet med socialkonstruktivisme: Mennesker skaber og skabes af deres miljø i en fælles kulturel proces. Eksempler: Carlo Ginzburg, Clifford Geertz.

Aktør-netværksteori: På grundlag af den ontologiske præmis at alle enheder i et miljø – besjælede eller ubesjælede, materielle eller immaterielle – er aktanter (eller ligefrem: aktører), bestemmes forskningens opgave som værende alene at beskrive systemiske relationer mellem enhederne eller årsagskæder som de indgår i. ”Mennesket” og dets intentioner og ideologier fraskrives en privilegeret rolle, ligesom overordnede forklaringer i form af samfundsteorier afvises. Eksempler: Bruno Latour, John Law. 

Narrativ teori: Et omfattende felt som bl.a. reflekterer over den kendsgerning at historieskrivning fremstår som en fortælling, dvs. en meningsfuld repræsentation af signifikante begivenheder i det menneskelige samfund, vist som et fremadskridende forløb. Bl.a. drøftes i hvilken grad og hvordan historieskrivning opnår ægte og dækkende forklaringskraft (i modsætning til vilkårlige anekdoter). Det drøftes også hvilket slægtskab der består mellem historieskrivning og fiktion, og hvorvidt man kan sige at den narrative modus slår igennem i andre fag og discipliner og erkendelse generelt. Et stærkt aktuelt tema er håndteringen af tidsdimensionen (periodisering samt forskellige, skiftende/overlappende tidsperspektiver). Eksempler: Louis Mink, Frank Ankersmit, Reinhart Koselleck.

Development Aid: A Very Brief Introduction

How did Western development aid develop during the 1960s and -70s?

In the 1960s Western development aid was simple, seemingly. Concepts and strategies were shared by OECD member countries. The main doctrine was investment and transfer of knowhow. Real capital was supplied, and local managers were trained. It happened in the form of development projects.

A project was an exemplary activity. Ideally, for every foreign expert there was a local counterpart who would disseminate skills and knowledge to others. Later, local savings were supposed to pay for investment in more machinery and equipment. The expected result was sustained economic growth and the abolishment of poverty. 

During Western industrialization increased levels of investment did in fact go hand in hand with technology transfer. By the middle of the 20th century the American economist Walt Rostow raised the idea that all economic modernization followed the same path. An increased rate of investment was decisive. Another economist, Alexander Gerschenkron, claimed that backward countries could move quickly ahead. When they applied known robust solutions, they could skip trial and error.

That didn’t work in the development projects of the 1960’s. The gap in capital and skill resources between many former colonies and the developed world was wider than between England and continental Europe in the 19th century.

Technology transfer back then took place between profit-driven market economies propped up by the state. Post-colonial development assistance was different. The new independent states were short of many resources, including efficient and committed leaders and civil servants.

Big sums of money were spent on investment, but there was a lack of complementary structures, and the sense of commitment and ownership to projects wasn’t strong enough.

Donors carried a responsibility as well. For managers and staff, it was hard to admit in front of politicians and taxpayers that projects didn’t go the way they were supposed to.

Nevertheless, by 1970 it was clear that problems were serious. Also, renewed anticolonial feelings and the demand for a new international economic order generated pressure on the aid system. The request for pattern-breaking change was translated into the notion that investment should be directly aligned with people’s basic needs.

More attention was now given to infrastructure and utilities: clean water, better roads, physical planning, basic health service. These were not new items, but priorities were shifted. Aid from wealthy nations could help fill out a serious gap, start virtuous circles and empower ordinary people.

With more direct access to useful resources, people’s lives would be better. They could more easily engage in market-related economic activities such as creating businesses or supplying labour. It was hoped that the problem of missing ownership to projects could be reduced.

This was sound thinking. Yet many difficulties persisted. A clear effect of aid on overall development failed to appear. The result was so-called donor fatigue.

The heavy debt incurred by developing countries while growth rates remained low undermined faith in the capacity and political will to govern responsibly. The scene was now set for a new donor strategy: the promotion of good governance.

Third World leaders did not admit systemic dysfunction or own policy failure. They were more inclined to demand compensation for the global economic downturn, high energy prices and massive inflation in those days. It was a deadlock. Indeed, the 1980s later became known as the lost decade for development.

What were the main reasons for Denmark to engage in this field?

Denmark had multiple motives for taking part in the development effort. In the 1950’s there was a desire to ‘put Denmark on the map’. The process of decolonization was underway, and Denmark saw an opening. As a small nation, Danish influence was nil. But now, by multilateral diplomacy and contributions to aid, Denmark might be noticed.

It was first imagined that the best channel was the United Nations. Here, Denmark could earn prestige and project a nation-brand. At the end of the 1950’s, the idea matured of including a bilateral dimension. This meant to carry on in the UN, yet also establish a program of direct assistance to specific countries. This required expansion of annual funds and a more elaborate administrative apparatus. After little hesitation, it was put into practice. A decade later, the Danish government began to aim for a place at the top of the donor hierarchy in terms of aid funding as a percentage of gross national income.

Real humanitarian concern was in fact present among politicians and opinion makers. They felt there was a need and an obligation to eradicate poverty and create a more equitable world. This consideration co-existed with a feeling that if no action were taken, global instability might arise. However, less idealistic motives were present as well.

Development programs and projects were a showcase for products, services, and ideas that Denmark hoped to export on commercial terms. For the moment, it would either be given away or financed on favourable terms. But to a large extent aid was tied to goods and services provided by Danish firms and organizations.

There was, in other words, an important return flow. There was no guarantee of future profits. Still, development assistance represented a potential. And even if net earnings never materialized, one part of the sunk cost stimulated the Danish private sector economy. Development aid enjoyed support from business circles.

Popular movements and NGOs were in favour too. The Government had set up institutions where they would be heard. For that reason, it was easy to mobilize expertise for giving inputs and participating in the practical execution. This led to professionalization. NGOs became dependent on the system for financing projects. Young activists found an appealing way to move into a career. The state found a new way to bring talented people into the fold.

Those serving as agents abroad in development programs would bring back knowledge about the greater world. As they moved into other spheres of activity, they arrived there endowed with useful knowledge. The process of globalisation was getting under way, so the timing was good.

In conclusion, the Danish engagement in the international push for development served several purposes: traditional foreign policy, nation-branding, export promotion, formation of human capital, and the adaptation of Denmark to a globalising world. There was also the good feeling of doing the right thing by helping others. Whether the assistance brought about development in a real sense became a relatively minor issue.

250 Years with Hegel: Philosophy of History and History of the World

[This is a summary of my Danish language article “Historiefilosofi og verdenshistorie: G.W.F. Hegel 1770-2020”, Historisk Tidsskrift 2021:1, pp. 151-200, available at https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/127110]

Jürgen Habermas recently declared that with G.W.F. Hegel (1770-1831) Western thought crossed the threshold to full modernity. Hegel solved the riddle of how to reconcile permanent ethical values with the immense variability and changing manifestations of human behaviour, culture, politics, and institutions. He introduced the concept of a self-evolving World Spirit based on the fundamental urge to achieve individual freedom within a just and well-ordered commonwealth of men and women. ‘World Spirit’ is a metaphor for the collective preservation and application of ideas to that effect and – particularly ­­– the ongoing conscious reflection on the process, i.e., philosophy. History – material and spiritual, of people and of elite – is the substance and result of the action. It is a totality and must be conceived of as such. Past and present events merge into one coherent and sufficient picture. Consequently, on the premises given by Hegel’s style of thought, mature insight is the tool of freedom and augurs the end of history as we know it.

The present article serves as a general introduction to Hegel’s philosophy of history, beginning with its reception. The approach is limited to the historical and political context, ignoring ontological and epistemological aspects. Philosophically, Marxism was a subset of Hegelianism, yet Marx’ own claim of a materialist turn, rejecting Hegel’s idealism while preserving his method, soon became a source of doubt and controversy. Marxian notions of purely techno-economic determination and denial of gradual societal evolution – as opposed to dialectics – were called into question. True innovation was first provided by Antonio Gramsci who strove to reintroduce national culture and institutions of civil society into political analysis. Among other Italian philosophers Benedetto Croce represented a politically liberal version of Hegelianism. In the Soviet Union, Stalinism distorted and abused the pre-World War I tradition but did not cause its complete disruption.

In mid-20th century Germany, the Frankfurt School to a large degree based its ‘critical theory’ on Hegelian patterns of thought, although abandoning any hope that the end of history, conditioned by clear insight and social emancipation, was due any time soon. In France, the most influential Hegelian, Alexandre Kojève, provided a platform for agents of mainstream politics and social engineering to incorporate society’s fundamental contradictions into a progressive reform process, including the welfare state and European integration, all under the guidance of an academically trained elite. Together with the Frankfurt School this marked a change of direction for Hegel-inspired political philosophy. Critical, yet constructive self-insight in established centres of governance substituted revolutionary Marxism.

Recent decades have witnessed an upturn for the politico-ethical dimensions of Hegelian philosophy, focusing, among other things, on the potential of dialectical historical thinking to further atonement and reconciliation, following the unjust suffering caused by war, exploitation, discrimination etc. that leave communities and nations divided and individuals wounded and mortified after the event.

The following section of the article is a short paraphrase of Hegel’s Lectures on the Philosophy of History. The intention is to provide a clearer image of the substance of history according to Hegel than is usually given by the ultra-short introductions of textbooks dealing with historiography in general. One important element is the role of Christianity. First, the new faith helped disrupt the authoritarian and soulless Roman Empire. It then provided the foundations of modern Europe by combining an appealing liberating, even egalitarian ethos with a firm institutional base, including the congregation and ecclesiastical organization. Yet according to Hegel the liberating Christian endeavour was soon held back by feudal institutions which were counterproductive in and by themselves and stimulated greed and corruption within the ranks of the church. However, Reformation and stable monarchies of nation-states cleared the road for further progress. Even so, its proper achievement required a new political mindset authorizing the rule of law, an independent civil society, and free exchange of opinions, including the right to criticize authorities that ultimately relied on the will of a sovereign. But then again, this new mindset, that emerged as truly influential during the French revolution, turned out to be capable of producing terror and chaos as well, after which authority necessarily came in new demand. Hegel’s ideal was a well-ordered society with a high level of individual freedom, all based on Christian values and a strong but tolerant and liberal state. He saw the Prussian state of his time to represent best practice but remained aware of the inherent conflicts or dialectical tensions of the system. Paradoxical as it may sound, Hegel did not fail in his admiration of French republican ideals. 

Finally, the influence of the Hegelian model on historiography today is discussed by way of a few salient examples from the field of general economic history, political economy, and global history. Expressing classical modern values and faith in the idea of progress through systemic change, the model retains a solid yet contested position, opposed for instance by global historians who shun euro-centric versions of history. In this field of enquiry there is nevertheless an ongoing dialogue. However, one is also able to spot interventions where the whole set of issues raised by Hegel’s philosophy of history, indeed the entire train of classical Western thought on history and politics, is being ignored and forgotten in favour of dualistic denunciations of standpoints that are deemed offensive, measured against values defined within a framework of identity politics. This is illustrated by a recent debate in the journal Security Dialogue regarding possible racist tendencies within political science.

Fra corona-årets undervisning: Finanskrisen

I marts måned 2020 blev den normale undervisning ved Københavns Universitet suspendenderet for at hæmme spredningen af covid-19. I stedet trådte forskellige former for fjernundervisning via internettet. Fra blogindlægget du læser nu, linkes til tre sæt ‘forelæsningsnoter’ som jeg lagde op på Absalon-hjemmesiden for kurset Økonomiske kriser og krisepolitik i Nordamerika og Vesteuropa i det 20. og 21. århundrede (KA).  Noterne er en erstatning for den del af de normale undervisningstimer hvor læreren giver sin udlægning af det læste stof. Det drejer sig her om uddrag af bøger samt artikler om Finanskrisen. Se Finanskrisen (1), Finanskrisen (2) og Finanskrisen (3).

Se også Fra corona-årets undervisning: Globalhistorie.

Fra corona-årets undervisning: Globalhistorie

I marts måned 2020 blev den normale undervisning ved Københavns Universitet suspendenderet for at hæmme spredningen af covid-19. I stedet trådte forskellige former for fjernundervisning via internettet. Fra blogindlægget du læser nu, linkes til to sæt ‘forelæsningsnoter’ med øvelsesspørgsmål som jeg lagde op på Absalon-hjemmesiden for kurset Globalhistorie (3. semester). Noterne er en erstatning for den del af de normale undervisningstimer hvor læreren giver sin udlægning af det læste stof. Det drejer sig her om i alt tre bøger med globalhistorisk fokus. Se Landes og McNeill samt Pomeranz: Great Divergence.

Se også Fra corona-årets undervisning: Finanskrisen.