Development Aid: A Very Brief Introduction

How did Western development aid develop during the 1960s and -70s?

In the 1960s Western development aid was simple, seemingly. Concepts and strategies were shared by OECD member countries. The main doctrine was investment and transfer of knowhow. Real capital was supplied, and local managers were trained. It happened in the form of development projects.

A project was an exemplary activity. Ideally, for every foreign expert there should be a local counterpart who would disseminate skills and knowledge to others. Later, local savings were supposed to pay for investment in more machinery and equipment. The expected result was sustained economic growth and the abolishment of poverty. 

During Western industrialization increased levels of investment did in fact go hand in hand with technology transfer. By the middle of the 20th century the American economist Walt Rostow raised the idea that all economic modernization followed the same path. An increased rate of investment was decisive. Another economist, Alexander Gerschenkron, claimed that backward countries could move quickly ahead. When they applied known robust solutions, they could skip trial and error.

That didn’t work in the development projects of the 1960’s. The gap in capital and skill resources between many former colonies and the developed world was wider than between England and continental Europe in the 19th century.

Technology transfer back then took place between profit-driven market economies propped up by the state. Post-colonial development assistance was different. The new independent states were short of many resources, including efficient and committed leaders and civil servants.

Big sums of money were spent on investment, but there was a lack of complementary structures, and the sense of commitment and ownership to projects wasn’t strong enough.

Donors carried a responsibility as well. For managers and staff, it was hard to admit in front of politicians and taxpayers that projects didn’t go the way they were supposed to.

Nevertheless, by 1970 it was clear that problems were serious. Also, renewed anticolonial feelings and the demand for a new international economic order generated pressure on the aid system. The request for pattern-breaking change was translated into the notion that investment should be directly aligned with people’s basic needs.

More attention was now given to infrastructure and utilities: clean water, better roads, physical planning, basic health service. These were not new items, but priorities were shifted. Aid from wealthy nations could help fill out a serious gap, start virtuous circles and empower ordinary people.

With more direct access to useful resources, people’s lives would be better. They could more easily engage in market-related economic activities such as creating businesses or supplying labour. It was hoped that the problem of missing ownership to projects could be reduced.

This was sound thinking. Yet many difficulties persisted. A clear effect of aid on overall development failed to appear. The result was so-called donor fatigue.

The heavy debt incurred by developing countries while growth rates remained low undermined faith in the capacity and political will to govern responsibly. The scene was now set for a new donor strategy: the promotion of good governance.

Third World leaders did not admit systemic dysfunction or own policy failure. They were more inclined to demand compensation for the global economic downturn, high energy prices and massive inflation in those days. It was a deadlock. Indeed, the 1980s later became known as the lost decade for development.

What were the main reasons for Denmark to engage in this field?

Denmark had multiple motives for taking part in the development effort. In the 1950’s there was a desire to put Denmark on the map. The process of decolonization was underway, and Denmark saw an opening. As a small nation, Danish influence was nil. But now, by multilateral diplomacy and contributions to aid, Denmark might be noticed.

It was first imagined that the best channel was the United Nations. Here, Denmark could earn prestige and project a nation-brand. At the end of the 1950’s, the idea matured of including a bilateral dimension. This meant to carry on in the UN, yet also establish a program of direct assistance to specific countries. This required expansion of annual funds and a more elaborate administrative apparatus. After little hesitation, it was put into practice. A decade later, the Danish government began to aim for a place at the top of the donor hierarchy in terms of aid funding as a percentage of gross national income.

Real humanitarian concern was in fact present among politicians and opinion makers. They felt there was a need and an obligation to eradicate poverty and create a more equitable world. This consideration co-existed with a feeling that if no action were taken, global instability might arise. However, less idealistic motives were present as well.

Development programs and projects were a showcase for products, services, and ideas that Denmark hoped to export on commercial terms. For the moment, it would either be given away or financed on favourable terms. But to a large extent aid was tied to goods and services provided by Danish firms and organizations.

There was, in other words, an important return flow. There was no guarantee of future profits. Still, development assistance represented a potential. And even if net earnings never materialized, one part of the sunk cost stimulated the Danish private sector economy. Development aid enjoyed support from business circles.

Popular movements and NGOs were in favour too. The Government had set up institutions where they would be heard. For that reason, it was easy to mobilize expertise for giving inputs and participating in the practical execution. This led to professionalization. NGOs became dependent on the system for financing projects. Young activists found an appealing way to move into a career. The state found a new way to bring talented people into the fold.

Those serving as agents abroad in development programs would bring back knowledge about the greater world. As they moved into other spheres of activity, they arrived there endowed with useful knowledge. The process of globalisation was getting under way, so the timing was good.

In conclusion, the Danish engagement in the international push for development served several purposes: traditional foreign policy, nation-branding, export promotion, formation of human capital, and the adaptation of Denmark to a globalising world. There was also the good feeling of doing the right thing by helping others. Whether the assistance brought about development in a real sense became a relatively minor issue.

Solidarity Forever? Swedish Wage Levels as an Index of Working Class Marginalisation in Post-Golden Age Scandinavia

This paper was presented at the conference on Wages and Global Development since the 1950s/1960s, University of Artois (Arras, France), 9-10 April 2015, organized by Professor Michel-Pierre Chélini. The intended volume containing the contributions will probably be published at the end of 2021.


In Sweden, over the 1960s, -70s and part of the -80s, pay equalization took place across industries, forms of employment and the gender gap. Subsequently, both the gender- and the industry-based differential among wage earners remained within the limited range now arrived at. Contrary to these fixations, wages began to diverge downwards relative to salaries after c. 1990. All the while, the quantitative balance between blue-collar workers and salaried employees shifted too, in favour of the latter group. This process was gradual and went in the same direction throughout the entire period. Enhanced human capital is a valid partial explanation for both changes, yet the increasingly globalized economic regime plays some role in the relative decline of wages. Blue-collar workers are more liable to lose their jobs because of outsourcing, relocation or new trade patterns. They have fewer attractive alternatives in the predominantly white-collar and gender biased (towards women) labour market of the public sector. For the collective of unionized workers, traditional solidarity is still the best available response to these challenges. For the individual, though, opting out of the blue-collar group is probably the better alternative. Even the better-situated portions of the working class seem caught in a process of socio-economic marginalisation.  

Fra corona-årets undervisning: Finanskrisen

I marts måned 2020 blev den normale undervisning ved Københavns Universitet suspendenderet for at hæmme spredningen af covid-19. I stedet trådte forskellige former for fjernundervisning via internettet. Fra blogindlægget du læser nu, linkes til tre sæt ‘forelæsningsnoter’ som jeg lagde op på Absalon-hjemmesiden for kurset Økonomiske kriser og krisepolitik i Nordamerika og Vesteuropa i det 20. og 21. århundrede (KA).  Noterne er en erstatning for den del af de normale undervisningstimer hvor læreren giver sin udlægning af det læste stof. Det drejer sig her om uddrag af bøger samt artikler om Finanskrisen. Se Finanskrisen (1), Finanskrisen (2) og Finanskrisen (3).

Se også Fra corona-årets undervisning: Globalhistorie.

Fra corona-årets undervisning: Globalhistorie

I marts måned 2020 blev den normale undervisning ved Københavns Universitet suspendenderet for at hæmme spredningen af covid-19. I stedet trådte forskellige former for fjernundervisning via internettet. Fra blogindlægget du læser nu, linkes til to sæt ‘forelæsningsnoter’ med øvelsesspørgsmål som jeg lagde op på Absalon-hjemmesiden for kurset Globalhistorie (3. semester). Noterne er en erstatning for den del af de normale undervisningstimer hvor læreren giver sin udlægning af det læste stof. Det drejer sig her om i alt tre bøger med globalhistorisk fokus. Se Landes og McNeill samt Pomeranz: Great Divergence.

Se også Fra corona-årets undervisning: Finanskrisen.

Et akademisk lavpunkt for KU. Om udgivelsen Reality Lost

På Københavns Universitets Center for Information og Boblestudier (CIBS) har lederen, professor Vincent Hendricks, sammen med ph.d.-stipendiat Mads Vestergaard udgivet et længere skrift i e-bogform. Titlen er Reality Lost: Markets of Attention, Misinformation and Manipulation, Cham CH (Springer Nature) 2019, Jeg opfatter bogen som et statement der skal vise kvaliteten af den forskning der finder sted på CIBS; i hvert fald er den i sit tekniske format bygget op som en akademisk monografi med klassisk kapitelinddeling, navngivne underafsnit og et dokumentationsapparat i form af henvisninger, fodnoter og litteraturliste.

Dette apparat er dog utraditionelt udformet. De fleste henvisninger til trykt litteratur sker i parenteser indsat i brødteksten (desværre ofte uden at angive det specifikke sted i bogen eller artiklen der henvises til), mens de talrige henvisninger til websites er anbragt i fodnoter. Litteraturlisten sidst i bogen omfatter ikke disse webkilder. Dermed sløres det i hvilken grad forfatterne bygger på fund på nettet, sammenlignet med den trykte litteratur. De to medieformater markerer ikke nødvendigvis en forskel i lødighed. Mange fine klassiske værker så vel som nye forskningsbidrag kan downloades. Men da mange af bogens henvisninger er til mere flygtige og usikre kilder, forekommer adskillelsen suspekt. Læseren møder mod slutningen en nydelig litteraturliste fyldt med bøger udgivet på universitetsforlag og artikler fra forskningstidsskrifter, men der gives ikke noget samlet overblik over de talrige andre steder der danner belæg for forfatternes påstande. Resultatet er et falsk indtryk af traditionel akademisk soliditet. Indtrykket bestyrkes af at forfatterne intetsteds gør sig overvejelser over kildegrundlaget.

Bogen er et katalog eller eksempelsamling som opregner: 1) trusler mod det demokratiske samfund i form af informationsoverskud/ opmærksomhedsunderskud; 2) dårlig, fordrejet og løgnagtig nyhedsformidling; 3) politisk manipulation via medierne; 4) opblæste kampagner uden substans; 5) forskellige formater af det førnævnte; 6) populistiske klangbunde for falske budskaber; og 7) demokratiets svære kår når borgerne går misinformerede rundt. Det beskrives hvordan digitaliseringen af samfundet ved massedatabaserede informationsmonopoler og overvågningsteknikker kan føre til totalitær styreform.

En stærk ubalance kendetegner fremstillingen. Budskabet er alarmistisk, uden modererende overvejelser vedrørende truslernes faktiske gennemslagskraft; modsatrettede tendensers styrke; produktivitets- og velfærdsgevinster skabt gennem tech-sektoren og e-medier; eller demokratiets grad af robusthed og evne til at opretholde sig selv. Forfatterne evner ikke at kortlægge grænseområdet mellem suspekte og legitime udnyttelser af den moderne medieverdens og informatikkens potentialer.

Retorikken svarer hertil: En rablende diskurs fuld af kulørte vendinger med hyppige indslag af den talte sprogform, som man kender det fra Vincent Hendricks’ hyppige optrædener i medier og forsamlinger. Uforholdsmæssigt mange eksempler vedrører præsident Trumps valgkamp og den nuværende amerikanske regerings omgang med vælgere og medier. Andre favorittemaer er det skumle erhvervsliv i skikkelse af tech-virksomhederne. Især de store af dem modtager en skævvreden og ensidig behandling af deres rolle i samfundet. Mangfoldigheden i branchen beskrives ikke. Mange argumenter kendes igen fra debatten i de daglige nyheds- og opinionsmedier. Den spidsvinklede polemik der kan tolereres her, transplanteres uden videre ind i en angiveligt forskningsmæssig publikation hvilket har fatale følger for dennes troværdighed og seriøsitet. Bogen er ironisk nok selv et eksempel på den højtråbende, konfrontationssøgende og ensidige kommunikationsform som det er forfatternes angivelige målsætning at afsløre og kritisere.

Forfatterne gør sig flere steder skyldige i manipulation af kendsgerninger, fusk i argumentationen, misvisende tilegnelse af andre forfatteres arbejde, og almindelig inkompetence. Eksempler på dette gennemgås i det følgende i nogenlunde den rækkefølge de optræder. Læseren bedes bære over med den omstændelige fremlæggelse. Den er nødvendig for konkret at påvise hvor uvederhæftig bogen er.

På s. xii (i bogens ”Introduction”) omtales afhængighed af annoncører som et incitament til at tiltrække læsere ved hjælp af konfliktstof og sensationer, hvilket truer selv den etablerede presses troværdighed og integritet. Der kan let, hedder det, gå en lige linje fra at være til fals for annoncekroner til ”misinformation, populisme og politisk manipulation”. Der henvises her til et søjlediagram som viser hvordan der i syv EU-lande er et større eller mindre misforhold mellem borgernes opfattelse af hvor stor en andel af landets befolkning der er født i udlandet, og hvor stor en andel der faktisk er født i udlandet. Der etableres imidlertid ingen sammenhæng mellem påstanden om pressens misinformation og det viste diagram. Diagrammet illustrerer perceptionen blandt borgerne i de pågældende lande, men det er da på ingen måde givet at det er pressens skyld hvis perceptionen ikke stemmer med de faktiske forhold. Med andre ord, forfatterne postulerer en sammenhæng som ikke hverken dokumenteres eller på anden måde underbygges af den graf der henvises til.

En central præmis for forfatterne er at overfloden af information i det moderne samfund har sit modstykke og komplement i underskuddet af opmærksomhed: Et menneske har nu en gang et begrænset antal timer til sin rådighed og en begrænset perceptorisk og intellektuel kapacitet. Forfatterne bringer på s. 2 et kort citat af nobelpristageren i økonomi Herbert A. Simon som netop går ud på at informationsrigdom indebærer knaphed på opmærksomhed. Forfatterne udlægger citatet, som er fra 1971, sådan at Simon ”profetisk” omtalte ”det kommende informationssamfund”. Men der står ingenting om dette, hverken i det direkte citat eller i den kontekst det er trukket ud af, nemlig et symposiebidrag under titlen ”Designing Organizations for an Information-Rich World”. Tværtimod fremgår det tydeligt af Simons bidrag til denne publikation at han ikke agerede profet, men talte om et allerede længe eksisterende fænomen. Problemet med opmærksomhedsunderskud kan imidlertid løses og bliver løst på løbende basis, nemlig ved selektion og strukturering af information på grundlag af relevante kriterier og ved hjælp af passende teknologi og organisation, samt en pragmatisk tilgang. Dette er netop hvad Simons berømte begreber – fra andre dele af hans arbejde – om bounded rationality og satisficing går ud på. I modsætning til forfatterne havde Simon et optimistisk syn på vore muligheder for at håndtere en stor og voksende data- og informationsmængde. Hendricks og Vestergaard misbruger Simon ved at klippe de par linjer ud der kunne understøtte deres egen opfattelse, og ignorere resten.

Som et eksempel på hvordan mediefolk – f.eks. via fake news – tilegner sig folks opmærksomhed og sælger den videre til annoncørerne, omtaler Hendricks og Vestergaard s. 8-10 hvordan en avis i New York i 1835 publicerede en sensationel pseudo-saglig artikelserie om en civilisation af bevingede flagermus-mennesker på månen. De angiver ingen kilder til deres oplysninger. Det forekommer imidlertid helt usandsynligt at forfatterne skulle have identificeret deres case ved egne studier i de oprindelige kilder. En søgning viser da også at episoden allerede for længst er grundigt dækket i litteraturen. Det er en grov forsyndelse mod gældende normer for forskningsarbejde ikke at angive hvorfra man har sin viden.

Historien om månevæsenerne peger desuden på endnu en indholdsmæssig brist i forfatternes arbejde. De gengiver uden forbehold historien som et rammende eksempel på fake news og vildledning af offentligheden. De inddrager ikke den kendsgerning at der var tale om en fiktion, der som et illusionsskabende virkemiddel benyttede tilliden til journalistisk pålidelighed, og bag denne også videnskabelig pålidelighed i form af astronomiske observationer af månen. Forfatterne mangler begreb om tekstuelle genrer og deres pragmatik. Mange af sensationspressens læsere er udmærket klar over at artiklerne de lader sig underholde af, er fyldt med løgn. Men de vælger at læse dem fordi de netop gerne vil underholdes, og fordi de måske opfatter historierne som en relevant form for udfordring af etableret viden og autoritet. Det er et kendt litterært virkemiddel at benytte en ramme af forstillet fakticitet. Nogle læsere, til tider mange, bliver faktisk vildledt derved, men problemet er at hvis ikke der er en gråzone af tvivl, udebliver den litterære effekt som forfatteren (eller i filmmediet: instruktøren) tilstræber. Om man kan lide det eller ej, er dette en del af måden menneskelig kommunikation virker på.

Senere (s. 67-69) anføres et eksempel på egentlig, politisk målrettet løgn og manipulation via pressen, nemlig da Benjamin Franklin i en Boston-avis i 1782, midt under Uafhængighedskrigens fredsforhandlinger, fabrikerede en ’dokumenteret’ historie om grusomme drab på nordamerikanske kolonister begået af den britiske konges indfødte allierede. Også dette eksempel står underligt uformidlet, uden refleksion over hvad det betyder for vor forståelse af lignende fænomener i nyere og nyeste tid, særligt i betragtning af den helterolle i historien Benjamin Franklin traditionelt tillægges. Det er symptomatisk at henvisningerne (noterne 19 og 20) er yderst summariske, nemlig dels den kortfattede introduktion til kildegengivelsen hos National Archives, dels seks linjer på et blogindlæg fra begyndelsen af 2017, vel omkring den tid Hendricks’ og Vestergaards manuskript var under affattelse. Man får den tanke at eksemplet er et tilfældigt fund, der er medtaget for at gøre teksten ’dybere’. Men en egentlig fortolkning af eksemplet udebliver, og den ret omfattende eksisterende forskningslitteratur om sagen nævnes ikke.

Forfatterne gengiver et par steder den af mange accepterede nulsums-kliché om at hvis man ikke betaler for produktet, så er man produktet. På s. 11 suppleres denne prætenderede dybsindighed med en bemærkning om at det er ligesom på et spillekasino: Jo mere kundeaktivitet, desto større fortjeneste til ejerne. Og hvordan underbygger forfatterne så dette? Enkelt: ”Like Robert de Niro says in Casino the movie: In the casino, the cardinal rule is to keep them playing and keep them coming back. The longer they play, the more they lose. In the end, we get it all.”

Der er i den citerede replik intet som uddyber eller tydeliggør hvad forfatterne allerede har sagt én gang. Den er med andre ord overflødig. Tilsyneladende udspringer citeringen blot af et desperat behov for at sætte en reference på. Dertil kommer at der ikke er nogen egentlig kildeangivelse i form af instruktørens navn, filmens premiere-år eller det tidspunkt i filmen eller den sammenhæng replikken optræder i. Citatet ser ud til at stamme fra en tilfældig erindring som derefter er søgt bekræftet via en af de mange samlinger af populære citater på internettet. Med andre ord: en overflødig og meningsløs reference der yderligere belastes af suspekt citatteknik.

Hendricks og Vestergaard fremturer på s. 54 med endnu et vilkårligt citat fra en film med Robert de Niro: “’It is what it is,’ as Robert De Niro says in Heat. The world is what it is.” Igen sker det uden mening, sammenhæng og præcis henvisning.

På s. 29-30 omtales ”a power law distribution”. Vendingen henviser til den type af hyppighedsfordelinger hvor få enheder er højfrekvente mens de fleste kun optræder få gange. Fordelingen vises grafisk efter aftagende hyppighed så figuren danner en stejl aftrapning fulgt af en ”lang hale”. Et almindeligt eksempel er den store hyppighed som få populære bøger efterspørges med hos boghandleren eller på biblioteket mens de øvrige titler der er til rådighed, har langt færre hits hos kunder eller lånere, mange kun forsvindende få. Hendricks og Vestergaard illustrerer dette med en besynderlig grafisk figur, hvis proveniens ikke oplyses. Den ser ud til at være sakset fra en tvivlsom populærpublikation. I figuren sammenlignes power law-fordelingen med den kendte klokkeformede normalfordelingskurve. De to kurver er angivet med samme målestok og fremstilles i det hele taget som om de var umiddelbart sammenlignelige. Det er de ikke. ”Power law”-kurven illustrerer et antal diskrete enheder, ordnet efter den hyppighed de optræder med, begyndende med den enhed der har flest hits, dernæst den der har næstflest, dernæst igen den der har tredjeflest og så fremdeles, aftrappet så de mindst hyppigt forekommende enheder optræder længst ude til højre på aksen. Normalfordelingskurven viser hyppighed på en helt anden måde, nemlig andelen af samtlige poster ordnet efter posternes grad af afvigelse fra en gennemsnitlig værdi. Det kan f.eks. være individers højde, specifikt spredningen omkring den gennemsnitlige højde, der måles på denne måde. I den førstnævnte fordeling indgår ikke nogen middelværdi, hverken som den centralværdi målingerne grupperes efter eller på anden måde. Grunden til at de to kurver fremstår så fuldkommen forskelligt, er at de slet ikke måler på samme måde, hvilket Hendricks og Vestergaard tilsyneladende antager at de gør.

På s. 36 henviser de to til Jean Baudrillards Simulacra and Simulation. Der anføres ikke noget sidetal i henvisningen, så det er svært at tjekke om den rammer hovedet på sømmet. Meget tyder på at det ikke er tilfældet. Baudrillard er kendt for at mene at den medialiserede tegnverden bliver til en egen virkelighed som mennesker i dag tilbringer en stor del af deres tid i, på bekostning af den trivielle fysiske og sociale dagligdag. Tegnene mister deres referentialitet i dette ords konventionelle betydning og henviser kun til hinanden. Men er det dette synspunkt Hendricks og Vestergaard trækker på? Som så ofte bruger de kun få ord på at udrede sagen, så læseren er i tvivl. Konteksten indikerer imidlertid at de på vilkårlig vis instrumentaliserer Baudrillard med henblik på egne formål. Baudrillards dybe kritik får ingen plads, men fortrænges straks af et udsagn om at grænsen mellem nyheder og underholdning ”sløres”. Så falder den virkelige pointe, nemlig at den hele politiske virkelighed er en medieskabt illusion som politikerne holder vedlige for at skjule oplysningsprojektets fallit (s. 37). Belægget for dette er en hjemmeside for ”Nihilistisk Folkeparti” som Mads Vestergaard selv lægger navn til. Det må være rart at kunne påkalde sig selv som autoritet, især hvis det kan ske på en måde så man optræder i samme liga som Jean Baudrillard – som trods en ujævn karriere var en stor tænker.

Den ringe tillid til politikerne og det politiske system fastholdes andre steder: ”If politics is all about winning the horse race and voter maximization, reality may lose out. One would think that politics is supposed to solve real problems. … If there is no ambition to solve real problems, then politics is reduced to showbiz and speculation in sending, creating, or struggling over political signals and symbols.” (s. 39). Læg mærke til retorikken: Semantisk eksekveres en naiv og populistisk afstandtagen fra politikerne, men med en gardering i form af det hypotetiske ”may” og det konditionelle ”if”. Et rent og skært taskenspillertrick. Man siger dristigt det hele, men kan ikke fastholdes på udsagnet hvis nogen skulle finde på at rejse en indvending.

Forfatterne ved altid bedre end andre: ”Thus, a political bubble is defined as a situation in which a political item gets a measure of attention in the media far exceeding what the political substance justifies.” (s. 45). De har ingen tiltro til at befolkningen evner at tage stilling til hvad der er væsentligt og hvad der ikke er. Dette kunne godt opfattes som sympati for en elitær holdning til politik. Men det er nok for hård en tolkning. Der er i hvert fald mere i det. Udsagnet falder efter en længere diskussion af ”symbolpolitik”, særligt med udgangspunkt i den danske udlændingepolitik, som forfatterne ikke bryder sig om. Symbolpolitik er et reelt fænomen og værd at diskutere, også i denne forbindelse. Men Hendricks og Vestergaard er ikke til lange analyser hvor tingene ses fra flere sider. Deres stil er de raske udsagn og kontante domme som alle synes rettet mod at fremstille dem selv som progressive intellektuelle med de rigtige meninger.

På s. 46-48 framer Hendricks og Vestergaard endnu et rask udsagn – om ”investering og spekulation” som billede på politik – ved at påkalde John Maynard Keynes. De citerer ham (s. 46), men på anden hånd, hvilket medfører at den pågældende passage (fra General Theory) forvanskes. I den ægte version skelner Keynes mellem enterprise og speculation; i forfatternes udgave erstattes førstnævnte med investment. Dette er uheldigt, eftersom spekulation (i kortsigtede svingninger i et papirs værdi) også kræver investering, i lighed med et langsigtet værdiskabende projekt, som var hvad Keynes sigtede til med ordet enterprise.

Denne lille fordrejning er dog ikke katastrofal for forståelsen af udsagnets indhold. Problemet opstår idet forfatterne opstiller de to typer aktivitet på finansmarkedet som et sindbillede på det politiske systems svigt. De gør gældende at ”investering” svarer til saglige, problemløsende initiativer og beslutninger mens ”spekulation” repræsenterer den kortsigtede jagen efter vælgernes gunst gennem symbolpolitik. Men der er den afgørende forskel mellem det allegoriske billede (børsen) og det allegorien skal repræsentere (politik), at politisk opportunisme indikerer en perverteret form for målrationalitet, mens individuelle køb og salg på børsen i begge de to nævnte tilfælde, ’investering’ og spekulation, sigter mod et legitimt mål, nemlig at tjene penge. De to forfattere afhandler hele affæren over mindre end to tryksider og når derfor ingen vegne hen. Som teksten står, er der to muligheder: Enten må allegorien opgives, eller også må man overveje den mulighed at den af forfatterne så forkætrede symbolpolitik faktisk i de rette hænder kan have til formål at opnå resultater der ikke opfylder selviske og opportunistiske målsætninger, men i deres substans er fornuftige og retfærdige – trods de beskidte tricks der benyttes i professionel politik.

Dele af kapitel 5, med titlen ”Fact Resistance, Populism, and Conspiracy Theories”, illustrerer på bedste vis bogens forcerede stil garneret med henkastede belæg. Fra nederst s. 89 til og med s. 92 mobiliserer forfatterne følgende kilder: Jobs bog, filosofferne Schopenhauer, Leibniz og Voltaire, forfatteren Dostojevskij, og økonomen G. Mankiw, med henblik på at forklare baggrunden for populisme. Det er alt sammen enten meget ambitiøst, eller også er det name-dropping. Men noget længere fremme, s. 97, nedbrydes enhver ærefrygt over den store lærdom der ad den vej måtte have sneget sig ind under huden på læseren. Her bringes nemlig, over hele siden, en ”figur” (nummereret 5.8, efter alle kunstens regler) som skal kaste lys over konspirationsteoretikerens arbejde: at forbinde punkter i medielandskabet til et samlet skræmmebillede. Figuren viser netop et ”forbind-prikkerne-i-nummerrækkefølge”-billede. Det forestiller en dreng der løber væk fra et spøgelse. Det ser ud til at være hentet i en aktivitetsbog af den slags man giver børn til en lang biltur. Det er sandt – se selv efter! Sammesteds, vel for at sætte trumf på argumentet, sammenfattes konspirationsteoretikernes fælles leveregel i citatet ”Trust no one!” – med tv-serien X-files behørigt anført som kilde. Forfatterne mener, som tidligere forklaret, at virkeligheden sløres af medierne. Men de har vist selv vanskeligt ved at opretholde klare skel mellem forskellige genrer og sociokulturelle sfærer.

Forfatterne ligger under for teknologiforskrækkelse. Det er ikke en angst for teknik i sig selv, men for hvad der sker når teknik indgår i et innovativt samspil med organisation og kapitalinvestering. Forfatterne er på linje med den amerikanske forsker Shoshana Zuboff og hendes begreb om overvågningskapitalisme. Hun er da også den sidste forfatter der henvises til (s. 137). Det er naturligvis ikke belastende. Men enøjetheden, den komplette mangel på registrering af andre opfattelser af situationen, udgør et problem. Det hedder med brask og bram (s. 129): “The main reason data is valuable when pooled and aggregated into Big Data is that it enables predictions of the future.”

Hendricks og Vestergaard som ellers er så glade for filmmediet, undlader her at henvise til Minority Report (Steven Spielberg, 2002), hvor midlet til at forudsige borgernes fremtidige handlinger ganske vist ikke er Big Data, men synskhed hos en særlig gruppe tech-bevæbnede elitepolitifolk – ikke desto mindre er analogien med Hendricks’ og Vestergaards verdensbillede slående. I den citerede passage gøres der et forbehold idet forfatterne antyder at der også er andre anvendelser, som dog er mindre vigtige. Man kunne dog med fordel have nævnt nogle af de muligheder der ligger i massedata og kunstig intelligens: Det kunne være hurtig og præcis diagnostik; eller det kunne være autonomt arbejdende maskiner som dels kan give arbejdskraftbesparelser, dels gøre det muligt at udføre arbejde i fjendtlige og farlige omgivelser. Ud fra denne mere optimistiske betragtning udgør Big Data et vigtigt råstof som kan udnyttes til en udvikling der er til menneskets og samfundets bedste. Hendricks og Vestergaard holder sig dog, her som andetsteds, til skræmmebillederne.

Bogen er, bogstavelig talt, under al kritik. Den er ikke kun dårlig på én måde, men på mange. Det generelle indtryk er formmæssigt sjusk og indholdsmæssig uvederhæftighed. Den tanke har slået mig at der måske er tale om en spøg, en test af offentlighedens og forskningskollegernes årvågenhed der skal vise hvor mange gale streger man kan slippe af sted med uden det bliver bemærket. Inspirationen kunne være hentet i Sokal-affæren i 1996 hvor fysikeren Alan Sokal i tidsskriftet Social Text fik optaget en med vilje absurd artikel med henblik på at demonstrere visse problematiske sider ved kulturfagene. Af forskellige grunde, relateret til CIBS’ institutionelle tilknytning til Københavns Universitet og finansielle afhængighed af Carlsbergfondet, tror jeg dog næppe det er komediespil – i hvert fald ikke på anden måde end at man forventer at slippe fra det uden markante ridser i lakken.

Se også Techlash: Hendricks og kompagni til kamp for demokratiet i Afrika.