[Dette dokument indgår i en serie af forelæsningsnoter udarbejdet i forårssemestret 2020 som erstatning for den normale undervisning, der var suspenderet som led i forholdsreglerne mod corona-pandemien. Teksten bringes her som den udkom på kursushjemmesiden, uden yderligere redigering. Den omhandler uddrag af Niels Sandøe & Thomas G. Svaneborg: Andre folks penge. Historien om den danske finanskrise, Jyllands-Postens Forlag 2016 (3. udg.); uddrag af Morten Jeppesen: Blændværk. Roskilde Banks storhed og fald, Jyllands-Postens Forlag 2009; samt John L. Campbell & John A. Hall: ”Small States, Nationalism and Institutional Capacities: An Explanation of the Difference in Response of Ireland and Denmark to the Financial Crisis”, European Journal of Sociology / Archives Européennes de Sociologie, bd. 56, 2015:1, s. 143-174.]
Om teksterne til undervisningen torsdag d. 16. april
Teksterne til i dag handler om Finanskrisen i Danmark. Ud over at afføde en almindelig recession med økonomisk nedgang og markant forøget ledighed var denne – mest akut – en bankkrise. Den blev afbødet af ”bankpakkerne”, gennemført ved lov. Der blev ryddet op efter de dårlige banker via selskabet Finansiel Stabilitet (2008-), et statsejet aktieselskab som – med tilslutning fra banksektorens organisationer – fik vidtgående beføjelser til at rekonstruere banksystemet ved at likvidere fallerede og truede banker.
I løbet af denne proces blev disse bankers aktiver i form af filialer og ’normale’ kunder videresolgt til solide banker, som på den måde fik en mulighed for at udvide forretningen. Fordelen for kunderne/borgerne var at de ikke mistede deres bankforbindelse, hvilket kan have katastrofale konsekvenser for en erhvervsvirksomhed. De overtagende banker havde dog ret til at returnere håbløse tilfælde, dvs. de kunder hvis engagementer ikke var bæredygtige, sådan at de under alle omstændigheder stod til at miste deres kredit.
Det var især små og enkelte mellemstore banker der bukkede under, men det må aldrig glemmes at de største banker ved krisens begyndelse blev holdt oppe af statslige likviditetsgarantier. Det gælder i særdeleshed Danske Bank, som ganske vist var solvent (havde passende balance mellem aktiver og passiver), men akut manglede kontanter til de løbende betalinger der trængte sig på. Danske Bank var særlig stærkt eksponeret over for den internationale bankkrise, som jo netop langt hen var en likviditetskrise, men noget lignende gjaldt for de øvrige store danske/skandinaviske banker. Med andre ord: Bankkrisen i Danmark var ’normal’ set i internationalt perspektiv.
Et vigtigt lighedspunkt i forhold til andre lande var at især ejendomsmarkedet var i en kritisk situation som følge af den boble der var blevet pumpet op gennem en årrække gennem stigende ejendomspriser og alt for optimistiske investeringer i byggesektoren. Men den lokale krise i Danmark udsprang ikke af et subprime-problem, som vi i tidligere lektioner hørte om fra USA (se Finanskrisen (1) og Finanskrisen (2)). Den danske realkredit blev ikke nævneværdigt rystet, hvilket må formodes at hænge sammen med det i ordningen indbyggede forsigtighedsprincip: at der både skal være dækning for lånet i den belånte ejendoms værdi og i låntagerens betalingsevne. Med denne dobbelte sikkerhed løber realkreditinstituttet kun beskeden risiko for at komme til at sidde med et stort antal usælgelige ejendomme fordi stribevis af låntagere har måttet give op i dårlige tider. Nok blev der nu strammet op på betingelserne for at fastholde denne soliditet i systemet, men det var ikke nogen rystelse. Denne del af krisen ramte kun de mennesker der blev skuffet i forventningen om at kunne låne. Dette kan være ærgerligt, men det er trods alt ikke en menneskeret at kunne opnå realkredit.
Teksterne til i dag er lidt af et strejftog. Endnu er der ikke skrevet en egentlig historisk fremstilling af den danske finanskrise. En systematisk fagøkonomisk behandling foreligger i den såkaldte Rangvid-rapport, se https://em.dk/publikationer/2013/den-finansielle-krise-i-danmark-aarsager-konsekvenser-og-laering/, som dog ikke rummer den grad af politisk og social kontekstualisering der kendetegner historiefaget (men Rangvids økonomiske indsigt er unægtelig større end den en historiker råder over!). Der er derfor behov for at søge indsigt via andre kilder.
Sandøe & Svaneborg: Andre folks penge er baseret på journalistisk metode – på den gode måde: konkret information på et bekræftet kildegrundlag og fulgt op af klare vurderinger. I forhold til den faghistoriske fremstilling er der den forskel at journalistens tilgang er ”hurtig”: Hvis man kan give læseren seriøs information på et sikkert grundlag, er sagen i orden. Historikeren vil typisk tænke ”langsomt” og spørge hvad der var den dybere årsag og baggrund for det observerede, og hvordan man skal opfatte sagen i forhold til alt det der ligger uden for sagen selv og dens tid. Historikeren bestræber sig på at skabe et dybere, mere helhedsmæssigt perspektiv og en mere definitiv forklaring.
Man kan godt enkelte steder hos Sandøe & Svaneborg finde tendenser til at søge ’sensationen’, at ’pege på bagmændene’, ’finde den rygende pistol’ osv. Giftige sager foregik i finansverdenen, og det var ikke altid Guds bedste børn der foldede sig ud dér. Det er dog langtfra sådan at Sandøe & Svaneborg gennemgående anlægger en sensationalistisk stil. På baggrund af deres fags metoder fortæller de en seriøs historie med mange detaljer, som journalister typisk er bedre end historikere til at grave frem fra ingenting. Det er ikke nogen tilfældighed at aviserne er blandt historikernes bedste, mest uundværlige kilder. Men det handler for os om at anlægge en vis distance, at tage højde for hvordan genren og de for genren typiske vinklinger påvirker budskabet.
Eksempelvis i kapitlet ”Bad timing”: Den afsløringshungrende læser kan tolke det sådan at en rød finansdirektør med sin utidige reformiver svækkede bankernes modstandskraft over for finanskrisen. Den mere struktur- og funktionsorienterede udlægning vil være at der var tale om indførelse af et sæt mere klare og retvisende bogføringsregler, noget godt og rigtigt, hvis skattemæssige konsekvenser ikke burde påvirke bankernes vilje til at polstre sig. Begge versioner er med i teksten.
Jeppesen: Blændværk er et andet journalistisk produkt, vistnok baseret direkte på forfatterens løbende historier i Dagbladet Roskilde, altså på sin vis en øjenvidneberetning. Her er der smæk for skillingen, men igen uden at det kammer over i sensationsjagt og kampagne. Jeppesen omsætter sit stof til bogform uden at kaste klassiske dagbladsjournalistiske dyder over bord, såsom information fra flere kilder og høring af begge sider i en sag. Historien er dog ganske klar, den handler om grådighed, om hybris, om skamløs opportunisme, om noget der ligner afpresning og svig (aktietegningen for lånte penge der blev pånødet storkunder); senere den gryende erkendelse hos investorer og myndigheder af at noget var helt galt; og til slut det forsmædelige fald.
Roskilde Bank ligner unægtelig mere forbrydelse end dumhed. Men i de retssager Finansiel Stabilitet har ført eller påtænkt at føre for at placere et ansvar – med mulige straffe- og erstatningsretlige konsekvenser – er der kun sket få domfældelser. Det er fint at selv folk med et blakket omdømme beskyttes af loven, så man ikke dømmes for gerninger der er lovlige, selv ikke når de får negative følger. Problemet er imidlertid at det på nogle områder er svært at sætte en fornuftig grænse der tydeligt markerer hvad man ikke må. En bankmand må på den ene side ikke omgås uansvarligt med betroede midler, hverken aktionærernes eller kundernes. På den anden side forventes han at besidde en vis risikovillighed parret med kreativitet da det ellers kan vise sig vanskeligt at få banken til at tjene penge til interessenterne. Hvis man, efter det er gået galt, kan overbevise dommeren om at det man gjorde, lå inden for rammen, vurderet efter den indsigt man besad i beslutningsøjeblikket, og at man gjorde det med hæderlige intentioner, kommer man ikke i fængsel og skal ikke betale erstatning til de skadelidte.
Dette kan man reflektere over i et juridisk perspektiv, men også en økonomisk-institutionel tilgang er relevant. Det skal medtænkes at finansverdenen er systemisk ustabilt (Minsky, jf. Finanskrisen (1) og Finanskrisen (2)) således at man nok kan pege på gerninger der klart falder uden for legalitetens rammer – det er bare sådan at de nogle gange, under en højkonjunktur, slet ikke bliver opdaget, men tværtimod fører til resultater der indbringer økonomisk belønning og social anerkendelse. Også det lovmedholdelige, men dog hasarderede kan selvsagt køre under radaren i sådanne tider. I krisetider, derimod, kan en overdreven risikoeksponering lettere blive fatal, dvs. der er større mulighed for et krak som bringer de problematiske eller ligefrem kriminelle forhold for en dag. Men i en krise kan det også hænde at de der udviser godt omdømme og klart arbejder inden for lovens rammer, alligevel, ganske vist uden skyld, falder som ofre for krisens vanskelige forhold. Uigennemskueligheden der gælder med hensyn til både udfaldet og den måde ens gerninger efterfølgende bliver vurderet på, kan friste svage sjæle til at gøre ting de ikke burde have gjort. Deraf følger i næste led at de grænseoverskridende typer ofte kan drage stor fordel af princippet om at tvivl kommer den anklagede til gode. Således i tilfældet Roskilde Bank.
Den sidste tekst, Campbell & Hall, sammenligner bankkrisens forløb i Danmark og Irland. Man får en del at vide om forskellene, og forfatterne giver sig selv medløb ved at fokusere på de institutionelle mangler som satte deres præg på den irske krisehåndtering. De er derimod ikke flinke til at se på mulige formildende omstændigheder.
Irland havde i den foregående periode klaret en rekordagtig økonomisk vækst og samfundsmæssig modernisering ved at spille på sine komparative fordele. Man kombinerede rigdom på veluddannet, engelsktalende arbejdskraft med lave skatter og liberalistiske økonomiske rammer, hvilket tiltrak store udenlandske investeringer. Det er ikke så underligt at denne gunstige, om end forcerede udvikling gjorde landets økonomi sårbar da krisen kom, herunder finanssektoren, som var gearet til at akkommodere denne vækst. Da krisen blev overvundet, var Irland fortsat et velstående land, både sammenlignet med andre og med sig selv i en få årtier yngre udgave.
Campbell & Hall interesserer sig ikke for de nylige omstændigheder som havde formet den irske finanssektor. De ser på de dybe årsager med rødder i historien. De fokuserer så stærkt på dette at man næsten bebrejder irerne at de ikke valgte en bedre fortid. Der var danskerne de kloge, må man forstå.
Selv med anerkendelse af mange enkelte elementer i deres analyse aner man at noget er galt metodisk. De to forfattere er begejstrede for den danske samfundsmodel i en grad som virker sær, nærmest excentrisk. Der er desuden noget postulerende over deres fremstilling. I hvilken grad er det betingende for et samfunds økonomisk-institutionelle performance at man har en, skal vi kalde det ’rar og sympatisk’ fortid? Læg også mærke til at en del af referencerne der bruges som belæg for udlægningen af den danske model, ikke er akademisk analyse, men interviewpersoners mere eller mindre velbegrundede forståelse af hvordan det hænger sammen.
Deres idealbillede overføres uden videre på forløbet under bankkrisen. I Danmark går det hele op i en højere retfærdig og afbalanceret helhed. Kritikpunkter og uenigheder citeres kun på skrømt. Det fremstilles fejlagtigt som om hele risikoen og besværet behændigt blev skubbet over på de finansielle virksomheder. Symptomatisk er at forfatterne konstant taler om at der indgik såkaldte haircuts i afregningen i Danmark, ikke i Irland. Begrebet haircut betegner i finanskrisesammenhængen at risikovillig kapital anbragt i bankerne skulle betale en del af regningen. I Irland brugte man derimod all-round bailouts, altså rekonstruktion af kapitalen alene via offentlige midler.
Det mærkelige er at når man læser en autoritativ analyse af den danske finanskrise som Rangvid-rapporten, spiller de nævnte begreber ingen rolle. Det kunne tænkes at være fordi det var den likviditetsmæssige akuthjælp der var afgørende, men at man også i Danmark ville have skredet mere direkte intervenerende ind, i sidste instans med nationalisering fulgt op med direkte kapitaltilførsel, hvis behovet havde været til stede.
Nej, det er ikke nogen særlig god artikel, hvilket dog ikke udelukker at man kan lære noget positivt af den. Den er også interessant fordi der alle kritikpunkterne til trods ikke er tale om et arbejde affattet af forskere der betragtes som inferiøre. Campbell & Hall er prominente repræsentanter inden for en bestemt retning i historisk sociologi som også har sine følgere i Danmark.