Et akademisk lavpunkt for KU. Om udgivelsen Reality Lost

På Københavns Universitets Center for Information og Boblestudier (CIBS) har lederen, professor Vincent Hendricks, sammen med ph.d.-stipendiat Mads Vestergaard udgivet et længere skrift i e-bogform. Titlen er Reality Lost: Markets of Attention, Misinformation and Manipulation, Cham CH (Springer Nature) 2019, https://doi.org/10.1007/978-3-030-00813-0. Jeg opfatter bogen som et statement der skal vise kvaliteten af den forskning der finder sted på CIBS; i hvert fald er den i sit tekniske format bygget op som en akademisk monografi med klassisk kapitelinddeling, navngivne underafsnit og et dokumentationsapparat i form af henvisninger, fodnoter og litteraturliste.

Dette apparat er dog utraditionelt udformet. De fleste henvisninger til trykt litteratur sker i parenteser indsat i brødteksten (desværre ofte uden at angive det specifikke sted i bogen eller artiklen der henvises til), mens de talrige henvisninger til websites er anbragt i fodnoter. Litteraturlisten sidst i bogen omfatter ikke disse webkilder. Dermed sløres det i hvilken grad forfatterne bygger på fund på nettet, sammenlignet med den trykte litteratur. De to medieformater markerer ikke nødvendigvis en forskel i lødighed. Mange fine klassiske værker så vel som nye forskningsbidrag kan downloades. Men da mange af bogens henvisninger er til mere flygtige og usikre kilder, forekommer adskillelsen suspekt. Læseren møder mod slutningen en nydelig litteraturliste fyldt med bøger udgivet på universitetsforlag og artikler fra forskningstidsskrifter, men der gives ikke noget samlet overblik over de talrige andre steder der danner belæg for forfatternes påstande. Resultatet er et falsk indtryk af traditionel akademisk soliditet. Indtrykket bestyrkes af at forfatterne intetsteds gør sig overvejelser over kildegrundlaget.

Bogen er et katalog eller eksempelsamling som opregner: 1) trusler mod det demokratiske samfund i form af informationsoverskud/ opmærksomhedsunderskud; 2) dårlig, fordrejet og løgnagtig nyhedsformidling; 3) politisk manipulation via medierne; 4) opblæste kampagner uden substans; 5) forskellige formater af det førnævnte; 6) populistiske klangbunde for falske budskaber; og 7) demokratiets svære kår når borgerne går misinformerede rundt. Det beskrives hvordan digitaliseringen af samfundet ved massedatabaserede informationsmonopoler og overvågningsteknikker kan føre til totalitær styreform.

En stærk ubalance kendetegner fremstillingen. Budskabet er alarmistisk, uden modererende overvejelser vedrørende truslernes faktiske gennemslagskraft; modsatrettede tendensers styrke; produktivitets- og velfærdsgevinster skabt gennem tech-sektoren og e-medier; eller demokratiets grad af robusthed og evne til at opretholde sig selv. Forfatterne evner ikke at kortlægge grænseområdet mellem suspekte og legitime udnyttelser af den moderne medieverdens og informatikkens potentialer.

Retorikken svarer hertil: En rablende diskurs fuld af kulørte vendinger med hyppige indslag af den talte sprogform, som man kender det fra Vincent Hendricks’ hyppige optrædener i medier og forsamlinger. Uforholdsmæssigt mange eksempler vedrører præsident Trumps valgkamp og den nuværende amerikanske regerings omgang med vælgere og medier. Andre favorittemaer er det skumle erhvervsliv i skikkelse af tech-virksomhederne. Især de store af dem modtager en skævvreden og ensidig behandling af deres rolle i samfundet. Mangfoldigheden i branchen beskrives ikke. Mange argumenter kendes igen fra debatten i de daglige nyheds- og opinionsmedier. Den spidsvinklede polemik der kan tolereres her, transplanteres uden videre ind i en angiveligt forskningsmæssig publikation hvilket har fatale følger for dennes troværdighed og seriøsitet. Bogen er ironisk nok selv et eksempel på den højtråbende, konfrontationssøgende og ensidige kommunikationsform som det er forfatternes angivelige målsætning at afsløre og kritisere.

Forfatterne gør sig flere steder skyldige i manipulation af kendsgerninger, fusk i argumentationen, misvisende tilegnelse af andre forfatteres arbejde, og almindelig inkompetence. Eksempler på dette gennemgås i det følgende i nogenlunde den rækkefølge de optræder. Læseren bedes bære over med den omstændelige fremlæggelse. Den er nødvendig for konkret at påvise hvor uvederhæftig bogen er.

På s. xii (i bogens ”Introduction”) omtales afhængighed af annoncører som et incitament til at tiltrække læsere ved hjælp af konfliktstof og sensationer, hvilket truer selv den etablerede presses troværdighed og integritet. Der kan let, hedder det, gå en lige linje fra at være til fals for annoncekroner til ”misinformation, populisme og politisk manipulation”. Der henvises her til et søjlediagram som viser hvordan der i syv EU-lande er et større eller mindre misforhold mellem borgernes opfattelse af hvor stor en andel af landets befolkning der er født i udlandet, og hvor stor en andel der faktisk er født i udlandet. Der etableres imidlertid ingen sammenhæng mellem påstanden om pressens misinformation og det viste diagram. Diagrammet illustrerer perceptionen blandt borgerne i de pågældende lande, men det er da på ingen måde givet at det er pressens skyld hvis perceptionen ikke stemmer med de faktiske forhold. Med andre ord, forfatterne postulerer en sammenhæng som ikke hverken dokumenteres eller på anden måde underbygges af den graf der henvises til.

En central præmis for forfatterne er at overfloden af information i det moderne samfund har sit modstykke og komplement i underskuddet af opmærksomhed: Et menneske har nu en gang et begrænset antal timer til sin rådighed og en begrænset perceptorisk og intellektuel kapacitet. Forfatterne bringer på s. 2 et kort citat af nobelpristageren i økonomi Herbert A. Simon som netop går ud på at informationsrigdom indebærer knaphed på opmærksomhed. Forfatterne udlægger citatet, som er fra 1971, sådan at Simon ”profetisk” omtalte ”det kommende informationssamfund”. Men der står ingenting om dette, hverken i det direkte citat eller i den kontekst det er trukket ud af, nemlig et symposiebidrag under titlen ”Designing Organizations for an Information-Rich World”. Tværtimod fremgår det tydeligt af Simons bidrag til denne publikation at han ikke agerede profet, men talte om et allerede længe eksisterende fænomen. Problemet med opmærksomhedsunderskud kan imidlertid løses og bliver løst på løbende basis, nemlig ved selektion og strukturering af information på grundlag af relevante kriterier og ved hjælp af passende teknologi og organisation, samt en pragmatisk tilgang. Dette er netop hvad Simons berømte begreber – fra andre dele af hans arbejde – om bounded rationality og satisficing går ud på. I modsætning til forfatterne havde Simon et optimistisk syn på vore muligheder for at håndtere en stor og voksende data- og informationsmængde. Hendricks og Vestergaard misbruger Simon ved at klippe de par linjer ud der kunne understøtte deres egen opfattelse, og ignorere resten.

Som et eksempel på hvordan mediefolk – f.eks. via fake news – tilegner sig folks opmærksomhed og sælger den videre til annoncørerne, omtaler Hendricks og Vestergaard s. 8-10 hvordan en avis i New York i 1835 publicerede en sensationel pseudo-saglig artikelserie om en civilisation af bevingede flagermus-mennesker på månen. De angiver ingen kilder til deres oplysninger. Det forekommer imidlertid helt usandsynligt at forfatterne skulle have identificeret deres case ved egne studier i de oprindelige kilder. En søgning viser da også at episoden allerede for længst er grundigt dækket i litteraturen. Det er en grov forsyndelse mod gældende normer for forskningsarbejde ikke at angive hvorfra man har sin viden.

Historien om månevæsenerne peger desuden på endnu en indholdsmæssig brist i forfatternes arbejde. De gengiver uden forbehold historien som et rammende eksempel på fake news og vildledning af offentligheden. De inddrager ikke den kendsgerning at der var tale om en fiktion, der som et illusionsskabende virkemiddel benyttede tilliden til journalistisk pålidelighed, og bag denne også videnskabelig pålidelighed i form af astronomiske observationer af månen. Forfatterne mangler begreb om tekstuelle genrer og deres pragmatik. Mange af sensationspressens læsere er udmærket klar over at artiklerne de lader sig underholde af, er fyldt med løgn. Men de vælger at læse dem fordi de netop gerne vil underholdes, og fordi de måske opfatter historierne som en relevant form for udfordring af etableret viden og autoritet. Det er et kendt litterært virkemiddel at benytte en ramme af forstillet fakticitet. Nogle læsere, til tider mange, bliver faktisk vildledt derved, men problemet er at hvis ikke der er en gråzone af tvivl, udebliver den litterære effekt som forfatteren (eller i filmmediet: instruktøren) tilstræber. Om man kan lide det eller ej, er dette en del af måden menneskelig kommunikation virker på.

Senere (s. 67-69) anføres et eksempel på egentlig, politisk målrettet løgn og manipulation via pressen, nemlig da Benjamin Franklin i en Boston-avis i 1782, midt under Uafhængighedskrigens fredsforhandlinger, fabrikerede en ’dokumenteret’ historie om grusomme drab på nordamerikanske kolonister begået af den britiske konges indfødte allierede. Også dette eksempel står underligt uformidlet, uden refleksion over hvad det betyder for vor forståelse af lignende fænomener i nyere og nyeste tid, særligt i betragtning af den helterolle i historien Benjamin Franklin traditionelt tillægges. Det er symptomatisk at henvisningerne (noterne 19 og 20) er yderst summariske, nemlig dels den kortfattede introduktion til kildegengivelsen hos National Archives, dels seks linjer på et blogindlæg fra begyndelsen af 2017, vel omkring den tid Hendricks’ og Vestergaards manuskript var under affattelse. Man får den tanke at eksemplet er et tilfældigt fund, der er medtaget for at gøre teksten ’dybere’. Men en egentlig fortolkning af eksemplet udebliver, og den ret omfattende eksisterende forskningslitteratur om sagen nævnes ikke.

Forfatterne gengiver et par steder den af mange accepterede nulsums-kliché om at hvis man ikke betaler for produktet, så er man produktet. På s. 11 suppleres denne prætenderede dybsindighed med en bemærkning om at det er ligesom på et spillekasino: Jo mere kundeaktivitet, desto større fortjeneste til ejerne. Og hvordan underbygger forfatterne så dette? Enkelt: ”Like Robert de Niro says in Casino the movie: In the casino, the cardinal rule is to keep them playing and keep them coming back. The longer they play, the more they lose. In the end, we get it all.”

Der er i den citerede replik intet som uddyber eller tydeliggør hvad forfatterne allerede har sagt én gang. Den er med andre ord overflødig. Tilsyneladende udspringer citeringen blot af et desperat behov for at sætte en reference på. Dertil kommer at der ikke er nogen egentlig kildeangivelse i form af instruktørens navn, filmens premiere-år eller det tidspunkt i filmen eller den sammenhæng replikken optræder i. Citatet ser ud til at stamme fra en tilfældig erindring som derefter er søgt bekræftet via en af de mange samlinger af populære citater på internettet. Med andre ord: en overflødig og meningsløs reference der yderligere belastes af suspekt citatteknik.

Hendricks og Vestergaard fremturer på s. 54 med endnu et vilkårligt citat fra en film med Robert de Niro: “’It is what it is,’ as Robert De Niro says in Heat. The world is what it is.” Igen sker det uden mening, sammenhæng og præcis henvisning.

På s. 29-30 omtales ”a power law distribution”. Vendingen henviser til den type af hyppighedsfordelinger hvor få enheder er højfrekvente mens de fleste kun optræder få gange. Fordelingen vises grafisk efter aftagende hyppighed så figuren danner en stejl aftrapning fulgt af en ”lang hale”. Et almindeligt eksempel er den store hyppighed som få populære bøger efterspørges med hos boghandleren eller på biblioteket mens de øvrige titler der er til rådighed, har langt færre hits hos kunder eller lånere, mange kun forsvindende få. Hendricks og Vestergaard illustrerer dette med en besynderlig grafisk figur, hvis proveniens ikke oplyses. Den ser ud til at være sakset fra en tvivlsom populærpublikation. I figuren sammenlignes power law-fordelingen med den kendte klokkeformede normalfordelingskurve. De to kurver er angivet med samme målestok og fremstilles i det hele taget som om de var umiddelbart sammenlignelige. Det er de ikke. ”Power law”-kurven illustrerer et antal diskrete enheder, ordnet efter den hyppighed de optræder med, begyndende med den enhed der har flest hits, dernæst den der har næstflest, dernæst igen den der har tredjeflest og så fremdeles, aftrappet så de mindst hyppigt forekommende enheder optræder længst ude til højre på aksen. Normalfordelingskurven viser hyppighed på en helt anden måde, nemlig andelen af samtlige poster ordnet efter posternes grad af afvigelse fra en gennemsnitlig værdi. Det kan f.eks. være individers højde, specifikt spredningen omkring den gennemsnitlige højde, der måles på denne måde. I den førstnævnte fordeling indgår ikke nogen middelværdi, hverken som den centralværdi målingerne grupperes efter eller på anden måde. Grunden til at de to kurver fremstår så fuldkommen forskelligt, er at de slet ikke måler på samme måde, hvilket Hendricks og Vestergaard tilsyneladende antager at de gør.

På s. 36 henviser de to til Jean Baudrillards Simulacra and Simulation. Der anføres ikke noget sidetal i henvisningen, så det er svært at tjekke om den rammer hovedet på sømmet. Meget tyder på at det ikke er tilfældet. Baudrillard er kendt for at mene at den medialiserede tegnverden bliver til en egen virkelighed som mennesker i dag tilbringer en stor del af deres tid i, på bekostning af den trivielle fysiske og sociale dagligdag. Tegnene mister deres referentialitet i dette ords konventionelle betydning og henviser kun til hinanden. Men er det dette synspunkt Hendricks og Vestergaard trækker på? Som så ofte bruger de kun få ord på at udrede sagen, så læseren er i tvivl. Konteksten indikerer imidlertid at de på vilkårlig vis instrumentaliserer Baudrillard med henblik på egne formål. Baudrillards dybe kritik får ingen plads, men fortrænges straks af et udsagn om at grænsen mellem nyheder og underholdning ”sløres”. Så falder den virkelige pointe, nemlig at den hele politiske virkelighed er en medieskabt illusion som politikerne holder vedlige for at skjule oplysningsprojektets fallit (s. 37). Belægget for dette er en hjemmeside for ”Nihilistisk Folkeparti” som Mads Vestergaard selv lægger navn til. Det må være rart at kunne påkalde sig selv som autoritet, især hvis det kan ske på en måde så man optræder i samme liga som Jean Baudrillard – som trods en ujævn karriere var en stor tænker.

Den ringe tillid til politikerne og det politiske system fastholdes andre steder: ”If politics is all about winning the horse race and voter maximization, reality may lose out. One would think that politics is supposed to solve real problems. … If there is no ambition to solve real problems, then politics is reduced to showbiz and speculation in sending, creating, or struggling over political signals and symbols.” (s. 39). Læg mærke til retorikken: Semantisk eksekveres en naiv og populistisk afstandtagen fra politikerne, men med en gardering i form af det hypotetiske ”may” og det konditionelle ”if”. Et rent og skært taskenspillertrick. Man siger dristigt det hele, men kan ikke fastholdes på udsagnet hvis nogen skulle finde på at rejse en indvending.

Forfatterne ved altid bedre end andre: ”Thus, a political bubble is defined as a situation in which a political item gets a measure of attention in the media far exceeding what the political substance justifies.” (s. 45). De har ingen tiltro til at befolkningen evner at tage stilling til hvad der er væsentligt og hvad der ikke er. Dette kunne godt opfattes som sympati for en elitær holdning til politik. Men det er nok for hård en tolkning. Der er i hvert fald mere i det. Udsagnet falder efter en længere diskussion af ”symbolpolitik”, særligt med udgangspunkt i den danske udlændingepolitik, som forfatterne ikke bryder sig om. Symbolpolitik er et reelt fænomen og værd at diskutere, også i denne forbindelse. Men Hendricks og Vestergaard er ikke til lange analyser hvor tingene ses fra flere sider. Deres stil er de raske udsagn og kontante domme som alle synes rettet mod at fremstille dem selv som progressive intellektuelle med de rigtige meninger.

På s. 46-48 framer Hendricks og Vestergaard endnu et rask udsagn – om ”investering og spekulation” som billede på politik – ved at påkalde John Maynard Keynes. De citerer ham (s. 46), men på anden hånd, hvilket medfører at den pågældende passage (fra General Theory) forvanskes. I den ægte version skelner Keynes mellem enterprise og speculation; i forfatternes udgave erstattes førstnævnte med investment. Dette er uheldigt, eftersom spekulation (i kortsigtede svingninger i et papirs værdi) også kræver investering, i lighed med et langsigtet værdiskabende projekt, som var hvad Keynes sigtede til med ordet enterprise.

Denne lille fordrejning er dog ikke katastrofal for forståelsen af udsagnets indhold. Problemet opstår idet forfatterne opstiller de to typer aktivitet på finansmarkedet som et sindbillede på det politiske systems svigt. De gør gældende at ”investering” svarer til saglige, problemløsende initiativer og beslutninger mens ”spekulation” repræsenterer den kortsigtede jagen efter vælgernes gunst gennem symbolpolitik. Men der er den afgørende forskel mellem det allegoriske billede (børsen) og det allegorien skal repræsentere (politik), at politisk opportunisme indikerer en perverteret form for målrationalitet, mens individuelle køb og salg på børsen i begge de to nævnte tilfælde, ’investering’ og spekulation, sigter mod et legitimt mål, nemlig at tjene penge. De to forfattere afhandler hele affæren over mindre end to tryksider og når derfor ingen vegne hen. Som teksten står, er der to muligheder: Enten må allegorien opgives, eller også må man overveje den mulighed at den af forfatterne så forkætrede symbolpolitik faktisk i de rette hænder kan have til formål at opnå resultater der ikke opfylder selviske og opportunistiske målsætninger, men i deres substans er fornuftige og retfærdige – trods de beskidte tricks der benyttes i professionel politik.

Dele af kapitel 5, med titlen ”Fact Resistance, Populism, and Conspiracy Theories”, illustrerer på bedste vis bogens forcerede stil garneret med henkastede belæg. Fra nederst s. 89 til og med s. 92 mobiliserer forfatterne følgende kilder: Jobs bog, filosofferne Schopenhauer, Leibniz og Voltaire, forfatteren Dostojevskij, og økonomen G. Mankiw, med henblik på at forklare baggrunden for populisme. Det er alt sammen enten meget ambitiøst, eller også er det name-dropping. Men noget længere fremme, s. 97, nedbrydes enhver ærefrygt over den store lærdom der ad den vej måtte have sneget sig ind under huden på læseren. Her bringes nemlig, over hele siden, en ”figur” (nummereret 5.8, efter alle kunstens regler) som skal kaste lys over konspirationsteoretikerens arbejde: at forbinde punkter i medielandskabet til et samlet skræmmebillede. Figuren viser netop et ”forbind-prikkerne-i-nummerrækkefølge”-billede. Det forestiller en dreng der løber væk fra et spøgelse. Det ser ud til at være hentet i en aktivitetsbog af den slags man giver børn til en lang biltur. Det er sandt – se selv efter! Sammesteds, vel for at sætte trumf på argumentet, sammenfattes konspirationsteoretikernes fælles leveregel i citatet ”Trust no one!” – med tv-serien X-files behørigt anført som kilde. Forfatterne mener, som tidligere forklaret, at virkeligheden sløres af medierne. Men de har vist selv vanskeligt ved at opretholde klare skel mellem forskellige genrer og sociokulturelle sfærer.

Forfatterne ligger under for teknologiforskrækkelse. Det er ikke en angst for teknik i sig selv, men for hvad der sker når teknik indgår i et innovativt samspil med organisation og kapitalinvestering. Forfatterne er på linje med den amerikanske forsker Shoshana Zuboff og hendes begreb om overvågningskapitalisme. Hun er da også den sidste forfatter der henvises til (s. 137). Det er naturligvis ikke belastende. Men enøjetheden, den komplette mangel på registrering af andre opfattelser af situationen, udgør et problem. Det hedder med brask og bram (s. 129): “The main reason data is valuable when pooled and aggregated into Big Data is that it enables predictions of the future.”

Hendricks og Vestergaard som ellers er så glade for filmmediet, undlader her at henvise til Minority Report (Steven Spielberg, 2002), hvor midlet til at forudsige borgernes fremtidige handlinger ganske vist ikke er Big Data, men synskhed hos en særlig gruppe tech-bevæbnede elitepolitifolk – ikke desto mindre er analogien med Hendricks’ og Vestergaards verdensbillede slående. I den citerede passage gøres der et forbehold idet forfatterne antyder at der også er andre anvendelser, som dog er mindre vigtige. Man kunne dog med fordel have nævnt nogle af de muligheder der ligger i massedata og kunstig intelligens: Det kunne være hurtig og præcis diagnostik; eller det kunne være autonomt arbejdende maskiner som dels kan give arbejdskraftbesparelser, dels gøre det muligt at udføre arbejde i fjendtlige og farlige omgivelser. Ud fra denne mere optimistiske betragtning udgør Big Data et vigtigt råstof som kan udnyttes til en udvikling der er til menneskets og samfundets bedste. Hendricks og Vestergaard holder sig dog, her som andetsteds, til skræmmebillederne.

Bogen er, bogstavelig talt, under al kritik. Den er ikke kun dårlig på én måde, men på mange. Det generelle indtryk er formmæssigt sjusk og indholdsmæssig uvederhæftighed. Den tanke har slået mig at der måske er tale om en spøg, en test af offentlighedens og forskningskollegernes årvågenhed der skal vise hvor mange gale streger man kan slippe af sted med uden det bliver bemærket. Inspirationen kunne være hentet i Sokal-affæren i 1996 hvor fysikeren Alan Sokal i tidsskriftet Social Text fik optaget en med vilje absurd artikel med henblik på at demonstrere visse problematiske sider ved kulturfagene. Af forskellige grunde, relateret til CIBS’ institutionelle tilknytning til Københavns Universitet og finansielle afhængighed af Carlsbergfondet, tror jeg dog næppe det er komediespil – i hvert fald ikke på anden måde end at man forventer at slippe fra det uden markante ridser i lakken.

Se også Techlash: Hendricks og kompagni til kamp for demokratiet i Afrika.

Danmarkshistorien: Rettelse af tre fejl

I mit bidrag til Danmarkshistorien: Samfund, livsformer og politik, Gads Forlag 2019, er der opstået to meningsforstyrrende fejl ved forlagets opsætning af bogen.

På s. 326, venstre spalte, lidt under midten, henvises til ”Følgende tabel”, hvis oplysninger kommenteres i afsnittet. Men tabellen er ikke med.

Inklusive tabellen skal passagen lyde:

Følgende tabel giver en summarisk korrektion: Ved periodens begyndelse lå Danmark velstandsmæssigt i den øverste ende af gruppen på otte lande (plads 2 fra oven), men var ved dens afslutning gledet mod midten (plads 4). Efter denne målestok ser Danmarks svage vækst i de senere år ikke helt så mørk ud.

S. 330f slutter et afsnit således: ”Rationelle løsninger vanskeliggøres af, at landbruget ikke alene er internationalt konkurrenceudsat og generelt kan henvise til nødvendigheden af at holde omkostningerne nede”. Herefter mangler et stykke tekst.

Der skulle samlet have stået:

Rationelle løsninger vanskeliggøres af, at landbruget ikke alene er internationalt konkurrenceudsat og generelt kan henvise til nødvendigheden af at holde omkostningerne nede. Det har særlig betydning, at reguleringer skal tage hensyn til EU’s fælles landbrugspolitik og miljødirektiver, der kun langsomt lader sig forandre. 

Herefter følger overskriften ”INDUSTRIEN M.M.”

Lige efter s. 414 bringes rubrikken HVEM SKREV HVAD? Ved en fejl har man ikke krediteret mig for en del af det jeg (JP) har bidraget med, nemlig tekstboksen på s. 370, som giver en forklaring på ”Keynesiansk reguleringspolitik og økonomiske balanceproblemer”, samt ”Udbudsøkonomi (supply-side economics)”.

BNP og BFI: Må vi få en forklaring?

I Finansministeriet kan de regne — men kan de også skrive? På Ministeriets hjemmeside finder man [senere fjernet fra ministeriets hjemmeside, men tilgængelig på https://web.archive.org/web/20190614051444/https://www.fm.dk/borger/fagordbog] en Fagordbog “med forklaringer på de mest gængse udtryk i finanspolitikken”. Begrebet bruttonationalprodukt (BNP) forklares på denne måde:

“Bruttonationalproduktet (BNP) er en samlet betegnelse for værditilvæksten i landet og svarer til værdien af den samlede private og offentlige produktion (output) fratrukket værdien af de anvendte ressourcer i produktionen (input). BNP opgøres i markedspriser.”

I en netpublikation fra Nationalbanken hedder det mere udførligt:

“BNP er den centrale størrelse i nationalregnskabet og kan opgøres fra tre forskellige vinkler, nemlig fra produktions-, anvendelses- og indkomstsiden. BNP opgjort fra produktionssiden repræsenterer markedsværdien, målt i kroner, af den endelige produktion i en given periode, dvs. værdien af den samlede produktion minus værdien af de råvarer og halvfabrikata, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen. Alternativt kan BNP anskues fra anvendelsessiden, hvor BNP er lig med summen af forbrug, investeringer og nettoeksport. Endelig kan BNP betragtes som værdien af den samlede indkomst, som fordeles mellem lønmodtagere, virksomheder og det offentlige.” (Paul Lassenius Kramp: “Bruttonationalprodukt og velfærd”, s. 95: http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2010/06/bruttonationalpro_kvo2_2010.pdf (besøgt 29/11.2018).

Er det mon den samme definition, blot udtrykt på forskellig måde? Der er enighed om at BNP er værdien af den samlede produktion, dog efter et fradrag. P.L. Kramp fra Nationalbanken siger, specifikt og restriktivt, at det er “værdien af de råvarer og halvfabrikata, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen” (fed skrift tilføjet), som skal trækkes fra. Finansministeriet siger,  mere generelt, “fratrukket værdien af de anvendte ressourcer i produktionen (input).” Det springende punkt er hvad ordet “input” dækker. Hvis “input” betyder andet og mere end “råvarer og halvfabrikata”, er de to definitioner forskellige.

En klar afgørelse fås ved at se på Danmarks Statistiks definition. I redegørelsen for input-output tabellen for 2011 står at en given branches “samlede input udgøres af forbrug af varer og tjenester i produktionen (opdelt på danskproducerede og importerede), produktionsskatter, netto, samt aflønning af produktionsfaktorerne, dels i form af aflønning af ansatte, dels som bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst.” (Nationalregnskab 2014, juniversion, s. 156: https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=19012&sid=natregn2014 (besøgt 29.11.2018).

Med andre ord: Foruden forbrug af indkøbte varer og tjenester omfatter input aflønningen af arbejdskraften og kapitalen (produktionsfaktorerne). Dermed bliver Finansministeriets definition absurd: Trækker man faktoraflønningerne fra (som del af det samlede input), fjerner man det meste af værditilvæksten, som det jo netop var meningen man skulle måle! Værditilvæksten udgøres af den udbetalte løn + virksomhedens overskud + nettoproduktionsskatterne. Samtidig repræsenterer aflønningen af produktionsfaktorerne et input. Hvis produktionsfaktorerne ikke blev aflønnet, ville de naturligvis aldrig gå med til at deltage og skabe værdi i produktionen.

Konklusion: Finansministeriets og Nationalbankens definitioner er vitterlig forskellige, og det er Nationalbankens der er den rigtige.

Man kan på tilsvarende måde undre sig over definitionen på bruttofaktorindkomst (BFI) i samme Fagordbog. BFI, hedder det, ”er et mål for produktionen eller værditilvæksten i samfundet opgjort i faktorpriser (markedsprisen fratrukket produktskatter (fx moms og punktafgift) og andre produktionsskatter (fx ejendomsskatter og vægtafgift)).” I parentesens forklaring af hvad faktorpriser er, har  man glemt at ikke alene skatter og afgifter, men også råvarer og andre materialer (de indkøbte input) skal trækkes fra markedsprisen for at nå frem til faktorprisen, dvs. aflønningen af produktionsfaktorerne.

Jeg blev opmærksom på disse problemer efter at en studerende spurgte om Finansministeriets Fagordbog var en god kilde i forbindelse med begrebsafklaring. Det sagde jeg ja til som en selvfølge. Efter en øvelse hvor flere studerende havde benyttet denne kilde, kom jeg i tvivl og besluttede at se nærmere på det. Jeg forelagde mine anfægtelser for Ministeriet i en mail d. 15. november i år [2018], men har aldrig modtaget noget svar.

Techlash: Hendricks og kompagni til kamp for demokratiet i Afrika

Folkene fra Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet vrider igen hænder over hvordan de store tech-firmaer truer demokrati og menneskerettigheder.[1] Facebook og andre påstås at understøtte hetzkampagner i afrikanske valgkampe og at bidrage til opvigling af had mellem etniske grupper. Det er en trussel mod ”spirende demokratier”. Samtidig plyndrer de landenes data-ressourcer – folk der bruger digital infrastruktur, udleverer jo deres data til infrastrukturens ejere. Det er ”digital kolonialisme”, får vi at vide. En markant karakteristik. Men indlægget består af en serie springvise, usammenhængende påstande uden dokumentation. Referencerne er spredte meningstilkendegivelser på niveau med forfatternes egne. Meget er uden formelt belæg. Argumenterne kan imidlertid spores til forskellige hjemsteder for politisk aktivisme på nettet. Ikke et ondt ord om dem, men det er ikke passende kilder til et indlæg som støtter sig til forfatternes status som forskere.

Der tages ikke hensyn til at politisk vold er endemisk i mange afrikanske lande, uanset gennem hvilke kanaler kommunikationen finder sted. Der er ingen refleksion over at importen af vestlig teknologi bringer fordele med sig i form af økonomisk udvikling og vækst (det gjorde den også under den virkelige kolonialisme). Der er ingen diskussion af specifikke problemer, eksempelvis kvaliteten af og graden af adgang til digitale tjenesteydelser i ulandene. Det er en hetz-lignende retorik som ikke bringer nogen oplysning med sig, men måske kan tjene til at profilere Centeret. Det er svært at få øje på noget andet motiv. Trist at Københavns Universitets navn benyttes til dette uvederhæftige formål.

Forfatterne lægger ud med at citere den ugandiske oppositionspolitiker Bobi Wines kritik af at Danmark yder udviklingsbistand til Uganda. Men hverken bistanden eller Wines kritik af den knytter sig til digitale strukturer og medier. Deres indledning er med andre ord simpel manipulation.

Sproget er sine steder infantilt og ubehjælpsomt. Dette kan være en kilde til moro, som når det at anlægge jernbaner bliver til ”bygge togskinner”. Værre er det når udlægningen af et citat fra Facebook-manageren Andrew Bosworth forkludres. Han skrev, i et kontroversielt internt notat fra 2016, at det at forbinde folk med hinanden er et godt formål, og at Facebooks mission vedblivende er at forbinde folk med hinanden, selv om platformen også bruges af bøller og terrorister. Det tolker forfatterne sådan at ”[målet] for de digitale koloniherrer synes … at hellige midlerne”. Selv om man finder Bosworths statement hjerteløst, kan man ikke tolke det sådan at målet i hans øjne helliger midlet, uagtet alt andet. Er forfatternes fordrejning på dette punkt tilsigtet eller et produkt af ringe formuleringsevne? Det er i begge tilfælde endnu et trin nedad i faglig og politisk seriøsitet for boblecenteret.

Se også Brølet og vreden. Hendricks og Stjernfelt raser mod techgiganterne.

[1] Silas L. Marcker, Mads Vestergaard & Vincent F. Hendricks: Nutidens kolonialisme er digital, Politiken, tirsdag d. 23. oktober 2018.

Tulipanboblen 1637

I 2014 blev jeg i Radio 24syv-programmet Millionærklubben interviewet om den hollandske tulipanboble. Efter radiostationens lukning er podcastet desværre ikke længere tilgængeligt på nettet.

Nogle mener at grunden til at tulipanboblen i sin sidste fase blev blæst så voldsomt op i offentligheden, var at kontrakter om fremtidige køb af tulipanløg ad politisk vej blev gjort ikke-bindende. Det betød at store potentielle tab aldrig blev realiseret – og at store gevinster heller ikke blev det. Køberen kunne i henhold til de nye regler give afkald på at modtage varen (tulipanløgene) mod i stedet at betale en moderat kompensation til sælgerne. Disse var naturligvis utilfredse. Men punkteringen af boblen ændrer ikke ved at den havde nået et stort omfang. Priserne må før indgrebet være blevet blæst så meget op at det akut kaldte på netop et offentligt annullerende indgreb. Under normale omstændigheder vil myndighederne ikke undergrave tilliden til de økonomiske institutioner ved at ændre reglerne for iganværende transaktioner.

Brølet og vreden. Hendricks og Stjernfelt raser mod techgiganterne

Der er problemer med de store it-platforme Facebook, Google og Twitter. De benyttes til at agitere for Islamisk Stat og til fjendtlig indgriben fra russisk side i den vestlige verdens politiske processer. Deres størrelse, rækkevidde og uigennemskuelighed sætter datasikkerheden på spil og muliggør monopoldannelse. Der mangler international konsensus om en effektiv og retfærdig model for beskatning af dem. Offentlig regulering må overvejes.

Professorerne Vincent Hendricks og Frederik Stjernfelt har for nylig i Politikens kronik[1] sammen med to andre forfattere, begge knyttet til Hendricks’ Center for Information og Boblestudier, benyttet dette som udgangspunkt for en ubalanceret, overdreven, historieløs og generelt uvederhæftig hudfletning af disse firmaer, med brod mod også de naive myndigheder og den godtroende offentlighed som har ladet det komme så vidt at ”oplysningsprojektet er kommet i modvind i informationstidsalderen”.

Kommercialisering og markedsdominans fremstilles som nye trusler, som om magtfulde og manipulerende annonceafhængige massemedier ikke var set før. At problemet nu skulle være mangefold værre, står som en ren påstand.

Begrebet monopol benyttes flere gange uden at komme ind på at internettet er en mangfoldig verden med relativt let adgang til oprettelse af egen hjemmeside og med mange stærke mindre og mellemstore aktører som virker i demokratiets, kulturens og oplysningens tjeneste. Disse kræfter er ikke i fare for at blive marginaliseret, passiviseret eller fortrængt trods den kamp om den offentlige arena som finder sted.

Forfatterne skræmmer os med at Google har en ”markedsandel” på omkring 90 pct. En markedsandel for hvad? Nye søgninger på nettet formentlig. Men borgernes færden på nettet består af andet end stikordsbaserede søgninger. Man bruger også på forhånd kendte links, databaser, traditionelle nyhedskilder på nettet etc. Ingen er prisgivet Google. Og selv om Google ikke skal være hævet over kritik, kontrol og om nødvendigt regulering, er det stadig en fremragende service som af en legitim erhvervsvirksomhed stilles til rådighed for den globale offentlighed. I kraft af det tekniske systems snilde og høje produktivitet kan det ske mod forholdsvis beskedne modydelser.

Der tales om ”en uoverskuelig krise for musikere, forfattere, journalister osv. – alle dem, der nu ikke længere bliver ordentligt lønnet for at producere indhold.” I det omfang der gøres vold på ophavsrettigheder, må staten og domstolene tage affære. Bortset herfra er det vel ikke negativt at alternative aktører inden for underholdning og journalistik får en chance for at blive kendt og anerkendt. Nogle af dem kan endda tjene gode penge på det indhold de leverer. Inden for alle områder af kulturen er der masser af dygtige mennesker der ikke kan leve af det. Sådan er det jo, som M. Vestager sagde i anden sammenhæng. Indtil videre er der ikke tegn på at den kreative klasse snart bukker under i fattigdom.

Techgiganterne benytter ”en opmærksomhedsbaseret algoritmedrevet forretningsmodel”, som det hedder med lettere diabolsk ordvalg. Problemet med styret, selektiv feedback baseret på i forvejen kendte præferencer og livsstilstræk hos platformenes brugere udlægges således: ”Det er som på et kasino: Tricket er at få spillerne til at blive ved med at satse, i sidste instans tager kasinoet det hele. På nettet kan det betyde, at brugeren lukkes – og let selv lukker sig – mere og mere inde i en boble af konspirationsteorier, løgne og fingerede nyheder designet til den pågældende bruger.” Målrettede analysebaserede overtalelsesteknikker blev som system udviklet inden for moderne markedsføring for adskillige årtier siden. Trods deres dubiøse karakter har de ikke slavebundet masserne endnu og gør det næppe heller fremover. Kritik er på sin plads, men den overspændte retorik med signaturbegrebet ”boble” i en central rolle er useriøs og synes mest af alt beregnet på at skabe opmærksomhed om den kække og uforfærdede budbringer.

Kronikken omtaler en debattør som blev ramt af en kort karantæne på Facebook. Forfatterne mener at dette ”kan sammenlignes med, at Mahmouds [debattørens] bankkonto blev frosset, så han ikke længere havde adgang til sin egen opsparing.” Det lyder næsten som om bankkontoen faktisk blev spærret. Den slags hører man jo. Forhåbentlig er det ikke et suggestivt manipulerende twist på historien, men blot et forsøg på billeddannelse. Men holder sammenligningen? Kan det passe at karantæne fra Facebook svarer til at blive afskåret fra sine penge så man kan ikke kan få mad, betale husleje osv.? Næppe. Men ytringsfriheden er truet, må vi forstå.

Der er igen tale om en opskruet, alarmistisk retorik som skal placere forfatterne som samfundets vågne øje og hvasse pen, på vagt mod kræfter der truer demokratiets institutioner og værdier. Med bragesnak iscenesætter forfatterne sig – via deres akademiske akkreditiver – som uforfærdede repræsentanter for forskningen. Men retorikken er pinlig og kontraproduktiv og sætter humanister i et dårligt lys som letantændelige gemytter, alt for ivrige efter at markere sig og vække opsigt. Fortsæt ad den vej, og humaniora ender i pauseklovnens rolle.

Full disclosure: Denne blogs indehaver ser generelt med skepsis og mistro på Center for Information og Boblestudier (alene navnet!) og har tidligere ytret sig kritisk om centerleder Vincent Hendricks’ synspunkter. Se ”… en ny form for ansvarlighed … psr” og ”Vi har behov for samfundsansvarlig forskning”.

[1] Ytringsfrihed er blevet kapitaliseret af techgiganter, fredag d. 20. april 2018.

Bitcoin (med historisk perspektiv)

På forespørgsel har jeg i punktform opsummeret mit syn på bitcoin som økonomisk-historisk fænomen.

Bitcoin er en form for penge (universelt middel til værdimåling, værdiopbevaring, markedstransaktioner), men har en særlig kombination af egenskaber som gør det til noget nyt:

1) Bitcoin har ingen iboende værdi som f.eks. guld eller sølv eller cowries har. Man kan måske sætte spørgsmålstegn ved om sidstnævnte (skaller af havsnegle), der historisk har været benyttet som en stabil pengeform, virkelig har en iboende værdi, men svaret må blive at det har de: De kan bruges som smykker (ligesom metaller og perler kan) og er underlagt knaphed, dvs. det kræver en arbejdsindsats at skabe disse penge. De kan ikke uden videre hentes på stranden af enhver der har lyst, for ikke alle bor tæt ved en strand hvor skallerne kan høstes. Også bitcoin er underlagt knaphed via en fysisk begrænsning som det kræver arbejde at overkomme (processorkraft, elforbrug og mandetimer). Dette giver dog ikke bitcoin iboende, altså forbrugsmæssig, værdi uden for den rene pengeverden.

2) Der findes andre pengeformer uden iboende værdi, i særdeleshed papirpenge, og i særdeleshed igen papirpenge som ikke på anfordring kan indløses med guld, sølv eller tilsvarende. Men den store forskel er at papirpenge normalt indgår i en stabil institutionel sammenhæng, idet staten garanterer for deres brugbarhed som lovligt betalingsmiddel og inden for visse grænser påtager sig at sikre pengenes stabile værdi. Det sidste er i den grad ikke tilfældet med bitcoin, som med stor sandsynlighed ville blive erklæret ulovlige hvis de havde form af fysiske penge.

3) Bitcoin bygger på en ny teknologi (blockchain). Denne teknologi garanterer transaktionernes autenticitet og gør det dermed muligt at nære tillid til at den individuelle ejendomsret til pengene er sikret på nogenlunde betryggende vis. Teknologien indebærer også at de tekniske omkostninger ved at køre bitcoinsystemet og afvikle dettes enkelte transaktioner er ret beskedne (indtil videre i hvert fald). Som det næsten altid er tilfældet, bygger den nye teknologi oven på ældre teknologi, nemlig det klassiske bogholderi hvori hovedbogen (the ledger) er et kerneelement. Ved hjælp af moderne informationsteknologi kan bogholderiet, som dokumenter og afbalancerer de mange individuelle transaktioner, gøres til et kollektivt/delt anliggende. Den ”delte hovedbog” (shared ledger) giver den enkelte aktør sikkerhed for at ”de andre” (de øvrige parthavere i et spredt, men altså samtidig integreret system) ikke snyder.

4) Bitcoin er ikke institutionelt koblet til hverken et eller flere enkelte landes pengesystem eller til de internationale betalingssystemer som bakkes op af stater, centralbanker og private pengeinstitutter der er underlagt regulering.

5) Betragtes disse egenskaber i forening, ses at bitcoin er rent virtuelle penge – noget reelt nyt i historien. Bitcoin bygger dog ikke på blind tillid, men på en begrundet tillid til at besiddelse og omsætning har en sikker form. Bitcoin er sikret mod inflation ved at tilvæksten i mængden af dem er begrænset ved den arbejdsmæssige procedure (mining) hvorigennem nye bitcoins skabes.

6)  Bitcoin inviterer til spekulation, dvs. håb om gevinst via fortsat prisstigning. Der er til dels tale om en bobleeffekt som ikke er ganske fri for at minde om et pyramidespil. Det skal dog inddrages i vurderingen at mængden af bitcoins i omløb er og vil vedblive at være temmelig begrænset; dette er som nævnt indbygget i systemet. Det taler for at bitcoin på længere sigt har en relativt stabil værdi, en markedsbalance over for andre valutaer, de være sig reelle eller virtuelle. Bitcoin er pt en boble, men det er ikke ensbetydende med at den går i opløsning når den begynder at tabe luft.

7) Hvorfor er bitcoin opstået i den aktuelle kontekst? En delvis forklaring er at blockchain-teknologien har gjort det muligt, men det er ikke det vigtigste. Det egentlige spørgsmål er hvad der gør bitcoin eftertragtelsesværdig som en særlig transaktionsform, altså efterspørgselssiden. Her er der for det første et element af teknisk rationalisering: Man kan bypasse traditionelle betalingsformidlere og på den måde spare penge ved at eliminere gebyrer, tidsmæssige forsinkelser, bureaukrati etc. De omkostningsbesparende potentialer er grunden til at også almindelige finansielle firmaer og institutioner interesserer sig for blockchain-teknologien.

8) Der er dog også andre grunde: Bitcoin unddrager sig, i hvert fald i øjeblikket, at myndighederne overvåger og sanktionerer transaktionerne. Derfor er bitcoin interessant i forbindelse med skatteunddragelse, hvidvaskning, hælertransaktioner, betaling for smuglervarer og hvad man eller kan finde på af økonomiske mellemværender knyttet til kriminalitet.

9) Der kan også være aktører der er mere ideologisk/idealistisk motiveret og ser bitcoin som en form for autonomi, New Age-økonomi, indhegning af det private, flugt fra overvågningssamfundet, virkeliggørelse af den sande globalisering m.m.

10) Hvad mon der sker med bitcoin? Bitcoin kommer ikke til at fortrænge det gængse pengesystem. Det bliver i det lange løb for besværligt og dyrt at lave den nødvendige udvidelse af pengemængden ved hjælp af det nuværende mining-system. Ganske vist kan dette problem for en tid holdes på afstand ved at kursen på bitcoin bliver ved med at stige, sådan at selv store transaktioner kan klares med en lille nominel værdi. Men en sådan fortsat værdistigning (appreciering) vil bære spekulationsaspektet med sig og gøre bitcoin for risikabelt som betalingsmiddel for flertallet af rationelle økonomiske aktører.

11) Den nuværende tillid til bitcoin-betalingers sikkerhed  er rationel nok, men det betyder ikke at systemet er vandtæt. Det er tænkeligt at nogen en dag opdager en vej til at manipulere med den kollektive hovedbog til egen fordel. Hvis dette sker, vil enhver tillid til bitcoin formentlig forsvinde. Afhængigt af bitcoins andel af den samlede transaktionsmængde vil det kunne skabe større eller mindre negative følgevirkninger i det øvrige finansielle system.

11) Hvis man forestiller sig at bitcoin udvikler sig til andet og mere end den sandkasse det er nu, vil der komme en regulering fra offentlig side som vil gøre det mindre attraktivt for de nuværende brugere at være med. Det mest sandsynlige er at bitcoin og andre krypto- og/eller rent virtuelle valutaer beholder en marginal plads i det globale finansielle system, mens den del af bitcoins teknologi der styrer transaktionerne og gør dem sikre, integreres i mainstream-finansvæsenet. Den nuværende boble vil enten briste eller tabe luft i markant grad, men nye spekulationsbobler i bitcoin kan ikke udelukkes.