Alle indlæg på denne blog

Opfølgning på indlægget ”Vi har behov for samfundsansvarlig forskning”:

Professor ved Københavns Universitet Vincent F. Hendricks har ikke fortrudt at han i sommeren 2016 medvirkede til at markedsføre såkaldt scientific social responsibility (ssr) – en adfærdsnorm der med det gode eller med det onde skal ”indtænkes” i forskningsprojekter og i særdeleshed i ansøgninger om finansiering. I et nyt indlæg i Politiken d. 14. november 2016 bekræfter han at ssr bør være et særligt ”socialt ansvarsområde” (på linje med corporate social responsibility).

Vincent Hendricks tilføjer ideen om en ny, lignende kodeks, ”politisk social ansvarlighed – forkortet psr”. Det går ud på at politikere skal tale sandt og lytte til erhvervsfolks og forskeres ekspertise. De skal konsekvensberegne deres forslag og stå ved ansvaret hvis forslagene nyder fremme. De ”kan” (må?) ikke udtale sig ”racistisk, sexistisk, naivistisk, urealistisk og forfatningsstridigt”.

Det bliver spændende at erfare hvilket sanktionssystem Vincent Hendricks vil tage i brug for at gennemføre dette angivelige forsvar for demokratiet. I forrige omgang, med ssr, lå det meget klart: De forskere der ikke ville bidrage til at løse klodens problemer, som forstået af bevillingsgiverne, skulle ikke have penge til deres projekter. Man må gå ud fra at han inden for politik tænker i lignende baner. Det er næppe nok at vælgerne fælder dom på baggrund af offentlig debat hvor opfattelser og synspunkter konkurrerer under en tilstand af virkelig ytringsfrihed.

Vincent Hendricks er en mand der gerne vil have sat tingene på plads og skille fårene fra bukkene. Der er et autoritært islæt i hans tankegang.

Under denne overskrift lancerer Claus Strue Frederiksen, Vincent F. Hendricks og Flemming Besenbacher i dagbladet Politikens kronik d. 6. juni en idé til et nyt styrende princip for dansk forskning: Scientific social responsibility (ssr). Forfattergruppen har stor spændvidde, fra gæsteforskeren, over den kendte filosofiprofessor ved Københavns Universitet, til formanden for Carlsbergfondet. Der er bredde, akademisk status og finansiel magt bag ordene. Men kronikken er foruroligende, både politisk og akademisk set.

Det er ikke nok for forfatterne at forskningen pø om pø bidrager til samfundet gennem problemløsning og kritik. De vil gøre den mere konstruktiv, opbyggelig og ”samfundsansvarlig”. Den skal være ”missionsorienteret” og ”hige efter at skabe helt nye løsninger” som svar på ”verdens store udfordringer”. De fleste forskere er vel klar over at deres arbejde har betydning uden for deres egne cirkler. Forfatterne benægter ikke dette. Men det er ikke nok. Det handler om at have den rette indstilling. Ellers kan der ske ting og sager. Ikke alene må man ”forlange” at forskerne ”indtænker” ssr i deres projekter, de skal også gøre det ”af sig selv”. Hvis ikke, kan det meget vel hænde at ”bevillingsgiverne” prioriterer dem ud af listen. Muligheden antydes.

Og hvad så? Lidt nudging er vel en beskeden pris at betale for at imødegå ”klimatruslen” og ”risikoen for omfattende væbnet konflikt”. Ja, om bare det var så vel. Det står hen i det uvisse hvordan moralsk oprustning og interdisciplinær arbejdsform (”nedbryde siloerne på universiteterne”, som det hedder) skal skabe de ønskede resultater. Det er derimod let at forestille sig at den foreslåede rettesnor fører til konformistisk, ideologisk styret forskning hvor den kritiske dimension er fraværende. Som eksempel på det store potentiale anføres Apollo-programmet, som kulminerede med det første menneske på månen i 1969. Mange vigtige videnskabelige og teknologiske målsætninger kan sikkert nås ved at arbejde inden for dette format. Men Apollo-flyvningerne var trods det episke format en niche; forskningen som helhed er og bliver mere heterogen.

Problemet er at vi ikke ved hvor vi skal hen. Hvem skal bestemme det? Det vil være dejligt hvis ingeniører og økonomer, behørigt støttet af antropologer og sociologer, kan udtænke tekniske og institutionelle løsninger på verdens drikkevandsproblemer (et af de i kronikken nævnte eksempler). Men så længe dette ikke sker, er det nødvendigt at have andre eksperter til at arbejde videnskabeligt med helt andre målsætninger og scenarier, nemlig de indsigter og midler af politisk, diplomatisk og militær art der skal sætte den enkelte stat eller statsalliance i stand til at klare sig i et internationalt miljø med store permanente konflikter. Bestræbelserne er udløst af det samme problem, men det er langtfra givet at løsningerne skal efterstræbes inden for en fælles forskningsinstitutionel ramme, i form af én ”mission”.

Den samfundsansvarlige forskning lyder som et blålys, men det kan også være alvorligt nok. Et modeord der bakkes op af indflydelsesrige forskningspolitikere kan sætte mange håbefulde ansøgere grå hår i hovedet mens de grubler over hvordan de bedst får ”indtænkt” f.eks. ssr i deres projekt, oven i alle de mange andre aspekter som forskellige interessenter løbende sætter på dagsordenen.

Mistanken om at kronikørernes tanke er urealistisk og meningsløs, hænger ikke kun på det utopiske og megalomane islæt. Der mangler belæg for ideens soliditet og forankring i dybere overvejelser. Vi får at vide at ”kræfter i forskningsverdenen gennem en årrække [har] forsøgt at sætte scientific social responsibility (ssr) på dagsordenen”, men at der ikke er opnået samme synlighed som for det tilsvarende corporate social responsibility (virksomheders sociale medansvar). Der er imidlertid ikke noget reelt grundlag for at sammenligne de to begreber og begrunde og legitimere det ene med det andet. Forfatterne ønsker nok at opfattelsen af en sådan sammenhæng skal aflejre sig hos læseren. Lige efter fremgår det dog implicit, i omtalen af søgning på begrebet gennem Infomedia, at det opreklamerede ssr-begreb praktisk talt ingen rolle har spillet i den danske offentlige debat før denne kronik. Hvis man søger i JSTOR, en anerkendt international database for forskningsartikler, er resultatet det samme: Der er ikke tale om et hævdvundet begreb.

Samme indtryk af manipulation opstår, når forfatterne frejdigt en passant påstår, som var det en etableret sandhed, at ”vi går i denne tid fra kapitalisme til talentisme” [kursivering i original]. Den påstand er løs og uden fundering. Mere end en generations debat i økonomifaget om såkaldt endogen vækst og forholdet mellem human kapital og teknisk realkapital har ikke aflejret nogen forestilling om ”talentisme” – hverken som en anerkendt forståelse af vore dages økonomiske system eller blot som et accepteret fagligt begreb. Ordet talentisme giver hits på Google, men en granskning af disse indikerer at vendingen overvejende cirkulerer i obskure afkroge af management-faget.

Kronikørernes vision om ”samfundsansvarlig forskning” kalder på stor skepsis både på grund af indholdet og udformningen.

Se også “… en ny form for ansvarlighed … psr”