BNP og BFI: Må vi få en forklaring?

I Finansministeriet kan de regne — men kan de også skrive? På Ministeriets hjemmeside finder man [nu fjernet (januar 2021)] en Fagordbog “med forklaringer på de mest gængse udtryk i finanspolitikken”: https://www.fm.dk/borger/fagordbog (senest besøgt 29.11.2018). Begrebet bruttonationalprodukt (BNP) forklares på denne måde:

“Bruttonationalproduktet (BNP) er en samlet betegnelse for værditilvæksten i landet og svarer til værdien af den samlede private og offentlige produktion (output) fratrukket værdien af de anvendte ressourcer i produktionen (input). BNP opgøres i markedspriser.”

I en netpublikation fra Nationalbanken hedder det mere udførligt:

“BNP er den centrale størrelse i nationalregnskabet og kan opgøres fra tre forskellige vinkler, nemlig fra produktions-, anvendelses- og indkomstsiden. BNP opgjort fra produktionssiden repræsenterer markedsværdien, målt i kroner, af den endelige produktion i en given periode, dvs. værdien af den samlede produktion minus værdien af de råvarer og halvfabrikata, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen. Alternativt kan BNP anskues fra anvendelsessiden, hvor BNP er lig med summen af forbrug, investeringer og nettoeksport. Endelig kan BNP betragtes som værdien af den samlede indkomst, som fordeles mellem lønmodtagere, virksomheder og det offentlige.” (Paul Lassenius Kramp: “Bruttonationalprodukt og velfærd”, s. 95: http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2010/06/bruttonationalpro_kvo2_2010.pdf (besøgt 29/11.2018).

Er det mon den samme definition, blot udtrykt på forskellig måde? Der er enighed om at BNP er værdien af den samlede produktion, dog efter et fradrag. P.L. Kramp fra Nationalbanken siger, specifikt og restriktivt, at det er “værdien af de råvarer og halvfabrikata, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen” (fed skrift tilføjet), som skal trækkes fra. Finansministeriet siger,  mere generelt, “fratrukket værdien af de anvendte ressourcer i produktionen (input).” Det springende punkt er hvad ordet “input” dækker. Hvis “input” betyder andet og mere end “råvarer og halvfabrikata”, er de to definitioner forskellige.

En klar afgørelse fås ved at se på Danmarks Statistiks definition. I redegørelsen for input-output tabellen for 2011 står at en given branches “samlede input udgøres af forbrug af varer og tjenester i produktionen (opdelt på danskproducerede og importerede), produktionsskatter, netto, samt aflønning af produktionsfaktorerne, dels i form af aflønning af ansatte, dels som bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst.” (Nationalregnskab 2014, juniversion, s. 156: https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=19012&sid=natregn2014 (besøgt 29.11.2018).

Med andre ord: Foruden forbrug af indkøbte varer og tjenester omfatter input aflønningen af arbejdskraften og kapitalen (produktionsfaktorerne). Dermed bliver Finansministeriets definition absurd: Trækker man faktoraflønningerne fra (som del af det samlede input), fjerner man det meste af værditilvæksten, som det jo netop var meningen man skulle måle! Værditilvæksten udgøres af den udbetalte løn + virksomhedens overskud + nettoproduktionsskatterne. Samtidig repræsenterer aflønningen af produktionsfaktorerne et input. Hvis produktionsfaktorerne ikke blev aflønnet, ville de naturligvis aldrig gå med til at deltage og skabe værdi i produktionen.

Konklusion: Finansministeriets og Nationalbankens definitioner er vitterlig forskellige, og det er Nationalbankens der er den rigtige.

Man kan på tilsvarende måde undre sig over definitionen på bruttofaktorindkomst (BFI) i samme Fagordbog. BFI, hedder det, ”er et mål for produktionen eller værditilvæksten i samfundet opgjort i faktorpriser (markedsprisen fratrukket produktskatter (fx moms og punktafgift) og andre produktionsskatter (fx ejendomsskatter og vægtafgift)).” I parentesens forklaring af hvad faktorpriser er, har  man glemt at ikke alene skatter og afgifter, men også råvarer og andre materialer (de indkøbte input) skal trækkes fra markedsprisen for at nå frem til faktorprisen, dvs. aflønningen af produktionsfaktorerne.

Jeg blev opmærksom på disse problemer efter at en studerende spurgte om Finansministeriets Fagordbog var en god kilde i forbindelse med begrebsafklaring. Det sagde jeg ja til som en selvfølge. Efter en øvelse hvor flere studerende havde benyttet denne kilde, kom jeg i tvivl og besluttede at se nærmere på det. Jeg forelagde mine anfægtelser for Ministeriet i en mail d. 15. november i år, men har ikke i skrivende stund modtaget noget svar.

Techlash: Hendricks og kompagni til kamp for demokratiet i Afrika

Folkene fra Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet vrider igen hænder over hvordan de store tech-firmaer truer demokrati og menneskerettigheder.[1] Facebook og andre påstås at understøtte hetzkampagner i afrikanske valgkampe og at bidrage til opvigling af had mellem etniske grupper. Det er en trussel mod ”spirende demokratier”. Samtidig plyndrer de landenes data-ressourcer – folk der bruger digital infrastruktur, udleverer jo deres data til infrastrukturens ejere. Det er ”digital kolonialisme”, får vi at vide. En markant karakteristik. Men indlægget består af en serie springvise, usammenhængende påstande uden dokumentation. Referencerne er spredte meningstilkendegivelser på niveau med forfatternes egne. Meget er uden formelt belæg. Argumenterne kan imidlertid spores til forskellige hjemsteder for politisk aktivisme på nettet. Ikke et ondt ord om dem, men det er ikke passende kilder til et indlæg som støtter sig til forfatternes status som forskere.

Der tages ikke hensyn til at politisk vold er endemisk i mange afrikanske lande, uanset gennem hvilke kanaler kommunikationen finder sted. Der er ingen refleksion over at importen af vestlig teknologi bringer fordele med sig i form af økonomisk udvikling og vækst (det gjorde den også under den virkelige kolonialisme). Der er ingen diskussion af specifikke problemer, eksempelvis kvaliteten af og graden af adgang til digitale tjenesteydelser i ulandene. Det er en hetz-lignende retorik som ikke bringer nogen oplysning med sig, men måske kan tjene til at profilere Centeret. Det er svært at få øje på noget andet motiv. Trist at Københavns Universitets navn benyttes til dette uvederhæftige formål.

Forfatterne lægger ud med at citere den ugandiske oppositionspolitiker Bobi Wines kritik af at Danmark yder udviklingsbistand til Uganda. Men hverken bistanden eller Wines kritik af den knytter sig til digitale strukturer og medier. Deres indledning er med andre ord simpel manipulation.

Sproget er sine steder infantilt og ubehjælpsomt. Dette kan være en kilde til moro, som når det at anlægge jernbaner bliver til ”bygge togskinner”. Værre er det når udlægningen af et citat fra Facebook-manageren Andrew Bosworth forkludres. Han skrev, i et kontroversielt internt notat fra 2016, at det at forbinde folk med hinanden er et godt formål, og at Facebooks mission vedblivende er at forbinde folk med hinanden, selv om platformen også bruges af bøller og terrorister. Det tolker forfatterne sådan at ”[målet] for de digitale koloniherrer synes … at hellige midlerne”. Selv om man finder Bosworths statement hjerteløst, kan man ikke tolke det sådan at målet i hans øjne helliger midlet, uagtet alt andet. Er forfatternes fordrejning på dette punkt tilsigtet eller et produkt af ringe formuleringsevne? Det er i begge tilfælde endnu et trin nedad i faglig og politisk seriøsitet for boblecenteret.

Se også Brølet og vreden. Hendricks og Stjernfelt raser mod techgiganterne.

[1] Silas L. Marcker, Mads Vestergaard & Vincent F. Hendricks: Nutidens kolonialisme er digital, Politiken, tirsdag d. 23. oktober 2018.

Tulipanboblen 1637

I 2014 blev jeg i Radio 24syv-programmet Millionærklubben interviewet om den hollandske tulipanboble. Efter radiostationens lukning er podcastet desværre ikke længere tilgængeligt på nettet.

Nogle mener at grunden til at tulipanboblen i sin sidste fase blev blæst så voldsomt op i offentligheden, var at kontrakter om fremtidige køb af tulipanløg ad politisk vej blev gjort ikke-bindende. Det betød at store potentielle tab aldrig blev realiseret – og at store gevinster heller ikke blev det. Køberen kunne i henhold til de nye regler give afkald på at modtage varen (tulipanløgene) mod i stedet at betale en moderat kompensation til sælgerne. Disse var naturligvis utilfredse. Men punkteringen af boblen ændrer ikke ved at den havde nået et stort omfang. Priserne må før indgrebet være blevet blæst så meget op at det akut kaldte på netop et offentligt annullerende indgreb. Under normale omstændigheder vil myndighederne ikke undergrave tilliden til de økonomiske institutioner ved at ændre reglerne for iganværende transaktioner.

Brølet og vreden. Hendricks og Stjernfelt raser mod techgiganterne

Der er problemer med de store it-platforme Facebook, Google og Twitter. De benyttes til at agitere for Islamisk Stat og til fjendtlig indgriben fra russisk side i den vestlige verdens politiske processer. Deres størrelse, rækkevidde og uigennemskuelighed sætter datasikkerheden på spil og muliggør monopoldannelse. Der mangler international konsensus om en effektiv og retfærdig model for beskatning af dem. Offentlig regulering må overvejes.

Professorerne Vincent Hendricks og Frederik Stjernfelt har for nylig i Politikens kronik[1] sammen med to andre forfattere, begge knyttet til Hendricks’ Center for Information og Boblestudier, benyttet dette som udgangspunkt for en ubalanceret, overdreven, historieløs og generelt uvederhæftig hudfletning af disse firmaer, med brod mod også de naive myndigheder og den godtroende offentlighed som har ladet det komme så vidt at ”oplysningsprojektet er kommet i modvind i informationstidsalderen”.

Kommercialisering og markedsdominans fremstilles som nye trusler, som om magtfulde og manipulerende annonceafhængige massemedier ikke var set før. At problemet nu skulle være mangefold værre, står som en ren påstand.

Begrebet monopol benyttes flere gange uden at komme ind på at internettet er en mangfoldig verden med relativt let adgang til oprettelse af egen hjemmeside og med mange stærke mindre og mellemstore aktører som virker i demokratiets, kulturens og oplysningens tjeneste. Disse kræfter er ikke i fare for at blive marginaliseret, passiviseret eller fortrængt trods den kamp om den offentlige arena som finder sted.

Forfatterne skræmmer os med at Google har en ”markedsandel” på omkring 90 pct. En markedsandel for hvad? Nye søgninger på nettet formentlig. Men borgernes færden på nettet består af andet end stikordsbaserede søgninger. Man bruger også på forhånd kendte links, databaser, traditionelle nyhedskilder på nettet etc. Ingen er prisgivet Google. Og selv om Google ikke skal være hævet over kritik, kontrol og om nødvendigt regulering, er det stadig en fremragende service som af en legitim erhvervsvirksomhed stilles til rådighed for den globale offentlighed. I kraft af det tekniske systems snilde og høje produktivitet kan det ske mod forholdsvis beskedne modydelser.

Der tales om ”en uoverskuelig krise for musikere, forfattere, journalister osv. – alle dem, der nu ikke længere bliver ordentligt lønnet for at producere indhold.” I det omfang der gøres vold på ophavsrettigheder, må staten og domstolene tage affære. Bortset herfra er det vel ikke negativt at alternative aktører inden for underholdning og journalistik får en chance for at blive kendt og anerkendt. Nogle af dem kan endda tjene gode penge på det indhold de leverer. Inden for alle områder af kulturen er der masser af dygtige mennesker der ikke kan leve af det. Sådan er det jo, som M. Vestager sagde i anden sammenhæng. Indtil videre er der ikke tegn på at den kreative klasse snart bukker under i fattigdom.

Techgiganterne benytter ”en opmærksomhedsbaseret algoritmedrevet forretningsmodel”, som det hedder med lettere diabolsk ordvalg. Problemet med styret, selektiv feedback baseret på i forvejen kendte præferencer og livsstilstræk hos platformenes brugere udlægges således: ”Det er som på et kasino: Tricket er at få spillerne til at blive ved med at satse, i sidste instans tager kasinoet det hele. På nettet kan det betyde, at brugeren lukkes – og let selv lukker sig – mere og mere inde i en boble af konspirationsteorier, løgne og fingerede nyheder designet til den pågældende bruger.” Målrettede analysebaserede overtalelsesteknikker blev som system udviklet inden for moderne markedsføring for adskillige årtier siden. Trods deres dubiøse karakter har de ikke slavebundet masserne endnu og gør det næppe heller fremover. Kritik er på sin plads, men den overspændte retorik med signaturbegrebet ”boble” i en central rolle er useriøs og synes mest af alt beregnet på at skabe opmærksomhed om den kække og uforfærdede budbringer.

Kronikken omtaler en debattør som blev ramt af en kort karantæne på Facebook. Forfatterne mener at dette ”kan sammenlignes med, at Mahmouds [debattørens] bankkonto blev frosset, så han ikke længere havde adgang til sin egen opsparing.” Det lyder næsten som om bankkontoen faktisk blev spærret. Den slags hører man jo. Forhåbentlig er det ikke et suggestivt manipulerende twist på historien, men blot et forsøg på billeddannelse. Men holder sammenligningen? Kan det passe at karantæne fra Facebook svarer til at blive afskåret fra sine penge så man kan ikke kan få mad, betale husleje osv.? Næppe. Men ytringsfriheden er truet, må vi forstå.

Der er igen tale om en opskruet, alarmistisk retorik som skal placere forfatterne som samfundets vågne øje og hvasse pen, på vagt mod kræfter der truer demokratiets institutioner og værdier. Med bragesnak iscenesætter forfatterne sig – via deres akademiske akkreditiver – som uforfærdede repræsentanter for forskningen. Men retorikken er pinlig og kontraproduktiv og sætter humanister i et dårligt lys som letantændelige gemytter, alt for ivrige efter at markere sig og vække opsigt. Fortsæt ad den vej, og humaniora ender i pauseklovnens rolle.

Full disclosure: Denne blogs indehaver ser generelt med skepsis og mistro på Center for Information og Boblestudier (alene navnet!) og har tidligere ytret sig kritisk om centerleder Vincent Hendricks’ synspunkter. Se ”… en ny form for ansvarlighed … psr” og ”Vi har behov for samfundsansvarlig forskning”.

[1] Ytringsfrihed er blevet kapitaliseret af techgiganter, fredag d. 20. april 2018.

Bitcoin (med historisk perspektiv)

På forespørgsel har jeg i punktform opsummeret mit syn på bitcoin som økonomisk-historisk fænomen.

Bitcoin er en form for penge (universelt middel til værdimåling, værdiopbevaring, markedstransaktioner), men har en særlig kombination af egenskaber som gør det til noget nyt:

1) Bitcoin har ingen iboende værdi som f.eks. guld eller sølv eller cowries har. Man kan måske sætte spørgsmålstegn ved om sidstnævnte (skaller af havsnegle), der historisk har været benyttet som en stabil pengeform, virkelig har en iboende værdi, men svaret må blive at det har de: De kan bruges som smykker (ligesom metaller og perler kan) og er underlagt knaphed, dvs. det kræver en arbejdsindsats at skabe disse penge. De kan ikke uden videre hentes på stranden af enhver der har lyst, for ikke alle bor tæt ved en strand hvor skallerne kan høstes. Også bitcoin er underlagt knaphed via en fysisk begrænsning som det kræver arbejde at overkomme (processorkraft, elforbrug og mandetimer). Dette giver dog ikke bitcoin iboende, altså forbrugsmæssig, værdi uden for den rene pengeverden.

2) Der findes andre pengeformer uden iboende værdi, i særdeleshed papirpenge, og i særdeleshed igen papirpenge som ikke på anfordring kan indløses med guld, sølv eller tilsvarende. Men den store forskel er at papirpenge normalt indgår i en stabil institutionel sammenhæng, idet staten garanterer for deres brugbarhed som lovligt betalingsmiddel og inden for visse grænser påtager sig at sikre pengenes stabile værdi. Det sidste er i den grad ikke tilfældet med bitcoin, som med stor sandsynlighed ville blive erklæret ulovlige hvis de havde form af fysiske penge.

3) Bitcoin bygger på en ny teknologi (blockchain). Denne teknologi garanterer transaktionernes autenticitet og gør det dermed muligt at nære tillid til at den individuelle ejendomsret til pengene er sikret på nogenlunde betryggende vis. Teknologien indebærer også at de tekniske omkostninger ved at køre bitcoinsystemet og afvikle dettes enkelte transaktioner er ret beskedne (indtil videre i hvert fald). Som det næsten altid er tilfældet, bygger den nye teknologi oven på ældre teknologi, nemlig det klassiske bogholderi hvori hovedbogen (the ledger) er et kerneelement. Ved hjælp af moderne informationsteknologi kan bogholderiet, som dokumenter og afbalancerer de mange individuelle transaktioner, gøres til et kollektivt/delt anliggende. Den ”delte hovedbog” (shared ledger) giver den enkelte aktør sikkerhed for at ”de andre” (de øvrige parthavere i et spredt, men altså samtidig integreret system) ikke snyder.

4) Bitcoin er ikke institutionelt koblet til hverken et eller flere enkelte landes pengesystem eller til de internationale betalingssystemer som bakkes op af stater, centralbanker og private pengeinstitutter der er underlagt regulering.

5) Betragtes disse egenskaber i forening, ses at bitcoin er rent virtuelle penge – noget reelt nyt i historien. Bitcoin bygger dog ikke på blind tillid, men på en begrundet tillid til at besiddelse og omsætning har en sikker form. Bitcoin er sikret mod inflation ved at tilvæksten i mængden af dem er begrænset ved den arbejdsmæssige procedure (mining) hvorigennem nye bitcoins skabes.

6)  Bitcoin inviterer til spekulation, dvs. håb om gevinst via fortsat prisstigning. Der er til dels tale om en bobleeffekt som ikke er ganske fri for at minde om et pyramidespil. Det skal dog inddrages i vurderingen at mængden af bitcoins i omløb er og vil vedblive at være temmelig begrænset; dette er som nævnt indbygget i systemet. Det taler for at bitcoin på længere sigt har en relativt stabil værdi, en markedsbalance over for andre valutaer, de være sig reelle eller virtuelle. Bitcoin er pt en boble, men det er ikke ensbetydende med at den går i opløsning når den begynder at tabe luft.

7) Hvorfor er bitcoin opstået i den aktuelle kontekst? En delvis forklaring er at blockchain-teknologien har gjort det muligt, men det er ikke det vigtigste. Det egentlige spørgsmål er hvad der gør bitcoin eftertragtelsesværdig som en særlig transaktionsform, altså efterspørgselssiden. Her er der for det første et element af teknisk rationalisering: Man kan bypasse traditionelle betalingsformidlere og på den måde spare penge ved at eliminere gebyrer, tidsmæssige forsinkelser, bureaukrati etc. De omkostningsbesparende potentialer er grunden til at også almindelige finansielle firmaer og institutioner interesserer sig for blockchain-teknologien.

8) Der er dog også andre grunde: Bitcoin unddrager sig, i hvert fald i øjeblikket, at myndighederne overvåger og sanktionerer transaktionerne. Derfor er bitcoin interessant i forbindelse med skatteunddragelse, hvidvaskning, hælertransaktioner, betaling for smuglervarer og hvad man eller kan finde på af økonomiske mellemværender knyttet til kriminalitet.

9) Der kan også være aktører der er mere ideologisk/idealistisk motiveret og ser bitcoin som en form for autonomi, New Age-økonomi, indhegning af det private, flugt fra overvågningssamfundet, virkeliggørelse af den sande globalisering m.m.

10) Hvad mon der sker med bitcoin? Bitcoin kommer ikke til at fortrænge det gængse pengesystem. Det bliver i det lange løb for besværligt og dyrt at lave den nødvendige udvidelse af pengemængden ved hjælp af det nuværende mining-system. Ganske vist kan dette problem for en tid holdes på afstand ved at kursen på bitcoin bliver ved med at stige, sådan at selv store transaktioner kan klares med en lille nominel værdi. Men en sådan fortsat værdistigning (appreciering) vil bære spekulationsaspektet med sig og gøre bitcoin for risikabelt som betalingsmiddel for flertallet af rationelle økonomiske aktører.

11) Den nuværende tillid til bitcoin-betalingers sikkerhed  er rationel nok, men det betyder ikke at systemet er vandtæt. Det er tænkeligt at nogen en dag opdager en vej til at manipulere med den kollektive hovedbog til egen fordel. Hvis dette sker, vil enhver tillid til bitcoin formentlig forsvinde. Afhængigt af bitcoins andel af den samlede transaktionsmængde vil det kunne skabe større eller mindre negative følgevirkninger i det øvrige finansielle system.

11) Hvis man forestiller sig at bitcoin udvikler sig til andet og mere end den sandkasse det er nu, vil der komme en regulering fra offentlig side som vil gøre det mindre attraktivt for de nuværende brugere at være med. Det mest sandsynlige er at bitcoin og andre krypto- og/eller rent virtuelle valutaer beholder en marginal plads i det globale finansielle system, mens den del af bitcoins teknologi der styrer transaktionerne og gør dem sikre, integreres i mainstream-finansvæsenet. Den nuværende boble vil enten briste eller tabe luft i markant grad, men nye spekulationsbobler i bitcoin kan ikke udelukkes.

Marxismen og historien

Oprindelig holdt som forelæsning ved Saxo-Instituttets BA-kursus i historiografi d. 4. april 2017. Bearbejdet og forsynet med henvisninger marts 2018.

For en til to generationer siden vandt marxismen en tid bredere indpas på universiteterne, herunder historiefaget. I flere større vestlige nationer, England, Frankrig, Italien og USA, var aftrykket på fagets mainstream ganske stort, men ikke i Danmark. Trods stor interesse og et stærkt engagement hos mange i 1970’erne, især blandt studerende, men også forskere og andre kandidater, er kun få danske historiske værker båret af en marxistisk historieopfattelse blevet stående. Marxismens og arbejderbevægelsens indre historie danner en undtagelse fra denne regel, men nok mest på grund af fravær af konkurrence fra andre skoler på netop dette område. I dag vil kun ganske få historikere ansat ved de højere læreanstalter vedkende sig at arbejde efter klassisk marxistisk metode. I samtiden var der ikke desto mindre en del røre om sagen på institutterne – senere afløst af en nok så påfaldende tavshed om de spørgsmål som få år forinden havde sat sindene i bevægelse. Samfundet ændrede sig, og marxismens dagsordener blev afløst af andre. Der opstod også en konsensus om at marxisme var en indskrænket og forældet tænkemåde og dertil politisk belastet, i en sådan grad at mange omgærder deres andel i denne nære fortid med tavshed. Hos enkelte kan tiden vel ligefrem være forbundet med skam og skyld.[1]

Men marxismen figurerer stadig i historiografiske værker og det ikke kun fordi den repræsenterer en episode i det sene 20. århundredes lærdomshistorie og videnssociologi. Marxistisk orienteret forskning har kastet lærdom af sig som er gledet ind i historiefagets mainstream, både direkte fra sine oprindelige kilder i det 19. århundrede og fra det 20. århundredes universitetsmarxisme. Foruden at være en strømning i fagets fremadskridende genealogi, i perioder synlig og mærkbar, senere fortyndet og fortrængt, påkalder marxismen sig særlig interesse fordi den mere direkte og konsekvent end de fleste andre ideologiske elementer der gør sig gældende i forskningens tankeverden,[2] knyttede sig til de store sociale og politiske spændinger og konflikter i det 20. århundrede.

Marxismen er ikke en snæver faglig ”skole” – alene af den grund at den ikke tilhører ét bestemt fag, men udgør en bredere verdensanskuelse baseret på en særlig metodisk tilgang. Af samme grund kan man heller ikke – langt fra – sige at marxismen blot er en særlig nuance, en toning af en fælles grundfarve eller en mindre variation inden for f.eks. historiefagets fælles mønster. I marxistisk tænkning spiller den historiske dimension ikke desto mindre en særlig rolle. Marxismen er ”historiserende” – altid historiserende[3] – men ikke af den grund tilbageskuende og passivt kontemplativ.

En marxistisk historiker indskrænker ikke sin tænkemåde til sit eget tematiske, kronologiske eller geografiske specialområde, men står på en bredere platform: En historiefilosofi som omfatter både den historiske udviklings mekanismer og kadencer og en substantiel fortælling om forskellige samfundstyper, om konkrete instanser af disse typer, og om de begivenheder der har medført at én form for systemisk stabilitet er blevet afløst af en anden.[4]

Endnu et træk gør den marxistiske historieopfattelse speciel: En særlig politisk dimension: En eksistentiel om ikke pligt, så opfordring til at udnytte indsigten i samfundets virkelige indretning, historiens retning, og ikke mindst: den aktuelle politiske situation, til at hjælpe historien på vej. Et centralt begreb i den marxistiske tankeverden, som ikke indskrænker sig til det historiske, er praksis.[5]

Med dette begreb tager man fat på et af marxismens paradokser. Der er en forestilling om at historien, uanset hvad hver enkelt siger, tænker eller gør, har en retning, nemlig mod afskaffelse af fattigdom og nød, sociale hierarkier, og politisk undertrykkelse. Hvorfor, må man spørge, er det ud fra denne ’teleologiske’ position positivt, grænsende til et krav, selv at have en politisk praksis? Der er i marxismen en modstrid – om man vil: en dialektisk spænding – mellem determinisme og voluntarisme.

En opblødning af spændingen – eller igen i dialektikkens termer: en syntese – beror på at en væsentlig del af den måde det historiske udviklingsmønster sætter sig igennem på, er ved omfattende sociale konflikter – klassekamp – som engagerer grupper og individer, altså mennesker. Processen er ikke styret af en modsigelsesfri algoritme som styrer ad den korteste og letteste vej mod det forventede, men hypotetiske mål. Den præges af irgange, miskonceptioner, fejltagelser og åbent eller latent voldelige konflikter. De som besidder ”indsigt i nødvendigheden”,[6] kan bidrage til at forkorte vejen. De gør sig dermed til virkelige historiske subjekter.

Der er imidlertid ingen garanti for at retningen faktisk bliver fulgt. Historien rummer bestemte strukturelle potentialer for fysisk behovstilfredsstillelse (via teknologi og arbejde) og social emancipation (via politik), men det kan alt sammen kun blive til virkelighed ved rationel politisk handlen, byggende på indsigt. Denne indsigt er ikke en teknokratisk analyse med opskriften på ”det gode samfund”, f.eks. i form af den rette velfærdsmodel, men et politisk program med strategi og taktik som kræver partidannelse og vilje og evne til at erobre og bruge magten. Vi taler om klassekamp og revolution. Det er et hårdt program, så meget desto mere fordi revolutionære projekter ofte bevæger sig i en utilsigtet, ikke ønskværdig retning og munder ud i enten nederlag eller pervertering.

Marxismen som platform for en historiker lyder på den måde nærmest urealistisk, men der er en anden side af sagen. Man kan godt tænke om verden på en bestemt måde og se positivt på et politisk program og en politisk stil uden personligt at have anden praksis end den akademiske, som jo i øvrigt også kan påvirke samfundets magtforhold. Dertil kommer at marxismens eget idésystem, så ambitiøst og krævende  det end kan lyde, aldrig er tilstrækkeligt for en professionel historiker. Der er masser af historisk viden og anden historisk, økonomisk og politisk teori som også en marxistisk orienteret fagperson har behov for, både i sine almindelige professionelle, embedslignende roller og som politisk tænkende historiker. Kun en mindre del af denne viden er overhovedet dækket af den særlige marxistiske tankeverden.

Dette er knap så banalt som det lyder. Nogle marxister, uden for, men også i den akademiske verden, har gennem årene ladet forstå at marxistiske analyser er selve erkendelsens kerne og resten nærmest et hjælpeapparat, i det omfang det ikke er borgerlig ideologi som måske nok rummer positive indsigter på det ene eller det andet område, men grundlæggende fordrejer eller afviser den eneste rigtige forståelse. Men insisterer man på at alle problemer i forståelse af historie og samfund og politik har et marxistisk svar, bliver man sørgeligt skuffet.

Det er farligt at lade sig opsluge af én idé. Marxismen har appel som en teori der kan bruges til at hænge idealer og engagement – og de historiske kendsgerninger – op på et konsistent begrebsapparat. Drømmen om en ”videnskabelig” enhedstænkemåde kan dog reelt aldrig blive virkelig på et teoretisk-intellektuelt plan. Men det er værre endnu: Marxismen som politisk tankegang og praksis er ikke et specielt renfærdigt eller nobelt projekt. Mange påstår det at det modsatte er tilfældet, med tanke på Stalin, Mao og flere andre, også mere anonyme historiske aktører, som – angiveligt i den gode sags tjeneste – har gjort sig skyldige i omfattende politiske forbrydelser i form af folkemord, massedrab, almindelige drab, tortur, vilkårlig frihedsberøvelse m.m. Alt dette er en del af kommunismens og dermed også marxismens historie. Der er ikke tale om en kollektiv skyld, men historiens begivenheder er en påmindelse om fornuften i at holde en distance og skepsis, også, måske i særdeleshed, til tanker man finder appellerende.

’I gamle dage’, dvs. før Første Verdenskrig, var der ikke så mange marxistiske historikere i den vestlige verdens universitetsmiljøer, og tilvæksten var heller ikke meget stærk i mellemkrigstiden. Kulminationen fandt sted i tidsrummet mellem 1945 og 1980. Ikke desto mindre er den marxistiske tradition efterhånden meget lang. Kerneelementerne i dens historieopfattelse stammer fra Karl Marx (1818-1883) selv og hans nære ven og medarbejder Friedrich Engels (1820-1895), som begge trådte ind på scenen i 1840’erne. Klangbunden for deres arbejde ændrede sig ganske meget i de følgende årtier. Senere marxister virkede igen under nye betingelser, hvilket påvirkede deres historiebillede og metoder. Det er bestemt muligt at opstille en fællesnævner, men for at komme lidt ud over de klassiske hovedbegreber om produktivkræfter og produktionsforhold osv., jf. note 4, tager vi her fat i nogle af marxismens udviklingsfaser.

Marx overtog sin opfattelse af historiens progressive hovedfaser fra den store tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831), som så faserne som den materielle, sociale og politiske verdens gradvise virkeliggørelse af en såkaldt verdensånds potentiale for et bedre liv, levet her på jorden, men i pagt med Gud. Ideen var altså den i sidste instans drivende kraft. Men Marx var filosofisk materialist. Han vendte Hegels vision på hovedet og så det dennesidige som kilden til forandring og fremskridt. En væsentlig pointe var at ideerne, både de religiøse, filosofiske, juridiske og politiske, i sidste instans var bestemt af de skiftende materielle rammer vi lever under.

Marx var samtidig tilhænger af den dialektiske tænkemåde hos Hegel, dvs. at man kan se en ting under to synsvinkler hvoraf ingen har absolut forrang over den anden. Ideer er faktisk virksomme. Derfor kritiserede han en anden prominent samtidig tænker, Ludwig Feuerbach (1804-1872), for at gå galt i byen med sin religionskritik.[7] Marx ville ikke gå med til at religionen var et rent gøglebillede der hurtigt kunne pilles ned i en oplyst verden. Pointen var at ikke alene religionen, men alle mulige ”herskende tanker” afspejlede de herskendes interesser. Tanker og ideer blev accepteret af de herskende selv og af de undergivne fordi de dannede et sammenhængende verdensbillede såvel kausalt som moralsk. Billedet gav mening til tidens materielle og sociale afsavn og lidelser, og det skabte et intellektuelt og mentalt rum til at håndtere de eksistentielle anfægtelser, som verdens bryderier gav anledning til.

At ideerne har så stærk en autoritet, hænger ifølge Marx sammen med fænomenet fremmedgørelse, en kombineret materielt-kulturel blokering af evnen til at sætte spørgsmålstegn ved det gældende verdensbillede og gennemskue tingenes rette sammenhæng. Under kapitalismen står ”varens fetich-karakter” centralt: Produkter udveksles mellem individer med et abstrakt værdibegreb – typisk udtrykt i penge – som fælles målestok. Dette værdibegreb omfatter også den menneskelige arbejdskraft, som er produktionens ’levende’, virksomme input. Produktionens institutionelle ramme indbefatter i ethvert samfund socioøkonomiske magtrelationer og besiddelsesprivilegier. Men under kapitalismen ”skjules” disse af logisk set retfærdige markedstransaktioner hvor arbejdsindsats byttes mod den pengeløn som er arbejdskraftens pris. Denne ikke alene accepterede, men psykologisk internaliserede repræsentation, er hverken bedrag eller løgn – vareproduktion og udveksling på markedet er virkelig kapitalismens bærende institutioner – men abstraktionen fjerner opmærksomheden fra det konkret tingslige og mellemmenneskelige. Det forhold at lønnens størrelse, målt som andel af værditilvæksten, ikke kun er et økonomisk, men et socialt spørgsmål, bliver gemt væk ved en begrebsdannelse, som er praktisk at navigere efter i hverdagslivet og derfor umulig at give afkald på, men ikke desto mindre rummer en ”vareverdenens mystik”, som er historisk knyttet til det moderne samfund i og med at den ikke optrådte i tidligere produktionsmåder – og forventedes at forsvinde igen ved overgangen til et socialistisk samfund.[8]

Denne forståelse er del af en ideologi. I dag er ideologi en neutral betegnelse for sammenhængende erkendelser og rationaler som imidlertid er omgærdet af sociale interesser og derfor har en bias eller tendens. Ordet ideologi fandtes også før Marx begyndte at benytte det, men havde andre betydninger. Den betydning vi i dag kender og anerkender, stammer i mange væsentlige træk fra Marx og Engels, men blev relanceret og bearbejdet i det 20. århundrede af bl.a. den tyske sociolog Karl Mannheim (1893-1947).[9]

Kapitalismen var tydeligt historisk defineret hos Marx, men selv om de klassiske grundbegreber var til stede, jf. note 4, var der i begyndelsen ikke meget kød på den historiske del af hans analyse. Meget tyder på at Marx i begyndelsen troede en filosofisk historieforståelse var nok. 1840’erne var et revolutionært årti. Marx og Engels forudså (i Det kommunistiske Manifest, 1848) at proletariatet, eller arbejderklassen, samfundets laveste økonomiske klasse, ønskede og evnede at smide sine lænker og derfor med sit enorme antal ville sætte sig i spidsen for en revolution som vendte op og ned på de gamle magtforhold og satte en ny dagsorden. Dennes øverste punkt var et opgør med klassesamfundet til fordel for et kollektivt system hvor alle var lige, også økonomisk, i og med at forvaltningen af kapitalen blev et kollektivt anliggende mellem frit associerede mennesker.

Forestillingerne om den politiske vej til et nyt samfund og om hvordan et nyt system konkret skulle skrues sammen, var meget tågede. Foreløbig betød det ikke så meget, for revolutionen i 1848 og bevægelserne i årene deromkring fejlede, dvs. der var ikke et akut behov for en konkret plan for ansvarstynget styring af samfundet.

Foruden den tyske filosofi byggede Marx sit politiske tankeunivers på den franske politik, forstået som den revolutionære tradition i dette land, især 1789, som havde demonstreret at opstand kunne medføre bredere social bevægelse. Men en gentagelse heraf kom altså ikke. Marx blev nu grebet af en motivation for bedre at forstå kapitalismens egenskaber og virkemåde, herunder at identificere dens kriser, altså hvad der i sidste instans kunne bringe den til fald og dermed virkeliggøre den historiefilosofiske vision. Proletariatet evnede ikke umiddelbart at gøre sig gældende som historisk subjekt. Marx gik i gang med grundige studier, byggende på tidens engelske nationaløkonomi, som førte til det ufuldendte hovedværk Kapitalen (citeret ovenfor). Det blev ikke en komplet analyse, og en del af de færdige resultater viste sig ikke at holde stik. Især den benyttede arbejdsværdilære, overtaget fra de klassiske økonomer, viste sig som et utilstrækkeligt instrument for forståelse af markedets virkemåde og prisdannelsen. Den såkaldte marginalistiske revolution, således benævnt på grund af begrebet marginalnyttes centrale betydning, slog igennem nogle år senere og lagde grunden til den i dag fremherskende økonomiske forståelse.

Ikke desto mindre ramte Marx rigtigt på nogle væsentlige områder. Han påviste at kapitalismens kriser bundede i overproduktion/underefterspørgsel med svigtende afsætning i større dele af økonomien. Konkurrencen om at opnå ansættelse holdt arbejdernes løn nede. Priskonkurrencen på et marked med begrænset efterspørgsel lagde et pres på profitterne. For at overleve og klare sig bedst muligt måtte fabrikanterne indføre arbejdskraftbesparende kapital for at dæmpe omkostningerne hvilket gav endnu skarpere konkurrence som til sidst førte til afsætningskrise, fabrikslukninger, arbejdsløshed, endnu mindre efterspørgsel osv.

Vigtige elementer af denne analyse er blevet ført videre i det 20. århundrede, ikke kun blandt marxister, men også hos en liberalistisk orienteret økonom som Joseph Schumpeter, som gav mekanismen et positivt fortegn og kaldte den ”kreativ destruktion”. Han anså mekanismen for en nyttig kilde til fornyelse og tillagde de negative virkninger mindre betydning. Også i forståelsen af teknologiudviklingens rolle i økonomi og historie er Marx en vigtig kilde.[10]

Når det kapitalistiske system rammes af en større økonomisk krise, sker der ofte en ”reaktualisering” af Marx. Vi har senest set det i forbindelse med finanskrisen fra 2008 og ca. fem år frem. Grundmotivet forbliver det samme, nemlig tendensen til at systemet graver sin egen grav i og med at profitmotivets dynamik slår om i helt modsatrettede resultater fordi den enkelte kapitalist ikke evner at hverken overskue eller tage ansvar for konsekvenserne af de individuelt motiverede handlinger. Hver gang rejser spørgsmålet sig om systemet formår at rette sig selv op, eller om krisen vil medføre en grundlæggende destabilisering, dvs. hvad man i en anden tid ville have kaldt en revolutionær situation. Det første har indtil videre været tilfældet – et symptom på at den revolutionære marxismes tilhængere har undervurderet kapitalismens tilpasningsevne og fornyelseskraft.

I seneste omgang er der kommet nye dimensioner ind. I de eksisterende vestlige velfærdssamfund bekymrer man sig ikke så meget om revolutionen, men om graden af (stigende) ulighed i samfundet. Den franske økonom Thomas Piketty slår i sin bog Kapitalen i det 21. århundrede (Le capital au 21e siècle, 2013) på at kriser og de politisk drevne reformer de affødte i midten af det 2o. århundrede, har ringe effekt på den andel af det økonomiske resultat der som profit tilfalder kapitalen. Via sit afkast vokser kapitalen, med sjældne undtagelser, relativt stærkere end økonomiens samlede omfang, dvs. samfundet polariseres for så vidt angår materiel velstand og økonomiske reserver. En endnu mere pessimistisk version findes i Walter Scheidels The Great Leveler (2017), hvis makrohistoriske hovedtese er at social udjævning kun sker i kølvandet på storkrige, revolutioner og epidemier. Begivenheder af den art medfører så mange negative konsekvenser for fattig som for rig at det ikke er noget man skal ønske sig, uanset hvor meget man higer efter formue- og indkomstmæssig udjævning og eliminering af ellers tilsyneladende uantastelige magt- og statusforskelle.

Dette er ikke eksempler på marxistisk historiografi, men dog på at elementer og motiver fra marxismens historieforståelse og tematiske horisont stadig er aktive og øver en indflydelse på dagens forsøg på at komme til en afklaring af hvad det er for en situation vi befinder os i, og i hvad retning vi bevæger os.

Forrige gang vi i større omfang så noget lignende, var under krisen i 1970’erne og -80’erne. Når man ser tilbage i dag, er det almindeligt at tale om hvor kulørt, spændende og excentrisk en tid det var – dog med undtagelse af den fremherskende munkemarxisme, som det nedsættende hedder. Ikke desto mindre var vigtige analyser som i historisk-økonomisk lys blotlagde 70’er-krisens baggrund og mekanismer, af marxistisk tilsnit. De kombinerede investeringsforløbet under efterkrigstidens højkonjunktur med klassekompromiset og korporatismen i samme periode og belyste hvordan den fra Marx velkendte profitklemme undergravede konsensus og bragte systemets basismodsætninger til udbrud.[11]

Den foreløbige konklusion er at den marxistiske historieopfattelse ikke er nogen universalnøgle til fagets problemer, men på den anden side har givet nogle vigtige produktive impulser hvis særlige profil stadig ses i moderne historieskrivning. Det gælder specielt på områder som teknologiens rolle som motor for samfundsudviklingen; for det kapitalistiske systems op- og især nedture; og for sammenhængen – eller rettere: den dybe integration – mellem det økonomiske og det sociale niveau, eller om man vil, mellem produktionssystemet og klasserelationerne.

Mange medgiver at marxismens historiske grundmodel kombineret med den specifikke forståelse af det kapitalistiske system har sat en dagsorden og indstiftet en begrebsverden som har åbnet for gode bidrag til dybere forståelse af også den produktionsmåde som gik forud for kapitalismen, altså feudalismen (marxismens terminologi knytter en bred betydning til dette begreb). Historikere fremhæver tit og gerne at virkeligheden er mangfoldig og kombinationerne af dens i forvejen mangfoldige elementer endnu mere mangfoldige, således at man skal tage sig i agt for generaliseringer og abstraktioner. Men søger man de fælles elementer der kendetegner vor forståelse af det middelalderlige agrarsamfund, med dettes indbyrdes svagt integrerede lokalenheder, og af dette samfunds overgang til den moderne kapitalisme, har en marxistisk tilgang vist sig produktiv.[12] Tilbøjeligheden i marxismen til syntese og teoretisering er på den anden side ikke ensbetydende med fravær af nuancer og indbyrdes kontrovers. Debatten om udviklingen af en tidlig agrar kapitalisme i England regnes blandt historiografiens klassikere.[13]

Det foregående omhandler bidrag til om ikke en konsensus, så en liberal samklang af tolkninger på tværs af det politiske spektrum. Man skal dog passe på med at harmonisere for meget. Vi har indtil nu set tingene i lyset af den klassiske marxisme, som – med sine rødder i den tid hvor arbejderbevægelsens første pionerer trådte frem på scenen og talte for socialismens retfærdige sag, bl.a. med historiske argumenter – let antager et skær af uskyld og romantik. Sådan blev det ikke ved med at være. Den historiske dagsorden ændrede sig, og den marxistiske historieopfattelse tillagde sig nye facetter. Den blev ikke gennemgribende forandret, men noget skete. Det hang sammen med dels kapitalismens uventede levedygtighed som system, dels arbejderbevægelsens politiske erfaringer.

Allerede Marx oplevede en ny skuffelse over revolutionen da Pariserkommunen i 1871 trods høj mobilisering under en graverende krise for det gamle system led et blodigt nederlag. Mere og mere stod det klart at den socialistiske bevægelse ikke stod på sikker grund. Da den atter begyndte at vinde frem, var det med det reformistiske tyske socialdemokrati i spidsen. Forståelsen af kapitalismens økonomiske og sociale system og samfundets historiske bevægelsesmønstre forblev nogenlunde intakt, men i stigende grad blev det set som ikke blot nødvendigt, men også attraktivt at arbejde inden for systemets rammer frem for at igangsætte en revolution, med alle dennes risici og omkostninger. I historieopfattelsen indebar dette at en virkelig, proaktiv omkalfatring af samfundet ikke blev anset for nødvendig, eller – hvilket beløber sig til det samme – den kunne udskydes på ubestemt tid. En af de fremtrædende tyske teoretikere, Eduard Bernstein (1850-1932), udtrykte det så radikalt at ”målet er intet, bevægelsen alt”.[14] For en anden, endnu mere central skikkelse i SPD, Karl Kautsky (1854-1938), forblev ’revolutionen’ et ikon til mobilisering og ideologisk grænsedragning; den praktiske politik var dog aldrig revolutionær.[15] Omkring udbruddet af Første Verdenskrig, hvor situationen ellers manede til pessimisme vedrørende en fredelig og gradvis vej frem, luftede Kautsky ligefrem den mulighed at kapitalismen var ved at antage universel international karakter på en godartet måde. Imperialismen kunne gå hen og slå om i en globalisering, hvor staternes ekspansionstrang blev erstattet af en fælles international økonomisk orden.[16] Implicit udgjorde dette et nyt og bedre rum for en reform-orienteret socialisme. Den senere afkolonisering og opbygning af velfærdsstater og frihandelsordninger forlener hans ord med en profetisk klang.

I Rusland tænkte nogle tidlige socialister i sidste fjerdedel af det 19. århundrede i en helt anden politisk retning, men med udgangspunkt i den samme problemstilling: Hvordan var en overgang til et andet samfund tænkelig? Eftersom Rusland var økonomisk efterblevet og havde stærkt behov for moderniserende sociale reformer, meldte den idé sig at man kunne springe kapitalismens normale fase over og bygge et nyt samfund med udgangspunkt i de traditionelle landsbyfællesskaber.[17] Disse forestillinger kom ikke nogen vegne, men tråden blev taget op af bolsjevikkerne (en fraktion i det russiske Socialdemokrati) med V.I. Lenin (1870-1924) i spidsen. Lenin delte Kautskys og andres opfattelse af at kapitalismen, via imperialismen, havde antaget karakter af et verdenssystem. Næste led i hans ræsonnement var at når alle lande på den måde var integreret i kapitalismen, kunne revolutionen også bryde ud overalt. Man behøvede ikke bekymre sig om at det økonomiske udviklingsniveau skulle være modent til forandring. Det var nok at der dels var en krise i det gamle regime, dels et velorganiseret og beslutsomt lederskab – partiet, arbejderklassens avantgarde – som kunne erobre og fastholde den politiske magt. En russisk revolution ville før eller siden brede sig til andre lande, herunder dem med en moden kapitalisme, forstået inden for den klassiske marxismes makrohistoriske skema.[18]

Med Oktoberrevolutionen og bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917 fik denne anskuelse en platform, og der skete, ikke en transformation, men en markant forskydning inden for den marxistiske historieforståelse. Forståelsen af statens rolle, det politiske niveau og evnen til at mobilisere masserne og organisere en revolution vandt stærkt frem på bekostning af de socialdemokratiske marxisters kontemplative, henholdende og stedse mere tilpasningsorienterede syn på det kapitalistiske system og de politiske opgaver. Lenins tanker markerede et brud med den klassiske tese om at samfundets økonomiske udviklingsniveau i sidste instans betingede tankegange og politisk handlerum. Formelt gjaldt dette stadig, men det tidspunkt hvor ”sidste instans” var relevant at se på, blev i praksis udsat i det uendelige. Indtil da handlede det om at opnå og bevare magten i staten. Omvendt havde reformisterne i arbejderbevægelsen fastholdt at det økonomiske grundlag var styrende, men samtidig udsat opgøret med kapitalismen til et uvist tidspunkt i en fjern fremtid.

Dette antyder et dilemma og et svagt punkt i det marxistiske syn på historien, som ligger allerede i Marx’ klassiske formuleringer: Den afgørende vægt der lægges på at forene analyse og forståelse med revolutionær antikapitalistisk praksis. Denne kongstanke har legitimeret bolsjevikkernes fastholden af magten i Rusland gennem det 20. århundrede. En af ideologiens komponenter var den dialektiske og historiske materialisme, dvs. en marxistisk tænkning om historien som på visse vitale punkter var tilpasset så den passede med SUKP’s politik. Den kinesiske revolution og dele af den antikolonialistiske bevægelse fulgte de samme tankebaner om en global imperialistisk kapitalisme som genstand for et nødvendigt voldeligt oprør – i det enkelte land, forankret i de enkelte landes stater, men med et stadigt internationalt perspektiv og ønske om at eksportere revolutionen. Marxismen blev dermed en hovedpine i de liberale kapitalistiske økonomier og statssystemer op gennem det 20. århundrede.

Det er moralsk og politisk rimeligt nok at mene at bolsjevikkernes brud med den ikkevoldelige, men stadig marxistisk tonede arbejderbevægelse i de vestlige lande blev fatal. Moralske domme i historiske anliggender kræver på den anden side inddragelse af tidens præmisser, aktørernes forudsætninger og udfaldsrummets større eller mindre åbenhed. Man kan derfor også anlægge en anden synsvinkel, nemlig at Lenin som politiker var en ægte revolutionær marxist, som ikke lod sig domesticere, men besad viljen og evnen til, under delvis tilfældige og kaosagtige krisevilkår, faktisk at gennemføre en revolution med det formål at opbygge en alternativ, socialistisk samfundsmodel.[19] At forsøget udartede til en tragedie, var ikke givet i situationen. Men den revolutionære politiske doktrins løfter om fremgang og frigørelse blev ikke indfriet. En simpel politisk-moralsk lære af historien er måske at uanset hvor meget samfundet trænger til forandring, og hvor store uretfærdigheder der end trives inden for de eksisterende rammer, er det et problematisk og farligt forehavende at gennemføre et oprør som fejer den bestående stat til side.

Op gennem det 20. århundrede tror jeg denne forståelse gradvis har vundet indpas hos mange med oprindelig sympati for ideen om revolution. Marxismen blev i stigende grad en kommenterende kritisk teori, stadig kritisk over for kapitalismen, men også teoretisk problematiserende i forhold til sig selv og i stigende grad afstandtagende over for den sovjetiske udgave af marxismen. Kapitalismens tilpasningsevne og potentiale for selvreformering anerkendtes af nogle. En del marxistiske intellektuelle forblev ikke desto mindre knyttet til den kommunistiske bevægelse, antagelig fordi denne blev anset for det mest seriøse og virkelighedsnære bud på et reelt politisk virke i samfundet uden for læreanstalterne. Af ikke helt indlysende grunde blev det anset for u-attraktivt, måske også umuligt, at forsøge at fortsætte den marxistiske tradition inden for dennes originale historiske ramme, Socialdemokratiet. Marxismens mere omfattende om end kortvarige popularitet på universiteterne udgjorde, paradoksalt nok, en blandt flere strømninger der bidrog til at forme kapitalismens begyndende reorientering og selvfornyelse ved den store efterkrigshøjkonjunkturs udfasning.

Universitetsmarxismen fik dermed en tidsbegrænset egen rolle i historien; det er dog marxismens betydning i det bredere samfund der gør det vigtigt for historikere af alle ideologiske afskygninger at kende og forstå den.

Noter:

[1] Det samme gælder det underliggende engagement i marxistisk – eller i hvert fald venstreorienteret – politik. Så meget desto mere oplysende er Ole Nyengs artikel ”Vi var revolutionen” i Weekendavisen d. 16. februar 2018, som refererer en samtale mellem Ole Nyeng selv, Søren Espersen, Per Clausen og Uffe Elbæk om livet i og omkring VS i Aalborg i 1970’erne. Ingen af de nævnte kom fra historiefagets rækker.

[2] Om sammenhængen mellem forskning og ideologi, se Karl Mannheim: Ideology and Utopia, London 1936, og Ann Swidler & Jorge Arditi: The New Sociology of Knowledge, Annual Review of Sociology, bd. 20 (1994), s. 305-329.

[3] Efter det indledende slagord hos Fredric Jameson: The Political Unconscious: Narrative as a Socially Symbolic Act, Ithaca, NY (Cornell University Press) 1981, s. 9.

[4] Jf. Karl Marx: Til kritikken af den politiske økonomi. Forord. Opr. Berlin 1859 [Zur Kritik der politischen Ökonomie], her efter Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte skrifter, bd. 1, København (Forlaget Tiden) 1952, s. 355-357:

”… I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed ud fra modsigelserne i det materielle liv, ud fra den forhåndenværende konflikt mellem samfundets produktivkræfter og produktionsforhold. En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes.

I store omrids kan man betegne den asiatiske, den antikke, den feudale og den moderne borgerlige produktionsmåde som progressive epoker i den økonomiske samfundsformation. De borgerlige produktionsforhold er den sidste antagonistiske form for den samfundsmæssige produktionsproces, antagonistisk ikke i betydning af individuel antagonisme, men af en antagonisme, der vokser frem af individernes sociale livsbetingelser; de produktivkræfter, som udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, skaber imidlertid tillige de materielle betingelser for løsningen af denne antagonisme. Med denne samfundsformation ender derfor det menneskelige samfunds forhistorie.”

[5]  Étienne Balibar: The Philosophy of Marx, London (Verso) 2007 [1. udg. La Philosophie de Marx, Paris 1993], s. 16-27.

[6]  Det bevingede ord om frihed som indsigt i nødvendigheden stammer umiddelbart fra Friedrich Engels som i en serie polemiske skrifter fra 1870’erne, tilsammen kendt som ”Anti-Dühring”, krediterede Hegel for denne erkendelse og gav belæg for det ved et citat fra værket Enzyklopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse (endelig udgave 1830): ”Blind ist die Notwendigkeit nur, insofern dieselbe nicht begriffen wird, …” Senere kritikere har set sentensen som oplæg til kommunistisk newspeak: Ufrihed er frihed – man skal blot indse at ufriheden er ”nødvendig”.

[7] Teser om Feuerbach, http://www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1845/tesfeuer.htm

[8] Karl Marx: Kapitalen, Kbh. (Rhodos) 1970 (oversat fra Das Kapital, Dietz Verlags udgave 1962-66, 1. udgave 1867-1894), 1. bog, s. 172-175, 179.

[9] Jf. note 2.

[10] John E. Elliott: Marx and Schumpeter on Capitalism’s Creative Destruction: A Comparative Restatement, The Quarterly Journal of Economics, bd. 95 (1980:1), s. 45-68; Nathan Rosenberg: Karl Marx on the Economic Role of Science, Journal of Political Economy, bd. 82 (1974:4), s. 713-728.

[11] Stephen A. Marglin & Juliet B. Schor: The Golden Age of Capitalism, Reinterpreting the Postwar Experience, Oxford (Clarendon) 1990. I dansk sammenhæng: Flemming Arentoft, Morten Daugaard, Niels Ole Finnemann, Kristian Berg Nielsen, Jens V. Svendsen: Den lange vej gennem krisen, Aarhus (Modtryk) 1976. Ingen af de her nævnte forfattere er faghistorikere.

[12] Rodney Hilton: Feudalism in Europe: Problems for Historical Materialists, New Left Review I/147 (1984), s. 84-93 (kort, med fokus på kerneproblemer i forståelsen af den feudale produktionsmåde); Perry Anderson: Lineages of the Absolutist State, London (New Left Books) 1974 (langsigtet udvikling, historisk detaljeret).

[13] T.H. Aston & C.H.E. Philpin (red.): The Brenner Debate: Agrarian Class Structure and Economic Development in Pre-Industrial Europe, Cambridge University Press 1985.

[14] „ … ich habe für das, was man gemeinhin unter ‚Endziel des Sozialismus’ versteht, außerordentlich wenig Sinn und Interesse, dieses Ziel, was immer es sei, ist mir gar nichts, die Bewegung alles“. Citeret efter Franz Walter: Wie Bernstein die SPD zum Beben brachte, http://www.spiegel.de/einestages/verkannter-vordenker-a-946432.html. Se nærmere i David W. Morgan: The Father of Revisionism Revisited: Eduard Bernstein, The Journal of Modern History, bd. 51 (1979), s. 525-532.

[15] Stephen Eric Bronner: Karl Kautsky and the Twilight of Orthodoxy, Political Theory, bd. 10 (1982), s. 580-605.

[16] Karl Kautsky i Die Neue Zeit, September 1914, her efter New Left Review I/59 (1970), s. 41-46.

[17] Alan Kimball: The Russian Past and the Socialist Future in the Thought of Peter Lavrov, Slavic Review, bd. 30 (1971), s. 28-44.

[18] Tamás Krausz: Reconstructing Lenin: An Intellectual Biography, New York (NYU Press/Monthly Review Press) 2015, s. 283-286; Niels Erik Rosenfeldt: Lenin. En revolutionær fundamentalist, København (Høst & Søn) 2008, s. 89f.

[19] Tamás Krausz: Reconstructing Lenin, s. 356f, 359f.

Stormen på Børsen 1918

Den 11. februar 2018 var hundredeårsdagen for “Stormen på Børsen”. Deltagere fra et demonstrationstog af radikaliserede arbejdere trængte ind i Børsbygningen. Det var ikke en fredelig happening, men en temmelig voldsom affære, som politiet bragte til afslutning med ligeledes håndfaste midler. Arbejdermuseet har lavet en særlig temaside om den ikoniske begivenhed, se https://www.arbejdermuseet.dk/viden-samlinger/temaer/stormen-paa-boersen-1918/

Ifølge senere beretninger fra to fremtrædende skikkelser i datidens syndikalistiske bevægelse, Andreas Fritzner og Christian Christensen, var aktionen planlagt på forhånd af en lille gruppe fra denne kreds; udførelsen bar dog præg af tilfældigheder og manglende kontrol over forløbet.

Denne version af historien er blevet gengivet i mange senere fremstillinger. I udlægningen på Arbejdermuseets nye hjemmeside siges ikke noget om forberedelsen. Det er nok klogt eftersom grundlaget i de nævnte beretninger er spinkelt. Ingen andre historiske kilder bekræfter eller blot sandsynliggør at en lille gruppe havde lagt planer om at gøre Børsen til mål for en aktion.

Tværtimod tyder politiets efterforskning og det retslige efterspil på at tilfældige omstændigheder afledte demonstrationen fra den planlagte rute og igangsatte stormløbet på Børsbygningen. Kildematerialet hertil er blevet undersøgt og drøftet af Thomas Müller i hans historiespeciale fra 2016: “Stormen på Børsen. Det retslige efterspil” (Københavns Universitet 2016).

Dermed være ikke sagt at Stormen på Børsen var en ikke-begivenhed. Det var en tydelig markering af radikaliseringen inden for betragtelige dele af arbejderklassen og arbejderbevægelsen. Men syndikalisternes ledere var måske mindre militante og målrettede end man normalt antager. Thomas Müllers resultater vil forhåbentlig blive gransket af andre specialister på dette område. Det er tænkeligt at det vil føre til en revurdering af Stormen på Børsen og en mere kritisk og forbeholden formidling  af beretningsmaterialet end den man i dag ser.