Arbejdskraft og kapital udgør tilsammen produktionsfaktorerne. De har hver sin rolle i økonomien, men hører ubrydeligt sammen. Arbejdskraften er er os selv: de mange individer der kollektivt udfører produktionens daglige rutiner – men ikke den overordnede planlægning og styring af den. Dette er kapitalens gebet gennem investering og ledelse. Også dette kræver menneskelig indsats, men kapitalen er ikke identificérbar med konkrete individer på samme enkle måde som arbejdskraften. Kapitalen eksisterer gennem besiddelsen og forvaltningen af ophobede og stadigt voksende ressourcer der via pengemæssige transaktioner hele tiden ændrer form og tilhørsforhold.
Arbejde: nødvendighed og pligt
At være arbejdskraft er en funktion og en rolle, bestemt af både behov og normer. Man er også andet end arbejdskraft, og man er ikke arbejdskraft hele tiden. Nogle kan ikke arbejde fordi de er permanent syge. De helt unge og de helt gamle falder udenfor fordi deres kropslige og mentale kapacitet ikke er fuldt udbygget endnu eller er gået i forfald. Aldersgrænsen ligger ikke fast. For blot 150 år siden var det almindeligt at børn og unge helt ned til otte-tiårsalderen havde lange arbejdsdage.
Pensionsalderen er i dag koblet til den gennemsnitlige forventede levealder og ligger for tiden på 67 år, efter i de foregående ca. 20 år at have været 65 år. Den kommer til at stige i takt med at de kommende årgange af pensionister lever længere. Op gennem det 20. århundrede var pensionsalderen den samme som nu (2024); men dengang var forventningen til både varigheden og kvaliteten af pensionistlivet mindre end i dag. Forestillingen om at man for at lykkes fuldt ud med sit livsprojekt skal leve mindst 15 år på pension, er forholdsvis ny.
Der hviler altid et pres på aldersgrupperne uden for arbejdsmarkedet. Institutions- og skolelivet forbereder fra et tidligt tidspunkt og gennem mange år de ny generationer på deres fremtidige rolle som produktive arbejdere. I dag varer ikke kun alderdommen, men også barndommen som arbejdsfri livsfase dog væsentlig længere end før. Forventningen fra samfundets side er stadig at man skal bidrage med sin arbejdskraft så snart man kan og så længe man kan, men adgangen til overførselsindkomster og offentlig service har lettet trykket på ydergenerationerne. Der er en øget rigdom at fordele som følge af den økonomiske vækst. Dertil kommer de øgede krav om uddannelse i en vækstøkonomi. Endelig har den stigende velstands større råderum skabt konsensus om at generationerne i midten bør bære en forholdsvis stor forsørgerbyrde for at optimere levevilkårene for alle hen over et typisk livsforløb – det man nogle gange kalder kontrakten mellem generationerne.
Den menneskelige ydelse i den daglige produktion opfattes i dag som stærkt afhængig af formel uddannelse. Men gennem hovedparten af menneskets historie har medfødte evner – muskelkraft, motorik, sanseapparat og intelligens – været tungtvejende faktorer i arbejdsprocessen. Som det hedder i Bibelen med Guds ord ved fordrivelsen fra Edens Have: ”… med møje skal du skaffe dig føden … I dit ansigts sved skal du spise dit brød, …” (1 Mos 3,17-19). Sved og møje er dog ikke nok. Oplæring har også altid været en forudsætning for at producere, men ikke på samme måde og i samme grad til alle tider. Men den legemlige ydeevne, det at man kan stå op om morgenen og personligt bidrage til at omforme miljøets ressourcer til brugbare produkter er et blivende træk.
Redskaberne er en lettelse af sliddet og en udvidelse af den arbejdendes styrke og rækkevidde, gradvis udviklet af mennesket som et integreret led i den arbejdsmæssige proces. Førhen beroede arbejdets udførelse i langt højere grad end i dag på direkte fysisk indsats. Men selv i vore dages mekaniserede økonomi er det mennesket der producerer. En bonde kan pløje en mark uden en traktor, men en traktor kan ingenting uden en bonde. Arbejdet er som hovedregel betinget af et menneskeligt fællesskab. Redskaber kan ikke danne noget fællesskab. Mennesker kan forholde sig reflekterende og emotionelt til deres egen aktivitet, herunder de redskaber de arbejder med; det omvendte er ikke tilfældet – heller ikke når kunstig intelligens kommer ind i billedet.
Realkapital og pengekapital
Ligesom mennesker selv arbejder fysisk, har også de redskaber de benytter, en fysisk-konkret form. Den tilgrundliggende teknologi (konstruktioner, designs, materialekendskab, organisation) er derimod et åndsprodukt; man kan derfor sige at teknologien ud over at eksistere som forestillinger i de arbejdendes hoveder er ’legemliggjort’ i maskiner og andre redskaber, samt bygninger, bearbejdede landskaber o.l. Dette kaldes realkapital. Redskaberne kan være mange forskellige ting, lige fra et simpelt stykke håndværktøj til store komplekse maskiner. Når det er så enkelt, kan man med rette spørge hvorfor vi overhovedet har behov for at bruge begrebet kapital og ikke kan nøjes med ord som værktøj, redskaber, maskiner eller – mere abstrakt – produktionsmidler.
Grunden er at kapital også har en anden skikkelse end den fysiske, nemlig formen penge. Penge rummer et potentiale. De er det transmissionsmiddel der holder varecirkulationen i gang, men når penge samles i større mængde, bliver de til udskudt og ophobet købekraft der kan betale for investeringer i f.eks. store og dyre maskiner. Penge og maskiner er begge kapital, blot i forskellige former, den ene finansiel, den anden fysisk.
Formålet med at investere i maskiner er at igangsætte produktion. Teknisk betragtet bliver kapitalen på den måde stillet til rådighed for arbejdskraften, men socialt er det omvendt. Både arbejdskraften og maskinerne købes for penge; derved kommer de der ejer kapitalen, til også at eje produktionsprocessen, både alle de elementer der indgår i den, og dens resultat: de fremstillede varer eller tjenesteydelser. Arbejdskraften får noget ud af at medvirke i form af lønnen. Kapitalejeren beholder som overskud den del af produktionens værdi som er tilbage når lønnen og alle andre omkostninger er betalt.
For kapitalejeren repræsenterer overskuddet betalingen for dels at stille de finansielle midler – pengene – til rådighed for produktionsprocessen, dels for et aktivt kvalifikations- og tidkrævende lederskab i form af tilrettelæggelse og styring af produktionen og markedsføringen af de fremstillede varer. I overskuddet indgår også en risikopræmie: Ikke alene må kapitalejeren acceptere for en tid at give afkald på de andre ting som pengene kunne være brugt til at købe, han eller hun risikerer også at der ved ugunstige markedsvilkår, uheldige valg eller andre uforudsete omstændigheder ikke bliver et tilstrækkeligt overskud til at dække udlægget af kapital ind.
Dette er baggrunden for at man opfatter kapitalen og arbejdskraften som to selvstændige, men komplementære input i produktionsprocessen, som modtager hver sin aflønning. Den som finansierer, påtager sig ikke altid selv at udforme og lede hele processen, fra investering, over ansættelse af arbejdere og ledelse af produktionen, til salg. I mange tilfælde tilvejebringes pengemidlerne gennem fremmed kredit, formidlet over et kapitalmarked. Man kan man dermed skelne mellem en passivt erhvervet renteindtægt og en aktivt erhvervet foretageraflønning.
Der kan være gråzoner med tvivl om hvorvidt ansatte medarbejdere modtager penge som en andel af overskuddet eller som en almindelig lønmodtagerindtægt, bestemt af vilkårene på det brede arbejdsmarked. Det første er tilfældet med erhvervslivets øverste ledere, som typisk modtager både en fast pengeindkomst på et meget højere niveau end andre, og andel i overskuddet eller ejerskabet. Det er også stadig almindeligt at kapitalinvesteringen og arbejdskraften hidrører fra samme person: en selvstændig enhedsaktør der har ingen eller få ansatte, men besidder et kapitalapparat som del af indtægtsgrundlaget ud over sin egen arbejdskraft. Trods sådanne gråzoner er der generelt i økonomien et tydeligt strukturelt skel mellem kapitalens indehavere og sælgerne af arbejdskraften.
Den funktionelle indkomstfordeling
Man kan skelne mellem på den ene side den ordinære kapitalindtægt, svarende til normalt overskud ved en given indsats af penge og ledelsesressourcer, og på den anden side såkaldt profit, som hidrører fra en gunstig stilling på markedet, f.eks. gennem en teknologisk fordel som muliggør større indtjening end den gængse. Overordnet skelnes dog alene mellem kapitalindtægt og arbejdsindtægt, som repræsenterer fordelingen af værditilvæksten mellem de to elementære produktionsfaktorer. I nationaløkonomien omtaler man forholdstallet mellem de to indkomstkategorier som den funktionelle indkomstfordeling. Når lønudgifterne er trukket fra den samlede faktorindkomst (som er værditilvæksten renset for skatter og afgifter og subsidier) er resten kapitalindkomst.
Den funktionelle indkomstfordeling på nationaløkonomisk niveau afhænger af to ting: For det første forholdet mellem mængderne af kapital og arbejdskraft som indgår i produktionen, for det andet den sociale fordeling af værditilvæksten mellem dem. Igennem det 20. århundrede har der været tendens til at lønandelen er steget. Lønmodtagernes voksende indkomst og antal lægger beslag på en større andel af produktionsresultatet, men årsagerne hertil er sammensatte.
Lønarbejderne har gennem politisk og fagforeningsmæssig mobilisering evnet at presse lønniveauet op. Stigningen skyldes dog ikke alene klassekamp, men nok så meget det øgede uddannelsesniveau, som har bidraget til at øge produktiviteten og omplaceret mange ansatte fra lavtlønnet til middel- eller højtlønnet status. På den anden side er produktionsapparatet i dag mere kapitaltungt, målt pr. ansat, end det var ved forrige århundredeskifte. Den voksende masse af kapital der løbende skal holdes ved lige, lægger en dæmper på stigningen i lønandel/arbejdsindkomst således at den funktionelle indkomstfordeling bliver en ganske træg størrelse.
Den funktionelle indkomstfordeling er ikke hverken den eneste eller den afgørende relation med henblik på at forstå udviklingen i produktionens faktorsammensætning og dennes betydning for den økonomiske vækst. Samspillet mellem mængden, sammensætningen og kvaliteten af produktionsfaktorerne står derimod centralt, jf. tekstboksen. I det følgende drøftes dennes indhold nærmere. De tre hovedpunkter er hver for sig enkle, men forholdet mellem dem er kompliceret.
Indsatsfaktorernes mængde
Jo flere der arbejder og jo mere der investeres, desto større bliver produktionen. Dette enkle udsagn er baggrunden for at det generelt betragtes som positivt hvis så mange som muligt er i beskæftigelse. Man taler om erhvervsfrekvensen, dvs. den procentdel af arbejdsstyrken som enten er ansatte lønmodtagere eller selv driver virksomhed. Arbejdsstyrken forstås i dag som de borgere der er mellem 16 år og overgangen til pension, og som ikke er syge (eller på anden måde inkapable), på orlov, værnepligtige eller under uddannelse.
Der udrettes også produktivt arbejde uden for arbejdsmarkedet, i særdeleshed i hjemmene, men dette er ikke med i nationalregnskabets statistiske opgørelser, dels fordi det er vanskeligt at måle og værdisætte, dels fordi der er tale om privatsfæren. Det hører til samfundets grundlæggende normer at enhver voksen og myndig person der evner at gøre det, skal forsørge sig selv. Den gængse vej til at gøre dette er ved at være på arbejdsmarkedet eller drive virksomhed, dvs. på den ene eller den anden måde at deltage i det kommercielle kredsløb, ikke kun som forbruger, men også som producent (og skatteyder). Privatsfæren er dog en anden mulighed; dette er institutionaliseret i form af gensidig forsørgerpligt i ægteskabet og forældres forsørgerpligt over for mindreårige.
Det bliver også anset for nyttigt og respektabelt at investere, hvad enten det sker aktivt eller passivt. Afkastet på investering repræsenterer den anden af de to hovedtyper af faktorindkomst, nemlig kapitalens. Investeringens afkast er en legitim vej til selvforsørgelse. Investering er en forudsætning for at den arbejdskraft der er til rådighed, faktisk kan blive beskæftiget. Arbejdskraften er på samme måde en forudsætning for afkast på investeringerne.
Eftersom så mange mennesker ikke besidder egne produktionsmidler eller væsentlig formue, er det et fast udgangspunkt i økonomien at arbejdskraften er til stede og villig til at lade sig beskæftige til gengæld for at modtage løn. Dermed bliver mængden af kapital en kritisk størrelse. Behovet opfyldes forskelligt i forskellige historiske faser, men hvis man ser bort fra en hypotetisk ur-tilstand hvor man skaffer sig næring, varme og ly uden andre ressourcer end sit eget legeme og det man finder i naturen, er der til hver en tid brug for redskaber som kan gøre arbejdsprocessen mere produktiv: først jagtvåben og kurve til opbevaring, senere plove, møllesten og værktøj til forarbejdning af træ og metal, endnu senere maskiner til erstatning for human eller animalsk muskelkraft, og i vor tid desuden maskinbårne funktioner der simulerer tænkeevne og sprogfærdighed (AI). Disse redskaber er alle varianter af realkapital.
I primitive samfund var der ikke en finansiel opsparings- og formidlingsfunktion som matcher det vi er vant til i moderne tid, men investering i realkapital er ikke desto mindre et universelt fænomen. Redskaber og maskiner gør det muligt at producere større mængder af produkter og i en mere sofistikeret kvalitet end hvis man ikke havde dem. Men indsatsen af realkapital til det formål er lige som alt andet i økonomien underlagt knaphed. Hjælpemidler til produktionen kan kun skaffes i det omfang man er villig til at sætte andre behov til side – det er et valg mellem forskellige mulige anvendelser af knappe ressourcer. At sætte ressourcer af til kapital er betinget af at det kan betale sig at gøre det – at udbyttet af arbejdsprocessen målt i forhold til indsatsen bliver større end hvis man havde undladt at gøre det.
Faktorforøgelse: Et tænkt eksempel
Det er svært at forestille sig en arbejdsproces der ikke i en eller anden grad kan forbedres ved hjælp af mere eller bedre produktionsudstyr. Det er lige så svært at forestille sig at en øget indsats af arbejdskraft ikke vil kunne øge produktionen, selv hvis der ikke i øjeblikket er råd til at sætte mere kapital ind. Selve det at man øger brugen af blot den ene af de to faktorer vil få arbejdsprocessens output – produktionsresultatet – til at gå i vejret.
Har man 10 snedkere som bygger møbler ved hver sin arbejdsstation i en værkstedsbygning, kan det betale sig at indsætte endnu en arbejder til at hente materialer til dem, flytte de færdige produkter ud på lageret og feje savsmuld og høvlspåner væk fra gulvet og op i en affaldsbeholder. En udvidelse af produktionen kan her ske uden at anskaffe mere kapital, men alene ved at øge mængden af arbejdskraft. Forudsætningen, hvis scenariet skal være realistisk, er blot at den yderligere arbejder der ansættes skaber så stort et ekstra produktionsresultat at det kan betale for hans løn og yderligere noget, dvs. ’betale sig’. Dette kan let være tilfældet eftersom hans indsats frisætter snedkere fra serviceopgaverne og giver dem mere tid til at udnytte værktøjsbeholdningen, som er en del af realkapitalen, og deres særlige håndværksmæssige færdigheder.
Man kan også forestille sig en situation hvor de 10 snedkere og den ene medhjælper modtager supplerende arbejdsredskaber. Det kan være mere rigelige mængder af snedkerværktøj, værktøj med samme funktion, men af bedre kvalitet end det eksisterende, eller det kan være hjælpemidler til serviceopgaverne, f.eks. løftegrej eller transportvogne som sætter hjælpearbejderen i stand til at udrette mere på en arbejdsdag.
I det første tilfælde øges alene mængden af arbejdskraft, i det andet alene mængden af kapital. I begge tilfælde øges produktionen. Eksemplet er en simpel illustration af antagelsen om at de indsatte mængder af kapital og arbejdskraft uafhængigt af hinanden giver et bidrag til produktionens størrelse, jf. tekstboksen. Større mængder af indsatsfaktorer øger outputtet.
Faktorsubstituering
Indsatsfaktorernes pris spiller en rolle: Jo lavere lønnen er, desto større er incitamentet til at udvide produktionen ved i højere grad at ansætte mere arbejdskraft end at øge mængden af kapital. I lande med stor befolkningstilvækst og beskeden formuemasse bliver mange arbejdere beskæftiget med få og simple hjælpemidler og ringe løn. I et velstående land med svag befolkningstilvækst udstyres en stabil masse af højtlønnet arbejdskraft med rigelige mængder af fast kapital. I praksis er det ikke et enten-eller, men de to idealtyper illustrerer tilsammen at mixet af de to produktionsfaktorer er fleksibelt, og at væksten i blot en af dem kan gøre outputtet større.
Det kan også udtrykkes sådan at produktionsfaktorerne er indbyrdes substituérbare. Under Anden Verdenskrig blev produktionen i Danmark mere arbejdskraftintensiv fordi det var vanskeligt at skaffe maskiner og værktøj (samt rå- og hjælpestoffer) i sædvanlig mængde og kvalitet. Men der kunne i nogen grad kompenseres ved at ansætte flere arbejdere. I manglen på produktionsudstyr og gode materialer tog arbejdsprocesserne længere tid, og man kunne og skulle derfor bruge flere folk. Muligheden for substitution dæmpede nedgangen i produktionen. Efter krigen, da verdensmarkederne åbnede igen, blev der indsat kapital i stigende mængde, hvilket medførte en vækst i produktionen der var større end væksten i antallet af arbejdere. Nu skete der en substitution af arbejdskraft med kapital.
Kapitalens marginalnytte
Man kan hypotetisk fastsætte en faktorsammensætning hvor arbejderne har de redskaber der skal til for at maksimere: opnå det størst mulige produktionsresultat ved en given arbejdsindsats. Som allerede nævnt afhænger den økonomisk optimale faktorsammensætning dog af prisen (målt i forhold til arbejdskraftens pris) på den realkapital der skal bruges for at opnå den højere arbejdsproduktivitet. Med et stabilt forhold mellem faktorpriserne, vil sammensætningen stadig variere, afhængigt af hvilken type produktion der er tale om, og hvilken teknisk kvalitet den faste kapital man kan anskaffe, besidder. Det kapitaludstyr man sætter ind, skal matche opgaven teknisk, men må ikke være for dyrt.
Via denne præmis kommer en vigtig sammenhæng bag faktorsammensætningens udvikling til syne: Hvis arbejdet et sted foregår med udpræget primitive, teknisk utilstrækkelige redskaber, mens bedre typer af produktionsudstyr er til rådighed på markedet eller kan fremstilles på stedet, kan det betale sig at øge andelen af realkapital. Produktionen vil derved stige med mere end det koster på løbende basis at holde arbejdskraften forsynet med det nye udstyr. Væksten i produktionen pr. arbejder (arbejdsproduktiviteten) vokser uden at væksten bliver spist op af øget kapitaludgift. Men potentialet er begrænset: Jo flere hjælpemidler man efterhånden får anskaffet – forudsat at teknologien, dvs. de kendte produktionsmuligheder og fremgangsmåder, forbliver den samme – desto mindre vil gevinsten være ved at anskaffe flere. Man vil fra et udgangspunkt med utilstrækkelig kapital først investere i de mest nyttige redskaber, derefter de næst-nyttigste og så fremdeles indtil man når det punkt hvor udgiften til yderligere realkapital til en given masse af arbejdskraft ikke længere resulterer i en øget produktion som kan dække den sidste kapitaludgift. Der nås et mætningspunkt. Det sker dog ikke i ét overraskende øjeblik, men via erkendelsen af at den opnåede gevinst gradvis bliver mindre. Der er tale om faldende marginalnytte. Dette princip gælder lige så vel i produktionens som i forbrugets verden. Faktisk er der ingen forskel eftersom realkapital også er varer der har en pris og ligesom forbrugsgoder skal nyttiggøres gennem deres anvendelse. De konsumeres og skal efter kortere eller længere tid genanskaffes.
Arbejdskraftens marginalnytte
Det samme princip gælder hvor et allerede etableret kapitalapparat ikke betjenes af tilstrækkelig arbejdskraft og derfor ikke nyttiggøres i produktionen i fuldt omfang. Forestiller man sig i eksemplet fra tidligere at den ene ud af 10 arbejdsstationer med tilhørende værktøj står ledig fordi der i en periode har været en nedgang i afsætningen og den pågældende arbejder derfor er blevet sagt op og er rejst sin vej – da vil det i samme øjeblik efterspørgslen er tilbage på normalt niveau, være en rationel økonomisk beslutning at ansætte en ny arbejder, dvs. øge mængden af arbejdskraft med ca. 10 procent uden at ændre mængden af kapital. Ændringen indebærer at værditilvæksten pr. investeret kapitalenhed går i vejret. Kapitalens produktivitet øges når en del af den ikke længere står ubenyttet hen, men udnyttes til at skabe værdi. Dette kommer i stand ved øget indsats af arbejdskraft. For værkstedet som økonomisk helhed betragtet ville det være en belastning vedblivende at undvære selv den marginale produktion som én arbejder mindre betyder. Der skal nemlig stadig betales det samme for værktøjet og værkstedslokalet (leje eller kapitalrente) som før nedskæringen, men der kommer ikke længere så stort et bidrag fra produktionen til at afholde denne udgift.
Med nu fuld bemanding på de 10 arbejdsstationer og en servicearbejder til hjælp kunne det endda være en fordel yderligere at øge mængden af arbejdskraft uden tilsvarende at øge mængden af kapital. Man kan f.eks. forestille sig at der jævnligt er nogen blandt de ansatte som er fraværende fra arbejde. I så fald ville det være en overvejelse værd at ansætte en person mere til at dække ind under sygdom – altså holde produktionen og udnyttelsen af kapitalapparatet oppe trods tilfældigt skiftende fravær.
Fordelen ville dog være en smule mindre end i det første tilfælde, som handlede om at komme op på normal bemanding efter en nedgang. Skridtet fra 9 til 10 snedkere ville korrigere en oplagt uligevægt i sammensætningen af produktionsfaktorerne: Den ledige arbejdsstation bliver bemandet. Ved ansættelse af snedker nummer 11 er det ikke sikkert at der hver dag er behov for vikar. På dage hvor alle er mødt, ville det formentlig være muligt at finde nyttig beskæftigelse til den ekstra person, men den opnåede ekstra værditilvækst ville være mere usikker og beslutningen om ansættelse derfor marginalt mindre attraktiv ved snedker nr. 11 end ved nr. 10.
Eksemplet er endda endnu ikke udtømt. Hvis man forestiller sig at der er stigende afsætning af møbelprodukterne og god plads i værkstedslokalet, vil der måske være mulighed for at stille yderligere en eller flere arbejdsstationer med værktøj op og derpå udvide produktionen gennem ansættelse af flere arbejdere. En sådan udvidelse ville også kræve nogen ekstra kapitalindsats, nemlig til det nødvendige værktøj, men den mængde kapital der er bundet i grundarealet, bygningen, transportmidler og udendørsfaciliteter ville være den samme. Altså ville faktorsammensætningen ændre sig i arbejdskraftens favør, med økonomisk gunstigt resultat.
En sådan relativ øgning af indsatsfaktoren arbejdskraft, set i forhold til indsatsen af kapital, har imidlertid sin grænse. I det optimistiske eksempel der er givet her, virker udvidelsen først uproblematisk: Flere arbejdere i den samme bygning vil være en god ting så længe den udvidede produktion kan afsættes til den gældende og accepterede pris. Men jo flere arbejdere der skal være på den samme lokalitet, desto flere problemer vil der også opstå på grund af et mere komprimeret, trængselsbelastet produktionsmiljø med faldende effektivitet. Jo flere der skal være plads til, desto større vil disse problemer blive, og på et tidspunkt nås den grænse hvor ekstra-produktionen ved mandskabsudvidelse bliver mindre end lønudgiften til den sidst ansatte. I den situation vil en økonomisk meningsfuld udvidelse af produktionen kræve enten en ekstra værkstedsbygning eller en større til erstatning for den gamle. Grænsen for vækst ved gradvis øgning af den ene faktor er da nået, og en mere grundlæggende gentænkning af faktorsammensætningen vil være påkrævet, typisk omfattende en større nyinvestering.
Eksemplet illustrerer den teoretiske påstand om at produktionen kan sættes i vejret ved at øge indsatsfaktorernes mængde, og at det kan ske enten samlet eller hver for sig. Dog er der marginalt faldende afkast på den faktor der vokser mens den anden står stille. Ikke alene mængden, men også sammensætningen er altså af betydning (jf. tekstboksen). Der er fleksibilitet, men hvis ikke den anden faktor ’følger med’ når den ene øges, bliver udvidelsen gradvis mindre og mindre lønsom og til sidst meningsløs og tabsgivende.
I den ideelle sammensætning, optimumpunktet, benyttes den mængde realkapital pr. arbejder som giver den højest mulige samlede produktivitet: samlet output målt i forhold til samlet input. Dette kræver kendskab til samvirket mellem arbejdskraft og realkapital på et rent teknisk niveau, dvs. viden om hvilke maskiner og værktøjer der egner sig bedst på en given arbejdsplads for at opnå en høj produktion pr. arbejder pr. time. Det indebærer desuden at sammensætningen reguleres under hensyntagen til priserne på såvel realkapital som arbejdskraft. Er arbejdskraften relativt billig (lavt lønniveau), bliver det noget mindre attraktivt at satse på stor kapitalindsats. Og vice versa: Der er et særlig stærkt incitament til at indføre fast kapital som kan mindske behovet for arbejdskraft hvis denne er relativt dyr. De to produktionsfaktorer kan træde i stedet for hinanden, men marginalnytteprincippet afstikker rammerne for i hvilket omfang det kan og bør ske.
Indsatsfaktorernes kvalitet
I den moderne økonomi er teknologien under stadig forandring. Forandringen drives af ambitionen om at producere mere effektivt, dvs. med lavere forbrug af indsatsfaktorer pr. produceret enhed, eller sagt på en anden måde: billigere. Teknologi omfatter ikke kun redskaber og maskiner, men også måden de benyttes på: logistik, organisation og institutionaliseret adfærd, herunder sociale normer som direkte understøtter det økonomiske systems virkemåde. Den dynamiske kerne i teknologiudviklingen er ikke desto mindre nye og/eller forbedrede maskiner og værktøjer. Indtjeningen for hver krone der er investeret, sættes i vejret dels ved at kapitalapparatet yder mere, dels ved at det bliver billigere at genanskaffe. Efterhånden som erfaringsgrundlaget udvides, og de teknologier man bruger til at bygge maskiner med, selv udvikles videre, kan maskinen produceres ved lavere omkostning, ligesom dens opbygning forbedres, så senere modeller kører hurtigere og forbruger mindre energi. Disse gennemgående mekanismer gør teknologisk forandring til en dominerende kilde til den økonomiske vækst som både finansierer stigende personlige indtægter og forbrug og giver mulighed for at investere videre i ny og mere kapital.
Realkapitalens rolle er at understøtte arbejdskraftens produktivitet. Ny realkapital virker arbejdskraftbesparende. Hvis man kan indføre en maskine hvis bevægelser helt eller delvis erstatter en eller flere arbejderes manuelle indsats, vil forbruget af tid og menneskelig energi gå ned. Kendte eksempler fra hverdagen er de forskellige former for elektrisk værktøj man bruger i hjemmet: Den hånddrevne hjulpisker blev i anden halvdel af det 20. århundrede erstattet af en elektrisk røremaskine; vridbor og hammer og mejsel blev erstattet af elektriske (slag)boremaskiner. I begyndelse var disse el-værktøjer bekostelige at anskaffe i en almindelig husholdning, men deres relative pris (prisen i forhold til prisen på andre varer) faldt, og købekraften steg, således at det der en gang var en reel investering der gjorde indhug i lønnen og skulle overvejes nøje, i dag regnes for en triviel udgift.
I den egentlige produktion som er bærende for indkomstdannelsen, forekommer dette naturligvis i større skala end i hjemmet. Visse typer af maskineri er blevet historiske ikoner for den almene tendens. Den hånd- eller foddrevne spinderok med sit ene hjul og ene spole blev under den industrielle revolution fra slutningen af det 18. århundrede og frem erstattet af hurtigtgående, dampdrevne mange-spindlede maskiner. Arbejdet på de mekaniserede fabrikker erstattede den eksisterende hjemme- og småindustri og satte produktionen af spundet garn mange gange i vejret. Brug af dampmaskiner og arbejdsmaskiner afhang af at man havde værktøjsmaskiner til forarbejdning af metal og træ som gjorde det muligt at fremstille mangeartede maskindele i stort omfang og til bæredygtig pris.
Mekanisering indebærer markant øgede kapitaludgifter eftersom maskinerne og de tilhørende bygninger og anlæg er tunge, teknisk komplicerede investeringer. Det kan ikke desto mindre betale sig på grund af de store besparelser på arbejdskraft pr. produceret enhed. Og på længere sigt dæmpes den finansielle belastning idet de første versioner af arbejdskraftbesparende maskiner efterhånden erstattes af billigere og bedre udgaver. Ved en given omkostning kan erhverve maskiner som er stærkere, hurtigere og mere velfungerende end den første generation. Derfor har den teknologiske forandring i industrisamfundet også et stærkt kapitalbesparende islæt.
Arbejdskraftbesparelse: udviklingens hovedmotiv
Teknologiens kvalitative forandringer betyder at produktionen af varer og tjenester i dag kan gennemføres med et markant lavere forbrug af arbejdskraft end for 50, 100, for slet ikke at tale om 200 år siden. Dette har muliggjort en kombination af kortere arbejdstid og højere materiel levestandard. Ikke kun gamle, kendte håndværksmæssige og industrielle produktioner er blevet mekaniseret, men også alle mulige arbejdsfunktioner inden for transport, handel, forvaltning og service.
Den gennemgribende mekanisering har undervejs skullet overvinde at marginalnytten af kapitalindsats er faldende. Forestiller man sig en teknologisk stagnerende økonomi, standser væksten i arbejdsproduktivitet i det øjeblik man 1) har fundet en teknisk-økonomisk optimal sammensætning af indsatsfaktorerne, og 2) gennem opsparing og investering har fået anskaffet det kapitaludstyr der præcis svarer hertil. Uden kvalitative forbedringer af maskinelle arbejdsmetoder og udbredelsen af dem til stadig nye felter, samt udvikling af nye produkter og processer, ville den økonomiske vækst per arbejder gå i stå når man overalt i samfundsøkonomien havde opnået det bedst mulige mix af indsatsfaktorerne og finjusteret detaljerne i den måde faktorerne arbejder sammen på med hensyn til organisation og skala. Begrebet skala knytter sig til masseproduktionens potentiale. Ofte, om end langt fra altid, kan stykomkostningerne mindskes ved at producere i store ensartede mængder på tilsvarende store fabriksanlæg. Dette benævnes skalafordel.
Teknologisk forandring i form af bedre og billigere maskiner der kan bruges flere og flere steder til flere og flere ting, er altså en afgørende faktor for økonomisk vækst. Men på trods af den kapitalbesparende tendens som følger af at den eksisterende teknologi efterhånden raffineres, er mekaniseringen mere og mere investeringskrævende i absolut forstand. Maskinernes, processernes, procedurernes og organisationsformernes opbygning og virkemåde bliver anderledes end de var før. Men der sker også en tilvækst: Realkapitalens masse er ikke konstant, men bliver større og større sideløbende med den kvalitative forandring.
Forandringen kan ikke tage praktisk form alene ved gradvis at blive indbygget i en kapitalmasse af en given størrelse efterhånden som dennes enkelte komponenter bliver slidt eller bryder sammen og skal skiftes ud. Forbedring af det eksisterende er ikke nok. Når maskiner skal producere mere og hurtigere end før, skal de også være større og mere kraftfulde. Når flere funktioner inden for samme kendte proces skal mekaniseres, f.eks. ved indbygget styring (automatisering), skal der tilføjes flere tekniske komponenter i nye sammensætninger. Og når mekaniseringen skal udbredes til nye områder af økonomien, f.eks. da man indførte elektriske skrivemaskiner og senere tekstbehandlingsanlæg og printere på kontorerne, skal der bygges helt nye, ikke tidligere kendte typer af maskiner som skal stå i miljøer der førhen var fattige på realkapital.
I alle tilfælde er formålet at spare arbejdskraft. Maskiners og apparaters konstruktioner og virkemåde kan efterhånden forbedres så de bliver billigere at anskaffe og drive, f.eks. ved bedre energiøkonomi. Men de gradvis opnåede besparelser på omkostningerne ved mekanisering har kun en dæmpende, ikke en ophævende virkning på væksten i kapitalapparatets størrelse. Trods stedse mere raffinerede konstruktioner og bedre materialer har udviklingen medført at der er mere maskineri og teknik rundt omkring os i dag end før. Produktionsapparatets størrelse og værdi er vokset stærkt set i forhold til antallet af mennesker som varetager produktionen. Der er ikke kun kommet bedre, men også mere realkapital pr. arbejder.
Teknologiudviklingen har neutraliseret tendensen til marginalt faldende afkast på kapitalen når denne vokser mere end sin komplementære produktionsfaktor: arbejdskraften. Vejen til vækst i arbejdsproduktivitet og samlet output går med andre ord over øget kapitalintensitet. Først det ene, så det andet område er blevet mekaniseret i historisk transformerende processer. Det begyndte med de tunge, fysisk forarbejdende processer i produktion og transport, hvor frugterne hang lavest. Senere kom turen til mindre energitunge, men arbejdskraftkrævende processer i administration og kommunikation, med skrive- og regnemaskiner og senere tekstbehandlingsanlæg og regneark på computere som ikoniske eksempler.
Inden for de enkelte arbejdsområder, hvad enten den første mekanisering kom tidligt eller sent, er udviklingen fortsat siden: I midten af det 20. århundrede skulle der fortsat store skarer af arbejdere til for at betjene selv industriens mest mekaniserede produktionsapparater. Efterfølgende har en tiltagende automatisering gjort en stor andel af de ansatte overflødige, og de er overgået til arbejde i andre sektorer. Men det man betegner som automatisering, hvor produktionsmaskiner virker med indbyggede feedback-loops der giver input til selveksekverende reguleringer, er sagligt set ikke andet end en videregående bølge af mekanisering. Arbejdskraft erstattes med kapital, i større og større omfang og på et mere og mere avanceret teknologisk niveau.
Akkumulationstvang
Denne kontinuerlige proces understøttes af den funktionelle og sociale rollefordeling mellem arbejdskraft og kapital i den moderne økonomi. Kapitalen lever af at skabe overskud på privat ejet og drevet produktion. Opnåelse af konkurrencedygtighed i forhold til anden kapital, som eksisterer med det samme formål, kræver en investeringsmasse som gør det muligt at arbejde i tilstrækkelig skala og med ajourført teknologi. Der kan komme nye deltagere (kapitalejere) ind, men konkurrencen er ikke desto mindre et stadigt udskillelsesløb. De enkelte deltagere behøver ikke blive elimineret, men kan forblive som deltagere i konkurrencen. En betingelse for at fortsætte er imidlertid at der løbende oparbejdes midler til at udvide og/eller forny overskudsgivende forretningsmæssige aktiviteter. Man kan, med et udtryk der sætter tingene på spidsen, tale om akkumulationstvang.
Samfundets totale indkomst benyttes til enten kapitaldannelse eller forbrug. Den enkelte person der opnår kapitalindkomst, er ikke underlagt nogen tvang til at akkumulere og praktisere rollen som kapitalist dag og nat, men kan vælge at omsætte større eller mindre dele af indkomsten i personligt forbrug eller velgørenhed. Imidlertid, den del der faktisk reinvesteres som kapital af de individuelle aktører, hvad enten de er småsparere, professionelle enkeltinvestorer, pensionskasser eller virksomheder, må, for at opnå fornyet afkast og indkomst, nødvendigvis indgå i den stadige konkurrence. Dennes løbende udfald afhænger af evnen til hele tiden at opbygge og kanalisere kapitalressourcer på profitabel vis – at skabe en stadig strøm af overskud der kan geninvesteres med henblik på nyt overskud og så fremdeles. Så længe et investeringskrævende teknologisk udviklingspotentiale er til rådighed, er der et tvingende incitament til at forsøge dette. Og det teknologiske udviklingspotentiale er ikke en selvstændig, udefra kommende størrelse, men skabes i vidt omfang af kapitalen selv, som et led i bestræbelsen på at opnå den profit som er betingelsen for at overleve som kapital.
Total faktorproduktivitet (TFP)
Substituering af arbejdskraft med kapital er et vedvarende og synligt økonomisk-historisk fænomen, men samspillet mellem den kvantitative og den kvalitative side – mellem investeringsvolumen og ny teknologi – er indviklet og kan ikke uden videre specificeres og måles. Problemet har været genstand for mange løsningsforsøg uden endegyldigt resultat. En tilnærmet empirisk forståelse kan dog opnås via et såkaldt vækstregnskab (growth accounting). Et omfattende historisk eksempel er vist i den tabel som vises og diskuteres i det følgende afsnit efter en kort introduktion her.
Analysen af vækstens kilder bygger på forholdet mellem de relative stigninger i på den ene side faktorindsatserne, på den anden side værditilvæksten. I industrisamfundets højvækstøkonomier vokser den samlede produktionsmasse i reglen markant mere end kapital og arbejdskraft tilsammen. Dette kan fastslås i og med at den procentuelle vækst for outputtet og indsatsfaktorerne hver for sig er målbare størrelser.
Teknologiudviklingens positive effekt på økonomien har ikke selv noget indlysende talmæssigt udtryk, men målet for i hvilken grad den samlede økonomiske vækst overstiger væksten i indsat kapital og arbejdskraft, giver et fingerpeg. Der er en ’restfaktor’: Teknologiens kvalitative forandring understøtter for det første den udvikling af kapitalapparatet der sørger for at arbejdsproduktiviteten stiger idet en arbejder får mere kapital til rådighed. Dette sker vel at mærke uden at blive bremset af faldende afkast. Men ud over arbejdskraftbesparelse ved uddybning af kapitalen giver teknologiens udvikling økonomien et yderligere boost. Ikke kun arbejdskraften, men kapitalen og arbejdskraften tilsammen bliver mere produktiv. Denne faktor kan isoleres i vækstregnskabets ligninger og tolkes som et rendyrket kvalitativt bidrag til væksten, noget ’ekstra’. Det giver et fingerpeg om hvor dybtgående den teknologiske forandring er i en given periode.
Denne væksteffekt som man analytisk adskiller fra væksten i indsatsfaktorerne, kaldes ’total faktorproduktivitet’ (engelsk: total factor productivity, TFP). Vækstregnskabet er dog ikke en præcis afbildning af hvad der sker, for i den faktiske verden, uden for regnskabets talmæssige ramme, er restfaktoren ikke et afsondret element – ikke et ’tryllestøv’ der bliver drysset hen over en i øvrigt uforandret økonomi. Den fysiske kapital består af konkrete ting, og produktionen er én samlet proces. Maskiner og bygninger m.m. samler i sig både den kvantitative vækst og den kvalitative forandring: Teknologien er ’indlejret’ (engelsk: embedded) i produktionsudstyret.
Fornyelse er ikke kun afhængig af at der er nye ting at indføre, men også af hvor hurtigt dette sker. Den konjunkturbetingede investeringsvilje og forskydninger i balancen mellem sektorer og brancher øver indflydelse på processen. Der er en binding mellem kvalitativ forandring og kvantitativ vækst. Når spredningen af ny teknologi går hurtigt, accelereres den erfaringsdannelse som muliggør billiggørelse og optimering af det nye udstyr. Dette kan yderligere stimulere investeringsvilje og fornyelsestrang. Et hyppigt citeret eksempel på dette er informationsteknologien i 1980’erne: Alle talte dengang om ’computerne’, de ’dukkede op overalt’; ’det eneste sted de ikke dukkede op var i produktivitetsstatistikkerne’, som nobelpristageren i økonomi Robert Solow humoristisk bemærkede i 1987. Men da økonomien kom op i gear efter bekæmpelsen af inflationen og overgangen til udbudsøkonomi (jf. kapitlerne ? og ?) ophørte tvivlen om den ny teknologis effekt.
Nogle elementer af TFP er direkte integreret i den fysiske kapital, andre ikke. Det sidste gælder organisatoriske eller institutionelle forandringer som medfører en mere effektiv udnyttelse af produktionsapparat og arbejdskraft. Også voksende kundskab og forbedret rutine som erhverves via learning by using – uden at produktionsmidlerne i sig selv forandres – er et eksempel på ikke-legemliggjort teknologisk forandring som viser sig i TFP.
Alt i alt er vækstregnskabers billede af økonomien noget sløret, men indeholder ikke desto mindre væsentlig information.
Faktorindsats og faktorproduktivitet i Storbritannien 1760-2016
Historisk er TFP en tungtvejende, men svingende størrelse. Den økonomiske historiker Nicholas Crafts’ tal for Storbritannien efter 1760 (se. tabellen) antyder at mere end en tredjedel af landets økonomiske vækst i denne lange periode kan tilskrives stigning i total faktorproduktivitet – restfaktoren – mens den øvrige del skyldes målbar tilvækst i produktionsfaktorerne kapital og arbejdskraft. Der gælder stadig det forbehold at det ikke er to uafhængige processer, men ’kunstigt’ adskilte facetter af det samme forløb.
| Storbritannien 1760-2016, årlige økonomiske stigningstakter i pct. | ||||||
| Output | Indsatsfaktorerne | TFP | ||||
| Periode | Kapital | Arbejdskraft | Sammenvejet | Arbejds-produktivitet | ||
| 1760-1780 | 0,85 | 0,70 | 0,86 | 0,80 | 0,05 | -0,01 |
| 1780-1800 | 1,48 | 1,50 | 1,02 | 1,21 | 0,27 | 0,46 |
| 1800-1830 | 1,62 | 1,59 | 1,33 | 1,43 | 0,19 | 0,29 |
| 1830-1856 | 2,36 | 3,00 | 1,15 | 1,80 | 0,56 | 1,21 |
| 1856-1873 | 2,38 | 2,38 | 0,32 | 1,04 | 1,34 | 2,06 |
| 1873-1913 | 1,86 | 1,90 | 0,80 | 1,19 | 0,68 | 1,06 |
| 1924-1937 | 2,13 | 0,63 | 1,43 | 1,23 | 0,90 | 0,70 |
| 1950-1973 | 3,36 | 4,36 | -0,38 | 0,92 | 2,44 | 3,74 |
| 1973-1995 | 1,98 | 3,43 | -0,20 | 0,71 | 1,27 | 2,18 |
| 1995-2007 | 2,88 | 4,27 | 0,80 | 1,67 | 1,21 | 2,08 |
| 2007-2016 | 0,95 | 2,34 | 0,88 | 1,25 | -0,30 | 0,07 |
Den første delperiode (1760-1780), ved Den Industrielle Revolutions begyndelse, havde tilnærmelsesvis lige store stigninger i output, kapital og arbejdskraft og dermed ikke nogen nævneværdig TFP-effekt. Den samlede økonomiske vækstrate var allerede på dette tidspunkt en god del større end i tidligere tid, hvilket altså var opnået ved generel udvidelse af de anvendte produktionsfaktorer. Arbejdskraftbesparende teknologisk forandring var undervejs, men f.eks. bomuldsspindemaskiner og dampmaskiner var endnu så uudviklede og langt tilbage i deres spredning at det ikke slog særligt igennem i tallene for økonomisk vækst.
For midten af det 19. århundrede (1830-1856 og 1856-1873) illustrerer tabellen Den Industrielle Revolutions vækstgennembrud. Den nu markant større økonomiske vækst byggede især på tilvækst i kapital. Kapitalmængdens og outputtets øgning lå tilnærmelsesvis på samme niveau, mens indsatsen af arbejdskraften voksede markant mindre. Ydermere gav den totale faktorproduktivitet, især i årene 1856-1873, et betydeligt bidrag. Der skete altså på samme tid besparelse på arbejdskraften ved øget indsats af kapital og en markant stigning i de to produktionsfaktorers fælles ydeevne. Ikke alene voksede kapitalen relativt på arbejdskraftens bekostning, faktorsubstitutionen havde også en særlig intensiv kvalitet idet den ekstra kapitalmængde der blev sat ind, rummede store kvalitative forandringer med vækstdrivende potentiale. Perioden var kulminationen på Den Industrielle Revolution. På dette tidspunkt begyndte også stigningen i løn og levestandard for den brede arbejdende befolkning. Dette byggede på dels at den ekstra produktionsmængde nu skulle fordeles på en, stadig i absolutte tal voksende, men relativt stagnerende arbejdsstyrke, dels at arbejdskraftens andel i værditilvæksten – den funktionelle indkomstfordeling – skiftede til et noget højere niveau.
Det næste historisk signifikante løft i total faktorproduktivitet skete 1950-1973, i den periode der ofte betegnes The Golden Age of Capitalism. Periodens enestående træk var en kombination af stagnerende, ja svagt faldende mængde arbejdskraft med en særdeles stærk kapitaltilvækst. Relativt set oversteg kapitaltilvæksten ligefrem væksten i produktion, men sidstnævnte var ikke desto mindre stor nok til – med bred margin, takket være TFP – at opveje den stagnerende indsats af arbejdskraft. Ifølge Crafts’ analyse voksede arbejdsproduktiviteten i denne periode med knap fire pct. årligt, fem gange mere end i verdenskriseårene 1924-1937 hvor kapitaltilvæksten var svag.
Det pæne tal for total faktorproduktivitet 1924-37 tyder på at den teknologiske udvikling også i den periode frembød et udmærket vækstpotentiale, som blot ikke slog fuldt igennem på grund af den investeringsnedgang der i tabellen fremstår som lav vækst i kapital. Denne bremse bortfaldt i årene efter 2. Verdenskrig, understøttet af både fortsat generel teknologisk udvikling og nedbrydning af de protektionistiske barrierer der i mellemkrigstiden lagde en dæmper på teknologiens spredning via international handel med kapitalgoder. Et nyt socialt kompromis bestående af produktivitetsfremme, lønmodtagerandel i produktionsresultatet, og omfordeling via det offentlige bidrog også til resultatet.
De første årtier efter The Golden Age var at dømme efter vækstregnskabet en tilbagevenden til ’normale’ tilstande, dvs. et udviklings- og vækstmønster der hverken lignede de første efterkrigsårtier eller mellemkrigstiden, men snarere tiden fra Den Industrielle Revolutions gennembrud til Første Verdenskrig.
Den sidste periode i Crafts’ periodeinddelte vækstanalyse af den britiske økonomi dækker finanskrisen, på engelsk kendt som The Great Recession. De vigende, men trods alt historisk ret normale stigninger i faktorindsats var i disse år ikke i stand til at udløse en tilsvarende stigning i output, hvilket indikerer en svag total faktorproduktivitet, som da også fremgår af dennes beregnede værdi. Tallene røber ikke de specifikke årsager hertil, men man kan med rimelighed antage at afkastet på mange normale og i udgangspunktet sunde investeringer foretaget i årene før krisen nu ikke levede op til det man kunne forvente og derfor mindskede indkomsterne, også ud over den nedgang der direkte fulgte af nedlukninger og arbejdsløshed i krisens kølvand.
Vækstregnskabet og rollefordelingen mellem kapital og arbejdskraft
I en moderne økonomi vokser kapitalmassen væsentligt mere end antallet af beskæftigede personer, hvilket er årsag til arbejdskraftbesparelsen. Til gengæld er også lønomkostningerne vokset meget; dermed opretholdes en vis balance i den funktionelle indkomstfordeling. Crafts’ beregninger bygger på at kapitalens indkomstandel i det 18. århundrede lå på 40 pct. Et stykke op i det 19. århundrede dalede den til 35 pct. og efter 1. Verdenskrig yderligere til 25 pct. Kombinationen af mere og bedre kapital har for den enkelte beskæftigede lønarbejder muliggjort en generel stigning i indkomsten. Når de ansattes betjening af det udvidede og forbedrede fysiske kapitalapparat kræver øgede kvalifikationer opnået gennem uddannelse uden for produktionen, taler man desuden om vækst i human kapital som kilde til øget produktion og indtjening. Ifølge denne betragtning kan ikke kun den fysiske kapital, men også arbejdskraften være genstand for investering, som foretages i forventning om et afkast. Der er dog en væsentlig forskel mellem de to typer af investering.
De to produktionsfaktorers procentandele af den samlede faktorindkomst afspejler deres tyngde i økonomien. Deres indflydelse på beregningens facit vægtes derfor efter deres respektive andele i værditilvæksten. Relationen er som nævnt historisk foranderlig, men ligger nogenlunde fast over perioder på adskillige årtier. Inden for disse tidsudsnit kan man via den fundne fordelingsnøgle beregne hvor meget den relative vækst i hver af de to faktorindsatser har fået økonomien til at vokse. Den del af den samlede økonomis forholdsmæssige vækst som ikke kan forklares ad den vej, skyldes vækst i TFP.
Selv om TFP også rummer ændringer i teknisk og social praksis (styring, organisation, kommunikation etc.), står den faste kapitales ydeevne ikke desto mindre centralt. Det arbejdende menneskes mentale og kognitive kapacitet er nogenlunde stabil og tilpasses blot teknologien gennem skiftende former for skoling som matcher det eksisterende kapitaludstyr. Kapitalapparatet lever derimod gennem vækst. Forskellen mellem produktionsfaktorerne afspejles i måden man måler faktorindsatserne på. For arbejdskraftens vedkommende er det antallet af individer (eller anvendte arbejdstimer), dvs. væksten i den beskæftigede arbejdsstyrke, der indgår i beregningen. Om arbejdskraftens aflønning er større eller mindre, er ikke umiddelbart bestemmende for produktionens størrelse. Den udbetalte løn er ikke, som kapitalen, underlagt akkumulationstvang. For det meste går den udbetalte løn til forbrug, og i det omfang den i stedet opspares og investeres, forvandles den fra løn til et indslag i den samlede kapitalmasse. Dette påvirker ikke mængden af faktorindsatsen arbejdskraft, for idet lønnen omsættes, hvad enten det er til det ene eller det andet formål, indsættes arbejdskraften på ny for at opnå den næste lønudbetaling.
Indsatsen af kapital er derimod direkte bestemt af kapitalens egen aflønning, foruden de lønmodtagerindtægter der ved opsparing forvandles til kapital. I begge tilfælde bestemmer den indskudte økonomiske masse størrelsen på faktorindsatsen kapital. Vækstregnskabets stigende kapitalindsats måles derfor ikke i menneskelige, men i monetære termer. Kapitalen er kroner og øre der omsættes i råstoffer, maskiner og betalt arbejdskraft; den kan kun gøres op på den måde. Den er ikke, som arbejdskraften, menneskelig og personlig. Indehaverne af kapital er naturligvis individer (og dermed f.eks. producenter, forbrugere og organisations- og familiemedlemmer) på samme måde som arbejderne er det, men kapitalen som samfundsøkonomisk størrelse lader sig ikke måle ud fra dette kriterium, men alene ud fra den monetære masse der er til rådighed for investering.