Vi ser til daglig samfundets økonomi som rutine og selvfølge, men den måde vi producerer, fordeler og forbruger på, er af forholdsvis ny dato. Gennem de seneste omkring 200 år er gradvis opbygget et velstandsniveau som savner sidestykke i hele den menneskelige civilisations foregående historie over titusinder af år. Teknologiske nybrud og økonomiske vækstrater er aldrig tidligere set så stærke, så vedholdende og så udbredte. Skal man pege på ét stort vendepunkt, må det blive den industrielle revolution i England i første halvdel af det 19. århundrede. De teknologiske innovationer herfra blev videreudviklet og spredt over det meste af verden.
Det er langtfra enkelt at forklare hvad der igangsatte denne bevægelse på netop det tidspunkt. Der havde også tidligere været økonomisk vækst, både på kortere og længere sigt, men kun langsomt og med hyppige afbrydelser og tilbageslag.
Mange forklaringer på den industrielle revolution og skiftet i vækstmønster byder sig til: Banebrydende tekniske opfindelser; øget produktivitet i landbruget; driftig og forbrugsorienteret bykultur; stigende investeringer; forholdet mellem kapital og arbejdskraft; politisk-institutionelle forandringer; nye videnskabelige verdensbilleder og filosofiske anskuelser; verdenshandel og kolonialisme. Disse forklaringer er alle relevante, men eftersom de i høj grad supplerer og understøtter hinanden, virker ingen af dem fuldt tilfredsstillende. Det er vanskeligt at udskille sagens kerne.
Historie og teori
Faktorernes gensidige afhængighed og indbyrdes påvirkninger – kompleksiteten i processen – animerer til at se højvækstøkonomiens kilder og årsager som en historisk mere end en teoretisk problemstilling: Hvad var det konkret der skete? Hvordan greb hjulene ind i hinanden? Mange fortolkninger sigter mod at beskrive mangesidigheden og nuancerne i den konstellation af kræfter og potentialer der satte processen i gang og senere understøttede dens fortsættelse og spredning til andre dele af verden.
Det er imidlertid også muligt at lede efter en kerne: at identificere sammenhænge som mere alment forklarer overgangen fra en svag og svingende vækst i de før-moderne og tidligt moderne samfund til den højvækstøkonomi der har dannet ramme om de seneste generationers liv. Det handler her om at forstå overgangen som et rendyrket økonomisk fænomen. Man ser bort fra både den historisk-konkrete bundethed til England; man ser bort fra bredere antagelser om at særtræk ved den vesteuropæiske kulturelle og institutionelle udvikling hen over middelalder, renæssance og oplysningstid i særlig grad faciliterede overgangen til højvækstøkonomi; og man ser endelig bort fra ønsket om at få det hele med gennem et globalhistorisk perspektiv
Alternativet består i at identificere mere enkle og abstrakte strukturelementer og mekanismer som var bærende og nødvendige for at overgangen fandt sted. Denne tilgang bryder med forestillingen om at gennembruddet kun var muligt i England. Den understøtter en forståelse af overgangen som en indre proces der var på vej i mange samfund og virkede over længere tid. Transformationen til industrisamfund uden for England var altså ikke kun resultatet af teknologiimport og anden efterligning af forløberen, men afhang af fælles dynamikker.
Økonomen Oded Galor har med sin Unified Growth Theory (2011) forsøgt at opstillet en sådan enhedsteori. Kerneelementet er befolkningen og dens tiltagende størrelse. Når flere individer end før interagerer, stimuleres dannelsen af human kapital idet mængden af nye ideer øges. Den tilgængelige viden individerne kan tilegne sig, vokser. Dette danner grundlag for øget innovativ aktivitet, hvilket fremmer økonomisk vækst.
Malthus vs. Boserup
Befolkningens betydning for den økonomiske udvikling er ikke blevet ignoreret af tidligere forfattere. Den danske økonom Ester Boserup (1910-1999) er kendt for sin teori om at økonomisk vækst ikke er forenelig med små befolkninger der lever spredt. Inden for små, afsondrede lokalsamfund er der ikke mulighed for den arbejdsdeling og det investeringsniveau som vækst og udvikling kræver. Boserup skrev sig op mod en argumentation udviklet i begyndelsen af det 19. århundrede af den engelske klassiske økonom Thomas Malthus (1766-1834). Han hævdede at en positiv udvikling i samfundets produktionsevne opsuges af en voksende befolkning. Fertiliteten stiger når de materielle levevilkår forbedres. Men når ressourcerne i form af jord, produktionsmidler og forbrugsgoder så skal fordeles på flere mennesker, bliver der ingen varig forbedring for den enkelte. Den store fattige befolkning forbliver sårbar over for misvækst, sygdom og krig, hvilket dæmper eller ligefrem standser befolkningstilvæksten. Eneste mulige udvej af denne elendighed er færre børnefødsler efter eget valg – noget der på Malthus’ tid ikke så ud til ville ske. Hans udlægning af verdens tilstand har været kontroversiel lige siden sin fremkomst, men har aldrig helt sluppet sit tag.
Overgangen til højvækst syntes at afkræfte Malthus’ pessimistiske syn, men på den tid hvor Ester Boserup skrev sin anti-malthusianske afhandling i midten af det 20. århundrede, vakte de hastigt voksende befolkninger uden for den rige industrialiserede verden ny frygt for at produktionen ikke kunne følge med, således at udviklingsproblemerne ville bide sig fast og føre til skærpede problemer for den sociale og økonomiske stabilitet på globalt plan. Boserups konstatering af at udvikling og vækst kræver interaktion mellem mange mennesker, dannede et modbillede ved tværtimod at vise et voksende befolkningstal som forudsætning for udvikling.
Tre faser
Oded Galor anerkender begge synspunkters berettigelse – men dementerer dem samtidig – idet han opererer med tre faser med hver sin dynamik: 1) malthusiansk stagnation, 2) post-malthusiansk vækst, 3) moderne bæredygtig økonomisk vækst.
I den flere tusinde år lange periode med malthusiansk stagnation var fremgangene i levestandard forsvindende små. Befolkningen var temmelig stabil over lange stræk, men store svingninger forekom. Indvinding af nyt land eller udvikling af ny teknologi gav øget levestandard, som dog tæredes bort af den afledte befolkningstilvækst. Sårbarhed over for epidemier, vejrforhold og krig holdt befolkningstallet nede. Ordet stagnation skal ikke forstås som fravær af enhver bevægelse. Det var ikke en stilstand – også dengang fandt en økonomisk udvikling sted. Men på grund af de negative tilbagekoblingsmekanismer opretholdt dynamikken en tilstand af fattigdom i stedet for at løfte det velfærdsmæssige niveau.
Der sker dog en langsom ændring i økonomiens kvalitet og omfang, som på et tidspunkt medfører overgang til den post-malthusianske vækst. Når tærsklen overskrides, opstår en ny systemisk kvalitet. I overensstemmelse med Boserups argument danner menneskenes stigende antal og koncentration bedre grundlag for arbejdsdeling og specialisering. Den stigende interaktion fremmer vidensdeling og genererer nye ideer. Praktisk brugbare innovationer som det kan betale sig at imitere, bliver mere hyppige. På et tidspunkt opnås kritisk masse: Befolkningen når et niveau som intensiverer teknologiudviklingen. Nu borteroderes stigningen i levestandard ikke længere selv om antallet af mennesker vokser. Ikke alene medfører interaktionen mellem kreative individer at det eksisterende potentiale i talentmassen udnyttes bedre, også selve massen af human kapital vokser, nemlig gennem den øgede investering i uddannelse som den økonomiske vækst åbner mulighed for. Væksten indebærer også bedre livsbetingelser hvilket giver længere levealder og mere robuste broer mellem generationerne. Dette gør befolkningstilvæksten hurtigere end før.
Ved overgangen til moderne bæredygtig økonomisk vækst er den hurtige teknologiske fremgang blevet en permanent tilstand. Afkastet på human kapital er blevet så stort at det for familierne bliver attraktivt med mindre børneflokke. Investering i øget uddannelse og velfærd i barndommen – men til færre individer – sikrer en bedre og mere stabil videreførelse af slægten end et talrigt afkom der i fravær af human kapital oparbejdet i barndommen og ungdommen kun kan opnå beskeden indkomst som voksne.
Vækstøkonomien indebærer altså i sin første, post-malthusianske fase at befolkningstilvæksten accelererer idet den stigende levestandard på en gang giver færre dødsfald og lige så mange eller endnu flere fødsler end før. Men idet fødselsraten efter en tid begynder at falde, bliver befolkningstilvæksten mindre, og der er ligefrem mulighed for at den til sidst kan ophøre. Da den tekniske produktivitetsstigning imidlertid fortsætter på grundlag af den markant forøgede masse af human kapital, stiger den mængde goder der gennemsnitligt står til rådighed pr. individ i endnu hurtigere tempo. På dette tidspunkt har samfundet helt sluppet forbindelsen til de malthusianske mekanismer hvor fremskridt i produktionen blev omsat i ikke- bæredygtig befolkningstilvækst. Overgangen fra høje til lave fødsels- og dødsrater er kendt som ’den demografiske transition’.
Ifølge Unified Growth Theory er overgangen til moderne økonomisk vækst altså ikke alene forbundet med denne demografiske transition, men langt hen drevet af denne. Ved afslutningen af den første, meget lange fase med relativ økonomisk stagnation når den langsomt voksende befolkningsmasse endelig et niveau der ved øget arbejdsdeling og hyppige, flersidige interaktioner forøger innovationsfrekvensen, hvilket omsættes i økonomisk vækst og hurtigere stigende befolkning. Dette sidste er en videreførelse af det gennem årtusinder kendte mønster. Men væksten er nu – takket være det nye teknologiske momentum – så stor at bedringen af den enkeltes livssituation, ikke i samme grad undergraves af spredningen af vækstens resultat på et voksende antal individer. Den enkelte lever længere og får fortsat mange børn, hvilket nok dæmper, men ikke eliminerer velstandsudviklingen for den enkelte. Og det bliver bedre endnu: I en teknificeret økonomi med kvalifikationskrævende arbejdspladser bliver det i stigende grad både samfundsmæssigt og individuelt meningsfuldt at gøre investeringen i næste generation mere intensiv: færre, men mere velnærede, velklædte, velstimulerede og ikke mindst veluddannede unge mennesker.
Med de mindre børneflokke aftager befolkningsvæksten til sidst, mens økonomiens output fortsat kan stige, holdt oppe af massen af human kapital. Væksten er blevet selvbærende. Dette er i dag en mere passende betegnelse end ’bæredygtig’, som ellers ofte anvendes som semantisk ækvivalent til det engelske ord sustainable. Bæredygtighed er blevet et sammensat og problemfyldt begreb i takt med det fornyede ressourceproblem som de menneskeskabte klimaforandringer rejser. I værste fald kan de medføre malthusianske bindingers tilbagevenden til vores økonomi, nemlig når den byrde milliarder af storforbrugende mennesker lægger på naturen, bliver for stor.
Det generelle, teoretiske billede er altså ifølge Galor sammensat af tre faser:
1) Først er befolkningen fattig og svingende i størrelse; den vokser dog på længere sigt, men langsomt.
2) Efter overgangen – vækstens take-off – vokser befolkningen, samtidig med at den mængde goder som kan produceres per individ, også vokser. Igangsættelsen tager tid, men er til sidst uigenkaldelig. Økonomien befinder sig nu i en mellemfase, hvor den såkaldte demografiske transition finder sted.
3) Dennes afslutning markerer begyndelsen på den tredje og sidste fase, som ikke er en overgang, men en ny blivende tilstand. Den vigtige lighed mellem begyndelsesfasens malthusianske mønster og slutfasens selvbærende vækst er netop varigheden: Både den selvbærende vækst og stagnationen før økonomiens take-off er strukturelt stabile tilstande med hver deres indre dynamik.
Befolkningen: den kritiske variabel
I Galors teori om den moderne økonomis oprindelse og historiske egenart spiller befolkningen en central rolle. For historikeren har hans tilgang en intuitiv appel, idet historien netop handler om mennesker – om os selv: det liv vore forfædre levede og den verden de som følge heraf efterlod os, den nuværende befolkning. I store dele af verden er forandringer i befolkningens størrelse og sammensætning stadig af enorm betydning for samfundets udvikling. Dertil kommer at den demografiske transition ikke er afsluttet overalt – eller først er det for nylig.
Verdens befolkning vokser fortsat. Men er kloden truet af overbefolkning, eller er det dominerende problem, i hvert fald i nogle samfund, at vi har for lidt arbejdskraft til at drive hjulene rundt og derfor godt kunne bruge flere mennesker? I global skala er svaret nok overvejende det første, men ikke entydigt. Det gælder stadig at hvis en nations medlemmer lever som en lille befolkning i små isolerede samfund spredt på et stort areal, kan man ikke drage fordele af arbejdsdelingen og ikke opbygge en infrastruktur. En dynamisk samfund afhænger af mulighed for at udveksle ideer – gode blandet med mindre gode – som kan underkastes selektion med henblik på videre udnyttelse. Interaktionen mellem mennesker er (sammen med funktionsspecialisering ved arbejdsdeling) kilden til samfundets økonomiske bevægelsesenergi. I det lille selvberoende lokalsamfund bruges ressourcerne til at klare dagen og vejen – ikke meget er tilovers.
Det gælder dog lige så vel at hvis en befolkning vokser meget stærkt i en bestemt periode, kan der opstå ubalancer i form af strukturelt misforhold mellem behov og ressourcer. Mennesker bliver født, opdrages, går i skole, og træder før eller siden ind i arbejdsstyrken. Kommer der mange på en gang, er der ikke nok bygninger, maskiner og værktøjer, dvs. reelle, udbyttegivende arbejdspladser til alle. Man kan nok sætte folk til at lave et eller andet, men produktiviteten bliver lav, hvis der ikke er kapital til at gøre det på en måde som understøtter velfærdsudviklingen. Man kan dermed, på linje med Malthus, argumentere for at en hastig befolkningsudvikling udgør en belastning for samfundet. Dette er situationen i mange fattige udviklingslande.
Balancen mellem generationerne er en væsentlig del af problemstillingen. I et samfund hvor stadig flere bliver stadig ældre, er der også behov for flere nye erhvervsaktive mennesker i den anden ende af aldersspektret. I modsat fald bliver der ’for mange pensionister’ i den forstand at byrden for de erhvervsaktive stiger. Det koster penge og kræver arbejdskraft at understøtte en aldrende befolkning. Ved stor ubalance mellem grupperne stiger behovet for vækst i befolkningstallet. I de rige højtudviklede samfund melder sådanne problemer sig med stigende styrke, og så meget desto mere fordi de yngre voksne bidrager til befolkningsmassen med færre nyfødte end i tidligere generationer. Måske ophører problemet derved på længere sigt, nemlig når de helt små årgange bliver gamle, men vejen dertil kan blive svær.
Man kan også se mere optimistisk på det: Der bliver hele tiden frigjort ny arbejdskraft på grund af den teknologiske udvikling. Både i industri og service sker der løbende mekanisering og rationalisering som betyder at der bliver ledige hænder til beskæftigelse på mere arbejdskraftintensive områder. Det betyder at en ændret alderssammensætning med større tyngde i toppen af alderspyramiden ikke nødvendigvis får så store konsekvenser.
Befolkningspolitik
Nogle mener det svækker et samfunds vitalitet og dynamik hvis dets medlemmer bliver færre, specielt når de yngre generationers relative andel af befolkningen falder. På nogle områder, som tekniske fag og naturvidenskab, kommer de bedste og mest kreative ideer tit fra unge mennesker. Det kan oversættes til at hvis man ikke har det fornødne islæt af ungdom i en befolkning, så sker der ikke så meget. Måden man lever på, forstener, og evnen til at tilpasse sig en verden i forandring bliver mindre. I så fald er det et krisetegn for et samfund, hvis der bliver født væsentligt færre børn end man var vant til i de forrige generationer.
Set i lyset af menneskeartens forhold til naturen forekommer det derimod skræmmende at befolkningen bliver ved med at vokse. Klimavidenskaben og klimadebatten peger på at den samlede masse af individer udøver et stort pres på naturressourcerne, et pres som risikerer at rokke ved balancerne i økosystemet. Dette truer velfærd og sikkerhed såvel som glæden over det naturlige miljøs skønhed og mangfoldighed. Der er altså stærke argumenter for at global nedbremsning i befolkningsudviklingen vil være gavnlig. Aktuelle problemer med manglende arbejdskraft lokalt blegner i sammenligning.
Hvis verdens befolkning bliver ved med at vokse, vil det alt andet lige forværre den klimaproblematik vi befinder os i. Trods forventninger om teknologiske løsninger og bedre ressourceudnyttelse er det faktum at vi bliver flere og flere mennesker, et nagende problem. Det er imidlertid ikke så let at lave om på. Blandt forskellige forsøg på befolkningspolitik er Kinas etbarnspolitik 1979-2015 det mest kendte og vidtrækkende eksempel. Der var en effekt af den ønskede art, nemlig opbremsning i den kinesiske befolkningstilvækst, men også en sideeffekt i form af ubalance mellem generationerne og tendenser til et ældet samfund. Desuden skete det på bekostning af individets naturlige ret til familiedannelse og forplantning efter eget valg. Kvinder blev med stærke påskyndelser og sanktioner og ind imellem direkte tvang afskåret fra individuelle afgørelser og planer om graviditet og fødsel.
Det kan godt lade sig gøre at føre befolkningspolitik, ikke ved tvang, men via overtalelse og appel til familiernes egeninteresse, herunder positive incitamenter tilvejebragt af staten. Men spørgsmålet har delt vandene i verdensopinionen lige så længe ideen har været på tale, nemlig siden afkoloniseringen i midten af det 20. århundrede. Den globale befolkningsvækst ses som et problem og en trussel i den vestlige verden, men magthavere i mange lande opfatter befolkningen som en statslig magtressource: Man står stærkere over for den omgivende verden, jo større ens befolkning er.
Blandt borgerne er stemningen ikke nødvendigvis favorabel over for at man skal avle mange børn for samfundets skyld. Nogle taler ganske vist om ’fødselskrise’ når de potentielle mødre ikke følger kaldet. Andre afviser statens ret til at nudge fødselstallet i vejret med henblik på almenvellet. Samtidig er der i et velfærdssamfund som vores en forventning om at staten understøtter den biologiske reproduktion ved gennem sundhedsvæsenet at hjælpe individuelle borgere med at råde bod på fertilitetsproblemer.
Befolkningsproblemer kan ikke gøres op i rent økonomiske og rationelle termer. Som antydet går den historiske tendens i retning af flere og flere mennesker. Det gælder på makroplanet, men bygger i sidste instans på de enkelte familier. Vi er biologiske væsener med sjæl og psyke. Der er i os indbygget en forplantningsdrift og stærke emotionelle behov. Flertallet af mennesker vil simpelthen gerne have børn. Nogle mener generelt det er en god ting hvis vi er mange mennesker på kloden eftersom selve det at leve er positivt. Det er den grundlæggende kilde til glæde i verden. Jo flere mennesker der tager del, desto bedre et sted er verden derfor. For nogle virker det menneskefjendsk at befolkningen – os selv – skulle være et problem.
Urbanisering
Den demografiske transition omfatter ikke kun befolkningens størrelse og tilvækst, men også dens lokalisering. Særligt byudviklingen er af stor betydning. I løbet af den økonomiske udviklingsproces begynder dødsraterne at gå ned, og på et lidt senere tidspunkt gør fødselsraterne det også. Det betyder at der først kommer en stærk befolkningstilvækst, men når fødselsraterne også falder, aftager denne vækst. Befolkningstallet bliver mere stabilt og kan ligefrem ende med at stagnere. Forskellen mellem by og land betyder noget for hvordan den udvikling forløber. I begyndelsen er dødsraten i byerne højere end den er på landet. Det hænger sammen med at befolkningstætheden, de sanitære forhold, den mangelfulde infrastruktur, livsbetingelserne i byerne i det hele taget, trak den gennemsnitlige levealder ned. Infektioner opstod let, og smitte spredtes hurtigt. Særlige fattigdomsproblemer i dele af bybefolkningen svækkede modstandskraften.
Andre sider af tilværelsen gjorde det attraktivt at bo i byerne: højere indtægter, større og mere alsidige udfoldelsesmuligheder og helt enkelt en større grad af personlig frihed end i det snævre og traditionsbundne landbomiljø. Og nok var der en overdødelighed i byerne, men dette vilkår forandrede sig med tiden til det bedre. Niveauet faldt fordi man begyndte at indrette byerne på en bedre måde: Kloakering mindskede smittefaren, og bedre bygningsreglementer gjorde boligerne sundere. Indkomsterne begyndte også at stige og bidrog til at forbedre de almene livsbetingelser og sundhedstilstanden. Til sidst faldt den urbane dødsrate til et lavere niveau end i landbomiljøerne. Men endnu før dette blev den urbane dødsrate mindre end den urbane fødselsrate. Dette skete i Sverige omkring 1845. Byerne kunne nu vokse i kraft af deres naturlige befolkningsoverskud, hvor ekspansionen tidligere havde været afhængig af at der hele tiden vandrede mennesker ind fra landet. Men eftersom tilvandringen fra landet fortsatte, ansporet af de højere indkomster og de mere alsidige beskæftigelsesmuligheder, blev byernes vækstmuligheder endnu højere. Urbaniseringen spiller med andre ord sammen med den befolkningsmæssige udvikling i den økonomiske vækstproces.
Urbaniseringsgraden var markant forskellig mellem forskellige lande og regioner i Europa. I toppen var England og Wales, som allerede lå højt i 1700 og frem mod 1870 undergik en gennemgribende urbanisering i forhold til hvilken alle andre blegner. I Skandinavien var stigningen også betydelig i den periode. Den var mindre end i Storbritannien, verdens første industrielle samfund, men væsentligt større end i f.eks. Rusland, hvor både udgangspunkt og udviklingshastighed var beskedne. Tendensen var at urbanisering og industrialisering fulgtes ad, dog ikke helt entydigt. I Italien hvor nogle regioner var længe om at komme med i industriudviklingen, var allerede udgangsniveauet forbavsende højt. Det hænger sammen med at en del af det italienske landbrug blev drevet under andre former end i Nordeuropa. En god del af den arbejdskraft som dyrkede markerne, var bosat i byer, forstået som store boligagglomerater i landlige distrikter. Det generelle billede er dog at urbaniseringen tog til. Den udvikling er fortsat også gennem det seneste halve århundrede. I Europa boede over halvdelen af befolkningen i byerne i 1950, hvilket siden er vokset yderligere til den absolut dominerende del af befolkningen, omkring tre fjerdedele, i vor egen tid. I verden som helhed har vi hele vejen haft en lavere urbaniseringsgrad end dette, hvilket naturligvis hænger sammen med graden af industriel udvikling. Men i det første årti af det nuværende århundrede har vi passeret en milepæl: Mere end halvdelen af jordens samlede befolkning bor nu i byer.
Nogle vil måske sætte spørgsmålstegn ved den velfærdsmæssige værdi i at verdens befolkning koncentreres i byer. Hvad betyder det for balancen mellem erhvervene? Er der ikke problemer med trængsel og forurening i bymiljøerne? Er det muligt at gøre livsbetingelserne sunde for alle indbyggere? Kan forsyningstjenester (el, vand, kloakering, spildevandsrensning) og grønne områder udbygges i en takt der matcher befolkningstilvæksten? Ender vi ikke med enorme slumområder med dårlige levevilkår, sociale spændinger og kriminalitet? De negative tendenser er til stede, men de bliver som hovedregel opvejet af de positive sider. I byer er det lettere og billigere at sikre adgang til uddannelse og lægehjælp. Der er et større og bredere udbud af arbejdspladser. Der er også bedre mulighed for at anvende moderne byggeteknologi som kan levere boliger til en pris der matcher købekraften. Transport i byen er billigere, lettere og mindre forurenende på grund af de kortere afstande og den mere udbyggede infrastruktur. Det er på mange måder fremmende for sundhed og velfærd at bo i en by – det kræver imidlertid planlægning og kollektiv investering at skabe gode bymiljøer.
Med hensyn til klimapåvirkningen er det sandt at byliv er forbundet med økonomisk vækst og dermed øget ressourceforbrug. Men store dele af jordens befolkning har et uafviseligt behov for en højere levestandard, hvilket kan gennemføres med mindre miljøbelastning i byerne end hvis folk forblev i landdistrikterne.
Betragtningen gælder selv i et højtudviklet samfund som det danske. Der er ganske vist frisk luft og mere plads ude på landet, men man bruger megen tid og energi – ofte fra fossile kilder – på at transportere sig rundt i bil, hvilket som bekendt er belastende for klimaet. Dette kan dog muligvis ændre sig gennem teknologisk forandring.
Generelt har bebyggelsesmønstret i Danmark (forstået som befolkningssammensætningen efter områdetyper) gennem de seneste 100 år udviklet sig i byernes favør selv om der allerede ved den periodes begyndelse var sket en vidtgående urbanisering. De mindre provinsbyer og landområderne er siden gået yderligere tilbage. Hovedstadsområdet er gået noget frem, men den største relative tilvækst har fundet sted i de største provinsbyer. Med lidt god vilje kan man tolke tallene sådan at koncentrationen i bymiljøer i Danmark har været forholdsvis moderat gennem de seneste adskillige generationer og ikke har medført nogen kæmpe forandring i den danske økonomiske geografi. Bystrukturen fra begyndelsen af det 20. århundrede er stort set den samme vi har i dag. Der er dog især de allerstørste byer, altså hovedstadsområdet og områderne i og omkring Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg, der modtager befolkningstilvæksten. De mindre købstæder og byer har det med at stagnere eller gå tilbage befolkningsmæssigt. Det er baggrunden for at man taler om problemer med affolkningen af landdistrikterne, selv om der reelt menes de mindre bymiljøer omgivet af land.
Den historiske befolkningstilvækst i tal
Udviklingen i verdens samlede befolkning er en af de store, vigtige linjer i økonomisk historie. Der har hele tiden været en befolkningstilvækst, men frem til bruddet med det malthusianske mønster foregik det meget langsomt. Det kunne i begyndelsen være en fordobling eller tredobling i løbet af 1000 år – ikke nogen voldsom stigning, hvis vi sammenligner med de seneste århundreder! Udviklingen accelererede fra og med middelalderen, og for de 300 år fra 1500 til 1800 noteres en fordobling. Fra 1800 til 1938, en periode på knap den halve længde, voksede verdens befolkning med en faktor 2,5, altså en god del mere end en fordobling, men nu på mindre end 150 år – en vækst der aldrig var set tidligere. Den demografiske transition indebærer som nævnt at på et tidspunkt falder fertiliteten og befolkningstilvæksten begynder at stagnere; måske ser man nogle steder ligefrem en statisk befolkning. Men før dette er der en lang periode hvor den faldende dødelighed bliver modsvaret af en fortsat høj fødselshyppighed, dvs. en voksende befolkning.
Den er dog ikke altid jævnt voksende: På en graf der viser de absolutte tal, ser udviklingen ret jævn ud. Men hvis vi i stedet fokuserer på den relative forandring, altså stigningen i procent, er der nogle ret store udsving. Både i første halvdel af 1860’erne og i første del af det 20. århundrede er der markante dyk på grund af store begivenheder der påvirkede hele samfundet. Pandemier som den sorte død i senmiddelalderen kan have den virkning. Men også store krige indvirker på befolkningsudviklingen; således hænger det store dyk i 1860’erne sammen med Taipei-oprøret, en langvarig kinesisk borgerkrig, som kostede mange millioner døde. Næste store fald i væksten hænger sammen med Første Verdenskrig.
Fra 1950 og frem er der via FN adgang til pålidelige løbende tal for verdens befolkning. Stigningstakten gik nu for alvor i vejret: fra 2,5 milliarder mennesker i 1950 til mere end 9 milliarder mennesker i dag – mere end en tredobling på cirka 70 år. Den voldsomme befolkningsvækst var fortsat drevet af den demografiske transition, hvis første trin efter Anden Verdenskrig har fundet sted i betydelige dele af verden, i særdeles asiatiske lande. Det har fremmet udviklingen at man i løbet af de seneste 100 år har opfundet nye lægemidler og anden medicinsk teknologi som i større eller mindre grad er blevet spredt til hele verden og markant har forøget den forventede levealder, også i de fattigste lande. Mange liv reddes ved forholdsvis enkle og billige midler, ligesom profylaktiske tiltag gør at folk ikke så let bliver syge som i gamle dage. Sidst, men ikke mindst har verdens produktion udviklet sig så meget at den globale fødevareforsyning er større og mere stabil end nogensinde før, herunder også beredskabet ved hungersnød og naturkatastrofer. Alt dette har understøttet den voldsomme befolkningstilvækst.
Det er usikkert i hvilken grad væksten kommer til at fortsætte. FN’s hovedprognose – den angiveligt mest sandsynlige udvikling – lyder at om 50 år vil befolkningen i verden være stagnerende, dvs. væksten vil fade ud i løbet af den periode. Men prognosen rummer også andre scenarier, herunder en fortsat stigende befolkning om 100 år. Forventningen om stagnation bygger på en allerede i dag tydeligt lav og faldende fertilitet i befolkningsrige lande, især i Asien. Men i Afrika er billedet meget anderledes. Ganske vist er fertiliteten lavere end tidligere mange steder, men ikke for øjeblikket i en grad som vil bringe befolkningsvæksten til ophør.
Man kan have en mistanke om at FN’s optimistiske forventninger til befolkningsudviklingen er under indflydelse af ønsketænkning: Befolkningsforhold er som tidligere nævnt et kontroversielt, politiseret felt hvor frygten for ressourceknaphed, miljøødelæggelse og klimaforandring står over for staters ønske om flere soldater og mere arbejdskraft. Dertil kommer en mere eksistentielt forankret modvilje over for den malthusianske tankegang. Er man bekymret for overbefolkning af kloden, men ikke bryder sig om aktiv befolkningspolitik med henblik på lavere frugtbarhed, kan tanken om at vækstens udfasning kommer af sig selv, måske tjene til beroligelse. Men ingen ved hvad der sker.
Alderssammensætningen
Ændringer i fødselshyppigheden ændrer ikke blot befolkningens størrelse, men også dens aldersmæssige sammensætning. Fødes der færre børn, kommer de unge til at udgøre en mindre andel af den samlede befolkning. Det gælder både hvis dødeligheden forbliver uforandret i de ældre aldersgrupper, og det gælder i særdeleshed hvis den mindskes, altså hvis levealderen øges. Omvendt, ved et stigende antal fødsler kan der efterfølgende høstes en såkaldt ’demografisk bonus’. Det sker når den nye talstærke generation ophører med at modtage forsørgelse og uddannelse, men rykker op i det aldersinterval der begynder ved 20-25 år og derefter gennem mange år forsyner samfundet med et ekstra tilskud af produktiv arbejdskraft. Men når de samme mennesker bevæger sig ind i livets sidste årtier, hvor de har behov for økonomisk understøttelse og pleje, bliver de til en såkaldt ældrebyrde. Dennes vægt føles endnu tungere på det øvrige samfunds skuldre såfremt de efterfølgende generationer er mindre og ikke leverer den mængde arbejdskraft samfundet er vænnet til at råde over. Det gælder endnu mere endnu hvis levealderen er på vej op, og de gamle dermed skal sørges for i længere tid end før. I mange velstillede samfund, gør sådanne tendenser sig gældende og vækker ønsker om enten at anspore folk til at få flere børn, eller om at tillade større indvandring af arbejdskraft. En anden mulighed er at nye teknologier kan frigøre arbejdskraft, hvorved samfundsøkonomien bliver mindre afhængig af tilgangen af yngre arbejdere.
Befolkningens levevilkår
Et sidste, men nok så vigtigt spørgsmål i forbindelse med befolkningen er de stærkt forskellige vilkår man lever under i verdens regioner og lande. Vi kan igen trække på FN’s ressourcer, nu i form af det såkaldte Human Development Index. Dette måler hvordan folk er stillet i verdens lande, dels rent økonomisk (bruttonationalprodukt pr. indbygger), dels med hensyn til uddannelse og levealder. Mere konkret drejer det sig om det antal år befolkningens medlemmer gennemsnitligt har gået i skole, samt antallet af år den nuværende unge generations medlemmer kan forvente at være under uddannelse. Dertil kommer den forventede levealder ved fødslen, et summarisk tal der på grundlag af antallet af årlige dødsfald i hver nulevende årgang beskriver hvor gammelt et nyfødt barn i gennemsnit kan forvente at blive såfremt dette dødelighedsmønster hen over generationerne forbliver i kraft også fremover.
Disse forskellige tal vejes sammen til en pointberegning der for hvert land ligget et sted mellem 0 og 1, udtrykt med tre decimaler. På dette grundlag kan landene rankes indbyrdes og inddeles i høj, middel eller lav grad af menneskelig udvikling baseret på kombinationen af økonomisk velstand, uddannelse og sundhed. Som man kunne forvente, er der en høj grad af overensstemmelse mellem landenes position på de tre områder. Et højt økonomisk niveau bestemt ved produktion og indtjening giver råd til at tilvejebringe de livsbetingelser i form af sundheds- og boligforhold m.m. som gør, at folk kan leve længe. Sammenhængen er dog ikke helt entydig. Målemetoden bag HDI har den fordel at den registrerer positive sociale udviklinger i fattige lande selv når forbedringer skyldes andre forhold end økonomisk vækst, f.eks. en teknisk effektiv og socialt ligelig anvendelse af de begrænsede ressourcer. Tilsvarende vil lande på et højt økonomisk niveau blive placeret forskelligt hvis de afviger fra hinanden med hensyn til andre aspekter af livskvalitet end netop indkomst. Der findes desuden en særlige variant af beregningen som sænker et lands opnåede score såfremt den økonomiske ulighed mellem borgerne er meget høj.
Fra den seneste beregning (UNDP 2021/2022) kan nævnes at Schweiz ligger øverst med en score på 0,962. På plads nummer 21 ligger USA med 0,921. Forskellen hænger sammen med at USA har et betydeligt fattigdomsproblem som slår ud i uddannelse og sundhed. Faktisk har USA’s levealder på grund af en bølge af overforbrug af smertestillende midler – den såkaldte opioid-krise – i de senere år været svagt faldende, hvilket er en ganske forbløffende og uvant ting for et højtudviklet samfund.
Man skal dog være forsigtig med at overdrive betydningen af en forskel i ranglisteplacering. De rige, højtudviklede lande ligger ganske tæt på hinanden når man ser på den opnåede score. Går man ned i bunden af listen – på den seneste er det Mozambique med en score på 0,446 (mindre end det halve af toppen) – er der en meget betydelig forskel i reale termer sammenlignet med de øvre lag af listen. De fattigste lande havde et bruttonationalprodukt på omkring 1200 USD per indbygger om året hvor Schweiz havde 67.000 USD per år. Det viser noget om den enorme forskel der er mellem livsbetingelserne i de rigeste og de allerfattigste dele af verden.
Det er ikke nogen rar tanke, men tallene er ikke udelt nedslående. Forskellene i forventet levealder er ganske vist også meget betydelige, men her er det trods alt gået meget frem, både med hensyn til selve livslængden og graden af forskel mellem de dårligt og de godt stillede lande. I bunden ser vi i dag en gennemsnitlig forventet levealder ved fødslen på omkring tresindstyve år. Hvis vi går ca. 50 år tilbage i tiden, ville man finde at den forventede levealder i et fattigt afrikansk land ikke var mere end højst 40 år. I løbet af et par generationer er der altså sket en tilvækst i antallet af forventede leveår på omkring 20, eller nærmest en øgning på 50 pct. Tallet er også steget en del i den rige del af verden, men ikke i samme grad. Dette hænger bl.a. sammen med at de bedst stilledes relative fremskridt i livslængde begrænses af at de i forvejen ligger tæt på det fysiologisk betingede maksimum. Der er indbygget forældelse i kroppen. Yderligere fremskridt i de fattige lande vil efterhånden blive hæmmet af den samme barriere. Ikke desto mindre er der altså sider ved udviklingen som giver grund til en vis optimisme med hensyn til udjævning af de fundamentale livsvilkår i forskellige dele af verden.
Global og national ulighed
Længe var der en tendens til at skellet mellem rige og fattige blev større og større på globalt plan. Uligheden inden for landene er faldet noget i det 20. århundrede hvilket i væsentlig grad skyldes arbejderklassens kamp for sine interesser og opbygningen af velfærdssamfundene, understøttet af den økonomiske vækst og øgede humane kapital i den rige del af verden. Men uligheden mellem landene er historisk set vokset meget helt frem til begyndelsen af 1990’erne idet den økonomiske vækst har været uensartet i verdens regioner.
Man taler om The Great Divergence: det forhold at levestandarden var forholdsvis ensartet i verden frem til omkring 1500-1600, men så begyndte Europa og senere Nordamerika, Japan og enkelte andre områder at stikke af fra resten af feltet. Fra begyndelsen af det 19. århundrede blev det mere og mere tydeligt, og forskellen var meget stor i begyndelsen af 1990’erne.
Men i de seneste 30-40 år er der sket en ændring i fordelingen af den økonomiske vækst. På verdensplan har de fattigste blandt verdens befolkning nydt en større andel, dvs. den globale ulighed er blevet mindre. Det betyder dog ikke at samtlige verdens fattige har fået det bedre. Det skyldes især udviklingen i bestemte områder. Det er allerede velkendt for os at udviklingen sker i forskellige tempi, som udspiller sig forskudt i forskellige dele af verden. Opgangstiden for de fattige gennem de seneste årtier skyldes i særdeleshed den kinesiske økonomiske udvikling. De førhen fattige kinesere der er blevet løftet op på et højere indkomstniveau, vejer ind med så stor en andel at det globale fordelingsbillede har ændret sig i retning af udjævning. Tendensen viser sig også i en anden demografisk sværvægter, nemlig Indien, ligesom visse mindre lande, hvoraf særligt bør nævnes Sydkorea, har haft stærkt øget vækst gennem de seneste 50 år.
Den globale middelklasse, dvs. de lavere placerede indbyggere i de rige lande har ikke haft nogen særlig stor fremgang i indtjening og velstand. Det er årsagen til at mange mennesker finder at uligheden i f.eks. det danske samfund er begyndt at gnave. Klodens rigeste, altså de mest velstillede i de rige lande, har derimod haft betydelig indkomstfremgang i løbet af perioden. Afhængigt af politiske værdinormer og gemyt kan man sige det er gået godt fordi så mange af jordens fattigste er blevet løftet så meget. Men hælder man til den kritiske og pessimistiske side, vil man lægge mere vægt på at den globale økonomiske elite har beriget sig på bekostning af resten af jordens befolkning.