Hvor priserne (jf. kapitel 2) er de ydre signaler som økonomiens aktører lægger til grund for deres beslutninger på markedet, er penge det medie som beslutningerne effektueres igennem. Køberen ytrer ønske om at eje en ting og får den overdraget mod at give penge (eller love at gøre det senere) til sælgeren, som på sin side har erklæret sig villig til at afgive tingen når pengene overdrages eller løftet gives. En sådan udveksling benævnes en transaktion i økonomisk terminologi. Den sum penge der indgår i en transaktion, er for de to parter ækvivalent med – dvs. svarer til – det specifikke produkt der overdrages.
Penge har forskellige former som i vekslende grad kan være både tingslige og symbolske. Det kan f.eks. være guldmønter (som er både tingslige og symbolske) eller posteringer i en database (som kun er symbolske). Deres funktion er i alle tilfælde den samme. Penge er en særlig substans som på en præcis måde, nemlig i kraft af deres større eller mindre mængde, svarer til enhver anden ting man kan tænke sig. Også andre ting end penge kan i princippet afmåles i præcise kvantiteter som i en transaktion svarer til en given mængde af en hvilken som helst anden ting. Det enestående ved penge er at de ved den form de har, og den lethed hvormed man kan afmåle og tælle dem, er særligt attraktive at benytte som universel målestok. Jo mere håndterlig, standardiseret og genkendelig pengenes form er, desto lettere og mere praktiske er de at benytte, og desto mere pålidelige virker de.
Ultimativt gode og praktisk værktøj
Trods deres enkle og instrumentelle funktion som omsætningsmiddel har penge en særlig status, både i vor fælles kultur og hos den enkelte. De står som det ultimative gode de fleste stræber efter fordi de så ubesværet åbner så mange døre. Besiddelsen af penge markerer skel i samfundet som kan være større eller mindre, men altid er genstand for opmærksomhed og refleksion, rækkende fra beundring til misundelse over for den rige, og fra medlidenhed til foragt over for den fattige. Det er ikke kun et spørgsmål om mængde, men også om hvordan man forvalter pengene: Både ødselhed og gerrighed er syndige egenskaber mens omtanke og storsind er dyder, der alle synliggøres gennem pengenes prisme. Penge eller hvad der svarer til penge, f.eks. guld i barrer, er stærkt repræsenteret som handlingsmotiver og omdrejningspunkter i narrativer og myter og i politiske og moralske forestillinger og normer. Der er overalt i det moderne samfund et stærkt fokus på penge, nogle vil mene i en sådan grad at de bliver en fetich – et mål i sig selv, kunstigt ophøjet og løsrevet fra autentiske og meningsfulde omgangsformer og behov.
En traditionel sammenfatning af penges praktiske funktion og rolle er at de fungerer som 1) målestok: Penge er en let tællelig almen enhed man måler købekraft i; 2) betalingsmiddel: Som fysisk eller symbolsk manifestation af måleenheden faciliterer penge de økonomiske transaktioner og sørger for at den som afgiver en ting, kompenseres med pengenes abstrakte købekraft; 3) opbevaringsmiddel: Den erhvervede abstrakte købekraft kan i pengenes form gemmes til et senere tidspunkt og ubesværet lægges sammen med penge der er erhvervet tidligere eller kommer til senere, ligesom en oparbejdet pengebeholdning kan deles og de enkelte portioner benyttes til hver sit købsformål på forskellige valgte tidspunkter.
Kredit
Gennem disse tre funktioner indebærer penge muligheden for et afgørende vigtigt element i samfundsøkonomien, nemlig kredit: Købekraft kan gemmes til senere brug ved besiddelsen af penge, men også fremskyndes, nemlig ved at andre end pengenes ejer autoriseres til at råde over dem midlertidigt. Hvis en sælger accepterer at pengeydelsen for et konkret produkt der indgår i en transaktion, udskydes til et senere tidspunkt, har han eller hun givet køberen kredit, dvs. gjort ham eller hende til skyldner. Det er også kredit hvis en person stiller en del af sin pengebeholdning midlertidigt til rådighed for en anden person (udlåner den) uden at en specifik vare eller ydelse indgår i transaktionen, men derimod med henblik på brug af pengene hos tredjepart. Men princippet er det samme: Både yderen af varekredit og pengeudlåneren giver midlertidigt afkald på købekraft således at den anden person, låntageren, som i udgangssituationen ikke besad nogen købekraft, nu opnår den.
Pengene skal senere, på et aftalt tidspunkt, gives tilbage til deres egentlige indehaver. I fravær af en sådan betingelse vil der være tale om en gave. Også gavegivning kan være reguleret af normer om gensidighed og derigennem minde om kredit, men er trods alt mere ensidig og altruistisk og savner den faste institutionelle binding med pligt til tilbagebetaling inden for en aftalt tidsramme.
Motivet for at yde kredit er at opnå indtægt. Ved varekredit sikrer sælgeren sig en fremtidig indtægt man måske ville være gået glip af hvis kreditten ikke blev ydet. Køberen kunne muligvis opnå kredit til samme formål hos en anden sælger eller, hvis købet ikke kom i stand gennem kredit, vælge at lægge sin senere opnåede købekraft på en helt anden vare, såfremt behov eller præferencer havde ændret sig i mellemtiden. Ydelse af kredit kan altså understøtte den løbende omsætning som sælgeren er afhængig af, specielt hvis der er tale om et erhvervsdrivende firma. Kredit bygger på en kombination af tillid og sanktion. Betaling kan i sidste instans gennemtvinges via det retlige system, som bygger på ejendomsrettens ukrænkelighed, men under normale omstændigheder sikrer forventninger og normer at betaling finder sted på det aftalte tidspunkt.
Ved udlån af penge opstår långivers indtjening ved at der beregnes rente af det udlånte beløb. Også varekredit kan være rentebelagt. Rente er en form for lejeafgift for at have rådighed over en sum. At disponere over pengemidler er et gode, og dette gode handles på markedet og har en pris, nemlig rentesatsen, typisk udmålt som procent pr. år af lånesummen. Rationalet bag rentebetaling er at udlåner for en tid giver afkald på en alternativ anvendelse af pengene, enten til forbrug eller investering. Dette afkald kræver en honorering eftersom kun de færreste vil yde noget for ingenting når man befinder sig uden for privatsfæren. Penge lånes ud som respons på en efterspørgsel, eller med andre ord: Kredit er en tjenesteydelse der omsættes på et marked og har en pris, nemlig renten.
Pengemarkedet
Lånet kommer i stand hvis låntager finder at byrden ved rentebetalingen står i et rimeligt forhold til fordelen ved at have rådighed over penge der kan bruges her og nu, også kaldet likvide midler. Rentesatser kan aftales individuelt, men der er på ethvert tidspunkt visse standarder som svarer til ligevægtspris på et varemarked. Også priserne på pengemarkedet etableres ved konkurrence hvor de enkelte aktørers præferencer og valg udmøntes i en ligevægt. Er renten høj, vil flere aktører låne ud end hvis den er lav; er den lav, vil flere søge at opnå lån end hvis den er høj, og vice versa. Ligevægten er den rentesats hvor alle potentielle långivere og (kreditværdige) låntagere enten kan indgå forbindelse med en modpart og bringe lånet i stand eller vælge ikke at deltage i markedet.
Ligesom varemarkedet er pengemarkedet opdelt i segmenter med forskellige ligevægtspriser, f.eks. forbrugslån eller realkreditlån. Dette kan umiddelbart undre eftersom penge jo er det abstrakte og almene gode som man derfor kunne forvente havde en enhedspris under fuldkommen konkurrence. Forskellene skyldes den usikkerhed der er forbundet med kredit. Ved standardtransaktionen på varemarkedet foregår udvekslingen i et og samme øjeblik hvilket så godt som eliminerer muligheden for at gå glip af betalingen. Ved udlån af penge er der et langt tidsrum mellem ydelsen af godet, nemlig lånet, og den endelige afregning af samme, nemlig tilbagebetalingen.
Skulle det ske at låntager ikke kan eller vil betale tilbage, foreligger et tab. Det indtræder næppe eftersom låntager har en juridisk håndhævet institutionel forpligtigelse til at overholde låneaftalen, men det kan ikke desto mindre ske. Derfor indgår der i renten en såkaldt risikopræmie som kompenserer for dette og dermed sørger for at det er attraktivt at låne ud. Lånet ydes ofte mod en form for sikkerhed (pant) i den ting det skal bruges til. Pant i ejendom er en betryggende garanti, hvorfor den risikopræmie der er indbygget i kraft af rentens højde, her kan være relativt lille, modsat det lån der ikke er bundet til værdifaste formål, f.eks. forbrugslån.
Også lånets varighed (løbetid) er af betydning. Hvis markedsrenten på kortfristede lån (hurtig tilbagebetalingstid) i en periode er så høj at det afføder en forventning om at der kommer et fald inden for en overskuelig tid, kan det virke dæmpende på den rente der i det givne øjeblik aftales for et længerevarende lån; i modsat fald ville interesserede låntagere få et incitament til at udskyde lånet, i forventning om at faldende rente slog bredt igennem inden for kort tid. Dette spekulative eksempel er blot en banal illustration af kompleksiteten og usikkerheden ved finansielle forhold.
Kreditvurdering er en anden side af sagen. På dag til dag-varemarkedet skelnes ikke mellem forskellige grader af værdighed hos kunden. Klubber o.l. der sorterer efter sociokulturel status, er en undtagelse; normalt er rådigheden over pengene her og nu eneste kriterium for at være komme ind på markedet. På pengemarkedet er det derimod normalt at diskriminere. Aspirerende låntagere som skønnes at frembyde særlig risiko for svigtende tilbagebetalingsevne, f.eks. på grund af lav indkomst, fravær af faste aktiver, dårligt helbred eller høj alder, afskæres fra at låne eller afkræves en højere rentesats.
Individuel risiko og systemisk usikkerhed
Dette er i overensstemmelse med grundlæggende økonomisk teori. Ikke desto mindre tilføjer penge og finans – betalingsmidler og kredit – en særlig dimension til det økonomiske liv. Hvor den øvrige udveksling af varer og tjenesteydelser udspiller sig her og nu, er kredit et middel til at fremskynde eller udskyde handlinger i realøkonomien, strække transaktioner over tid, og indsætte geografisk afstand mellem parterne. Dette indebærer momenter af uvished og frygt, som man dog accepterer på grund af de forventede og som oftest reale fordele der er forbundet med kredit. En del af uvisheden om fremtiden kan underkastes en saglig analyse og imødegås ved risikovurderinger og erfaringsbaserede regler for økonomisk adfærd.
Det kan dog ikke eliminere enhver usikkerhed. Det gælder dels den enkelte, som er overladt til sine egne overvejelser om hvor dristigt eller forsigtigt det er bedst at optræde i kreditanliggender, men det gælder også på samfundsmæssigt plan. Finansielle bevægelser indgår for det første i skabelsen af et cyklisk mønster af op- og nedgang i økonomien. For det andet løber finansvæsenet med uforudsigelige mellemrum ind i systemiske kriser med massesvigt i evnen til at opfylde finansielle forpligtigelser, dvs. præstere kontant afregning på aftalt tidspunkt. Dette kan i værste fald føre til at de finansielle mellemled, bankerne, ikke kan forsyne markedet med den mængde penge de løbende transaktioner kræver for at kunne gennemføres. I så fald trues ikke alene produktionens omfang, som ved normale konjunkturnedgange, men hele det økonomiske kredsløbs funktionalitet. De værste globale eksempler på dette er Verdenskrisen i 1930’erne – The Great Depression – og Finanskrisen – The Great Recession – sidst i 00’erne og først i 10’erne.
Forskellige pengesystemer
Selv som den neutrale formidler af samfundets arbejdsdeling og økonomiske kredsløb er penge en mere sammensat og uigennemskuelig størrelse end deres grundlæggende funktion lader ane. Penge er på en gang en teknologi og en institution – et fænomen som dels har gennemløbet en historisk udvikling, dels kan organiseres på varierende måder i det moderne samfund. Som teknologi har nogle varianter af pengesystemet fordele frem for andre, men ingen af dem er modsætnings- og problemfri. Ethvert pengesystem er behæftet med svagheder og kan geråde ud i problemer – også andre end de moderne finanskriser – som kan have store konsekvenser for samfundet som helhed. Alligevel kommer det ikke på tale at afskaffe eller undvære penge og erstatte dem med noget andet. Selv et dysfunktionelt pengesystem vil i en eller anden grad blive benyttet af de økonomiske aktører, og skulle det bryde sammen, indsættes et nyt af samfundets magthavere, eller det kan ligefrem opstå spontant via civile aktørers etablering af en form for nødpenge. Man kan ikke helt undvære et pengesystem.
For at fungere godt skal penge på en gang være praktiske og troværdige. Troværdighed kan f.eks. opnås hvis pengene har en iboende værdi, dvs. hvis deres materielle substans kan tjene et brugsformål og således fungere som en vare i sin egen ret. Ved byttehandel, også kendt som tuskhandel, skal parterne være enige om hvilke to varer der skal indgå i transaktionen, og derefter nå til enighed om hvilket mængdeforhold – svarende til prisen – der skal gælde: Hvem der skal give hvor meget af én vare for at opnå en bestemt mængde fra modparten af den anden vare. Af indlysende grunde besværliggør udvekslingens hyper-konkrete karakter – fraværet af pengenes abstraktion – processen med at finde præcis den rigtige vare til den rigtige pris. På den anden side er transaktionen yderst gennemskuelig: Man får hvad man ser. Dette er dog en begrænset fordel medmindre man selv umiddelbart konsumerer den erhvervede vare. Skal den bruges som mellemled, dvs. som betaling ved en fremtidig transaktion med tredjepart, kan bytteforholdet i mellemtiden ændre sig væk fra det forventede ligesom når priserne måles i penge.
Hvis en bestemt varetype opnår særlig popularitet som genstand for udveksling, udfylder den en pengefunktion. Den der erhverver den pågældende vare, har da begrundet tillid til at den kan benyttes som betalingsmiddel for en anden vare ved en senere lejlighed. I tidens løb har forskellige varer indtaget denne særlige rolle, f.eks. skaller af bestemte havsnegle, salt, korn, kvæg eller metalstykker – både ædelmetal og kobber eller jern. Betingelsen for at varer opnår denne pengelignende status eller funktion, er for det første at de i brugernes øjne kan bruges til noget, det være sig som smykker, forbrugsgenstande eller til tekniske formål; for det andet er underlagt knaphed og afhænger af en produktiv indsats for at komme til veje. Disse to egenskaber underbygger at varen kan påregnes at besidde blivende værdi. ”Værdi” betyder i denne sammenhæng at varen er attraktiv at besidde, ikke kun fordi den er pæn eller nyttig, men også fordi den ikke forefindes i så rigelige mængder og er så let at komme i besiddelse af at den drastisk taber i kurs som bytteobjekt. Problemstillingen er eminent beskrevet i Carl Barks’ tegneserie Tralla La fra 1954 hvor et isoleret asiatisk bjergfolk bjergtages af sodavandskapsler fra Andeby og higer efter at få dem, men drives til fallit og fortvivlelse da Onkel Joakim tankeløst oversvømmer økonomien med dem, og de ofte dyrt erhvervede kapselpenge mister deres købekraft.
Metaller, i særdeleshed ædelmetallet guld og halvædelmetallet sølv, er oplagte kandidater til at udfylde pengefunktionen da de er lidet voluminøse, lette at håndtere og attraktive at besidde på grund af deres knaphed og nyttestatus som materiale for smykker og prestigeobjekter. De indebærer dog begge det problem at de ved legering kan fortyndes med materiale af ringere værdi, hvorfor tilliden til dem som betalingsmiddel afhænger af at lødigheden kan verificeres. Endvidere skal metallerne for at fungere som penge kunne afmåles i præcise kvantiteter, hvilket fordrer rådighed over pålidelig teknologi og apparatur. Den teknisk-sociale løsning på dette problem er udmøntning, eksekveret og garanteret af en magtfuld og troværdig myndighed. Hvis en bestemt mængde guld eller sølv kan præges i tydeligt og genkendeligt format og størrelse, som kun vanskeligt og under trussel om straf kan reproduceres af tredjepart eller ’skrælles’ for dele af deres metalværdi ved at klippe stykker eller file spåner af dem, højner det tilliden til pengenes reale værdi og brugbarhed som omsætningsmiddel. Løsningens effektivitet demonstreres af at kunstfærdigt prægede mønter af metal i utallige kvaliteter og størrelser har været et kernelement i pengesystemer gennem flere tusinde år og endnu spiller en vis, om end marginal rolle.
Monetarisering og statsmagt
I forbindelse med udmøntning kommer staten ind i billedet – ’kongens mønt’. Det offentlige møntvæsen kan anskues på flere måder; en af dem er som en service til borgerne på statens territorium. Hvis staten understøtter tilstedeværelsen af pålidelige cirkulationsmidler, får borgerne lettere ved at indgå i og udføre økonomiske transaktioner, hvilket fremmer cirkulationen af varer og tjenesteydelser og dermed den generelle værdiskabelse og velstand. Men staten har også egne interesser i pengevæsenet. Driften af møntpressen har løbende omkostninger og kræver forudgående investeringer, men er også en indtægtskilde idet der kan opkræves seigniorage (et oprindeligt fransk ord, der på dansk kaldes slagskat), en fortjeneste på driften af møntpressen som opstår ved at der puttes en lidt mindre mængde værdifuldt materiale i mønten end dennes pålydende værdi eller på anden måde betales en afgift til den udstedende instans. Afgiften opkrævedes tidligere hvis eksempelvis en borger eller inkorporeret enhed (bank, vekselerer, købmand, by, kloster, stiftelse etc.) ønskede at få omsat sølv eller guld i stykker til gangbar mønt. I vore dage mener nogle at dollarens dominerende stilling som reservevaluta og internationalt betalingsmiddel indebærer en lignende fordel for den amerikanske økonomi, bl.a. fordi centralbanken, Federal Reserve, tjener på at forsyne verden med den populære greenback. Dollars koster jo et ret beskedent beløb at trykke, men udleveres kun til udlændinge mod indbetaling af allerede cirkulerende fremmed valuta med etableret købekraft. Denne moderne version af seigniorage kan på den anden side betragtes som en nødvendig og rimelig betaling for den service det er at forsyne verdensmarkedet med et universelt betalingsmiddel, analogt med tidligere tiders metalbaserede møntvæsen. Rollen som monetært centrum har ikke desto mindre bestyrket USA’s rolle som økonomisk og politisk hovedmagt.
Systematiseringen og teknificeringen af pengevæsenet i tidligt-moderne tid øgede statens evne til at beskatte de civile aktører. Det skete ikke kun på grund af afgiften ved møntslagningen, men også fordi den officielle og standardiserede monetarisering af økonomien gjorde det lettere at opkræve andre skatter og afgifter. Pengevæsenet eksisterer ikke mindst for at opfylde statens behov og er dybt integreret i dennes magtmidler. Staten havde dog vanskeligt ved fuldt ud at monopolisere pengevæsenet fordi pengenes værdi fortsat var bundet op på metalindholdet og derved gjorde forskellige mønttyper fra forskellige møntpresser anvendelige, når blot de nød tillid blandt brugerne. Ved handel mellem forskellige statslige territorier kunne mønter med forskelligt ophav flyde på tværs af grænserne og måske blive blandet op med landets egen mønt i de daglige transaktioners flow.
De statslige møntsteders eneret på at lave lokal mønt kunne misbruges til at øge statens provenu ved at undlade at opretholde møntens lødighed. Dette indebar at nogle mønter mere end andre blev betragtet som gode og sikre at besidde. Der kunne opstå situationer hvor lødige mønter enten blev holdt tilbage som betalingsmiddel af brugerne eller ved omsmeltning omsat til underlødige mønter med kunstigt højt pålydende, set i forhold til det indgåede metals lavere mængde. Man taler om at ’dårlige penge fortrænger gode penge’.
Privat kredit med private betalingsmidler
Sådanne svagheder giver friktion i pengevæsenet og incitament til at udvikle andre omsætningsmekanismer. Men selv uafhængigt af problemerne i det metalbaserede pengesystem fandt vigtige innovationer i betalingssystemet sted, som fortsat er i brug i dag. Således udviklede købmænd og banker involveret i den europæiske fjernhandel vekslen – et gældsbevis der, fordi det var omsætteligt (blandt andre end den skyldner og den tilgodehaver der først var noteret på papiret) kunne bruges som betalingsmiddel, nærmest som papirpenge, dog i en noget mere omstændelig form. Besidderen af en veksel kan sælge den videre for kontanter eller varer før udløbsdatoen, men må give en rabat der skal kompensere køberen for den ulempe det er at stille likviditeten til rådighed straks. For den som således erhverver vekslen, er forskellen mellem overtagelsessummen og pålydendet en rente. Ønsker den pågældende køber imidlertid inden vekslens udløb (gældsbevisets forfaldsdato) at genoprette sin kontante likviditet, kan papiret skifte hænder igen idet den nye køber nu påtager sig at vente på pengenes udbetaling og derfor, via rabatten i forhold til vekslens pålydende værdi, modtager rentebetaling. Vekslen er et lånedokument, som imidlertid også kan benyttes f.eks. som betaling for varer. Strukturen i dette system illustrerer den tætte samhørighed mellem penge og kredit.
Papirpenge
Vekslen er dog ikke en fuldgyldig erstatning for almindelige penge eftersom den i sidste instans indfries med kontanter. De statslige pengesedler der blev det dominerende kontante omsætningsmiddel i det 19. og 20. århundrede, kan siges at udgøre en syntese mellem det traditionelle møntvæsen og vekslen. Vekslens princip er private aktørers villighed til – på grundlag af tillid – at bruge præcist udformede og betegnede papirstykker som betalingsmiddel. Pengesedlen er inden for denne forståelsesramme en veksel uden en bestemt udløbsdato som udstedes af et autoriseret pengeinstitut i form af en centralbank eller lignende.
Når man selv efter pengesedlens indtog talte om en møntfod, dækkede det over at en seddels pålydende svarede til en bestemt mængde sølv eller guld (eller mønter svarende hertil) som ihændehaveren af sedlen kunne gøre fordring på mod at indlevere sedlen til udstederen. Formålet med dette arrangement var dels at opbygge tillid til sedlernes stabile værdi, dels at facilitere transaktioner med aktører fra steder med et andet seddelsystem og møntfod.
Dette system mindsker friktionen i udvekslingerne, men er lige så usikkert som et møntbaseret system der lider under risikoen for at mønten skæres i vægt eller lødighed for at finansiere møntudstederens behov. Også seddeludstederen kan fortynde pengenes værdi og underminere tilliden til dem ved at udstede langt flere sedler end der er basis for at indfri ved hjælp af den bagvedliggende metalbase. Selv hvis tilliden til pengenes brugbarhed bevares – fordi der ikke er alternative betalingsmidler for hånden – kan en umådeholden tilførsel af penge til markedet for at finansiere statens betalinger medføre dyrtid eller inflation, dvs. udhule befolkningens købekraft eller skabe en almindelig inflation med udhuling af pengenes værdi og deraf følgende fristelse til at udstede endnu flere papirpenge uden tilstrækkelig dækning i metalbasen. Det var et sådant voksende spænd mellem på den ene side stor pengemængde og statslig forgældelse, på den anden side de reale offentlige finanser i Danmark som i 1813, ved Napoleonskrigenes afslutning, fremkaldte den såkaldte statsbankerot som det tog mere end en generation at komme over gennem et nyt pengesystem og høj beskatning der kunne genetablere statens økonomiske fundament.
Guldstandarden
Det 19. århundredes lange fred i Europa gjorde det lettere for mange lande at lægge sig fast på en stabil guldfod – et pengesystem hvor der ganske vist ikke var en til en-dækning med guld af de cirkulerende sedler, men tilstrækkelig dækning til at forebygge mistillid. Denne konsolidering af de nationale pengesystemer dannede grundlag for det første institutionaliserede internationale penge- og betalingssystem, kaldet Guldstandarden. Arrangementet var ikke underbygget ved nogen traktat, men alene af forvisningen om at de ligesindede nationers valuta altid var indløselig med en fast mængde guld. Eftersom pengeværdien i hvert land var fast forankret i denne fælles, alment anerkendte og eftertragtede enhed, var valutakurserne stabile. De enkelte landes centralbanker så en fælles interesse i denne tilstand og bidrog til at opretholde den gennem samarbejde om at eliminere kortvarig uligevægt.
I de enkelte lande som indgik i dette arrangement, opretholdt centralbanken den monetære ligevægt gennem sin rentepolitik. Dette skete under kraftig indflydelse fra den almindelige konjunktur. Hvis der var tendens til inflation (vedholdende generelle prisstigninger) på grund af efterspørgselspres på varer og arbejdskraft, svækkedes de nationale erhvervs internationale konkurrencedygtighed hvilket førte til lavere profitabilitet, som igen førte til kapitalflugt: Nogle aktører ville vælge at flytte penge til andre lande hvor situationen forekom mere sikker eller lovende. For at udføre dem vekslede de til guld eller fremmed valuta, hvilket svækkede centralbankens evne til på forlangende at indløse sedler med guld. For at imødegå denne latente trussel mod pengesystemets troværdighed måtte centralbanken sætte renten højt, dvs. gøre det dyrere at låne og dermed rejse penge til investering. Dels dæmpede dette den økonomiske aktivitet og prisudviklingen, dels gjorde højere rente det mere attraktivt at flytte penge i form af guld eller fremmed valuta ind i landet som indlån i bankerne. Når tilstrækkeligt mange midler i guld eller fremmed valuta var flydt tilbage, kunne renten atter gå ned og den cirkulerende papirpengemængde derved øges til gavn for investering og beskæftigelse. Mekanikken var i princippet selvregulerende og automatisk ligevægtsskabende, som et kybernetisk tilbagekoblingssystem, men krævede for ikke at hakke i bevægelserne at centralbankerne samarbejdede velvilligt med hensyn til kreditter som kunne holde valutabeholdningerne stabile i de nationale knudepunkter.
Den frie kapitalbevægelse og de faste valutakurser under Guldstandarden faciliterede international handel, som generelt var i kraftig vækst i anden halvdel af det 19. århundrede, ikke mindst på grund af nye samfærdselsmidler som dampskibe, jernbaner og telegraf samt inddragelse af større dele af kloden i det vestlige kolonisystem. I de enkelte lande harmonerede guldstandardens internationale dimension fint med moderne statslederes bevidsthed om vigtigheden af et troværdigt, transparent og letløbende pengesystem. En vigtig præmis for dette var at staten undlod at udnytte sin magt til gennem uhæmmet låntagning at øge sine løbende budgetter, men skaffede sine nødvendige indtægter gennem beskatning, dengang typisk told og afgifter, men efterhånden også indkomstskat.
Guldstandardens afvikling
Prioriteterne skiftede ved fredens ophør i 1914. Staternes ekstraordinære udgifter under Første Verdenskrig til både selve krigsførelsen og forskellige former for regulering af samfundet som følge af indskrænkningen i den internationale vareudveksling krævede en grad af gældsstiftelse og direkte intervention i det økonomiske flow som ikke var kompatibel med bevaring af det tidligere system, hverken inden for de enkelte lande eller mellem dem. Udbruddet af fjendtligheder betød alt andet lige at guldstandarden måtte forlades idet samarbejde mellem centralbankerne ikke længere var muligt. Sammenbruddet i den internationale del af systemet eliminerede dog ikke i det enkelte land bevidstheden om at en forsvarlig teknokratisk styring af pengevæsenet var nødvendig, noget som da også satte sig bredt igennem, selv i det nederlagsramte Tyskand oven på den hyper-inflation der hærgede landets økonomi i 1923.
Restitueringen af pengesystemerne gik efter Første Verdenskrig så vidt at man atter tillempede guldstandardens principper, men ikke med samme succes som før. Stater og centralbanker havde under krigen erfaret at et stabilt pengesystem godt kunne opretholdes uden total hengivelse til guldstandardens rent liberalistiske governance-former. Renteniveau og pengeforsyning kunne med forsigtighed manipuleres som enkelte led i en bredere politik der, i større skala end i det 19. århundrede, skulle imødekomme befolkningens behov og krav til staten om en mere velfærdsorienteret politik, omfattende overførselsindkomster og offentlige investeringer. I første omgang skete bruddet kun antydningsvis, men da 1930’ernes verdenskrise satte ind, ophørte guldstandarden som international institution, og nogle lande, heriblandt Danmark, gik helt væk fra princippet om at centralbankens penge var indløselige med guld.
Krisens stærke nedgang i den internationale handel mindskede betydningen af en selvvirkende valutaregulering; det tilbageværende behov for gensidig tilpasning blev løst gennem toldpolitik, bilaterale handelsaftaler og direkte mængdestyring af udenrigshandelen, hvor opfyldelse af behov for fremmede varer blev afstemt efter betalingsevnen i forhold til udlandet. Institutionelt var dette et tilbageskridt, men det muliggjorde en nationalt tilpasset penge-, finans- og socialpolitik der bremsede økonomiens fald og holdt de værste problemer fra døren i en situation hvor det gamle system havde vist sig magtesløst på grund af dels internationale spændinger, dels strukturelle samfundsforandringer der satte spørgsmålstegn ved den liberalistiske ordens effektivitet og legitimitet.
Bretton Woods-systemet
Ved udgangen af Anden Verdenskrig efterspurgte de vestlige regeringer ikke desto mindre en delvis tilbagevenden til guldstandardens stabile valutakurser og ubesværede betalinger på tværs af grænserne. Den stærkt regulerede handel i den senere del af mellemkrigstiden svækkede udnyttelsen af de økonomiske fordele ved international arbejdsdeling og dermed muligheden for en hurtig genopbygning efter krigen. Også storpolitiske overvejelser om en stærk alliance mellem vestmagterne lå til grund for en ny international institutionalisering af pengevæsenet som knyttede disse lande til hverandre. Resultatet blev det såkaldte Bretton Woods-arrangement, opkaldt efter byen hvor den afgørende forhandlingskonference fandt sted i 1944.
Det nye system gik ud på at guldstandardens fastkursprincip tilnærmelsesvis skulle genindføres, men uden dette systems automatiske mekanismer baseret på pligten til at indløse sedler med guld. Staterne var ikke længere indstillet på at give afkald på en vidtgående handlefrihed i den dengang nye reguleringsmodus vi i dag kender som ’den økonomiske politik’, herunder renteniveau og pengeforsyning (jf. kapitel ?). To storkrige, verdenskrisen, og befolkningens ønsker om velfærdsforanstaltninger havde cementeret den opfattelse at regeringerne skulle tilegne sig de nødvendige værktøjer til at foretage en overordnet styring af samfundet under skiftende betingelser.
Da man ikke desto mindre i internationalt fællesskab ønskede stabile valutaer, var der ingen vej uden om at finde et robust forankringspunkt for kurserne. Kun den amerikanske dollar kunne udføre denne rolle og funktion. Dette byggede på, for det første, at USA havde fastholdt princippet om pengenes indløselighed med guld; for det andet at den amerikanske dollar var et troværdigt og efterspurgt betalingsmiddel overalt eftersom USA havde en overordentlig stor, stærk og dynamisk økonomi som ikke var blevet afbrudt af krigen, snarere det modsatte.
De øvrige deltagere i samarbejdet forpligtigede sig til inden for en snæver variationsramme at fastholde deres valutakurs over for dollaren og dermed over for hinanden, hvilket ret nøje svarede til tilstanden under guldstandarden. Det skete dog ikke gennem automatiske op- eller nedjusteringer af den cirkulerende pengemængde. Metoden var overladt til de enkelte lande, og kunne også omfatte finanspolitiske midler, der med de offentlige budgetters stigende andel af økonomien vejede stadig tungere ind i bestemmelsen af de nationale økonomiers aktivitetsniveau og hele form (jf. kapitel ?). Også kortsigtede interventioner i valutamarkedet fra centralbankernes side var et muligt virkemiddel.
Princippet i den nye orden var at der skulle herske stabile pengeforhold samtidig med at de enkelte lande havde vidtgående påvirkningsmuligheder i forhold til deres egen økonomi, betinget af de gældende forhold og regeringernes politiske præferencer. For at kompensere for den manglende automatik, sammenlignet med guldstandarden, indførtes en bufferordning i form af en fælles valutafond som det var muligt at trække på hvis der opstod betalingsbalanceproblemer som kunne skabe turbulens og svække loyaliteten over for fastkurspolitikken. Man byggede også på at centralbankerne i det daglige samarbejdede fleksibelt og i kollegial forståelse.
Ved mere permanente, strukturelle problemer var der mulighed for at opnå en kollektiv godkendelse af justering af valutakursen hvis denne var så høj at landets varer mistede deres konkurrencedygtighed på det internationale marked og eksporten derfor ikke kunne matche importen. Dette kunne indtræffe hvis prisudviklingen på hjemmemarkedet skete hurtigere end i de øvrige lande – pengenes købekraft ville da dale og motivere en kompenserende sænkning af kursen, dvs. devaluering. Forventningen indbygget i systemets arkitektur var imidlertid at dette kun skete undtagelsesvis, og at landene ved andre midler skulle forebygge inflation og dermed undgå forringelse af deres valutas købekraft.
Flydende valutakurser
Trods en del besvær og enkelte ensidigt besluttede kursændringer tjente systemet sit formål gennem den lange genopbygnings- og højvækstperiode efter krigen, men i 1971 mistede det sit forankringspunkt idet USA ikke længere ville garantere dollarens indløselighed med guld. Hvis indehavere af de store mængder amerikansk valuta der cirkulerede internationalt, begyndte at strømme til for at bytte om med guld, ville USA’s reserver blive drænet; dette var en uacceptabel risiko, særligt set i lyset af at økonomien internationalt blev mere og mere usikker som følge af inflation, balanceproblemer og afsvækket produktivitetsstigning. Uden det fikspunkt som dollarens guldlignende status havde frembudt, fik markedskræfternes spil kurserne til at divergere fra det aftalte normalniveau. Centralbanker og regeringer kunne ikke efterleve en målsætning som havde mistet sin underbygning.
Dermed eksisterede den internationale valutaordning ikke længere; i stedet indledtes en periode med foranderlige, i princippet helt ’flydende’ valutakurser, alene inddæmmet af de enkelte landes mere eller mindre tilfældige målsætninger og interventioner med den egne valutas stilling for øje. Dollaren mistede dog ikke sin rolle som international hovedvaluta eftersom den amerikanske økonomis volumen og solide fremtidige potentiale opretholdt dollarens troværdighed som sikker havn ved international kreditydelse og store og langsigtede leverancekontrakter. Dette lagde en dæmper på usikkerhed i det internationale pengesystem om end der faktisk skete løbende forskydninger i de store valutaers indbyrdes værdi.
Samtidig var rationalet bag Bretton Woods-systemets faste kurser fortsat gældende og udløste i Europa, struktureret via EU-fællesskabet, en serie gradvist mere vidtgående samordninger, efterhånden sammenbindinger af valutaerne, kulminerende med indførelsen af Euroen som egentlig fælles mønt for de fleste af EU-landene. Den nye møntfod bliver udstedt og styret af én Europæisk Centralbank. Man kan på det grundlag konkludere at bestræbelserne på at opnå et internationalt pengesystem indlejret i en fælles infrastruktur er fortsat fra guldstandarden, hen over Bretton Woods og til vor egen tid, også selv om de globale hovedvalutaer i dag er bevægelige i værdi i forhold til hinanden og bundet op på hver sin udstedende og regulerende myndighed. Den markante undtagelse var mellemkrigstiden hvor landene isolerede sig.
Penge og kredit forbliver det samme
Den fremadskridende institutionalisering og professionalisering af pengevæsenet og de store fremskridt i den finansielle infrastrukturs teknologi har ikke ændret pengenes grundlæggende funktion som beskrevet i begyndelsen af dette kapitel. Deres form har ganske vist ændret sig meget i moderne tid: Fra prægede (ædel-)metalstykker (’kongens mønt’) over i første omgang værdibeviser (pengesedler) bakket op af metal (guld- eller sølvstandard). Derpå fulgte de pengesedler vi stadig ser i ny og næ: De var i sig selv dækningsløse, men nød brugernes tillid fordi de hidrørte fra en autoriseret bank med monopol på pengeproduktion og lovbestemt ansvar for dels at opretholde pengenes værdi ved ikke at udstede for mange af dem, dels at understøtte betalingsstrømmene i samfundet ved heller ikke at udstede for få.
Den stadig igangværende overgang til et næsten kontantløst samfund hvor transaktionerne finder sted gennem omposteringer på konti via et digitalt informationsnetværk kan umiddelbart forekomme at være en radikal forandring. Ikke-legemliggjorte penge har imidlertid været en del af systemet i det mindste siden europæisk renæssance, med udviklingen af bank- og købmandsvæsen og dertil hørende bogholderiteknik med fuld overensstemmelse mellem tilgange og afgange på forskellige konti og med de løbende kontobevægelser som entydig kilde til ændringer i regnskabernes statusopgørelser. Med sådanne teknikker kan mange mellemværender registreres og afvikles uden at der er fysisk foreliggende penge involveret. Når en bank bevilger et lån til en kunde, bliver pengene ikke udbetalt, men overføres til kundens konto samtidig med at blive registreret som gæld til banken. Når kunden bruger pengene, overføres de ved en bogholderimæssig operation til modtageren; har denne konto i en anden bank, kan de to pengeinstitutter registrere denne og andre bevægelser samlet, udregne den samlede forskydning mellem dem og notere resultatet på en særlig konto der clearer mellemværendet mellem dem. Overgangen til en anden teknisk infrastruktur i finansvæsenet, hvor arbejdet med informationerne mekaniseres ved hjælp af computere og elektroniske databaser ændrer intet ved dette: Et bogholderisystem er, også når det virker gennem skrevne, håndindførte posteringer, allerede et kompleks af forbundne databaser.
Systemisk usikkerhed
Der er en risiko for lækager i systemet. Yder banken et lån til en kunde der ikke er kreditværdig, mangler en forventet postering i regnskabet i det øjeblik den pågældende faktisk undlader at betale tilbage. En moderat risiko for dette vil altid være til stede i kraft af kredittens udstrækning over tid: Penge skabes og udlånes på ét tidspunkt og vender tilbage til kilden på et senere tidspunkt. Der er usikkerhed om hvad der sker i mellemtiden. Spredte tab kan opsuges af systemet; de udgør for banken en driftsomkostning som enten skal betales af øvrige kunder eller af bankens overskud. Men hvis det sker ofte, kan det være en systemfejl som kan have sine rødder i vidt forskellige årsager: inkompetence, kriminalitet eller kvalificerede og oprigtige, men uholdbare forventninger vedrørende fremtiden.
Kredit – der, som det er blevet forklaret, reelt er det samme som penge – skabes gennem aftaler mellem økonomiens aktører. Kreditterne hidrører ikke umiddelbart fra den formelt pengeudstedende instans, centralbanken, men kan opstå lokalt. Det sker i særdeleshed gennem bankerne, som indtager en nøglerolle i pengesystemet fordi de samler så store klumper af pengeøkonomien hos sig takket være de mange konti de bestyrer. Kreditterne vil vokse til en betydelig masse eftersom de som hovedregel ikke udbetales i kontanter (hvilket ville dræne bankens masse af likvide midler), men derimod posteres enten på kreditmodtagerens løbende konto eller overføres som betaling herfra til andre kontohavere. Dette muliggør et stort samlet kreditvolumen baseret på mange indeståender, men frembyder også en systemisk usikkerhed: Kontohavere med ubundne midler kan gøre krav på deres tilgodehavende hvert øjeblik, og i det øjeblik banken på grund at et større antal dårlige betalere ikke kan opfylde kravet, går forventede og nødvendige pengestrømme i stå. Der opstår mistillid til banken, og kunder med adgang til at hæve kontanter, vil, om ikke andet så for en sikkerheds skyld, gøre netop dette i stor stil – der opstår et såkaldt stormløb på banken.
Det moderne bankvæsens institutionelle indretning tager sigte på at minimere antallet og omfanget af sådanne begivenheder. Mens centralbanken ikke direkte og i detaljer styrer hverken kreditvolumenet eller dets fordeling, har den alligevel en væsentlig indflydelse på pengenes gang i samfundet. De enkelte banker henter en del af deres likvide midler (penge til rådighed her og nu) gennem lån og kreditter i centralbanken, men har også midler ’parkeret’ her på egne konti, hvilket tilsammen giver centralbanken indflydelse på omfanget af deres aktivitet, herunder villigheden til og muligheden for at låne ud. Centralbankens udlånsrente, diskontoen, virker dæmpende på aktiviteten hvis den hæves og penge dermed bliver dyrere at få fat på. Det er også muligt at rationere kreditten ved at lægge et loft over hvor mange likvider bankerne kan hente ind fra centralbanken. Ydermere vil et lov- og regelværk, som centralbanken bidrager til at udforme og forvalte, fastsætte rammer for hvor store kreditter bankerne kan tillade sig at udstede på basis af en bestemt indlånsmasse, ligesom der stilles krav til størrelsen af bankernes egenkapital, dvs. den sum penge banken selv bygger på, forud for engagementerne med sine kunder. Egenkapitalen kan fungere som buffer for den enkelte bank såfremt pengestrømmen fra de løbende forretninger går for meget ned. Endelig deltager centralbanken i forskellige former for direkte opsyn med bankernes ledelse og deres afgørelser.
Investeringskredit i opgangstid
Trods disse forholdsregler, udviklet på grundlag af mange års erfaringer, kan penge- og finansvæsen til tider skabe alvorlige friktioner i samfundsøkonomien, nemlig i det øjeblik bankerne udviser svigt i evnen til at holde betalingskredsløbet åbent og i gang. Kreditfunktionerne – opfyldelsen af nutidige betalingsforpligtigelser udsprunget af aftaler i fortiden – er det svage punkt. Når nogen låner penge, er det ikke sikkert de kan betale dem tilbage igen. Hævningerne til forbrug foregår på kort sigt, men finansieres af de løbende afbetalinger på de langsigtede kreditter. Krisen kan opstå ved et alvorligt mismatch mellem de to sider.
Formålet med at opnå kredit i banken (eller på anden måde låne penge) er meget ofte at skabe et overskud gennem investering, dvs. kreditten tjener et erhvervsmæssigt formål. At opnå en fortjeneste er hovedmålet for den aktør der foretager investeringen og udgør den primære motivation for overhovedet at gå i gang. Fortjenesten fremkommer ved at investeringen giver et overskud. Overskuddet har som forudsætning at investeringen i løbet af låneperioden genererer en bredere strøm af indtægt der skal betale for projektets samlede omkostninger, herunder afdragene og renterne på den gæld der er stiftet for at sætte det hele i gang. Hvis det imidlertid ikke lykkes at skabe den forventede indtægt, er investeringen slået fejl: Investoren må i første omgang give afkald på sin egen fortjeneste og kan ofte heller ikke tilbagebetale det lån der er optaget for at betale de udgifter der er nødvendige før projektet – ifølge den plan der ligger til grund – begynder at skabe strømmen af indtægter.
Overordnet set er dette ikke problematisk: Hvis ikke både skyldneren (den aktive investor) og udlåneren (f.eks. banken) var villige til på et oplyst og sagligt grundlag at acceptere en risiko, kunne investeringer ikke foretages af andre end dem der i forvejen besidder de nødvendige pengemidler; dette ville være til enorm ulempe for samfundets evne til at producere og skabe nyt. Kreditsystemet kanaliserer midler derhen hvor de er mest efterspurgte.
Den naturlige komplement til risikovillighed er forsigtighed. Professionelle ydere af kredit, som banker, investeringsfonde og kreditforeninger, har udviklet særlige teknikker, procedurer og kompetencer der gør det muligt for det første at vurdere risikoniveauet i hver enkelt tilfælde før der gives kredit, for det andet at sikre sig delvis mod tab. Det sidste kan f.eks. ske gennem pant i investeringens aktiver (jord, bygninger og maskiner) eller deling af risikoen med tredjepart (kautionister eller aktionærer udefra der bidrager med dele af investeringssummen). Disse metoder kombineret med sund og velovervejet forretningsførelse i egen interesse samt en vis regulering og kontrol fra det offentliges side betyder at banker og andre finansielle institutioner i det daglige fungerer efter hensigten, udfylder gatekeeper-funktionen og gennem deres serviceydelser selv er i stand til at generere et økonomisk overskud der eventuelt kan finansiere udvidelse eller konsolidering af deres forretning.
Det er dog ikke det fulde billede. Eftersom finansielle virksomheder er drevet af ambitioner om at opnå profit, er de også selv risikovillige. De fungerer ikke entydigt som en neutral saglig instans der efter bedste evne og faste retningslinjer sorterer de usikre låntagere fra og giver kredit til resten. Graden af forsigtighed afhænger ikke kun af risikovurderingen i de enkelte sager, men også af den økonomiske konjunktur i samfundet. I dårlige tider, med et forhøjet ledighedsniveau, svage markeder og beskeden økonomisk vækst, vil forsigtigheden være relativt stor, men aftage efterhånden som den svage konjunktur afløses af økonomisk fremgang med flere og flere succesrige investeringer og en kollektiv forståelse af at nu går det godt, opbygget f.eks. ved forbrugertillidsundersøgelser, faldende ledighed etc.
Dette giver i sig selv bankerne et rationelt grundlag for at slække på forsigtigheden: Med de gode tider falder den reale risiko for at de investeringsprojekter der lånes til, slår fejl. Samtidig vokser antallet af ivrige lånere, idet flere og flere føler sig ansporet af den opadgående konjunktur til at investere for lånte penge. Behovet for at låne boostes yderligere af at de investeringsudgifter man skal bruge lånet til, drives i vejret. Det gør de fordi kapaciteten i de brancher der sælger realkapital, f.eks. byggeriet og maskinindustrien, ikke med det samme kan nå at øge produktionen så den matcher efterspørgslen til den hidtil gældende pris. Fordi mange investorer kappes om at erhverve en begrænset mængde realkapital, bliver det dyrere at komme i gang, og den enkeltes lånebehov stiger.
Penge skaber penge
Investorerne kappes derfor ikke kun om at købe kapitaludstyret, men også om at få lov til at låne pengene til at gøre det. Den øgede efterspørgsel på kredit betyder højere rente som giver et incitament for bankerne til at øge deres udlån, ud over det oprindelige incitament som var den større sikkerhed for tilbagebetaling på grund af den stærkere samfundsøkonomi. Efterspørgselspresset kan ifølge teorien anspore den finansielle sektors aktører til at udvikle nye ’finansielle instrumenter’ gennem hvilke det er muligt at rejse kapital fra flere kilder end hidtil.
Det skal i den sammenhæng huskes at banker i forvejen har et spillerum til at udvide deres kreditmasse. Nye udlån skaber nye indeståender idet kun en mindre del af de lånte penge forlader bankerne som kontanter. De penge man har lånt, lader man blive på sin egen konto indtil de faktisk skal bruges. I takt med at dette sker, forsvinder de imidlertid ikke ud af systemet, men overføres som betaling til andre kontohavere, hvorfor bankernes bøger fortsat balancerer, blot på et højere niveau. Grundlaget er at kunderne handler indbyrdes, og bankerne noterer transaktionerne. Disse omfatter både varesalg og lønudbetaling. Tidligere gik lønningerne, enten på ugentlig eller månedlig basis, ud som kontanter til lønmodtagerne, men overgangen til udbetaling på lønkonto i 1960’erne sørgede for at også disse meget omfattende midler langt hen forblev i pengeinstitutterne som del af disses likviditet – men selvfølgelig også som en fordring på bankerne.
Dette spillerum for at øge udlånet til nye investeringer simpelthen ved, gennem bevilling af kredit, selv at skabe ’nye penge’, som imidlertid forbliver i systemet, er dog begrænset. Store hurtige udvidelser af en banks kreditmasse kræver enten tilgang af nye kunder som i tillid til bankens soliditet sætter penge ind, eller det kræver at banken som sikkerhedsnet for sine udlånsoperationer tiltrækker risikovillig kapital udefra. En traditionel måde at gøre dette på er at udvide aktiekapitalen. Roskilde Bank og Amagerbanken frembød i forbindelse med Finanskrisen afskrækkende eksempler på dette, men metoden er ikke i sig selv suspekt – det kommer an på hvad man lover de nye aktionærer kapitalen skal bruges til. En anden måde er at skabe eller videreformidle nye finansielle investeringsprodukter som kan omsættes på et stort marked og dermed inddrage mange investorer. Under subprime-krisen i USA i 2006, som var første fase af Finanskrisen, skete det ved gennem sofistikerede transaktioner at blande og bundte store mængder af usikre lån i pakker til salg på verdensmarkedet således at det enkelte låns risiko ikke var synlig og – forventede man fejlagtigt – heller ikke mærkbar for de mange formidlere og slutkøbere af kreditbeviserne.
Metoderne indebærer en stor kompleksitet og indbyrdes afhængighed inden for det finansielle system. Det medfører en sårbarhed for systemet eftersom svigt af betalingspligt ét sted hurtigt kan forplante sig videre til andre steder. Under normale omstændigheder er skadevirkningerne begrænsede idet f.eks. en enkelt banks tilfældige tab kan absorberes via den almindelige overskudsgivende drift. Selv en mindre banks totale sammenbrud vil sjældent føre til større problemer for andre end dens hovedinteressenter idet dens forretninger gerne kan overtages af en konkurrerende bank som har en naturlig interesse i at lægge den fejlslagne banks løbende forretninger til sine egne.
Når krisen kommer
Men under uheldige sammenfald af begivenheder, enten hvis store banker går ned eller hvis en stemning af mistillid breder sig så mange aktører søger at omsætte deres tilgodehavender til kontanter og dermed undergraver likviditeten rundt omkring i betalingssystemet – da kan friktionen føre til en omfattende nedbremsning, og der opstår en finansiel krise. En sådan kan have forskellige former; den mest frygtindgydende er at pengeinstitutterne ikke kan honorere deres pligt til at formidle de daglige betalinger enten via debetkort (som dankortet) eller kontante udbetalinger fra kundernes anfordringskonto. Hvis dette sker, eller der er en udbredt formodning om at det kan ske (som bliver til en selvopfyldt profeti idet alle strømmer til banken for at bjerge deres penge), foreligger der en samfundsmæssig krise som direkte truer borgernes velfærd og kræver resolut indgriben fra statens og centralbankens side. Også mindre omfattende friktioner eller blokeringer kan have store økonomiske skadevirkninger, ikke kun for den finansielle sektor, men for alle der benytter sig af dennes tjenesteydelser, og for samfundsøkonomien som en fælles helhed eftersom produktion, omsætning og forbrug er så stærkt afhængig af betaling og kredit.
Da man naturligvis ønsker at forebygge sådanne kriser, er det af stor interesse at forstå hvad der overordnet set ligger til grund for dem. En kendt hypotese om finansiel ustabilitet er udformet af den amerikanske økonom Hyman Minsky (1919-1996). Et af dens kernepunkter er at investeringer som bygger på lån, kan inddeles i tre klasser. Én gruppe indeholder fra starten evne til at betale ikke kun renter, men også afdrag på lån og bidrager derfor ikke til ustabilitet. Tilfældige problemer, som pludselige vendinger i markedet for produktet eller projektlederens sygdom eller død, er ikke talrige nok til at forårsage problemer for systemet.
Der findes også hasarderede og uærlige investeringsprojekter hvis ophavsmænd drager personlig fordel af dem, men aldrig når frem til at producere værdi der svarer til investeringens og lånets størrelse. Denne kategori bliver ikke altid spottet af kredittens systemansvarlige, men bør som hovedregel blive det. I nogle tilfælde afregnes efterfølgende via retssystemet og politiets afdeling for økonomisk kriminalitet, men på grund af den indbyggede tvivl og uforudsigelighed i kredit er der en ret stor gråzone som belaster systemet.
En tredje kategori, ’spekulanterne’, er ifølge Minsky en nøglevariabel til forklaring af svigtende finansiel stabilitet. Disse investorer og låntagere er fantasifulde og risikovillige og har stigende medvind under konjunkturens opgangsfase hvor tilliden til at det er let at tjene penge er høj, også i bankernes ledelse. Hvis en investering går til et projekt der er lovende, men usikkert fordi det repræsenterer noget nyt, som skal perfektioneres og promoveres før folk køber varen, accepterer man at det kan tage længere tid end låneperioden varer at opnå den strøm af indkomst som skal til for at afdrage på gælden. Dette problem løser investorerne ved at refinansiere: Et oprindeligt lån indfries ved at optage et nyt lån, som forlænger fristen. Forhåbningen er at indtægterne på et tidspunkt bliver store nok til at afvikle gælden. Men hvis lånerenten i mellemtiden stiger, så det bliver sværere at honorere selv de løbende betalingsforpligtigelser; eller hvis den almindelige konjunktur vender til nedgang og indtægterne fra investeringen derfor bliver mindre; og når der som følge af dette må udvises øget forsigtighed fra långivernes side – da er der en risiko for opbygning af en såkaldt ’perfekt storm’ hvor mange på en gang stopper deres betalinger og derved udløser finanskrise. Den enkle sammenhæng er at de der modtager indbetalinger, som regel skal bruge pengene til udbetalinger til andre. Derfor er det svært at isolere et finansielt stop til dets udspring – det forplanter sig videre som ringe i vandet. Dette gælder ikke mindst i dag hvor finansbranchen er både meget omfattende, stærkt internationaliseret og omfatter mange forskellige former for finansielle ydelser.
Forholdsregler mod krisen
Som tidligere nævnt er den finansielle sektor underkastet regulering, dvs. regler og retningslinjer der skal sikre omhu og forsigtighed i forretningsførelsen og modvirke overdreven eksponering for de risici der følger med ’spekulativ’ investering. Dette har dog ikke elimineret risikoen for finansielle kriser. Eftersom banker og andre finansielle enheder løbende udvikler nye forretningsmodeller der skal understøtte deres handlefrihed og udvide deres operationsradius, kan dette næppe opnås. Reguleringen skal både tage højde for dette, og for at konteksten indimellem ændrer sig. Pengesystemets placering i efterkrigstidens fælles regimente med sammenhængende nationaløkonomisk styring i de enkelte lande (jf. kapitel ?), gav grundlag for en ret restriktiv ramme, men de seneste årtiers globalisering og tiltro til markedskræfternes selvregulering har trukket i en mere liberalistisk retning, bl.a. med større frihed for bankerne til at sprede deres aktiviteter på flere felter og tværs over de nationale grænser. Finanskrisen affødte en modreaktion med opstramning af de allerede gældende Basel-standarder som omfatter internationalt aktive banker i de lande der indgår i samarbejdet. National lovgivning kan være endnu mere indgående og specifik, ingen af delene garanterer dog mod fremtidige finanskriser.
Reguleringens problem er ikke kun ændringerne i det økonomiske miljø og forsøg på omgåelse gennem nye finansielle produkter og forretningsmodeller, men også frygten for at hæmme kreativ foretagsomhed. Ikke blot bankerne, men samfundet som helhed har interesse i at de finansielle virksomheder kan operere relativt uhindret. Dette er en betingelse for at de så effektivt som muligt kan opfylde deres funktionelle formål, nemlig at rejse og formidle kredit via pengenes løbende strøm. Det gælder ikke mindst understøttelsen af den såkaldte spekulation, som bygger på at visse nye ideer med stort økonomisk potentiale kræver lang modningstid med løbende finansiering før de eventuelt betaler sig. På grund af kredittens væsentlige kendetegn – adskillelsen i tid mellem en første investering og dens endelige afkast samt usikkerheden derimellem – kræver sådanne investeringer risikovilje. Hvis alt går godt, honoreres denne med en præmie i form af et afkast som er større end den gængse sikre investering i faste og uforanderlige genstande og aktiviteter. Den finansielle investors eller kreditgivers spekulation er intet andet end et engagement, drevet af ønsket om profit, i at forudse eller gætte hvilke projekter der inden for en vis tidshorisont vil give det bedste afkast. Hvis denne spekulative aktivitet ikke fandt sted, ville innovative iværksættere (jf. kapitel?) få vanskeligere ved at virkeliggøre deres ideer, hvilket ville hæmme den økonomiske vækst og udvikling. Derfor kan man nok blive enige om at en begrænsende regulering i forhold til finanssektoren er nødvendig for at forebygge ødelæggende kriser i betalingssystemet, men når reguleringen strammes, vil det ikke desto mindre blive mødt med indvendinger om at formidlingen af kapital hæmmes, med skadelig virkning på investeringsklimaet.
Staten kan regulere med henblik på at forebygge finansielle kriser, men kan også gribe ind for at afhjælpe skadevirkningen når den en gang er indtrådt. Det kan ske ved at yde støtte i form af garantier eller direkte likviditetsindsprøjtninger til banker som står på nippet til at standse deres betalinger. Dette så man i mange forskellige former under Finanskrisen, f.eks. med inddragelse af andre banker i rekonstruktioner og ved overtagelser af særlig hårdt ramte banker. Hvis krisen truer med at blive mere omfattende, kan samarbejdet med branchen også omfatte bredere ’sikkerhedsnet’ hvor staten stiller penge midlertidigt til rådighed i en generel ordning.
Ideen er langtfra ny. Tværtimod er der langvarig velbegrundet tradition (den såkaldte Bagehot-regel (1873)) for at staten eller centralbanken midlertidigt understøtter banker der i et kritisk øjeblik mangler likviditet, men i øvrigt har de nødvendige aktiver i form af værdipapirer og kundeportefølje til at fortsætte driften. Likviditetslånet gives med krav om rentebetaling ud over det normale for at afskrække banker fra at balancere på kanten af den nødvendige likviditet i forvisning om at staten står klar med hjælp hvis det går galt. En sådan type adfærd kaldet moral hazard i den økonomiske terminologi; ordet betegner en overdreven og udspekuleret risikoeksponering hvis mulige konsekvenser bæres af andre.
Dette problem er baggrunden for at stat og centralbank står i en vanskelig situation når der er grus i den finansielle del af samfundsmaskineriet. På den ene side er det absolut påkrævet at undgå en omfattende krise, på den anden side må branchens centrale aktører, specielt bankledelserne, ikke få den opfattelse at det aldrig kan gå rigtig galt for dem, og at de ikke bærer noget reelt ansvar for andre interesser end deres snævre personlige. Problemstillingen illustreres malende gennem vendingen too big to fail – den kyniske konstatering at nogle økonomiske enheder bare ikke kan tillades at gå neden om og hjem trods princippet om at privat ejendom er ensbetydende med privat risiko. Et muligt modsvar fra statens side under en krise er at gennemføre nationalisering, dvs. gennemtvinge statsligt ejerskab af virksomheder eller infrastruktur som er af væsentlig samfundsmæssig betydning, men ikke drives på betryggende vis af deres private indehavere. Nationalisering indebærer i denne sammenhæng at de tilbageværende aktiver beslaglægges af staten med henblik på at gennemføre en videreførelse og rekonstruktion af virksomheden.
Den måske vigtigste overordnede lære af de finansielle krisers teori og historie er at penge ikke blot er et passivt, understøttende medie, et transmissionsmiddel eller neutral infrastruktur, men et område med selvstændig rolle og betydning i det økonomiske system.