Pomeranz: Great Divergence

[Dette dokument indgår i en serie af forelæsningsnoter udarbejdet i forårssemestret 2020 som erstatning for den normale undervisning, der var suspenderet som led i forholdsreglerne mod corona-pandemien. Teksten bringes her som den udkom på kursushjemmesiden, uden yderligere redigering. Den omhandler uddrag af Kenneth Pomeranz: The Great Divergence: China, Europe, and the Making of the Modern World Economy, Princeton University Press 2000. Desuden henvises til David S. Landes: The Wealth and Poverty of Nations, Why Some Are So Rich and Some So Poor, London 1999; John Robert McNeill & William Hardy McNeill: The Human Web, A Bird’s-Eye View of World History, New York 2003 (om disse to, se også Landes og McNeill), samt kursets grundbog, Sebastian Conrad: What is Global History?, Princeton University Press 2016.

Bemærkninger og spørgsmål vedrørende Kenneth Pomeranz: The Great Divergence: China, Europe, and the Making of the Modern World Economy (2000).

Teksten har en forholdsvis lang indledning. Hvis du vil direkte til arbejdsspørgsmålene, gå da til s. 3. Arbejdsspørgsmålene bliver til sidst kommenteret af dette papirs forfatter s. 5-7.

Introduktion

Forud for arbejdet med denne tekst er det godt at være opmærksom på at The Great Divergence er en berømt bog. Et symptom på dette er de utallige anmeldelser og symposier der har behandlet den, tjek blot i REX med søgetermen ”pomeranz great divergence”. McNeill & McNeill, som vi læste i sidste uge, er blot en kendt bog. Utallige unge studerende og mange medlemmer af det almindelige læsende publikum har været igennem den. Den er anerkendt. Men kun få anmeldelser i forskningstidsskrifter er blevet den til del.

Man kan antage at det er fordi den er til undervisningsbrug og derfor ikke forventes at være innovativ eller kontroversiel. Dette er ikke nødvendigvis retfærdigt, men formentlig sandt. Landes, den anden titel fra foregående uge, er imidlertid – trods sin status som forskningsbidrag – heller ikke blevet anmeldt og debatteret i nær samme omfang som Pomeranz – heller ikke selv om den både er skrevet af en kendt og agtet økonomisk historiker og kan siges at være potentielt debatskabende i kraft af sin stærke, energisk fremførte tese.

Grunden er manglen på banebrydende nyt hos Landes. Det findes til gengæld i rigt mål hos Pomeranz. Ikke alene er bogen original i sin tese, vinkling og metode, den bidrog ved sin udgivelse også på markant vis til den igangværende revurdering af Kinas plads i verdenshistorien, på et tidspunkt hvor landet for endnu relativt nylig var brudt ud af sin rolle som fattigt tredjeverdensland og havde indledt en økonomisk og politisk opstigning der næppe er set magen til.

Pomeranz pegede nu på at Kina havde ”været der før”. Set med historiske briller var det ikke så længe siden endda: Da den industrielle revolution begyndte at folde sig ud i England sidst i det 18. århundrede, tålte Kina sammenligning med Europa med hensyn til økonomisk udviklingsniveau, levestandard, teknologi, og samfundets institutionelle form. Det var ikke prædetermineret at gennembruddet skulle ske i England, det kunne også have været en kinesisk region. Udfaldet var betinget af et unikt samspil mellem på den ene side 1) de eksisterende tilstande der allerede gjaldt i henholdsvis England og Kina (og som nok var forskelligartede, men på samme niveau); på den anden side 2) de latente ressourcer der i den givne historiske situation var tilgængelige for at skabe systemisk forandring. Udfaldet, altså Englands og Europas høje og fra resten af verden afvigende vækst, afhang af dette sammenfald af omstændigheder. Det var altså ikke afledt af en århundreder lang begivenhedskæde med et givet resultat. Udfaldet var derimod åbent.

Bogen appellerede til et stort akademisk publikum ved mere generelt at anfægte det eurocentriske paradigme, ikke ved en ideologisk konfrontation, men derimod gennem en grundig og seriøs gennemarbejdning af en række klassiske temaer i økonomisk historie. Denne disciplin har altid viet betydelig opmærksomhed til spørgsmålet om hvorfor Europa, især den vestlige del, brød tidligt igennem med industrialisering og højvækst, mens det meste af den øvrige verden (med de engelske kolonier USA, Canada og Australien som de væsentligste undtagelser) vedblivende døjede med stagnerende økonomi og omfattende fattigdom, herunder mangel på stærk infrastruktur og offentlige velfærdsgoder i form af gode sundheds- og uddannelsesvæsener.

Fra og med 1960’erne blev denne situation opfattet som globale udviklingsproblemer hvis årsager i større eller mindre grad kunne lokaliseres til kolonialisme og den rige del af verdens magtpolitik til egen fordel. Udviklingslandenes krav om Ny Økonomisk Verdensorden fra 1970’erne, fulgt af Den Kolde Krigs afslutning og en accelereret økonomisk og kulturel globalisering, stimulerede et opbrud i måden man opfattede divergensen mellem Vesten og den øvrige verden på.

På samme tid ændrede værdierne i Vesten sig i retning af mere differentierede, multiple identiteter som bærende element, ledsaget af en respektkultur som marginaliserede tanken om dels at det Vestlige økonomiske system var overlegent og skulle tjene som eksempel for andre, dels at overlegenheden havde sine rødder i fastforankrede kulturelle og institutionelle træk – ikke i lokale forskelligheder på gennembrudstidspunktet. Dette syn på verdensøkonomien blev nu set som ekskluderende, diskriminerende og handlingslammende.

Den generelle ideologiske og mentale nyorientering løb sammen i en fælles strøm med den politiske kritik af de indbyggede magt- og fordelingsmekanismer i forholdet mellem rige og fattige lande: Den selvsikre og arrogante Vesten-fokuserede version af historien kunne læses som et diskursivt virkemiddel der under en kappe af saglighed, lærdom og indsigt legitimerede den bestående verdensorden ved at demonstrere at sådan var det, og at det ikke kunne være anderledes: Tilpas jer Vestens normer og acceptér systemet som det er, eller jeres lande vil forblive underudviklede. Kritikken fik næring af at Vesten under og efter afkoloniseringen oven på Anden Verdenskrig ikke havde formået at indfri de store løfter og fremtidsmuligheder der var blevet fremført via udviklingsbistanden. Denne byggede på en klassisk moderniseringstankegang og forestilling om vestlige metoder som universalmiddel. Udviklingsbistandens strategier var ganske vist hen over et lille halvt århundrede løbende blevet tilpasset efter de indvundne erfaringer og skiftende vilkår, men den grundlæggende tankegang havde ikke ændret sig meget.

Set på denne baggrund var Pomeranz en tekst der i en grad man sjældent ser, ramte det rigtige problem på det rigtige tidspunkt. Modtageligheden var enorm, hvilket skyldtes de tektoniske forskydninger i verdensbillede og politisk dagsorden. Men dette var ikke den yderste årsag til tekstens succes. Universiteternes forskere og studerende påvirkes naturligvis af de samfundsmæssige, herunder ideologiske forandringer i verden uden for læreanstalterne, men de har ikke i deres funktion som forvaltere, formidlere og udviklere af vor lærdomstradition behov for at forvandle det akademiske liv til politik. Det handler derimod om at håndtere samfundsmæssige problemer ved at transformere dem til erkendelsesmæssige problemer og analysere dem ved hjælp af kendsgerninger og argumenter, i kritisk dialog med andre forskere. Det evnede Pomeranz, uden dog at afskære forbindelsen til de kulturelle og politiske debatter som fandt sted i hele samfundet (inklusive universiteterne).

Bogen blev på den baggrund et øjeblikkeligt hit. Det skete ikke kun gennem kollegial anerkendelse (og kritik), men nok så meget ved at opnå status som førende læretekst, der år efter år går igen som post på utallige undervisningsplaner og citeres hyppigt i andre akademiske arbejder, fra modne forskeres lærde afhandlinger til studenteropgaver. Det sker kun sjældent at én enkelt historisk monografi – altså ikke en generel teori, men en kildebaseret drøftelse af et afgrænset problem inden for en bestemt empirisk tematik – erhverver en sådan status. Prøv at komme i tanke om andre eksempler – de findes. Eventuelt kan I kaste blikket tilbage mod semestrets historiografikursus og lede der.

Ovenstående introduktion til tekstens kontekst er ikke tænkt som et hovedmiddel til jeres tilegnelse af teksten, men som en støtte til jeres egentlige forståelse af den. En næsten hvilken som helst tekst kan og skal primært forstås ved at studere teksten selv, men hvis teksten er svær, kan det være en genvej at vide lidt om den baggrund teksten er skrevet på, de tekstsamtidige diskurser, og tekstens reception inden for rammerne af dette miljø.

Pomeranz er en svær tekst. Det kan man bestride hvis man har lyst, og argumentere med at det da er ret enkelt hvad forfatteren mener. Han hævder at der kun var relativt beskedne forskelle mellem Europa og Kina/England og Yangtze-deltaet i udviklingsniveau ca. 1775/1800. Begge områder var underlagt et økologisk pres, dvs. på vej ind i en ’malthusiansk fælde’: Ressourcegrundlaget var ikke-bæredygtigt med henblik på forsat økonomisk vækst: Et befolkningspres kunne føre til fattigdom og nød. Særlige omstændigheder bevirkede imidlertid at England blev kastet op i en højere bane, med accelererende bæredygtig vækst; disse omstændigheder var ikke til stede i Yangtze-deltaet. De specifikke potentialer var:

1) let adgang til store mængder af brændstoffet kul (en substitut for træ) inden for landets egne grænser;

2) adgang til øgede råvareinput fra hele verden, specielt Nordamerika, specielt bomuld, træ, sukker og korn.

I fravær af disse ressourcer, som først var blevet tilgængelige i en nær fortid, ville tilløb til forstærket økonomisk vækst være blevet kvalt af flaskehalsproblemer, hvilket var den skæbne kineserne led. Med andre ord: De strukturelle forudsætninger var ikke radikalt forskellige mellem de to sammenlignede enheder og var ikke årsag til Vestens opadgående afvigelse fra den globale normaltendens. Kina havde de samme iboende potentialer og de samme begrænsninger, med to vitale undtagelser.

Af de to afgørende forskelle lå den ene i en bestemt naturgiven ressource (kul), som tilbød en udvej af bestemte givne problemer. Denne forskel kan betegnes som tilfældig. Den anden lå i adgangen, via imperiet, til strategiske forsyningskæder. Denne forskel var ikke tilfældig, men derimod betinget af sammentræf – forhold som indtraf, som ikke havde behøvet at indtræffe, men gjorde det via historiske årsagskæder der ikke lader sig reducere til strukturel forskellighed, men udgjorde de faktisk virkeliggjorte varianter inden for det mangfoldige udfaldsrum som dannes i krydsfeltet mellem økonomi, politik, teknik, kultur osv.

Denne kondensering er – hvis jeg selv skal sige det – på en gang præcis og let at forstå. Den gør god fyldest hvis formålet kun er at forstå ’hvad Pomeranz mener’. Det kan måske være en tilstrækkelig målsætning i en sammenhæng hvor det overordnede mål er at lære forskellige globalhistoriske forklaringsmodeller at kende. Men formålet med at læse (uddrag af) de enkelte skelsættende tekster er mere omfattende, nemlig at forstå hvordan argumentationen for en given tolkning virker og hvilket empirisk grundlag den hviler på. Dette udvikler på sigt de kundskaber og evner der skal til for at kunne bruge tekster som kilder i ens eget arbejde.

Arbejdsspørgsmål

For at komme videre med dette opfordres I til at arbejde med følgende spørgsmål:

1) Hvilken grundlæggende metode eller metoder (gerne som defineret ved kursets grundbog) benytter Pomeranz?

2) Er der fremgangsmåder vi kender fra det normale historiske metoderegister, som Pomeranz undlader at benytte? Svar på spørgsmålet ved at sammenligne med de to tekster vi læste i sidste uge.

3) Hvordan er balancen mellem faktuelle og betingede/hypotetiske/formodende elementer i teksten?

4) En tekst udgør et lille uafhængigt kosmos, hvis substans skabes gennem håndgribelige enheder – ting, personer, grupper, organisationer, stater – og de relationer og mekanismer som enhederne indgår i og virker gennem. Forsøg at identificere vigtige elementer i nærværende teksts univers. Hvordan ser Pomeranz’ verden ud? Eksempel: Han befolker sit univers med abstrakte grupper af mennesker (demografisk tilgang, men ind imellem også erhvervsgrupper). Der optræder sjældent individer, men når det sker, er det typisk opfindere (stor vægt på teknologi), sjældent politikere/herskere. Prøv at eksperimentere med sådanne konkretiseringer og derved opbygge jeres eget billede af hvad der står i teksten i stedet for blot at glide passivt igennem den. Gå videre og beskriv hvilke kræfter der er på spil i det Pomeranz’ske kosmos.

5) Hvordan udnytter og behandler Pomeranz andre forskeres bidrag?

6)  Kommentér forholdet mellem 1) beskrivende/analyserende, 2) vurderende og 3) normative/værdibårne lag i teksten.

7) Afgør på grundlag af de foregående seks spørgsmål hvordan I ser på Pomeranz’ tolkning. Er jeres overordnede vurdering at den er troværdig og overbevisende? Er den autoritativ, eller er den ét bud blandt flere mulige? På hvilket grundlag hviler dens troværdighed og autoritet?

Spoiler alert! På de følgende linjer fremsætter jeg nogle kommentarer med udgangspunkt i ovenstående syv spørgsmål. Læs ikke videre før I selv har haft lejlighed til at reflektere over dem.

Kommentar

1) Metode

Pomeranz markerer klart, og i overensstemmelse med sandheden, at han benytter komparativ metode. To samfundsenheder sammenlignes. De ligger i hver sin ende af det eurasiske kontinent, og selv om de ikke er fuldkommen afskåret fra at påvirke hinanden, er de i praksis selvberoende systemer – omend selvfølgelig påvirket af deres naboer/grænser i regionen. Derudover er Pomeranz’ approach ”integrative or global”, svarende til det ideal for globalhistorie Conrad skitserer i grundbogen. Det globale perspektiv opstår i og med at Storbritanniens udviklingspotentiale boostes ved de trans-oceaniske handelsforbindelser, som igen bygger på den begyndende imperialisme og kolonialisme. Hvis denne dimension ignoreres, bliver større eller mindre dele af den nationale historie ukomplet eller ligefrem meningsløs.

2) Fravalgt metode.

Sammenlignet med Landes- og McNeill-teksterne fra sidste uge bliver det iøjnefaldende at den narrative modus er fraværende hos Pomeranz. Også Landes arbejdede komparativt, men via strukturerende periodisering og kausalkæder virkende over længere tid. Det gav Landes’ udlægning et deterministisk præg, som det jo er Pomeranz’ klare målsætning at undgå eftersom han ikke mener denne form for repræsentation af fortiden svarer til virkeligheden. Determinisme – og i endnu højere grad: teleologi – er forkætrede og forkastelige begreber blandt de fleste historikere. Men er det muligt eller overhovedet ønskeligt at undgå det fuldkommen? Har de store fortællinger det ikke med at komme tilbage? Meningen med historie er ikke at genskabe virkeligheden, men at repræsentere den. Dette kan godt ske ved en deterministisk farvet kæde af argumenter, når blot forfatter og læser er fælles om at vide at det er et litterært vehikel der formidler en viden under en bestemt synsvinkel og et bestemt tidsperspektiv, ikke et statement om at alt er forudbestemt, uden plads til det kontingente eller ligefrem kaotiske. Litteraturen afspejler livet og bearbejder det, men er ikke livet – i hvert fald ikke hele livet.

Pomeranz giver med sit valg afkald på at følge en udviklingsproces. Det er helt i orden. Andre sider af virkeligheden end proces er opmærksomhed værd. Mere problematisk – om end stadig et legitimt valg – er at de komparerede samfunds dynamik fortoner sig. Hvis man accepterer at et tidsligt fæstet sammenligningsbillede viser niveaulighed mellem Vesteuropa og Kina, har man stadig givet afkald på at erfare om de sammenlignede enheder var på vej i samme retning eller i forskellig retning (med kullet og de lange forsyningslinjer sat i parentes).             

3) Faktuelle og betingede/hypotetiske/formodende elementer?

Teksten præges en del af konditionale sætningskonstruktioner: ”hvis/under forudsætning af …. så ville/måtte/kunne”. Dette er langtfra ensbetydende med fravær af positiv viden, hvilket kan bekræftes af bogens meget lange litteraturliste (som vi ikke har adgang til i denne omgang) og stærke kvantitative islæt, dokumenteret i en række appendices. Ikke desto mindre er der altså et behov – som jeg dog ikke bør overdrive – for at tage forbehold og kvalificere en række udsagn. Det sker ikke på må og få, men eftertænksomt, typisk ved at inddrage økonomisk teori og økonomisk-historisk viden. Det gør teksten vanskeligere at læse og forstå. Det skal næppe ses som en defekt ved undersøgelsens design, snarere som udtryk for at en god del af de variabler som komparationen gennemgår og hviler på, reelt er vanskelige at få styr på. En kritiker vil tage dette som muligt symptom på at analysens empiriske sikkerhed er begrænset.  

4) Det tekstuelle kosmos.

Her skal ikke gås i dybden med detaljer, hverken systematisk eller i eksempelform. Læg dog mærke til at forfatteren overvejende opererer i den økonomiske sfære. Det indebærer at man ikke kommer meget i dybden med forståelsen hvis man ikke er bekendt med de tilhørende begreber og dertil knyttede terminologi: produktionsfaktorer, kapital, arbejdskraft, human kapital, investering, teknologisk innovation, akkumulation etc. Denne observation har i øvrigt almen gyldighed: Hvis man skal forstå en tekst ordentligt, er det ikke nok at kende signaltermerne. Man skal helt enkelt vide hvad ordene i teksten betyder, om ikke hvert eneste ord, så langt de fleste af dem.  

5) Andre forskeres bidrag

Pomeranz trækker flittigt på andre forskeres bidrag, og diskuterer dem også hyppigt, hvilket er en dyd. Læseren bør erfare hvor informationerne er hentet, og blive gjort bekendt med vigtige tilfælde af problemer eller tvivl der har rejst sig i løbet af den langsigtede kollektive proces som forskning er. Stilen er også et udtryk for fairness over for modparterne i den debat der måtte knytte sig til de fremsatte teser. Når man kan se hvilke kilder forfatteren aktivt påberåber sig, bliver det også lettere at pege på mangler eller selektive skævheder i den citerede litteratur.

Med sidste uges læsning in mente kan man undre sig over at Landes ikke er med. Pomeranz citerer mange eksempler på eurocentrisk økonomisk historie, men er tavs om Landes’ bidrag som ikke alene er eurocentrisk, men klart essentialistisk og på mange måder står som en modpol til Pomeranz selv. Det skal dog bemærkes at der kun er to år mellem de to værkers udgivelse. Det er sandsynligt at Pomeranz i 1998 hvor Landes udkom, allerede havde afsluttet sit eget manuskript. Men der kan også, anskuet ud over udgivelsesårene 1998 og 2000, være den noget mindre ærefulde forklaring at ”forskningen” ikke altid er så kollektiv og diskuterende en proces som idealet viser. Forskere deler sig nogle gange op i nicher og territorier, hvis respektive indbyggere opretholder en bekvem fred, i respekt for grænserne. Se dog via følgende link den åbne debat mellem Landes og en af Pomeranz’ våbenbrødre, André Gunder Frank: https://spartanideas.msu.edu/2016/10/16/gunder-frank-debates-david-landes-on-world-economic-history/

6)  Forholdet mellem 1) beskrivende/analyserende, 2) vurderende og 3) normative/værdibårne lag i teksten.

Pomeranz arbejder strengt inden for saglighedens rammer. Der er ganske vist en del tilfælde hvor han søsætter formodninger på et grundlag som ikke virker vandtæt, eller vurderer forhold på præmisser som ikke er tydeliggjort, men han gør ingen forsøg på at skjule dette. Ikke alene er dette sympatisk ærligt, det er også fuldt legitimt fagligt set. Bogen er et pionerarbejde, og det ville være en stor skam hvis den aldrig var udkommet fordi der var empirisk usikkerhed på en række punkter.

Bogen er klart værdibåren, jf. indledningen til dette papir, men ikke på en måde som anfægter dens værdi som forskningsbidrag. Der er dog et enkelt, men til gengæld påfaldende moment som bidrager til at destabilisere den samlede argumentation. Jeg tænker på den gentagne brug af ordet coercion i forbindelse med opbygningen af Storbritanniens trans-oceaniske forsyningskæder. At tvang, pres og i sidste instans vold var/er forbundet med opbygningen af den globaliserede økonomi, er en ubestridelig kendsgerning, og det er naturligvis ikke problematisk at omtale eller ligefrem lægge vægt på dette i den aktuelle sammenhæng. Det påfaldende og tvivlsomme er at den samme kategorisering ikke bliver brugt i den komparative del med henblik på Kina. For også kejserdømmet var et ekspansivt imperium som hvilede på rå magt – ikke kun rå magt, men også rå magt. Man sidder med det indtryk at der på manipulerende vis lægges en aktuel politisk målestok ind over vurderingen af historiske fænomener.

7) Hvad er vurderingen?

Pomeranz er en milepæl i den globalhistoriske forskning. Uanset hvor mange af hans specifikke resultater og hvor store dele af den samlede tese der bliver stående, er det lykkedes ham at ændre dagsordenen og det blik vi alle anlægger på problemerne. Tak for det. Lærde historiske værker viser sig ikke helt sjældent på længere sigt at være eller bygge på myter i det konkrete, men bevarer alligevel en sandhedsværdi ved en gang for alle at have destabiliseret tidligere myter og – i en nyere tid – fortalt hvad tingene i grunden handler om.

Disse lommefilosofiske betragtninger ændrer selvfølgelig ikke på at der er behov for en mere kontant vurdering. Her mener jeg at hvis teksten i begge sine aspekter, det komparative og det egentligt globalhistoriske, viser sig at holde vand, er undergravningen af eurocentrismen kontant og effektiv og går ud over det mere vage nævnt ovenfor om at skubbe til dagsordenen ved at skifte synsvinkel.

Men hvis den empiriske side ikke holder vand, er det umiddelbart en lokal sejr for eurocentrismen. Ikke alene bliver den delvis restitueret, Pomeranz’ tekst bliver selv til eurocentrisme. Den vil blive læst som en resilienstest der endte med at verificere det den forventedes at afsløre som mørt og skrøbeligt. Tekstens retorik vil bidrage til dette. Nok hævder Pomeranz at komparationen er reciprocal (virkende i begge retninger). Men er det tilfældet? Jeg mener at kunne identificere en subtekst der fortæller at det fortsat er England/Vesteuropa der er øvelsens benchmark. Det bygger jeg på at det faktisk, i den irreducible, stedfundne virkelighed, var Vesten der stak af i vækstudviklingen. Dette farver selv den ellers stålsatte Pomeranz’ diskurs. Det virkelige i begivenhederne har det med at fortrænge det tænkte, det forestillede, det realistiske, men dog ikke-realiserede.