Landes og McNeill

[Dette dokument indgår i en serie af forelæsningsnoter udarbejdet i forårssemestret 2020 som erstatning for den normale undervisning, der var suspenderet som led i forholdsreglerne mod corona-pandemien. Teksten bringes her som den udkom på kursushjemmesiden, uden yderligere redigering. Den omhandler uddrag af David S. Landes: The Wealth and Poverty of Nations, Why Some Are So Rich and Some So Poor, London 1999, samt John Robert McNeill & William Hardy McNeill: The Human Web, A Bird’s-Eye View of World History, New York 2003. Desuden henvises til kursets grundbog, Sebastian Conrad: What is Global History?, Princeton University Press 2016. Se også Pomeranz: Great Divergence]

Spørgsmål og bemærkninger vedrørende Landes og McNeill & McNeill

Opgaven er at forstå og kritisere de to tekster ved at sammenligne dem og identificere ligheder og forskelle mellem dem på forskellige niveauer. Det kan formuleres som seks spørgsmål:

1) Hvilken genre tilhører hver af de to tekster?

2) Hvilken metode eller metoder anvendes?

3) Har de respektive forfattere bestemte foretrukne tematikker eller afgrænsninger som er med til at forme teksterne generelle indhold og betydning?

4) Hvilke bærende argumenter fremføres?

5) Hvordan arbejder forfatterne retorisk, dvs. hvilken form fremfører de argumenterne i med henblik på at overbevise læseren?

6) Er der tydelige ideologiske og værdimæssige træk i teksterne?

Prøv at arbejde med spørgsmålene inden I læser videre i dette papir. I det følgende fremstiller jeg kort mine egne ideer om sagen.

Kommentar:

1) Genre og stil

McNeill er en lærebog (textbook) beregnet på indledende studier i verdenshistorie/globalhistorie. Det kan man umiddelbart se på titlen, The Human Web, som i udpræget grad appellerer til unge (studerende) ved at spille på det som er moderne i tiden og en væsentlig del af målgruppens erfaringshorisont, nemlig (inter-)nettet. For 17 år siden var det nok en hot titel af en studiebog at være, i dag er det trivielt. Man kan også aflæse genren af tekstens sprogtone. Forfatterne er meget velformulerede og skriver ofte elegant, hvilket de ubesværet forener med en stor mængde stof på beskeden plads. Teksten har dog samtidig et vist facilt præg: Den støder ingen læsere. Der er ingen krøllede passager og provokerende udsagn. Endelig: Der er (tilsyneladende) ikke én dominerende tese som bærer bogen, den bæres af en rammestruktur i form af titlens ”netværk” (= forbindelse mellem punkter hvoraf nogle er tæt på, andre langt fra hinanden, men som ikke desto mindre er forbundne, eller de bliver det, i tidens fylde).

Landes er om ikke en traditionel akademisk afhandling, så et stykke forskningslitteratur, der dog henvender sig til en bredere målgruppe end forskerkolleger alene, nemlig historisk, økonomisk og politisk interesserede personer med gode forudsætninger, f.eks. meningsdannere. Bogen er forsynet med henvisninger i noteform. Den er, som titlen indikerer, styret af en bestemt problemstilling der forventeligt munder ud i et klart svar. Bogen er ligesom McNeill velskrevet, men den er ikke på samme måde redigeret til et format og en stil der ’går lige ind’. Der er vidtgående påstande og idiosynkrasier. Der er en del usædvanlige fremmedord og henkastede referencer til ting der ikke kan forventes kendt på forhånd. Bogens titel er også en (noget prætentiøs) henvisning – find selv ud af til hvad hvis I ikke allerede ved det.

2) Metode

I begge tekster benyttes komparativ metode. Hos Landes er det lige ud ad landevejen. Den europæiske exceptionalisme forklares ved at sammenligne med en anden stor økonomisk, teknologisk og politisk signifikant civilisation: Kina. Landes gør kun lidt ud af gensidig påvirkning og kommer dermed ud over et væsentligt problem i mange komparative analyser, jf. Sebastian Conrad. Det er mere kompliceret hos McNeill, hvor præmissen er at verden udgør en helhed eftersom dens komponenter er forbundne. I praksis er der dog tale om sammenligninger mellem enheder der langt hen er enten selvberoende eller defineret ved deres nære geografiske kontekst mere end placering i et globalt mønster. Der gøres dog alligevel en del ud af fjerne enheders forbundethed, især optrædende i kraft af teknologioverførsel, specielt fra Kina (og fra den islamiske verden: lærdom) til det kristne Vesten. Netværksmetaforikken styrkes generelt ved at islamiske nationer og imperier også vies betydelig opmærksomhed og indgår i sammenligningerne.

3) Tematik og afgrænsning

På dette felt er der tydelige forskelle mellem de to tekster. Landes lægger vægt på religionen som en vigtig civilisatorisk komponent. Han fremhæver kristendommens skelnen mellem det religiøse og det sekulære i modsætning til både islam (hvor de ideelt set udgør et hele) og Kinas konfucianisme (hvor den spirituelle dimension er indlejret i det sekulære, uden transcendens). Ydermere lægger Landes vægt på at middelalderens kultur var en sammensmeltning af germansk sædvaneret og den jødisk-kristne tradition, dvs. han har en hang til at lede efter fundamentale årsager som fra et tidligt tidspunkt i større eller mindre grad determinerer udviklingen. Der optræder også hvad der umiddelbart kan læses som en modvægt hertil, nemlig en stærk betoning af specifikke nøgleteknologier, som hver især spiller en væsentlig historisk rolle i deres egen ret. Men der er en kobling mellem disse to sider idet teknologiernes implementering, diffusion og videre udvikling afhænger af baggrundsfaktorerne.

McNeill er mere tilbøjelig til tematisk set at arbejde sig horisonten rundt uden så stærke ydre signaler som hos Landes om hvad der virkelig tæller. McNeill er imidlertid relativt stærkt optaget af infrastruktur, både civil og militær, og trækker flere gange et aspekt frem som er fraværende hos Landes, nemlig hvad den skildrede historiske udvikling betyder for the community og det enkelte menneskes liv. Der bliver flere gange slået på at arbejdsdeling og kommercialisering skaber mindre fællesskab og større sårbarhed for det udsatte individ (hvor Landes tilsyneladende hylder den præmis at økonomisk vækst altovervejende er ensbetydende med større velfærd, om ikke for hver enkelt, så generelt et bedre, mere oplyst og kultiveret og for indbyggerne som helhed rigere samfund). Community-motivet er ikke bærende for McNeills argumentation, men det er signifikant at det overhovedet optræder, endda flere gange.

Det skal ikke glemmes at der også er store tematiske områder som de to tekster har tilfælles. Det gælder naturligvis fokuseringen på det økonomiske, som jo er anledningen til at de er blevet udvalgt sammen til denne lektion [under Globalhistoriekursets økonomi-tema].

4) Bærende argumenter

Mens genre, stil og enkelttematikker udviser tydelige forskelle, er der et vidtgående fællesskab mellem den bærende argumentation i de to tekster. Mere end noget andet handler det om hvordan økonomiske institutioners egenskaber og udviklingsmåde er bestemmende for den samlede økonomis egenskaber og udviklingsmåde, særligt med henblik på at opnå stabil vækst gennem kreativitet og foretagsomhed. Økonomiske institutioner indskrænker sig ikke til kodificerede normer for adfærden i det økonomiske liv. Institutioner er alle de elementer der former de økonomiske incitamentstrukturer. De består af både begrænsninger og rettigheder/muligheder. Gode institutioner sætter en stabil ramme for økonomien, byggende på pålidelighed, regelmæssighed og ligebehandling, men tillader samtidig den enkelte økonomiske aktør at agere med henblik på egen vinding og i det hele taget i sin egen interesse, dog under hensyntagen til kollektive prioriteringer og respekt for andre aktører, baseret på ret og rimelighed. Gode institutioner indgår endvidere i et evolutionært forløb, dvs. de skal kunne påvirkes af borgerne og dermed tilpasses ændrede omstændigheder, under bibeholdelse af deres på en gang stabiliserende og dynamiske funktioner. Institutioner kan være både formelle og uformelle, eksplicitte eller implicitte, nedfældet i love og regler eller båret at vaner, forventninger og værdinormer.

Markedet står centralt for både Landes og McNeill. Markedet er en universel institution, men spiller nogle gange en begrænset, andre gange dominerende rolle i afviklingen af det økonomiske flow. Forsimplet (og med fare for at støde kritikere af utøjlede markedskræfters negative virkninger) gælder at i jo højere grad økonomiske transaktioner markedsgøres, desto mere effektivt virker det økonomiske system, og desto større er sandsynligheden for at politiske og religiøse eliters vilkårlige magtudøvelse indskrænkes. Dette kan selvfølgelig diskuteres; pointen her og nu er at både Landes og McNeill anlægger dette overordnede syn. Forudsætningen for at markedet kan udfolde sig som institution er privat ejendomsret; dette betones i særdeleshed af Landes. McNeill er her mindre fast i kødet idet forfatterne nedtoner betydningen af at den private ejendomsret kunne krænkes af den statsbærende kinesiske elites medlemmer, vel at mærke for disses personlige vindings skyld og på vilkårlig vis, altså ikke ved legitim og forudsigelig beskatning.

Landes udfolder et for ham vigtigt argument som ikke spiller nogen rolle hos McNeill, nemlig at differentiering, splittelse og magtkamp, i alle mulige sfærer og på alle mulige niveauer, spillede en positiv rolle for Europas særlige udvikling. Det erkendes at der også skete et stort spild ad den vej, f.eks. når småfyrster bekrigede hinanden for at tilegne sig modpartens ressourcer, men grundlæggende mener Landes at opsplitningen oven på Romerriget fald var en god ting eftersom den på sin vis skabte ”konkurrence”, en slags kvasi-marked hvor grupper og institutioner lettere kunne shoppe rundt og skifte loyalitet og dermed skabe sig en magtbase der kunne bruges i kampen mod magthavernes voldsmonopol.

Også McNeill fremsætter væsentlige eksempler på institutioner og deres betydning. Der lægges vægt på bystater og kommunalt organiserede byer. Andre vigtige elementer er risikodeling og private storskala-projekter via aktieselskaber samt det dobbelte bogholderi, som er en kombineret teknologisk og institutionel innovation. Tag ved lære af dette: Når man nogle gange hører regnskabsfusk og unddragelse af informationer omtalt som ”dobbelt bogholderi” er det ikke alene en ilde anbragt metafor, men simpelthen forkert. Dobbelt bogholderi, som stadig anvendes overalt i økonomien, fra småvirksomheder til centralbanker, er det modsatte af snyd, nemlig ærlighed og gennemskuelighed.

Til sidst en ting der ikke er meget fremstående i teksten og heller ikke forklares særlig grundigt, men som er en vigtig institutionel iagttagelse hos McNeill: at den ’udvidede familie’ (extended family) ikke spillede tilnærmelsesvis så stor en rolle i Europa som andetsteds. Man kunne i den forbindelse også have drøftet den kristne kirkes strenge incestregler som forebyggede tæt sammenvævede familiegrupper til fordel for løsere bånd til mange uden for den egentlige familiære nærhed. Med gyldighed for moderne tid taler sociologen Mark Granovetter om ”de svage bånds styrke”: at det er mere fordelagtigt (økonomisk) at relatere sig meningsfuldt til mange medlemmer af en stor gruppe som man kender løseligt, men som dog ikke er helt fremmede, end at søge alle sine forbindelser inden for en begrænset gruppe, hvor udvalget af muligheder er mindre, og hvor man er bundet af en nogle gange besværlig og ubelejlig familieloyalitet.

Opsummerende gælder for Landes så vel som McNeill: Institutioner, institutioner, institutioner; incitamenter, incitamenter, incitamenter; dynamik, dynamik, dynamik – det er det det handler om.

5) Retorik

Landes’ retorik er meget direkte. Ikke alene bliver intet stukket under stolen, man kan med rimelighed sige at retorikken er aggressiv (om end humoristisk), og at der er et triumferende skær over den: Europa (med aflæggere) ligger nr. 1 og har altid gjort det. Det ses ikke alene i stilen, men også i den ringe tilbøjelighed til at underkaste andre opfattelser en vis prøvelse eller at komme ind på egne begrænsninger. Men selvfølgelig, det er en meget lang bog skrevet af en mand der virkelig har noget på hjerte, så der må prioriteres. Der er da også en betydelig overbevisningskraft i argumenterne, men den brutale stil vil nok hos en del tænksomme læsere vække en idé om at stemmen hæves for at slippe for at høre de indvendinger der uvægerligt må komme.

Hos McNeill er retorikken anderledes sleben og imødekommende, men der ses tricks og fiduser som kan bruges til at sælge et budskab til læseren som denne måske ikke ville købe hvis det var formuleret uden omsvøb. Det er forfatterne meget om at gøre at tage afstand fra eurocentrisme og specielt forestillingen om at Europa entydigt og på et tidligt tidspunkt var Kina overlegent med hensyn til økonomi og teknologi. Eksempelvis erfarer vi at Ming-dynastiet bevidst og ud fra rationelle motiver gav afkald på søværts militært-kommerciel ekspansion. Underforstået (ifølge min læsning): men hvis de havde villet det, havde de også kunnet gennemføre det.

Kina var ”det første markedssamfund” hedder det. Først et godt stykke henne og gennem sidebenene slipper det ud at markedsstrukturen var dysfunktionel eftersom den rutinemæssigt kunne suspenderes af magtapparatet. Om det klassiske emne bogtrykket skriver McNeill at kinesiske trykkere først af alle kendte princippet om løse typer (i stedet for én sammenhængende udskåret blok), men McNeill undlader at kommentere Landes’ kendte argumenter om at dette kun gjorde sig gældende helt marginalt, mens Gutenbergs teknik fra dag et havde en form som tillod massefremstilling af ikke blot en enkelt bog, men af hundreder og atter hundreder bøger.

Det egentlige retoriske trick er imidlertid at denne non-eurocentriske diskurs dækker over en generel opfattelse af Europa som i det store og hele ligger på linje med Landes’. Efter imødekommende og anerkendende afsnit om Kina og den islamiske verden kommer det om Europa til sidst. Det har et større omfang end de foregående og viser ved sin placering hen mod slutningen at nu spilles det vigtigste kort ud. Det andet var en optakt. Og indholdet lægger ikke skjul på hvor stærkt Europa stod med hensyn til teknisk-økonomisk formåen og latent magt i Eurasien anno ca. 1500. 

6) Ideologi og værdier

De to tekster er varianter af nordamerikansk liberalisme, med Landes hældende til den konservative og McNeill til den ’progressive’ (liberal) side. Deres verdensbillede og forståelse af de kræfter og mekanismer der historisk har formet verden, er dog ikke så forskellige endda. Landes ønsker at slå fast at den vestlige model er den bedste. Det mener McNeill sikkert også, men anerkender og roser ikke desto mindre andre kulturers bidrag til verden – og til den vestlige kultur. Det er nogenlunde i overensstemmelse med konsensus-opfattelsen. Man må dog forestille sig at McNeills version i vore dage blandt mange ville blive beskyldt for ikke at være tilstrækkeligt flerkulturel og inkluderende.

Det er paradoksalt at Landes ikke kommer ind på andre kulturers bidrag til vestens, for en af de store styrker ved den vestlige kultur – også i hans tolkning – er netop evnen til at suge nye ting til sig og tilpasse dem egne formål.

McNeill indplacerer – efter min opfattelse på en temmelig kunstig måde – bløde sociale værdier af kommunitaristisk tilsnit i deres behandling. Det ligner en ideologisk markering til fordel for offentlige sociale ydelser, velfærdsstat og/eller vigtigheden af at man lokalt og personligt træder op mod markedet og kompenserer for de negative effekter denne institution har. Hvis sidstnævnte tolkning er mest rigtig, trækker det også McNeill over i (social-)konservativ retning). Problemet er imidlertid under alle omstændigheder at tankesættet ikke foldes ud historisk. Hverken hos Landes eller McNeill fylder tanken om at modstridende socioøkonomiske interesser kan udløses i konflikt og oprør meget, fænomenet er højst til stede latent. Dette udgør ikke noget ideologisk statement og kan let begrundes pragmatisk, men kan måske alligevel siges at indhegne den ideologiske horisont som forfatterne af begge tekster opererer inden for.