Økonomisk vækst er et gammelt fænomen (jf. kapitel 1), men nyt som begreb. Det ældste citat i Oxford English Dictionary stammer fra 1875. I Danmark skal man endnu længere frem i tid for at finde direkte spor. I Ordbog over det danske sprog, som dækker frem til 1950, var der i det lange opslag ”Vækst” ikke den mindste reference til økonomiske forhold. I 1953 dukkede termen ”økonomisk vækst” dog op i Nationaløkonomisk Tidsskrift og optrådte herefter hyppigt. Danske økonomer var egentlig ikke voldsomt forsinkede, for teorien om økonomisk vækst blev først for alvor udviklet fra 1930’erne og frem. Emnet påkaldte sig stor opmærksomhed i 1950’erne, hvorefter det blev et af de mest fremtrædende i den økonomiske litteratur og har været det siden.
Taget efter sit basale semantiske indhold handler vækst om en øgning i størrelse eller masse. Siden Den Industrielle Revolution har økonomiske iagttagere da heller ikke været i tvivl: Ikke blot byers indbyggertal eller enkeltpersoners indtægt og formue voksede; produktion og forbrug var generelt stigende og medførte at samfundet ændrede karakter. Det mere aktive og reflekterende fokus på dette fænomen i det 20. århundrede hang sammen med at økonomiske tilbageslag ledsaget af social og politisk uro nu gjorde sig gældende med øget styrke. En stabilt voksende økonomi med sikker beskæftigelse og forbedret levefod for befolkningen kom højt op på den offentlige dagsorden.
Nationalstaten som ramme for vækst
Muligheden for at forholde sig til vækst på en praktisk meningsfuld måde afhang af omfanget og kvaliteten af den sociale og økonomiske statistik. På grundlag af tal for løn, beskæftigelse, omsætning, skattebetaling, udenrigshandel etc. skabte man nu mere og bedre information om økonomiens vare- og pengestrømme. Statistiske variabler som ’nationalindkomst’ blev defineret, og tallene som denne størrelse byggede på, blev fyldt ind i såkaldte input/output-tabeller. Man betragtede her indkomsten ud fra dels dens kilder (input), dels dens anvendelser (output). Tabellerne illustrerede ikke kun økonomiens størrelse, men også dens struktur og flow. Det tjente alt sammen et formål: Ved at dokumentere den økonomiske vækst blev det muligt, med jordforbindelsen i behold, at teoretisere over hvilke dynamikker der kunne fremme vækst, og hvordan disse dynamikker kunne stimuleres.
Foruden et teknisk og instrumentelt islæt havde det nye syn på samfundsøkonomien også en mere reflekterende og eksistentiel dimension. Der var markante forskelle mellem de enkelte landes og landegruppers potentiale og formåen med hensyn til økonomisk vækst. Allerede før det moderne vækstbegreb slog igennem, var det klart at mønstrene for udvikling ikke var de samme overalt. Mest tydeligt var det i forskellene mellem de koloniserende centerlande og de underkastede områder i Asien, Afrika og tidligere også Sydamerika. Allerede Marx havde belyst relationen mellem disse to poler i nogle af sine skrifter, og temaet blev yderligere opdyrket af flere af hans mere eller mindre ligesindede efterfølgere.
Da afkoloniseringen begyndte i midten af det 20. århundrede, og de rige og industrialiserede lande måtte give afkald på deres direkte magt over verdens øvrige områder, opstod der i centerlandene bekymring for hvad de store fattige folkemasser i nye selvstændige stater ville bringe af farer og problemer i den internationale politik. De nye styrende eliter i de fattige lande var tilsvarende optaget af hvordan selvstændigheden og den fortsatte relation til de tidligere magthavere skulle forvaltes. Dermed blev udvikling med vækst som middel – eller omvendt: underudvikling på grund af manglende vækst – et centralt tema i økonomisk tænkning. Det farvede ikke kun de post-koloniale relationer mellem gamle og nye stater, men også forståelsen af de forskellige landes placering i verden mere generelt.
Ideen om økonomisk vækst og udvikling som sammenhørende koncepter blev udviklet af økonomer og statistikere fra mange lande i verden, bl.a. ved samarbejde i internationale organisationer. Empirisk hvilede arbejdet imidlertid på de enkelte statslige enheders vækstpræstation, sammenlignet med andre statslige enheder og baseret på statistisk kortlægning af økonomien i hvert enkelt land. Regional og urban/rural udvikling var en del af det teoretiske felt, men det dominerende motiv var og blev hvordan de individuelle lande klarede sig med hensyn til økonomisk vækst, og hvad der var de underliggende årsager, også historisk, til dette.
Nationalindkomst
Økonomisk vækst måles som forskellen mellem værdien af et lands produktionsresultat fra det ene år til det andet. Hovedbegrebet bruttonationalprodukt betegner således årets samlede værditilvækst, dvs. aflønningen af produktionsfaktorerne samt den del af værditilvæksten der afleveres til det offentlige i form af indirekte skatter og afgifter, uden først at have været udbetalt som løn eller fortjeneste til borgerne. Ser man bort fra denne statslige del, har man bruttofaktorindkomsten, som alene måler den del af produktionsværdien der udgør kapitalens og arbejdskraftens aflønning. Dette mål gør det lettere at belyse den side af den samfundsmæssige fordeling der finder sted via markedet, den såkaldte ’funktionelle indkomstfordeling’: proportionaliteten mellem massen af løn og massen af kapitalindkomst i økonomien.
Bruttonationalproduktet, som måler værdien af landets egenproduktion, har et alternativ i form af bruttonationalindkomsten: Her medregnes en række indtægter fra økonomiske aktiviteter i andre lande, mens betalinger til produktionsfaktorer hjemmehørende i udlandet fraregnes. Forskellen er groft sagt at mens bruttonationalproduktet måler omfanget af den økonomiske aktivitet inden for landets grænser, viser bruttonationalindkomsten den sum der er til rådighed for landets indbyggere og stat efter afregning med udenlandske instanser.
Begge størrelser kan også opgøres netto, hvilket indebærer modregning af den negative værdi som slid på kapitalapparatet repræsenterer. For at produktionen kan fortsætte usvækket, skal maskinpark, værktøjsbeholdning, bygningsmasse og infrastruktur restitueres på løbende basis. Dette koster penge og mindsker den sum i nationalregnskabet som står til rådighed for forbrug og udvidelse af produktionsapparatet gennem nyinvestering.
Vækstrater
Man opgør væksten relativt, dvs. i procent, ligesom værditilvæksten sættes i forhold til indbyggertallet (’BNP per capita’). Sammenligningen kan foregå mellem to tilgrænsende år eller hen over en længere periode. Opgørelsen af nationalproduktet på afsluttede kalenderår gør det muligt at betragte væksten både på kortere og længere sigt. For at gøre vækstmål over forskellige tidslængder direkte sammenlignelige beregner man en såkaldt vækstrate, dvs. den gennemgående procentsats for vækst pr. år. Dette ensartede mål for relativ tilvækst repræsenterer den middel-forskel der er fra det ene år til det andet, hvad enten perioden er kortere eller længere. Hvis f.eks. tallet er 100 i det første år, 104 i det følgende år og 106 i det næstfølgende, er vækstraten 3 pct. p.a. (’pro anno’) set hen over de to delperioder. Den er ganske vist 4 pct. fra det første til det andet år og 1,9 pct. fra det andet til det tredje år, men jævnet ud hen over perioden er væksten 3 pct. om året.
Beregningen hviler på et almindeligt renters rente-princip. Metoden kan bruges uanset periodens længde. Ved længere forløb med store udsving og stærkt atypiske værdier i nogle år, kan det imidlertid være en fordel at benytte en beregningsteknik som korrigerer for tilfældige afvigelser på tilfældige tidspunkter. I stedet for den umiddelbare vækstrate mellem to givne år viser man da tendensen (trenden) i tallene. På den måde undgår man eksempelvis at værdier som af tilfældige grunde er usædvanligt lave i slutningen af perioden, tvinger den samlede vækstrate ned på et niveau som der ikke er dækning for i den første lange del af forløbet. Uanset om man bruger den ene eller den anden metode, er den størrelse man identificerer, dog den samme, nemlig den gennemgående vækst pr. år, målt som en udjævnet relativ tilvækst fra år til år hen over en periode af kortere eller længere varighed. I det følgende vises nogle eksempler.
Danmarks BNP pr. indbygger 1966-2022
Figuren nedenfor over det danske vækstforløb 1966-2022 viser en trendkurve sammen med værdierne for de enkelte år. Vækstraten, i figuren 1,6 pct. p.a., indikerer det gennemgående tempo for perioden. Målet kan direkte sammenlignes med det samme lands vækst i andre perioder eller med andre landes vækst i samme periode. Når den indtegnede tendenslinje sammenlignes med værdierne for de enkelte år, tydeliggøres variationerne i vækstrytmen. Episoder med lavere vækst end periodens tendens kan være et symptom på enten afmatning eller deciderede problemer i økonomien. Omvendt tyder en gunstig periode på afhjælpning af problemer eller virkeliggørelse af potentialer i økonomien. Tal og grafer forklarer ikke i sig selv årsagerne hertil, men viser de steder i forløbet der i større eller mindre grad skiller sig ud. Et udsvings størrelse kan f.eks. give et fingerpeg om hvor kraftig en afmatning eller et opsving var sammenlignet med lignende begivenheder i andre perioder.
Figuren viser en afmatning for dansk økonomi fra midten af 1970’erne til begyndelsen af 1990’erne og derefter en opgangsperiode frem til finanskrisen i årene omkring 2010. I hovedparten af den lange stagnationsperiode var der dog en forholdsvis normal vækst, dvs. der blev delvis kompenseret for de kritiske år. 1970’erne og -80’erne betragtes med rette som ikke blot en krisetid, men en overgangsfase hvor økonomiens samfundsmæssige regulering skiftede form. Orienteringen i den økonomiske politik og normerne på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet osv. skiftede fra efterspørgsels- til udbudsperspektiv (jf. kapitlerne 8 og 11).
Men kilden til de lejlighedsvis svage væksttal i den periode var trods alt ikke dysfunktion i det finansielle system, som tilfældet var under Finanskrisen 2007-09. Her var nedgangstiden kortere, men meget abrupt og krævede adskillige års restituering for at komme tilbage i samme takt som tendenslinjen. Som økonomisk krise betragtet var Finanskrisen markant dybere end ’oliekriserne’ en generation længere tilbage. Den danske økonomi havde negativ vækst både 1974-75, 1980-81, 2008-2009 og 2020 (Covid 19-pandemien), men den relative nedgang i 2009 var to en halv til fem gange så stor som i andre alvorlige nedgangsår i perioden. Finanskrisen havde dog ikke samme kombinerede dybde og varighed som Den Store Depression i 1930’erne.
En anden måde at bruge vækstrater på er sammenligning mellem lande. Hvis den økonomiske vækst for kortere eller længere perioder er mindre end i andre lande med nogenlunde samme socioøkonomiske system, opfattes det af regeringer, centralbanker og erhvervsliv som en tændt advarselslampe. Hvis væksten omvendt inden for en kortere tidshorisont er tilforladelig i Danmark, men vaklende i Tyskland og Sverige, vil nogen måske føle sig opmuntret af at det går så godt hos os. De ansvarlige for det økonomiske system og professionelle investorer vil imidlertid tolke forskellen som et symptom på at dansk økonomi er på vej ud i problemer, idet svagheder i omverdenen kan forplante sig til Danmark. En nedbremsning i amerikansk, tysk eller svensk økonomi betyder mindre import fra Danmark og kan dermed true dansk produktion og beskæftigelse.
Lave væksttal peger på åbne eller latente problemer, mens stigende væksttal antyder sådanne problemers mulige ophør, måske ligefrem begyndelsen på en periode med høj og stabil vækst. Som dokumentariske redskaber kan tallene understøtte en forståelse, men er stadig kun et fingerpeg om tingenes tilstand. Vedvarende svag vækst sammenlignet med andre økonomier er symptom på at noget er enten galt (og kalder på rettende indgreb), eller under forandring (og derfor kalder på tilpasning). En kortere afvigelse fra normalen behøver ikke betyde ret meget. Det kan være svært at skelne strukturelle problemer fra tilfældige konjunkturer. Afvigelser fra det forventede vil dog altid blive bemærket af dem der i politik, erhvervsliv eller den akademiske verden arbejder med økonomi. Det hænger sammen med at strukturelle problemer der endnu er af beskeden størrelse, kan risikere at blive forstærket hvis ikke tilfældigt opståede nedgangstendenser håndteres fornuftigt inden for den økonomiske politiks ramme.
Fire landes vækstforløb i det 20. århundrede
Periodevise vækstrater er et godt redskab til at belyse hastigheden og timingen i landes forskellige udviklingsprocesser. Som eksempel vises en summarisk tabel med fire store og betydningsfulde landes vækstrater 1890-2015 samt i fire kortere perioder inden for dette tidsrum. Delperioderne er afgrænset fra hinanden ved kendte historiske vandskel i form af de to verdenskrige samt den store systemiske vending i verdensøkonomien der fandt sted fra midt i 1970’erne. Landenes vækstforløb vises desuden i en graf som gør det muligt at tage ikke alene vækstraterne, men også de løbende absolutte forskelle i deres økonomiske niveau i betragtning.
Et slående træk er at Japan har haft så stor en relativ vækst, særligt i de to midterste fjerdedele af det 20. århundrede. I mellemkrigstiden var processen drevet af en kombination af forceret investering og modernisering af landets økonomi, og aggressiv imperialistisk politik udadtil; i efterkrigstiden var motoren en eksport- og teknologibåret integration i det vestlige økonomiske og politiske system.
Også udgangsniveauet spiller ind i fastlæggelsen af det økonomiske hierarki ved den samlede periodes slutning: Japan begyndte i bunden, overhalede Argentina i 1960’erne og kom på niveau med Storbritannien nogle få år senere, men ligger stadig markant lavere end USA trods væsentligt højere vækstrate/-r. USA kombinerer et højt udgangsniveau med solide og stabile vækstrater hvilket underbygger opfattelsen af landet som den førende økonomi i det 20. århundrede, også selv om Japan relativt betragtet er gået mere frem.
Storbritannien havde ret sløje vækstrater i første halvdel af det 20 århundrede. Landet led et tempotab efter at den industrielle økonomis britiske gennembrud i det 19. århundrede blev imiteret og fornyet af andre lande. Men efter Anden Verdenskrig nød også Storbritannien godt af tidens generelt gunstige vækstklima og muligheden for import af knowhow fra de lande der nu var blevet de førende. Landet reducerede derved sin relative tilbagegang. Kombineret med fordelen ved det høje udgangsniveau lykkedes det at fastholde pladsen i den øvre del af tabellen, nu på linje med Japan men under USA.
Ligesom Japan, men med modsat fortegn, ændrede Argentina sin relative placering ved et påfaldende vækstmønster, ikke på en ensartet, gennemgående måde, men derimod ved markante skift mellem gode og dårlige perioder. Det tyndt befolkede, men ressourcerige land var allerede i 1890 velstående, og økonomien voksede fortsat. Men efter 1914 gik væksten stærkt tilbage på grund af den internationale økonomiske og politiske turbulens, specielt Verdenskrisens og isolationismens negative virkning på lande hvis økonomi beroede på høj og stigende råvareeksport. Efter Anden Verdenskrig forsøgte den argentinske stat at overkomme dette problem ved en aggressiv investeringspolitik der skulle diversificere økonomien og gøre landet mindre afhængigt af importerede goder. Dette medførte et langt opsving, understøttet af periodens generelt stærke væksttendens på globalt plan. Men investeringsbølgens gældsætning, svigtende international konkurrencedygtighed og dysfunktionelle institutioner gjorde Argentinas økonomi sårbar da nye internationale tilbageslag med strammere kredit satte ind fra 1970’erne. Dette medførte svag og ujævn vækst og et markant niveauskift fra rigt til relativt fattigt land 100 år efter periodens begyndelse, med vedvarende strukturelle svagheder i økonomien.
Landenes vekslende vækstrater og den indbyrdes forskel mellem dem er, som eksemplerne viser, de mere eller mindre gunstige udviklingsforløb i deres økonomi. Men bag variationerne over tid og mellem lande ligger genkommende mekanismer og regelmæssige sammenhænge som gør den økonomiske vækst til et alment fænomen der hæver sig over de enkelte landes skæbne.
De økonomiske sektorers forskydning
Som forklaret i kapitlerne 4 og 6 drives økonomisk vækst af samvirket mellem stigende kapitalbeholdning og teknologisk fornyelse samt opbygning af en kvalificeret arbejdsstyrke som evner at betjene og forny produktions- og omsætningsformerne. Fornyelsen manifesterer sig gennem innovationer, dvs. nye måder at anvende ressourcer og muligheder på. De kreative iværksættere der lancerer innovationerne, er motiveret af ønsket om at opnå fortjenester der er større end det normale kapitalafkast, hvilket kan opnås ved at benytte metoder eller udbyde produkter som konkurrenter ikke kan hamle op med. Nye metoder indebærer lavere omkostninger som tillader den innoverende enhed at øge sin indtjening fordi andre ikke med det samme evner at efterligne det nye. Nye produkter der er attraktive i forbrugernes øjne, kan opnå et stærkt salg til høje priser så længe andre aktører endnu ikke er i stand til at udbyde noget tilsvarende. Men efterhånden som innovationerne bliver efterlignet, sørger konkurrencen på udbudssiden for at sænke priserne i forhold til befolkningens monetære købekraft. Købekraften stiger med andre ord i reale termer, hvilket netop er indbegrebet af økonomisk vækst. Samtidig normaliseres det innoverende firmas fortjeneste. Udjævningen skaber et spillerum for nye innovationer.
Denne proces er kontinuerlig, men ændrer form og tempo. Som betegnelsen Den Industrielle Revolution mere end antyder, har sektorskiftet fra landbrug til industri været en bærende kraft. Fabriksproduktion baseret på ny mekanisk teknologi med kraft- og værktøjsmaskiner som sin kerne skabte nye varer til overkommelige priser, men krævede samtidig overflytning af arbejdskraft fra landbrug til industri samt øvrige byerhverv som byggeri og service. Dette skift i beskæftigelsen sørgede arbejdsmarkedet for: Landområdernes befolkningsoverskud søgte mod byerne, lokket af de højere lønninger der. En balance mellem sektorerne blev på den anden side opretholdt ved at industriprodukterne også omfattede nye redskaber, maskiner, kunstgødning etc. til landbruget, som på den måde fik øget sin arbejdsproduktivitet stærkt. Også landbrugets hjemmegroede teknologi i form af dyrknings- og avlsmetoder udviklede sig, drevet af ønsket om større afkast på de indsatte ressourcer. Begge dele bidrog til at arbejdskraften kunne flytte til byerne samtidig med at landbruget kunne ikke blot fortsætte, men udvide sin produktion.
Ikke kun proportionerne i arbejdskraftindsatsen ændrede sig. Også med hensyn til produktionens økonomiske værdi er billedet et andet efter sektorskiftet. I landbrugets transformation er produkterne selv, basisfødevarerne, nogenlunde de samme hen over selv meget lange tidsrum. Forandringen har overvejende taget form af en løbende billiggørelse af fødevarer via mindskede produktionsomkostninger som følge af den teknologiske forandring. Derfor er deres økonomiske volumen, forstået som et produkt af priser og fysiske mængder, blevet relativt mindre selv om befolkningen konsumerer flere fødevarer end før.
Den omkostningsmindskende og dermed prissænkende proces har også virket på industrivarerne, men markedet for industrielle produkter har udvist større ekspansionsevne fordi der hele tiden er blevet udviklet nye produkter over en bred front: først beklædningsgenstande og husgeråd, dernæst transportmidler, dernæst igen elektriske apparater, og videre endnu en mangfoldighed af elektronisk baserede produkter. Flere og flere attraktive produkter dukker op og kalder på forbrugernes opmærksomhed. I begyndelsen er de relativt dyre, men i løbet af deres spredning og erobring af et massemarked falder deres relative pris så der bliver plads til endnu flere nye industrivarer. Forbrugerne øger også deres forbrug af fødevarer, men ikke i samme takt. Behovet for mad har en fysiologisk bestemt overgrænse, og der er længere mellem påfaldende nyheder som booster efterspørgslen og variationen i forbruget.
Disse ting i forening kan efterlade et indtryk af at industrisektoren er dynamisk og landbruget statisk. Det er imidlertid en illusion for så vidt som begge sektorer har været underlagt den vækstfremmende proces i form af arbejdskraftbesparende teknologisk fornyelse. Man kan dog med rimelighed sige at industrien har været dynamoen i den moderne vækst fordi denne som helhed har været så stærkt bundet op på ændringer i mekanisk teknologi. Teknologiudviklingens kerne ligger dermed i industrien, særligt i form af maskinproduktion.
Det omfattende sektorskift fra industri til service der fandt sted senere, forløb noget anderledes. Tjenesteydelser har gennem hele den moderne økonomis historie haft en fremtrædende plads, men er i løbet af de seneste generationer blevet dominerende med hensyn til andelen af beskæftigede. Dette skyldes ikke mindst at den almindelige økonomiske vækst har opbygget mere købekraft som er blevet kanaliseret i retning af sundhed, uddannelse, børnepasning, shopping, rejser, gå i byen-liv, kultur og underholdning, skønhedspleje etc.
Servicearbejdet har ikke i samme grad som industrisektoren fået banet vejen for sig ved mindskede omkostninger gennem mekanisering og anden teknologisk fornyelse. Ganske vist har kontormaskiner o.l. samt it og et bredt register af andre praktiske hjælpemidler, samt organisatorisk forandring i form af selvbetjening o.l., mindsket arbejdskraftindsats og ekspeditionstider mange steder, men andre serviceområder forbliver arbejdskraftintensive og dermed relativt omkostningstunge. Lønnen for servicearbejde følger imidlertid stigningstakten i de øvrige sektorer hvor arbejdsproduktiviteten er steget ved gennemgribende mekanisering. En folkeskolelærers produktivitet – antal elever som gennem hans eller hendes arbejde opnår læse- og regnefærdighed – er nogenlunde konstant selv set hen over adskillige generationer, men lærerens løn stiger i takt med alle mulige andre erhverv. Ellers ville de fleste lærere lede efter arbejde i andre brancher. Arbejdskraft er en vare som kan afsættes på et bredt marked.
Den opfattelse at vi i dag lever i et fuldt udfoldet ’servicesamfund’ hvor industri og landbrug spiller en marginal rolle, skal derfor tages med store forbehold. Det gælder måske beskæftigelsen, men nutidens enorme andel af servicearbejdere i økonomien bygger på at de to øvrige hovedsektorer, landbrug/råvareudvinding og fremstillingsvirksomhed, har opnået så høj en teknisk produktivitet at de trods en stærkt mindsket andel af beskæftigelsen kan understøtte servicefagene og sørge for at samfundet forbliver økonomisk bæredygtigt og råder over en overflod af håndgribelige produkter, om end der ikke længere skal bruges så mange mennesker til at lave dem.
Skellene mellem sektorerne bygger til en vis grad på overfladiske bestemmelser og statistiske kategorier der ikke afspejler virkeligheden præcist. I industriens produktion indgår mange delprocesser med fokus på administration og andet der er forberedende, assisterende eller opfølgende i forhold til de fysiske forarbejdningsprocesser, f.eks. markedsundersøgelse, informationshåndtering, rengøring eller reklame. I det omfang disse funktioner bibeholdes inden for rammerne af de industrielle og håndværksmæssige firmaer selv, styrker det fremstillingssektorens talmæssige vægt i økonomien; i det omfang de derimod udliciteres og gøres til genstand for markedstransaktioner mellem specialiserede firmaer, fremstår servicesektoren større.
Der er også andre problemer med at indfange den konkrete virkelighed via den statistiske nomenklatur og målingerne af økonomiens størrelse på det grundlag. Et af de mest betydningsfulde og vedholdende har sin rod i at såvel sammensætningen af produktionen som de enkelte produkters priser hele tiden ændrer sig.
Fastprisberegning og indekstal
Produktionens størrelse kan i princippet gøres op som mængden af fysiske produkter. Disse findes imidlertid i så stor mangfoldighed og kvalitetsvariation at det ikke er praktisk muligt at opgøre alle varer efter antal eller vægt. Man kan direkte tælle homogene produkter som smør, sukker eller benzin, men ikke varer der ofte skifter karakter, som beklædningsgenstande eller maskiner. Selv hvis det var problemfrit at regne i fysiske mængder, ville man ikke kunne summere de forskellige typer af varer op til en samlet værdi uden den fælles målestok som penge frembyder (jf. kapitel 5).
Produktionens omfang er dermed bestemt af to faktorer: de enkelte varers fysiske mængder og de samme varers priser. Faktorernes fælles produkt, varernes økonomiske mængde, udtrykkes som et beløb – deres pengeværdi. Hvis varernes priser var konstante, ville dette beløb være en stabil og robust repræsentation af forholdene. Men de er ikke konstante: Prisniveauet ændrer sig, typisk i opadgående retning (inflation). Priserne kan dog lejlighedsvis falde (deflation). For at måle den økonomiske vækst er man derfor nødt til at fastprisberegne, dvs. kompensere for at stigende priser udhuler den reale værdi af det pengebeløb som betegner produktionsværdien. Ved stigende prisniveau er den nominelle stigning i værditilvækst større end den reelle.
Gennem et såkaldt pristal, hvor årets priser holdes op mod priserne i et bestemt udgangsår, fastprisberegner man produktionsværdierne for de enkelte år så de bliver sammenlignelige med dem i udgangsåret og dermed også sammenlignelige mellem øvrige år. I praksis sker det ved at benytte et indeks for prisudviklingen, hvor udgangsårets prisniveau sættes til 100. Værdierne for de efterfølgende år udtrykker den relative ændring i priserne der har fundet sted. Indekstallene bruges til at omregne løbende værdier til faste værdier. Prisniveauet i de øvrige år bringes ved hjælp af indeksets korrektionsfaktor til at matche prisniveauet i udgangsåret.
Et problem ved at beregne pristallet på denne måde er at priserne på forskellige varer ikke udvikler sig i samme takt. Man er nødt til at se på hvilke varer der er steget meget, og hvilke der kun er steget lidt. Resultatet kommer også an på hvilke varer der fylder meget i økonomien, og hvilke der kun spiller en beskeden rolle. Et realistisk eksempel: Hvis en enkelte vare, f.eks. kakaosmør (råvare) og chokolade (færdigvare) fra det ene år til det andet er steget uforholdsmæssigt meget i pris (som det var tilfældet i 2024), bidrager det til den almindelige prisudvikling og skal indregnes i pristallet. Men eftersom chokoladevarer kun udgør en lille del af det samlede forbrug, skal det ikke indregnes med særligt stor vægt. Prisstigningen på chokolade er atypisk og ikke repræsentativ for udviklingen. Boligbudgettet, madbudgettet og mange andre poster er mere betydningsfulde og skal derfor tillægges større betydning for den samlede prisudvikling. Hvis chokolade er den eneste vare hvis pris går unormalt meget i vejret, skaber det ingen inflation. Chokolades unormalt store prisstigning kan dog heller ikke ignoreres, men skal tælles som et enkelt bidrag blandt mange.
Når Danmarks Statistik beregner pristalsudviklingen, registrerer de derfor en lang række priser på almindelige varer, som alle indgår i beregningen, men med forskellig numerisk tyngde, bestemt af deres andel i det samlede forbrug. Proceduren kaldes ’vægtning’ og foregår i praksis ved at hver vares pris ganges med den decimalbrøk (talværdier mellem 0 og 1) som svarer til deres procentvise andel af forbruget. Summen af disse multiplikationer udtrykker prisniveauet.
Proceduren indebærer et omfattende beregningsarbejde, som computerteknologien har lettet meget uden dog i fuldt omfang at løse hvad man populært kalder ’indekstal-problemet’. Når man går ud fra den vægtfordeling mellem varerne der eksisterede i et givet år, udgangsåret, og derefter beregner den generelle prisudvikling i de efterfølgende år via de ændrede priser for de forskellige varer der indgår i indekset, men med fastholdelse af den oprindelige mængdevægtning af dem, tager beregningen ikke højde for at varesammensætningen faktisk ikke er den samme fra år til år, men løbende ændrer sig. Fastholdelse af de oprindelige mængdevægte indebærer en grad af unøjagtighed, der bliver større jo længere bort man kommer fra udgangsåret.
I vore dage hvor beregningsarbejde er mekaniseret, løser man dette problem ved hvert år at ’skifte vægte’, dvs. lave ny analyse af proportionerne i produktsammensætningen og inddrage nye varer i indekset efterhånden som de dukker op på markedet og bliver relevante for forståelsen af forbrugsudviklingen. Andre fjernes fra den repræsentative varekurv i det øjeblik forbrugerne ikke længere køber dem. Man laver så hvert år to beregninger, en med vægtene for det foregående år, en anden med de nye vægte. Derved får man to indekstal hvoraf det ene (det med de gamle vægte) bruges til sammenligning med det foregående år og det andet (det med de nye vægte) danner grundlag for den sammenligning man skal lave det følgende år, dvs. basisåret rykkes frem. Tallene er begge en lødig repræsentation af et bestemt års prisniveau. Forskellen mellem dem er at det ene orienterer sig bagud i tid, det andet ikke. Ved hjælp af forholdstallet mellem det enkelte års to resultater kan man med en enkel beregning koble alle årenes værdier sammen til én kontinuerlig tidsserie. Over en lang kæde af år indregner man løbende, år for år, den ændrede forbrugssammensætnings betydning for det almindelige prisniveau. Skævheden når ikke at hobe sig op og blive misvisende. Det publicerede forbrugerprisindeks afspejler med stor nøjagtighed hvordan priserne generelt har udviklet sig både på kort og langt sigt.
Kvalitetsforandringer som måleproblem
Metoden tager dog ikke højde for at mange produkter ikke alene ændrer pris, men også kvalitet og ydeevne. Dette påvirker den reale nytteværdi for forbrugeren og dennes relative værdsættelse af produktet i forhold til alternative anvendelser af købekraften. En del ’tekniske’ varer og tjenesteydelser, i særdeleshed de elektronik-baserede og blandt dem i særlig grad de it-baserede, unddrager sig en simpel beregning hvor de indgår på lige fod med pris- og mængdeudviklingen inden for mere usammensatte og entydige produkter som kartofler, vaskepulver eller badehåndklæder.
Den personlige computer, mobiltelefonen og adgang til internettet koster mindre, leverer mere og i højere kvalitet, og benyttes derfor i så meget større omfang i dag end de gjorde for 30 år siden, at det næppe er muligt at beregne hvad størrelsen af vore dages forbrug ville være hvis det blev gjort op ved prisniveauet for den slags produkter og ydelser i sidste del af det 20. århundrede. Der er på dette punkt et svigt i prisindeksets evne til at vise forbrugets ændrede omfang. Det vanskeliggøres yderligere ved at en række stærkt benyttede tjenesteydelser på internettet ligefrem er gratis at benytte for forbrugeren idet omkostningerne dækkes af tredjepart i form af annoncer og salg af oparbejdede data som er uden monetær værdi for de forbrugere der stiller dem til rådighed. En del af merforbruget unddrager sig derved måling selv med det mest omhyggeligt beregnede pristal.
Også en del produkter der blev modnet og spredt i midten af det 20. århundrede er svære at kvantificere som komponenter i det samlede forbrug. Sammenligner man et køleskab (og andre hårde hvidevarer) fra 1930’erne med et fra 1990’erne, er spændet mellem pris/ydelses-ratioen dengang og nu så stort at forbrugsudviklingen ikke fremstår præcist, set gennem den prisme som den generelle fastprisberegning tilbyder. Forbrugerne får så at sige mere end de betaler for, i og med at de pågældende varers funktionalitet og nytte er gået så meget i vejret mens prisudviklingen har været moderat.
Dette betyder ikke at de teknikker man benytter til at beregne de økonomiske niveauer på forskellige tidspunkter, er misvisende eller uegnede, kun at det billede vi kan opnå via vækstraterne, er relativt grovkornet. Vækstens målte størrelse indfanger ikke i fuldt omfang den vækst i forbrug og levestandard som kombineret relativt prisfald og absolut kvalitetsudvikling medfører.
Måleproblemerne kan også øve indflydelse på hvordan vi opfatter den sociale fordeling af det samfundsmæssige totalprodukt. Forskydningen i indkomstfordelingen i de mest velstillede lande har gennem nogle årtier været i de højere indkomstgruppers favør, regnet ud fra pengelønnen. Men samtidig har den relative prisudvikling, med billiggørelse af avancerede forbrugsvarer, på nogle områder medført en reel udjævning i forbrugsmuligheder. Et eksempel er tv-apparater, hvor prisforskel mellem toppen af skalaen og ordinære produkter ikke længere har større indflydelse på folks mulighed for at nyde høj billed- og lydkvalitet, både i dagligstuen og ved at montere fladskærme i flere af boligens rum. Den teknologiske udvikling og global priskonkurrence har gjort dette tilgængeligt for de fleste. Det betyder ikke at luksusforbrug og social differentiering gennem forbrugsmønstret er forsvundet eller generelt har mistet sin betydning, kun at bestemte sider af dette forbrug er blevet spredt og trivialiseret på en måde som i nogen grad har kompenseret for de praktiske virkninger af en skævere indkomstfordeling.
På andre områder er udviklingen gået den modsatte vej. Et eksempel er tandbehandling. Denne del af sundhedsvæsenet er kun i beskeden grad omfattet af social udjævning gennem offentlige tilbud og tilskud. Udviklingen af avancerede behandlingstilbud i et produktionsmiljø hvor højtuddannet arbejdskraft parres med dyrt specialiseret apparatur har sendt priserne i vejret sammenlignet med mange andre varer og ydelser og gjort det til en større udfordring for mennesker med små indtægter at afsætte midler til det der efter gældende norm er en rimelig og tidssvarende behandling af tandsygdom. Der er ikke noget der tyder på at forskelle i relativ prisudvikling overordnet set har forårsaget store forskydninger i købekraft mellem forskellige indkomstgrupper. Ikke desto mindre har ændringernes karakter betydning for fordelingsmønster og forbrugskultur.
Vækstens kilder og betingelser
På et overordnet plan kan man skelne mellem tre faktorer som samlet set forklarer forskellene mellem landene med hensyn til den moderne økonomiske væksts igangsættelse, tempo og temposkift: Ressourcer, investeringsniveau og institutioner. Ressourcer er det på forhånd givne og omfatter dels de naturgivne betingelser i form af klima, naturlandskab, jordbundsforhold, råstoffer, adgang til havet o.l., dels historisk overleverede menneskeskabte økonomiske elementer som byer, opdyrket land, infrastruktur, produktionsapparat, arbejdsstyrke, skrift- og talkultur og hele den teknologiske basis. Dertil kommer mønsteret af rutiner som udgør samfundets hverdag – den ’kulturelle’ side af økonomien. En økonomi fungerer for en væsentlig dels vedkommende gennem gentagne handlinger – selvfølgelige mønstre, byggende på gruppers og individers konkrete samarbejds- og omgangsformer, arbejdsmoral, solidaritetsfølelse og andre normative elementer som holder sammen på det hele og sørger for at den ene dag i store træk ligner den foregående og den næste. Rutine og pligtfølelse understøtter også at der sker en grad af praktisk tilpasning og videreførelse af det økonomiske liv selv i tilfælde af ydre chok, f.eks. ved større økonomiske kriser, naturkatastrofer eller krigshandlinger.
Investeringsniveauet, opgjort netto, er den andel af økonomiens samlede omfang som går til at iværksætte ny produktion, dvs. det som går ud over den cykliske gentagelse af processerne på det allerede givne niveau. Investeringssummerne tilvejebringer de produktionsfaktorer der skal bruges til igangsættelse. Særligt betydningsfuld er investeringen i fast kapital: byggemodnet jord, bygninger, teknisk produktionsapparat i form af energi- og arbejdsmaskiner samt transportmidler, kontorfaciliteter etc. Den faste kapitals særlige betydning udspringer af at de penge der lægges ud til arbejdskraft, hurtigt returneres. Det sker i takt med at resultaterne af den nye produktion begynder at bliver solgt. Den faste kapital indebærer derimod en længerevarende anbringelse af midler på bekostning af den kortsigtede cirkulation. Disse investeringsmidler fastholdes i én form og på ét sted gennem længere tid. De unddrages dermed alternative anvendelser og leverer først deres fulde afkast på længere sigt. Det er også forbundet med en eller anden grad af usikkerhed, som dog kompenseres ved muligheden for at opnå en særlig fortjeneste – profit – som går ud over det almindelige renteniveau (jf. kapitlerne 4 og 6).
Investeringsniveauet afhænger dermed af tre ting: at midlerne eksisterer som et oparbejdet, disponibelt overskud i økonomien; at der er udsigt til et passende afkast; og at midlernes indehavere, hvad enten der er tale om egen formue eller lånte penge, besidder viljen til at løbe en kalkuleret, men reel risiko. Nettoinvesteringerne er ikke den eneste faktor, men udgør ikke desto mindre den umiddelbare kilde til økonomisk vækst. Er investeringsniveauet meget lavt, vil den økonomiske vækst også være lav. Er investeringsniveauet højt, vil den økonomiske vækst som hovedregel også være høj. Dette er dog under forudsætning af at rationelle forventninger på tidspunktet for igangsættelsen viser sig at holde stik. Der kan være forskellige forstyrrende elementer, f.eks. økonomiske kriser, som i en liberal økonomi undergraver muligheden for at opnå den forventede afsætning og indtjening. I et statsstyret investeringsmiljø kan den forventede vækst også udeblive, nemlig ved ubalance mellem kapital- og konsumgodeindustri og mellem opsparing/investering og forbrug. Er slutefterspørgslen utilstrækkelig, kan store investeringer vise sig ude af stand til at levere den forventede vækst idet midler ligger bundet i materiel hvis produktion ikke kan afsættes i forventet omfang. Kinas økonomiske vækst er i de senere år løbet ind i begrænsninger på grund af uforholdsmæssigt store investeringer i f.eks. boligbyggeri, stålværker og bilproduktion.
Med sådanne forbehold er der ikke desto mindre en tydelig og sikker sammenhæng mellem investeringsniveau og økonomisk vækst. Et klassisk argument i økonomisk historie går netop ud på at den moderne højvækstøkonomi bygger på at de årlige nettoinvesteringer på permanent basis overskrider en bestemt tærskelværdi. Denne erkendelse er – jf. kapitel 1 – blevet udbygget i retning af at det er en demografisk og teknologisk dynamik der parrer human kapital med innovationer, som ligger til grund for at investeringerne overhovedet kan nå op på dette niveau og udløse et virkeligt take-off for den selvbærende økonomiske vækst.
Institutioner
Der er yderligere en hovedfaktor på spil, nemlig institutioner og institutionel udviklingsretning. Vedvarende økonomisk vækst og social velfærdsudvikling hænger sammen. En stærk økonomi finder afløb for en væsentlig del af sin produktion ved at der er en bred forbrugerbase, hvilket fordrer at indkomster og offentlige tjenesteydelser spredes forholdsvis bredt i befolkningen. Materiel behovsopfyldelse er desuden, sammen med oplevelse af socialt og politisk spillerum og mulighed for socialt avancement, en integrerende faktor der forebygger radikal opposition mod samfundsordenen og tværtimod stimulerer et positivt engagement i denne.
Også på et strikt økonomisk plan er institutioner af afgørende betydning. Markedsøkonomien er en effektiv allokeringsmekanisme, jf. kapitel 2, men under forudsætning af at der er en vidtgående tilstand af retssikkerhed og transparens på de arenaer hvor markedstransaktionerne udspiller sig. Dette indebærer mere konkret: personlig frihed; kropslig ukrænkelighed; privat ejendomsret; sikkerhed for aftalers gyldighed og håndhævelse; sikkerhed mod arbitrær og vilkårlig retshåndhævelse (lighed for loven); ret til og mulighed for at rejse indvendinger imod og modvirke fordrejning og misbrug af magt fra sociale eliters og offentlige instanser side; og endelig mulighed for at påvirke de forandringer der sker i de legale rammer i takt med at samfundet forandrer sig.
Dette er vigtigt for det økonomiske liv fordi incitamentet til innovation, investering og selvudvikling er mindre hvis sådanne garantier og rettigheder ikke er til stede. Hvis befolkningens bredere lag ser at den økonomiske og politiske elite har midlerne til at berige sig på deres bekostning gennem personlige overgreb, skatteplyndring, klientpleje eller anden vilkårlig magtudøvelse, vil mange kreative hoveder og latente initiativtagere holde sig tilbage af frygt for at blive berøvet frugterne af deres arbejde og investering.
Samfundets åbenhed og gennemskuelighed er ydermere betinget af mulighed for at opnå kundskaber og cirkulere viden og synspunkter, hvilket tilvejebringes gennem ytringsfrihed og et tilgængeligt uddannelsessystem. Sidstnævnte er desuden en væsentlig kilde til produktionsfaktoren human kapital: Hvis adgangen til uddannelse begrænses for at holde befolkningen på plads, rammer det også økonomiens almindelige vækstpotentiale.
Alt sammen peger på at økonomisk vækst bedst fremmes i en markedsøkonomi inden for rammerne af et demokratisk retssamfund – et der foruden sine markeds-institutionelle basisforpligtigelser også tilgodeser sociale og sundhedsmæssige rettigheder, særligt børns og unges adgang til omsorg og skolegang. Doktrinen finder god bekræftelse ved at se på vor egen historiske epokes udviklede økonomier og den historiske proces de har gennemløbet.
Denne formodede institutionelle idealtilstand er på den anden side ikke en nødvendig udgangsbetingelse for at opnå selvbærende vækst. De velstående samfunds positive økonomiske udvikling begyndte på et tidspunkt hvor privilegerede eliter gennem aristokratiske og enevældige systemer for ejendomsbesiddelse, arbejdsmarkedsregler, ideologisk-religiøse normer og direkte politisk magt herskede over befolkninger, som ganske vist ikke var fuldstændig retsløse, men dog måtte underordne sig et skarpt markeret, tilsyneladende naturgivet hegemoni. Ejendomsretten eksisterede, men måtte som økonomisk institution konkurrere med fænomener som livegenskabet.
Forholdet mellem formel magt og faktisk magt
Alligevel fandt moderniseringen og demokratiseringen sted, men i forskellige tempi i forskellige samfund og med større eller mindre succes. Spørgsmålet er hvad der har betinget forskellene i forløb (og til dels udfald) mellem dem. Økonomerne Daron Acemoğlu og James A. Robinson har på basis af begrebet magt (power) og Englands historie siden senmiddelalderen opstillet en model over en succesrig udvikling.
Udgangspunktet er at eliten i skikkelse af adelen har monopol på politisk magt og besidder stor økonomisk magt. Via magten over institutionerne, rådigheden over statsapparatet og nedarvet ejendom er de i stand til at praktisere rent-seeking, dvs. tilegne sig en større del af produktionsresultatet end deres indsats i form af arbejde, kreativt lederskab og risikovilje ville kunne retfærdiggøre i økonomisk forstand. For at kunne fortsætte med at nyde uden at yde tilsvarende har eliten en interesse i at fastholde denne tilstand, men også en interesse i at øge produktionsresultatet – uden at sætte sit overherredømme på spil selvfølgelig.
Samtidig er der uden for eliten dele af befolkningen – f.eks. fremgangsrige bønder og håndværkere, storkøbmænd eller intellektuelle – som ikke har formel del i magten, men i kraft af økonomiske eller åndelige ressourcer besidder en fremtrædende position i samfundet og mulighed for at påberåbe sig og udnytte den ejendomsret og retssikkerhed der allerede findes inden for den eksisterende institutionelle ramme. De kan gøre sig gældende i civilsamfundet og besidder derved en reel magt (de facto). Eliten må trods sit politisk-formelle (de jure) magtmonopol interagere økonomisk med denne modpart. At der på den måde forekommer partnerskab og fælles interesse mellem borgere fra forskellige lag, åbner en flanke for øget indflydelse nedefra.
Dette kan føre til inkludering af de opadstigende kræfter i de jure magtbesiddelsen i form af repræsentation i og adgang til staten. Modtageligheden for dette pres bygger bl.a. på at en privilegeret elite altid er nødt til at operere med muligheden for at de underkastede rejser sig til modstand og i sidste instans revolution. Hvis en sub-elite er potentielle anførere for en folkerejsning, stiger den oprindelige elites incitament for at inkludere den i magthavernes gruppe og derved opnå økonomisk og politisk partnerskab og fred – både umiddelbart og i forhold til andre lag i befolkningen længere nede.
Denne proces kan gennemløbe flere cyklusser, begyndende med ikke-adelige ejendoms- og kapitalbesidderes adgang til parlamentsrepræsentation og adgang til embeder og sluttende med fagforeningsfrihed, universel stemmeret og velfærdsstat. Pointen med modellen er at der ikke er tale om en abstrakt opfattelse af demokrati som et formelt statsligt arrangement, men en gradvis udvikling af samfundets institutionelle indretning der fremmer økonomisk vækst og politisk stabilitet ved at inkludere stadig flere grupper i adgangen til rettigheder og politisk indflydelse. Det sker uden at afskaffe skellet mellem elite og masser, men med opblødning af grænsefladerne imellem dem.
Denne progressive udviklingsproces forløber efter et mønster og gennem bestemte mekanismer, men dens udfald er ikke bestemt allerede i udgangspunktet. Det afhænger af om grupperne i det nedre lag er stærke nok til at gøre krav om indflydelse og formel magt gældende, og af om den oprindelige elite er klog og åbensindet nok til gradvis at give andre del i magten. Hvis det ene eller det andet eller begge dele ikke er tilfældet, opretholdes den konservative ’ekstraktive’ økonomi, hvor en lille elite sidder på flæsket, men må acceptere både en langsom økonomisk udviklingsrytme og risiko for revolutionære bevægelser. Hvis det derimod faktisk er tilfældet, åbnes en udviklingsvej hvor den økonomiske vækst ikke ligefrem er forudsat af eksistensen af demokrati og retsstat, men dog afhænger af at der tages skridt i den retning.
Modellen rummer et deterministisk element idet nogle samfund slår ind på den gode institutionelle vej og kun sjældent forlader den når processen først er indledt, mens andre ikke gør det og i lange perioder – dog ikke nødvendigvis for evigt – forbliver økonomisk stagnerende og præget af elitens vogten over sine privilegier. Ydre faktorer som krig eller revolution kan vælte brikkerne uden at det dog nødvendigvis igangsætter den institutionelt inkluderende udvikling af økonomien eftersom investering i produktion, infrastruktur og uddannelse i høj grad er betinget af stabilitet og konsensus.
Om den ene eller den anden udviklingsvej slår igennem, er i nogen grad strukturelt betinget. Hvis en økonomi i udgangspunktet er diversificeret eller i gang med at blive det, stiger sandsynligheden for en ’sund’ institutionel udvikling. I en økonomi der i overvejende grad bygger på den agrare sektor med en væsentlig grad af monokultur og domineret af store jordbesiddere, er risikoen for den modsatte udvikling i højere grad til stede. Det fastlåste erhvervsmønster hæmmer fremvæksten af nye aspiranter til eliten. Latifundie-formatet og andre former for herremandsvælde stimulerer elitens interesse i at fastholde sine undergivne i det allerede givne socioøkonomiske mønster med begrænset mobilitet, ringe opadgående pres på lønningerne og klientgørelse af indbyggerne. Dette mindsker omvendt sandsynligheden af progressive politiske reformer og – selv hvis disse alligevel gennemføres – muligheden for at opbygge stærke politiske partier der kan udgøre et alternativ til det traditionelle regeringsbærende parti der lever i symbiose med den gamle elite. Et andet format for institutionel blokering er ’kapring’ af staten hvor en korrupt politisk og forvaltningsmæssig elite uhindret beriger sig selv og en passiv, men loyal civil magtbase på den nationale økonomis bekostning. Sydafrika har i de senere årtier været et eksempel på dette; før afskaffelsen af apartheid var eliten derimod økonomisk funderet og holdt sig ved magten ved institutionelt funderet diskrimination og nægtelse af fulde borgerrettigheder på grundlag af etniske skel. Begge dele har bremset landets økonomiske udvikling.
Det er imidlertid ikke et enten/eller: Acemoğlu og Robinsons model beskriver den større eller mindre grad af træghed i de politisk-institutionelle dynamikker og de deraf følgende større eller mindre potentialer for uhindret økonomisk vækst, men udelukker ikke at de spændinger der eksisterer i et relativt statisk system, på et tidspunkt kommer til udløsning så dødvandet brydes og en opadgående vækstspiral sættes i gang. Et nyere eksempel på dette er Sydkorea efter Anden Verdenskrig. Et militærstyre understøttet af det store erhvervsliv undergravede – på en positiv måde – sig selv ved ihærdige investeringer i uddannelse af landets befolkning, som derigennem blev demokratisk vakt og bevidst om muligheden for at hævde egne interesser ad politisk vej. De store folkelige strejker og studenterprotester førte til reform idet magteliten endte med at give efter. Demokratisering, lønmodtagerrettigheder og generelt forbedrede borgerrettigheder understøttede en diversificering af økonomien som igen understøttede fortsat vækst og på et par generationer gjorde Sydkorea til et af de mest moderne og velstående lande i verden.
Eksportdrevet vækst
En økonomis relationer til den omgivende verden har i mange tilfælde spillet en væsentlig rolle for igangsættelsen af et selvbærende vækstforløb på højt niveau. Alle lande er afhængige af deres udenrigshandel da det i særdeleshed er gennem denne at fordelen ved international arbejdsdeling sætter sig igennem (jf. kapitel 10). Dog, såfremt et stort, ressourcerigt land allerede forud for vækstspringet har en alsidig økonomi hvis sektorer er godt indbyrdes integreret, er afhængigheden af udlandet pr. definition mindre idet det store interne økonomiske rum frembyder de samme muligheder som adgang til udenlandske markeder gør for mindre nationale økonomier. Både russisk og amerikansk økonomi er historiske eksempler på at udenrigshandel og fremmed kapital har været medvirkende, men ikke altafgørende faktorer da vækstspringet fandt sted.
Men i mange tilfælde har eksportsektoren været nøglen til overgang fra stagnation til højvækst gennem industrialisering. Nærliggende eksempler er de skandinaviske lande hvor eksport af landbrugsprodukter, jernmalm, træprodukter og service i form af international skibsfart i det 19. århundrede blev grundstammen i dynamiske erhvervsklynger der gennem højt aktivitetsniveau og store valutaindtægter gav impuls til den bredere økonomi, dels ved at fungere som læringscenter og kompetenceopbyggende adfærdsmodel for andre brancher, dels ved at finansiere import af input som landets egen økonomi ikke rådede over.
Det vigtigste nyere eksempel på processen er formentlig Japan efter Anden Verdenskrig, som allerede tidligere er blevet nævnt. Landets produktionsapparat var i vidt omfang gået tabt og økonomien i det hele taget sat meget tilbage ved det totale nederlag i 1945. Genopbygningens investeringer med nye arbejdspladser til befolkningen og tilvejebringelse af input udefra blev i den japanske økonomi understøttet ved eksport af billige masseproducerede industrivarer med lavt teknologiindhold. Disse varer stillede beskedne krav til kapitalapparatets produktivitet, men blev konkurrencedygtige på verdensmarkedet i kraft af den fattige befolknings lave lønninger. Den billige arbejdskraft var længe en strategisk ressource, dog i faldende grad efterhånden som væksten kom i gang og lønniveauet gik i vejret. Til gengæld kunne den succesrige industris profitter betale for teknologiske opgraderinger hvor mere produktiv kapital kompenserede for de stigende lønninger og muliggjorde globalt konkurrencedygtig produktion af nu mere teknologisk avancerede, men stadig masseprægede varer, ikke mindst inden for forbrugerelektronik. Økonomien fortsatte på tilsvarende måde sin vandring op ad den teknologiske og uddannelsesmæssige værdistige baseret på eksport, indtil Japan i 1980’erne havde erhvervet status af en økonomisk og teknologisk stormagt som de øvrige højvækstområder i verden, i særdeleshed USA, betragtede med uro og misundelse.
Japans udviklingsvej blev understøttet af landets politisk betingede institutionelle indretning og statens økonomiske politik. Heri ligger også årsagen til at denne særlige variant af eksport-initieret og -drevet vækst har kunnet tjent som inspirationskilde for en del andre lande, herunder Sydkorea, Kina og Vietnam, hvis regeringer også har haft pro-aktive strategier for den økonomiske udvikling.
Udviklingsproblemer
På grund af afhængigheden af institutionelle og politiske forhold er modellen imidlertid ikke en sikker og problemfri vej mod stabil højvækst. Lande der allerede er kommet et stykke af vejen, fanges i nogle tilfælde i den såkaldte mellemindkomst-fælde. Dette begreb er en diffus fælles betegnelse for en situation hvor økonomiens videre diversificering og teknologiske transformation hæmmes af dårligt fungerende institutioner og ineffektiv anvendelse af statens midler, f.eks. i form af statsstøtte til ikke-konkurrencedygtige erhverv, for høje lønninger og pensioner i den offentlige sektor, og mangel på investering i uddannelse. Argentina, som allerede er nævnt tidligere i kapitlet, er et eksempel på et mellemindkomstland med betydelige faktorressourcer, et aktivt økonomisk kredsløb, en fungerende infrastruktur og en rimelig indkomststrøm via eksport, men som er ude af stand til at opnå den rette kombination af kompetent og effektiv statslig økonomistyring og social konsensus mellem grupper og partier og derfor plages af en stagnerende og gældstynget nationaløkonomi.
De fattigste lande i verden, i særdeleshed i Afrika, har endnu mere alvorlige udviklingsproblemer, forstået som svag udsigt til at træde ind i en cyklus med stadig økonomisk vækst. Blandt problemerne tælles svage institutioner, men også en kraftig befolkningsudvikling som investeringsmassen i landene ikke kan hamle op med. I princippet kan det ikke udelukkes at også disse lande kan finde en vej til vækst med eksport som igangsætter. Udsigterne svækkes dog ved at et globaliseret marked for industrivarer i dag er så strukturelt indarbejdet at det er vanskeligt at finde en ledig niche for nye aktører. Arbejdsdelingen bygger på at lande har forskellige relative fortrin (lave lønomkostninger, naturlige ressourcer, kapitalrigelighed og stærk teknologi). Men i en verden der allerede grundlæggende er industrialiseret og hvor goderne flyttes rundt hurtigt og fleksibelt og med lave omkostninger, er det ikke tilstrækkeligt at kunne tilbyde billig arbejdskraft medmindre arbejdskraften også er velkvalificeret og understøttes med solid infrastruktur og institutionel og politisk stabilitet. Dette er mange steder ikke tilfældet.
For nogle lande kan det bidrage til en løsning at man råder over mineraler eller på anden måde eftertragtede råstoffer i form af afgrøder der ikke kan dyrkes i andre egne af verden. Afhængighed af minedrift, bestemte landbrugsvarer eller i vore dage også turisme kan dog være problematisk som springbræt medmindre der samtidig er mulighed for diversificering, som det for halvandet hundrede år siden var tilfældet for økonomierne i Canada, Skandinavien og USA’s sydstater. I værste fald kan mineralrigdom medføre såkaldt ’råstofforbandelse’ hvor provenuet fra salget i stedet for at blive investeret i videre udvikling gøres til genstand for slagsmål mellem fraktioner af landets elite, når denne ikke holdes i ave af sunde institutioner, som man har set det med diamantudvinding i Afrika. Monokultur, f.eks. vore dages vidt udbredte dyrkning af oliepalmer i Sydasien, kan skabe arbejdspladser og indtjening, men også medføre forringet biodiversitet, hvilket ikke kun er et tab i sin egen ret, men også udgør hvad der med en økonomisk fagterm kaldes offeromkostning (opportunity cost): De nedbrændte træer og den forringede artsrigdom kunne også ved en anden anvendelse af arealet end oliepalmedyrkning have bidraget til den økonomiske vækst, formentlig på mere bæredygtig vis. Disse muligheder fortabes ved nedbrændingen af skoven.
Teknologioverførsel
I landenes økonomiske vækstprocesser spiller teknologisk læring hen over grænserne en vigtig rolle. Som tidligere forklaret (kapitel 6) er udviklingen, ibrugtagningen og spredningen af ny teknologi en grundlæggende motor for økonomisk vækst. Det foregår gennem iværksætteres kreative brug af de til hver en tid eksisterende teknologiske og andre ressourcer i nye kombinationer. Via markedsmekanismen spredes konstruktioner, designs og metoder til nye brugere. Kombineret konkurrence og erfaringsdannelse presser investeringsomkostninger og færdigvarepriser ned og gør de nye metoder og det output de genererer, attraktive for brede kredse. Udfoldelsen af disse processer over en bred front er indbegrebet af økonomisk vækst: Ved en given købekraft kan man erhverve flere og flere forskellige ting i stigende mængder.
Innovationer spredes kontinuerligt i økonomien, både inden for det enkelte lands grænser og internationalt. Ved spredning hen over grænserne er det dog en forudsætning at modtagerlandets økonomiske miljø er modnet og parat, både hvad angår den almindelige faktorudrustning for produktionen og afsætningsgrundlaget for de varer innovationen resulterer i. Et klassisk problem ved overførsel af ny teknologi som politisk planlagt udviklingshjælp til fattige lande er at der ikke er tilstrækkeligt kvalificeret arbejdskraft til rådighed til at betjene, vedligeholde og reparere de nye maskiner der indføres. Både investeringsmidler og tid går da til spilde fordi der ikke kommer hverken produktion eller læring ud af overførslen i det omfang man forventede.
Det fejlslagne udviklingsprojekt er dog et ekstremt eksempel. Det er mere almindeligt at en langsom spredning af ny teknologi skyldes f.eks. at arbejdskraften i det potentielle modtagerland endnu er så billig at det ikke er rentabelt at indføre en i rent teknisk forstand mere produktiv maskinpark. I sådanne tilfælde går overførslen i gang når det relative prisforhold mellem maskineri og arbejdskraft gør det økonomisk meningsfuldt at erstatte en del af arbejdskraften med kapital gennem mekanisering. Det kan ske både ved at lønniveauet går op og ved at investeringsudgiften går ned, nemlig via såkaldt inkrementel innovation, hvor ny teknologi gradvis bliver billigere at tage i anvendelse takket være bedre og billigere konstruktioner og materialer og løbende erfaringsdannelse med implementering og drift. Set i det lys bliver teknologien overført og væksten stimuleret i det øjeblik forholdene er modne til det. Prisdannelsen på vare- og arbejdsmarked signalerer hvornår det er tilfældet. Overførslen fra et nationalt økonomisk miljø til et andet kan stadig være behæftet med problemer og risici i det enkelte tilfælde, men styres ikke desto mindre via den rationelle adfærdsmodel på mikroniveau som udgør den økonomiske teoris hjørnesten.
Et land som for alvor får gang i sin økonomiske modernisering på et relativt sent tidspunkt, dvs. når kendte og vigtige innovationer allerede er slået igennem og modnet andre steder, lider på den ene side under en forsinkelse. Når dets virksomheder begynder at konkurrere på områder hvor andre allerede er vel indarbejdet, er der forhindringer at overvinde, særligt på et internationalt marked. Det er fordelagtigt hvis vækstprocessen accelereres inden for områder eller nicher hvor der enten stadig er god plads på markedet, eller hvor landets faktorbetingede konkurrencefordele kan udnyttes med held – som tilfældet var med Japans letindustri og forbrugerelektronik.
Konvergens
På den anden side frembyder en sen start også fordele. Når økonomien begynder at få luft under vingerne, støttet af inkluderende institutioner og kapital fra en velfungerende traditionel sektor og eventuelt fra udlandet, kan investeringer i ny produktion gennemføres uden man behøver at gennemløbe et fuldt udviklingsforløb. Et sådant ville kun foregå langsomt fordi det varer mange år før den bærende teknologi er udviklet til et modent stade med høj produktivitet. Blandingen af vellykkede og mislykkede eksperimenter, af pletskud og fejlskud, bremser vækstprocessen ned, sammenlignet med en tænkt situation hvor alt er på plads fra begyndelsen. Vækstens foregangslande kan ikke komme uden om at bære denne byrde.
I de lande hvor man imiterer forløbet, er det anderledes. Den oparbejdede viden kan erhverves direkte og øjeblikkelig gennem teknisk litteratur, udenlandske ingeniørkonsulenter og fagspecialister samt den konkret legemliggjorte teknologi i importerede maskiner. Teknologioverførslen kræver ganske vist forberedelse og lærevillighed der hvor modtagelsen finder sted, men muligheden for at erhverve nøglefærdige tekniske løsninger der efter en kort overgang yder på højeste niveau, kompenserer for ulempen.
Dette ligger til grund for det fænomen man kalder catch-up eller konvergens: Lande der indleder et succesrigt vækstforløb senere, gennemfører det typisk hurtigere, end dem der gik forud med det principielt samme forløb. Via teknologiimport springer de noget af udviklingsprocessens friktion og tidstab over. I løbet af den tid processen trods alt tager, har pionérlandene selvfølgelig mulighed for at rykke den teknologiske frontlinje og dermed vækstpotentialet endnu længere frem. Det er langtfra givet at de bliver indhentet, og at alle efterhånden lægger sig på samme niveau, med identiske nationalindkomster og vækstrater, men afstandene bliver relativt mindre. Eftersom der i løbet af vækstprocessen oparbejdes nye unikke innovative potentialer i de imiterende lande, er et andet muligt udfald at nogle af disse overhaler dem der gik i gang med processen først, som man f.eks. har set det med Tyskland i forhold til England.
Forskydningerne er afhængige af forudgående betingelser og komplekse historiske processer, som bl.a. omfatter den måde hvorpå staterne – med større eller mindre held – søger at fremme og understøtte hver deres økonomis vækstproces. Det er ikke muligt at opstille en model som identificerer præcis hvilke faktorer der gjorde udslaget i det historiske forløb, for slet ikke at tale om at forudsige den fremtidige udvikling. Men trods store individuelle variationer bekræftes konvergens-princippet i sig selv ganske klart af den konstaterede forskel mellem de relativt langsomme vækstrater i lande der begyndte tidligt, og de relativt hurtige vækstrater i lande der begyndte senere.
Endemiske udviklingsproblemer
Dele af verden er underlagt systemisk betingede udviklingsproblemer uden synlig løsning. I mange af de lande der i løbet af den europæiske imperialismes lange periode (ca. 1500-1945) var underkastet fremmed kolonisering og politisk og institutionel kontrol fra et fjernt beliggende magtcentrum, er de konvergerende tendenser ikke slået igennem. Man kan dog ikke slutte at disse lande i koloniseringens fravær ville have udviklet sig ’normalt’ og gennem hurtig vækst have konvergeret med de øvrige lande efter ét fælles mønster. Verdens nuværende stater har på den ene eller anden måde rødder i det moderne vestligt centrerede verdenssystem. En del af dem er, som nutidige statsligt-politiske enheder betragtet, et direkte produkt af afviklingen af kolonisystemet i løbet af det 20. århundrede. Der var for dem ikke nogen real alternativ, ikke-kolonial model i form af sandsynlige, men afbrudte forløb, som den faktiske udvikling derfor udgør en afvigelse fra. Man kan alene konstatere at et lands rødder i en kolonial statsdannelse som hovedregel medførte udviklingsproblemer i den post-koloniale tid.
De tidligere koloniale, men i dag uafhængige stater er kendetegnet ved et stort spænd mellem traditionel, lavteknologisk økonomi i landområderne og en mere moderne præget erhvervssammensætning i de tæt befolkede urbane centre, bygget op omkring regering, militær, offentlig forvaltning og national infrastruktur, men kun med et beskedent islæt af moderne industri. Opsplitningen indebærer en svagt integrereret national økonomi med mange isolerede lokalsamfund baseret på primær produktion, beskedne investeringsressourcer i forhold til behovet og svagt uddannelsesniveau. Dysfunktionelle politiske systemer og ineffektive og korruptionsplagede statsapparater fordrejer incitamentstrukturerne, hvilket afleder energier og ressourcer fra produktive formål. Rent-seeking, dvs. overbelønning og higen efter uberettigede begunstigelser og privilegier, indtager en uforholdsmæssigt stor rolle i den offentlige økonomi. Dette kan hænge sammen med rivalisering mellem regionale, etnisk eller religiøst definerede grupperinger, men også, på et mere grundlæggende plan, med mangel på et bredt funderet erhvervsliv, stærke uafhængige fagforeninger og ideologisk forskellige politiske partier der kan udgøre et bagland og en civil modmagt i forhold til statsapparatet. Dette bliver derfor let erobret og instrumentaliseret af et bestemt parti eller klike.
Disse problemer skaber en tilstand af underudvikling, som har vist sig vanskelig at overkomme, i vore dage især på det afrikanske kontinent, men tidligere også i høj grad Asien, i mindre omfang i Latinamerika. Økonomisk vækst har med de eksisterende blokeringer svært ved at indtræffe spontant, men er også vanskelig at kickstarte gennem offentlig politik og bistand udefra. Udviklingsproblemer kombinerer økonomiske, økonomisk-institutionelle og politiske forhold, og den økonomiske teori har ikke formået anvise driftssikre samlede løsninger (men nok indsigter der er brugbare i specifikke sammenhænge). Dette er dog ikke ensbetydende med fravær af forandring. Flere og flere lande har efterhånden løftet deres økonomiske niveau, og en del er slået ind på selvbærende vækstforløb. Flere vil utvivlsomt komme til, men det er sandsynligt at andre inden for en længere tidshorisont vil være afhængige af kredit på særlige vilkår og anden bistand udefra. Selv med et forbedret institutionelt system og økonomisk vækst kan en afbalanceret integration i den globale økonomi, hvilende på solide eksportindtægter og egen kapitaldannelse, have lange udsigter. Problemet forstærkes af de meget store investeringer der er påkrævet for at afbøde virkningerne af klimaforandringerne.
Teknologiske strukturer og økonomisk vækst
En lang kæde af tekniske og organisatoriske nyskabelser, praktiske innovationer og spredning af disse gennem investering og storskalaproduktion er bærende for produktivitetsudviklingen og dermed den moderne økonomiske vækst. Kædens talrige forgreninger sørger for økonomiens diversitet og breddeudvikling. Men processen har ikke form af en bestandig strøm af unikke elementer der alene får et fælles præg ved at den ene ting uophørligt følger efter den anden, med den ene forgrening liggende ved siden af den anden, uden at forenes af andet end tilfældige sammenhænge og ligheder.
Tværtimod er den moderne økonomis teknologier kendetegnet ved at optræde i klynger og familier der er langtidsholdbare og forbliver en basisressource. De forandrer sig kun langsomt; men går ikke i stå; de forældes og uddør ej heller; men bliver dog – med lange mellemrum – suppleret med nye basiselementer som i begyndelsen af deres udvikling overgår de foregående i dynamik og transformativt potentiale, men i øvrigt lejrer sig side om side med dem, som samvirkende elementer i et fælles grundlag. Denne bestandighed er af afgørende betydning for væksten: Det er muligheden for at udvikle nye kombinationer ud fra kendte og håndterlige ressourcer der overhovedet muliggør den enorme mangfoldighed af enkeltinnovationer.
I det før- og tidligt-moderne håndværk var teknologien opdelt i faglige nicher: Tømrerens værktøj var vidt forskellige fra murerens, væverens, møllerens eller skomagerens – udsigterne til at noget blev påvirket af noget andet udefra var beskedne. I den moderne økonomis historie er nøgleordet mekanisering: Inden for stort set alle fag udføres arbejdet med maskiners hjælp, ofte i overvejende grad. Eftersom maskiner bygges af de samme typer komponenter: aksler, lejer, hjul, skruer osv. er bygning af produktionsmidler blevet et enhedsfag hvor erfaringer på ét område i mange tilfælde kan overføres til andre, med større eller mindre tillempning. Ved siden af de klassiske mekaniske komponenter findes i dag også en mængde typiske input med rødder i el-teknik, elektronik, optik og it – man taler ligefrem om en ny syntese via begrebet mechatronics, som betegner en endnu mere vidtgående integration af teknologi-familier i et fælles system.
Muligheden for mangfoldighed på grundlag af de samme grundkonstruktioner danner grundlag for standardisering, dvs. en institutionaliseret bestræbelse på at etablere regelbundne normaludformninger og normalmål der passer til bestemte komponenttyper og specifikke formål. Det kan f.eks. være varierende krav til komponenters præcisionsgrad og overfladekvalitet. Standardisering indebærer at konstruktører og håndværkere ikke behøver at prøve sig frem og træffe individuelle valg hver gang eller oprette egne lokale systemer. Fælles nationale og internationale standarder for komponentvalg og udførelsespraksis faciliterer løbende optimering af kendte og accepterede løsninger. En anden fordel er mere ubesværet overflytning af arbejdskraft fra en virksomhed eller specialbranche til en anden. Trivielle grundregler skal ikke læres forfra når man bevæger sig et andet sted hen, men er homogene hen over et større fagligt og geografisk felt.
Ud over denne universelle, på en gang uniforme og righoldige maskinbyggerkultur som i det store og hele er fælles inden for hele den industrialiserede verden, kan man også pege på specifikke teknologier som over længere tid har haft en bærende økonomisk rolle fordi de, nogenlunde ubesværet og med stor teknisk-økonomisk effekt, kunne spredes hen over forskellige anvendelsesområder. Man taler om specifikke General Purpose Technologies (bredt anvendelige teknologier), GPT, kendetegnet ved at de på grundlag af et givet grundkoncept for konstruktion og funktion har kunnet videreudvikles til effektiv og omfattende brug på mange forskellige anvendelsesområder. Det sker typisk ved en kombination af skiftende designs, nye supplerende komponenter og skift i skala.
Det klassiske eksempel er stempeldampmaskinen, som fra ca. 1700 til ca. 1900, blev bygget i et utal af varianter i forskellige størrelser og til forskellige formål, fra pumpning af vand i kulminer til drivkraft for produktionsmaskiner, lokomotiver, skibe og el-generatorer. Både generelt og til hvert enkelt formål skete der en løbende udvikling i retning af større effektivitet og sikkerhed. Udviklingsprocessen omfattede både radikalt ændrede eller fornyede konstruktioner og løbende mindre forbedringer som optimerede det allerede kendte. Både for dampmaskinen og andre kendte GPT’er det et grundlæggende kendetegn at de kan ’skaleres’ dvs. varieres i størrelse uden at miste deres funktionelle kvalitet. Ofte omtales ’skalering’ som evnen til at gå fra det lille eksperiment til den masseprægede produktion, men teknikkens historie er lige så rig på eksempler på en bevægelse i retning af det kompakte og mindre pladskrævende.
GPT er ikke et formelt, stramt defineret begreb. Blandt andre oplagte kandidater til betegnelsen kan nævnes værktøjsmaskiner til bearbejdning af maskinkomponenter; stærkstrømsteknik til motorer, belysning og svejsning; svagstrømsteknik til kommunikation og processtyring; kemisk procesteknologi til farve- og lakindustri, medicinalindustri, olieraffinering m.m.; informationsteknologi til administration, forskning m.m.; bioteknologi til landbrugs- og fødevareindustri, medicinsk terapi m.m.
Set i et vækstperspektiv er GPT et nøglebegreb fordi det giver så væsentligt et bidrag til at forklare hvordan den moderne økonomis kompleksitet og variationsmulighed lader sig forene med mulighed for aktørerne til at overskue og beherske registeret af eksisterende teknologiske ressourcer. GPT-fænomenet indebærer at allerede kendt viden og kunnen udviklet på ét felt ubesværet overføres til andre felter fordi teknologien er så formbar. I det moderne samfund kan der nok forekomme en vis fremmedgørelse over for teknologien, og den kan lejlighedsvis finde anvendelser som er socialt uheldige. Det er imidlertid af stor og positiv økonomisk og social betydning at hverken dens enkelte grene eller det samlede system udgør et esoterisk mysterium, men derimod en frit tilgængelig ressource, når man ser bort fra den hemmeligholdelse eller patentering som enkelte konstruktioners ophavsmænd nyder midlertidigt godt af, og som skaber et incitament for innovation.
Erhvervsklynger
De teknologiske ressourcer indgår dog også i mere bundne økonomiske konfigurationer. Viden og kunnen spredes ganske vist ret let i en markedsdreven økonomi med avancerede kommunikations-og transportmidler; ikke desto mindre er der en tendens til teknologisk og erhvervsmæssig klyngedannelse hvor et bestemt geografisk område bliver centrum for innovationer og vækst på et bestemt felt. Der findes en del slående historiske eksempler, f.eks. stålartikler i Sheffield-området, finmekanik i Jura-bjergene, robotter i Japan og software i Silicon Valley, men ud over sådanne ikoniske navne sker der ofte på mindre påfaldende vis en specialisering med særligt høj lokal, regional eller national koncentration inden for den ene eller den anden branche. Et dansk eksempel er de mange tekstil- og trikotagefabrikker i Midtjylland.
Fænomenet bygger på selvforstærkende mekanismer: En begyndende klyngedannelse, der måske bygger på lidt tilfældige forhold, faktorudrustning eller historisk tradition, tiltrækker nye investorer som forventer at nyde godt af et bredere rekrutteringsgrundlag for specialiseret arbejdskraft; dette virker igen tillokkende på netop de arbejdere der har særlige forudsætninger og interesser på området. Koncentrationen giver ud over lokal konkurrence mulighed for kollektive læreprocesser på firmaniveau, dels ved fabrikanternes egen erfaringsudveksling og lejlighedsvise samarbejde, dels ved at kvalificeret arbejdskraft ved jobskifte spreder ’tavs’, ikke-formaliseret viden og kunnen i området, hvilket stimulerer produktivitetsudviklingen. Når den oparbejdede masse af fabrikker og arbejdskraft bliver stor nok, vil de lokale myndigheder tage særligt hensyn til erhvervsklyngens behov for infrastruktur og byggemodning. I sidste instans kan det blive vanskeligt at finde argumenter for at starte virksomhed op et helt andet sted end netop der hvor erhvervsklyngen er koncentreret.
Der er dog grænser for koncentrationsprocessen. Lokal vækst kan støde ind i grænser i form af særligt højtlønnet, velorganiseret og krævende arbejdskraft, underudbud af byggegrunde, og skærpede miljøkrav, som får omkostningerne til at stige og gøre det attraktivt at opsøge andre lokaliteter. Efter Anden Verdenskrig har man set en sådan udvikling i Danmark, hvor industrien generelt søgte vestpå, væk fra hovedstadsområdet. I USA er der i de senere årtier set en tendens til at nyinvesteringer i fremstillingssektoren bevæger sig væk fra de klassiske industriområder omkring de store søer, til fordel for de sydvestlige stater.
Tendensen til erhvervsmæssig klyngedannelse kan også tage en mere branchemæssigt tværgående strukturel form gennem såkaldte ’udviklingsblokke’, et begreb udmøntet af den svenske økonom Erik Dahmén (1916-2005). Det betegner den synergi der gør to eller flere brancher eller nicher inden for en økonomi i stand til at supplerer og understøtte hinanden og hver for sig opnå ekstraordinær vækst og udvikling, byggende på den strukturelle samhørighed, men med virkninger ud over denne. I Sverige kan man pege på jernmalm, stål, skovdrift, vandkraft og el-teknik som en historisk sammenknyttet ressourcebase der i tidens løb har fungeret som katalysator for opbygning af en maskin- og transportmiddelindustri der er ualmindeligt bredspektret, landets indbyggertal taget i betragtning.
I sidste instans kan man ud fra denne synsvinkel beskrive hele landes samlede industrielle konkurrencedygtighed. Amerikaneren Michael Porter (1947-) blev i nullerne ivrigt studeret og anerkendt på alverdens erhvervsuniversiteter for sin såkaldte diamant-model. På grundlag af case-studier skildrede han landenes succesrige virksomheder som den egentlige motor for vedblivende vækst, men betonede virksomhedernes afhængighed af det erhvervsmiljø de var groet frem i. Tilstedeværelsen af beslægtede og understøttende brancher samt den nære efterspørgsel efter deres produkter, forud for gennembrud på verdensmarkedet, stod som centrale elementer i Porters forsøg på at forklare hvorfor nogle lande klarer sig anderledes og i en del tilfælde markant bedre end andre selv om de ikke i udgangspunktet, med hensyn til faktorudrustning og geografi og kultur, kunne siges at have væsentligt forskellige forudsætninger.
Konjunktur og vækst
Den økonomiske vækst afhænger af faktorinput, teknologi og innovationer. De enkelte landes vækstmønstre er desuden forskellige på grund af institutionelle og politiske forhold, der igen påvirkes af sammensatte historiske processer på både kort og langt sigt. Ud over disse variationer i det globale forløb optræder også genkommende skift i vækstens styrke efter et mønster som er alment i den forstand at det omfatter både stærke og svage økonomier og optræder på tværs af de kronologiske skel man i øvrigt inddeler den moderne tid med. Konjunktursvingninger er betegnelsen på temposkift som ikke optræder vilkårligt, men i et sammenhængende, cyklisk forløb der hele tiden gentages, dog med variationer i varighed og styrke.
I højkonjunkturen er investeringsaktiviteten, beskæftigelsen og forbruget høje, i lavkonjunkturen er det omvendt. Her er mange mennesker arbejdsløse, flere forretninger end normalt går nedenom og hjem, kapitalejere modtager lav forrentning af deres investeringer, og lønudviklingen er mindre end normalt, i nogle tilfælde negativ. Stilstanden er kun relativ idet det økonomiske kredsløb og dermed dagliglivet fortsætter, men altså med lavere volumen og umiddelbart velfærdstab på grund af mindskede indtægter og forbrugsmuligheder. Ud over dagen og vejen påvirker den nedsatte aktivitet også den økonomiske vækst negativt idet der sker et tempotab når økonomiens omfang er mindre end dens kapacitet og ressourcer ligger ubenyttede hen. Væksten dæmpes ydermere af at det lavere investeringsniveau forsinker introduktionen af produktivitetsfremmende teknologi.
Konjunktursvingninger kan afdæmpes og deres virkninger formildes gennem statens økonomiske politik (jf. kapitel 8), men årsagerne til at de optræder, bortfalder ikke derved, men forbliver indbygget i markedsøkonomiens virkemåde. Flere forskellige mekanismer kan udløse konjunkturforandring, men den mest grundlæggende udløses af den opbygning af lagre der sker i de gode perioder – højkonjunkturen – hvor forventningen hos mange individuelle aktører er at der kan afsættes store mængder varer, og det derfor er vigtigt at stå parat til at levere til markedet. Når denne opbygning kommer op på et vist niveau, skal der ikke ret store negative forandringer til i afsætningsmassen før de mere forsigtige aktører begynder at holde igen med aktiviteterne idet de vil undgå at brænde ind med allerede producerede varer, og derfor giver sig til at afskedige ansatte. De af den grund svigtende lønindtægter udløser en nedgang i forbruget, hvilket styrker og spreder de negative forventninger. Endnu flere virksomheder indskrænker så deres aktivitet, endnu flere bliver arbejdsløse og nedsætter deres forbrug. Selv de der fortsat er beskæftiget og modtager fuld løn, sætter mere af den end de plejer af som reserve, hvorved efterspørgslen og dermed afsætningen falder endnu mere, osv.
Lavkonjunkturen har altid en bund; hvor dybt nede denne befinder sig, afhænger af mange forhold. Den tilbageværende stabile efterspørgsel mindsker lagrene hvilket på et tidspunkt gør det attraktivt at sætte produktion i gang igen. Hvis arbejderne i lyset af vanskelighederne ved at finde job dæmper deres lønkrav, lægges der låg på en del af omkostningerne, hvilket for nogle arbejdsgivere kan gøre det muligt at fastholde eller udvide aktivitetsniveauet frem for at indskrænke og afskedige. Er udsigterne i den internationale økonomi, specielt de lande man eksporterer meget til, nogenlunde lyse, kan det også lægge en dæmper på nedturen. Endelig kan staten gennem sine aktiviteter som sagt stimulere efterspørgselsniveauet i økonomien for at bidrage til at bryde den onde cirkel.
Konjunkturnedgang kan dermed være et forholdsvis harmløst fænomen som hurtigt afløses af fornyet opgang med indhentning af det tabte, såvel arbejdspladser som forbrugsmuligheder. Men der kan også forekomme dybere og mere langvarige økonomiske kriser der i værste fald truer ikke alene den materielle velfærd, men også samfundets politiske og sociale stabilitet. Der er blandt økonomer, politikere og i civile institutioner udbredt enighed om at staten har til opgave at gribe ind så betids at dette undgås. Hverken en nedadgående konjunktur eller et pludseligt chok i økonomien må få lov at spinne ud af kontrol, men bør dæmpes fra et ret tidligt tidspunkt.
Selv nedgangsperioder der stabiliserer sig på et håndterligt niveau, kalder på afhjælpende eller kompenserende forholdsregler. Erodering af det nationale økonomiske grundlag selv på midlertidig basis kan have uforudsigelige, måske langvarige virkninger på den internationale konkurrencedygtighed; hvis denne svækkes, bliver det tungere for økonomien at accelerere når kurverne vender.
Kreativ destruktion
Den økonomiske teori om vækst og konjunkturer fortæller på den anden side også at nedgangsperioder er en indbygget, varig komponent i markedsøkonomien og ligefrem bidrager til at holde en økonomi sund gennem den rensende effekt de har. J.A. Schumpeter udmøntede den metaforiske vending ’kreativ destruktion’ om det forhold at forældede og urentable virksomheder og erhvervsgrene før eller siden må ud af markedet, ophøre med deres produktion og på den måde give slip på de produktionsfaktorer – arbejdskraft, arealer, bygninger og salgbare produktionsmidler – de lægger beslag på. Hvis ikke det skete, kunne de ikke afløses af nye, mere produktive foretagender der bibringer økonomien udvikling og vækst.
Naturligvis er mange eksisterende firmaer i stand til at udvikle deres produktion og forretningsmodel løbende og derigennem opbygge kapitalressourcer og indre kreative potentialer der skærmer mod de potentielt ødelæggende virkninger af en økonomisk afmatning. Ligeledes kan virksomheder der savner disse ressourcer og ikke evner at opretholde den nødvendige indtjening, udmærket gå nedenom og hjem også i perioder hvor økonomien er i normal gænge – det kan være tilstrækkeligt at efterspørgslen på deres produkter svigter.
At der alligevel er grund til opmærksomhed på konjunktursvingningernes særlige rolle i fornyelsesprocessen, skyldes efter Schumpeters opfattelse at innovationer på baggrund af nye teknologier har en tendens til at blive dæmmet op i stedet for at flyde ud i økonomien i en jævn strøm: Når et potentiale viser sig, og flere og flere bliver opmærksomme på dets muligheder og gerne vil investere – ofte ved at grundlægge nye firmaer – udgør adgangen til kredit en barriere. De pågældende har typisk ikke selv et akkumuleret overskud fra tidligere virksomhed, men er afhængige af at andre stiller kapital til rådighed gennem finansielle institutioner. I højkonjunkturen er dette relativt vanskeligt fordi investeringsgoder er efterspurgte og dermed dyre. Det samme gælder arbejdskraften. Men når en økonomisk krise går i gang, likvideres de mest sårbare af de gamle virksomheder, og investeringslysten falder, hvilket presser markedet for dem der lever af at sælge investeringsgoder og udleje eller sælge grunde og bygninger. De finansielle institutioner – banker, aktiemarkeder og kreditforeninger – er også pressede, men selv om de på grund af svag efterspørgsel i samfundet er nervøse for at stille kapital til rådighed, besidder de stadig evnen til at skabe kredit (jf. kapitel 3). Når udrensningen af særligt svage og sårbare virksomheder er nået så langt at ledige ressourcer, kapital såvel som arbejdskraft, kan erhverves billigt, øges tilbøjeligheden til at stille kreditten til rådighed for dem der ønsker at erhverve dem. Det gælder i særdeleshed hvis de nye iværksættere opererer på basis af innovative ideer med særlig mulighed for kommerciel succes i en opgangskonjunktur der kan forventes at indtræde i nær fremtid.
Lange bølger
Dermed indgår der en bølgebevægelse af systemisk karakter i økonomiens fremdrift. Bølgerne kan være af beskeden størrelse når de alene skyldes de kortvarige svingninger i lagermassen som driver virksomhederne til nogle gange at indskrænke, andre gange udvide deres kapacitet. Men de kan også være store i det øjeblik en større krise kombineres med en ny omfattende generation af teknologiske muligheder som kan omsættes i kommercialiseringsegnede innovationer. I opgangsperioden forløses det eksisterende potentiale via teknologispredning og inkrementelle innovationer. Her er det den rutinemæssige praktiske aktivitet der dominerer, men først efter at være hjulpet i gang af kreditsystemets mekanismer. I løbet af den intensive periode med teknologisk spredning og høj økonomisk vækst sker en behovsmætning og mindskelse af tempoet så profitmulighederne mindskes og sandsynligheden for en ny nedgangsperiode stiger. Dermed er en cyklus båret af samspillet mellem teknologi og penge bragt til afslutning og kan afløses af en ny fase med ’kreativ destruktion’ der indleder den næste cyklus.
Den vestlige kapitalismes historiske forløb efter den industrielle revolution markeres af delperioder på omkring 50 år med svingninger op og ned i vækstraterne. Perioderne er adskilt af gennembrud for større teknologiske fornyelser, i form af GPT’er, nye forretningsmodeller og skift i arbejdsorganiseringens og arbejdsmarkedets funktionsmåde (jf. kapitel 4). Dette empirisk konstatérbare mønster giver bølge-metaforen en særlig tiltrækningskraft, og den understøttes af Schumpeters teoretiske argumentation. Det skal dog bemærkes at der ikke er en tale om en sikker sammenhæng hvor økonomisk statistik og abstrakt logik går op i en højere enhed.
For det første er det usikkert i hvilken grad der faktisk med regelmæssige mellemrum sker en opdæmning af ny teknologi som har latent energi nok til at fungere som selvstændig drivkraft for opgangsfasen i en cyklus. Teknologi og forretningsmodeller udvikles og ibrugtages på løbende basis, og en stor del af fremskridtet skyldes ikke radikalt nye ting der virkelig ’flytter markedet’, men videreudvikling af det allerede eksisterende i en jævn strøm. Og i det omfang der faktisk kommer ny betydningsfuld teknologi i spil, kan det ikke uden videre forbindes med et cyklisk forløb hvor forsinkelse gennem opdæmning spiller en hovedrolle. Store fornyelser kommer langt hyppigere (og overlapper hinanden, jf. tekstboksen) end med de 50 års mellemrum som den teknoøkonomiske cyklus formodes at vare.
For det andet er der andre kilder til store brud i vækstforløbet end de rent økonomiske. Krige og andre store politiske begivenheder og forskydninger påvirker i markant grad økonomi og produktion og bidrager til de periodemæssige skel inden for den almindelige samfundsudvikling, nationalt og internationalt. Mens det er mere end plausibelt at politiske begivenheder og sociale forskydninger i væsentlig grad er med til at forme den økonomiske konjunktur, er det mere betænkeligt at hævde det omvendte: at det er økonomiens lovbundne cykliske op- og nedsving der determinerer den øvrige historie.
Der er på den anden side ikke grund til helt at afvise den erkendelsesmæssige værdi af begreber som lange bølger og kreativ destruktion. Selv om der ikke er tale om hverken en styrende lovmæssighed eller en vandtæt narrativ, underbygger det teoretiske argument fint at der er et samspil mellem konjunktur, teknologi og finans, og at det for en dels vedkommende er gennem dette samspil økonomiens fornyelse sker og grundlaget tilvejebringes for fortsat økonomisk vækst.
Velfærdstab og ressourcespild under kriser
Begrebet kreativ destruktion berører et væsentligt tema inden for feltet politisk økonomi, dvs. den økonomiske sfæres stilling inden for samfundet som helhed, herunder behov og muligheder for at rammesætte og regulere markedet ad politisk vej. Regulering sker dels for at tilgodese andre behov end dem markedsmekanismerne spontant opfylder, dels for at optimere markedets funktionsmåde i strikt økonomisk forstand. Spørgsmålet er imidlertid hvordan man ad institutionel vej og under hensyntagen til divergerende interesser skaber en økonomi der er effektiv og retfærdig og med en passende balance mellem de to elementer.
Dyb eller langvarig lavkonjunktur medfører tydelige velfærdstab, for samfundet generelt og i særdeleshed for dem der rammes af ufrivillig ledighed. Ydermere kan kriser i særlige tilfælde komme ud af kontrol og medføre så omfattende blokeringer af det økonomiske system at den sociale og politiske stabilitet kommer i fare. På den baggrund kan det anses for ikke alene ønskeligt, men også nødvendigt at dæmpe konjunktursvingninger gennem den økonomiske politik og tilstræbe en nogenlunde stabil ligevægtstilstand.
Et argument mod konsekvent gennemførelse af denne strategi er at markedsøkonomiens indbyggede evne til ligevægtsskabelse forstyrres herved, og at incitamentstrukturerne påvirkes negativt (se yderligere herom i kapitel 8). Specielt i sammenhæng med økonomisk vækst kan det hævdes at de økonomiske krisers udtynding af ikke-bæredygtige erhvervsvirksomheder samt rekalibrering af lønniveauet er nødvendige for at skabe grundlag for stigende produktivitet og fornyet vækst. Schumpeters argument for dette var at arbejdsløshed er en ubehagelig ting at komme ud for, men at den enkelte arbejdsløse inden for en overskuelig fremtid kan forvente ikke alene at komme i job igen, men også at det sker til en bedre løn end ved det forrige, når blot den kreative destruktions kræfter får det nødvendige spillerum til at luge ud i lavproduktive virksomheder og til gengæld skabe plads til nye vækstmotorer. I dette lys er krisens velfærdstab en i sig selv beklagelig, men ikke desto mindre uundgåelig følge af det økonomiske systems selvvedligeholdelse.
Kreativ organisation
Mekanikken i teorien om de økonomiske bølgebevægelser som bærere af økonomisk vækst bygger på den forudsætning at innovationer fremkommer i en ikke-styret proces. Ideerne kan dukke op tilfældige steder hos tilfældige individer som ofte må kæmpe hårdt for deres virkeliggørelse ved at skaffe kapital og oprette og drive virksomheder i et konkurrencepræget og langt hen skeptisk eller ligefrem fjendtligt miljø. Selv det velkonsoliderede firma befinder sig i en søgende tilstand hvor dele af organisationens ressourcer sættes ind på at tilpasse sig omverdenens forandringer, om muligt gennem profitabel innovation. Dette kan gøres med større eller mindre succes, afhængigt af ledelsens dygtighed og kvaliteten af de ressourcer den råder over, men der er fortsat et element af tilfældighed i udfaldet – der sker en selektion hvis udfald ikke er forudsigeligt fra udgangspositionen.
I løbet af det 20. århundrede har der imidlertid været en tendens til at meget store selskaber, ofte multinationale og med kommerciel rækkevide over store dele af verden, har opnået en betydelig og varig indflydelse på deres forretningsområde, som kan være bredere eller smallere, men i reglen ligger inden for et klart markeret felt, f.eks. energi, transportmidler, medicinal eller it. Gennem en kombination af produktion og afsætning i stor skala, stærkt strategisk beredskab i organisation og ledelse, samt intensivt forsknings- og udviklingsarbejde er disse firmaer på en gang velkonsoliderede og kreative. Selv hvis deres egne udviklingsafdelinger ved tilfældets ugunst overtrumfes af mindre iværksættere eller forskere der arbejder uden for den kommercielle sfære, kan de takket være deres dybe lommer assimilere og udnytte disses resultater ved at tilbyde startup-virksomhedernes ejere attraktive opkøb, ofte med mulighed for stadig, nu blot som ansatte eller medejere, at medvirke i innovationens udførelse og valorisering på markedet. En anden, i hvert fald teoretisk, mulighed er at en opkøbt innovation lægges i mølpose indtil indtjeningspotentialet for det større selskabs allerede igangværende produktion på området begynder at svækkes.
Det øgede islæt af plan og kontrol gennem det store erhvervsliv betyder ikke at økonomiske kriser bringes til ophør. Selv de største og bedst konsoliderede virksomheder kan hverken hver for sig eller tilsammen regulere og styre verdens økonomi, højst selv navigere i den med varigt held. Men tendensen svækker argumentet om den kreative destruktions økonomiske fordele for samfundet. Store dele af innovationsprocessen er i dag flyttet væk fra markedets kaotiske selektion og ind i en økonomisk polstret, bureaukratisk organiseret og strategisk drevet ramme. Schumpeter var allerede i midten af det 20. århundrede inde på denne tankegang. Han forestillede sig at kapitalismen ville konvergere med eller ligefrem blive integreret i en ny samfundsorden som var mere socialistisk end liberal i kraft af det planmæssige og det kollektives tiltagende rolle, både i staten og i det private erhvervsliv.
Endogen vækstteori
Det ses stadig i dag at innovationer fra individuelle iværksættere danner grundlag for teknologisk drevne, transformative og dermed vækstfremmende erhvervssucceser. Fra de senere år haves flere slående eksempler, heriblandt Elon Musk og hans virksomheder, spredt over flere forretningsområder. Et andet eksempel der ikke i samme grad er i rampelyset, haves i tyske BioNtech, en stadig ung virksomhed, som under Covid 19-pandemien lynudviklede en effektiv vaccine mod virusset. På trods af uventede gennembrud drevet af individuelle iværksættere er det imidlertid blevet sværere end for 100 år siden at tro på at markedsbaserede nedgangsperioder har et særligt fornyende potentiale som udløses i ’bølger’.
Udviklingen har medført forsøg på at forny vækstteorien. Den traditionelle teori opererer med teknologisk forandring som noget der kommer ’udefra’, nemlig i form af gode ideer hos tilfældige mennesker der gerne vil tjene penge på deres kreativitet og derfor stempler ind i det økonomiske system i det øjeblik markedet giver dem medløb. Teknologien og andre kreative input er i dette billede ’eksogen’, dvs. store dele af kilderne til økonomisk vækst befinder sig uden for den økonomiske model og udgør en restfaktor ved siden af de håndgribelige input i form af arbejdskraft og kapital (jf. kapitel 3).
Nyere vækstteori stræber efter at bygge ’endogene’ modeller hvor kilderne til vækst identificeres mere dækkende og præcist. Blandt vigtige opmærksomhedspunkter er ’skala’ og ’human kapital’. Væksten i arbejdsproduktivitet gennem masseproduktionens øgede volumen, med mere vægt på koordinering, planlægning og viden, er velkendt som fænomen; endogen teori stræber efter at beskrive med formler hvad der ligger bag. En del af svaret søges i at forskning, undervisning og udviklingsarbejde ikke på samme måde som arbejdskraft og kapital er underlagt faldende marginalafkast, eftersom oparbejdet viden uden stor ekstra omkostning ’skvulper over’ fra et område til et andet. Processens spontane sider er dog ikke nok: Den løbende opbygning af de humane kapitalressourcer der udgør vækstprocessens kerneinput, afhænger af både den private og offentlige sektor. Sidstnævnte indgår mere end før aktivt og direkte som vækstfaktor, positivt i det omfang staten tilvejebringer infrastruktur og undervisnings- og grundforskningsanstalter, negativt hvis den lægger sten i skoen for de værdiskabende virksomheder ved uhensigtsmæssig regulering og overdreven beskatning.
Schumpeters teori om iværksætteren, markedet og de lange bølger var også ’endogen’ i den forstand at den inkorporerede sin vitale iværksætterfunktion i det økonomiske system ved at koble den til konjunkturbevægelsen. Den levede derimod ikke op til moderne økonomisk teoris krav om kombination af formel (dvs. matematisk) modellering og kvantificering. Det gjorde den konventionelle model, men vigtige sider af af økonomiens virkemåde, nemlig teknologi, viden, organisation og institutioner, faldt uden for modellen. Investering i uddannelse og forskning kunne nok måles og sættes på ligning inden for den kendte ramme, men uden at dække spillover-effekter, dvs. de vigtige, men ikke af de enkelte aktører umiddelbart tilsigtede virkninger på kryds og tværs i systemet.
Den nye ’endogene’ vækstteori er matematisk kompleks og fremstår esoterisk for ikke-fagfolk. Den konventionelle teori der er refereret i denne bog, rummer ganske vist ikke hele vækstens mekanik, men dog væsentlige dele af den. Den lader sig fremstille og operationalisere gennem ret enkle og gennemskuelige ligninger og statistiske variabler, hvorfor den formentlig fortsat kommer til at spille en rolle, bl.a. i historiske analyser af økonomisk vækst.
Usikker viden om vækst
Den økonomiske vækst svinger op og ned afhængigt af konjunkturmekanismer, teknologiske fremskridt, overleverede historiske forudsætninger, politisk-institutionelle betingelser, ydre chok osv.
Som tidligere berørt medfører forskelligheder i pris- og kvalitetsudvikling måleproblemer som, hvis de ikke løses korrekt, kan føre til under- eller overvurdering af vækstens størrelse. Hvis bestemte produkter falder i relativ pris, dvs. bliver billigere i sammenligning med andre produkter, samtidig med at de vinder i kvalitet, ydelse og/eller nytteeffekt bidrager det til høj real vækst. Virkningen afhænger af hvor stor en andel de pågældende varer vejer ind med i det samlede forbrug. Både pris- og kvalitetsforandring skal registreres korrekt for at opnå et retvisende billede af væksten.
Den vækst vi på individuel basis oplever i form af stigende forbrugsmulighed, påvirkes af flere ting: hvor meget vi tjener, hvilke varer vi har mest lyst til at bruge penge på, og hvad de koster i sammenligning med andre varer. En almindelig pc med standardprogrammer koster mindre i kroner og øre end en hjemmecomputer gjorde i 1990 selv om det almindelige prisniveau er steget til det dobbelte. Samtidig fylder den nye maskine mindre, er mere støjsvag, arbejder hurtigere og – frem for alt – leverer flere, mere forskelligartede og hver for sig bedre ydelser end den gamle model gjorde. Hvis vi forestiller os at vort forbrug i 2025 udelukkende bestod af pc’er og deres ydelser, ville vi have oplevet en stor økonomisk vækst over de seneste 35 år.
Omvendt, for ejerboliger er de løbende danske gennemsnitspriser i løbet af samme periode blevet mellem firedoblet og syvdoblet (henholdsvis huse og ejerlejligheder) uden at der er sket større ændringer i boligenhedernes fysiske kvalitet. Bestod hele forbruget af basale boligydelser, ville vi sandsynligvis have oplevet meget lav vækst eller ligefrem minusvækst, afhængigt af vor individuelle indkomstudvikling. Det komplicerer dog tingene lidt at ens indkomst kan være afhængig af at man bosætter sig det rette sted med henblik på attraktive jobmuligheder. Også andre faktorer af velfærdsmæssig betydning kan gøre en særligt høj boligudgift acceptabel og ’pengene værd’, f.eks. gode skoler i nabolaget. Boligen bliver dermed ikke kun et forbrugsemne, men og så en investering – her i bedre jobmuligheder for familiens voksne og bedre uddannelse for børnene.
Alt i alt indgår mange forskellige informationer som kan være vanskelige både at indhente og bearbejde når man beregner den økonomiske vækst. På den anden side er der tale om kendte problemer som de statistiske myndigheder har rutine, ressourcer og overblik til at håndtere. En rimelig forståelse af udviklingen kræver ikke at man har det hele med; der er et spillerum for fejl og unøjagtigheder uden at billedet dermed bliver falsk.
Behov og mulighed for fortsat vækst
Den økonomiske vækst går med kortere eller længere mellemrum op eller ned i tempo, men har været vedblivende i lang tid. Højvækstøkonomien er imidlertid opstået gennem en historisk proces, og det er tænkeligt at den før eller siden går permanent ned i fart. Flere elementer kan – både hver for sig og samvirkende – give anledning til at tvivle på fremtiden for høj og kontinuerlig vækst: 1) det teknologiske potentiales iboende begrænsning, 2) ressourcebegrænsninger, 3) Flytning af ressourceandele til mindre dynamiske anvendelsesområder, 4) de økonomiske virkninger af teknologisk arbejdsløshed. Disse punkter drøftes i de følgende afsnit.
De vækstdrivende innovationer fremkommer fordi nogen kan se et potentiale i form af en latent efterspørgsel. Skuer man tilbage over de seneste halvandet hundrede år, står det klart at en række markante teknologier imødekom virkelige behov og medførte enorme løft i velfærd: på produktsiden elektrisk lys, billig og bekvem varme og sanitet, øget mobilitet og udsyn gennem nye transport- og kommunikationsmidler og infrastruktur m.m. På processiden tælles de mange teknologiske fremskridt som har gjort kendte såvel som nye produkter billigere at fremstille og dermed bredt tilgængelige for praktisk talt alle medlemmer af befolkningen i de lande som har undergået vækstprocessen. De har også frigjort ressourcer som kan bruges på immateriel produktion, sociale overførselsindtægter og kortere arbejdstid.
Forenklet sagt er de gode ting allerede opfundet. Det samspil mellem teknologi og økonomiske incitamenter vi kender fra det 1900-tallet, er næppe i stand til at levere nye tilsvarende resultater i samme takt i dag. Det vil være svært fremover at matche de materielle fremskridt som en person der gennemlevede det 20. århundrede, har oplevet. Der opstår ganske vist hele tiden nye behov, og nogle af de kendte behov opprioriteres i takt med at andre mættes; alligevel kan det med tiden blive mindre meningsfuldt for forbrugerne i et allerede rigt samfund at omsætte produktivitetsforøgelse og dermed højere indtjening pr. arbejdet time i mere materielt forbrug. Hvis præferencerne skifter i retning af kortere arbejdstid og de former for serviceydelser der efter deres natur er meget arbejdskraftintensive, er det tænkeligt at væksttakten bliver langsommere, simpelthen fordi de områder af økonomien der er mest tilgængelige for teknologisk innovation, gøres relativt mindre.
Oplevelsen af at man ved hjælp af allerede kendt teknologi har opnået en materiel levestandard der kan betegnes som fuldt tilfredsstillende, ansporer hos nogle den tanke at yderligere vækst ikke alene kan, men bør undgås i velstillede samfund. De allerede overudnyttede ressourcer bør i stedet gøres tilgængelige for andre der trænger mere. Kommer egennytten alligevel ind i billedet, kan yderligere tekniske fremskridt bruges til at øge mængden af fritid, sætte tempoet ned, undgå stress etc. Drømmen om et nulvækstsamfund kan dog ikke betragtes som hverken realistisk eller ønskværdig. Kvalitativ forbedring af samfundets produktion, med sigte på ressourcebesparelse og rent miljø, er tæt forbundet med teknologisk forandring, som på sin side er afhængig af profitmotiveret innovation. Sidstnævnte hører intimt sammen med vækstprocessen.
Vækstens nødvendighed i fattige lande
Eftersom store dele af jordens befolkning stadig ikke får opfyldt basale behov, for slet ikke at tale om en levestandard med mulighed for menneskelig udvikling efter moderne normer, er der fortsat et vældigt potentiale for meningsfuld udfoldelse af vækstprocesser som vi kender dem, hvilende på investering, uddannelse, teknologispredning, samt fortsat teknologisk udvikling der hjælper til at opretholde eller øge væksttempoet.
Et stort problem i den sammenhæng er om råstofbasis og miljøhensyn tillader den fortsatte vækst, eller øget produktion på et tidspunkt rammer en grænse fordi følgeomkostninger i form af nedbrydning af naturgrundlaget opvejer gevinsterne. Ressourcernes begrænsning skal ses i sammenhæng med den demografiske udvikling, dvs. antallet af mennesker som skal nyde frugterne af den økonomiske vækst.
Selv hvis befolkningstilvæksten går i stå eller reverseres, vil det med det nuværende antal mennesker være nødvendigt at fremtidens teknologiske udvikling i væsentlig grad bidrager til at mindske ressourceomsætningens belastning af miljøet gennem besparelser på input og optimering af processerne. Det er en institutionel udfordring at integrere dette nødvendige hensyn i den kapitalistiske økonomis incitamentstruktur. Den offentlige regulering og intervention der er nødvendig for en bæredygtig omgang med miljø og ressourcer, er nødt til at samvirke med privat foretagsomhed eftersom succesrig teknologisk udvikling næppe lader sig afkoble fra det profitdrevne iværksætteri. Omvendt må kapitalejerne i den private sektor forvente at de kollektive problemer som vækstens ressourceforbrug skaber, vil udløse ikke alene et øget omfang af regulering, men også strategisk orienterede fælles handleplaner, i grelleste tilfælde med mindelser om den økonomiske regulering under krigsforhold, hvor staten etablerer direkte kontrol over store dele af efterspørgslen. Om end dette kan være nødvendigt, giver det også økonomiske problemer: Rammesætning og styring kan skabe friktion der dæmper væksten, sammenlignet med en mere ureguleret frimarkedsmodel.
Fremtidens velstand og velfærd i de rige lande
Vedblivende økonomisk vækst der kan mindske fattigdommen, er en ufravigelig målsætning i dele af verden, men også de rige lande fortsætter i det kendte spor. Der er øget fokus på miljømæssig bæredygtighed; ikke desto mindre stiger det private forbrug af produkter og serviceydelser. Der er ligeledes stærk efterspørgsel på ydelser som fremskaffes i offentligt regi og er koblet sammen med social omfordeling. Det gælder inden for sundhed og ældrepleje, men også andre velfærdsprægede ydelser som børnepasning, kulturoplevelser og skræddersyede sociale interventioner (f.eks. specialundervisning), foruden et højt niveau for overførselsindkomster. Dertil kommer behov for naturpleje, klimatilpasning og øget beredskab og indsats på områder som forsvar og datasikkerhed. Justering af opgavefordeling og generel balance mellem den private og den offentlige sektor sker ad politisk vej, under hensyntagen til dels den profitdrevne private økonomis særlige evne til at skabe flere ressourcer gennem vækst, dels vælgernes ønske om opfyldelse af forskellige behov gennem mange offentligt ansatte.
Behovenes og ambitionernes voksende mængde og sammensatte karakter fordrer en løbende generel stigning i produktiviteten. Betydningen heraf er særlig stor inden for de eksporterende og importkonkurrerende dele af det private erhvervsliv. Dettes internationale konkurrencedygtighed er forudsætningen for en attraktiv placering i den internationale arbejdsdeling og dermed for opretholdelse af det eksisterende velstands- og velfærdsniveau. Det skyldes at hvis ikke konkurrencedygtigheden er høj, hæmmes afsætningen og indtjeningen, og hvis det sker, hæmmes også investering, teknologiudvikling og uddannelse.
Også på alle mulige andre områder, herunder de offentlige tjenesteydelser, tilstræbes imidlertid øget arbejdsproduktivitet. Netop fordi det internationalt konkurrerende erhvervsliv – og generelt de virksomheder der er underlagt konkurrencen på det private marked – er økonomiens dynamo, er det vigtigt at den private sektors adgang til kapital og arbejdskraft ikke udhules af en relativt voksende offentlig sektor. Begrænsningerne på sidstnævntes andel medfører igen et pres for at statsapparatets ressourcer udnyttes så effektivt som muligt, gennem både prioritering, effektivisering og teknologisk innovation, hvor dette er muligt. Produktet af stigende produktivitet og voksende behov – vækst – bliver dermed en styrende målsætning i samfundet, både for det profitmaksimerende firma, på politisk niveau og i den offentlige forvaltning og drift.
Nutidens og fremtidens tekno-økonomiske udvikling
På grund af deres virkninger på ressourceallokering og incitamentstruktur har fordelingen på de økonomiske sektorer (industri over for service; offentlig over for privat) og graden af statslig regulering indflydelse på om stigningen i produktivitet bliver større eller mindre, hurtigere eller langsommere. I sidste instans er den afgørende faktor imidlertid udviklingen af vækstdrivende teknologi. Institutioner og politik påvirker dog ikke kun tempoet, men også teknologiudviklingens retning. Hvis patentlovgivningen understøtter lang tids eneret på nyudviklet medicin, og universitetspolitikken sikrer en stærk forsyning af kvalificerede kandidater inden for farmakologi, biokemi og kunstig intelligens, vil det accelerere lægemiddelindustriens teknologiudvikling. Teknologiudviklingen drives dog primært af de direkte aktører der udvikler nye eller bedre produkter og processer og derved løser et problem eller opfylder et behov.
Set i det lys er der ikke udsigt til at innovation og vækst går i stå. Inden for sundhedssektoren – en fremtrædende branche i vor tids økonomi – er priselasticiteten lav og indkomstelasticiteten høj hvad angår efterspørgslen: Borgerne ønsker sig livsforlængende og -forbedrende behandlinger og er villige til som forbrugere og skatteydere at prioritere det højt, både på basis af den allerede opnåede købekraft og fremtidige stigninger. En stærk efterspørgsel rammer både den offentlige, den private og den forsikringsbaserede sundhedsbranche, og når det gælder både medikamenter, operationer og terapeutiske forløb. Der foreligger en frugtbar mark at opdyrke allerede på kort sigt og rettet mod umiddelbare behov. Langsigtede og udfordrende opgaver som udvikling af nye antibiotika mod resistente bakterier og vacciner og andre remedier ved pandemier kan også forventes at generere stor omsætning og virke vækstdrivende.
Potentialet til trods er der risiko for at høje udviklings-, produktions- og driftsomkostninger bremser udviklingen ned på grund af det kendte princip om faldende marginalnytte. En måneds ekstra levetid eller marginal vedligeholdelse af fysisk livskvalitet kan trods alt købes for dyrt. Marginalnytte-princippets virkning kan dog opsuges ved at en del af teknologiudviklingen virker omkostningsdæmpende: Kunstig intelligens vil tillade bedre forskningsdesigns, med kortere gennemløbstid for projekterne og mere sikre resultater. AI vil også have en effekt på de daglige rutiners belastning af produktionsomkostningerne. Diagnosticering kan mekaniseres ved at scanningsresultater o.l. primært granskes og vurderes af maskiner frem for kostbar menneskelig arbejdskraft. Derved kan avancerede behandlinger lettere holdes på et tåleligt prisniveau, og den ved automatiseringen frigjorte arbejdskraft kan flyttes til andre opgaver så flaskehalsproblemer undgås.
Også på andre områder som har umiddelbar betydning for den almindelige borger/forbruger, er der udsigt til at den nære fremtids teknologiudvikling vil skabe resultater af økonomisk betydning i form af øget behovsopfyldelse og værdiskabelse pr. investeret krone. Det gælder ikke mindst energi- og transportsektorerne. Her truer miljøbelastning med at tvinge producenter og forbrugere til dyre imødegående foranstaltninger der bremser væksten. Teknologisk udvikling kan dog måske kompensere og sikre forbrugsmuligheder der er på højde med de nuværende, selv uden at ramme andre dele af forbruget. Noget tilsvarende gælder på globalt plan for fødevarer, hvor produktionen skal holdes oppe, endda udvides, men uden at ressourceforbruget underminerer miljøet.
Såfremt balancen mellem natur og samfund kan vedligeholdes eller forbedres gennem nyudviklet teknologi der sparer ressourcer og mindsker forurening, er der tale om økonomisk vækst eftersom ethvert undgået tab på grund af ødelæggelse af naturværdier repræsenterer en nytteværdi indvundet ved produktion. Værdien kan være vanskelig at registrere og prissætte, idet den ikke handles i direkte synlige transaktioner mellem klart identificerede aktører, men vil tage form af et kollektivt (fælles) gode. Såfremt den forbedrede teknologi har tilladt producenten at leve op til højere standarder uden at produktet gennem højere pris belaster forbrugerens budget, vil denne ikke direkte kunne registrere den ekstra værdi (miljøværdien) som en synlig og mærkbar fordel. Det er på en måde en ny instans af det tidligere omtalte fænomen: at forbrugeren får noget ekstra (en tilvækst) uden at betale separat for det idet den ny teknologi nærmest af sig selv har sørget for at det skete. Forskellen er imidlertid at f.eks. den forbedrede pc der erhverves til samme pris som den ældre model, bærer gevinsten synligt indlejret i sin performance. En kilowatt-time i stikkontakten der (antages det her) koster det samme som før, men er ’miljøforbedret’ ved ikke at komme fra et kulfyret værk, men fra sol eller vind, er for forbrugeren stadig bare en kilowatt-time. Men samfundet som helhed, summen af de enkelte forbrugere, har opnået en ekstra værdi for de samme penge, nemlig en mindsket CO2-udvikling og dermed et renere miljø.
På grund af det kollektive aspekt vil denne de facto økonomiske vækst formentlig i et eller andet omfang være afhængig af offentlig regulering, subsidiering af teknologiudviklingen, og partnerskaber hvor det offentlige deltager i investeringer. Det er dog ikke ensbetydende med at profitmotivet forsvinder ud af innovationsprocessen. At staten kommer på banen med styret efterspørgsel og tilskyndelser til at imødekomme den, kan ligefrem opmuntre private iværksættere til at satse, motiveret af de øgede udsigter til finansiel polstring og anden begunstigelse som det rent private konkurrencedrevne marked ikke kan levere.
Går det godt, kan der være muligheder for hurtig vækst via et globalt marked som efterspørger teknologiske svar på presserende spørgsmål. Det er helt i tråd med den klassiske teori om profitdrevet økonomisk vækst via innovationers kommercielle succes. Disse udsigter er baggrunden for at man i et land som Danmark ser vækstmuligheder i at opnå en national konkurrencefordel i en industriel klynge under temaet miljø og bæredygtighed. Virksomheder der oparbejder en basis via statens pro-aktive miljøpolitik og et tidligt udviklet hjemmemarked, får, om alt går vel, et forbedret afsæt for salg i den øvrige verden.
Nogle former for teknologiudvikling har et vækstpotentiale der ikke kan forventes realiseret på kort sigt, men på længere sigt formentlig er stort. En grov samlebetegnelse for dette er big science: forskning og innovation med store penge i ryggen, herunder offentlige midler. Betegnelsen har sit udspring i Anden Verdenskrigs USA med atomvåbenprojektet og rumfart m.m. (space & aviation) som de vigtigste eksempler. I vore dage står rumfarten stadig centralt, men nye temaer er kommet til i form af genetisk forskning, kvantebaseret teknologi og øvrig avanceret informatik (kunstig intelligens). Denne særlige form for teknologiudvikling er også af betydning i et mere kortsigtet vækstperspektiv eftersom der undervejs i afviklingen af de store målrettede projekter opstår forgreninger med delresultater der kan udnyttes i andre sammenhænge, f.eks. i form af nye materialer.
Teknologisk arbejdsløshed
Ny teknologi har som hovedregel en arbejdskraftbesparende virkning. Bestemte jobs mindskes i antal i og med at produktionen mekaniseres og gennemføres med færre ansatte. Profetier om udbredt teknologisk arbejdsløshed er indtil nu blevet gjort til skamme eftersom lediggjort arbejdskraft nogenlunde ubesværet har bevæget sig over i anden beskæftigelse. Om ikke andet sker det ved skiftet mellem generationerne: Børnene får andre jobs end forældrene. Det er typisk en ændring til det bedre fordi den mere komplekse, mekaniserede teknologi både indebærer mindre fysisk anstrengelse og i gennemsnit kræver flere kompetencer, hvilket igen indebærer højere lønninger. Nettotabet af arbejdspladser på et givet område kompenseres i rigeligt mål når økonomien vokser og bliver mere sammensat.
Det er ikke givet at dette mønster vil gentage sig uændret i fremtiden. Hidtil har tendensen gået i retning af at flytte arbejdskraft fra opgaver der enten var fysisk krævende eller rutineprægede eller begge dele, over i mere vidensbaseret arbejde, ofte baseret på længerevarende uddannelse der i social henseende har flyttet beskæftigelsens tyngdepunkt fra arbejderklasse til funktionæransat middelklasse. Samtidig har afviklingen af talstærke sammentømrede arbejderkollektiver med basis i den teknificerede, kapitaltunge industri imidlertid ført andre arbejdere over mod lavtlønnet servicebeskæftigelse. Her lander den del af arbejdsstyrken der fortrænges fra den klassiske industribeskæftigelse, men savner den beholdning af human kapital – uddannelsesbaserede kvalifikationer – der skal til for at bevæge sig opad i det socioøkonomiske hierarki.
Fremtidens arbejdskraftbesparende teknologiske forandring gennem brug af kunstig intelligens kan komme til at ramme veluddannede lønmodtagere som – hvis det sker – ikke har en realistisk flugtvej opad. Antallet af pladser i den snævre elite er begrænset. Tendensen kan omfatte næsten alle mulige rutineprægede analyse- og sagsbehandlingsopgaver, men også kreative arbejdsområder som design, projektering og beslutningstagning. Den menneskelige faktor behøver ikke blive skrevet helt ud af sådanne områder for at få vidtrækkende konsekvenser; det er tilstrækkeligt at den bliver stærkt decimeret.
De det går ud over, kan håbe på at deres arbejdskraft kan benyttes til løsning af problemer og udførelse af opgaver som hidtil har haft lavere prioritet, men nu åbnes for en udvidet indsats på grund af de ressourcer teknologien frigør. Dette er imidlertid ikke noget man uden videre kan beslutte sig for skal ske; det er afhængigt af hvilket match der er mellem de produkter og ydelser ændringen afstedkommer, og den gældende arbejdsløn. Sidstnævnte risikerer at komme under nedadgående pres. Et andet muligt udfald er at lønnen opretholdes på sit hidtidige niveau, men at beskæftigelsens omfang falder fordi produktmarkedet ikke kan absorbere mere til det gældende omkostningsniveau.
Ingen af disse veje er til umiddelbar ulempe for forbrugerne, som vil nyde godt af faldende priser på ydelser som nu konsumerer mindre arbejdskraft når de produceres. Men problemerne kan blive store for overflødiggjorte ansatte som ikke finder beskæftigelse inden for deres hidtidige kompetencefelt til den hidtidige løn. Er de gængse markedsmekanismer i kraft, kan de godt finde andet arbejde, men for nogle kan det medføre en omplacering fra de uddannede professioner til lavere lønnet servicearbejde – som kan blive endnu lavere lønnet hvis udbuddet af arbejdskraft stiger på grund af tilvandring af højere uddannede som der ikke længere er plads til på deres gamle positioner.
Det er på den anden side meget tænkeligt at beskæftigelsen på de lavere lønnede dele af servicearbejdsmarkedet kan vokse uden at lønningerne trykkes yderligere nedad. Omsorgs- og plejesektoren leverer ydelser som både er eftertragtede af brugerne og politisk italesatte og derfor nogenlunde let kan give flere arbejdspladser hvis arbejdskraften er tilgængelig. Også arbejdskraft til militært og civilt beredskab kan forventes at blive mere efterspurgt på grund af ændringerne i trusselsbilledet. Andre ekspansive områder er forlystelses- og fritidsliv, turisme, motion og helse o.l.
Der er derfor ikke udsigt til at teknologien henviser store dele af arbejdsstyrken til at vegetere på offentlig forsørgelse, men en udvikling som den her skitserede kan give forskydninger i vækstmønstret. Hvis innovationsbasen bliver smallere fordi lavteknologiske branchers andel af økonomien vokser, vil de middel- og højteknologiske dele skulle trække hårdere til for at opretholde høje vækstrater i den samlede økonomi.
Det er dog ikke givet at de i dag lavteknologiske områder bliver en dødvægt, for når de tiltrækker flere investorer og beskæftiger flere mennesker, vil potentialet for innovationer også blive større. Det kræver imidlertid at der på et rent teknisk og organisatorisk plan er virkelige potentialer for økonomisk vækst. Dette kan let betvivles: Der synes at være ret snævre grænser for hvor meget læreres, pædagogers, plejeres, soldaters, kokkes, tjeneres, turistføreres, idrætsinstruktører og træneres, psykoterapeuters, indretningskonsulenters, rengøringsassistenters, hundelufteres, numerologers m.fl.’s reale produktivitet – nytteværdien pr. indsat produktionsfaktorenhed – kan løftes.
Økonomisk vækst er i høj grad afhængig af hvad der sker på afgrænsede teknologiske felter. Dette er ikke nyt, jf. ovenstående diskussion af tekno-paradigmer, klynger, GPT’er etc. I vor tid er der stærk aktivitet og dynamik på adskillige felter der i sig selv er særdeles lovende i forhold til vækst og velfærd. Det er dog uvist om de makroteknologiske landvindinger der foretages, kan spredes og implementeres i den samlede økonomi, nationalt og globalt, i samme grad og med samme hastighed som de historiske eksempler.
Den økonomiske vækst hæmmes af ressourceknaphed og produktionens og forbrugets overbelastning af naturmiljøet. Disse problemer er vanskelige og omkostningskrævende at overvinde. Deres kollektive og overnationale karakter kræver koordinerede tiltag under statslig medvirken og politiske retningslinjer. Regulering og planlægning skal på den anden side give plads til de markedsbaserede vækstmekanismer for at have udsigt til succes. Ikke desto mindre skal den økonomiske vækst samtidig kanaliseres ind i institutionelle og normative rammer med overordnede prioriteter. Innovation drevet af markedet bliver ét middel blandt flere til at nå bestemte mål. Denne form for vækst kan i mindre grad end før opfylde verdens behov simpelthen ved at finde sted. En god del af fremtidens tilvækst i økonomisk potentiale skal bruges til at forbedre miljøforholdene – eller i det mindste bremse forringelsen – gennem forebyggelse, tilpasning og genopretning. Voksende kollektive investeringer vil mindske den andel af produktionsværdien der tager form af stigende disponible reallønninger og personligt forbrug. Den økonomiske vækst bevæger sig dermed i en anden retning end før.